NUMMER 10

Nummer 10 – spilleren med de særlige evner, det unikke talent, fodboldbegavelsen, teknikken, visionerne, målfarligheden og fremfor alt kreativiteten! 10 tallet har været det foretrukne rygnummer i al moderne fodboldtid, og i mange tilfælde er det ikke kun båret af den offensive playmaker, eller kreatøren, men næsten lige så ofte at holdets største stjerne, hvis denne vel og mærke ønskede netop det nummer.

Første gang vi overhovedet ser rygnumre er i Australien i 1911, og i 1923 dukker det op i Argentina, for så at komme til England i 1928, hvor Sheffield Wednesday, Arsenal, Chelsea og Swansea`s spillere bærer numre på deres trøjer, og herefter bliver det mere og mere almindeligt, og fra og med VM 50 ser man det også i officielle FIFA turneringer.

I de første mange år nummereres spillerne ganske simpelt efter deres placering på banen, og derfor er det vilkårligt hvilket nummer den enkelte spiller får tildelt, da det jo afhænger af formationen træneren opstiller.

Andre nummererer efter alfabetisk rækkefølge, f.eks. Argentina i VM 78, hvor f.eks. målmanden Fillol spillede med nr. 5, og i 99 kunne man se at Aberdeens marrokanske spiller, Hicham Zerouali spillede med nr. 0, simpelthen foranlediget af at tilskuerne blot titulerede ham som “Zero”, altså 0. Ikke fordi han var et nul, men naturligvis pga. de første 4 bogstaver i efternavnet.

I slut 90èrnes Internazionale, måtte man i den grad være kreative, da man hentede Roberto Baggio til klubben. Brasilianske Ronaldo spillede med nr. 10, men den skulle bæres af Baggio, hvorfor Ronaldo måtte krybe i trøje nr. 9, som jo også var mere retvisende for hans position på banen, og så måtte den hidtidige 9èr, Ivan Zamorano, efter længere tids palaver, have en trøje hvorpå der blev trykt 1+8, hvilket matematisk betød at han stadig var 9èr angriberen.

I Inter måtte man give Ivan Zamorano 1+9 på ryggen, fordi superstjernen Ronaldo spillede med nr. 10 (selvom han ikke var en 10èr type men simpelthen stjernen). Den slags sker vist kun i Italien!

Første gang et hold i VM sammenhæng, for alvor benytter en spiller på det vi i dag vil betegne som 10èr positionen, dvs. den frie playmaker bag 1-2 angribere, er under VM 54, hvor Ungarns Nandor Hidegkuti, en af datidens helt store stjerner i både Ungarn og Europa, placeres som decideret offensiv spilfordeler, uden nævneværdige defensive forpligtelser. Da han ikke var sit holds største stjerne, må han dog “nøjes” med 9 tallet, mens 10 tallet bæres af den uovertrufne superstar, Ferenc Puskas, som dog er placeret helt fremme i angrebet, men det er blot en detalje.

På Real Madrids fantastiske hold i 50èrne, var en vis franskmand, ved navn Raymond Kopa, som også spillede en slags 10èr, men det var mere udpræget for ham, da han fra 59 og frem, spillede for det daværende franske storhold, Stade de Reims, og under top 10 navnene længere nede, vil jeg beskrive ham mere specifikt.

Herefter begynder først positionen, som har mange navne, at tage form, og i VM 66 finalen ser man Sir Bobby Charlton i en udpræget 10èr rolle bagved angriberne Hurst og Hunt, men akkurat som med Hidegkuti i 54, bærer Manchester United spilleren 9 tallet, mens den forreste angriber, der logisk set burde have haft nr. 9, Sir Geoff Hurst pryder sig med 10 tallet.

Mange hold, både på klub og landsholds plan, benytter systemer som 2-3-5, 4-3-3 eller tilmed 4-4-2, alle systemer, som i den daværende konstruktion, ikke levnede plads til en “fri spiller” på den offensive midtbane.

