THE THREE LIONS - LANDSHOLDET SOM MANGE ELSKER!

NUMMERETS MAGI!

Udover at de begge er opvokset under nærmest umenneskelige forhold, begge er sydamerikanere, og begge har vundet verdensmesterskabet, så debuterede de også begge som 15 årige for deres respektive klubholds senior mandskaber, de debuterede som 16 årige for hver deres A landshold, og de har begge fødselsdag i oktober måned, hvor de i øvrigt begge runder et skarpt hjørne, henholdsvis 60 og 80 år.

Det er naturligvis fodboldhistoriens måske 2 største navne, Diego Maradona og Pele der tænkes på, når ovenstående superlativer opremses.

En anden, og i denne artikel nok så vigtig ting de har tilfælles, er at de begge fik trøje nr. 10 over hovedet, første gang de fik debut for både klub- og landshold.

Det er bestemt ikke mange forundt, hvilket illustreres af det faktum at superstjerner som bl.a. Ronaldinho, Platini, Zidane, Kaka, Rivaldo, Totti, Rivera, Mazzola og selv Messi, hver især måtte lade sig “nøjes” med andre og mindre prestigefyldte numre undervejs i karrieren.

10 tallet er naturligvis kun et ud af 11 numre på et hold, i hvert fald hvis vi holder os til start 11èren, og selvom det efterhånden langt fra er givet at de startende 11 bærer fra nr. 1 til 11, så bør ingen med blot en minimum af indsigt i fodboldverdenens særegne struktur, være i tvivl om at netop 10 tallet for mange nationer, og endnu flere spillere, stadig har en ganske ophøjet status.

“Fantasista” – manden der bærer 10 tallet,  er især i de sydamerikanske lande, men også i flere sydligt beliggende europæiske lande, et nummer som bestemt ikke kastes i flæng. Ikke alle starter dog med at bære det ikoniske nummer, men skal først lige “arbejde” sig op i hierakiet og/eller vise sine særlige evner over et stykke tid, og som det fremgår af de mange store navne der har spillet med nr. 10, er positionen på den forreste midtbane, bestemt ikke et krav, for at man kan få tildelt dette nummer.

Lothar Matthäus, landskampsrekordholderen for Tyskland med 150 landskampe, har undervejs i sin 20 årige landskampskarriere, båret 4 forskellige rygnumre. Da han som blot 19 årig var med til at vinde EM guld i 1980, var han en dynamisk midtbanespiller med nr. 18 på ryggen, og da han som anfører og talisman, var med til at sikre sit land guldet til VM i 1990, bar han trøje nr. 10, efter i mellemtiden at have spillet med både nr. 13 og 8. 10 tallet beholdt han landsholdskarrieren ud, som skulle komme til at vare hele 10 år længere, også selvom han med tiden blev trukket længere og længere tilbage på banen, og således placeringsmæssigt var milevidt fra den offensive playmaker, som logisk burde have haft dette nummer.

Men Matthäus var sit lands absolutte superstjerne i de år, og derfor fik han, noget utraditionelt for nordeuropæiske lande, “lov” til at bære nummeret, som han formentlig ikke var kommet i nærheden af, såfremt han havde været fra Italien eller Brasilien.

Hvis vi kigger udover nutidens fodboldverden, så kan man, set fra en nummer afficionados synspunkt, blive en smule nervøs over udviklingen på trøjenummer området. I de seneste landsholdstrupper, har ellers notorisk traditionsbundne Italien, tildelt den relativt ukendte Bonaventura det ærefulde nummer, mens Spanien har iført Sergio Canales med blot 4 landskampe på cvèt, og indtil videre ikke en specielt prangende karriere, nr. 10. Tyskerne har valgt Julian Brandt, mens man omvendt kan glæde sig over at de sydamerikanske giganter, Brasilien og Argentina, sjældent “træder” ved siden af. Således har man her henholdsvis Neymar og Messi som respektive 10ère, og hos lille Danmark, er det glædeligt Christian Eriksen, som bevarer undertegnedes optimisme.

