Newcastle United alias “The Magpies” er på papiret en af engelsk fodbolds største fodboldinstitutioner, hvilket illustreres af klubbens fornemme historie. Klubben blev skabt tilbage i 1892, i øvrigt samme år som Liverpool første gang så “dagens lys”, og relativt hurtigt blev klubben en dominerende faktor i engelsk fodbold. Fra begyndelsen og faktisk helt frem til 1929, dvs. 36 år, var det Frank Watt, der var manager/træner/altmuligmand i klubben, og man må sige den flittige skotte havde helt med sit forehavende. Hele 4 gange, eller rent faktisk samtlige mesterskaber som klubben historisk har vundet, lykkedes det ham at være med til at sikre. Herudover nåede man frem til FA Cup finalen 6 gange, hvor det dog kun blev til 2 trofæer.

Siden de glade dage først i det 20 århundrede, har klubben gennemgående været en fast bestanddel af engelsk topfodbold, men udover den seneste FA Cup triumf i 54/55, er der ikke vundet noget sølvtøj, der er værd at nævne, og det er selvsagt et problem for en klub, der ikke bare føler sig som en af de større klubber, men som bestemt også er det. Det tætteste man nåede på fordums storhed var i 90èrne, primært under Kevin Keegans ledelse, hvor man rådede over spillere som Peter Beardsley, David Batty, Andy Cole og klubbens uden sammenligning største navn nogensinde, målmaskinen Alan Shearer, der den dag i dag, er Premier Leagues suverænt mest scorende spiller. Shearer var ikke et produkt af Newcastles ungdomsarbejde (i modsætning til en vis Paul Gascoigne), da han voksede op i Southampton, men han tørnede ud for “The Magpies” i 10 sæsoner fra 1996 til 2006, hvor han i 308 liga kampe, hamrede 148 mål ind, og fortjent står der opført en statue af manden, ude foran hjemmebanen St. James Park.

Men ingen kan som bekendt leve på fordums storhed, og i dag er der ikke meget Watt, Keegan eller Shearer over klubben, som med 90 sæsoner i den bedste engelske række, kun overgås af 6 (Everton, Aston Villa, Liverpool, Arsenal og de 2 Manchester klubber) andre ift. hvor længe man har været med i det fine selskab, og siden klubben senest rykkede op i 16/17 sæsonen under Rafael Benitez, har placeringerne været ganske konstante som nr. 10, 13, 13 og 12 i sidste sæson. Umiddelbart passende for økonomi, potentiale og omdømme, men det må man så i den grad sige har ændret sig i indeværende sæson, hvor klubben efter 20 kampe, blot har vundet een`kamp, og i skrivende stund er placeret som nr. næstsidst, dog endnu indenfor rimelig pointafstand af redning, men naturligvis ikke i en optimal situation. Sæsonens hidtidige 3 managere, først Steve Bruce, dernæst interim manageren Graeme Jones, og siden november den aktuelle Eddie Howe, har forsøgt sig med hele 7 forskellige taktiske opstillinger, med både 3, 4 og 5 mand i bagkæden, og 1, 2 og i enkelte tilfælde 3 mand helt fremme, men lige lidt har det hjulpet, for udover sejren over Burnley tilbage i starten af december, er det reelt kun blevet til skuffelser. Seneste kamp var en af disse, for i seneste runde tog man i mod en anden potentiel nedrykker Watford, og med 2 minutter tilbage, førte Newcastle 1-0, men så fik gæsterne udlignet, og Howe og hans udvalgte folk, måtte nøjes med 1 point i en vital bundkamp.

Men et er kampen på banen, som jo naturligt nok har en vis fokus, noget helt andet er hvad der foregår bag kulisserne i den gamle klub, og her er intet vel mere relevant, end at spole tiden tilbage til april sidste år, hvor de første forlydender om potentielle nye ejere, kom frem i den engelske presse. Et konsortie bestående af PCP Capital Partners, RB Sports & Media og ikke mindst Public Investment Fund of Saudi Arabia, havde igennem nogle måneder tilsyneladende forhandlet med den mangeårige ejer, den karismatiske Mike Ashley, om køb af klubben.