I Italien er klubberne AC Milan, Internazionale og Juventus, dog langsomt men sikkert begyndt at implementere metoden med den “frie mand” lige bag frontløberne, og man ser det især hos Inters berømte (og berygtede) mandskab i 60èrne, som ellers var mest kendt for deres uhyre effektive forsvar, omtalt som “Catenaccio”, hvor forsvaret bestod af 4 mands opdækkende spillere, som bagved havde en fri mand, omtalt som sweeperen, og senere hen liberoen, der dog var en mere offensiv minded spiller som f.eks. Franz Beckenbauer eller Gaetano Scirea.

Foran 5 mands forsvaret, spillede Inter så typisk med 2 løbende/hårdtarbejdende spillere, og helt fremme 2 reelle angribere, og den opstilling levnede så plads til en fri spiller, som var personificeret i Sandro Mazzola, der dog bar trøje nr. 8, mens den holdets stjerne, spanske Luis Suarez spillede med nr. 10, selvom nr. 8 nok havde været det “rigtige” nummer at tildele Ballon dÒr vinderen fra 60.

AC Milan havde dog allerede i 62 finalen, hvor de som det første italienske hold, vandt Europa Cup for Mesterholds turneringen (CL) efter sejr på 2-1 over Benfica, benyttet den på daværende tidspunkt blot 19 årige Gianni Rivera som helt og aldeles fri mand, i et system der vel kunne betegnes som 3-2-4-1. Rivera (billedet) lå side om side med brasilianske Dino Sani, som offensive midtbane folk, men hvor Sani også havde defensive forpligtelser, og i øvrigt var en meget løbende type, kunne italiensk fodbolds nye “Golden boy”, som han hurtigt blev døbt i medierne, placere sig hvor han nu fandt det mest belejligt, hvor han havde løbere og slidere bag sig, og en enlig targetman foran sig, samt et par offensive kanter. Det var uhyre effektivt, og man begyndte også på “Squadra Azzura” (landsholdet) at spille med den frie 10èr, og i flere år frem, var det Rivera og Inters Mazzola, som kæmpede om landstrænernes gunst, hvilket må siges at have været noget af et luksusproblem, for de to Milano drenge, var formentlig de to bedste i verden i 60èrne på netop den plads, og Italien var da også som nation, blandt de absolut førende, illustreret ved EM guld i 68 og VM sølv i 70.

I 69 kom beviset på at en hel verden, eller i hvert fald Europa, da det på daværende tidspunkt kun kunne være europæiske spillere som modtog Ballon dÒR. Rivera endte øverst på podiet, og herefter fulgte navne som Platini, Zidane, Ronaldinho, Kaka og senest Modric i 10èr fodsporene, i hvert fald hvis vi taler om rendyrkede 10ère, for som alle ved, så spiller Lionel Messi også med 10 tallet, men det vil vist være løgn at påstå at han decideret er placeret som 10èr, selvom man fremadrettet måske godt kan forvente ham i en mere central rolle, men så nok endnu længere tilbage, måske som en slags Pirlo eller Xavi lignende type.

I VM 74 begyndte man i større udstrækning at tildele den offensive playmaker 10`tallet, hvilket var nummeret som Vesttyskernes Günther Netzer, brassernes Rivellino samt før omtalte Rivera, og efterhånden var det bestemt mere reglen end undtagelsen, hvor svenskernes udprægede frontangriber Ralf Edström, og Polens deciderede offensive playmaker, Kazimierz Deyna “ødelagde” nummerordenen. Edström bar nemlig 10 tallet, da han var svenskernes største stjerne, mens Deyna der omvendt var Polens største navn, og tilmed anfører, bar 12 tallet, selvom hans placering og renomme`ellers retfærdiggjorde 10 tallet.