10 tallet symboliserer kreativitet, opfindsomhed, fantasi, evne til at underholde, kunstneriske evner og indimellem magi, og selvom hverken Mbappe, Neymar eller for den sags skyld Messi, jo ikke just er offensive playmakere, men mere deciderede angribere/wing typer, så er det utvivlsomt de største stjerner for deres respektive landshold, og derfor symbolsk berettiget til dette nummer.

For totalt at mudre al nummerlogik sammen, så bar Chievo Veronas keeper, Cristiano Lupatelli 10 tallet fra 2001-03, efter sigende pga. et væddemål med en ven, om hvorvidt han “turde” det eller ej. Og ja det “turde” han og fik så også lov til det at klubbens ledelse.

Men nu er der jo andre numre end det mytiske 10 tal, og 9 tallet, der normalt tildeles holdets absolutte frontangriber, holder sig bestemt heller ikke tilbage, hvad angår legender iført denne.

Alfredo Di Stefano, Sir Bobby Charlton, Ian Rush, Ronaldo, Marco van Basten, Samuel Etoò og Alan Shearer er velkendt af alle, ligesom 7 tallet, der placeringsmæssigt indikerer at spilleren er højre wing, bestemt heller ikke er ueffent. Garrincha, Littbarski, Bebeto, Shevchenko, Raul, Caniggia, Figo og Dalglish er alle velkendte i det nummer, som nok især i Manchester United har en helt speciel status.

Da klubben, som den første engelske i øvrigt, vandt Europas fornemmeste klubturnering, Europa Cup for Mesterhold tilbage i 1968, bar holdets 22 årige “juvel”, George Best (billede), dette nummer, og siden da er det bestemt ikke et rygnummer man bare har kastet i grams, i hvert fald indtil nyere tid, hvor mere ordinære spillere som bl.a. Valencia, Sanchez og senest Edinson Cavani har båret det.

Efter Best var det navne som Steve Coppell, Bryan “Captain Marvel” Robson, David Beckham, Eric Cantona og fra 2003, til han smuttede til Real Madrid 6 år efter, bar Cristiano Ronaldo det yderst eftertragtede nummer. Portugiseren der kom til Real Madrid som en mega stjerne, havde nok forventet også her at få udleveret 7 tallet, men den gik ikke, i hvert fald ikke i første omgang, hvor Raul ikke ville give nummeret fra sig. Ronaldo måtte således “nøjes” med 9 tallet, et nummer som man dog heller ikke skal kimse af på de kanter, i det 50èrnes superstjerne Alfredo di Stefano startede med at gøre nummeret legendarisk i klubben.

Den kære Cristiano måtte dog kun vente en enkelt sæson, for i 2010 blev Raul afhændet til Schalke 04, og så kunne 7 tallet blive hans, et nummer han ikke siden har afgivet, heller ikke da han i sommeren 2018 skiftede til Juventus.

For den portugisiske stjerne, er rygnummeret endda blevet big business, idet han for år tilbage oprettede brandet CR7, som både står for parfume, tøj og et museum på fødeøen Madeira m.v. Også sportsmærket NIKE har deres egen kollektion kaldet Nike Mercurial Vapor CR 7 edition, som man må tro også tjener “lidt” mønt.

Så ekstremt har ingen andre spillere promoveret deres rygnummer, men mon ikke vi i fremtiden kommer til at se mere af den slags, for et rygnummer er som det fremgår ikke bare et rygnummer.

Historisk set har der dog ikke altid været rygnumre bag på spillerne. Første gang man så det var tilbage i 1911, hvor et par australske hold dystede mod hinanden, og i Sydamerika kom det så småt rundt omkring op igennem 1920èrne, mens man i VM sammenhæng, første gang så det i 1950. Her var der kun nummereret fra 1-11, som således ikke var et personligt nummer, men udelukkende for dem som spillede kampen. Fra VM 54 blev der indført numre til hele truppen.

