FODBOLDENS ENGLAND I 70ÈRNE OG 80ÈRNE! (Del 1)

Engelsk fodbold er i dag det ypperste man kan opstøve, både hvad angår underholdning, tempo og generel interesse, og pengene er som bekendt større end nogen på noget tidspunkt havde troet/håbet/frygtet de kunne blive. Spillere, ledere og klubber er styrtende rige, og alverdens bedste spillere tiltrækkes konstant af euforien i Premier League. Men sådan har det ikke været altid, og selvom det for en person på måske 20-30 år lyder som lang tid, så skal vi ikke længere tilbage end til 70èrne og 80èrne, førend det på mange måder var ganske anderledes. Tilbage i 70èrne, var niveauet bestemt ikke dårligt i den bedste engelske række, men pengene var ikke overvældende, og i de to årtier frembragtes ingen Ballon dÒr vindere, hvilket måske kan synes underligt, i og med at engelske klubber i samme periode, rent faktisk havde klubber i den fineste europæiske turnering, Europa Cup for Mesterhold (CL), hele 8 gange, hvoraf de 6 blev vundet. Niveauet var bestemt højt, men pengene var dog oftest større i udlandet, hvor ikke mindst spanske, tyske og italienske klubber flittigt “tog for sig af retterne” blandt de bedstebritiske spillere.

Allerede tilbage i 60èrne var nogle af datidens helt store profiler som f.eks. verdensmesteren Jimmy Greaves, og kæmpen fra Wales John Charles smuttet til lukrative Italien, og i 70èrne og 80èrne så man stjerner som først og fremmest Kevin Keegan og Tony Woodcock smutte til Bundesligaen, Mark Hughes, Gary Lineker, Steve Archibald og Laurie Cunningham skiftede til spanske topklubber, Glenn Hoddle skiftede overraskende for mange til AS Monaco, mens Mark Hateley, Graeme Souness og Trevor Francis blev lokket af pasta, rødvin og blå himmel i Italien. Alle spillere var i deres bedste fodboldalder eller tæt på, da de skiftede, så det var altså ikke som man så det førhen, hvor især USA lokkede aldrende super stjerner som f.eks. Bobby Moore, Gordon Banks og George Best, langt efter deres bedste tid, og udelukkende for at drysse en smule stjernestøv ud over deres fodboldliga.

Den slags ser man yderst sjældent i dag, i hvert fald hvad angår de helt store spillere, og med al respekt for dem der ikke nævnes, er det vel aktuelt kun Harry Kane og Jude Bellingham, der sådan for alvor kan betegnes som engelske superstjerner i udenlandske klubber. Bevares Fikayo Tomori gør det bestemt også glimrende i AC Milan. Og med al respekt for deres respektive lønninger i henholdsvis Bayern München og Real Madrid (og AC Milan), så er det med sikkerhed beløb der kan matches, og formentlig også overgås hos 2-3 klubber i Premier League.

GENERATIONER!
Når du læser denne artikel, ikke mindst hvis du er for ung til reelt at huske at have set engelsk fodbold fra 70èrne og 80èrne, så er det vigtigt at understrege at denne artikels forfatter er det man på nysprog betegner som en “Generation X”. Jeg vil ikke betegne mig som ekspert i disse begreber, men jeg forestiller mig at yngre læsere, ved hvad jeg skriver om. Jeg er vokset op med primært engelsk fodbold på TV skærmen en gang om ugen, tilbage i 70èrne og 80èrne, hvilket var det eneste man som dreng i København/på Amager, kunne nyde. Andre steder i landet, f.eks. i dele af Jylland, Fyn og på Lolland/Falster kunne man dog tillige se Bundesligaen. I løbet af 80èrne var der en kortere overgang transmissioner fra den italienske Serie A, ikke mindst da Michael Laudrup, Preben Elkjær og Klaus Berggreen m.fl. udfoldede sig der, men overvejende var det, som vi ser det i dag, engelsk fodbold der var på de flestes menu.

Men tilbage til de nyere generations betegnelser, hvor jeg altså er “X”, så er det vigtigt for de yngre generationer – “Next”, “New Millinium” og “Z” at forstå at jeg, og ældre generationer som “Jensen”, “68” og “Mellemkrig” (ja det kaldes disse generationer i et nyt underligt sprog!), har set og fulgt fodbolden i England, lang tid før “landskabet” så ud som i dag. Ikke at der er noget dårligt omkring nutidens fodbold i England, snarere tværtimod, for tempo, intensitet og det generelle niveau, er (milevidt) over hvad man så i 70èrne og 80èrne, og hovedparten af de udenlandske spillere, der tjener til dagen og vejen i England, er som oftest en berigelse at beskue.

Når alt det er sagt og ikke mindst skrevet, så er det blot vigtigt for mig at understrege at der på noget nær alle måder, var enorm forskel fra livet generelt dengang og nu, og det er hvad jeg ikke altid tænker de yngre generationer ved (eller anderkender). Det forsøger jeg i næste afsnit at sætte jer læsere ind i. Dem der er på alder med mig, eller ældre, vil med sikkerhed kunne nikke genkendende til det meste, mens yngre læsere, for manges vedkommende vil ryste vantro på hovedet, men det primære er altså at få det på skrift, så alle forstår sammenhængen ift. hvilken tid artiklen omhandler.

EN VERDEN TIL FORSKEL – DET VAR I SANDHED EN ANDEN TID!
Hovedformålet med det hele, er at give et overblik over de 20 sæsoner, der definerede 70èrne og 80erne i den bedste engelske fodboldrække, som jo på det tidspunkt hed 1 division (First Division). Hvis vi hopper helt tilbage til starten, dvs. 1970, så var jeg da året mellem 1969 og 1970 skiftede omkring 2 1/2 år, så jeg kunne vel på en god dag kun ski.., sove og vræle, så hvad der skete der, er selvsagt også noget jeg har fået fra anden hånd, men derfor skal du naturligvis ikke snydes.

I 1970 og i det hele taget i 70èrne, hvor jeg voksede op sådan for alvor, kendte man ikke til ord, og begreber som f.eks. “Mikro aggression”, “Triggerwarning” eller “Deadnaming”, og “Safe spaces”, “Kiljoy” og “Woke” var vel i bedste fald som det man betegne som “en by i Rusland”, som man jo siger! Til gengæld var det helt normalt, og absolut inde for “skiven” at sige “Eskimo”, “Negerbolle” eller “Skævøjet kineser”, man kunne ikke købe pizzaer, kebab eller sushi, og ønskede husmoren en sjælden gang at holde en pause fra køkkenets fornøjelser, blev man sendt til kina grillen, hvor take away bestod af grillkylling, hamburgere og pommes frites – nix weiter, og alt sølet ind i fed ildelugtende friture.

Det var med andre ord – og kort sagt – en hel hel anden verden!

Og så tilbage til fodbolden!

UDENLANDSKE SPILLERE!
Når man ser fodbold i dag fra Premier League, er det nærmest umuligt at forestille sig, at alle de udenlandske spillere ikke var med.  Men udenlandske spillere var faktisk en sjældenhed i engelsk fodbold tilbage i 70èrne og selv 80èrne, illustreret ved at der f.eks. blot var 19 spillere fra lande udenfor de britiske øer, da 80èrne sluttede, modsat i den igangværende sæson, hvor der er 361 udenlandske spillere.