Fra 78 og frem, har der været nogenlunde “styr” på hvem som bar 10 tallet, hvilket har prydet ægte 10ère som Michel Platini, Diego Maradona, Hansi Müller, Teofilo Cubillas, Lakhdar Belloumi, Zico (selvom han måske mere var angriber), Enzo Francescoli m.fl., men VM 78 var så også året, hvor italienerne af alle valgte at give deres udprægede 10èr, Giancarlo Antognoni nr. 9, mens den defensive hardhitter, “Il Tigre” eller “Roccia” som han også blev kaldt, Juventus`Romeo Benetti fik det eftertragtede nummer.

Det har næppe været tilfældigt, slet ikke i Italien, men historien bag, kendes den dag i dag ikke.

Og det bringer mig så frem til artiklens egentlige anledning, i det jeg vil forsøge at opremse historiens top 10 over 10ère, altså ikke spillere som Messi, Matthäus, Pele eller Rooney m.fl., som bar eller bærer 10 tallet pga. deres status, men derimod over spillere som var definitionen på en 10èr spiller, og som den største selvfølge bar det eftertragtede nummer hovedparten af deres karriere!

Rækkefølgen herunder er prioriteret.

Diego Armando Maradona (Argentina)
“El Pibe de Oro” (den Gyldne dreng) var selve essensen af en 10èr type i sin yderste og ofte mest målrette konsistens. Maradona var ikke kun alle sine holds absolutte stjerne og fører figur, han var ligeledes udelukkende placeret på den frie (med streg under frie) offensive midtbane, hvorfra han kunne kontrollere alt fremadrettet spil.

Fodboldintelligens, teknik, forståelse for kampens udvikling, hurtighed på de første meter, kropsstyrke, pasnings evner, skudstyrke og præcision, brug af begge ben, overblik og leder egenskaber fås næsten ikke i en mere optimal udgave, end det som Maradona viste en hel verden i sine bedste år.

Han forstod om nogen, at placere sig foran et par hardhittere, og i bedste fald have hurtige folk på siderne af sig, og deciderede angribere foran sig. Således måtte modstandernes forsvar også koncentrere sig om andre end ham, selvom alle jo udmærket vidste, at det var ham der fik bolden, og at det var ham der førte den frem. Men ikke desto mindre var det uhyre sjældent at det lykkedes for selv klodens hårdeste og bedste defensive spillere, at markere ham ud af en kamp, ikke mindst pga. Maradonas hurtighed på de første meter + ikke mindst hans uovertrufne evne til altid at placere sig hvor bolden kom.

Maradona kunne bestemt også score mål, hvilket 259 mål i 491 officielle ligakampe for sine klubber, og 34 mål i 91 landskampe for Argentina bevidner, men nu var hans status også så unik, uanset hvor han spillede, at han var garanteret bolden, hver gang han ønskede, eller måske rettere befalede det, og prioriterede han at blive hængende helt fremme som angriber, vovede hverken medspillere eller træneren, at give ham en kontra ordre.

Platini var i sine bedste år, så tæt på at være unik, som vel ingen har været så intenst, og alene det faktum at han 5 gange var i top 3 på Ballon dÒr podiet, heraf 3 gange i træk, illustrerer hans evner. Herudover sluttede han også som nr. 3 i samme afstemning både i 77 og i 5, så hele 5 gange på podiet er de færreste forundt.

Desværre varede hans storhedstid ikke så længe, som f.eks. Zidanes, men i de 5 sæsoner han styrede både Juventus og Serie A, vel og mærke i perioden hvor ligaen var klodens stærkeste, var han outstanding. Han var med til at vinde alt med Juve, og udover sine Ballon dÒr titler, blev han som midtbanespiller tilmed topscorer i hele ligaen to gange (og på det tidspunkt huserede navne som VM topscoreren og verdensmesteren fra VM 86, Paolo Rossi, verdensmesteren fra VM 78, argentineren Daniel Bertoni, verdensmesteren fra VM 82, Altobelli, Rummenigge, Zico og Diego Maradona m.fl., så konkurrencen var uhørt hård!

