DE BLIVER YNGRE OG YNGRE!

En glohed eftermiddag tilbage i juli 2009, manglede der et omkring et kvarter, af opgøret mellem de forsvarende mestre Club Aurora og La Paz. Det var en kamp i den bedste bolivianske fodboldrække División de Fútbol Profesional, og hjemmeholdet foretog det som skulle gå hen og blive en historisk indskiftning. På banen kom nemlig den blot 12 årige Mauricio Baldivieso (billede), og dermed blev han, og er det i øvrigt stadigt, den yngste spiller på verdensplan, som har optrådt i et lands primære professionelle fodboldrække. Træneren der foretog denne på overfladen så dristige beslutning, hed Julio Baldievieso, og manden der som aktiv betragtes som en af Bolivias største profiler nogensinde, bl.a. med 85 landskampe + VM 94 deltagelse på CVèt, var ingen ringere end den 12 åriges far!

Det absurde stunt fik øjeblikkelig konsekvenser for både far og søn, idet klubbens bestyrelse ønskede dem smidt ud af klubben, for på den måde, som de proklamerede, at gøre grin med fodbold på seriøst plan både i klub- og på landsplan. Bevares den unge gut, der 3 dage senere fyldte 13 år, var da bestemt en fin spiller på klubbens U 14 mandskab, men at bruge sin magt som træner på den måde, var trods alt for meget mente ledelsen. Resultatet blev at både far og søn forlod klubben, og der skulle gå 2 år, før man igen hørte noget til den kontroversielle Baldivieso familie. I 2011 stod Club Aurora nemlig og manglede en kompetent træner som det hed sig, og efter gensidige undskyldninger og diverse forklaringer, blev farmand Julio på ny ansat som træner, og naturligvis havde han taget den nu 15 årige søn med. Det blev til 19 kampe og 3 mål fra Mauricio, inden parterne endnu engang skiltes, men denne gang dog i nogenlunde god ro og orden. Han turnerede i de kommende år rundt i forskellige småklubber, og fik endda 45 minutters U 20 landsholdsfodbold under U 20 VM i 2015, samme år hvor farmand pudsigt nok blev indsat som træner for nationens A landshold. Om de 2 ting havde noget med hinanden at gøre, melder historien intet om. I 2018 som blot 21 årig, blev han løst fra sin foreløbig sidste kontrakt i klubben Club Deportivo San José Oruro, og sidenhen har han efter sigende ikke sparket til en fodbold, i hvert fald ikke mens han fik løn for det.

Farmand Julios (billede) bjørnetjeneste må siges at have været fuldkommen.

Hvorfor så denne historie om en i den store offentlighed relativt ukendt sydamerikansk dreng? Jo fordi denne artikel omhandler spillere der kom tidligt frem, og om hvordan de sidenhen klarede den i fodboldens benhårde verden. Vi ser det sjældent i Danmark, altså at en spiller hypes fra han er helt ung teenager, men indimellem har der dog været tendenser hertil, hvor jeg bl.a. tænker på Michael Laudrup, der som 16 årig var på alles læber, og bestemt ikke kun i Danmark. Også Christian Eriksen kom tidligt frem, og tidligt ud, men ellers hører vi, eller rettere mainstream medierne, først om de primære unge spillere, når de er omkring 17-18 år. I den alder er de potentielt mest interessante spillere oftest milevidt fra dansk klubfodbold, hvilket illustreres af navne som Bendtner, Højbjerg, AC og førnævnte Eriksen + ganske få andre.

Hvad vi derimod lidt for ofte ser i Danmark, er brugen af begreber som “talenter”, “megatalenter”, “kometer” og videre i den dur, noget der slynges rundt i primært de tabloide medier, og ofte kan give udenforstående et grumset billede af virkeligheden.