Forelagt disse påstande, benægtede alle parter dog ethvert kendskab, og i nogle måneder lå “sagen” faktisk stille i medierne, lige indtil avisen The Guardian kom med en større artikel serie, som bl.a. gennemgik førnævnte firmaers ejerkreds, økonomi og mulige intentioner bag et køb af Newcastle United. Begivenheden blev et hyppigt debatteret emne i både det engelske fodboldforbund FA, i hovedparten af de øvrige engelske klubber, og sågar helt oppe på regerings niveau, efterhånden som forhandlingerne tilsyneladende blev mere og mere intense. Men intet kunne tilsyneladende standse det forventelige, og d. 9. september 2021, udsendte klubben en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik at Mike Ashley var blevet “købt ud” formedelst 300 millioner Pund, og ejerkredsen nu bestod af det omtalte konsortie. På overfladen var og er det endnu forretningskvinden Amanda Staveley der repræsenterer ledelsen, og formanden hedder Yasir Al-Rumayyan, men ingen er i tvivl om at der reelt kun er een`mand der styrer hele biksen, og det er Saudi Arabiens kronprins, den 36 årige Mohammed bin Salman. Trods sin relativt unge alder, er Salman ikke en mand, der er kendt for at holde sig tilbage, og med tilnavne som “Abu Rasasa“, som oversat til dansk betyder noget i retning af “Kuglens fader” (referende til at han er kendt for at sende en kugle i et brev til sine fjender) “Mr. Beast” eller måske mest velkendt, “The Butcher”, må man sige han i den grad har gjort opmærksom på sig selv.

Salman var allerede som 28 årig forsvarsminister, og øverste chef for alle juridiske anliggende i Saudi Arabien, og selvom han efter sigende brugte mere tid på at spille computerspil, heraf endnu et tilnavn han har (“Mr. Pacman”), var hans dispositioner ikke til diskussion. I Saudi Arabien kender man ikke til demokrati, og beslutninger er ikke baseret på flertal, mindretal eller håndsoprækninger. Det er såre simpelt, for hvis Salman siger A, så retter alle ind og siger A! På det økonomiske plan blev hans personlige formue for nogle år tilbage, vurderet til i omegnen af 3 millioner Dollars, men næsten samtidig med at den rapport kom ud i 2015, købte han først en mega yacht af russeren Yuri Shelfer, som der blev betalt knap 500 millioner Dollars for, og måneden efter smed han helt præcis 301 millioner Euro på bordet, for at eje et fransk slot ved navn Louis XIV, som nu er den dyrest handlede ejendom i historien. Forrige år købte han så billedet “Salvator Mundi“, efter sigende malet af Leonardo Da Vinci, for ikke mindre end 450 millioner Dollars, og sådan kan man blive ved med at finde uoverensstemmelser mellem hans personlige formue, og hans faktiske indkøb. Sagt med andre ord, han råder over en uudtømmelig finansiel kilde, og hvad er så mere oplagt end at investere i en fodboldklub, for på den måde at få “vasket dele af sit økonomiske imperium hvidt” + ikke mindst “rense” hans omdømme i det man betegner som “Sportswashing“. Som sagt så gjort, og selvom klubben som nævnt ejes af et 3-firmaers konsortie, er der reelt kun een`ejer, nemlig “Slagteren” fra Riyadh! Slagter tilnavnet stammer naturligvis fra, da han, eller rettere hans folk, for nogle år siden, efter sigende parterede en journalist, der for nu at sige det mildt, ikke delte samme verdensbillede som Salman. Denne journalist forsvandt sporløst, og sådan er det også gået for andre meningsdannere, i hvert fald de dannere, der ikke var enige med Salman. Man diskuterer ikke med ham, men klapper ham på ryggen (hvis man tør det), og venter et splitsekund, til man er sikker på hvilken mening Salman har, før man stemmer i, og siger nøjagtigt det samme. Så smiler Salman, velvidende at han bliver “slikket i måsen”, men det rager ham en rygende papand, for han skal bruge nikkedukker i sit maskeradespil, og dem er der uanede mængder af.

Selve sportsgrenen fodbold, kender Salman efter sigende intet til, og interessen for at se Newcastles kampe, har da heller ikke været afgørende for ham, hvilket naturligvis heller ikke nødvendigvis er et kriterie for at købe en fodboldklub. Som i enhver anden branche, er fodboldklubber i dag en forretning, hvor der øverst sidder rigmænd, som har sat mere relevante personer til at køre butikken i hverdagen. Dette er i de senere år, blevet mere og mere udbredt, hvor både russere, amerikanere og forskellige folk fra den arabiske halvø + selv indere, taiwanesere og pakistanere m.fl., har købt sig ind i fodboldklubberne i Europa. Det første, eller i hvert fald mest kendte eksempel var vel da russiske Roman Abramovich købte Chelsea tilbage i 2003. På det tidspunkt var det langt fra dem der styrede fodbolden i London, men i løbet af de seneste knap 20 år, har klubben vundet 5 mesterskaber, og været i Champions League finalen 3 gange, hvoraf de 2 er vundet, så man kan vist roligt sige at russerens penge “faldt på et tørt sted”, og i den grad har løftet en klub fra middelmådighed, til i dag at være en af de helt store klubber på verdensplan. Senere hen kom amerikanske rigmænd og investerede i klubber som Liverpool, Arsenal og Manchester United, og med købet af Manchester City i 2008, kom også rigmænd fra den arabiske del af verden, pludselig på landkortet.

