ALLSTAR GREAT BRITAIN (+IRLAND)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland eller i daglig tale blot omtalt som Storbritannien, er som bekendt et ørige beliggende ud for den franske kyst, og er omgivet at Atlanterhavet med Nordsøen mod øst, Den Engelske Kanal mod syd, og det Keltiske Hav mod syd og sydvest. Imellem Storbritannien og Irland ligger Det Irske hav. England er det største af de 4 konstituerende lande i Storbritannien, hvor deres befolkning udgør knap 85% af det samlede indbyggertal, hvilket svarer til omkring 57 millioner mennesker, eller omkring det samme som der bor i Italien, 8 millioner mindre end der bor i Frankrig og 22-23 millioner mindre end Tysklands befolkningsantal. Ligger man tallene sammen for hele Storbritannien, dvs. alle 4 lande – England, Skotland, Nordirland og Wales, kommer vi op på omkring 68 millioner mennesker.

De 4 nationer har tilsammen deltaget i ikke færre end 29 VM slutrunder + 17 EM slutrunder, hvoraf England med henholdsvis 16 og 11, ikke overraskende er markant i front, og det er da også England der med VM guldet tilbage i 1966, er den hidtil eneste vindende nation af de 4 derude i øriget – selvsagt også hvis man tager det femte land med, Irland, som jo ikke hører under Storbritannien. På Ballon dÒr området, har Storbritannien tilsammen haft 25 spillere på podiet, hvoraf de 7 har tronet øverst, og kigger man på klubberne, må man med en vis imponerethed konstatere at der tilsammen, har været ikke færre end 66 klubber i europæiske finaler, hvoraf de 35 er vundet.

Med alle disse tal og fakta in mente, kunne det være sjovt at sammensætte et ALLSTAR landshold fra Storbritannien, altså et fælles for de 4 lande set med historiske briller. Med al respekt for et nutidigt hold, vil jeg rent faktisk ikke kunne finde en eneste spiller, måske udover Andrew Robertson, som kunne klemme sig ind på et ellers rent engelsk hold, så det ville være knapt så interessant. Der er en anelse mere “konkurrence” hvis man kigger tilbage, selvom England naturligt nok er svært dominerende.

Rent faktisk har der været afviklet kampe med forskellige typer fælles landshold, hvor den første var tilbage i 1939. Her stillede et “ALL BRITISH” hold op i en kamp mod spillere fra den bedste engelske række, ja altså bestående af de spillere, der nu ikke var med på fællesholdet. Kampen blev afviklet på Goodison Park foranlediget af Røde Kors, og overskuddet fra kampen på fyrstelige 1.214,00 Pund gik ubeskåret til hjælpeorganisationen.

Der var dog det man tilbage under OL 1908 storladent stillede med et hold omtalt som “Great Britain”, som rent faktisk vandt guld den sommer, men selvom der principielt kunne være spillere med fra alle 4 lande, bestod holdet udelukkende af englændere. Det gentog sig 4 år senere, men efter uenighed med FIFA omkring begrebet professionalisme i fodboldsporten, lukkede man holdet ned.

Næste gang de 4 fodboldforbund fik stablet et fælles hold på benene, var så i 1947. Her var det en form for fejring af at “Home Nations”, dvs. de 4 nationer under Storbritannien, var retur i FIFA`s “fold”, efter at de havde været ude siden 1920. Kampen som blev kaldt “The match of the century”, blev afviklet på Hampden Park i Skotland, hvor op imod 137.000 tilskuere klemte sig sammen for at se de “hjemlige” stjerner overfor “Europa”.

Holdet udefra blev ledet af Karl Rappan fra Schweiz, manden der oprindelig havde opfundet forsvarsstilen “Catenaccio”, men desværre meldte næsten alle inviterede spillere, eller i hvert fald de største spillere, fra til kampen, så med al respekt for det som var tilbage, vil det være direkte løgn at påstå det var “cremen” af Europa der mødte op. Afbud fra store navne som bl.a. Fritz Walter, Toni Turek, Ugo Locatelli, Silvio Piola og Valentino Mazzola, devaluerede unægteligt det såkaldte europæiske mandskab, man ikke desto mindre blev det et tilløbsstykke for tilskuerne, som blandt de “hjemlige” spillere kunne nyde navne som bl.a. Stanley Matthews, Billy Liddell og Wilf Mannion m.fl.

