“DIE MANNSCHAFT” RUNDEDE 1000 LANDSKAMPE!

Tyskland er på alle måder en stormagt, både befolknings- og arealmæssigt, men også i fodboldens forstand, hvor de med 7 guldmedaljer i VM og EM sammenhæng, fordelt med henholdsvis 4 i VM og 3 i EM, overgår de fleste andre lande. Landet har fostret navne vi alle kender og nikker anerkendende til også udenfor fodboldens verden, hvilket illustreres af Albert Einstein, Marlene Dietrich, Boris Becker, Ludwig van Beethoven, Hugo Boss og Michael Schumacher, og det er landet hvis indbyggere har skabt og formet Adidas, Puma, AEG, Porsche, VW, BMW, Mercedes og Audi, for slet ikke at glemme Siemens, Lagerfeld, Boney M, Scorpions og Rammstein, med den aktuelt nok så omtalte forsanger Till Lindeman i front. Man er i stand til at skabe, forme og vedligeholde på øverste niveau.

Bayern München i særdeleshed, men også Borussia Mönchengladbach, Hamburger Sport-Verein og Borussia Dortmund har vundet utallige europæiske klubturneringer, ofte med en stamme af tyske spillere, og individuelt kan den store nation prale af Ballon dÒr vindende spillere som Franz Beckenbauer, Lothar Matthäus, Gerd Müller, Matthias Sammer og Karl-Heinz Rummenigge, ligesom alle tiders mest scorende spiller i VM historisk sammenhæng er Miroslav Klose, mens Gerd Müller måtte “nøjes” med topscorertitlen under VM 70.

Det er en nation fyldt med vindere, og landet er kendt for i fodboldmæssig sammenhæng aldrig at give op, kæmpe til sidste fløjt, besidde en nærmest umenneskelig vindervilje og ja kort sagt evne at holde hovedet koldt, når det brænder allermest på. Som den engelske VM 86 topscorer Gary Lineker engang så frejdigt udtalte “Football is a simple game. Twenty-two men chase a ball for 90 minutes and at the end, the Germans allways win.” Det er naturligvis en sandhed med visse modifikationer, men det er ikke helt ved siden af.

I forgårs spillede Tyskland så sin landskamp nr. 1000, hvilket er den oprindelige årsag til denne artikel, og modstanderen var Ukraine som på Wohninvest-Weserstadion i Bremen foran ca. 35.000 tilskuere, spilled 3-3 mod værterne, i det man kalder en venskabskamp. For god ordens skyld stillede det tyske hold op således (3-1-4-2): Kevin Trapp (Eintracht Frankfurt) – Nico Schlotterbeck (Borussia Dortmund), Mathias Ginter (SC Freiburg), Antonio Rüdiger (Real Madrid) – Joshua Kimmich (Bayern München) – Marius Wolf (Borussia Dortmund), Leon Goretzka (Bayern München), Julian Brandt (Borussia Dortmund), David Raum (RB Leipzig) – Leroy Sane (Bayern München), Nicklas Füllkrug (Werder Bremen). Undervejs i kampen kom disse spillere i aktion: Jonas Hofman (Borussia Mönchengladbach), Florian Wirtz (Bayer 04 Leverkusen), Jamal Musiala (Bayern München), Kai Havertz (Chelsea), Lukas Klostermann (RB Leipzig) og Benjamin Henrichs (RB Leipzig). De tyske mål blev scoret af: Joshua Kimmich (billede), Niklas Füllkrug og Kai Havertz.

For at sætte det store antal landskampe i relief som Tyskland har spillet, kan man til sammenligning nævne at det danske landshold f.eks. blot har spillet 875 kampe siden 1908, hvilket i øvrigt også var det år hvor Tyskland spillede sin første officielle landskamp. Landstræneren dengang hed Otto Nerz, og efter ham og den længst siddende Sepp Herberger, kom den mest vindende tyske landstræner i skikkelse af Helmut Schön (billedet sammen med Beckenbauer), der bl.a førte det fodboldgale land til både EM i 1972 og VM i 1974. Sidenhen har der incl. den nuværende Hansi Flick, været blot 8 trænere i spidsen for landsholdet, så i alt 11 trænere, hvor man i samme periode har haft 25 i Danmark.