Et overblik viser dette:
Antal udenlandske spillere da 60èrne sluttede: 4 (svarer til 0,9% af alle spillerne)
Antal udenlandske spillere da 70èrne sluttede: 20 (svarer til 3,8% af alle spillerne)
Antal udenlandske spillere da 80èrne sluttede: 19 (svarer til 4,0% af alle spillerne)
Antal udenlandske spillere da Premier League startede i 92/93: 201 (svarer til 33% af alle spillerne)
Antal udenlandske spillere i indeværende sæson: 361 (svarer til 68% af alle spillerne)

En pæn del af de udenlandske spillere, havde dansk pas, som f.eks. da den sidste sæson i den gamle 1 division blev afviklet i 91/92. Her var der 3 danskere på lønningslisterne, nemlig Peter Schmeichel i Manchester United, Kent Nielsen i Aston Villa og Jan Mølby (billede) i Liverpool FC. Kun Jamaica og Holland med hver 5, samt Norge med 4, havde flere spillere af udenlandsk herkomst i den bedste engelske række i den sæson, mens Sverige og Polen havde det samme som Danmark.

Sæsonen efter som jo var debutsæsonen i Premier League, steg tallet til 5 spillere, i det John “Faxe” Jensen i Arsenal, Torben Piechnik i Liverpool FC samt Jacob Kjeldbjerg (nutidens vært i Robinson Ekspeditionen) var kommet til, mens Kent Nielsen var smuttet. De to førstnævnte havde som min generation i hvert fald husker det, været med til at vinde EM med Danmark, hvilket ikke overraskende havde fået udenlandske klubber til at se nærmere på de danske spillere.

TILBAGE TIL 70ÈRNE
Nu hopper vi tilbage til 70èrne, hvor de første udenlandske spillere som Osvaldo Ardiles, Richardo Villa og Kazimierz Deyna kom til den engelske liga. De to førstnævnte havde netop vundet VM med Argentina i 1978, da de kom til Tottenham Hotspur, mens Deyna i flere år havde været blandt Europas bedste offensive playmakere, da han desværre først i en sen alder (31 år) kom til Manchester City. Det var også i 1978, efter at han i noget der minder om en “menneskealder” havde spillet for polske klubber. På den tid, var det forbundet med både besvær og ikke mindst fare for ve og vel, hvis en spiller boende i Østeuropa, ville skifte til vestens fornøjelser og penge. Tidligere i 70èrene var en anden stor polsk stjerne Wlodzimierz Lubanski kommet til belgisk fodbold (Lokeren) i 1975, mens Zbigniew Boniek f.eks. først kom “ud” i 1982, hvor han blev hentet af Juventus. Det var ærgerligt for dem – ja og for os tilskuere, for som alle ved udvikles der særdeles mange dygtige spillere i Østeuropa – også dengang!

I 80èrne kom der flere udenlandske profiler til England, bl.a. Aage Hareide, Arnold Mühren, Bruce Grobbelaar (billedet herover) og Hans van Breukelen, samt dansker kvartetten Bjørn Kristensen og Frank Pingel (Newcastle United), Jesper Olsen og John Sivebæk (Manchester United) og Jan Mølby (Liverpool FC), og det var bestemt med til at øge interessen i de danske hjem, som dog allerede tilbage i start 70èrne var begyndt at elske engelsk fodbold.

FORSKELLIGE MESTRE!
Kigger man nærmere på de første 5 sæsoner i 70èrnes engelske 1 division, så blev hele 5 forskellige klubber mestre, og yderligere vandt Nottingham Forest et enkelt mesterskab senere i årtiet, så alene på et årti var der 6 forskellige klubber der smagte sejrens sødme.
Det antal er ikke overgået senere hen, illustreret ved nedenstående:
70èrnes forskellige mesterhold: 6 (Everton, Arsenal, Derby County, Liverpool FC, Leeds United og Nottingham Forest)
80èrnes forskellige mesterhold: 3 (Liverpool FC, Aston Villa og Everton)
90èrnes forskellige mesterhold: 5 (Liverpool FC, Arsenal, Leeds United, Manchester United og Blackburn Rovers)
00èrnes forskellige mesterhold: 3 (Manchester United, Arsenal og Chelsea)
10èrnes forskellige mesterhold: 4 (Chelsea, Manchester United, Manchester City og Leicester City)

For god ordens skyld så var 60èrne og 50èrnes engelske mestre, mildt sagt også spredt godt ud, illustreret herunder:
50èrnes forskellige mesterhold: 8 (Burnley, Tottenham Hotspur, Ipswich Town, Everton, Liverpool FC, Manchester United, Manchester City og Leeds United
60èrnes forskellige mesterhold: 6 (Portsmouth, Tottenham Hotspur, Manchester United, Arsenal, Wolverhampton og Chelsea)

At der bliver færre og færre forskellige mesterhold, skyldes helt sikkert pengenes indtog i fodbolden, i det få klubber er blevet voldsomt rige, og har reelt kunne købe hvad de havde lyst til, både inden- og udenlands, men de øvrige klubber i den bedste række, bestemt heller ikke er fattige, men på ingen måde kan måde sig med de typiske 6-7 klubber. Tilbage i 70èrne og 80èrne, var det man kan kalde engelske stjerner, også spredt udover flere forskellige klubber, og ikke nødvendigvis de største, og hopper man lige endnu et årti tilbage til 60èrne, illustrerer VM 66 truppens spillere, der som bekendt sikrede sig Englands hidtil eneste triumf i en primær landsholdsturnering, min pointe.
De 22 spillere var fordelt på hele 14 klubber, heriblandt relativ upåagtede klubber som f.eks. Blackpool, West Ham United, Wolverhampton, Southampton, Leicester City og Sheffield Wednesday, og flere af truppens ypperste navne som f.eks. anføreren Bobby Moore (West Ham United), 3-målsskytten i finalen Geoff Hurst (også West Ham United), superkeeperen Gordon Banks (Leicester City) og midtbane playmakeren Alan Ball (Blackpool) kom netop fra klubber udenfor den typiske top.

Kigger man tilsvarende på den seneste engelske VM trup fra 2023, fordelte spillerne sig over 12 forskellige klubber, men her var kun 3 spillere fra klubber udenfor den sædvanlige top, nemlig James Maddison fra Leicester City, samt Jordan Pickford og Conor Coady fra Everton. Med til historien skal det at Jude Bellingham repræsenterede Borussia Dortmund.

(Billedet herunder viser Kevin Keegan og Martin Buchan, henholdsvis Liverpool og Manchester United)
70ÉRNE OG ÅRTIETS PROFILER
“The Beatles” blev opløst, Jimi Hendrix døde, Gareth Southgate, Cafu og Alan Shearer så for første gang dagens lys, og Brasilien vandt VM og Jules Rimet pokalen for tredje gang, og dermed til ejendom. Her i lille hyggelige Danmark, var Hilmar Baunsgaard statsminister, Gasolin var netop blevet dannet, og Rudi Strittich var fodboldlandstræner for et hold, der ikke formåede at vinde en eneste kamp, ud af de 9 som de spillede (6 tabte og 3 remis) i årtiets første år! B 1903 vandt mesterskabet, mens man i udlandet kunne notere sig at Borussia Mönchengladbach blev tysk mester, Cagliari blev italiensk mester (for første og hidtil eneste gang), Atletico Madrid snuppede titlen i Spanien, mens Everton triumferede i England.

