SKØNNE SPILDTE KRÆFTER!

Ravel Morrison var blot 15 år, da Sir Alex Ferguson trak ham til side på Manchester Uniteds AON Training Complex, og overfor Rio Ferdinand og Ryan Giggs, erklærede at denne unge spillers potentiale, var det største han hidtil havde set i sine mange år i klubben!

Sir Alex havde havde med stor tilfredshed overværet klubbens U 17 mandskabs seneste håndfuld kampe, og blandt de mange fine spillere, havde især midtbanespilleren Morrison skinnet igennem. Den vævre spillers bevægelses mønstre mindede om en kombination af Giggs` overlegne tyngdepunkt, Scholes`pasningsevner og Ronaldos speed på de første meter, og med mindre knægten løb ind i en grim skade, kunne hverken Sir Alex, U 17 holdets træner, Paul McGuinness, eller andre i klubben, forestille sig andet, end at man her rådede over en fremtidig stjerne på klubbens bedste mandskab.

Kort tid efter blev Morrison udtaget til det engelske U 16 landshold, og selvom han her nu kæmpede sammen med navne som Sterling, John Stones og James Ward-Prowse m.fl., udmærkede Morrison sig markant som årgang 93/94`s bedste spiller, og langsomt men sikkert begyndte også folk uden for United, at lære navnet og spilleren at kende.

Morrison blev født i februar 1993, og boede i sine yngste år i det sydlige Manchester, i boligområdet Wythenshawe, hvor bl.a. også Jason Orange fra Take That, den tidligere sværvægts verdensmester i boksning, Tyson Fury, samt den nuværende angrebsstjerne for United, Markus Rashford, er vokset op. Området, hvor der bor mellem 48-50.000 mennesker, er kendt og berygtet for svær kriminalitet, og bestemt ikke egnet til børn og unge mennesker. Men ikke desto mindre, var det her den lille Morrison boede frem til han som 11 årig, blev fjernet fra et dysfunktionelt hjem, og placeret hos sine bedsteforældre, der boede nogle kilometer derfra, i området Denton.

Desværre beholdt Morrison sine venner fra Wythenshawe, og allerede da han var 15 år, havde han både været sigtet for trusler om vold overfor sin mor, været varetægtsfængslet pga. at han blev stoppet i en bil sammen med 3 andre, hvori der blev fundet både narko og skydevåben, samt et par slagsmål med andre unge, i noget der til forveksling mindede om bande opgør.

Manchester Uniteds ledelse var vidende om det meste, og Morrison fik tilknyttet en slags kontaktperson i klubben, nemlig den daværende akademi chef, Derek Langley, som på daglig basis skulle rapportere til Sir Alex, både om hvordan han præsterede i klubben, men også om hvad den unge fyr foretog sig efter træning.

Jeg har rejst en del med Derek, da jeg arbejdede som scout i klubben, og selvom han selvsagt ikke ønsker at fortælle alt hvad han kendte til omkring Ravel, så var det bestemt ikke småting jeg fik åbenbaret. Det var Derek og den daværende chef scout, Geoff Watson, der tilbage i 2000 opdagede danske Mads Timm, og det var samme Derek, der i 89-90 fulgte David Beckham, da denne spillede i den lille London klub, Brimsdown Rovers. Ligedeledes var Derek og for så vidt også Watson, med hele vejen i forløbet om at få Cristiano Ronaldo fra Sporting Lissabon til United, så jeg var aldrig i tvivl om at Derek var en person, som Sir Alex i den grad stolede på.

En af de historier som Derek fortalte, var da Ravel var 14 år, og hvor Derek måtte hente en brødbetynget knægt på en politi station i Manchester. Ravel havde været med i et større slagsmål med nogle jævnaldrende, hvorunder han bl.a. havde brækket næsen på en af modstanderne, samt smadret en andens kraveben. Hverken Ravels mor eller hans bedsteforældre, mødte op på politistationen, hvorfor Derek blev kontaktet, og den næste uges tid, boede Ravel hjemme hos Derek og hans kone, blot et par kilometer fra AON trænings anlægget.

Ravel blev aldrig sigtet i de alvorlige anklager, da ingen ønskede at sladre, og dermed slap han med skrækken, for havde det udmøntet sig i en dom, også selvom han stadig blot var 14 år, herskede der ingen tvivl om at han var blevet ekskluderet fra klubben.