Springer vi udenfor den danske sfære, ser vi dog ganske mange tilfælde, både af de gode som de dårlige, og føromtalte Baldivieso er langt fra den eneste, om end til dato den yngste på professionelt seniorplan trods alt. En faktisk endnu yngre spiller ved navn Eric Marshall (billede), fik i april sidste år sin “voksendebut”, da han spillede de første 80 minutter for sin liberiske klub FC Garou. Marshall var blot 11 år, men da klubben kun er placeret i sit lands 4 bedste række, tæller han ikke som yngste spiller, men det gør dog ikke vanviddet mindre. Vi kan endda hoppe endnu længere ned i alder, dog ikke for en spiller i aktion, men omkring den blot 7 årige Leonel Coira fra Argentina. Drengen som i daglig tale omtales som “Leo” blev i 2011 hentet til Real Madrid, efter at de rent faktisk havde kæmpet med FC Barcelona om knægten. Efter sigende skulle “Leo” være det tætteste man kunne komme på en Lionel Messi, selvom man udefra betragtet, godt nok må tænke sit om de scouts der har vurderet ham. Som 7 årig er man som bekendt milevidt fra teenagealderens kropslige udfordringer, man er end ikke tæt på færdigudviklet rent mentalt, og at blive hentet til et fjernt beliggende land, ganske vidst sammen med farmand som i første omgang rejste med til Madrid, i den alder tangerer på en god dag hvad jeg vil betegne som vanrøgt. Det virker ubegribeligt at en så velrenommeret klub, er villig til at hoppe med på den “galej”, men som det blev omtalt, så havde “ærkefjenden” fra Catalonien formentlig snuppet knægten, hvis ikke “Los Blancos” havde.

Her lidt over 10 år efter er det sidste man har hørt til ham, at han sidste sommer var med omkring Boca Juniors U 20 mandskab. Helt afskrive ham endnu, kan man selvsagt ikke, men personligt vil jeg da blive særdeles overrasket hvis den nu 18 årige argentiner kommer ret meget videre, end hvor han er nu.

Holder vi os nede i denne aldersgruppe, er det umuligt at se bort fra den hidtil yngste dreng, som har indgået en aftale med NIKE. I flere år var Neymar som blot 13 årig, den yngste i fodboldens verden, men så blev der indgået kontrakt med den nuværende Real Madrid spiller Rodrygo, da denne kun var 11 år, og de fleste regnede med at nu kunne, eller ville man ikke gå længere ned. Men jo det ville man, eller rettere det ville NIKE, for i januar sidste år, skrev den dengang blot 8 årige brasilianer Kauan Basile (billede), under på en 3 årig aftale, med option på yderligere 2, med det amerikanske sportsekviperingsfirma. Basile der til daglig spiller for Santos FC`s U 9 mandskab, havde overbevist NIKE`s repræsentanter under et større indendørs stævne, og herefter valgte man at indgå kontrakten, hvor også Adidas efter sigende lurede i kulissen.

Efter sigende skulle den klejne Basile være et teknisk vidunder udover det sædvanlige, og hvis det vurderes ud fra brasilianske termer, tænker man jo at han nok kan “lidt” med den lille runde. Han er jo nu i klubben hvor legenden over dem alle, Pele voksede op, og senere han har man også udviklet nok så kendte Neymar, blot for ligesom at sætte i relief hvilken klub vi taler om.

En af hovedårsagerne til indgåelsen af kontrakten er for at fastholde Basile i sin brasilianske klub. Selvom Santos som klub har tøjaftale med Umbro, så er det tilladt at indgå disse særaftaler, naturligvis når det er i klubbens interesse. Santos ved at de største aktører i europæisk fodbold løbende holder øje med hvad der udvikles af potentielt “guld” i klubben, og alene indenfor de senere år har man tjent styrtende på spillere som Neymar, Rodrygo, Barbosa, Robinho og Danilo m.fl., og det ønsker man selvsagt vedblive med. Som 8-9 årig kan enhver spiller jo, naturligvis når vedkommendes forældre har sagt god for det, rejse hvorhen man ønsker, og det endda kvit og frit for en udenlandsk klub. Med indgåelsen af kontrakten med NIKE, har Basile familien efter sigende forpligtiget sig til at holde knægten i Santos minimum til han runder 14 år. Hvad der sker til den tid, hvis ikke før, må vi jo så tage senere hen 😉
Men en ting er de mange absurd unge spillere, som reelt ikke er nået dertil endnu, som deres potentiale lagde op til, noget andet er så de, godt nok ikke så unge, som klarede det og gik hele vejen på hver sin måde. Det klareste eksempel er uden sammenligning Pele (billede), der som 15 årig debuterede for Santos i den bedste brasilianske række, og i øvrigt scorede 4 mål i sin debutkamp mod Corinthians. Han fik debut som 16 årig for Brasilien, og som de fleste nok ved, blev han verdensmester med sit land som 17 årig, hvor han bestemt ikke kun af navn, men helt sikkert af gavn spillede det første VM guld hjem til det fodboldtossede land. Han deltog i yderligere 3 VM slutrunder, hvoraf de 2 blev vundet, således at han kunne trække sig tilbage som 3-foldig verdensmester, en bedrift som måske aldrig bliver overgået. Udover trumferne med landet, vandt han også uhyggeligt mange titler med klubholdet Santos, heriblandt 2 x VM for klubhold, hvilket illustrerede at brasiliansk klubfodbold på Peles tid, ikke var som i dag.