Apropos Everton, så var det var Harry Catterick som stod i spidsen for et på papiret relativ profilløst Everton mandskab, der med duksepladsen sikrede sig sit mesterskab nummer 7 i historien, hvilket udlignede bysbørnene Liverpool FC samt Arsenal, mens forfølgerne Sunderland og Aston Villa havde 6 hver.

Dermed trådte Everton for alvor ind på scenen som en af de helt store aktører, og profilerne på Cattericks mandskab var midtbanemanden og verdensmestreren fra 4 år forinden, den rødhårede og særdeles hårdtarbejdende herre Alan Ball (billede), som udover sine fodboldmæssige evner, var kendt (og berygtet) for at spille i hvide støvler. Det var naturligvis nærmest uhørt på det tidspunkt, men tilsyneladende noget som Ball overhørte, eller måske endda fornøjede sig over. Også Colin Harvey, Brian Labone der havde afløst Jack Charlton på landsholdet, samt Keith Newton var profiler på det homogene mandskab, som sluttede hele 9 point foran Leeds United, mens nutidens store klubber som Liverpool FC, Manchester United, Manchester City og Arsenal måtte nøjes med placeringer som henholdsvis 5, 8, 10 og 12.

De store managere i rækken hed dengang Don Revie (Leeds United), Brian Clough (Derby County), Bill Shankley (Liverpool FC), Bertie Mee (Arsenal) og Bill Nicholson (Tottenham Hotspur), og så var der stor interesse omkring den dengang blot 36 årige Sir Bobby Robson (billedet herover) der stod i spidsen for et ungt og offensivt indstillet Ipswich Town.

Godt nok sluttede klubben der er beliggende i den østlige del af England kaldet Suffolk, blot som nr. 18, men holdet spillede som nævnt offensiv fodbold, og flere unge interessante navne spirrede frem under Robsons ledelse, heriblandt de Mick Mills, Trevor Whymark og Mick Lambert, alle i alderen 20-21 år. Robson var ikke Sir på det tidspunkt, hvor han få år forinden, havde afsluttet en ganske udmærket aktiv karriere, som primært foregik i Fulham og WBA + 20 landskampe for England, det blev han faktisk først i 2002, og han var en af de første engelske managere som også skulle få en stor træner karriere udenfor Storbritannien, hvor han bl.a. stod i spidsen for PSV Eindhoven over 2 gange, FC Porto, Sporting Lissabon samt FC Barcelona, hvor han var manden der gav navnkundige Ronaldo Nazario La Liga debut.

I Ipswich hvor han var træner i 13 sæsoner, førte han et utal af yngre spillere frem til klubbens bedste hold, og udover de allerede nævnte, er det for historie interesserede bestemt værd at nævne navne som Eric Gates, John Wark, Russel Osman og Terry Butcher, der hver især fik en stor karriere. Sir Bobby Robson kom efter mange år i udenlandske klubber, samt indimellem 8 år som engelsk landstræner, hjem til engelsk fodbold i 1999, hvor han blev ansat i Newcastle United. Han sluttede også sin træner karriere her efter sæsonen 03/04, og 5 år senere i 2009 døde han som 76 årig.

Udover manager profilerne var der naturligvis også mange spiller profiler i 70èrnes debut sæson, hvor næsten alle VM 66 verdensmestrene stadig var aktive, heriblandt verdensnavne som Gordon Banks, Bobby Moore, Sir Bobby Charlton og Jimmy Greaves, og så kan man bestemt heller ikke komme udenom skotske Billy Bremner, samt nordirske George Best. Det skortede bestemt ikke på profiler som kunne underholde masserne, og så var de endda alle sammen fra den lille øgruppe i Atlanterhavet!

HVILKET ÅRTI?
For at kunne sætte sig ind i hvilket årti 70èrne var, altså udover det som i overskrifter foregik i engelsk fodbold, og som jeg vil bruge en del tid på herunder, så kan man sige at de store sportsnavne generelt hed Pele`, Mohammad Ali, Johan Cruyff, Franz Beckenbauer, Niki Lauda og George Best, det var her ABBA dukkede op, og det var i årtiet at bands som Deep Purple, Black Zabbath og Pink Floyd var på deres højeste. Også Led Zeppelin må ikke overses, illustreret ved at det engelske rock band solgte hele 23 millioner lpèr alene i USA i 1971. Desværre sagde vi farvel til Elvis Presley, Janis Joplin og Jimi Hendrix, og det var i 1970 at The Beatles blev opløst.

Til gengæld var 70èrne måske også historiens største filmårti illustreret ved The Godfather, Star Wars, Dødens Gab, Dommedag nu og Gøgereden blot for at nævne en række af de mest kendte, og naturligvis, og heldigvis blev der født en pokkers masse nye mennesker, som de tidligere omtalte fodboldnavne + Lance Armstrong, Pete Sampras og en i en helt anden sammenhæng ret kendt person i skikkelse af Elon Musk, ligeledes første gang så dagens lys i det årti.

Den sidste sæson op til 70èrne, var 68/69 sæsonen, hvor Leeds United (billede) med 6 points forspring ned til Liverpool, vandt klubbens første mesterskab nogensinde. Profilerne på holdet, som blev trænet og ledet af Don Revie, var navne som bl.a. de to engelske verdensmestre Jack Charlton og Norman Hunter, skotterne Billy Bremner og Peter Lorimer, samt irske Johnny Giles.

Alle de engelske VM helte fra triumfen i 1966 var stadig aktive, og rundt omkring spirrede nye interessante yngre spillere op som bl.a. Ray Clemence, Emlyn Hughes, Pat Rice, Mick Channon, Sir Trevor Brooking, Asa Hartford og Colin Todd m.fl., alle i alderen 18-22 år. Naturligvis havde ligaen også den måske største stjerne i skikkelse af den 23 årige George Best, der midt i sæsonen havde modtaget Ballon dÒr trofæet! Ellers var det værd at bemærke at ligaen havde mange stærke målmænd, hvor især verdensmestren Gordon Banks stak ud, men også yngre folk som Pat Jennings, førnævnte Ray Clemence og Peter Shilton gav løfter for fremtiden, hvilket var synd at sige om aldrende spillere som f.eks. Bill Foulkes, Ray Wilson og tidligere omtalte Jack Charlton, men generelt var gennemsnitsalderen lav i ligaen med ca. 25 år, hvoraf Nottingham Forest og Chelsea rådede over det yngste mandskaber, med en gennemsnitsalder på henholdsvis 23,4 og 24,3.

Penge var der derimod ikke voldsomt mange af, men stadig var det dog en ganske god beskæftigelse at arbejde som proffessionel fodboldspiller, illustreret ved at gennemsnitslønnen for spillerne i den bedste engelske række var mellem 64 – 70 pund om ugen, hvilket svarede til næsten 3 x mere end hvad en gennemsnits arbejder blev lønnet med. Højest lønnede i England, var da årsskiftet indtraf til 1970, George Best, der uden bonus eller andet, modtog 1000 pund om ugen for sine ydelser af og i Manchester United.

Ligaen bestod altovervejende af spillere fra de britiske øer, i det det engelske fodboldforbund FA i perioden fra 1931 og frem til 1978, hårdt håndhævede en regel om at det kun var tilladt for spillere andre steder fra, at spille i England, såfremt de gjorde som amatører, var studerende og/eller havde og kunne bevise nære familiære relationer til en britisk familie.