Under VM 74 så man for første gang at numrene ikke udelukkende blev tildelt hverken starterne eller i alfabetisk rækkefølge (typisk ud fra efternavnet). Det var Johan Cruyff (billede) som valgte trøje nr. 14, selvom hans efternavn faktisk indikerede at han faktisk skulle have haft nr. 1. Efter det VM blev et førhen ubetydeligt nummer 14 ikke overraskende et eftertragtet nummer, og man har sidenhen set spillere som Thierry Henry, Xabi Alonso, David Ginola, Marco Tardelli, Javier Mascherano, Diego Simeone, Guti, Kanchelskis og N`Golo Kante (bærer dog nr. 7 nu i Chelsea) m.fl. spille med nr. 14.

Bortset fra nr. 7, 9, 10 og 14, er der vist heller ingen tvivl om at 11 tallet er eftertragtet. Placeringsmæssigt indikerer de 2 x 1 taller at spilleren er venstre wing, hvilket passede fint til Ryan Giggs og Real Madrid legenden Gento, mens det “passede” mindre godt til spillere som Didier Drogba, Romario eller til dels Gareth Bale, som også alle 3 har spillet/spiller med nummeret.

Starter vi nedefra med nr. 1, er det som udgangspunkt kun en målmands nummer. Men naturligvis er der ingen regel uden undtagelse, hvilket man så under VM 78, hvor det argentinske hold udelukkende nummererede deres spillere i henhold til alfabetisk rækkefølge. Dette betød at den centrale midtbanespiller Osvaldo Ardiles fik dette højst besynderlige nummer for en markspiller.

Senere hen har man set ham spille med nr. 2 for Argentina, og da han kom til Tottenham efter VM 78 slutrunden, fik han tildelt nr. 7.

Argentina fortsatte i øvrigt (næsten) traditionen med udelukkende at nummerere deres spillere alfabetisk til den efterfølgende slutrunde i 82. Dog var nr. 10 en undtagelse, idet landets nye superstjerne, Diego Maradona, som omtalt længere oppe i denne artikel, kun spillede med dette nummer, til trods for at han jfr. alfabetet skulle have haft nr. 12. Under VM 82 valgte England også at gøre en undtagelse, da de tildelte deres stjerne Kevin Keegan nr. 7 + at deres målmænd fik nr. 1 (Clemence), 13 (Corrigan) og 22 (Shilton).

Apropos målmænd så er det værd at nævne den legendariske brasilianske keeper, Rogerio Ceni, der ikke kunne “nøjes” med 1 tallet, men i stedet spillede med 01 på ryggen, hvilket vist ikke er set før eller siden.

Nr. 2 er højre backen, og historisk kan man tænke på spillere som Djalma Santos, George Cohen, Horst-Dieter Höttges, Eric Gerets (billede), Viv Anderson, Manuel Amoros, Danny McGrain, Cafu og Gary Neville som stolte bærere af dette nummer. Der er naturligvis også “uorden” her, hvilket illustreres af at den benhårde højre back fra de italienske verdensmestre i 1982, Juves Claudio Gentile, spillede med nr. 6, mens nr 2 var påsat reserven der slet ikke fik spilletid i den slutrunde, Franco Baresi. Også hos Spanien var der unødig forvirring omkring numrene, idet højre backen Rafael Gordillo havde fået nr. 3, mens venstre backen Jose Camacho havde fået nr. 2. Om det var for at narre modstanderen (!), fordi man var ligeglad, om det var alfabetisk, eller blot en tilfældighed melder historien intet om.