Især 3 årtier står som særligt skelsættende i den tyske fodboldhistorie, startende med 70èrne, hvor nationen både vandt EM 72 og VM 74 + sluttede som 2èr i EM 76 og som nr. 3 i VM 70. 80èrne var bestemt heller ikke at kimse af med EM 80 guld, sølv til VM 82 og VM 86, samt 3/4 pladsen ved EM 88, og så kan man umuligt komme udenom 10èrne, hvor årtiet blev indledt med bronzen i VM 10, og ellers sikrede man sig guld ved VM 14, vandt Confederations Cup i 2017, samt opnåede bronze til både EM 12 og EM 16. På Ballon dÒr fronten er man naturligvis heller ikke helt bagud, illustreret ved at tyske spillere hele 25 gange har betrådt top 3 podiet, hvoraf 5 forskellige tilsammen har vundet den individuelle prestigefyldte titel 7 gange. Det er rekord sammen med Frankrig, og understreger at man både hold- og individualist mæssigt formår at skabe resultater.

Hvert årti har selvsagt sine store navne, hvilket jeg vil forsøge at kategorisere herunder, hvor hvert årti har har “fået tildelt” de 5 største individualister samt hvad nationen som land eller klub ellers har vundet.

50èrne:
Tyskland vinder VM 54
5 største navne: Helmut Rahn, Max Morlock, Fritz Walter, Hans Schäfer og Toni Turek

60èrne:
Borussia Dortmund vinder Europa Cup for Pokalvindere i 1965/66
Bayern München vinder Europa Cup for Pokalvindere i 1966/67
5 største navne: Uwe Seeler, Karl-Heinz Schnellinger, Franz Beckenbauer, Helmut Haller og Hans Tilkowski

70èrne:
Tyskland vinder VM 74
Tyskland vinder EM 72
Tyskland (Øst) vinder OL 76
Bayern München vinder Europa Cup for Mesterhold i 1973/74, 1974/75 og 1975/76
FC Magdeburg (Øst) vinder Europa Cup for Pokalvindere i 1976/77
Hamburger Sport-Verein vinder Europa Cup for Pokalvindere i 1976/77
Borussia Mönchengladbach vinder UEFA Cup i 1974/75 og 1978/79
Gerd Müller bliver topscorer til VM 70
Gerd Müller modtager Ballon dÒr i 1970
Franz Beckenbauer modtager Ballon dÒr i 1972 og 1976
Gerd Müller bliver topscorer til EM 72
Dieter Müller bliver topscorer til EM 76
5 største navne: Franz Beckenbauer, Gerd Müller, Sepp Maier, Wolfgang Overath og Günter Netzer

80èrne:
Tyskland vinder EM 80
Hamburger Sport-Verein vinder Europa Cup for Mesterhold i 1982/83
Eintracht Frankfurt vidner UEFA Cup i 1979/80
Bayer 04 Leverkusen vinder UEFA Cup i 1987/88
Karl-Heinz Rummenigge modtager Ballon dÒr i 1980 og 1981
Klaus Allofs bliver topscorer til EM 80
5 største navne: Lothar Matthäus, Karl-Heinz Rummenigge, Harald Schumacher, Pierre Littbarski og Uli Stielke

90èrne:
Tyskland vinder VM 90
Tyskland vinder EM 96
Borussia Dortmund vinder Champions League i 1996/97
Werder Bremen vinder Europa Cup for Pokalvindere i 1991/92
Bayern München vinder UEFA Cup i 1995/96
Schalke 04 vinder UEFA Cup i 1996/97
Lothar Matthäus modtager Ballond dÒr i 1990
Matthias Sammer modtager Ballon dÒr i 1996
Karl-Heinz Riedle bliver topscorer til EM 92
5 største navne: Lothar Matthäus, Rudi Völler, Jürgen Klinsmann, Jürgen Kohler og Andreas Brehme

00èrne:
Bayern München vinder Champions League i 2000/01
5 største navne: Oliver Kahn, Miroslav Klose, Michael Ballack, Bastian Schweinsteiger og Philip Lahm

10èrne:
Tyskland vinder VM 14
Bayern München vinder Champions League i 2012/13
Mario Gomez bliver topscorer til EM 12
5 største navne: Manuel Neuer, Toni Kroos, Lukas Podolski, Thomas Müller og Bastian Schweinsteiger

