I samarbejde, og efter godkendelse med og af FIFA, blev der henover vinteren 1980/81 afviklet det man betegnede som et “Mini VM”, eller som det officielt hed “Copa de Oro de Campeones Mundiales”, hvor alle hidtidige verdensmestre var inviteret. På daværende tidspunkt havde 6 nationer løftet det ærefulde trofæ, så deltagerlandene var værterne fra Uruguay samt Brasilien, Argentina, Vesttyskland, Italien og Holland. Sidstnævnte var med efter afbud fra England, idet “Orange” i 70èrne havde deltaget i, og tabt 2 VM finaler, hvilket alle parter fandt tilfredsstillende. Det engelske fodboldforbund FA var for så vidt positivt indstillet overfor den originale ide, men som bekendt er der i England fuldt program henover julen, hvorfor man ganske enkelt ikke kunne få en mulig kampændrings kabale, til at gå tilfredsstillende op. Crystal Palaces daværende manager, Terry Venables, havde ellers foreslået sig selv som en slags “midlertidig” træner for et mixet hold bestående af spillere fra hans egen klub, som på daværende tidspunkt blev betegnet som “The team of the eigties” + spillere fra Liverpool og Manchester United, men trods det fristende tilbud, besluttede man fra FA`s side af, at takke pænt nej tak. Skulle man deltage, skulle det være med stærkest mulige mandskab, og altså ikke et kraftigt devalueret et af slagsen.

For arrangør landet Uruguay, var dette ikke bare en tilfældig turnering, det var simpelthen en turnering der død og pine skulle vindes. Det lille land, klemt inde mellem Brasilien og Argentina, havde haft problemer med at manifestere sig som en fodboldstormagt de senere år, og senest havde man misset VM 78, der jo ellers blev afviklet i militærdiktaturnabolandet Argentina. Det VM blev som bekendt vundet af arrangørlandet, hvilket bestemt ikke var noget man jublede over i Uruguay. Akkurat som i Argentina, havde Uruguay også i en årrække været en diktaturstat, men det forhindrede ikke den mildt sagt karismatiske FIFA præsident, brasilianske Joao Havelange (billede), i at overvære kampene i dette “Mini VM” sammen med den langtfra folkevalgte præsident for Uruguay, Jorge Videla, og indimellem sås tilmed USA`s udenrigsminister Henry Kissinger, så man kan sige, uanset om man bryder sig om det eller ej, at sport og politik i den grad blev mikset sammen – også dengang!

Hvis vi holder os til det sportslige omkring denne turnering, så må man set med de øjne, have glædet sig over at alle landene, med undtagelse af Holland, der som nævnt kom med på et sent tidspunkt, stillede med næsten alt hvad “remmer og tøj” kunne holde. De forsvarende verdensmestre Argentina (billede) kom således med cremen fra deres guldtriumf i skikkelse af bl.a. kaptajnen Daniel Passarella, VM topscoreren Mario Kempes, midtbanekreatøren Osvaldo Ardiles og den markante venstre back Alberto Tarantini. Udover VM 78 heltene, havde træner Menotti, endvidere udtaget flere af de bedste fra U 20 VM holdet året forinden, hvor naturligvis den nu 20 årige Diego Maradona, var spilleren alle talte om. Også Juan Barbas og angriberen og U 20 VM`s samlede topscorer, Ramon Diaz var blandt de udtagne. Argentina var klare favoritter, men også Brasilien stillede med kapable navne, heriblandt stjernerne Socrates, Eder, Junior og Toninho Cerezo. Desværre manglede man holdets 10èr profil Zico, som kort før turneringen var blevet skadet. Også Roberto Falcao fra Roma ville have pyntet, men den italienske klub tillod ham ikke at spille, men han fik dog lov til at rejse til Uruguay, dog som TV ekspert for italiensk TV. Tiltroen til Tele Santanas udvalgte var dog stærk trods de to afbud.