Hopper vi videre til 3 tallet, synonymt med venstre backen, i hvert fald ud fra en traditionel nummerering, så har det siddet på spillere som Roberto Carlos, Paolo Maldini, Giacinto Facchetti, Terry Cooper, Karl-Heinz Schnellinger og Antonio Cabrini – ja også på den centrale forsvarsspiller, danske Søren Busk, som havde dette rygnummer da Danmark debuterede i VM sammenhæng i 86. Det var nu ikke fordi daværende landstræner Sepp Piontek ikke havde fornemmelse for disse numres placering, men simpelthen fordi Danmark slet og ret spillede med kun 3 mand i forsvaret, som alle var centrale. Det var nr. 3 Søren Busk, nr. 4 og anfører Morten Olsen og nr. 5 Ivan Nielsen. Truppens eneste venstre back, Henrik Andersen var langtfra fast mand, ligesom man heller ikke kunne påstå højre backen John Sivebæk var det. De 2 bar henholdsvis nr. 21 og nr. 2.

Netop den taktiske formation forvirrer sommetider for så vidt angår nummeringen, men også de forskellige landes metodik kan rode rundt på logikken. Hvor man i England som udgangspunkt betragter nr. 3 som en venstre back, hvilket i øvrigt er et billede man ser oftest i Europa, så mener Brasilien og Argentina at nr. 3 er en central forsvarsspiller. Roberto Carlos, en af historiens mest kendte venstre backs, spillede f.eks. altid med nr. 6 når han trak i den gule landsholdstrøje, mens han i sin storhedstid rent klubmæssigt, udelukkende spillede med nr. 3 både i Real Madrid, og senere hen i Fenerbahce. Han startede dog som helt ung i Inter Milan med at bære 6 tallet, og da han i sin karrieres efterår spillede en enkelt sæson i Corinthians fik han igen nr. 6, men nu var han jo også retur i brasiliansk fodbold.

4 tallet tilhører en central forsvarsspiller, hvilket Jürgen Kohler, Sergio Ramos og Morten Olsen er fornemme eksempler på, men også Patrick Vieira, der altid spillede på den defensive centrale midtbane, var en kendt spiller med dette rygnummer. Franz Beckenbauer bar i øvrigt også 4 tallet tilbage under hans første VM slutrunde i 66, men skiftede hurtigt til nr. 5 da han for alvor blev verdenskendt fra start 70èrne, og dette nummer var også det gennemgående i hans tid i Bayern München, om end han også er set med nr. 3 og nr. 4 her, mens han bar nr. 6 i New York Cosmos (billede) da han spillede her i sæsonen 76/77, inden sit tyske comeback nu i HSV, hvor trøje nr. 5 blev reserveret til ham karrieren ud.

Apropos nr. 5, Beckenbauers foretrukne nummer, så er kendte spillere med dette nummer folk som Carles Puyol, Fabio Cannavaro og Rio Ferdinand, men også Zinedine Zidane, en udpræget 10èr type, spillede forunderligt nok med nr. 5 i sin tid i Real Madrid. I det hele taget var Zidanes nummerering ikke logik for viderekomne, illustreret af at han startede med nr. 11 i Cannes, fik så nr. 7 i Bordeaux, nr. 21 i Juventus, og altså som nævnt nr. 5 i Real Madrid. Sideløbende spillede han udelukkende med 10 tallet for “Les Bleus”.

6 tallet er i Europæiske øjne en central forsvarsspiller, mens det som tidligere omtalt, primært er tallet der bruges af venstre backs i Sydamerika. Vi har dog i mange år nydt en spiller som Xavi Hernandez iført 6 tallet, og han var vist langt fra hverken back eller central forsvarsspiller. Ellers er store 6ère anfører og verdensmesteren fra 1966, engelske Bobby Moore, Franco Baresi og brasilianske Aldair.