I 2011 spillede U 17 holdet sig frem til den særdeles prestige fyldte FA Youth Cup, hvor modstanderen var Sheffield United, med bl.a. Harry Maguire i forsvaret. United havde et utroligt talentfuldt mandskab, og træner McGuinness kunne bl.a. stille med spillere som Pogba, Michael Keane, Jesse Lingard og naturligvis Morrison. Over to kampe vandt United samlet 6-2, og den altoverskyggende stjerne i de to kampe, var klart Morrison, der på en 3-mands midtbane, bestående af ham selv, Pogba samt Ryan Tunnicliffe, totalt udraderede al modstand, og undervejs scorede Morrison et par flotte mål, samt lagde op til yderligere to. Efter den præstation var det kun et spørgsmål om tid, førend han blev rykket i U 23 truppen, eller måske direkte op på 1 holdet.

Efter de to finale kampe, udtalte den tidligere mangeårige United spiller, Paddy Crerand, at Morrisons potentiale i hans øjne var større end selveste Georges Best, da denne brød igennem i klubben tilbage i midt 60èrne. Best havde i øvrigt også været med til at vinde FA Youth Cup finalen tilbage i 64 som United spiller.

Da Morrison og holdkammeraterne vandt denne FA Youth Cup, havde både han og Pogba rent faktisk allerede haft debut på klubbens bedste mandskab. Det var dog ikke i Premier League, men derimod i Liga Cup turneringen, og som 17 årig fik han tilbudt en lukrativ 3-årig kontrakt, som dog aldrig skulle blive fuldendt.

Han spillede nu på klubbens U 23 mandskab, hvor holdkammeraterne hed Danny Drinkwater, Paul Pogba, Jesse Lingaard, Michael Keane, Tom Cleverley og tvillingerne Fabio og Rafael m.fl., og han var konstant blandt de bedste, trods at han blot var 17 år. Naturligvis trænede de bedste af U 23 spillerne også med hos 1 holdet, så Sir Alex havde nu første hånds kendskab til sin juvel, som han dog ikke ville bringe for tidligt i spil, akkurat som han i tidernes morgen havde skånet først Ryan Giggs og senere hen David Beckham, til han vurderede de også mentalt var klar til den hurlumhej der uvilkårligt følger med, når først man har spillet i Premier League, ikke mindst når man er et ungt talent i en Manchester United trøje.

Morrison kæmpede og fightede det bedste han havde lært på trænings anlægget, men når han havde fri, fortsatte han desværre sine mindre heldige eskapader, og indenfor få måneder blev han sigtet i flere sager. Først havde han efter sigende betalt i omegnen af 10.000 pund til en lejemorder, så denne kunne aflive hans kæreste, dernæst truede han samme kæreste med at kaste syre i hendes ansigt. Han blev arresteret en sen aften, da han kom med homofobiske tilråb til et homoseksuelt par, og han fortsatte denne homofobi, da han lagde flere opslag op på sin Twitter konto om samme problematik. Endelig blev han på et tidspunkt sigtet for at have truet vidner i en sag, hvor han efter sigende skulle have slået en jævnaldrende fyr ned på et diskotek.

Han fik undervejs både en betinget dom, + måtte betale bøder i andre tilfælde, og langsomt men sikkert, begyndte tålmodigheden med den super talentfulde fyr, at slippe op i Uniteds ledelse. Sir Alex var vidende om alt hvad Ravel foretog sig, eller rettere, alt hvad der kom Derek Langley og/eller klubben for øre, og møde på møde blev afholdt med den unge mand, der hver gang lovede bod og bedring.

I starten af 2012 gik det dog helt galt, for efter en aften træning med U 23 mandskabet, blev det udmeldt at 8-10 af truppens spillere havde fået stjålet alt lige fra deres mobiltelefoner, halskæder samt diverse andre personlige effekter, og da man efterfølgende opsatte skjult kamera, blev Morrison opserveret, alt imens han rodede rundt i en af sine holdkammeraters tasker. Han var, under påskud af et toiletbesøg, åbenbart lusket tilbage til omklædnings-rummet, hvor han således havde “frit lejde”.

Dagen efter blev han kaldt op på Sir Alex Fergusons kontor, hvor også Derek Langley samt klubbens advokat, var til stede, og på under 5 minutter, blev den igangværende kontrakt revet i stykker, og Ravel blev ekskluderet fra klubben, samt politianmeldt.