Med ovenstående på plads, for ligesom at afrunde 60èrne – kan vi begynde på det som det hele handler om – 70èrne og 80èrne, hvor vi ikke overraskende starter med den første sæson i det nye årti.

God fornøjelse – back in time!

69/70
Mester: Everton
Nr. 2: Leeds United
Nr. 3: Chelsea
Ud: Sunderland og Sheffield Wednesday
Topscorer: Jeff Astle (WBA) – 25 mål
Sæsonens hold (4-3-3): Peter Bonetti (Chelsea) – Chris Lawler (Liverpool), Brian Labone (Everton), Bobby Moore (West Ham United), Terry Cooper (Leeds United) – Billy Bremner (Leeds United), Alan Ball (Everton), Jimmy Greenhoff (Stoke City) – George Best (Manchester United), Jeff Astle (WBA), Eddie Gray (Leeds United).
Info: Everton snuppede årtiets første mesterskab, og udlignede dermed trioen Liverpool, Arsenal og Manchester Uniteds 7 mesterskaber. De forsvarende mestre fra Leeds United sluttede som nr. 2 med 9 point op til de nye mestre, og ikke mindst klubbens første deltagelse i den fineste europæiske klubturnering – Europa Cup for Mesterhold, undervejs i sæsonen, havde slidt en nok for smal trup. Leeds præsterede ellers at komme til 1/2 finalen, efter at de undervejs havde basket først norske Lyn med tilsammen 16-0, dernæst havde de overvundet Ferencvaros med samlet 6-0, inden Standard Liege blev besejret med i alt 2-0 i 1/4 finalen. I 1/2 finalen mod Celtic Glasgow gik det dog galt, og skotterne gik videre til finalen med samlet 3-1 (og tabte så finalen til Feyenoord Rotterdam).

Topscorer i hele den europæiske turnering var Leeds` Mick Jones, der scorede i alt 6 mål. Nr. 3 i England blev i øvrigt Chelsea, hvilket overraskede mange, for manageren Dave Sexton rådede over et ganske uerfarent mandskab, hvor reelt kun Bobby Tambling og keeperen Peter Bonetti havde en solid erfaring. Med i truppen var bl.a. Ron Harris, der på dette tidspunkt var 26 år, og som den dag i dag, blev spilleren der opnåede flest kampe for klubben med i alt 795, hvoraf de 655 alene blev spillet i ligaen. Hele 20 sæsoner holdt Harris sig på toppen, og det er svært at se hans rekord blive overgået nogensinde.

Ellers var 70èrnes første sæson også stedet hvor en masse teenagere første gang så “dagens lys”, alle spillere som man skulle komme til at høre meget mere om fremadrettet. I flæng er det værd at nævne Alan Hudson fra Chelsea, Joe Jordan fra Leeds United, Willi Donachie og Ian Bowyer fra Manchester City, Ray Kennedy fra Arsenal og Dennis Mortimer fra Coventry. Alle mellem 18-19 år!

Evertons mesterhold blev ledet af Harry Katterick (billede), og med undtagelse af veteranen og venstre backen Sandy Brown (Skotland), var alle spillerne englændere. Særlige profiler var Brian Labone, den unge angriber Joe Royle, samt VM 66 helten Alan Ball, der i den sæson var uovertruffen som spiller og leder på holdet, og gennemgående formentlig ligaens bedste spiller.

Den formodet stærkeste start 11èr den sæson var (4-4-2): Gordon West – John Hurst, Brian Labone, Tommy Wright, Sandy Brown – John Morrissey, Howard Kendall, Alan Ball, Colin Harvey – Jimmy Husband, Joe Royle.

70/71
Mester: Arsenal
Nr. 2: Leeds United
Nr. 3: Tottenham Hotspur
Ud: Burnley og Blackpool
Topscorer: Tony Brown (WBA) – 28 mål
Sæsonens hold (4-3-3): Bob Wilson (Arsenal) – Sammy Nelson (Arsenal), Frank McLintock (Arsenal), Tommy Smith (Liverpool), Emlyn Hughes (Liverpool) – Billy Bremner (Leeds United), Martin Peters (Tottenham Hotspur), Colin Bell (Manchester City) – George Best (Manchester United), Tony Brown (WBA), Allan Clarke (Leeds United).
Unge talenter man skulle komme til at kende:
Terry Yorath 21 år (Leeds United)
Steve Perryman 19 år (Tottenham Hotspur)
Kenny Hibbitt 20 år (Wolverhampton Wanderers)
Tommy Booth 21 år (Manchester City)
Ian Bowyer 20 år (Manchester City)
John Robertson 18 år (Nottingham Forest)
David Johnson 19 år (Everton)
Info: En relativ smal trup hos de forsvarende mestre Everton, betød at de sideløbende med at skulle spille i Europa Cuppen, tabte mange point i den hjemlige liga, hvor de skuffende sluttede helt nede som nr. 14, milevidt efter de nye rekord mestre – nu Englands mest vindende klubhold Arsenal, som vandt mesterskabet med 1 point foran evigt besværlige Leeds United! Arsenal havde et væld af yngre og særdeles interessante spillere, heriblandt Pat Rice (22 år), stortalentet Ray Kennedy (19 år) og de 2 tekniske stærke offensivspillere Charlige George og Peter Marinello, henholdsvis 20 og 21 år. De spillede ganske underholdende sæsonen igennem, og med klippen Frank McLintock i det centrale forsvar, havde de fleste modstandere det svært.

Mestrene fra Everton kæmpede som nævnt en brav kamp med både Europa og liga, og de røg ud i 1/4 finalen til Panathinakos, der senere hen gik til finalen, hvor de dog tabte til Ajax. Undervejs havde Evertons mandskab, mens de stadig var friske, besejret en af turneringens favoritter Gladbach, men de græske mestre kunne de altså ikke besejre.

Arsenals manager hed Bertie Mee (billede), og hans stærkeste start 11èr så således ud i mesterskabs sæsonen (4-4-2): Bob Wilson – Pat Rice, Frank McLintock, Peter Simpson, Robert McNab – George Armstrong, Peter Storey, George Graham, Ray Kennedy – John Radford, Charlie George.

71/72
Mester: Derby County
Nr. 2: Leeds United
Nr. 3: Liverpool FC
Ud: Nottingham Forest og Huddersfield Town
Topscorer: Francis Lee (Manchester City) – 33 mål
Sæsonens hold (4-2-2): Ray Clemence (Liverpool FC) – Ron Webster (Derby County), Roy McFarland (Derby County), Norman Hunter (Leeds United), Emlyn Hughes (Liverpool FC) – John McGovern (Derby County), Billy Bremner (Leeds United), Colin Bell (Manchester City), Allan Clarke (Leeds United) – Peter Lorimer (Leeds United), Francis Lee (Manchester City)
Unge talenter man skulle komme til at kende:
Kevin Keegan 21 år (Liverpool FC)
Charlie George 21 år (Arsenal)
Graeme Souness 19 år (Tottenham Hotspur)
Sammy Mcllroy 17 år (Manchester United)

Info: Det var en sæson hvor favoritterne på forhånd var det på papiret utroligt stærke Leeds United og Liverpool FC, men til sidst blev det i den store sammenhæng upåagtede Derby County, anført af ligaens vel nok mest snedige manager, som løb med gulvet, hvilket var klubbens første mesterskab. Spændingen var ulidelig i lange perioder af sæsonen, og til sidst hvor Derby efter sidste runde, hvor de havde vundet, sendte truppen på ferie til Mallorca med assistenttræneren Peter Taylor, mens han selv holdt sig helt væk andet sted i England. Dette for at tage presset af alle omkring holdet, og missionen lykkedes, selvom der måtte hjælp til fra anden side. Wolverhampton besejrede overraskende Leeds med 2-1, mens Liverpool måtte nøjes med remis mod Arsenal, og så stod Derby som mestre med 1 point ned til både Leeds, Liverpool og Manchester City i en titelkamp, der formentlig ikke er set mere intens og lige til sidst, hverken før eller siden.