8 tallet definerer så en typisk “boks til boks spiller”, og faktisk er det et af de få numre, hvor både Sydamerika og Europa kan blive “enige” om at det som udgangspunkt er en midtbanespiller. Der er så forskel i definitionen om hvorvidt det er en arbejdende type, en højre kants type eller en decideret offensiv en af slagsen, men nummeret forbindes historisk med spiller som Dunga, Steven Gerrard, Andres`s Iniesta, Socrates og Frank Lampard, og med undtagelse af førstnævnte, så var de øvrige i hvert fald indenfor kategorien.

Udover de 11 traditionelle numre, og det allerede definerede nr. 14, er det værd at nævne nr. 13, som er båret af Michael Ballack, Thomas Müller, Maicon og Alessandro Nesta, men nummeret har også været på Gerd Müllers (billede) af 2 omgange, både til VM 70 og 74, mens han udelukkende spillede med nr. 9 i Bayern München. Müller er i øvrigt 1 ud af blot 2 spillere, som har båret nr. 13 og samtidig blevet VM topscorer. Det samme præsterede Eusebio, da han endte øverst på målscorer podiet til VM 66, hvor Müller præsterede det samme 4 år senere. Ligesom Müller, var 13 tallet bestemt ikke Eusebios normale nummer, i det man primært så ham bære nr. 10. Han spillede dog også i både nr. 8 og 9 både for klub- og landshold.

12 tallet er set på spillere som Marcelo, Giovanni van Bronckhorst, Olivier Giroud og Alex Sandro, mens nr. 15 forbindes med primært Nemanja Vidic, men også er set på bl.a. Didier Drogba, Sergio Ramos, Mats Hummels, Daniel Sturridge, Milan Baros og den langlemmede Peter Crouch. Hopper vi videre til 16 tallet er det et nummer mange forbinder med den mangeårige Manchester United fighter og anfører, Roy Keane, men også Vesttysklands karismatiske kaptajn, Kaiserslautern legenden Fritz Walter bar det nummer, da verdensmesterskabet kom i hus tilbage i 54! Nr. 17 knyttes til spillere som Pedro, Trezequet, Napoli legenden Hamsik, De Bruyne, Petit, Nani, Tim Cahill og Mario Mandzukic, mens nummer 18, blev båret bl.a. af Paul Scholes, Jordi Alba, Jürgen Klinsmann (billede) og den nuværende Roma veteran, Ashley Young.

Det næste tal nummer 19, har vel aldrig rigtigt for alvor været et man decideret kunne betegne som populært, i hvert frem til VM 14 finalens 113ènde minut, hvor Mario Götze ud af det blå, dukkede op og scorede det som endte med at blive kampens eneste mål. Bayern München spilleren blev med et trylleslag pludselig en tysk legende, og var nu pludselig med i en særdeles eksklusiv klub af målscorere for Tyskland i deres 4 vindende VM finaler. “Klubbens” øvrige medlemmer er i øvrigt Max Morlock, Helmut Rahn, Paul Breitner, Gerd Müller og Andreas Brehme.

Apropos nr. 19, så var der i øvrigt bemærkelsesværdigt mange større navne, der bar netop det nummer under føromtalte VM 14 slutrunde. Willian, Huntelaar, Diego Costa, Yaya Toure, Raheem Sterling, Bonucci, Pogba og så altså VM finalens enlige målscorer, var alle iklædt det normalt ikke specielt iøjnefaldende nummer. Om det var Götzes mål eller noget helt andet der gjorde det, så kunne man ved seneste VM i 18, i hvert fald konstatere at folk som Sergio Agüero, Marcus Rashford og Frankrigs Sidibe pludselig valgte det nummer, måske i håbet om at shine som Gözte 😉