Apropos sidstnævnte ejerkreds af Manchester City, så er det jo velkendt at det er 51 årige Sheikh Mansour bin Zayed Al Nahyan, som suverænt står i spidsen, og netop Mansour, er en mand som den 15 år yngre Salman, i den grad ønsker at overgå på alle tænkelige parametre, herunder ikke kun økonomisk, hvor differencen mellem de 2 friske fyre, er signifikant i Salmans favør, men også på det private plan, hvor det gælder om at flashe store biler, huse og både – ja og nu altså også fodboldklubber. Salman forsøgte rent faktisk for et par år siden, at købe Manchester United, hvilket jo kunne ses som en direkte “krigserklæring” overfor Mansours Manchester City, men det køb blev aldrig til noget, og i stedet investerede han så i Newcastle United, der som bekendt, al ære og respekt for deres historie, ikke sportsligt eller branding mæssigt er i nærheden af Manchester City.

Det skal de nu være, og derfor er den overhængende nedrykningsfare, selvsagt ikke befordrende for de abnorme ambitioner der er med klubben. Man har offentligt udmeldt at man vil være med i kredsen af de største klubber globalt, og at Champions League trofæet selvsagt er noget man på sigt skal have stående i klubben. At det endnu ikke er lykkedes for andre rigmandsejede klubber som f.eks. Manchester City eller PSG, bekymrer efter sigende ikke Amanda Staveley og CO, eller som hun udtalte ifb. med det første pressemøde efter overtagelsen: “We’re proud to be part of the Premier League. It’s an incredibly competitive league, which we love. Premier League football is the best in the world, and Newcastle United is the best team in the world.” Ja mere klart kan det jo ikke siges, og selvom der muligvis er uoverenstemmelser mellem virkeligheden og hendes udsagn, så illustrerer det i sandhed de enorme ambitioner som hun, foranlediget af Salman, har for Newcastle United.

Det bringer mig videre til den sportslige del omkring Newcastle United, et aspekt som synes nedprioriteret, men som i allerhøjeste grad kan være afgørende for klubbens fremtid. Forestiller man sig at de rykker ud af Premier League efter indeværende sæson, så vil jeg da personligt ikke blive overrasket over såfremt Salman og vennerne, trækker stikket, pengene og de glamourøse drømme ud af klubben, og enten placerer dem andetsteds i fodboldens forunderlige verden, alternativt kaster sig over et helt andet projekt. Det vil ganske givet glæde dele af klubbens fans, og i hvert fald alle klubber i England, hvor selv Manchester City virker økonomisk plagede i sammenligning med Newcastle. Apropos sidstnævnte, så er det faktisk kun dem der ikke decideret var i mod overtagelsen, da samtlige engelske fodboldklubber for ikke så længe siden, drøftede problematikken i FA. Af samme grund, menes det at de øvrige 18 klubber i Premier League, uofficielt, har aftalt ikke at sælge spillere til Newcastle, og da slet ikke i det igangværende januar vindue. Selv ikke spillere der kan gå kvit og frit til januar, som f.eks. Burnleys James Tarkowski eller Manchester Uniteds Jesse Lingard, tillades formentlig solgt nu. Alle ønsker at se Newcastle rykke ud, hvorved man forhåbentlig kan slippe for “Slagter Salman” og vennerne, også selvom det kommer til at koste klubberne penge på mulige salg.