Fra Pele debuterede frem til han smed støvlerne i New York Cosmos 19 år efter, var han hypet helt udover hvad man ellers kendte til på den tid. Det var hysteriske tilstande overalt hvor han bevægede sig, og alverdens radio og TV stationer skulle konstant have et eller andet med eller omkring Pele. Man så lidt af de samme hysteriske tendenser omkring George Best, Eusebio og Rivera, men i modsætning til Pele, startede det ikke da de blot var 15 år.

Alle ville snakke med ham, folk ville røre ved ham, og tilbage under VM 58 i Sverige, var det især pigerne der måtte røre ved den brasilianske teenager, og rygtet ville endda vide, at han smittede af!! Det var så absurd og nærmede sig kaotiske tilstande, når han, og reelt også resten af det stjernespækkede brasser hold mødte op til kampe, og både hans privatbolig hjemme i Sao Paolo, hvor han boede med sin familie, og de hoteller han og klub/landshold var på, blev decideret belejret af fans, medier og alle mulige andre mennesker. Heldigvis tør man næsten fristes til at sige, formåede Pele at overkomme det hele, og ikke nok med at han nærmest konstant i hele sin karriere, præsterede på absolut topplan, så lever han den dag i dag, hvor han i skrivende stund er 81 år. Det går stadig ikke stille af sig, når han en sjælden gang stiller op til eller andet fodbold arrangement, men man må tro han ligesom har lært at leve med den præmis, her 66 år efter at han første gang optrådte for Santos` bedste mandskab.

I årene efter Pele, dukkede flere helt unge spillere frem, men vi skal nok frem til hvor Diego Maradona fik sin debut for Argentina Juniors, 10 dage før sin 16 års fødselsdag. Hvad der skete for den trinde argentiner i årene derefter, overgik selv hysteriet omkring Pele. En medvirkende årsag var naturligvis at endnu flere nu havde fået TV, og alt hvad han foretog sig, både på og uden for banen, blev analyseret ned i mindste detalje. Som bekendt valgte han privat andre veje end Pele, men han formåede at holde sig på toppen i mange år, og undervejs være verdens dyreste spiller 2 gange + ikke mindst sikre Argentina VM titlen i 86. Hans tid i Napolis sydende heksekedel husker de fleste formentlig, og mentalt virkede han desværre aldrig så sund som Pele. Som bekendt døde han på tragisk vis allerede som 60 årig, og på den vis var en legende i sandhed fostret. I modsætning til f.eks. Pele, lod det dog til at hysteriet var som et slag drug for Maradona, han levede og døde vel nærmest af det kaos der tilsyneladende var omkring ham 24/7 – 365 dage om året!

Efter Maradona, har vi set en ligeledes 15 årig Sergio Agüero få debut i argentinsk fodbold, Wayne Rooney 1 år ældre i Premier League, og man må heller ikke overse Samuel Etoo`der kom til Real Madrid som 16 årig, og fra start blev hypet helt vildt. Alle 3 fik som bekendt en mildt sagt fornem karriere, men med al respekt kan det der også fulgte med, trods alt ikke sammenlignes med hverken Pele eller Maradonas.