De forsvarende Europamestre fra Vesttyskland (billede) stillede bestemt også med stjernerne, hvor man især bør fremhæve Ballon dÒr vinderen både i 1980 og 81, Karl-Heinz Rummenigge. Også spillere som Manfred Kaltz, Horst Hrubesh og Rainer Bonhof m.fl. var velkendte i de flestes ører, og alle kendte til den ukuelige tyske vilje, som uanset hvor kampene afvikles, skal tages alvorligt. Man havde ikke kunnet få Bernd Schuster og Uli Stielke med til turneringen, da deres respektive klubber ikke tillod dette, men ikke desto mindre var det en stærk trup Jupp Derwall kunne mønstre. Det samme kunne man vist sige om Italien, der som bekendt vandt VM 1 1/2 år efter dette “Mini-VM”. Enzo Bearzot havde taget alt hvad han kunne skrabe sammen fra verdens stærkeste liga Serie A, og derfor kunne man nyde spillere som Giancarlo Antognoni, Gaetano Scirea, Bruno Conti og Marco Tardelli + den mulige debutant, den 21 årige Carlo Ancelotti. Desværre måtte man se bort fra keeperen Dino Zoff, og deres bedste spiller fra VM 2 år forinden, Paolo Rossi. Førstnævnte holdt en pause fra “Gli Azzuri” og havde overladt handskerne til Inters Bordon, og Rossi var på daværende tidspunkt i fodboldkarantæne efter en match fixing skandale. Bearzot var dog alligevel fortrøstningsfuld, for som nævnt blev Serie A regnet som verdens stærkeste liga, og holdet sprudlede af selvtillid.

Uruguay, som var tynget af folkets ekstreme forventninger, havde under ledelse af VM 50 guldtriumfens keeper, Roque Maspoli, været i træningslejr i knap 2 måneder op til denne turnering, og selvom man ikke regnede med at Maspoli og holdet ville blive skudt på torvet, eller sendt i en arbejdslejr, skal der ikke herske tvivl om det pres der hvilede på skuldrene af den gamle målmand. Nationens helt store helt, var den blot 21 årige midtbane kreatør, Ruben Paz, som til daglig tørnede ud for Penarol. De fleste i Uruguay vurderede ham som en bedre spiller, og et større talent end både Maradona og Zico, de to stjerner hos hver af naboerne, så det siger vist lidt om hysteriet ift. spillerne.

Paz (billedet sammen med Maradona) var brudt igennem som purung nogle år forinden, og udstyret med det prestigiøse 10 tal, havde han blot 8 landskampe på cvèt, inden denne turnering. Han var dog en kæmpe profil i den hjemlige liga, og sammen med midtbane terrieren Jorge Barrios samt angriberen med det karismatiske efternavn, Waldemar Victorino, var det primært spillerne som i hvert fald de europæiske deltagere på forhånd kendte til. Hele Uruguays mandskab spillede til daglig i den hjemlige liga, med undtagelse af forsvarskrumtappen Hugo de Leon, der spillede for brasilianske Gremio, og da Uruguay ikke havde kvalificeret sig til VM et par år forinden, var de en relativ ukendt størrelse.

De sidste gæster fra Europa, de dobbelte vice-verdensmestre fra Holland, havde derimod ikke sine største stjerner med. Man måtte se bort fra Johan Neeskens, Ruud Krol, Arie Haan, Rob Rensenbrink, Wim Suurbier og Wim Jansen, der af den ene eller anden årsag havde meldt forfald. Også træneren fra VM 78 mandskabet, østrigske Ernst Happel var væk, og var nu erstattet af den i den store offentlighed ukendte hollænder Jan Zwartkruis. Det skulle vise sig at de manglende forventninger til dette “Orange” mandskab var helt på plads, for holdet fik blot et enkelt point ud af anstrengelserne, og sluttede næstsidst, kun undergået af ligeledes skuffende Vesttyskland der tabte begge deres kampe.