20èrne (foreløbig):
Bayern München vinder Champions League i 2019/20
Eintracht Frankfurt vinder Euro League i 2021/22
5 største navne: Toni Kroos (ikke aktiv på landsholdet), Antonio Rüdiger, Manuel Neuer, Joshua Kimmich og Thomas Müller

Subjektivt set vil jeg vurdere disse 10 spillere til navnemæssigt at være de største i tysk fodboldhistorie:
1. Franz Beckenbauer
2. Lothar Matthäus
3. Gerd Müller
4. Karl-Heinz Rummenigge
5. Fritz Walter
6. Philip Lahm
7. Günter Netzer
8. Helmut Rahn
9. Uwe Seeler
10.Miroslav Klose

Det er ikke nødvendigvis et udtryk for niveauet, men for deres generelle popularitet i den tyske befolkning.

Naturligvis, tør man næsten fristes til at sige, har Tyskland også fostret utallige store trænernavne, hvoraf de 4 VM vindende trænere i skikkelse af henholdsvis Sepp Herberger (VM 54), Helmut Schön (VM 74), Franz Beckenbauer (VM 90) og Joachim Löw (VM 14) nok først og fremmest bør nævnes, men også folk som Udo Lattek, Hennes Weisweiler, Jupp Derwall, Berti Vogts, Ottmar Hitzfeld, Felix Magath, Christoph Daum, Bernd Schuster, Jürgen Klopp, Otto Rehhagel og Jupp Heynckes bør i den grad omtales.

Kigger man tilbage på de største præstationer i landsholdssammenhæng, er det åbenlyst at omtale de 7 vindende VM/EM mandskaber, som så således ud som opført herunder.

VM 54 Vesttyskland – Ungarn 3-2 Helmut 2 og Max Morlock 1
Kampen der sidenhen er omtalt som “Miracle of Bern” fordi langt de fleste, ja vel selv tyskerne, forventede at de næsten uovervindelige ungarere ville løbe med sejren. Op til nederlaget i finalen, havde det fantastiske ungarske hold, kaldt “The Mighty Magyars” ikke tabt i 31 landskampe i streg, og i VM`s gruppespil, havde holdet gennempryglet selvsamme tyske mandskab med hele 8-3. Ungarn der havde utallige stjerner som bl.a. Nandor Hidegkuti, Sandor Kocsis og ikke mindst anføreren og en af historiens bedste spillere Ferenc Puskas m.fl., bragte sig da også foran både 1-0 og 2-0, men herefter overtog Sepp Herbergers mandskab kampen, og på 3 mål, det sidste få minutter før tid, lykkedes det at sikre den store nation sin første store fodboldtitel.
Vesttyskland stilledes således op (4-3-3): Toni Turek (Fortuna Düsseldorf) – Josep Posipal (HSV), Werner Liebrich (FC Kaiserslautern), Karl Mai (SPvgg Fürth), Werner Kohlmayer (FC Kaiserslautern) – Horst Eckel (FC Kaiserslautern), Fritz Walter (FC Kaierslautern), Max Morlock (FC Nürnberg) – Helmut Rahn (Rot-Weiss Essen), Ottmar Walter (FC Kaiserslautern), Hans Schäfer (FC Köln).

Kampen blev spillet i Bern på det forlængst nedrevne stadion Wankdorf Stadium, og det er set med nutidens briller naturligvis specielt at konstatere at der overhovedet ingen spillere er fra Bayern München. Der var dog en enkelt (Hans Bauer) i truppen, men i 50èrne var det ikke just den store sydtyske klub som styrede løjerne i landet, det var derimod klubber som FC Kaiserslautern, Hamburger Sport-Verein og Borussia Dortmund, og Bundesligaen var endda slet ikke formet endnu. Den gik først i gang ved sæsonen 1963/64, og indtil da spillede man regionale mesterskaber, hvor vinderne så mødtes til sidst i en finale om at kunne titulere sig tysk mester.