Overtro, historik og specielle hændelser er ofte netop udslagsgivende for valget af rygnummer, hvilket illustreres af f.eks. den tidligere mangeårige franske landsholdsback, Bixente Lizarazus valg af nummer. Verdensmesteren og Europamesteren fra henholdsvis 1998 og 2002 repræsenterede Bordeaux fra 88 – 96, og i løbet af den tid formåede han at bære hele 8 forskellige rygnumre, lige fra 2, 3, 4, 5, 6, 12 og 14, inden han røg videre til Athletic Bilbao, hvor han fik nummer 3 i den ene sæson han opholdt sig der. Herfra gik turen videre til Bayern München hvor han fra 97 – 04 spillede med enten nr. 3 eller 11, så et lejeophold hos OL Marseille, hvor han bar trøje nr. 3, og til sidst i karrieren 2 sæsoner igen i Bayern München frem til 06, hvor han så specifikt valgte at spille med trøje nummer 69. Dette meget specielle rygnummer illustrerede nemlig ikke så lidt omkring den lille fyr. Først og fremmest var han 169 cm. høj (lille), han vejede op til sæsonstarten 69 kilo, og han var såmænd født i 1969, så når man gik i dybden med det, var der åbenlyst en masse logik forbundet med valget.

Ronaldinho, den legendariske entertainer fra Brasilien, og uden tvivl en af historiens største og mest farverige spillere, holdt sig dog ikke tilbage ift. Lizarazu. Den smilende brasser lagde ud med at have nr. 10, da han fik debut på U 17 landsholdet, med hvem han vandt VM i 1997, men da han rykkede op på U 20 landsholdet, og bl.a. deltog i U 20 VM i 1999, havde han oprindelig ønsket nr. 10, men det blev ikke efterkommet af landstræner Joao Carlos, som i stedet gav det især i Brasilien eftertragtede nummer, til Sao Paolos Edu, som på daværende tidspunkt, udover at være 1 år ældre end Ronaldinho, var holdets offensive profil. Ronaldinho måtte da nøjes med nr. 7.

Da superteknikeren rykkede videre op til A landsholdet, var han heller ikke just den store stjerne sådan lige med det samme. Her befandt sig i forvejen verdensnavne som Ronaldo, Roberto Carlos, Cafu og ikke mindst Rivaldo, manden der ved Ronaldinhos første VM slutrunde tilbage i 2002, bar det hellige 10 tal, mens Ronaldinho havde nr. 11. Op til VM havde han endda måttet “lide den tort” at spille med så ukkurante numre som 7, 17, 18 og sågar 21, inden han fra omsider fik nr. 10, et nummer han i øvrigt bar da han var med til sit sidste VM i 06. I klubregi var hans nummerering også forholdsvis rodet, og i klubberne PSG, Atletico Minero og Fluminense så man ham både i nr. 10, men også i nummer 49, og så i sine 3 sæsoner i AC Milan fra 08 – 11, spillede han så pludselig i nummer 80, et nummer der indikerede hans fødeår 1980!

Hvis vi bliver i AC Milan, så optrådte Andrea Pirlo som bekendt også der i en periode. Den italienske playmaker startede dog i barndomsklubben Brescia, hvor han straks fra start, da han blev rykket op på 1 holdet, spillede med sit favoritnummer 21. Nummeret symboliserede at hans far var født i 1921, og Pirlo selv blev gift den 21ènde i måneden senere hen + at han i øvrigt fik debut d. 21.5.95, hvor han fik de sidste 10 minutter af kampen mellem Brescia og Reggiana. Det var dog ikke altid at det var muligt at vælge favorittrøjen, og “stakkels” Pirlo har således undervejs i karrieren måttet “nøjes” med numre som 5, 10, 17 og 30, men nr. 21 fik han så da han kom til AC Milan i 01 og de kommende 16 sæsoner, både i Milan, men også Juventus og til sidst New York City, bar han udelukkende dette nummer.

