LIVERPOOL FC ER SGU IKKE MIN “KOP THE”

Fy for den lede skraldespand, hvor jeg dog ikke bryder mig om Liverpool Football Club, eller måske mere korrekt, deres skabagtige tabertræner, og nok værst af alt (hovedparten) af deres fans, heriblandt ikke mindst de danskere jeg kender, enten personligt, eller via de de sociale medier.

Hver især er disse mænd (for jo det er mænd alle sammen), sikkert hyggelige, omgængelige, god ved dyr og børn, de slår ikke konen, og er i det hele taget helt almindelige grå danske mænd, der efter arbejde, kommer hjem til konens kødgryder, får strøget deres skjorter, og i weekenderne leger med børnene i haven, eller ved stranden.

Akkurat som mænd der er fan af Arsenal, Derby eller måske endda Manchester United.

Men hvorfor er det så jeg har så meget i mod denne klub?

Dybest set så er jeg typen der respekterer og hædrer vindere i noget nær alle afskygninger.

Real Madrids mange duksepladser i Europas fineste klubturnering elsker jeg. Michael Schumachers dominans i F1 elskede jeg. Cristiano Ronaldo og Sergio Ramos uhørte vindergen elsker jeg. Roger Federer, Bjørn Borg og Pete Sampres elskede jeg da de var på toppen. Bayern München og Juventus`dominans i respektive ligaer elsker jeg. Og sådan kunne jeg sikkert blive ved med eksempler på, at jeg dybest set elsker at se de store vinde, uanset hvordan, og uanset hvem det er. Jeg elsker vinderen. Jeg elsker den store vinder. Jeg har aldrig været typen der syntes det var fedt at små klubber, eller lande, var med i CL eller til VM, simpelthen fordi det var en “sød” historie. Jeg vil se det bedste af det bedste – de kyniske, de iskolde, vinderne!

Når de store klubber i Europa, snakker om at gå sammen om deres egen form for CL, og derved slippe for ligegyldige kampe, mod hold fra små nationer, slikker jeg mig om munden. Da VM kun var for 16 nationer, var jeg allerstørst fan, og når Ramos, udelukkende fordi han er et dumt svin, og kun fordi han ved at det han nu gør, kan ryste modstanderen, og give hans eget hold sejren, smasker tudefjæset Salah ned, så elsker jeg det.

Jeg elskede det, da Materazzi provokerede Zidane til udvisning, og jeg synes det er genialt, når fodboldfans råber “gay gay gay” efter Viktor Fischer. Ikke fordi de tror eller ved han er “prut”, men simpelthen fordi det åbenlyst provokerer, og ikke mindst distraherer ham.

Det gælder om at vinde, vinde og vinde, og derved sikre sig titler, titler og kun titler.

“If you are first, you are first. If you are second, you are nothing” – Bill Shankly (billede)

Men hvordan kunne det dog gå så galt vil nogen mene. Hvordan kan jeg, som dansker, overhovedet have denne tankegang? Her i lille hyggelige Danmark, hvor vi hylder mangfoldigheden, de svage beskyttes, og hvor vores elskede kvinder har haft stemmeret siden 1915.

Vi binder ikke åndsvage børn til radiatoren, som man gør i Rumænien, her må hunde gå uden snor, mænd må være gift med mænd, og man hører sågar om mænd, der stryger deres egne skjorter, aktivt benytter støvsugeren, og i helt absurde tilfælde, egenhændigt laver maden, mens konen driver den af på sofaen.

Det er i det hele taget et frit og åbent samfund, som jeg på mange måder holder af.

Det er ikke kun Bill Shankley der roterer på grillspydet, også Ricardo ville få åndenød i vore dages kønsforvirring!

Danmark er nationen hvor bredden hyldes før eliten, hvor det at pace sine børn er værre end at tæve hunden, og hvor det så vidt muligt gælder om at tilfredsstille alle, også selvom det er på bekostning af sejren.

Jeg kom til verden tilbage i september 1967, og Manchester United var forsvarende engelske mestre, med et hold hvor især Sir Bobby Charlton, Dennis Law, og 20 årige George Best, var stjernerne. Sæsonen efter vandt United Europas fineste klubturnering, Europa Cup for Mesterhold, og i det hele taget var det klubben som de fleste elskede eller hadede.

Mit første VM var 1974, hvor jeg straks fra starten holdt med kyniske Vesttyskland og Beckenbauer, fremfor flamboyante og i manges øjne, underholdende og nyskabende Holland og Cruyff. Kynismen vandt, og min fodboldlogik begyndte langsomt, men ganske sikkert at tage form, også selvom jeg måtte slæbe rundt på et mindre “handicap”, af at have tabt fodboldhjertet til Crystal Palace.