Som nævnt var det Brian Clough (billede med Taylor til venstre og Clough til højre) der styrede tropperne i Derby, og ved sin side havde han den evigt trofaste Peter Taylor. Clough havde formet en ekstrem homogen enhed, hvor alle spillere kunne deres roller, løbemønstre og opgaver i hovedet, og han brugte gennem hele sæsonen uhyre få spillere generelt, da man både slap for skader og andet. Hans nøgle folk var i særdeleshed Roy McFarland i det centrale forsvar. Den svært byggede centerhalf spillede knap 450 liga kampe for klubben over 2 perioder, og var i sine bedste år blandt Englands bedste på positionen, hvilket blev underbygget af hans 28 landskampe. Han var en fysisk stærk type, som kunne mere med bolden end de fleste forsvarsspillere kunne i 70èrne, og han blev kendt for sine raids op af banen nærmest i Beckenbauersk stil, i øvrigt uden sammenligning. Udover forsvarsklippen var Clough særlig glad for Archie Gemmil og John McGovern, en duo han senere i karrieren forenede i Nottingham Forest, og så gav Clough undervejs i sæsonen debut til den blot 16 årige Steve Powell, som i 30 år frem var klubbens yngste debutant. Powell blev i øvrigt i Derby frem til 1985, og med sine over 350 ligakampe, blev han en loyal spiller mod klubben, som gav ham debuten.

Derbys stærkeste start 11èr den sæson så således ud (4-4-2): Colin Boulton – Ron Webster, Roy McFarland, Colin Todd, John Robson – Archie Gemmil, Alan Durban, John McGovern, Alan Hinton – Kevin Hector, John O`Hare.

72/73
Mester: Liverpool FC
Nr. 2: Arsenal
Nr. 3: Leeds United
Ud: Crystal Palace og WBA
Topscorer: Pop Robson (West Ham United) – 28 mål
Sæsonens hold (4-4-2): Ray Clemence (Liverpool FC) – Pat Rice (Arsenal), Tommy Smith (Liverpool FC), Norman Hunter (Leeds United), Emlyn Hughes (Liverpool FC) – Peter Lorimer (Leeds United). Billy Bremner (Leeds United), Ian Callaghan (Liverpool FC), Trevor Whymark (Ipswich Town) – Steve Heighway (Liverpool FC), Kevin Keegan (Liverpool FC).
Unge talenter man skulle komme til at kende:
Phil Thompson 19 år (Liverpool FC)
Gordon McQueen 21 år (Leeds United)
Frank Gray 18 år (Leeds United)
Kevin Beattie 19 år (Ipswich Town)
Alan Sunderland 19 år (Wolverhampton Wanderers)
Alan Kennedy 18 år (Newcastle United)
Terry McDermott 21 år (Newcastle United)
Kenny Burns 19 år (Birmingham City)
Trevor Francis 19 år (Birmingham City)
Info: Efter 6 sæsoners titeltørke, var lykkedes det endnu engang for Liverpool at erobre tronen i England, og det endda i en sæson, hvor de sideløbende også gik hele vejen i UEFA Cuppen, hvor der ellers var mange stærke klubber med, heriblandt FC Barcelona, Gladbach, FC Köln og Internazionale FC m.fl., men Liverpool gik altså hele vejen og besejrede i 2 kampe Gladbach. I England sluttede holdet med 3 point ned til de forsvarende mestre fra Arsenal, men det var en anelse misvisende, idet Shanklys tropper gennemgående havde været aldeles overlegen, ikke mindst med deres nye superstjerne i front Kevin Keegan, men også med den stærke keeper Ray Clemence, der var begyndt at udfordre Peter Shilton om pladsen som førstekeeper for England.

Som nævnt var det Bill Shankly (billede) der styrede tropperne, i det som skulle vise sig at blive legendens sidste mesterskab med klubben, som han styrede i 15 sæsoner. Det var klubbens tredje mesterskab under skotten, og fra de to første mesterskaber, rådede han stadig over trioen Lawler, Smith og Callaghan. Han valgte en offensiv stil for holdet undervejs i turneringen, og til tider spillede man med 4-5 reelle angribere, hvilket overraskede men også tog pusten fra mange modstandere. Hans foretrukne start 11èr indeholdt 2 centrale forsvarsspillere og så med alsidige Smith som en mellemting mellem en defensiv midtbanespoiler, og central forsvarer. Når kaptajnen trak helt tilbage, gik Hughes ud til venstre, og skubbede derved Lindsay op som en slags venstre wingback.

Holdet så i stærkeste formation således ud (4-4-2): Ray Clemence – Chris Lawler, Larry Lloyd, Emlyn Hughes, Alec Lindsay – Ian Callaghan, Tommy Smith, Peter Cormack, Steve Heighway – Kevin Keegan, John Toshack.

73/74
Mester: Leeds United
Nr. 2: Liverpool FC
Nr. 3: Derby County
Ud: Southampton, Manchester United og Norwich City
Topscorer: Mick Channon (Southampton) – 21 mål
Sæsonens hold (4-2-2): Pat Jennings (Tottenham Hotspur) – Chris Lawler (Liverpool FC), Tommy Smith (Liverpool FC), Norman Hunter (Leeds United), Mick Mills (Ipswich Town) – Peter Lorimer (Leeds United), Billy Bremner (Leeds United), Tonny Currie (Sheffield United), Paul Madeley (Leeds United) – Allan Clarke (Leeds United), Mick Channon (Southampton).
Unge talenter man skulle komme til at kende:
Jimmy Case 20 år (Liverpool FC)
Eric Gates 19 år (Ipswich Town)
Brendan Batson 21 år (Arsenal)
Liam Brady 18 år (Arsenal)
Frank Stapleton 18 år (Arsenal)
Ray Wilkins 17 år (Chelsea)
Alan Curbishley 17 år (West Ham United)
Info: Så lykkedes det omsider for de hvidklædte fra Leeds, at erobre tronen, efter flere sæsoner hvor de var sluttet som 2ère eller 3ère, men denne gang lykkedes det altså for holdet, der især var domineret af trioen Bremner, Lorimer og Clarke, og så må man ikke glemme de unge men allerede stærke McQueen og Jordan. Ellers var det en sæson hvor Manchester United “løb tør for brændstof”, og sensationelt rykkede ud af den bedste række. Sir Bobby Charlton var abdiceret og George Best brugte mere tid på byens beværtninger og hos friske kvinder, end han gjorde på træningsbanen, og så måtte de “Røde djævle” ned og vende i næstbedste række! En pudsig ting fra sæsonen var det at nedrykkerne Southampton havde sæsonens topscorer Mick Channon – det sker alligevel ikke så ofte!

Holdets chef var Don Revie (billede), der selv havde en fortid som spiller i klubben, hvor han i sin sidste sæson som aktiv i 61/62, havde været på hold med sin nuværende nøglespiller Billy Bremner.

