TREQUARTISTA PÅ ITALIENSK!

Moderne fodbold er altovervejende lig med ekstremt tempo, fysik og et utal af eksplosionsagtige løb, hvilket bestemt kan have sin charme, men som nødigt tillader tidligere tiders offensive playmakere, i de ypperste tilfælde benævnt som “Trequartistaen”, hvert fald i deres oprindelige form, at udfolde sig. Vore tiders bedste fodboldspillere, naturligvis med enkelte undtagelser, er fysiske pragteksemplarer, som gerne dækker flere pladser på banen, hvorimod man tidligere hen, forfinede og trænede spillerne til specifikke positioner. Dette blev der reelt først gjort op med, da Holland i start 70èrne introducerede deres “total-voetball”, en stil hvor alle 10 markspillere i teorien kunne dække alle pladser, og hvor spillerne undervejs i kampene, afhængig af den forløb, byttede positioner og skiftede taktik.

Efter en hel fodboldverden havde set Hollands specielle form for fodbold, begyndte andre lande, nogen langsommere end andre, at følge op på stilen, som de hver især forfinede og specialiserede, men især i Italien mente man ikke den slags “hvirvelvindsfodbold” havde den store gavn. Det var italienernes holdning, at der med den stil var for mange tilfældigheder i spillet, noget som bestemt ikke brød sig om i et land, hvor fodbolden ikke bare betragtes som en sport, men nok mere som en livsstil, ja eller en nødvendig del af livet på godt og ondt.

Den offensive playmaker, den offensive og kreative hjerne, “Enganche”, “Ponta da lanca” eller slet og ret “Trequartistaen” var i Italien, store dele af Sydamerika og også i Grækenland, det enkelte holds vigtigste mand, og en position man ikke kunne trænes op til, men som man derimod blev født til. Påstanden var (og er) at “alle” kan lære at skyde hårdt og præcist, løbe hurtigt, tage med hænder, heade, tackle og aflevere, men den fodboldhjerne, det overblik og den forstand på spillet og dets udvikling, var et talent som skulle forfines til det ultimative. 

Rundt omkring i hver enkelt klub, lille som stor, var der en evig jagt på at udse sig netop dette lille unikum, og ikke så få spillere med formentlig ganske udmærkede kompetencer udi fodbolden, er gået til spilde, eller rettere “hældt ned af brættet”, når man fandt ud af at vedkommende alligevel ikke kunne udvikles til en ægte “Trequartista”. Det var sjældent en speciel hurtig spiller, og heller ikke så ofte en decideret målfarlig type, men til gengæld var det typen noget nær alle offensivt tænkte bolde skulle igennem. Systemerne 4-3-1-2, hvor “Trequartistaen” lå alene med 3 arbejdere bag sig + 2 angribere foran, eller systemt 4-1-3-2 hvor “Trequartistaen” lå med 1 “spoiler” bag sig, og med 2 winger på siden + 2 deciderede angribere helt fremme, var markant de foretrukne. Den luksus det var at have en “Trequartista” på sit hold, betød at de øvrige 9 markspillere alle skulle være indforstået med at arbejde/løbe det ekstra, for en ægte playmaker tager ikke turen hjem i forsvaret og bygger op, og han søger heller ikke ud på kanterne og dribler ind. Både fordi han sjældent er den hurtigste spillertype, men også fordi han skal spare al “krudtet” på den måske kun ene geniale aflevering, ingen andre hverken kunne forudse, eller for den sags skyld kunne udføre.

Allerede før 2 Verdenskrig var en “Trequartista” noget man ofte så på de italienske klubhold, og både da Italien vandt VM 34 og VM 38, var det en af datidens absolutte superstjerner i skikkelse af Giovanni Ferrari (billede) der var nationens erklærede “Trequartista”. Den elegante spiller kom i 1930 til Juventus, hvorefter hans karriere for alvor tog fart, og sammen med Giuseppe Meazza og Eraldo Monzeglio, er de den dag i dag de eneste italienske spillere med 2 VM guldmedaljer. Herudover vandt han i alt 8 Scudettoer med både Juventus, Internazionale og Bologna, og regnes den dag i dag, som landets måske bedste “Trequartista” nogensinde, hvilket jo selvsagt er svært at modbevise. Der var i det hele taget et nærmest utal af disse typer i 40èrne og 50èrne, hvor man i flæng kan og bør nævne navne som bl.a. Arrigo Monsegli, Atillio Demaria, Valentino Mazzola, Gimpiero Boniperti (der ligeså ofte spillede rendyrket angriber), Juan Schiaffino, Omar Sivori (spillede også en del på kanterne) og Giacomo Bulgarelli m.fl. Især en spiller som den forgudede Valentino Mazzola er her værd at fremhæve, for han var var superstjernen i 40èrne for det Torino mandskab der blev omdøbt til “Grande Torino”. Her var han med til at vinde 5 Scudettoer i 40èrne, og selvom han bestemt aldrig er en spiller man vil glemme i Italien, kunne han måske have været endnu større, hvis ikke han sammen med hovedparten af det fantastiske Torino mandskab, i 1949 var omkommet i et tragisk flystyrt kaldet “Superga air discaster”. 9 år efter da Brasilien for første gang vandt VM, havde holdets nummer 18 Jose Altafini, valgt at kalde sig “Mazzola” for at ære Valentino. 