Senere hen dukkede Messi frem, og efter hans debut som 16 årig i en venskabskamp, og især som 17 årig i en officiel kamp for FC Barcelona, blev der i tiden derefter skabt en fortælling som sjældent set. I Messis tilfælde var det hurtigt tydeligt at se, at vi her havde en spiller i samme liga som både Pele og Maradona, men Barcelona var dygtige til at skærme deres unge stjernefrø i de første år, og herefter tog han, eller rettere hans folk over. I modsætning til tidligere, har de ypperste spillere i dag et helt følge med sig, bestående af rådgivere, talsmænd og mediefolk til at tage trykket for spilleren. Et næsten samtidigt tilfælde, er helt klart da den dengang 13 årige Neymar blev inviteret til prøvetræning i Real Madrid. Før den lille spinkle spiller rejste over Atlanterhavet for at vise hvad han kunne, trissede han relativt ubemærket rundt for Santos`U 14 mandskab, men efter den efter sigende vellykkede prøvetræning, gik der ikke lang tid før hele verden kendte ham. NIKE indgik som tidligere nævnt kontrakt med ham netop da han var 13 år, faktisk omkring tidspunktet hvor han var i Spanien, og beløbet som tilfaldt spilleren var utrolige 105 millioner Dollars frem til 2022. Pga. eskapader udenfor banen blev kontrakten dog aldrig fuldendt, og sidenhen har den nu 30 årige brasser som bekendt indgået aftale med PUMA.

Neymars hidtidige karriere, i hvert fald udenfor banen, minder nok mere om Maradonas end Peles liv. Det er dog vigtigt at understrege at jeg ikke kender til misbrug af narko som Maradona jo var kendt for, men fester, evige skader og alverdens tøsebørn, rygklappere og andre forstyrrende elementer presser konstant den mentalt skrøbelige Neymar til bristepunktet. Selvom han bestemt har ageret på absolut verdensklasse niveau over flere omgang, har han trods aldrig nået de forventninger, som man næsten utopisk havde til ham tilbage i Santos tiden, og som gjorde at han i løbet af sin karriere indtil videre er blevet handlet for knap 360 millioner Dollars!

Omkring samtidig hvor Neymar brød igennem, dukkede som mange sikkert husker det, også en klejn gut ved navn Freddy Adu (billede) frem. Den lille teknisk betonede amerikaner, der blev født i Ghana i 89, fik allerede debut som 14 årig for DC United, og fluks var alle medier på ham. Definitionen på hysteri blev vel nærmest illustreret, efterhånden som han også begyndte at spille landskampe for USA. Han var undervejs med i hele 3 U 20 VM turneringer, bl.a. pudsigt nok i en kamp mod Argentina under U 20 VM i 2005. Argentina som senere hen vandt turneringen, tabte faktisk 0-1 til USA og Adu, men på det tabende hold kunne man i deres trup notere sig navne som bl.a. Agüero og Messi, begge 17 år dengang!

Adu røg uundgåeligt videre til europæisk fodbold, hvor Benfica købte ham i 2007. Herefter begyndte det ganske hurtigt at gå den forkerte vej, og efter yderligere 13 klubskifter, kunne han som 27 årig konstatere at han var klubløs. En episode som står i min klare erindring er tilbage fra slutningen af august 2008. Jeg sad på det idyllisk beliggende Stade des Alpes, hjemmebanen for Grenoble, og så Ligue One opgøret mellem hjemmeholdet og AS Monaco. Oprindelig var jeg på grund af mit job i HSV, til stede for at besigtige kroatiske Nikola Pokrivac, men det jeg husker bedst fra den kamp, er da gæsterne med 8 minutter igen foretager en udskiftning. Ud går en spiller ved navn Djamel Bakar, og ind kommer til de knap 20.000 tilskueres store glæde, en lille bitte mand ved navn Freddy Adu. Han kunne ikke nå at ændre på slutfacit 1-0 til Grenoble, men jeg fik da hans 8 minutters aktion med i min hukommelse, hvilket er pudsigt at tænke på senere hen, hvor det jo ikke gik som “Præsten havde spået”. Jeg må tilstå at jeg på daværende tidspunkt reelt ikke vidste han var startet i Monaco!

Hans niveau dalede i årene derefter hurtigere end “Mette mor” kan lire løgne af, eller hurtigere end man ser “Slagteren fra Ryadh kappe hoveder af” skifte mening, og selvom han i de efterfølgende år fik kortvarige, lavt betalte kontrakter med et par småklubber hist og her, valgte han at træde ud af den aktive karriere efter et mislykket ophold i den 3`de bedste svenske liga hos klubben Österlen FF. Det var sidste år, og i dag er han 32 år, velnæret af af mamse, og efter sigende ansat som en slags træner for en unavngiven amerikansk klub, men han ønsker ikke mere at være i rampelyset, hvilket man vel godt kan forstå, når man ser den utrolige deroute han har gennemlevet.