Senere hen blev Revie også landstræner for England, og var i det hele taget en af den tids helt store trænerpersonligheder.
Leeds stærkeste start 11èr (4-4-2): David Harvey – Paul Reaney, Gordon McQueen, Norman Hunter, Trevor Cherry – Peter Lorimer, Billy Bremner, Paul Madeley, Allan Clarke – Joe Jordan, Mick Jones.

74/75
Mester: Derby County
Nr. 2: Liverpool FC
Nr. 3: Ipswich Town
Ud: Luton Town, Chelsea og Carlisle United
Topscorer: Malcolm Macdonald (Newcastle United) – 21 mål
Sæsonens hold (4-2-2): Pat Jennings (Tottenham Hotspur) – Phil Neal (Liverpool FC) – Peter Daniel (Derby County), Kevin Beattie (Ipswich Town), Mick Mills (Ipswich Town) – Alan Hudson (Stoke City), Archie Gemmil (Derby County), Jimmy Case (Liverpool FC), Steve Heighway (Liverpool FC) – Kevin Keegan (Liverpool FC), Malcolm Macdonald (Newcastle United).
Unge talenter man skulle komme til at kende:
John Wark 17 år (Ipswich Town)
Info: For anden gang i historien var det Derby County der løb med mesterskabet, denne gang med 2 point ned til Liverpool FC og sæsonens positive overraskelse Ipswich Town. Den temperamentsfulde MacKay havde smidt støvlerne på hylden, og i hans første sæson som manager og træner, gik han altså hele vejen med Derby County!

Ellers bemærkelsesværdigt at Chelsea med et ellers på papiret fint hold, rykkede ud af den bedste række.

Manageren for de nye mestre var ikke Clough, som førte dem frem til klubbens første mesterskab tidligere i årtiet, nej nu hed chefen Dave Mackay (billede), og den karismatiske og ganske unge fyr, havde netop afsluttet sin aktive karriere i Swindon, efter at have tørnet ud for især Spurs i mange sæsoner, og også lidt i netop Derby, hvor han dog var skiftet væk fra da sidste mesterskab kom i hus. Nu var han chefen her, og trods sin unge alder i 30èrne, opnåede han enorm respekt, og rundt omkring taltes der om geniet, der fik Derby frem til sit andet mesterskab, tilmed i en sæson hvor klubbens måske bedste spiller i historie, forsvarsklippen Roy McFarland, blot spillede 4 kampe inden han fik en længerevarende meniskskade. Det betød at McKay måtte finde på noget nyt, og det blev den i den store sammenhæng relativ uprøvede Peter Daniel, der blev makker med Todd i den centrale forsvarskæde. En vigtig mand i titelræset blev også veteranen Francis Lee, der var kommet til efter mange sæsoner i Manchester City. Den 32 årige wing/angriber scorede 12 mål i sine 34 ligakampe.
Derby Countys stærkeste hold (4-4-2): Colin Boulton – Ron Webster, Peter Daniel, Colin Todd, David Nish – Archie Gemmil, Henry Newton, Bruce Rioch, Francis Lee – Kevin Hector, Roger Davies.

(Billedet herunder viser i øvrigt Dave Mackay fra sin aktive tid i Tottenham Hotspur, hvor han har godt fra i kraven på Leeds`Billy Bremner, netop de to var et par af de hårdeste hunde i engelsk fodbold i 60èrne og 70èrne) 
75/76
Mester: Liverpool FC
Nr. 2: QPR
Nr. 3: Manchester United
Ud: Wolverhampton, Burnley og Sheffield United
Topscorer: Ted MacDougall (Norwich City) – 23 mål
Sæsonens hold (4-2-2): Ray Clemence (Liverpool FC) – Phil Neal (Liverpool FC), Phil Thompson (Liverpool FC), Martin Buchan (Manchester United), Arthur Albiston (Manchester United) – Stan Bowles (QPR), John Hollins (QPR), Sammy Mcllroy (Manchester United), Steve Heighway (Liverpool FC) – Kevin Keegan (Liverpool FC), Dennis Tuart (Manchester City).
Unge talenter man skulle komme til at kende:
Joey Jones 21 år (Liverpool FC)
Chris Fairclough 19 år (Liverpool FC)
Jimmy Nicholl 20 år (Manchester United
Steve Coppell 20 år (Manchester United)
David McCreery 18 (Manchester United)
Peter Barnes 19 år (Manchester City)
Glenn Hoddle 18 (Tottenham Hotspur)
David O`Leary 18 år (Arsenal)
Graham Rix 18 år (Arsenal)
Andy Gray 20 år (Aston Villa)
Info: Liverpool satte sig på ny på tronen, som de var toneangivende på i lange perioder, og selvom sæsonens overraskelse fra QPR, blot sluttede 1 point efter dem, var de færreste i tvivl om at holdet med Englands bedste spiller Kevin Keegan i spidsen, ville løbe med titlen for anden gang i årtiet, og i øvrigt med næsten det samme mandskab som havde vundet nogle sæsoner forinden.

Manageren for de nykårede mestre var ikke længere legenden Bill Shankly, men derimod en af hans mangeårige tro assistenter Bob Paisley (billede), der nu sad i front. Man havde anskaffet sig den unge venstre back/wing fra Arsenal Ray Kennedy, og Paisley formåede på fornemmeste vis at presse næsten det sidste ud af veteranen Ian Callaghan, som efterhånden havde rundet 34 år, men som stadig kunne gøre sig gældende på holdet. Sammen med Jimmy Case udgjorde de en særdeles stærk bastion centralt på midten, og med Keegan og Toshack i front, var de nærmest umulige at stoppe, hvilket også betød at Liverpool snuppede UEFA Cup trofæet, denne gang efter sejr over Club Brügge.

Bob Paisleys foretrukne 11 så således ud (4-4-2): Ray Clemence – Phil Neal, Phil Thompson, Emlyn Hughes, Tommy Smith – Steve Heighway, Ian Callaghan, Jimmy Case, Ray Kennedy – Kevin Keegan, John Toshack.

Det er bestemt værd at nævne en af sæsonens helt store lyspunkter i den unge Phil Thompson + angriberen David Fairclough, begge fra klubbens eget akademi, og begge startende i den første af de to finaler i UEFA Cuppen mod Brügge. Thompson startede i øvrigt i dem begge.

76/77
Mester: Liverpool FC
Nr. 2: Manchester City
Nr. 3: Ipswich Town
Ud: Sunderland, Stoke City og Tottenham Hotspur
Topscorer: Andy Gray (Aston Villa) og Malcolm Macdonald (Newcastle United)
Sæsonens hold (4-2-2): Ray Clemence (Liverpool FC) – Phil Neal (Liverpool FC), Phil Thompson (Liverpool FC), Dave Watson (Manchester City), Willi Donachie (Manchester City) – Asa Hartford (Manchester City), Terry McDermott (Liverpool FC), Sir Trevor Brooking (West Ham United), Ray Kennedy (Liverpool FC) – Kevin Keegan (Liverpool FC), Trevor Francis (Birmingham City).
Unge talenter man skulle komme til at kende:
Sammy Lee 18 år (Liverpool FC)
Terry Butcher 18 år (Ipswich Town)
Gordon Cowans 18 år (Aston Villa)
Arthur Albiston 19 år (Manchester United)
Laurie Cunningham 19 år (WBA)
Bryan Robson 20 år (WBA)
Derek Statham 18 år (WBA)
Alan Devonshire 21 år (West Ham United)
Garth Crooks 19 år (Stoke City)
Info: For første gang kom en engelsk klub op på et to-cifret antal mesterskaber, i det Liverpool FC her vandt deres mesterskab nr. 10, og tilmed snuppede det også guldet i Europa Cuppen, i det som skulle vise sig at blive superstjernen Kevin Keegans sidste sæson i klubben, inden han smuttede til Bundesligaen og HSV.
Bob Paisley fortsatte hvor han slap i seneste sæson, og denne gang krydrede han og klubben det tilmed med historiens første triumf i Europa Cup for Mesterhold, hvor man besejrede Borussia Mönchengladbach. En enestående triumf for Liverpool, der netop der nok var verdens bedste klub! Det var i øvrigt bemærkelsesværdigt at den nu 35 årige Callaghan, en af de engelske verdensmestre tilbage fra 1966, formåede at kæmpe sig tilbage i den foretrukne start 11èr.