EM 72 Vesttyskland – Sovjetunionen 3-0 Gerd Müller 2 og Herbert Wimmer 1
Efter flere års titeltørke, lykkedes det omsider igen at vinde en stor landsholdstitel, og med et hold, som Belgiens store spiller Paul van Himst omtalte som det bedste mandskab han havde oplevet, var Helmut Schön godt i gang med at forme det mandskab, som et par år senere, triumferede i den helt ultimative turnering.
Holdet stillede således op i finalen (4-3-3): Sepp Maier (Bayern München) – Horst-Dieter Höttges (Werder Bremen), Franz Beckenbauer (Bayern München), Hans-Georg Schwarzenbeck (Bayern München), Paul Breitner (Bayern München) – Herbert Wimmer (Borussia Mönchengladbach), Günter Netzer (Borussia Mönchengladbach), Uli Hoeness (Bayern München) – Jupp Heynckes (Borussia Mönchengladbach), Gerd Müller (Bayern München), Erwin Kremers (Schalke 04).

Landstræneren stillede med et ganske ungt mandskab, hvor reserven Johannes Löhr (FC Köln) var ældste mand med sine 29 år, og 3 spillere på 20 år var i truppen i skikkelse af reserven Rainer Bonhof (Borussia Mönchengladbach) samt EM finalens startere Uli Hoeness og Paul Breitner. Fremtiden så i den grad lys ud for Vesttyskland, hvilket blev illustreret da Ballon dÒr trofæet blev uddelt senere samme år. Vinder blev Franz Beckenbauer, mens Gerd Müller og Günter Netzer måtte deles om 2 pladsen. Herudover fik også den unge Paul Breitner point i afstemningen. Det skortede ellers ikke på superstjerner i Europa der i starten af 70èrne, hvor man også kunne notere sig at navne som Johan Cruyff, Kazimierz Deyna, Eusebio og Bobby Moore m.fl., fik point.

VM 74 Vesttyskland – Holland 2-1 Paul Breitner 1 og Gerd Müller 1
Over 75.000 tilskuere på det Olympiske Stadion i München, var vidner til en intens spillet finale, hvor turneringens gennemgående vel nok bedst spillende hold i form af Holland, sprudlede i perioder, men til sidst blev overvundet med list, kynisme og vanlig tysk overlegenhed. “Orange” som det hollandske mandskab kærligt kaldes, havde i superstjerner som Johan Cruyff, Johan Neeskens og Ruud Krol m.fl. godt fat i Helmut Schöns ihærdigt kæmpende mandskab, men netop som mange troede at nu havde Holland udsigt til landets første VM titel, afgjorde “Der Bomber” alias tidens farligste angriber Gerd Müller det hele, og så hjalp det lige lidt at spil og chancer var i “Oranges” favør!
Vesttyskland havde dermed sikret sig deres anden VM titel, og det gjorde de med denne start 11èr (4-3-3): Sepp Maier (Bayern München) – Berti Vogts (Borussia Mönchengladbach), Hans-Georg Schwarzenbeck (Bayern München), Franz Beckenbauer (Bayern München), Paul Breitner (Bayern München) – Rainer Bonhof (Borussia Mönchengladbach), Wolfgang Overath (FC Köln), Uli Hoeness (Bayern München) – Jürgen Grabowski (Eintracht Frankfurt), Gerd Müller (Bayern München), Bernd Hölzenbein (Eintracht Frankfurt).

Berti Vogts erstattede Horst-Dieter Höttges, Rainer Bonhof erstattede Herbert Wimmer, Wolfgang Overath erstattede Günter Netzer, Jürgen Grabowski erstattede Jupp Heynckes mens Bernd Hölzenbein erstattede Erwin Kremers, og ellers var de resterende 6 spillere, gengangere fra EM finalen 2 år tidligere. Franz Beckenbauer måtte i Ballon dÒr afstemningen denne gang “nøjes” med 2 pladsen efter Johan Cruyff, mens Kazimierz Deyna snuppede 3 pladsen foran Paul Breitner på 4 pladsen. Herudover blev Gerd Müller nr. 7, Berti Vogts nr. 10, Sepp Maier nr. 15 og Rainer Bonhof og Uli Hoeness delte 19 pladsen sammen med 3 andre spillere.