Rykker vi helt frem til en periode indenfor de senere år falder tanken uvægerligt på norske Martin Ødegaard. Den i dag 23 årige nordmand, brød igennem hjemme i sin norske klub Strømsgodset allerede da han var 15 år, men året forinden husker jeg tydeligt da jeg personligt så ham i aktion for første gang. Det var medio marts 2014, hvor jeg nu som ansat i Manchester United, var sendt til Grækenland, nærmere betegnet Patra, der er en havneby ud til det Ioniske hav. Her skulle U 17 landsholdene fra Grækenland, Tyrkiet, Polen og Norge duellere i en testturnering, og jeg skulle udelukkende besigtige denne nordmand. Han var 14 år gammel, og således i gennemsnit 2-3 år yngre end med- og modspillere, men der gik ikke mere end 5-10 minutter af hans første kamp mod Tyrkiet, førend det stod tindrende klart hvor stort et talent han var. Han kunne drible, løbe, aflevere og skyde som sjældent set i den alder, og selvom Norge tabte kampen, var den lysende profil klar Ødegaard. I næste kamp mod Polen stod han over med influenza, og jeg var rejst retur til Manchester, da Norges sidste kamp skulle finde sted.

Det blev en klar anbefaling fra mig, og vi fik ham hurtigt inviteret til AON training complex, i øvrigt som den første af flere større klubber. Han og hans far tog nærmest rundt på en turne i Europa, og som bekendt endte det med at Real Madrid formedelst 4,5 millioner Euro sikrede sig mega-talentet. Historien derefter kender de fleste, og selvom mange vil sige at det aldrig rigtig blev som forventet, så er det vist for tidligt endnu. Han er trods alt stadig kun 23 år, og har som bekendt kontrakt med en top 6 klub i Premier League, Arsenal – for hvem han spiller fast. Der kan ske meget endnu i den unge nordmands karriere, men jeg tror at alene pga. hans nationalitet, virker det til at hypen ikke når de højder man har set omkring de tidligere omtalte spillere.

Og så havde jeg nær glemt en drengen de betegnede som “Den nye Messi” – ja bevares dette klæbes jo på en del spillere, bl.a. kan jeg huske at man for nogle år siden omtalte navnkundige Emre Mor som “Tyrkiets Messi”. I dag er den tyrkisk-albanske Mor på vej mod de 25 år, og opholder sig i den tyrkiske klub Karagümrük, hvortil han er udlejet fra Celta Vigo, der desperat kæmper for at komme af med i hvert fald lønudgiften.

Men det er ikke Emre Mor jeg her vil slutte af med, det er i stedet en spiller som man i et noget så jordnært land som Belgien, faktisk døbte “Den nye Messi” i foråret 2014. Belgisk-italienske Pietro Tomaselli (billedet sammen med Totti), blev nemlig hypet helt ekstremt op i hans daværende klub Anderlecht, og AS Roma tog en hurtig beslutning, og lokkede den 9 årige dreng og hans forældre til Rom. Her blev forældrene installeret standsmæssigt, og drengen blev placeret på klubbens akademi. Siden gik glansen noget af knægten, der i sommeren 2021 pludselig stod uden kontrakt, indtil SPAL forbarmede sig, og hentede den nu 17 årige spiller ind på deres U 18 mandskab på en form for prøvekontrakt.

I skrivende stund er der ikke sket det store omkring Tomaselli, som her i foråret står noteret for 3 kampe på tilsammen 39 minutter, for klubbens U 18 hold. Endnu er prøvekontrakten ikke vekslet til en permanent en, men forlydender vil vide at en endelig beslutning tages når forårssæsonen er slut.

Next step?

Med disse ord, vil jeg takke af for denne gang. Endnu engang håber jeg at du har hygget dig med læsningen, måske er blevet en smule klogere, og om ikke andet så på genlæs ved en snarlig lejlighed 😉

Torben Aakjær
KBH (DK) 11.02.22