Paisleys foretrukne start 11èr i sæsonen så således ud (4-4-2): Ray Clemence – Phil Neal, Phil Thompson, Emlyn Hughes, Joey Jones – Jimmy Case, Ian Callaghan, Terry McDermott, Ray Kennedy – Steve Heighway, Kevin Keegan.

77/78
Mester: Nottingham Forest FC
Nr. 2: Liverpool FC
Nr. 3: Everton
Ud: West Ham United, Newcastle United og Leicester City
Topscorer: Bob Latchford (Everton) – 30 mål
Sæsonens hold (4-2-2): Peter Shilton (Nottingham Forest FC) – Viv Anderson (Nottingham Forest FC), Alan Hansen (Liverpool FC), Kenny Burns (Nottingham Forest), Mick Mills (Ipswich Town) – Kenny Dalglish (Liverpool FC), Martin O`Neill (Nottingham Forest FC), Liam Brady (Arsenal), John Robertson (Nottingham Forest FC) – Joe Jordan (Manchester United), Bob Latchford (Everton).
Unge talenter man skulle komme til at kende:
Gary Bailey 19 år (Manchester United)
Cyrille Regis 20 år (WBA)
Gary Gillespie 17 år (Coventry City)
Chris Woods 18 år (Nottingham Forest)
Viv Anderson 21 år (Nottingham Forest)
Allan Evans 21 år (Aston Villa)
Info: Årtiers sensation må man kalde oprykkernes mesterskab, men med fantastiske Clough ved roret, lykkedes det ikke bare at vinde mesterskabet, men også Liga Cuppen med sejr over Liverpool, der så omvendt vandt deres anden Europa Cup for Mesterholds finale ved at besejre Club Brügge på klubbens nye stjerne Kenny Dalglishs mål. I øvrigt vandt Liverpool samlet over 2 kampe med 6-1 over HSV, klubben hvor Kevin Keegan nu spillede for, i den europæiske Super Cup. Ikke mange savnede “The Mighty Mouse” længere – nu hed helten Dalglish!
Manageren var Brian Clough (billede), der efter sine triumfer med Derby County og en kort tid hos Leeds United, nu var i spidsen for Nottingham Forest, der efter 5 sæsoner i den næstbedste række, røg op og blev sensationelt mester i sin første sæson tilbage i det sjove selskab. Cloughs uforlignelige evne til at få ekstremt meget ud af lidt, viste sig igen at være opskriften på at snørre de andre, herunder tidens bedste klub, Liverpool FC. Holdet han her gjorde til mester, var bl.a. med trioen Archie Gemmill, John O`Hare og John McGovern, som alle 3 var kommet til fra Derbys tidligere mesterhold, og som Clough netop der havde været så glad for. Ellers var det et hold, hvor flere egenavlede spillere fik deres gennembrud under Clough, ikke mindst spillere som senere hen blev store stjerner, som f.eks. Tony Woodcock, John Robertson, Viv Anderson og Bryn Gunn, og så havde man den engelske første keeper Peter Shilton mellem stængerne!

Cloughs foretrukne mandskab den sæson så således ud (4-4-2): Peter Shilton – Viv Anderson, Kenny Burns, Larry Lloyd, Colin Barrett – Ian Bowyer, Martin O`Neill, John McGovern, John Robertson – Peter Withe, Tony Woodcock.

78/79
Mester: Liverpool FC
Nr. 2: Nottingham Forest FC
Nr. 3: WBA
Ud: QPR, Birmingham City og Chelsea
Topscorer: Frank Worthington (Bolton Wanderers) – 24 mål
Sæsonens hold (4-2-2): Peter Shilton (Nottingham Forest) – Phil Neal (Liverpool FC), Alan Hansen (Liverpool FC), David O`Leary (Arsenal), Alan Kennedy (Liverpool FC) – Larry Cunningham (WBA), Graeme Souness (Liverpool FC), Liam Brady (Arsenal), Osvaldo Ardiles (Tottenham Hotspur) – Kenny Dalglish (Liverpool FC), John Robertson (Nottingham Forest).
Unge talenter man skulle komme til at kende:
Kevin Reeves 21 år (Norwich City)
Justin Fashanu 18 år (Norwich City)
Mark Hateley 17 år (Coventry City)
Kevin Sheedy 19 år (Liverpool FC)
Nigel Spink 20 år (Aston Villa)
Gary Shaw 18 år (Aston Villa)
Russel Osman 20 år (Ipswich Town)
Alan Brazil 20 år (Ipswich Town)
Paul Miller 19 år (Tottenham Hotspur)
Kerry Dixon 17 år (Tottenham Hotspur)
Mark Falco 18 år (Tottenham Hotspur)
Info: Liverpool viste hvorfor de nu med afstand var Englands bedste klub, da de her med deres tredje mesterskab på blot 4 sæsoner, viste sig aldeles usårlige, og dermed lukkede årtiet på overbevisende facon. På ungdomssiden generelt blussede det frem med yngre folk, så alt i alt lovede det rigtig godt for 80èrne, der jo var “lige om hjørnet”.

Bob Paisley (billede) snuppede sit tredje mesterskab med Liverpool, hvor han tillige fandt den helt unge Sammy Lee frem, uden at den lille terrier dog endnu havde fået en afgørende rolle. Ellers var der kamp om pladserne på et usædvanligt stærkt Liverpool hold, hvor Emlyn Hughes, den tidligere mangeårige stjerne, skulle kæmpe hårdt for minutterne, ligesom David Johnson helt fremme også var en spiller, der måtte kæmpe for spilletid, men en hel del blev det dog til for den stærke angriber, selvom både Dalglish og den aldrende Heighway også ville være med. Paisleys stærkeste hold så således ud (4-4-2): Ray Clemence – Phil Neal, Alan Hansen, Phil Thompson, Alan Kennedy – Terry McDermott, Graeme Souness, Jimmy Case, Ray Kennedy – Kenny Dalglish, Steve Heighway.