En mindre pudsighed var at der i bedste italienske duelleren om pladsen som holdets playmaker, denne gang var skiftet ud på 10èr positionen ift. EM triumfen. Dengang var det den kontroversielle Günter Netzer, der i mellemtiden var skiftet til Real Madrid, der var holdets organisator. Nu måtte han nøjes med bænketjansen da Wolfgang Overath styrede løjerne. Begge var playmakere i absolut verdensklasse, og mange ønskede at se dem spille sammen, akkurat som man i Italien ønskede det i perioder med Sandro Mazzola og Gianni Rivera, eller i nyere tid med Alessandro Del Piero og Francesco Totti. Alle genier på en fodboldbane, og alle typer som man desværre ser sjældnere og sjældnere i moderne hvirvelvinds fodbold. Tysk fodbold har dog altid, i lighed med Italien, forsøgt at fostre typerne, som i nyere tid tæller navne som bl.a. Michael Ballack, Toni Kroos og helt nutidigt Kai Havertz, uden at nogen af dem dog placeringsmæssigt lå som fortidens, men playmaker egenskaberne besidder de alle.

EM 80 Vesttyskland – Belgien 2-1 Horst Hrubesh 2
Jupp Derwall havde kun Bernd Cullmann og Rainer Bonhof i sin trup tilbage fra de “glade 70ère, og nye unge navne som bl.a. den 19 årige Lothar Matthäus, den 22 årige Hansi Müller og den 1 år ældre Klaus Allofs, var spillere i en trup, der i lighed med da man sidst vandt EM, var ganske ung. Blot 2 spillere (Bernd Cullman på 30 år og Bernard Dietz på 32 år) var i 30èrne, og potentialet hos spillere som Karl-Heinz Rummenigge, Harald Schumacher, Karlheinz Förster og Real Madrids Uli Stielke var enormt.
Holdet stillede således op i finalen (5-3-2): Harald Schumacher (FC Köln) – Manfred Kaltz (HSV), Bernard Dietz (Schalke 04), Uli Stielke (Real Madrid), Karheinz Förster (VfB Stuttgart), Hans-Peter Briegel (FC Kaiserslautern) – Bernd Schuster (FC Köln), Hansi Müller (VfB Stuttgart), Karl-Heinz Rummenigge (Bayern München) – Horst Hrubesh (HSV), Klaus Allofs (Fortuna Düsseldorf). Undervejs i kampen blev Bernd Cullmann (FC Köln) indskiftet for Hans-Peter Briegel.

Det var 3`de finale i træk at Vesttyskland nåede helt frem til finalen, så suveræniteten på europæisk plan var tydelig. Det var holdet der gennemgående skulle dominere 80èrne i nærmest samme grad, som man så det i 70èrne, og stammen nåede således frem til VM finalen i både 1982 og 1986, ligesom det kom frem til semifinalerne i 1988, men man måtte vente til 90èrne, før der igen kom guld med hjem.

Ballon dòr trofæet dette år gik til Karl-Heinz Rummenigge med Bernd Schuster som 2èr (og Michel Platini som 3èr). Øvrige spillere fra EM triumfatorerne der opnåede Ballon dÒr point var Horst Hrubesh som nr. 6, Hansi Müller som nr. 8 og Manfred Kaltz som nr. 10.

VM 90 Vesttyskland – Argentina 1-0 Andreas Brehme 1
Nu var det nationens helt store helt Franz Beckenbauer, der stod i spidsen for de bedste spillere, og legenden der som aktiv havde ført landet frem til både EM og VM guld, var også træner da holdet 4 år tidligere tabte til netop Argentina i VM finalen. Revanche lysten var derfor enorm, og ja denne gang lykkedes det på det straffespark som Brehme eksekverede kort før tid, efter at Jürgen Klinsmann var blevet sparket ned i straffesparksfeltet.
Beckenbauers udvalgte stillede således op (5-3-2): Bodo Illgner (FC Köln) – Thomas Berthold (AS Roma), Guido Buchwald (VfB Stuttgart), Klaus Augenthaler (Bayern München), Jürgen Kohler (Bayern München), Andreas Brehme (Inter Milan) – Lothar Matthäus (Inter Milan), Thomas Hässler (FC Köln), Pierre Littbarski (FC Köln) – Rudi Völler (AS Roma), Jürgen Klinsmann (Inter Milan). Undervejs blev Stefan Reuter (Bayern München) indskiftet for Thomas Berthold.