Og salg, eller rettere køb, er i allerhøjeste grad et tema for Newcastle, der aktuelt forbindes med hele 70-75 forskellige spillere, placeret overalt på kloden, men dog hovedparten i engelske klubber, og indtil videre har man blot købt 2. Det er Kieran Trippier som er hentet i Atletico Madrid og Chris Wood fra nedrykningskonkurrenten Burnley. Jamen hov vil den opmærksomme læser, så måske sige, var der ikke noget med en uofficiel aftale de engelske klubber imellem, om at man ikke solgte spillere til Newcastle? Jo, men i tilfældet Wood, havde den 30 årige New Zealænder en frikøbsklausul i sin kontrakt på præcis de 30 millioner Euro, som blev handelsprisen, så her kunne Burnley råbe og skrige, men det var Wood selv der skulle sige ja eller nej, og da han blev tilbudt en lønforhøjelse på efter sigende det dobbelte af hidtil, tog det ham givetvis ikke længe om at beslutte sig. Manden der kun har scoret 3 mål i 17 kampe i sæsonen for Burnley, har indgået en 2 1/2 årig kontrakt med “The Magpies”, og er således udset til at være redningsmanden i “Projekt overlevelse”. Omkring Trippier, hvis kontrakt med Atletico udløb til sommer, så har den engelske landsholdsspiller længe ytret interesse i, at returnere til England, da familien efter sigende aldrig er faldet til i den spanske hovedstad, og da hans kontrakt udløb til sommer, var de 13 millioner Euro som Newcastle betalte, rigeligt til at spanierne sagde ja. Trippier der runder 32 år til september, har ligesom Wood, indgået en kontrakt af 2 1/2 års varighed, og efter sigende har ingen af dem en udtrædelsesklausul, skulle Newcastle rykke ud.

Men manager Eddie Howe og måske selv Amanda, kan nok se at disse indkøb ikke redder klubben, og derfor sættes Newcastle i denne tid i forbindelse med noget nær alle mænd, der har 2 ben og er under 50 år. Helt vilde rygter, besynderlige historier, og direkte løgnagtigheder, fyer omkring den gamle klub, og spillere, ledere, trænere og andet godfolk i klubben, aner formentlig ikke om de er købt eller solgt. For at illustrere omfanget af spillere, som Newcastle skulle være mere eller mindre interesserede i, bringer jeg herunder et større udvalg af disse.

Målmænd: Marc-Andre`ter Stegen (FC Barcelona), Thomas Strakosha (SS Lazio), Dean Henderson (Manchester United), Andriy Lunin (Real Madrid), Keylor Navas (PSG) og Bernd Leno (Arsenal).
Venstre backs: Olegsandr Zinchenko (Manchester City), Robin Gosens (Atlanta Bergamo) og Mitchel Bakker (Bayer 04 Leverkusen).
Centralt forsvar: Mason Holgate (Everton), Phil Jones (Manchester United), Sven Botman (LOSC Lille), James Tarkowski (Burnley), Nicklas Süle (Bayern München), Duje Culeta-Car (SSC Napoli), Tyrone Mings (Aston Villa), Ben Mee (Burnley), Mathias Ginter (Borussia Mönchengladbach), Joe Rodon (Tottenham), Pondus Jansson (Brentford), Konstantin Mavropanos (Arsenal), Samuel Umtiti (FC Barcelona), Tosin Adarabioyo (Fulham), Jason Denayer (Olympique Lyon), Diego Carlos (FC Sevilla), Nico Schlotterbeck (SC Freiburg), Marcos Senesi (Feyenoord Rotterdam), Benoit Badiashile (AS Monaco) og Felix Uduokhai (Augsburg).
Defensiv midtbane: Alex Witsel (Borussia Dortmund), Marcelo Brozovic (Inter Milan), Harry Winks (Tottenham), Florian Grillitcsh (TSG 1899 Hoffenheim), Bruno Guimares (Olympique Lyon) og Marvelous Nakamba (Aston Villa).
Central/offensiv midtbane: Adrian Rabiot (Juventus), Aaron Ramsey (Juventus), Jesse Lingard (Manchester United), Mesut Özil (Fenerbahce), Ross Barkley (Chelsea), Christian Eriksen (klubløs), Isco (Real Madrid), Dele Alli (Tottenham), Giorgino Wijnaldum (PSG), Matteo Guendouzi (Olympique Marseille), Aguibou Camara (Olympique Marseille), Lucas Paqueta (Olympique Lyon), Cole Palmer (Manchester City), Mahmoud Dahoud (Borussia Dortmund), Donny van de Beek (Manchester United) og Amadou Haidara (RB Leipzig).
Højre/venstre wings: Ousmane Dembele (FC Barcelona), Eden Hazard (Real Madrid), Raheem Sterling (Manchester City), Todd Cantwell (Norwich City), Riyad Mahrez (Manchester City), Luis Diaz (FC Porto) og Ismaila Sarr (Watford).
Angribere: Woug Weghorst (VfL Wolsburg), Dominic Calvert-Lewin (Everton), Mauro Icardi (PSG), Edin Dzeko (Inter Milan), Gabriel Barbosa (Flamengo), Anthony Martial (Manchester United), Ben Brereton Dias (Blackburn Rovers), Pierre-Emerick Aubameyang (Arsenal), Dusan Vlahovic (Fiorentina), Tyrese Campbell (Stoke City), Darwin Nunez (SL Benfica), Bamba Dieng (Olympique Marseille), Arthur Cabral (FC Basel), Ignatius Ganago (Lens), Alassane Plea (Borussia Mönchengladbach), Noah Akafor (RB Salzburg) og Hugo Ekitike (Stade de Reims).