Dermed nåede vi til vejs ende omkring 70èrne, og naturligvis har jeg på baggrund af de forløbne 10 sæsoner, udfærdiget et ALLSTAR hold, som kom til at se således ud:
4-4-2: Ray Clemence (Liverpool FC) – Phil Neal (Liverpool FC), Roy McFarland (Derby County), Tommy Smith (Liverpool FC), Mick Mills (Ipswich Town) – Peter Lorimer (Leeds United), Billy Bremner (Leeds United), Sir Trevor Brooking (West Ham United), John Robertson (Nottingham Forest) – Kevin Keegan (Liverpool FC), Steve Heighway (Liverpool FC).
Bænken: Pat Jennings (Tottenham Hotspur og Arsenal), Emlyn Hughes (Liverpool FC), Norman Hunter (Leeds United), Ian Callaghan (Liverpool FC), Liam Brady (Arsenal), Archie Gemmill (Derby County og Nottingham Forest FC), Allan Clarke (Leeds United).
Manager: Bob Paisley (Liverpool FC).
Bedste spiller: Billy Bremner (Leeds United)
Nr. 2: Kevin Keegan (Liverpool FC)
Nr. 3: Phil Neal (Liverpool FC)

Udvalgte profiler fra 70èrnes bedste fodboldrække.

Billy Bonds
Den i dag 77 årige herre, står den dag i dag som spilleren med flest kampe i historien for West Ham United, også selvom han endda voksede op og startede karrieren i Charlton. Han kom dog til West Ham som 20 årig i 1967, og spillede de kommende 21 sæsoner for “The Hammers”, dvs. indtil han nærmede sig 42 år. Selv i sin sidste sæson i 87/88 spillede han 22 kampe alene i ligaen. Han var med nede og runde i den næstbedste række i 3 sæsoner fra 78/79 – 80/81, og dækkede både backerne og midtbane positionerne. I alt spillede han 799 kampe, hvoraf de 663 var i liga sammenhæng, men utroligt nok fik han aldrig A landskampe for England, selvom han enkelte gange blev udtaget, men aldri kom i aktion fra bænken. Han er en af de mest populære skikkelser i London klubben, hvor han i sin aktive karriere blev kåret til “Sæsonens bedste spiller” i 1971, 1974, 1975 og 1987.

Frank Worthington
Teknisk og målt på talent alene, var Worthington en af 70èrnes mest interessante spillere, men skader, svigtende form og lidt for mange fester nærmest i “Best stil”, betød at det kun blev til 8 landskampe, selvom talentet berettigede til langt mere. Han optrådte for næsten 20 forskellige klubber i en lang karriere, men han havde sine bedste år i 70èrnes engelske fodbold, hvor han tørnede ud for klubberne Huddersfield, Leicester City og Bolton. Han døde som 72 årig i 2021.

Martin Peters
Han var den store unge stjerne, da England vandt VM i 1966. Her var han blot 22 år, og rent faktisk truppens næstyngste spiller, og han startede da også på bænken i den første kamp, men var fast starter resten af turneringen, heriblandt i finalen mod Vesttyskland, hvor han scorede 1 mål. Mange sagde han var “forud for sin tid” på den måde han spillede på, i det han ikke som hovedparten af datidens midtbane folk, “bare” løb og løb, sled og kæmpede, men i stedet var visionær i sit fremadrettede spil, og hans evner med bolden var ikke mange forundt. Han blev kendt for sine præcise pasninger, gode langskud og sit overblik, og fremstår den dag i dag, som en af Englands allerbedste spillere nogensinde. I 70erne tørnede han ud for primært Tottenham Hotspur, efter at han i 1970 var sluttet i barndomsklubben West Ham United, og der rundede 300 ligakampe. 67 landskampe for England blev det til for manden der som 76 årig, døde i 2019.

Alan Ball
Endnu en verdensmester fra 66-triumfen, og den eneste der med sine dengang 21 år, var yngre end ovennævnte Peters. Ball der var en ilter rødhåret midtbane fighter, kunne andet end “kun” at kæmpe. Han var faktisk teknisk ganske habil, og hans skud fra distancen var frygtet da han var på toppen, hvilket især var i de sæsoner, hvor han tørnede ud for Everton og Arsenal, hvilket var hans primære klubber i det årti, som denne artikel omhandler. Ball spillede 72 landskampe for “The Three Lions”, og han døde som blot 61 årig i 2007.

Emlyn Hughes
Den stoute forsvarsspiller startede i Blackpool, akkurat som føromtalte Alan Ball, men han blev primært kendt for sine mange sæsoner i Liverpool, hvor han spillede knap 500 ligakampe fra 1967 – 1979, og undervejs var med til at vinde utallige titler, herunder 4 mesterskaber og 2 Europa Cup for Mesterholds trofæer. En formidabel spiller uanset om han blev placeret som venstre back, eller i det centrale forsvar. Døde som kun 57 årig i 2007.

Stan Bowles
Som type lidt ala`tidligere omtalte Worthington, og næsten lige så flagrende sin livsstil, hvorfor han heller ikke fik så meget ud af en ellers lovende karriere, som mange havde spået. Han kom fra Manchester Citys ungdomsafdeling, og nåede at spille knap 20 kampe for dem, inden karrieren fortsatte andre steder. Op igennem 70èrne var det primært QPR han spillede for, men til sidst i årtiet, nåede han kort forbi Nottingham Forest, uden dog at få andel i klubbens mange triumfer. Det blev til beskedne 5 landskampe for England. Døde tidligere i år i februar, hvor han var 75 år.

Roy McFarland
Bomstærk stopper, der hovedparten af karrieren spillede for Derby County, heriblandt samtlige sæsoner i 70èrne, og i alt rundede han 430 ligakampe for klubben, der i de seneste mange sæsoner ikke har haft den store indflydelse på engelsk topfodbold. Dengang i 70èrne, som det jo fremgik af sæson for sæson gennemgangen, var det dog andre tider, og McFarland var en afgørende brik i begge de mesterskaber som Derby snuppede i det årti! Det blev også til en del landskampe for England, men han havde hårde konkurrenter om pladsen i det centrale forsvar, så helt stamspiller blev han vel aldrig sådan for alvor.

Mick Channon
Lidt en type som McFarland, dog langt fra som spillertype, men en type der trods tilbud udefra, heriblandt ikke mindst fra store klubber, blev i en mindre klub hovedparten af sin karriere. Den fysisk stærke angriber blev i Southampton i hele 15 sæsoner, fordelt på to perioder, og rundede 500 ligakampe alene for den klub + det blev til knap 50 landskampe for “The Three Lions”. Channon var med på det Southampton mandskab der i 75/76 besejrede Manchester United med 1-0 i FA Cup finalen. Her dannede han en hyper farlig angrebsduo med Peter Osgood.

Bob Latchford
En stor stærk angriber, der i 70èrne primært var target mand for Everton, og en af få der i sin karriere har oplevet at score mod sin bror. Det skete tilbage i 1974, hvor han som Everton spiller, scorede mod Birmingham City, hvor brormand David spillede. Tilbage i 1967 var de i øvrigt begge med på det Birmingham ungdomsmandskab, som vandt FA Youth Cup. Bob opnåede endvidere 12 landskampe for England.

Cyrille Regis
En stor, stærk og ganske hurtig angriber, der brød igennem i 70èrnes WBA, hvor han som en af få sorte spillere i den bedste engelske række, hurtigt blev en stor profil. I alt spillede han for WBA i 8 sæsoner, og han opnåede 5 landskampe for England.

Dermed nåede jeg til vejs ende i denne artikel omkring 70èrnes fodbold i England. Jeg håber du er blevet underholdt, og måske endda beriget i en eller anden form, og uanset hvad, ja så måske lige pludselig på genlæs.

Under alle omstændigheder vender jeg tilbage med del 2 omkring 80èrnes engelske fodbold 😉

KBH (DK) 15.04.24

 

Torben Aakjær