Fra det europæiske hold var det vel den hollandske bomber Faas Wilkes, svenskerne Gunnar Nordahl og Gunnar Gren, samt danske Carl Aage Præst der var blandt de mest kendte. Denne gang gik overskuddet fra kampen direkte til FIFA`s dengang slunkne kasse, som ovenpå 2 Verdenskrig, og deraf manglende kampe rundt omkring især i Europa, havde lidt gevaldigt økonomisk.

Udover disse kampe har man senere hen i 1951, 1969 og senest i 1973 afviklet kampe med mere eller mindre blandet britiske mandskaber, men i nyere tid har det kun været sporadiske forsøg omkring OL, f.eks. til OL i 2012, hvor et mixet mandskab fra England og Wales stillede op som “Great Britain”, men totalt mixed har disse hold altså ikke været.

Men hvis vi nu i en fantasifuld kontekst skulle forsøge at opstille et “ALLSTAR” GREAT BRITAIN + Irland mandskab, hvordan skulle det så se ud? Ja det har jeg herunder forsøgt at pejle mig ind på, og så må det være op til læseren om man er enig eller ej, men herunder kommer i hvert fald mit bud. Jeg har valgt ud fra kriterier omkring den enkelte spiller, hvor jeg naturligvis har kigget på vedkommendes meritter på respektive landshold, men også på den enkeltes klubkarriere, så det er således en “helhedsvurdering” af hver enkelt spillers karriere, der gør at jeg har udvalgt/ikke udvalgt dem.

For god ordens skyld er spillerne valgt ud fra kvintetten England, Skotland, Wales, Nordirland og Irland.

Målmand: Gordon Banks (73 landskampe for England).
Primære klubber var Leicester City og Stoke City. Han vandt Liga Cuppen med begge klubber, samt VM med England i 1966 + opnåede bronze til EM 68. Blev kåret til verdens bedste keeper af FIFA i 1966, 1967, 1968, 1969, 1970 og 1971.
Her var jeg faktisk ikke så meget i tvivl. Verdensmesteren fra 1966, har med al respekt for de nærmeste konkurrenter, været dem alle pænt overlegne. Fantastisk i reaktioner, udstråling og mod, men man må konstatere at samtlige bejlere alle har været af høj kvalitet.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): Peter Shilton (England), Ray Clemence (England), Pat Jennings (Nordirland), Packie Bonner (Irland), Neville Southall (Wales) og David Seaman (England).

Højre back: Danny McGrain (62 landskampe for Skotland)
Spillede 17 sæsoner i Celtic Glasgow, med hvem han vandt 7 mesterskaber + et utal af andre trofæer. Blev i 70èrne regnet blandt verdens bedste højre backs, og var ofte på tale til en af de store engelske klubber, men ønskede ikke at forlade Celtic.
Med Phil Neal og verdensmesteren fra 1966 Cohen som hårdeste konkurrenter, valgte jeg alligevel den hårdføre skotte, som i årtier susede op og ned af Celtics højre sider, og og gang på gang slog præcise indlæg ind i feltet. Sjældent skadet, utrættelig, fysisk fantastisk og teknisk ikke helt ueffen, og så spillede han vel og mærke i skotsk fodbold da det var en god liga, og ikke som nu om dage hvor den ikke imponerer ret mange.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): Phil Neal (England), George Cohen (England), Gary Kelly (Irland), Bob Crompton (England), Chris Hughton (Irland), Roger Byrne (England), Eddie Hapgood (England), Gary Neville (England) og Jimmy Nicholl (Nordirland).

Central forsvar/styrende: Bobby Moore (108 landskampe for England)
Primære klubber var West Ham United og Fulham, og han vandt med den første både FA Cup samt Europa Cup for Pokalvinder trofæet, mens han med England kunne løfte VM pokalen i 1966 + være med til at opnå bronze til EM i 1968. Han blev kåret som nr. 2 i Ballon dÒr afstemningen i 1970 efter Gerd Müller.
Kaptajnen for “The Three Lions” da de vandt VM 66, er selvsagt selvskreven til et fælles mandskab, og her er da også tale om en af historiens stærkeste forsvarsspillere, hvor det måske kun er Franz Beckenbauer der overstråler ham, så det er i det leje man befinder sig omkring legenden Bobby Moore. Selvsikker, teknisk formidabel, hurtig og med et overblik som få, styrede han de britiske fodboldbaner i 60èrne og op i 70èrne.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): Billy Wright (England), Rio Ferdinand (England), John Terry (England), Emlyn Hughes (England), Alan Hansen (Skotland), Tony Adams (England), Phil Thompson (England), Paul McGrath (Irland) og Alex McLeisch (Skotland).

