HVEM ER DEN NYE RIGE “DRENG I KLASSEN”? – PORTRÆT AF NEWCASTLE UNITED! | Alan Shearer

Når en klub nærmest ud af ingenting, købes af en af klodens rigeste men samtidig også mest usympatiske stater, er det klart at interessen er overvældende. Det gælder både de oprindelige fans af klubben, potentielt nye, omgivelserne overordnet set samt fodboldverdenen generelt. Det er naturligvis “The Magpies” alias Newcastle United Football Club, der er tale om. Den 130 år gamle Tyneside klub, beliggende i det nordlige England, relativ tæt på grænsen til Skotland, har været med 91 sæsoner i den bedste engelske fodboldrække, men har indtil videre blot vundet 4 mesterskaber, og vi skal ikke mindre end 96 år tilbage, for at finde den seneste triumf som var i sæsonen 1926/27.

Hovedparten af nutidens engelske fodboldfans holder med Manchester United, Liverpool eller Chelsea, og herefter tænker jeg klubber som Manchester City, Arsenal og Tottenham Hotspur følger, altså de 6 “normale” store i engelsk fodbold, i hvert fald i igennem tiden hvor den bedste række har heddet Premier League. Også traditionsklubber som bl.a. Everton, Leeds United og Wolverhampton har en større fanskare, aktuelt holder jeg så med Crystal Palace, mens klubber som Brentford formentlig pga. dansker tilknytningen, Nottingham Forest, Ipswich Town og Aston Villa sikkert har en del danske fans, men der bliver mindre og mindre af dem tænker jeg. Og så er der altså dette nye ekstreme fænomen Newcastle United, som er klubben jeg vil forsøge at beskrive både historisk, og nutidigt i denne artikel. Jeg har aldrig for alvor fuldt klubben, men har naturligvis noteret mig en flot hjemmebane, ekstra ordinære profiler tidligere hen samt det at klubnavnet næsten altid har været synonym med den bedste engelske række, i hvert fald i min levetid. Herudover må jeg bestemt konstatere, at der har været en række endda særdeles store fodboldnavne ansat i deres manager portefølje, men det vender jeg tilbage til.

Klubben der i alt har haft 44 forskellige managere, aktuelt Don Howe, har i mange sæsoner levet en nærmest anonym tilværelse i engelsk fodbold, og vi skal vel omkring små 20 år tilbage, for ligesom at finde et mandskab, som for alvor var interessant. Det var i sæsonerne 95/96 og 96/97, hvor navnkundige Kevin Keegan var manager, og hvor profilerne hed først og fremmest Alan Shearer (i den anden sæson), David Batty, David Ginola, Peter Beardsley og Les Ferdinand. Et utroligt stærkt mandskab, ikke mindst offensivt, og sammen med Blackburn Rovers, var de to klubber ligesom de “uartige drenge i klassen” der i midt 90èrne. Det blev aldrig til den store forløsning, og langsomt men sikkert blev Keegans hold (incl. ham selv) spredt for alle vinde, og herefter har det kørt sådan lidt op og ned for for den gamle klub. Man hørte en del om den, da en karismatisk person ved navn Mike Ashley tilbage i 2007, overtog aktiemajoriten i klubben. Den beholdt den engelske rigmand i hele 14 år, inden han altså formedelst 305 millioner Pund, solgte hele biksen til et konsortium, der selvom det står skrevet sort på hvidt, er ganske svært at holde styr på for i hvert fald menigmand.

80% af klubben ejes nu af Public Investment Fund, lige over 12% af RB Sports & Media, mens de resterende knap 8% tilhører PCP Capital Partners. Formanden for Newcastle United hedder Yasir Al-Rumayyan, mens vigtige personer i ledelsen tæller ejerne af de 2 sidstnævnte firmaer, henholdsvis James Reuben og Amanda Staveley. I hvert fald alt sammen på “papiret” som man jo siger, for naturligvis er det Saudi Arabiens De facto overhoved Mohammed bin Salman, som siden 2015 bogstavelig talt har svunget pisken over uregerlige indbyggere i hans kongerige, som overordnet set er den formelle ejer af hele molevitten.