Samme stadion (Stadio Olympico) som da holdet vandt EM 10 år tidligere, men ingen gengangere i start 11èren, dog var Lothar Matthäus som nævnt, med dengang. Nu var supermaskinen en veludviklet verdensklasse spiller, der med nummer 10 på ryggen, og anførerbindet om armen, var holdets erklærede superstjerne, og en spiller som af de fleste regnes som nationens næststørste navn nogensinde efter “Der Kaiser” – hans træner denne dag Franz Beckenbauer!

Ballon dÒr trofæet blev ikke overraskende tildelt netop Matthäus, med Andreas Brehme som 3èr (Salvatore Schillaci blev nr. 2). Herudover blev Jürgen Klinsman nr. 6, Guido Buchwald nr. 10 og Rudi Völler nr. 18 på pointlisten.

EM 96 Tyskland – Tjekkiet 2-1 Oliver Bierhoff 2
Samme nationer men nye navne, som 20 år tidligere bragede sammen i EM finalen. Dengang hed det Vesttyskland mod Tjekkoslovakiet, men murens fald og andre faktorer, havde betydet opdelinger og navneskift, men det vigtigste for tyskerne var at få revanche for det fatale nederlag dengang, og ja det fik de, nu under ledelse af Berti Vogts, der i netop EM 72 spillede som højre back, og således personligt må have følt storhed nu.
Tyskland stillede således op (5-3-2): Andreas Köpke (Eintracht Frankfurt) – Thomas Strunz (Bayern München), Marcus Babbel (Bayern München), Matthias Sammer (Borussia Dortmund), Thomas Helmer (Bayern München), Christian Ziege (Bayern München) – Dieter Eilts (Werder Bremen), Mehmet Scholl (Bayern München), Thomas Hässler (Karlsruher SC) – Jürgen Klinsmann (Bayern München), Stefan Kuntz (Besiktas). Undervejs blev Marco Bode (Werder Bremen) og Oliver Bierhoff (Udinese Calcio) indskiftet for henholdsvis Dieter Eilts og Mehmet Scholl.

Akkurat som da Vesttyskland vandt VM tilbage i 1974, kunne Bayern München mønstre hele 6 spillere i start 11èren, men bortset fra denne lighed, mente mange (herunder undertegnede) at det var det svageste mandskab Tyskland nogensinde har vundet en titel med. Lothar Matthäus var trods sine nu 35 år, stadig en enorm stjerne i det fodboldgale land, og han tørnede i 1996 ud for Bayern München. Efter VM et par år tidligere, havde han dog ikke været omkring landsholdet i særlig stor grad, men de fleste forventede alligevel at Berti Vogts ville tage den rutinerede spiller med til dette EM. Matthäus var dog ikke en type der var interesseret i at sidde på bænken, og kunne han ikke spille en hovedrolle for et hold, interesserede “projektet” ham simpelthen ikke. For at undgå for meget palaver i truppen, valgte Vogts således at holde stjernen ude, hvilket han op til EM blev kritiseret af i de tyske medier, men efter triumfen blev hyldet for!

Matthias Sammer der reelt havde afløst Matthäus som libero, fejrede omvendt den helt store succes, og den rødhårde elegantier der ellers primært spillede defensiv midtbane, kunne senere samme år modtage Ballon dÒr trofæet foran Ronaldo Nazario og Alan Shearer. Øvrige tyskere på pointlisten var som nr. 5 Jürgen Klinsmann, nr. 15 Andres Köpke og endelig som nr. 22 Christian Ziege.

VM 14 Tyskland – Argentina 1-0 Mario Götze 1
Ingen havde regnet med at der skulle gå hele 18 år, førend Tyskland igen kunne fejre en landsholdstriumf, men under Joachim Löw, lykkedes det omsider, og akkurat som da holdet sidst vandt VM i 1990, var modstanderen Argentina, nu med Lionel Messi som superstjerne, mod 90`s Diego Maradona, og igen med Tyskland som 1-0 vinder, nu i en overtids scoring af Mario Götze.
Tyskland stillede således op (4-3-3): Manuel Neuer (Bayern München) – Philip Lahm (Bayern München), Jerome Boateng (Bayern München), Mats Hummels (Borussia Dortmund), Benedikt Höwedes (Schalke 04) – Christoph Kramer (Borussia Mönchengladbach), Bastian Schweinsteiger (Bayern München), Toni Kroos (Bayern München) – Thomas Müller (Bayern München), Miroslav Klose (SS Lazio), Mesut Özil (Arsenal). Undervejs blev Andreas Schürrle (Chelsea), Mario Götze (Bayern München) og Per Mertesacker (Arsenal) indskiftet for henholdsvis Christoph Kramer, Miroslav Klose og Mesut Özil.