Central forsvar: David O`Leary (68 landskampe for Irland)
Spillede hele karrieren hos Arsenal, dog med et par sæsoner til sidst hos Leeds United, og han nåede 568 kampe alene i ligaen for Arsenal, med hvem han vandt 2 mesterskaber og 2 FA Cup trofæer + det løse. Var en nøglefigur på det irske hold, der nåede kvartfinalen til VM 90.
Stærk som en okse, stabil og en spiller der sjældent begik fejl, og med 772 kampe totalt for Arsenal, den spiller der til dato har spillet flest kampe for klubben, så i sandhed en legende hos “The Gunners”.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): Terry Butcher (England), Jack Charlton (England), Roy Aitken (Skotland), Mark Lawrenson (Irland), Willie Miller (Skotland), Norman Hunter (England) og Sol Campbell (England).

Venstre back: Ashley Cole (107 landskampe for England)
Primære klubber var Arsenal og Chelsea, med hvem han vandt tilsammen 3 mesterskaber + hele 7 FA Cup trofæer, og herudover var han med i 3 finaler i Champions League, hvoraf han var med til at vinde den ene med Chelsea i 11/12. 
Lille hurtig og teknisk stærk, og en af de sikre spillere på dette hold, i det han i sin storhedstid, ganske enkelt var i verdensklasse flere sæsoner i træk. Udtaget til ALLSTAR holdet i Premier League 4 gange.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): Denis Irwin (Irland), Stuart Pearce (England), Kenny Sansom (England), Sammy Nelson (Nordirland) og Ray Wilson (England).

Central defensiv midtbane: Roy Keane (67 landskampe for Irland)
Primære klubber var Nottingham Forest og Manchester United, hvor han med sidstnævnte klub vandt 7 mesterskaber, 4 FA Cup trofæer + Champions League trofæet i 98/99. Udtaget til ALLSTAR holdet i Premier League 5 gange.
En af de hårdeste men også spillemæssigt bedste defensive midtbanespillere i Europa i mange sæsoner, og en absolut topspiller for klub og land da han var bedst. Unik anfører der også kunne spille fodbold.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): Nobby Stiles (England), Paul Ince (England), Graeme Souness (Skotland), Danny Blanchflower (Nordirland) og Ronnie Whelan (Irland), Duncan Edwards (England), Ray Wilkins (England) og Paul Scholes (England).

Central midtbane: Bryan Robson (90 landskampe for England)
Primære klubber var West Bromwich Albion og Manchester United, hvor han hos United var med til at vinde Premier League 2 gange, FA Cuppen 3 gange samt Europa Cup for Pokalvinder trofæet. Han blev udtaget til ALLSTAR holdet i den bedste engelske liga 6 gange.
En uvurderlig vigtig spiller for klub og land i mange år, hvor han gik under kælenavnet “Captain Marvel”. Indpisker, målscorer og energisk som få, og en af de vigtigste spillere i Manchester Uniteds historie. Havde hård konkurrence fra især Billy Bremner, men valget faldt på Robson i den sidste ende, da han med al respekt for den iltre skotte, slet og ret var en bedre og mere komplet fodboldspiller.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): Billy Bremner (Skotland), Gary Speed (Wales); Peter Lorimer (Skotland), Ronnie Whelan (Irland), Alan Ball (England), Steven Gerrard (England), Frank Lampard (England), David Beckham (England) og Sammy Mcllroy (Nordirland).

Central offensiv midtbane: Sir Bobby Charlton (106 landskampe for England)
Spillede hovedparten af karrieren i Manchester United, hvor han opnåede hele 606 kampe og scorede 199 mål alene i liga sammenhæng. Er den eneste på holdet der er adlet Sir, og naturligvis en af de vigtige spillere da England vandt VM 66 og opnåede bronze til EM 68. Han modtog Ballon dÒr trofæet i 1966 + blev nr. 2 i samme afstemning i 1967 og 1968. Med Manchester United vandt han 3 mesterskaber, 1 FA Cup samt Europa Cup for Mesterholds trofæet i 1968, i øvrigt som den første engelske klub.
Det er umuligt at komme udenom engelsk fodbolds formentlig bedste spiller nogensinde, så valget her var uhyre enkelt! En elegant, letløbende men også fightende offensiv midtbane, der både kunne bruges på kanten, som 10ér eller helt fremme. Scorede mange mål og lagde op til endnu flere, og var nøglespilleren for klub og land i mange år.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): Paul Gascoigne (England), David Platt (England); Ron Flowers (England), Glenn Hoddle (England), Sir Trevor Brooking (England), Liam Brady (Irland) og Chris Waddle (England).