Uden at overdrive, kan man vist roligt sige at der “skydes med spredhagl” – alt lige fra en evigt skadet Umtiti, en helt udskidt Özil, over uopnåelige Vlahovic, ter Stegen og Sterling til rent ud sagt spillere som på ingen måde kan forstærke klubben som f.eks. Mee, Cantwell eller den tidligere Vejle spiller, Hugo Ekitike m.fl. Klubben bliver nærmest oversvømmet af agenter, mellemhandlere, ambitiøse fædre, løgnagtige fusentastere og journalister, der ønsker at sælge, høre eller vide noget. Der er ansat 5 administrative personer, der aldrig har arbejdet i fodboldbranchen før, alene til at besvare telefoner og læse e-mails, og alt imens holder Amanda, Howe og øvrige sportsligt ansvarlige møder nærmest i døgndrift. Der peges til højre og venstre, og positioner, spillere og taktiske oplæg overlapper hinanden i noget der vel mest af alt minder om kaos. Samtidig vogter “Slagteren” og dennes horde af rådgivere, advokater og revisorer over klubben som en ørn på jagt, så ingen får ro, overskud og slet ikke nogen former for overblik.

Hvis man går i dybden med den nuværende trup som Howe står i spidsen for, så kan man konstatere at alle 3 keepere, i bedste fald er middelmådige. Hverken Woodman, Dubravka eller Karl Darlow er reelt Premier League materiale, og boldene rasler da også ind forbi dem, uanset hvem der får chancen. Her skal der i den grad kigges efter forstærkning, og det mest sandsynlige scenarie er formentlig at man kan leje Manchester Uniteds Dean Henderson sæsonen ud. Udover at United nok næppe ønsker at sælge ham, er det også svært at forestille sig, at han selv vil permanent til en klub, der muligvis skal spille i den næstbedste række næste sæson. Newcastle har meldt ud at de for så vidt muligt, hvordan det så skal tolkes, ikke indgår kontrakter med indlagte klausuler om at spillere kan slippe ud af disse ved nedrykning, og da Henderson med rette har mulighed for i hvert fald at blive en af de 3 keepere, som skal med England til VM, må man tro at han ikke skriver under på en permanent kontrakt. Hvis ikke Henderson, så kunne Bernd Leno i Arsenal, ligeledes via et lejemål, være en mulighed. Tyskeren er langt fra Ramsdale i Arsenal målet, og akkurat som tilfældet Henderson, skal Leno bruge spilletid, for at komme med i den tyske VM trup. Jeg vil dog tvivle på Arsenals velvilje her, da de satser stort i år, og skulle åbenbaringen Ramsdale blive skadet eller få karantæne, får man i den grad brug for Leno. Herudover er der jo den tidligere omtalte “stilsigende aftale” Premier League klubberne imellem, hvor man nødigt “hjælper” Newcastle, og det gælder jo både for Arsenal og Manchester United.

Hvor højre back problematikken nu synes løst med købet af Trippier, så ser det virkelig ikke godt ud på den modsatte side, hvor trioen Jamal Lewis, Paul Dummet og Matt Ritchie, hver for sig ikke er noget at prale af. Howe ønsker desperat en fysisk stærk, hurtig og offensiv mindet back, som kan fungere i hans foretrukne 4-3-3 system, og “kærligheden” er tilsyneladende faldet på Atalantas tyske landsholdsspiller, Robin Gosens. Problemet er dog at han er skadet med en baglårsskade, som har holdt ham ude siden starten af oktober sidste år, og i skrivende stund er der ikke nogen tidshorisont på hans comeback. Gosens var en af åbenbaringerne for Tyskland under sidste sommers EM, hvor han vel kan siges at få sit landsholdsgennembrud, og påstanden udefra vil være, at han som 27 årig, på toppen af sin karriere, simpelthen er for stærk til at henslæbe tiden i en nedrykningstruet klub. Tidligere har AC Milan, Juventus og Arsenal haft kig på ham, så at han skulle vælge Newcastle lyder nærmest usandsynligt. Omvendt ved vi alle hvad penge – ikke mindst mange penge, kan gøre, så man må og skal aldrig sige aldrig til selv de besynderligste klubskifter. Men i og med at manden er skadet på ubestemt tid, må man tro at selv Amanda kan indse at han ikke bør være aktuel her og nu. Ellers har man scoutet især Manchester Citys Zinchenko, som nærmest konstant står i skyggen af Cancelo. Manchester City kæmper dog indædt om flere store titler i denne sæson, og for at holde truppen skadesfri og i konstant flow, er det svært at tro at Pep siger god for at den alsidige Zinchenko, som for sit land Ukraine spiller midtbane, får lov til at skifte til Newcastle. Manchester City er som nævnt den eneste klub, der ikke har givet udtryk for væmmelse over Newcastles ejerkreds, så man må ikke udelukke denne handel, eller måske rettere lejemål, men sandsynligt vil jeg ikke tro det er.