Efter 2 x bronze til de seneste VM turneringer + sølv og bronze til de seneste EM turneringer, var det i den grad en gylden generation anført af Schweinsteiger, Neuer og Kroos, der her kulminerede med det foreløbig 4`de VM guld, hvilket bragte dem op på siden af Italien, som Europas førende fodboldnation.

I Ballon dÒr afstemningen var Messi/Ronaldo kapløbet i fuld gang, og Manuel Neuer måtte derfor “nøjes” med 3`de pladsen, mens øvrige 5 holdkammerater (Thomas Müller nr. 5, Philip Lahm nr. 6, Toni Kroos nr. 9, Mario Götze nr. 15 og Bastian Schweinsteiger nr. 18) også fik point i den prestigefyldte afstemning.

CC 17 Tyskland – Chile 1-0 Lars Stindl 1
Joachim Löw benyttede denne turnering (Confederations Cup) til at afprøve såvel nye systemer, samt en masse nye yngre spillere, og helt efter “bogen” gik det hele op i en højere enhed. Store stjerner som bl.a. Neuer, Müller, Schweinsteiger og Kroos m.fl. var ikke med, og i stedet var den ældste spiller Lars Stindl på 28 år, mens nyere yngre navne som Joshua Kimmich, Leon Goretzka og Timo Werner sådan for alvor første gang “så dagens lys”. Anfører var Julian Draxler på bare 23 år, og blot een`spiller i start 11èren var fra Bayern München. Meget specielt og yderst sjældent kunne man notere sig at de 11 startere repræsenterede 11 forskellige klubber!
Startopstillingen (3-4-3) så således ud: Marc Andre`ter-Stegen (FC Barcelona) – Mathias Ginter (Borussia Dortmund), Antonio Rüdiger (AS Roma), Shkodran Mustafi (Arsenal) – Joshua Kimmich (Bayern München), Leon Goretzka (Schalke 04), Sebastian Rudy (TSG 1899 Hoffenheim), Kevin Hector (1 FC Köln) – Lars Stindl (Borussia Mönchengladbach), Timo Werner (RB Leipzig), Julian Draxler (PSG). Undervejs blev Emre Can (Liverpool) og Niklas Süle (TSG 1899 Hoffenheim) indskiftet for henholdsvis Timo Werner og Leon Goretzka.

Sejren er selvsagt på ingen måde nær så vigtig og prestigefyldt som EM, og overhovedet ikke i nærheden af et VM, hvilket afspejledes i dette års Ballon dÒr kåring, hvor de eneste tyskere som opnåede point var Toni Kroos og Mats Hummels som henholdsvis nummer 17 og 27, og ingen af dem var i nærheden af denne trup, som Löw belejligt brugte til at se bredden og naturligvis andre spillere an.

En (typisk) tysk fodboldspiller er personificeret ved indbegrebet af overlegenhed, fysisk styrke, en vis portion arrogance og fremfor alt vindervilje udover det sædvanlige. Disse særlige egenskaber bliver dyrket og forbedret fra de tyske drenge er helt små, og overalt i de over 300 regionale DFB centre trænes der mindst lige så meget i psyke, vilje og mentalitet, som der trænes i reelle fodboldmæssige egenskaber. Det er ikke på samme måde noget man f.eks. ser i den danske fodboldskole under DBU, hvor man nødigt dyrker individualisterne fremfor kollektivet (hør blot en håndfuld interviews med landholdsspillerne, så ved du hvad jeg mener), og (alt for) ofte er målet at vinde overskygget af vejen dertil, hvilket ikke mindst den nuværende landstræner ofte giver udtryk for. Dette er ikke som sådan ment som en kritik af den danske model, om end undertegnede langt fra er tilhænger af den, men mere et forsøg på nøgtern vurdering ift. f.eks. den tyske, som jeg i hvert fald i mine knap 4 år som ansat i Hamburger Sport-Verein, lærte at kende på godt og ondt.