Selve turneringen var bygget op i 2 grupper, med Uruguay, Holland og Italien i gruppe A, mens Argentina, Brasilien og Vesttyskland var placeret i gruppe B. Alle kampe blev afviklet på det stadion hvor Uruguay havde vundet historiens første VM finale tilbage i 1930, det enorme Estadio Centenario i Montevideo, og Uruguay lagde ud med at besejre Holland med 2-0, i en kamp hvor Paz var stærk, men alt i alt på en relativ billig baggrund. Næste kamp i gruppen stod mellem Italien og Uruguay, og igen vandt værterne med 2-0, i en kamp hvor temperamenterne brød ud i fuldt flor hos begge mandskaber. Efter 69 minutter røg hjemmeholdets Jose Moreira, og “Gli Azzuris” Antonio Cabrini i totterne på hinanden, og håndgemænget som det rent faktisk udviklede sig til, resulterede i et direkte rødt kort til dem begge. På det tidspunkt havde Julio Morales netop bragt Uruguay foran efter et tvivlsomt dømt straffespark, hvilket fik italienerne og i særdeleshed Cabrini helt op i det røde felt. Resten af kampen var decideret ond, og formentlig kun fordi kampen blev afviklet i Sydamerika, hvor grænsen for fysiske nærkampe er noget mere uklar end i Europa, skulle man helt hen til få minutter før tid, førend kampens tredje røde kort kom i anvendelse, denne gang overfor en ilter Marco Tardelli, som konstant brokkede sig til dommeren, og som også et par gange havde hakket Ruben Paz ned. Tardelli var sat på en direkte markeringsopgave overfor den vævre Paz, og det havde han mere end svært ved, hvilket bestemt ikke huede ham. Da Tardelli fik marchordre havde Victorino i øvrigt kort forinden scoret til kampens slutresultat 2-0, og dermed var Uruguay klar til finalen!

I den anden gruppe lagde favoritterne fra Argentina fra land, med en planmæssigt 2-1 sejr over Vesttyskland, men allerede i næste kamp stod de sydamerikanske giganter overfor hinanden. Maradona bragte sit hold i front efter en fornem dribletur, men brasserne fik lige efter pausen, udlignet ved Edevaldo, og nu kunne Socrates og CO selv afgøre om de ville i finalen, hvilket de skulle bruge en sejr på 1 mål mere end, hvad Argentina havde besejret tyskerne med. Men nu er Vesttyskland jo umiddelbart bare en nation der smider sig fladt ned, og selvom finaledeltagelsen var forduftet, havde Derwalls udvalgte æren at spille for. Det så man nu ikke meget til i en ensidig forestilling, hvor et sprudlende brasser hold totalt sad på tingene i de første 45 minutter, men eminent målmandsspil af Schumacher, holdt dem inde i kampen, og da Klaus Allofs scorede til 1-0 10 minutter inde i 2 halvleg, lurede sensationen. Brasserne lod sig dog ikke ryste, og på ca. 25 minutter scorede de 4 mål, det ene flottere end det andet, og var nu klar til finalen, som jo nu var en gentagelse af VM finalen fra 1950, hvor Uruguay sensationelt havde vundet på Maracana, så brasserne havde i den grad noget at hævne!

Finalen blev afviklet d. 10. januar 1981, og startopstillingerne var disse:
Uruguay: Rodriguez – Diogo, Olivera, De Leon, Martinez – Krasouski, De La Pena, Paz – Ramos, Victorino, Morales. Efter 36 minutter kom Barrios ind for en skadet De La Pena.
Brasilien: Leite – Edevaldo, Oscar, Luizinho, Junior – Batista, Cerezo, Isidoro – Tita, Socrates, Ze Sergio. Serginho kom ind for Tita efter 51 minutter og Eder kom på banen for Ze Sergio da der manglede 9 minutter.

Selve finalen blev en trist og særdeles taktisk præget forestilling, i hvert fald i de første 45 minutter. Begge lande var så panisk angste for at lide nederlag, at ingen tog unødige chancer, og begge holds profiler blev holdt i stram snor af modstanderne. Da 2 halvleg gik i gang, kom der noget mere gang i den. Det var Brasilien der begyndte at skrue tempoet op, og værterne så faktisk meget trætte ud på det tidspunkt, men efter en heldig aflevering fra Paz til en helt fri Barrios, var det alligevel Maspolis tropper der kunne bringe sig i front, og da defensiven er og var en af Uruguays fornemmeste dyder, frygtede mange neutrale tilskuere, at resten af kampen ville blive en taktisk omgang. Uruguay gik helt som ventet længere tilbage, og Barrios bed sig fast i Socrates, som det meste af turneringen spillede angriber, men ikke desto mindre var det den langlemmede psykiateruddannede brasser, som på et straffespark kunne udligne stillingen, da der var gået ca. 1 time af kampen.