Blot et par år efter Brasiliens VM trumf, debuterede en blot 18 årig spiller for Internazionale. Hans navn var Alessandro Mazzola, eller i daglig tale blot omtalt som Sandro Mazzola, og han var såmænd søn af førnævnte Valentino, og med al respekt for Valentinos meritter, må man i den grad konstatere at sønnike overgik dem. Han spillede som Internazionales erklærede “Trequartista” i de kommende 17 sæsoner, hvor han bl.a. var med til at vinde Scudettoen 4 gange, Europa Cup for Mesterhold 2 gange og VM for klubhold 2 gange, ligesom han var på det vindende italienske landshold, der i 1968 sikrede sig Europamesterskabet for første gang. Sideløbende med Mazzola, voksede den 1 år yngre “Gyldne dreng” Gianni Rivera op, hos ærkerivalerne AC Milan. Den utroligt elegante og kønt udseende unge fyr, havde allerede som 15 årig fået debut i Serie A for barndomsklubben Alessandria, og da det lynhurtigt blev kendt, at her havde man altså at gøre med noget ganske specielt, smed storklubben en enorm bunke lire afsted og dermed kunne den nu 17 årige Rivera kalde sig AC Milan spiller. Han var udset til at afløse ikonet Juan Schiaffino, og for nu at sige det mildt, så lykkedes det over al forventning.

Mazzola og Rivera (billede) var hovedpersonerne i en duelleren som sjældent set. Mazzola var den uovertrufne dirigent på “Grande Inter”, som den systematisk tænkende træner Helenio Herrera styrede med hård hånd. De vandt alt hvad der var at vinde ud fra det i mange år berygtede system “Catenaccio”. Systemet som oprindelig så dagens lys under den østrigske træner Karl Rappan, da denne var træner for Schweiz i 30èrne, havde Herrera med succes brugt også i Atletico Madrid, som under den benhårde mand, vandt mesterskabet et par gange. I det spanske havde man omtalt systemet som “The iron curtain”, og sandt var det da også, at modstanderne sjældent kunne score mod et defensivt utroligt veludviklet Atletico mandskab. Han havde ikke helt fået lov til at arbejde konstant med det i hans trænertid i FC Barcelona, men nu som ansvarlig for “I Nerazzurri” blev det i den grad iværksat og perfektioneret. Et hold fyldt med stjerner som Facchetti, Burgnich, Corso og Suarez manglede “kun” den uovertrufne playmaker – “Trequartistaen”, og det havde man i Sandro Mazzola. Et perfekt match der lykkedes i sin yderste konsekvens.

Efter Mazzola/Rivera æraen dukkede der andre italienske spillere frem, heriblandt Franco Causio, Giancarlo Antognoni (billedet hvor han løber mellem Falcao og Gaetano Scirea) og Giuseppe Dossena, hvor det vel nok var Fiorentina helten Antognoni, som var den mest rendyrkede 10èr af de 3. Han var styrmanden på det landshold der i 1982 sikrede sig nationens 3`de VM titel, hvor han besynderlig nok bar 9 tallet. Antognoni der sin karriere igennem forblev tro (undtagen da han på sine aldrende dage luskede til Schweiz) mod Fiorentina, opererede indimellem også som “Mezzala”, dvs. en “halv wing”, lidt som Mazzola, men hans primære placering var utvetydigt som “Trequartista”, hvor han elegant styrede tropperne, og til især VM 82 havde bombere som Graziani og VM topscoreren Paolo Rossi foran sig. Guf for en spiller med det overblik som Antognoni rådede over, og flakkende rundt om sig havde han endvidere den lille driblestærke Bruno Conti.