Den i dag 37 årige kronprins, styrer noget nær alt i den stenrige ørkenstat, og når en person seriøst er (over)loadet med penge, leder en fanatisk religiøs befolkning, samt tilsyneladende ikke ejer evnen til at sætte sig ind i andre menneskers elendighed, så er man både farlig, men har også en enormt magt. Er der noget der kan styre mennesket, er det jo netop penge, religion og frygt, så her har man nærmest synonymet med perfektion udi ekstrem magt. Og ja denne “charmetrold” er altså nu i besiddelse af en engelsk fodboldklub ved navn Newcastle United Football Club, og man kan i sportens hellige navn, kun håbe og tro at FFP kan holde styr på kronprinsens regnskaber, i hvert fald de få af dem som de kommer til at se i fodbold klubbens navn.

Da tiderne omkring ejerskabet af fodboldklubber har ændret sig gevaldigt de senere årtier, vel startende med da en vis russer ved navn Roman Abramovich tilbage i 2003, hvor han overtog styringen af Chelsea der indtil da, havde ført det man vel på pænt dansk, kan kalde en tilforladelig tilværelse i engelsk fodbold. Det samme kan man vist roligt sige om Manchester City, indtil de kom under mellemøstlige “vinger” i 2008. Indtil dette kontroversielle ejerskab, havde Chelsea og City tilsammen vundet beskedne 3 mesterskaber tilsammen, og reelt aldrig været i nærheden af noget spændende i Champions League. Men i årene efter disse overtagelser, har Chelsea triumferet i Europa med deltagelse i 3 finaler i Champions League, hvoraf de 2 er vundet, og City har været i 2 finaler i samme turnering, hvoraf 1 er vundet. På hjemlig basis, har Chelsea vundet 5 mesterskaber, mens City har snuppet 7, og tilsammen har klubberne vundet FC Cup trofæet 8 gange. Herudover kommer et utal af sejre i mindre prestige fyldte turneringer, så om man bryder sig om det eller ej, så har de mange penge, uanset hvordan de er kommet til veje, resulteret i markant sportslig succes.

Det samme håber man som minimum vil ske i Newcastle, som jo allerede i sin første sæson under arabisk ledelse, formåede at kvalificere sig til Champions League, hvilket ikke er sket for klubben siden 2002/03 sæsonen, og selvom man på transfermarkedet ikke er gået så amok, som mange forestillede sig sidste år, så har man alligevel handlet solidt ind, hvor de 3 største navne indtil videre er Sven Botman, Aleksander Isak og Sandro Tonali, men man har også købt unge engelske spillere som f.eks. Anthony Gordon og Tino Livramento, hvilket adskiller dem noget fra hvordan Chelsea og City agerede, i hvert i den første tid efter nye ejerskaber. Newcastle har af naturlige årsager på ingen måde en global fanbase som de mest populære klubber, og selvom man til hver hjemmekamp fylder lidt over 50.000 mennesker ind på St. James Park, så skal salg af merchandise, klubtrøjer, sponsorindtægter og lign. op på et helt andet niveau, førend man sådan for alvor kan gå “shop amok”, for selvom mange fans ikke helt anerkender seriøsiteten af FFP, så er det naturligvis præcis det som afholder Newcastle (og de andre rige klubber) fra at spendere helt absurd. I indeværende transfervindue (i skrivende stund), har Newcastle f.eks. købt for 153 millioner Euro, men omvendt solgt for 109 millioner Euro, så reelt har man “kun” brugt differencen som jo er 44 millioner Euro, hvilket man jo ikke kommer langt for i disse tider i den store fodboldverden.