Dermed var han definitivt færdig som Manchester United spiller, og mange troede egentlig at han nu også var færdig som fodboldspiller på blot nogenlunde niveau, men få uger efter kunne West Ham meddele at man havde indgået en kontrakt med den mildt sagt kontroversielle spiller. West Hams træner, Sam Allardyce, havde efter forlydende haft flere møder med Sir Alex Ferguson, inden denne kontrakt indgåelse, så man må formode at der har været “tonet rent flag”, og det var da heller ikke bare at “smide guld på gaden”, for selvom kontrakten som tidligere omtalt, var revet itu, havde man åbenbart sikret sig på forhånd, og således måtte West Ham betale 25.000 pund for hver kamp som Morrison spillede for dem i Premier League.

Blot en måned efter at han var startet i West Ham, blev han fotograferet, kørende i sin åbne Ferrari, iført en Arsenal trøje, og man kan næsten sige sig selv, at billedet, der selvsagt blev flittigt delt på de sociale medier, og sidenhen dukkede op i de trykte medier, ikke just vakte begejstring hverken hos klubbens fans, eller ledelsen for den sags skyld.

Efterfølgende måtte en brødbetynget (eller sådan så han i hvert fald ud..!) Morrison, gå ud offentligt og undskylde sit stunt, som efter sigende var en joke i forhold til nogle venner, og på ingen måde betød at han var fan af Arsenal.

Det blev til 18 kampe i Englands bedste række, og udover løn, kostede det således West Ham 450.000 pund, at have Morrison i klubben + det mindre beløb, man havde betalt United ifb. med skiftet. Det vil dog være synd at påstå at den talentfulde spiller på noget tidspunkt blev en succes i London, og undervejs i de 3 år han var på kontrakt, blev han da også udlejet til 3 forskellige klubber, først Birmingham, herefter QPR og til sidst i Cardiff, og i 2015 kunne han transferfrit skifte til den italienske klub, SS Lazio, hvor man forventede sig en hel del af den nu 22 årige englænder med rødder i Jamaica.

I den italienske hovedstads klub, havde man tidligere haft særdeles kontroversielle typer som f.eks. Paul Gascoigne og Paulo Di Canio, og man var overbevist om at man godt kunne tøjle Morrison, der blev installeret i en 300 kvadratmeter stor lejlighed i Roms centrum, i øvrigt i samme opgang som klubbens assistenttræner boede, sikkert så man i bedste “barnepigestil” kunne holde lidt øje med deres “enfant terrible”.

Det var nu ikke decideret fordi han lavede ballede i sin tid i Rom, men i et par tilfælde blev han idømt heftige bøder, for under påskud at at være skadet, meldte fra til træning, og i stedet fløj til London og Manchester, hvor han løbende deltog i indendørs 5 mands stævner med barndoms vennerne. Her var han selvsagt signifikant bedre end både med og modspillere, og ikke overraskende rygtedes det at han deltog i disse private arrangementer, og et billede af ham i en indendørs hal, ramte forsiderne af de 3 landsdækkende sports aviser i Italien.

Han nåede blot af spille en lille håndfuld kampe i Serie A, og da QPR kom på banen i 2017, lod Lazio ham gladeligt smutte til London. Kort tid efter rejste han til Mexico, hvor han i en periode optrådte for klubben Atlas, og i 2019 kunne man pludselig læse at han havde indgået en korttids kontrakt med Allsvenskan klubben, Østersund.

Han havde trænet med den svenske klub henover vinteren 18/19, og var også med på klubbens træningstur til Marbella i februar 2019, hvor han åbenbart overbeviste sin nye arbejdsgiver, om at smide penge i projektet.

Efter blot 6 kampe og efter sigende en glimrende indtægt, blev parterne enige om at skilles, da sommeren nærmede sig, og netop som han troede han skulle på et par måneders rygsæk tur i Nepal, kom den nyoprykkede Premier League klub, Sheffield United på banen med et tilbud, som han ikke kunne afslå. Klubbens manager, Chris Wilder, valgte overfor sin klubledelse, at tage personligt ansvar for Morrison, og efter lange forhandlinger blev der indgået en 1-årig aftale, efter sigende med utallige udtrædelses klausuler, såfremt spilleren skulle dumme sig i sin fritid.

Og så når vi frem til nutiden, for selvom det vil være synd at påstå at han har været en bragende succes i sin nye klub, så træner og opfører han sig efter forlydender, eksemplarisk. Det er dog kun blevet til en enkelt kamp tilbage i august, hvor han fik de sidste 12 minutter i Premier League opgøret mod Leicester. Herudover har han medvirket i to kamp i Liga Cuppen, hvor det er blevet til fuld spilletid.