Mens både Lizarazu, Ronaldinho og Pirlos nummer prioritering kan synes meget hyggelige og søde, så var der anderledes opstandelse, og langt fra på den positive facon, da målmandslegenden Gianluigi Buffon valgte nr. 88 som sit nummer, da han var keeper i Parma Calcio i 00/01 sæsonen. For uindviede kan tallet 88 nemlig symbolisere Neo Nazi symbolet 88, der såmænd står for bogstav nr. 8+8 i alfabetet, der som bekendt er HH. Og HH er i de kredse lig med Heil Hitler, hverken mere eller mindre! At den kære Buffon så på samme tid stillede sig frem på TV iført en t-shirt påtrykt “Boia chi molla” og på et senere tidspunkt blev set på en tribune ved et banner med ordene “Fieri di essere italiani” gjorde bestemt ikke hans daværende problemer mindre. For dem af jer der ikke er så kyndige udi hverken italiensk historie eller det italienske sprog, kan det tilføjes at “Boia chi molla” oversat til dansk, betyder noget i retning af “Død over kujonerne”, et ordsprog som var Benito Mussolinis favorit slogan i hans storhedstid som italiensk diktator fra 1929 til sin død i 1945. Mussolini der som bekendt var erklæret fascist, er sidenhen blevet forgudet i visse stærkt højreorienterede kredse især i Italien, og ordsproget benyttes hyppigt på noget nær alle bannere der viftes med under diverse marcher, demonstrationer og andre optog. På billedet ses i øvrigt øverst til højre Alessandra Mussolini, barnebarn af Benito Mussolini, iført en t-shirt magen til den som Buffon påstås at have haft på under et interview på italiensk tv. Herudover er det et lidt pudsigt billede af Buffon og Thuram, et setup som klubben hurtigt fik fikset efter medierne var gået amok. Det var tydeligvis vigtigt for Parmas ledelse at få vist hele omverdenen, at det enorme målmandstalent bestemt ikke var racist!

“Fieiri di essere italiani” betyder i øvrigt at man er stolt over at være italiener, hvilket der jo ikke nødvendigvis behøves at være noget kontroversielt omkring. Men igen, er det et hyppigt benyttet udtryk af førnævnte fraktioner, hvorfor også det ordsprog som udgangspunkt forbindes med Mussolini. Buffon blev ikke overraskende en kultfigur i Italiens mest højre orienterede kredse, men uanset hvad han inderst inde mente om hele situationen, så valgte han (klogeligt for den videre karriere) at tage afstand fra det hele, og skiftede til nr. 77. Samtidig begrundede han valget af trøje nr. 88 med at det for ham symboliserede “4 balls”, som i Italien kan være en betegnelse for en person der giver alt hvad han evner for “sagen”. Det må være op til den enkelte hvad man tror på i den henseende, men ovenstående er faktum, og siden da har Buffon i hvert fald gået stille med “dørene”, uanset hvad han så måtte mene i sit indre. Måske ser vi en anden Buffon efter karrieren, men den tid – den sorg eller glæde, alt efter hvilket politisk standpunkt man indtager.

Men nok om fascisme, Buffon og nr. 88, for nu returnerer vi til den hyggelige ende, og hvorfor ikke nævne det rygnummer som de fleste nok forbinder David Beckham med, nemlig nr. 23. Eller er det reelt mere nr. 7 man tænker på ifb. med fodbold- og modeikonet, for det var vel trods alt 7 tallet han i første omgang stræbte efter i United, hvor det af alle steder som tidligere nævnt havde og har mytisk status. Da Beckham første gang rykkede op på klubbens bedste mandskab tilbage i 94/95 sæsonen, var det Eric Cantona der var urørlig hvad angik det nummer, og den iltre franskmand beholdt nummeret indtil han sluttede i Manchester i 97, hvorefter han rent faktisk også som kun 31 årig valgte at lukke den aktive karriere definitivt med. Herefter overtog Beckham nummer 7, hvor han frem til da havde spillet ikke så få kampe i nummer 10, 14 og 15, men omsider nu hvor han efterhånden var blevet 22 år, og i både egne og klubbens øjne, var klar til at træde i fodsporene af nogen af klubbens allerstørste legender.