Kigger man klubbens historie nærmere efter i sømmene, kan man som tidligere omtalt, konstatere at der har været flere virkelig store fodbold personligheder ansat i manager sædet, hvilket understreges af navne som bl.a. Sir Bobby Robson, Kevin Keegan, Osvaldo Ardiles, Ruud Gullit, Steve McClaren, Jack Charlton, Sam Allardyce, Graeme Souness, Sir Kenny Dalglish og Rafael Benitez m.fl.. Den mest vindende er dog næppe en i dag specielt kendt manager, idet det såmænd var klubbens første af slagsen. Han hed Frank Watt, og han varetog embedet fra starten i 1892 og så helt frem til og med 1929, hvilket betød at han var ansvarlig for samtlige 4 mesterhold klubben har rådet over, og herudover førte han klubben frem til ikke færre end 6 FA Cup finaler, hvoraf de 2 blev vundet.

Også på spillersiden, må man nøgternt konstatere at der har været virkelig store navne ansat, og hvad er mere naturligt end at starte med den første, som simpelthen må være målkongen Alan Shearer, der var i klubben i 10 sæsoner, hvorunder han scorede 148 mål i 303 kampe i Premier League. I alt blev han topscorer i Premier League 3 sæsoner, heraf den ene i Newcastle trøjen, og han var med til at føre holdet frem til FA Cup finalerne i både 97/98 og 98/99. Han havde før han kom til Newcastle, spillet 4 sæsoner i Blackburn Rovers, hvor han både var blevet kåret til “Årets spiller i Premier League”, samt været med til at vinde det engelske mesterskab. Desværre for ham og Newcastle, vandt han intet sølvtøj i de 10 sæsoner, hvilket set ift. hans måltal synes helt absurd, men klubbens fans både dengang og i dag, forguder manden, som har en bronzestatue stående uden foran klubbens hjemmebanestadion St. James Park. I øvrigt sluttede han som nr. 3 ved Ballon dÒr afstemningen i 1996, hvor han samme sommer blev EM topscorer. Shearer som i dag er 53 år er med sine i alt 260 mål i Premier League, den mest scorende spiller i turneringens historie, og er i dag global ambassadør for Newcastle.

Her følger en kort beskrivelse af de 10 spillere, jeg har udvalgt som værende de største profiler i klubbens historie. Rækkefølgen er tilfældig, og spillerne er ikke nødvendigvis de spillere der har gjort det bedst i klubben, men er navne som i den grad bør være kendt også uden for klubben.

Jackie Milburn
Angriberen som døde 64 år gammel i 1988, var indtil Alan Shearer gjorde sit indtog, det største navn i klubbens historie, og det forstår man når man ser på hans data, som siger 177 mål i 353 kampe. Herudover spillede han 13 landskampe for “The Three Lions”, og han var med til at vinde 3 FA Cup trofæer med “The Magpies” i 50/51, 51/52 og 54/55. Der står en statue af ham udenfor St. James Park, og i 1987 fik han en tribune (Milburn Stand) opkaldt efter sig på St. James Park, ligesom for at illustrere hans storhed i klubben.

(Photo Allsport/Getty Images)

Kevin Keegan
Den i dag 72 årige “Mighty Mouse”, er blandt de ypperste engelske fodboldspillere i historien, og han er den eneste englænder der har modtaget Ballon dÒr 2 gange, hvilket han gjorde i 1978 og 1979. Hans glorværdige karriere var størst i Liverpool og HSV, og han kom først til Newcastle som 31 årig i 1982, hvor han så var frem til 1984, hvorunder det blev til i alt 78 kampe og 48 mål. Han var senere hen manager i klubben fra 1992 til 1997.

Paul Gascoigne
Den gale mand, er uden tvivl en af de mest karismatiske personligheder i engelsk fodbolds historie, men han var udover sin besynderlige opførsel, samtidig også en af de bedste man har set på en fodboldbane i England. Han voksede op i klubben som ungdomsspiller, og debuterede som seniorspiller i 1985 og blev der til 1988, hvorefter turen gik til Spurs. “Gazza” var i den grad en “Geordie boy”.