Udover den ene kamp mod Leicester, har han blot været med på bænken yderligere en kamp, og ellers har han overhovedet ikke været udtaget, da han løbende har kæmpet med småskader og dårlig form, men træner staben i klubben udtaler at man overordnet er tilfredse med deres investering, og at man forventer at han bliver fast mand forhåbentlig inden årsskiftet.

Ravel Morrison er i dag en 26 årig mand, som efter 8 år som senior spiller, står noteret for blot 19 kampe i en primær liga, fordelt med 18 for West Ham, og altså en enkelt for Sheffield United. Han har spillet på det engelske U 16, U 17, U 18 og U 21 landshold, og han har været i 9 forskellige klubber fordelt på 5 lande, og han risikerer nu at stå uden kontrakt som 27 årig, med mindre han for alvor imponerer i sin nuværende klub.

For hvem vil overhovedet røre ham med så meget som en “ildtang” til næste sommer, såfremt han ikke kan genfinde blot glimt at sit ekstra ordinære talent, og hvem tør tage chancen med hans specielle personlighed, hvor han åbenbart ikke kan holde sig fra problemer i privatlivet, selvom det dog er blevet bedre efter hans ophold i Italien.

Det er selvsagt ikke til at sige, men enhver der har set Morrison som ungdomsspiller i United, vil begræde de fatale beslutninger manden sidenhen har taget. Personligt husker jeg ham udmærket fra trænings anlægget, fra da jeg arbejdede i klubben, og jeg erindrer tydeligt at alle talte om dette mega talent. Ikke mindst hans daværende træner på U 17 mandskabet, Paul McGuinness, der var i United i knap 16 år, og siden han blev ansvarlig for U 17 holdet tilbage i 2005. McGuiness har trænet adskillelige spillere, hvoraf flere af dem var endog særdeles talentfulde som teenagere. Selv fremhæver han navne som Rodrigo Possebon, Adnan Januzaj, Paul Pogba, Danny Welbeck, Tom Cleverley, James Wilson og Markus Rashford som spillere, der særligt imponerede ham.

Men ingen nåede Ravel Morrison til bæltestedet, som Paul understregede, da vi på et tidspunkt sidder i klubbens cafeteria, og diskuterer netop det emne med andre trænere i klubben. Ravel var sindsyg hurtig med eller uden bold, hans teknik var eminent, hans vendinger unaturligt hurtige, og han kunne drive gæk med modspillerne til enhver træning og kamp, selvom både med- og modspillere i U 17 alderen selvsagt var på et ganske højt niveau.

Som U 21 landsholdsspiller, udtalte daværende træner, Gareth Southgate, at ingen kunne nærme sig Morrisons topniveau, og her taler vi altså om 92-95 årgangene, hvor Morrison spillede med navne som Luke Shaw, Raheem Sterling, John Stones, James Ward-Prowse, Wilfried Zaha og Alex Oxlaide-Chamberlain m.fl.

Ingen omkring U landsholdene var på noget tidspunkt i tvivl om, at her havde man at gøre med en ekstra ordinær dygtig spiller, som på sigt kunne udvikle sig til en vaskeægte verdensklasse spiller, og den nuværende Bournemouth angriber, Joshua King, har for nyligt udtalt at han, da han spillede sammen med Morrison i Uniteds ungdom, forventede at Morrison kunne nå op på et niveau lige i laget under Messi og Ronaldo.

Nuvel, der siges og skrives en masse om unge fodboldspillere, hvilket vi jo ikke mindst kender fra danske tabloid medier, der er særdeles hurtige til at ophøje selv simple spillere, til noget nær verdensklasse talenter, oftest uden at skribenterne selv at beskuet spilleren, og således læser mange ofte om den ene og dernæst den anden spiller, der har et så og så stort potentiale, men bekendt er det uhyre få om hvem det for det første er rigtigt, og dernæst endnu færre, som reelt opfylder potentialet.

Det gjorde Morrison bestemt heller ikke, selvom man naturligvis ikke definitivt kan dømme en 26 årig spiller ude, men med al respekt for hvad jeg foreløbig har set og lært i mine over 20 år i fodboldbranchen, så nægter jeg (desværre) at tro på at hans potentiale nogensinde bliver udlevet.

Det er synd, det er ærgeligt, det er spild af talent – ja det er vel spild af liv, men i sidste ende er det udelukkende Ravel Morrison der bestemmer hvad han vil med dette liv, uanset hvad omgivelserne mener!