Senere hen kom så et af italiensk fodbolds vel nok største navne nogensinde, nemlig Roberto Baggio, som hurtigt blev en åbenlys 10èr, men som især i sine yngre dage ofte spillede helt fremme, som hængende angriber eller på kanten, men når han var bedst, sådan synes man i hvert fald i Italien, opererede han ud fra en mere moderne “Trequartista”. Med moderne menes der en spiller, der i modsætning til sine forgængere bevægede sig mere frem, havde mere speed i fødderne, og som bestemt ikke afholdt sig fra at afslutte selv. I perioden mens Baggio var den helt store, så man også et kæmpe talent i Roma i skikkelse af Gianni Giannini, der dog netop pga. Baggios nærmest mytiske status, sjældent fik de store chancer for “Gli Azzurri”. Evnerne fejlede dog intet hos spilleren, der endte med at blive en slags forgænger for Francesco Totti.

Og ja netop Totti blev jo, sammen med Alessandro Del Piero, spillerne som tog 00èrne med storm. Totti var markant den mest ægte “Trequartista” af de 2, og forblev reelt tro mod positionen karrieren ud, incl. da Italien med dem begge i øvrigt, vandt sit fjerde og sidste VM i 2006. Her startede Totti inde i finalen, mens Del Piero måtte nøjes med de sidste 4-5 minutter. Begge var elsket i det meste af Italien, trods deres hver især trofaste og meget lange tilknytning til nærmest kun een` klub. Totti spillede ekstreme 25 sæsoner for AS Roma, hvor han også var vokset op, mens Del Piero i en tidlig alder skiftede fra barndomsklubben Padova til Juventus, hvor han opholdt sig i 19 sæsoner frem, incl. den famøse skandale sæson, hvor “Den gamle dame” blev tvangsnedrykket til Serie B i 06/07, hvilket gjorde ham til noget af et ikon i klubben.

Efter Del Piero/Totti æraen, har det faktisk, både pga. spillets udvikling generelt, men naturligvis også pga. manglende åbenlyse talenter ændrede træningsmetoder o.lign.

20èrne
– Adolfo Baloncieri (US Alessandria + Juventus)
– Luigi Bertolini (US Alessandria + Torino FC)
– Pietro Pietroboni (Internazionale FC)

Store 10ère uden italiensk pas:
–

30èrne
– Giovanni Ferrari (US Alessandria, SSC Napoli, Internazionale FC, + Bologna) VERDENSMESTER 1934 + 1938
– Teobaldo Depedrini (Juventus+ Torino FC)
– Ugo Locatelli (Brescia, Atalanta Bergamo, Internazionale FC+ Juventus)
– Renato Cesarini (Juventus)
– Antonio Vojak (SS Lazio, Juventus SSC Napoli og Genoa) VERDENSMESTER 1938
– Antonio Janni (Torino FC)

Store 10ère uden italiensk pas:
Fritz Szepan (Tyskland), Mathias Sindelar (Østrig), Manuel Ferreira (Argentina) og Aurelio Gonzalez (Paraguay)

40èrne
– Valentino Mazzola (Venizia + Torino FC)

Store 10ère uden italiensk pas:
Wilf Mannion (England), Carl-Aage Præst (Danmark), Zizinho (Brasilien) og Adolfo Pedernera (Argentina)

50èrne
– Giampiero Boniperti (Juventus)
– Juan Schiaffino (AC Milan + AS Roma)

Store 10ère uden italiensk pas:
Gerhard Hannapi (Østrig), Nils Liedholm (Sverige), Johnny Haynes (England), Didi (Brasilien) og Nandor Hidegkuti (Ungarn)

60èrne
– Gianni Rivera (US Alessandria + AC Milan) EUROPAMESTER 1968
– Sandro Mazzola (Internazionale FC) EUROPAMESTER 1968
– Giancarlo Di Sisti (AS Roma + Fiorentina) EUROPAMESTER 1968

Store 10ère uden italiensk pas:
Helmut Haller (Vesttyskland), Luis Del Sol (Spanien), Martin Peters (England), Bobby Charlton (England), Josef Masopust (Tjekkoslovakiet) og Pedro Rocha (Uruguay)

70èrne
– Antonio Juliano (SSC Napoli + Bologna)
– Renato Zaccarelli (Torino FC + Verona)