Han beholdt 7 tallet frem til han i 03/04 skiftede til Real Madrid, men da rygnummer 7 her nærmest var legenden, anføreren og Blanco ikonet Rauls personlige ejendom, var gode råd dyre. 10 tallet som er mere attraktivt i Spanien og Real Madrid end det var i England og Manchester United, sad på Luis Figo. Et andet yderst interessant nummer, dog nok ikke for Beckham trods alt, var/er 9 tallet, som såmænd sad på Ronaldo.

Således var “gode råd dyre” som man siger, men pludselig opstod ideen, efter sigende fra Beckhams hustru Victoria, at manden da kunne iklæde sig nr. 23, som en slags hyldest til historiens bedste basketball spiller, Michael Jordan, som altid spillede i dette nummer, og som sagt så gjort – fremover spillede han i dette nummer.

Apropos netop nummer 23, så har det i hele Liverpool legenden Jamie Carraghers lange senior karriere, som strakte sig fra 1996 til 2013, være hans faste nummer, og kun tilbage som U 18 spiller i klubben, måtte han en overgang finde sig i at trække i nummer 5, hvilket sikkert ikke har huet ham. På nutidens Liverpool mandskab er dette nummer dog ikke specielt attraktivt, illustreret ved at marginalspilleren Xherdan Shaqiri har det.

Forsøger man at danne sig et overblik over trenden hos de nye unge potentielle superstjerner, så er det indtil videre meget forskelligt, hvilke rygnumre disse bærer for deres klubhold her i 2020. Phil Foden har nr. 47, Mason Greenwood nr. 11, Kai Havertz nr. 29, Kylian Mbappe nr. 7, Sandro Tonali nr. 8 og Ansu Fati nr. 22, så her er det umiddelbart vanskeligt at finde et mønster, hvis der da overhovedet er noget. Et mønster er dog stadig krystal klart for så vidt angår 10 tallets magiske tiltrækning, hvilket åbenbares hvis man tager et kig på de større klubbers absolutte profiler. Sergio Agüero i Manchester City, Lautaro Martinez i Inter Milan, Luka Modric i Real Madrid, tidligere omtalte Lionel Messi i FC Barcelona, Marcus Rashford i Manchester United, Harry Kane i Tottenham og Paolo Dybala i Juventus (her havde Cristiano Ronaldo stensikkert fået det nummer, såfremt han havde ønsket det) m.fl., bærer 10 tallet, selvom flere af dem jo ikke just spiller på den offensive midtbane, men det er (heldigvis) ligegyldigt, for nummeret har stadig sin magi.

Afslutningsvis er det værd at fremhæve Zlatan Ibrahimovic. Den 39 årige angriber, som i dag som bekendt tørner ud for anden gang i AC Milan, har udover at spille i et utal af klubber, også været en af de spillere i verden, som har skiftet rygnumre flest gange, overraskende nok også for Sverige, hvor jeg et kort øjeblik troede han næsten blev “født” med nummer 10, som han som bekendt sluttede af med. Denne collage illustrerer hans forskelligartede nummer valg, hvor det nogen gange givetvis skyldtes at en om muligt endnu større stjerne i klubben, allerede besad hans nummer, og andre gange muligvis pga. rendyrket overtro. I dag spiller han med nr. 11, og mon ikke vi kan forvente at den svenske superstjerne bevarer dette rygnummer karrieren ud – eller hvad?

Med disse ord, takker undertegnede af for denne gang, hvor jeg håber i om ikke andet, så ved noget mere om rygnummerenes forunderlige verden nu, end da i påbegyndte læsningen af artiklen 😉

Torben Aakjær
København 22.10.20

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Torben Aakjær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

THE THREE LIONS - LANDSHOLDET SOM MANGE ELSKER!