Lidt for sjov, men bestemt seriøst ment her til sidst, vil jeg forsøge at kategorisere de største tyske navne i disse “kasser:”

Ekstra ordinært teknisk begavelse/skrøbelig psyke: 
Günter Netzer
Bernd Schuster
Sebastian Deisler
Stefan Effenberg

Vindervilje og leder på ypperste niveau:
Franz Beckenbauer
Lothar Matthäus
Philip Lahm

Arrogance udover det sædvanlige:
Franz Beckenbauer
Lothar Matthäus
Günter Netzer
Bernd Schuster
Klaus Augenthaler
Paul Breitner

Prototypen på en tysk kampmaskine:
Lothar Matthäus
Karl-Heinz Rummenigge
Jürgen Kohler

Soliditet på et unormalt højt niveau:
Hans-Georg Schwarzenbeck
Jürgen Kohler
Lothar Matthäus

Blandt historiens ypperste playmakere:
Günter Netzer
Bernd Schuster
Wolfgang Overath
Michael Ballack
Toni Kroos
Fritz Walter
Stefan Effenberg
Andre nævneværdige playmakere:
Mesut Özil
Thomas Hässler
Hansi Müller

Blandt historiens ypperste målkonger:
Gerd Müller
Miroslav Klose
Uwe Seeler
Andre nævneværdige målkonger:
Mario Gomez
Dieter Müller

Blandt historiens ypperste keepere:
Sepp Maier
Manuel Neuer
Oliver Kahn
Harald Schumacher
Andre nævneværdige keepere:
Jens Lehman
Toni Turek
Andreas Köpke
Bodo Illgner

Blandt historiens ypperste backer:
Philip Lahm
Berti Vogts
Paul Breitner
Karl-Heinz Schnellinger
Andre nævneværdige backer:
Manfred Kaltz
Hans-Peter Briegel
Josep Posipal
Andreas Brehme
Wolfgang Weber

Blandt historiens ypperste centrale forsvarsspillere:
Franz Beckenbauer
Jürgen Kohler
Uli Stielke
Karlheinz Förster
Mathias Sammer
Andre nævneværdige centrale forsvarsspillere:
Bernard Dietz
Per Mertesacker
Jerome Boateng
Mats Hummels
Horst-Dieter Höttges
Thomas Berthold
Klaus Augenthaler
Bernd Förster

Blandt historiens ypperste midtbanespillere:
Toni Kroos
Michael Ballack
Günter Netzer
Wolfgang Overath
Rainer Bonhof
Max Morlock
Bastian Schweinsteiger
Stefan Effenberg
Lothar Matthäus
Andre nævneværdige midtbanespillere:
Felix Magath
Thomas Hässler
Hansi Müller
Sami Khedira
Joshua Kimmich
Guido Buchwald
Olaf Thon
Ilkay Gündogan
Mehmet Scholl
Herbert Wimmer
Helmut Haller

Blandt historiens ypperste angribere/winger:
Gerd Müller
Miroslav Klose
Jürgen Klinsmann
Uli Hoeness
Jürgen Grabowski
Helmut Rahn
Thomas Müller
Karl-Heinz Rummenigge
Uwe Seeler
Andre nævneværdige angribere/winger:
Hans Schäfer
Klaus Allofs
Horst Hrubesh
Rudi Völler
Lukas Podolski
Pierre Littbarski
Ulf Kirsten
Klaus Fischer
Karl-Heinz Riedle
Bernd Hölzenbein

Med disse ord nåede jeg til vejs ende i dette “portræt” af 1000 kamps jubilaren Tyskland, et land mange enten elsker eller hader, men som de fleste i hvert fald har en holdning til, og en nation man i fodboldmæssig henseende altid skal tage alvorligt, for det gør tyskerne selv!

Tillykke Tyskland!

Tak fordi du læste med – og ja lige pludselig på genlæs 😉

Grado (IT) 15.06.23

Torben Aakjær