Store 10ère uden italiensk pas:
Wolfgang Overath (Vesttyskland), Günter Netzer (Vesttyskland), Willem van Hanegem (Holland), Antonin Panenka (Tjekkoslovakiet), Kazimierz Deyna (Polen), Dirceu (Brasilien), Teofilo Cubillas (Peru) og Liam Brady (Irland)

80èrne
– Giancarlo Antognoni (Fiorentina) VERDENSMESTER 1982
– Franco Causio (Lecce, Juventus, Reggina, Udinese Calcio + Internazionale FC) VERDENSMESTER 1982
– Giuseppe Dossena (Torino FC, Bologna, Udinese Calcio og Sampdoria) VERDENSMESTER 1982
– Pietro Fanna (Atalanta Bergamo, Juventus, Verona + Internazionale FC)
– Fernando De Napoli (SSC Napoli + AC Milan)

Store 10ère uden italiensk pas:
Glen Hoddle (England), Diego Maradona (Argentina), Zico (Brasilien), Jan Ceulemans (Belgien), Vincenzo Scifo (Belgien), Michael Laudrup (Danmark), Safet Susic (Jugoslavien), Julio Cesar Romero (Paraguay), Ruben Paz (Uruguay), Tibor Nyialasi (Ungarn), Oleksander Zavarov (Sovjetunionen), Michel Platini (Frankrig) og Enzo Francescoli (Uruguay)

90èrne
– Roberto Baggio (Fiorentina, Juventus, AC Milan, Internazionale FC, Bologna + Brescia)
– Giuseppe Giannini (AS Roma, SSC Napoli + US Lecce)
– Gianfranco Zola (SSC Napoli, Parma + Cagliari)
– Cristiano Doni (Bologna, Brescia, Atalanta Bergamo + Sampdoria)

Store 10ère uden italiensk pas:
Thomas Hässler (Vesttyskland), Andreas Möller (Vesttyskland), Paul Casgoigne (England), David Platt (England), Dejan Savicevic (Montenegro), Dragan Stojkovic (Jugoslavien), Rai (Brasilien), Gheorghe Hagi (Rumænien) og Robert Prosinecki (Kroatien)

00èrne
– Francesco Totti (AS Roma) VERDENSMESTER 2006
– Alessandro Del Piero (Padova + Juventus) VERDENSMESTER 2006
– Pasquale Foggia (Empoli, SS Lazio, Cagliari + Sampdoria)
– Gaetano DÀgostino (AS Roma, Udinese Calcio, Fiorentina og Pescara)

Store 10ère uden italiensk pas: Mehmet Scholl (Tyskland), Zinedine Zidane (Frankrig), Youri Djorkaeff (Frankrig), Rui Costa (Portugal), Deco (Portugal), Marik Hamsik (Slovakiet), Ronaldinho (Brasilien), Kaka (Brasilien) og Juan Manuel Riquelme (Argentina)

10èrne
– Emanuele Giaccherini (Juventus, Bologna, SSC Napoli + Chievo)
– Alberto Aquilani (AS Roma, AC Milan, Fiorentina + Juventus)
– Stefano Sensi (US Sassoulo, Internazionale FC, Monza + Sampdoria)

Store 10ère uden italiensk pas: Mesut Özil (Tyskland), Antonie Griezman (Frankrig), Cesc Fabregas (Spanien), Wesley Sneijder (Holland) og Luka Modric (Kroatien)

20èrne
– Nicolo Zaniolo (AS Roma)
– Lorenzo Pellegrini (AS Roma + US Sassoulo) – billede
– Tommaso Baldanzi (FC Empoli)
– Simone Pafundi (Udinese Calcio)
– Luis Masa (Juventus)
– Gianluca Gaetano (SSC Napoli)

Store 10ère uden italiensk pas: Martin Ødegaard (Norge), Jamal Musiala (Tyskland), Bruno Fernandes (Portugal), Florian Wirtz (Tyskland), Bernardo Silva (Portugal), Kevin De Bruyne (Belgien), James Maddison (England), Lucas Paqueta (Brasilien) og Xavi Simons (Holland)

Med disse ord, nåede vi til vejs ende i denne artikel om fodboldens måske mest ikoniske position, og jeg håber at du er blevet underholdt og måske tilmed beriget med info, du ikke kendte til 😉

Tak fordi du læste med – og ja lige pludselig på gensyn.

Grado (IT) 21.07.23

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Torben Aakjær