Platini blev aldrig verdensmester med sit land, men det skyldes i højere grad at der hvor Frankrig var stærkest, nemlig i 82, ja der mødte de overmagten i Vesttyskland, som lige var den tand stærkere, men han var i den grad med til at vinde europamesterskabet 2 år senere, hvor han i 5 kampe scorede 9 mål, hvilket den dag i dag, gør ham til den mest scorende spiller i EM`s historie sammen med Cristiano Ronaldo. Men hvor sidstnævnte har brugt 4 slutrunder til at score sine mål i, spillede Platini kun EM 84.

Han løb ikke så meget som f.eks. Maradona, men var mere en meget verbal dirigerende spiller, der absolut ikke kom med tilbage under midten, hvor han i Juve havde løbere og slidere i skikkelse af Tardelli og Bonini, havde han på landsholdet folk som Fernandez og Tigana, til de mere trælse opgaver.

Han kunne smide de mest utrolige afleveringer ned i selv de mindste, ja nogengange usynlige rum, og han holdt sig bestemt heller ikke fra at skyde langt udefra (også på frispark) hvilket hans evner bestemt også berettigede ham til.

Han bevægede sig langt mere rundt på banen end f.eks. Platini, uden dog man vil påstå han var en “boks til boks” spiller, men han var ikke bleg for at gå under midten og erobre bolden, og derfra føre den frem.

Rigtig målfarlig har han aldrig decideret været, men han scorede så til gengæld de vigtige mål, som f.eks. to mål i VM finalen 98 eller hans flotte volley i CL finalen i 02.

Hvorfor jeg har Zidane millimeter bag Platini, er simpelthen min definition af 10èr rollen, hvor jeg, presset op mod væggen, vurderer at Platini trods alt var en mere “ægte” 10èr end Zidane.

Wolfgang Overath (Vesttyskland)
Europamester og verdensmester med Vesttyskland, og i manges øjne den mest elegante tyske fodbold spiller nogensinde, muligvis i hård kamp med Beckenbauer og Günther Netzer.

Overath var den første reelle 10èr i tysk topfodbold, selvom nogen, ældre end mig, måske vil argumentere for at 54 verdensmestrenes Fritz Walter, var den første.

VM bronze, sølv og guld er få forundt, men det har Overath medvirket til i de 3 slutrunder (66 (sølv), 70 (bronze) og 74 (guld)) han styrede tyskernes offensiv, og de sidste landsholds år tilmed i skarp konkurrence med Günter Netzer som var meget tæt på min top 10.

Overath var som type nok en blanding af Maradona og Platini, dog uden at være så målfarlig, da han primært var spilleren med den næstsidste fod på målet.

Hans blik for spillet omtales den dag i dag, som det ypperste man har set i Tyskland, og især i datidens Vesttyskland, hvor fysisk stærke spillere mere var reglen end undtagelsen.

Gianni Rivera (Italien)
Er rigt omtalt i den indledende tekst, hvilket er fuldt fortjent, da “l’Abatino” var uhørt dygtig.

Han spillede i sin karriere flere forskellige pladser, bl.a. som rendyrket angriber, wing på begge sider, og indimellem tilmed som 8èr, men i det store og hele var han næsten definitionen på en 10èr, så mange mente det var blasfemi, hvis han indimellem blev flyttet fra den frie midtbane rolle.

Sammen med Inter rivalen og landsholds kammeraten/rivalen Sandro Mazzola, var de reelt de første italienere på denne vitale plads, og hans elegance og overblik er blevet forsøgt utallige gange siden.

Man kan dog ikke kopiere det unikke talent som Rivera var født med, men spillere som Antognoni, Del Piero og Totti var dog værdige afløsere for “The Golden Boy”, som som italienerne lidenskabeligt kaldte ham det meste af hans karriere.