Den måske vigtigste position man kigger på spillere efter, er i det centrale forsvar, hvor reelt ingen af mulighederne i den aktuelle trup, er blot i nærheden af Premier League niveau. Ciaran Clark, Fabian Schär, kaptajnen Jamaal Lascelles og den aktuelt skadede argentiner, Federico Fernandez, har hver især haft enorme problemer med at styre forsvaret, og det er sandsynligvis på denne front, at Newcastle er klar til at gå længst rent økonomisk. Man kigger ikke bare på een`, men to spillere, så der er altså tale om en totalt “udrensning”, et begreb der givetvis vil fornøjse “Slagteren” hjemme i Riyadh. Det varmeste navn over længere tid, har uden sammenligning været hollandske Sven Botman. Han har stor succes i franske Lille, men har selv givet udtryk for langt større ambitioner, både sportsligt og økonomisk. Efter sigende lønnes han med omkring 1 million Euro årligt hos de franske mestre, en løn som Newcastle hellere end gerne vil 3-4 doble + det løse. Personligt har parterne efter sigende nået en enighed på det punkt, men Lille ønsker ikke at sælge ham nu, da de forventer at han vil kunne indbringe mere til sommer, og den 22 årige kæmpe (197 cm) ser nok nærmere sig selv i klubber på minimum Arsenals niveau, fremfor Newcastle, selv hvis de skulle undgå nedrykning. Han er et produkt af Ajax skolen, men kom til sin nuværende franske klub i sommeren 2020 for blot 8 millioner Euro. I landsholdssammengæng, hvor han naturligvis som enhver ambitiøs spiller, drømmer om VM senere i år, står han i skyggen af flere spillere. Det er en position hvor Holland i disse år, er usædvanlig stærk besat, og vel med rette kan postulere at de selv på verdensplan, har flest spillere af højt niveau, at vælge imellem. De foretrukne er Virgil van Dijk og Matthijs de Light, mens øvrige spillere er navne som Stefan de Vrij, Nathan Ake, Daley Blind og det unge stjerneskud fra Botmans barndomsklub, 20 årige Jurrien Timber. I modsætning til Botman, har alle de nævnte konkurrenter opnået A landskampe, så der kræves først og fremmest et klubskifte til en mere prominent adresse, og så at han naturligvis fra start opnår succes her, ellers kan han godt vinke farvel til VM i Qatar. I den kontekst tror jeg godt man kan udelukke Newcastle fra ligningen, og derfor må de ty til deres andet valg, som er Burnleys James Tarkowski. Den stoute englænder med det særprægede (polske) efternavn, har i flere sæsoner været blandt de bedre centrale forsvarsspillere i Premier League, men problemet for Newcastle i særdeleshed, er at han er en nøglefigur hos deres direkte nedrykningskonkurrenter fra Burnley, og i modsætning til tidligere omtalte Chris Wood, har Tarkowski ikke en frikøbsklausul, så næsten uanset hvor stort et beløb som Newcastle vifter om næsten foran Burnleys ejere, er det næsten utænkeligt at de kan købe ham fri.

Skal jeg pege på et par emner, som virker nogenlunde sandsynlige, er det derfor Joe Rodon fra Tottenham, og Pontus Jansson fra Brentford. Førstnævnte er helt ude i kulden under Conte, mens sidstnævnte har udsigt til en enorm lønstigning, skulle han fravælge Brentford for Newcastle. Brentford er en af de klubber med færrest penge i ligaen, og lige præcis her kan penge overtrufne ambitioner, selvom også Brentford som bekendt nærmer sig nedrykningsstregen i foruroligende tempo. Et stort tilbud til både klub og spiller, kan betyde at man ser sig tvunget til at sælge sin anfører, og en af sæsonens hidtil bedste spillere i klubben. Avs den vil gøre ondt, og Newcastle vil kunne profitere af at kunne få en stærk spiller + at svække en alvorlig konkurrent. Hvad den 194 cm. høje svensker selv mener, vides ikke, men mon ikke vi snart er klogere.