Herefter bølgede det frem og tilbage, og mange regnede med at det ville blive forlænget spilletid, for med 10-12 minutter igen, skruede begge hold igen ned for “chamen”, og lod stille og roligt bolden køre rundt. Der var for meget risiko i at forsøge noget, og selv Socrates blev hevet ned i de bagerste rækker, hvor han med sin højde kunne heade boldene væk. Og så kom scoringen, der fik hovedparten af de 80.000 tilskuere flået op af sæderne, for med under 10 minutter igen, afleverede Paz en bold i dybden til den fremstormende Victorino, der med sit tredje mål i turneringen, både sendte guldet til sit land + gjorde sig selv til turneringens samlede topscorer. De sidste minutter bestod i planløse angreb fra et tydeligt frustreret brasser hold, der efterhånden som tiden gik, blev mere og mere modløse, og da den østrigske dommer Erick Linemayr fløjtede kampen af, sank de gul/blå grædende sammen, mens et helt land gik amok på Uruguays vegne. En gentagelse af resultatet fra VM finalen i 1950 var en realitet, og Maspoli blev hædret som en general der havde vundet en krig.

Festen ovenpå denne epokegørende sejr, varede i flere dage, og naturligvis dominerede finaleholdene det efterfølgende “Dream Team”, som blev udfærdiget pba. de karakterer som den enkelte landsholdsmanager, anfører og en official havde indleveret efter hver kamp. Dream team mandskabet kom til at se således ud: 
Målmand: Rodolfo Rodriquez (Uruguay)
Højre back: Edevaldo (Brasilien)
Central forsvar: Hugo de Leon (Uruguay)
Central forsvar: Gaetano Scirea (Italien)
Venstre back: Junior (Brasilien)
Defensiv midtbane: Toninho Cerezo (Brasilien) – samtidig kåret til turneringens bedste spiller!
Central midtbane: Ariek Krasouski (Uruguay)
Offensiv midtbane: Diego Maradona (Argentina)
Højre angriber: Socrates (Brasilien)
Central angriber: Waldemar Victorino (Uruguay)
Venstre angriber: Ruben Paz (Uruguay)

Et ikke helt ueffent mandskab kan man vist roligt konstatere, og blot navnene her, og de tidligere nævnte, understreger hvor seriøst denne 50 års VM jubilæums finale blevet taget, i hvert fald af de sydamerikanske nationer. FIFA lovede ved samme lejlighed, at en 100 års turnering, dvs. i 2030, vil finde sted, og igen vil det blive i Uruguay, og igen vil alle kampe finde sted på Estadio Centenario i Montevideo. Man kan så håbe at der til den tid, er demokrati i det på mange måder forpinte land, for selvom der i disse år er nogenlunde ro på tingene, og der rent faktisk er hvad de i hvert fald selv betegner som demokrati, så kan tingene som bekendt hurtigt vende i visse lande, ikke mindst når penge, politiske interesser og andet fnidder rodes ind i hinanden.

I øvrigt så kiksede Uruguay såmænd også kvalifikationen til VM 82, et VM hvor Italien som bekendt vandt guldet, og Brasilien folkets hjerter, men det hele er jo en helt anden historie 😉

Tak fordi du læste med – håber du er blevet underholdt, og om ikke andet så fik noget at vide du måske slet ikke vidste. Men en ting bør være sikkert, og det er at jeg vil ønske dig på genlæs 😉

Ps. og så kan vi jo sammen se frem til 100 års jubilæet allerede om 8 år!!!!

 

Msh. Torben Aakjær

KBH (DK) 12.02.22

 

Torben Aakjær