Han vandt aldrig VM med Italien, men var dog tæt på med finale nederlaget i 70, og han fik trods alt EM i 68, ligesom han vandt alt hvad der var at vinde med AC Milan, f.eks. den første Europa Cup for Mesterholds guldmedalje i 63, hvor han blot var 19 år.

Naturligvis modtog han Ballon dÒr i 69, ligesom han i 63 sluttede som 2èr.

Raymond Kopa (Frankrig)
3 x guld i Europas fineste klubturnering med Real Madrid, bronze med Frankrig til VM i 58 samt ikke mindst 4 gange på Ballon dÒr podiet, hvor han blev nr. 3 i 56 og 57, nr. 1 i 58 og nr. 2 i 57. Det er ikke mange forundt, og illustrerer tydeligt hvilken kæmpe spiller vi her har med at gøre.

Mange vil pege på navne som Zidane, Platini eller måske VM 58 topscoreren, Just Fontaine, som de mest prominente franske spillere nogensinde, men iblandt dem hører bestemt også den lille men meget boldsikre Kopa, der bl.a. blev kaldt “Little Napoleon” af både fans og modstandere, da hans fantastiske overblik og eminente pasninger altid var en nydelse at skue. I 2018 blev der i Frankrig indført en pris, der hedder “Kopa Trophy”, som årligt uddeles til den bedste unge franske spiller i det pågældende år. En vis Kylian Mbappe var såmænd første modtager af trofæet.

Kopa er ud af polsk familie, mens hans forældre blev født i Tyskland, og efter 1 verdenskrig, flyttede familien til Frankrig, hvor Kopa så blev født i 31, og senere hen skiftede navn til Raymond Kopa. Hans oprindelige navn var Raymond Kopaszewski.

Han døde i Angers, Frankrig i 17, 85 år gammel.

Kaka (Brasilien)
En anderledes type 10èr end de øvrige i min top 10, men bestemt ikke mindre elegant.

Kaka, som blev verdensmester både med sit land og på klub niveau, var den sidste inden Ronaldo/Messi æraen, som vandt Ballon dÒr, og ja så sneg Modric sig lige ind her til sidst 😉

Hans løb med bolden var uforligneligt og effektivt, og især hans første tid i Milan fra 03-09, var toppen af en flot karriere, hvor han akkurat sniger sig ind foran de efterfølgende 10ère på listen.

Hans niveau berettigede bestemt til et skifte til verdens største klub, Real Madrid, men desværre blev det aldrig det samme som i Milan tiden, selvom han dog var hos den kongelige klub i 4 sæsoner, og bl.a. vandt et mesterskab.

Roberto Rivellino (Brasilien)
Verdensmester og den store strateg for Brasilien i VM 70, og manden der efter sigende opfandt “flip flap” tricket, som sidenhen er blevet forsøgt kopieret af spillere som Romario, Ronaldinho og Cristiano Ronaldo m.fl..

Rivellino besad et overblik, en teknik og et gudsbenådet skud i støvlerne, der gjorde at han reelt var umulig at stoppe, når han med sine ryk ind i banen, eller op igennem banen, alt efter hvor han havde placeret sig forinden modtagelsen af bolden. Hans skudstyrke er legendarisk, og han blev under VM 70, omtalt som “Patada Atómica” – som betyder “Atom foden” af Mexicos fans.

Maradona har åbent erklæret at Rivellino var hans store forbillede, og så behøves man jo næsten ikke definere typen Rivellino yderligere!

Francesco Totti (Italien)
“Il Capitano” eller “Il Gladiatore” var blot et par af de utallige kælenavne man både i Rom, og i resten af Italien, gav til den fantastiske spiller, som over 25 sæsoner henrykkede sine hengivne fans i AS Roma, og som i 06 fik kronet sin karriere, da han var med til at vinde VM.