Så er vi fremme på midtbanen, hvor Howe har brødrene Longstaff, henholdsvis Matti og Sean, relativt nyindkøbte Joe Willock, Jeff Henrick og evigt unge Jonjo Shelvey. Willock har bestemt talentet, men har ikke fungeret 100%, Longstaff brødrene fighter og slås, men mangler kreativitet og hverken Shelvey eller Henrick har reelt niveau til den bedste liga længere. Uha, her mangler kvalitet, og Howe har da også især kig på Aaron Ramsey som en spiller, han vurderer kan være manden der hæver ikke bare midtbanen, men hele holdets niveau. Waliseren der tidligere i sin karriere rent faktisk var en stor profil for både Arsenal og i Premier League, er de senere år sygnet hen til nærmest kun at være en vittighed. Skader, corona og dårlig form har betydet at den højtlønnede spiller (lønnes med omkring 250.000 Euro pr. uge), blot har medvirket i 3 kampe i indeværende sæsons Serie A, i alt 98 minutter. Som man kunne læse i den italienske bibel, Gazzettaen, var hen i samfulde 98 minutter elendig, og Torino klubben vil givetvis gør noget nær alt, for at slippe for hans løn og ugidelige indstilling. Om han har hvad der skal til for at gå forrest for et kaotisk Newcastle, vil jeg tillade mig at tvivle særdeles meget på, men Howe virker sikker i sin sag, og en mulig handel er bestemt til stede, da begge parter er positive. Hvad hovedpersonen selv mener, vides ikke for nuværende, men mon ikke han lusker retur til England, såfremt han tilbydes en 3-årig kontrakt på nuværende vilkår. Det vil jeg tro, for kontrakten med Juventus udløber i sommeren 2023, så kan han få et par år oveni på samme favorable løn, tager han nok både en nedrykning, farvel til det gode vejr, og muligvis landsholdspladsen med et lumsk smil.

Udover Ramsey, som jeg ikke anser som en forstærkning her og nu, er der talt meget om Inters Brozovic og Tottenhams Winks. Niveaumæssigt er begge markante forbedringer, men Inter kæmper om storhed, og selvom Brozovics kontrakt udløber til sommer, slipper de næppe en fast spiller her og nu, og Winks og Tottenham ser givetvis heller ikke et skifte som noget positivt. Det bliver uhyggeligt svært at hente fornøden styrke til den defensive/centrale midtbane, og får jeg slag med en ridepisk, om jeg ikke peger på en konkret spiller, så kigger jeg mod Dortmunds 33 årige Axel Witsel. Den aldrende belgier, har tidligere i karrieren under eksotiske himmelstrøg, tydeligt vist at han har satset mere på økonomi, fremfor kvalitet i klubvalg, og da han aktuelt sjældent er starter for det tyske hold, er på vej mod 34 år, og sikkert ikke har sat sit private forbrug ned, så kunne en 2-3 årig kontrakt nok lokke ham. Hans nuværende kontrakt udløber til sommer, og der er ikke udsigt til forlængelse, så han skal alligevel til at se sig om efter en ny arbejdsgiver, og hvorfor ikke nyrige Newcastle, hvor kontoen kan fyldes, og han trods alt hæver liga niveauet på sit CV, i hvert fald minimum til sommer. Witsel er mit bud, men igen, det er nærmest umuligt at forudse noget her.

En anden sandsynlighed er Chelseas Ross Barkley. En spiller i periferien af det engelske landshold, 28 år gammel, og blot med 5 kampe indtil videre i denne sæson Premier League. Heri 0 mål og 0 assist, og helt sikkert en spiller som Chelsea ønsker afskippet, hellere i dag end i morgen. Han tjener en god hyre på Stamford Bridge, men er slet ikke et emne for Tuchel, med mindre et utal er skadet. Igen har vi den mulige forhindring i en stilsigende aftale, men russere er jo kendt for at ville sælge deres gamle mor, hvis pengene er store nok, så mon ikke Roman er villig til at sælge Barkley, såfremt pengene er ok. Barkley med hele 33 landskampe på cvèt, er potentielt en boldfast spiller, har et glimrende overblik, og vil være en markant forstærkning af den nuværende Newcastle midtbane. Hans udsigt til en landsholdsplads for Southgates udvalgte, er pt. nærmest usynlig, men kan han få masser af spilletid, og måske endda medvirke til at Newcastle også i efteråret kan kalde sig et Premier League mandskab, så skal man bestemt ikke afskrive ham, selvom chancen er spinkel. Meget spinkel.