Alan Shearer
Legenden er i dag 53 år, og hans enorme bronzestatue pryder området udenfor St. James primære indgang. Han spillede i klubben fra 1996 til 2006, hvorunder det blev til 148 mål i 303 kampe, og han blev elsket – eller nærmere forgudet af klubbens fans, da han undervejs takkede nej til flere store og lukrative tilbud fra andre klubber, herunder ikke mindst Manchester United, hvor Sir Alex Ferguson var en åbenlys beundrer af målmaskinen. Han vandt aldrig noget i klubben, udover sin status, men han var dog med i 2 tabte FC Cup finaler, blot fik klubben op som nr. 2 i sæsonen 1997/98. I dag fungerer han som “Global Ambassador” for klubben.

Andy Cole
Den i dag 51 årige angriber, var i start 90èrne noget af det hotteste i engelsk fodbold, og han tørnede ud for “The Magpies” fra 1993 til 1995, hvorunder det blev til 55 mål i 70 kampe, hvorefter Manchester United købte ham. Han blev topscorer for Newcastle og i hele den bedste række med 41 mål i sæsonen 93/94, og samme år blev han endvidere udråbt til PFA Young Player of the year.

David Ginola
I dag er franskmanden 56 år, og han var nærmest mere kendt udenfor banen, end på den, også mens han optrådte i engelsk fodbold, hvor han spillede i Newcastle fra 1995 til 1997. Han var i bedste “Beckham stil” beundret for sit fotogene ydre, hvilket han mildt sagt udnyttede til sin fordel på alskens måder. Var som spiller en fantastisk tekniker, og en af de bedste franske spillere i start 90èrne.

Peter Beardsley
Opvokset i klubben som ungdomsspiller, og var i en periode faktisk Gascoignes idol, selvom de mildt sagt var forskellige typer, både som mennesker og spillere. Han spillede af 2 omgange for barndomsklubben, hvor det blev til i alt 276 kampe og 108 mål for den i dag 62 årige herre, der fra 2001 til 2015 arbejdede i flere forskellige roller, lige fra assistenttræner, angrebstræner og caretaker i en kort periode.

George Eastham
Verdensmesteren fra 1966, hvor han dog optrådte for Arsenal, spillede 124 kampe hvori han scorede 29 mål i sin tid i Newcastle, hvor han befandt sig fra 1956 til 1960, og den hårdtarbejdende midtbanespiller lever faktisk den dag i dag, hvor han efterhånden er blevet 86 år.

Jimmy Lawrence
Målmanden var med til at vinde 3 engelske mesterskaber med klubben i den periode han vogtede buret. Han var keeper for “The Magpies” fra 1904 til 1922, og medvirkede også i 5 FA Cup finaler, hvor det dog kun blev til sejr i 1910. Døde i 1934 blot 55 år gammel. Opnåede 1 landskamp for Skotland.

Shay Given
Akkurat som Lawrence var Given også målmand, dog i noget nyere tid, idet den irske landskampsrekordholder (134 landskampe) var i Newcastle fra 1997 til 2009, hvor han opnåede 354 kampe, og var med til at opnå sølv i FA Cup turneringen i 1997/98.

Andre der med god ret kan nævnes er: Rob Lee, Malcolm MacDonald, Chris Waddle, Shola Ameobi, Les Ferdinand, Terry McDermott, Frank Clark, Steve Harper, Bobby Moncur, Bobby Mitchell, Glen Roeder, Michael Owen, Nicki Butt, Fabricio Coloccini og Nolberto Solano.

I øvrigt er det pudsigt at rigtig mange spillere har optrådt for både Newcastle United og Liverpool, hvor man i flæng kan nævne personligheder som Kevin Keegan, Terry McDermott, Peter Beardsley, Andy Carroll, Alan Kennedy, Jonjo Shelvey, Craig Bellamy, James Milner og Georginho Wijnaldum, og der er muligvis flere, som jeg på stående fod ikke erindrer.

Kigger man på den nuværende trup, her hvor der endnu resterer et par dage af transfervinduet, er profilerne Sandro Tonali, Aleksander Isak, Sven Botman, Kieran Trippier og Bruno Guimares, og et forsigtigt tip på deres ideelle start 11èr i en 4-3-3 formation ser således ud:

Dermed er jeg nået til vejs ende i denne artikel om “The Magpies” alias Newcastle United, som jeg nu tror og håber du ved en del mere om, end da du startede læsningen.