Totti var i sin storhedstid definitionen på en ægte 10èr. Han bevægede sig nødigt langt ned i banen, men placerede sig konstant nogenlunde i midten mellem midterlinien og modstandernes felt, hvor han kunne distribuere sine fantastiske afleveringer hvor hen han lystede, for det var ham der bestemte slagets gang, og det var ham spillet roterede om.

Hans type er efterhånden udfaset, da der desværre ikke er plads til den slags gammeldags 10ère, og nutidens 10ère er i højere grad typer som f.eks. Kaka eller Luka Modric, dvs. mere bevægelige spillere.

Günter Netzer (Vesttyskland)
Måske en af historiens største rendyrkede naturtalenter, der simpelthen kunne alt med en bold, men som for ofte svingede i niveau, givetvis pga. en skrøbelig psyke. Akkurat som man så i 70èrnes Italien, hvor Mazzola og Rivera kæmpede om 10èr pladsen, og som man nyere tid har set Totti og Del Piero kæmpe om landstrænerens gunst for Gli Azzurri, så var Netzer og Overath også i konstant kamp om den gunstige placering på banen, både da Vesttyskland EM i 72 og VM i 74, og i landsholds sammenhæng blev Netzer oftest den “lille”.

Da Gladbach var blandt verdens bedste klubhold i 70èrne, var han ekstra ordinær godt spillende, og blev nr. 2 i Ballon dÒr afstemningn i 72, men vandt utroligt nok aldrig trofæet.

Han skiftede efter mange sæsoner og mange titler i Gladbach, til Real Madrid, hvor han sammen med landsholds kammeraten Breitner, blev dominerende skikkelser.

Hans blik for spillet, tempoet på de første meter, og hans finurlige driblinger, trods en massiv krop, var medvirkende til at han var noget nær umulig at komme tæt ind på livet af, og hans frispark var frygtede i Bundesligaen og i La Liga.

I vilkårlig rækkefølge, følger disse spillere som også var 10ère, men som ikke kunne kæmpe sig ind på top 10: Giancarlo Antognoni (Italien), Alessandro Del Piero (Italien), Fritz Walter (Vesttyskland), Gheorge Hagi (Rumænien), Michael Laudrup (Danmark), Liam Brady (Irland), Luka Modric (Kroatien), Dirceu (Brasilien), Dejan Savicevic (Serbien), Thomas Hässler (Vesttyskland), Gianfranco Zola (Italien), Mesut Özil (Tyskland), Mario Götze (Tyskland), Glenn Hoddle (England), Teofilo Cubillas (Peru), Enzo Francescoli (Uruguay), Michael Ballack (Tyskland), John Wark (Skotland), Andy Möller (Vesttyskland), Hansi Müller (Vesttyskland), Wesley Sneijder (Holland), Roman Riquelme (Argentina), Sandro Mazzola (Italien), Gianfranco Zola (Italien), Dirceu (Brasilien), Rui Costa (Portugal), Dragan Stojkovic (Jugoslavien), Michael Ballack (Tyskland), Safet Susic (Jugoslavien) og Deco (Portugal).

Endvidere har jeg set bort fra disse spillere, som bestemt er eller var verdensklasse navne, men som vel aldrig rigtig har været ægte 10ère, også selvom de bærer, eller har båret det nummer: Lionel Messi (Argentina), Zico (Brasilien), Socrates (Brasilien), Ferenc Puskas (Ungarn), Rivaldo (Brasilien), Alfredo Di Stefano (Argentina/Spanien/Columbia), Pele (Brasilien), Sir Bobby Charlton (England), Omar Sivori (Argentina/Italien), Laszlo Kubala (Ungarn), Wayne Rooney (England), Lothar Matthäus (Vesttyskland), Enzo Francescoli (Uruguay), Roberto Baggio (Italien) og Ronaldinho (Brasilien).

Ingen nævnt – ingen glemt 😉

Det var mine ord og min hyldest til 10èrne, som nok desværre mere er historie end fremtid, men vi får se hvordan fodbolden udvikler sig de kommende år!

Torben Aakjær, 28.2.20