På kanterne mener jeg oprigtigt at Allan Saint-Maximin, som i sæsonen har scoret 5 mål, og lavet 3 assist, i sine 20 kampe, er en af holdets bedste spillere, og her skal der ikke skiftes. Han dækker venstre flanke, hvor han er dygtig til at udfordre sin direkte modstander, og qua speed og fin teknik, ofte kommer til chancer, når han dribler ind i banen. Han kan også dække modsatte side, men her kan Joelinton godt gå an, om ikke andet, fordi jeg har svært ved at se hvilken markant forstærkning man her skal kunne købe. Det samme gør sig gældende helt fremme, hvor man jo allerede har betalt 30 millioner Euro for Chris Wood, men alligevel hører man Howe tale om endnu en angrebs forstærkning, naturligvis set i lyset af Callum Wilsons skade, som formentlig holder ham ude et par måneder endnu. Det siger næsten sig selv at de ikke kan købe Calvert Lewin fri fra kriseramte Newcastle, og navne som Vlahovic, Icardi og selv 35 årige Dzeko tror jeg ikke de er i stand til at lokke til regn, slud og konstant kaos. Den mest sandsynlige er i mine øjne Anthony Martial, der er helt ude i kulden i Manchester United, og som efter sigende vil gøre alt for at komme i betragtning til Deschamps “Les Bleus”. Om et skifte til Newcastle er hvad han vil kategorisere som “alt”, ved jeg ikke, men hvis han blot kommer i nærheden af det potentiale, man tænker han stadig indeholder, så er han markant bedre end alt hvad de har af angribere, også langt over den store tunge Wood. Martial kunne være en mulighed, og skal jeg pege på en eneste – igen med pisken hængende over ryggen, så bliver det den sjældent smilende franskmand!

Med disse ord kom jeg (langt om længe) til konklusionen, nemlig det mulige hold, eller rettere de mulige spillere, som Newcastle kan og måske vil købe i indeværende transfervindue. Der er ingen grund til at gå ind i hypotetiske spekulationer om priser, udlån, kontraktvilkår o.lign, for det relevante er navnene.

Jfr. ovenstående henter Newcastle derfor disse spillere:
Dean Henderson (Manchester United)
Kieran Trippier (Atletico Madrid) – er købt
Joe Rodon (Tottenham)
Pontus Jansson (Brentford)
Axel Witsel (Borussia Dortmund)
Ross Barkley (Chelsea)
Chris Wood (Burnley) – er købt
Anthony Martial (Manchester United)

Det kan give følgende start 11èr:

Jeg mener faktisk at dette hold, på papiret er bedre end de direkte nedrykningskonkurrenter som Burnley, Watford, Brentford og Norwich, mens de ikke kan hamle op med Leeds, Everton og Aston Villa, men det er jo heller ikke nødvendigt, da jo “blot” skal formå at holde 3 klubber efter dem, når det hele slutter i maj måned.

Det bliver ekstra ordinært spændende at følge den nærmeste tid, men en ting synes fast, og det er at de ikke bør kunne redde sig, såfremt der ikke kommer yderligere forstærkninger end Trippier og Wood, med al respekt for hver deres kunnen. Howe skal vælge rigtigt, Amanda og hendes folk skal forhandle klogt, og “Slagteren” skal holde sig i ro, i hvert fald indtil transfervinduet er lukket. Herefter kan han og hans gæve svende (læs hans personlige “death squad” alias “Tiger squad” fornøje sig med at luske rundt i kulissen, og på bedste “Moggi” maner, styre dommerpåsætningen. Naturligvis på deres egen rolige facon 😉

Det er hvad i fik fra min hånd i dag, jeg håber i har fornøjet jer, måske blundet indimellem, og under alle omstændigheder er blevet klogere, mere vidende, og i hvert fald underholdt de sidste par timer.

Et sidste PS må være det som kom mig for øre, nemlig at også på den helt private front, overgår Salman nu sin “fattige” konkurrent Mansour. Manchester City ejeren har nemlig kun 2 koner, men derimod 6 børn, hvorimod Salman netop har fordoblet sin andel af hustruer, og nu kan prale af 4 koner under hans kommando. Indtil videre har kvartetten dog “kun” født ham 4 børn, så mon ikke han skal til at prioritere sin tid bedre i den nærmeste fremtid!

På genlæs og tak fordi i læste med!

Med sportslig hilsen
“Salman har altid ret og mit konto nummer er:……..”
KBH (DK) 21.01.22

 

Torben Aakjær