Angriber højre side: George Best (37 landskampe for Nordirland)
Det var altovervejende Manchester United denne unikke spiller tørnede ud for, hvor det blev til 361 kampe og 137 mål i ligasammenhæng. Han var med til at vinde et par mesterskaber + naturligvis Europa Cup for Mesterholds trofæet i 1968, hvor han sammen med Charlton var de helt store profiler. Vinder af Ballon dÒr trofæet i 1968 og nr. 3 i samme afstemning i 1971.
Kunne det hele teknisk, og havde hans hoved fuldt med hans ben, havde han været en spiller i samme lag som Pele, Maradona og Cruyff. Mange mener endda han var en endnu bedre fodboldspiller end dem, og faktum er da også at han var langt foran sin tid, når han driblede forbi modspillerne som var de kegler.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): Steve McManaman (England), Steve Coppell (England), Gareth Bale (Wales) og Damien Duff (Irland).

Angriber centralt: Gary Lineker (80 landskampe for England)
Tørnede primært ud for klubberne Tottenham Hotspor, Leicester City og FC Barcelona, og var med til at vinde Europa Cup for Pokalvinder trofæet med den spanske klub i 88/89. Han blev VM topscorer i 1986, og samme år opnåede han en placering som nr. 2 i Ballon dÒr afstemningen. 
Den farlige angriber som var ved at bringe England helt til tops i 1986, er valgt foran mange utrolig stærke spillere. Nogen har scoret flere mål end ham, andre har vundet mere, og nogle helt tredje var muligvis bedre fodboldspillere, men VM topscorer titlen i 1986, samt hans 48 mål for England i 80 landskampe kvalificerer ham til dette hold efter min mening.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): John Charles (Wales), Denis Law (Skotland), Ian Rush (Wales), Wayne Rooney (England), Stanley Matthews (England), Geoff Hurst (England), Tony Woodcock (England), Johnny Haynes (England), Alan Shearer (England), Kenny Dalglish (Skotland), Jimmy Greaves (England), John Aldridge (Irland), Roger Hunt (England), Frank Stapleton (Irland), Michael Owen (England), Trevor Francis (England), Ally McCoist (Skotland) og Robbie Keane (Irland).

Angriber venstre side: Kevin Keegan (63 landskampe for England)
Primære klubber var Scunthorpe, Liverpool og HSV, og han var med til at vinde 3 mesterskaber med Liverpool og 1 med HSV, ligesom han var med til at sikre Liverpool Europa Cup for Mesterholds trofæet i 76/77, som var klubbens første af slagsen. På det personlige plan modtog han som eneste britiske spiller nogensinde Ballon dÒr trofæet 2 gange både i 1978 og 1979.
Alene det faktum at manden har modtaget Ballon dÒr trofæet 2 gange, retfærdiggør jo udtagelsen til dette hold, da det ikke har været andre britiske spillere forundt. Bortset fra det, var “The Mighty Mouse” en utrolig stærk angriber, der kunne spille på kanterne eller helt fremme, og i hans storhedstid i 70èrne, var han i flere sæsoner i absolut verdensklasse.
Relevante bejlere (tilfældig rækkefølge): Ryan Giggs (Wales) og John Barnes (England).

3 verdensmestre, 1 VM topscorer, 3 Ballon dÒr vindere og masser af øvrige flotte trofæer er ikke helt skidt må man sige, så man kan vist roligt konkludere at de 11 sammenbragte spillere, i hvert fald hver for sig, er absolutte topnavne, og mon ikke så dygtige spillere kunne fungere sammen som hold, det må man næsten tro.

Opstillet i system ville det se således ud: 

Det var mit bud på et ALLSTAR GREAT BRITAIN + Irland team, og med undtagelse af få pladser, kunne holdet da sagtens se ud på andre måder, men alt afhænger jo af øjnene der ser, eller i nogle tilfælde læser, og det her er altså mit bud.

Tak fordi du læste med, jeg håber du er blevet underholdt, og ja lige pludselig på genlæs 😉

KBH (DK) 17.10.23

Torben Aakjær