Årsagen var såre simpel, nemlig at det var min første kamp jeg erindrer at have set på tv tilbage i 1972, hvor de såmænd besejrede Manchester United med absurde 5-0. Skulle jeg være tro mod min senere opvækst, burde jeg jo have holdt med de store den aften, men da jeg ikke vidste hvem der var store, og hvem der ikke var, faldt lidenskaben simpelthen på vinderen, og det har så fulgt mig lige siden.

Op igennem 70èrne og 80èrne, hvor mine teenage penge blev brugt flittigt på at abonnere på engelske magasiner som Match og Goal, samt dengang interessante Tipsbladet, plus naturligvis sluge alt fodbold på dansk tv, måtte jeg konstatere at mine helte fra Selhurst Park ikke havde meget vind i sejlene, men det havde derimod Liverpool FC, som i de to årtier, var noget nær alt dominerende på den engelske fodboldscene, illustreret ved at de snuppede 10 mesterskaber samt vandt FA Cuppen 3 gange. Også ude i Europa viste de sig frem på flotteste vis, ved at vinde UEFA Cuppen (nu EL), og ikke mindst Europa Cup for Mesterholds (nu CL) turneringen hele 4 gange. Stjernerne var Kevin Keegan, Steve Heighway og Jimmy Case, og jeg må da tilstå, at jeg, udelukkende pga. deres dominans, var om ikke fan, så i hvert fald svært fascineret af maskinen fra Anfield.

Men alt har jo en ende, omend en regnorm den har to, og siden Liverpool vandt deres seneste mesterskab, er der i skrivende stund forløbet hele 28 sæsoner, hvor hele 7 andre klubber har løftet trofæet, og deres dominans, er i den grad overtaget af Manchester United, der i 90èrne og 00èrne, i næsten uhyggelige grad, har kopieret Liverpools dominans fra årtierne forinden, ved at vinde samme antal mesterskaber, 5 FA Cups, 2 CL samt 1 x EL.

Siden Manchester Uniteds seneste mesterskab i sæsonen 12/13, har begge klubber været nærmest ynkelige i forsøget på at indhente fordums storhed, illustreret ved at begge er sluttet 2èr, een` gang hver, og begge har i nærmest patetisk grad, forsøgt at overbevise omverdenen om hvem der er størst, og har flest traditioner.

I modsætning til noget nær alle store europæiske fodboldligaer, måske med undtagelse af La Liga, er der reelt kun 2 virkelig store, kendte, vindende klubber i England, og det er naturligvis de omtalte duellanter.

Tilsammen har giganterne vundet 38 mesterskaber og 8 Europa Cup for mesterhold/CL, hvilket nærmest gør det absurd at tale om de øvrige såkaldt store klubber. Arsenal, Tottenham, Manchester City og Chelsea har, tilsammen, vundet mesterskabet 26 gange, og de 3 førstnævnte har aldrig prøvet at vinde Europas fineste klubturnering.

Bevares Arsenal har da en lang tradition i engelsk fodbold, hvor de f.eks. er det hold der har været længst oppe i den bedste række, ligesom Tottenham var den første klub der hentede en argentiner til engelsk fodbold. Og hvad så?

Og ja Manchester City og Chelsea har “røven” fuld af penge, henholdsvis fra suspekte arabere, og en ikke mindre suspekt russer. Men traditionerne, titlerne, historierne og legenderne har de sgu ingen af.

Men fair nok, det er ofte også andre paramentre, som gør at man bliver fan af et hold, eksemplificeret ved mit forhold til Crystal Palace, så den slags kan man reelt ikke diskutere, i hvert fald ikke uden at blive uvenner!

Men en ting er de mange titler, som de to store klubber har til fælles, noget andet er at ikke så lidt af deres historie, rent faktisk minder om hinanden, dog forskudt, og vi skal en hel del år tilbage i tiden for at illustreret dette, for dengang tilbage i 60èrne, var kontinuitet en by i Rusland.

Noget nær alle klubber kunne tilsyneladende slutte øverst i tabellen i de år, ja selv en klub som Tottenham prøvede det, og det var reelt først da Liverpool ansatte Bill Shankly som cheftræner i 1959, at der for alvor kom gang i vinder-genet, og lidt det samme skete 50 kilometer nord vest, da Manchester United i 1986 ansatte Sir Alex Ferguson.

Begge mænd var i midten af 40èrne, da de blev ansat i respektive klubber, begge mænd var skotter, og de blev født, og opvoksede, mindre end 50 kilometer fra hinanden, under nogenlunde samme minimale, men dog stabile forhold.

Det var mænd, som i definitionen mænd, og straks fra start, fik de sat “kog under kedlerne” på deres nye arbejdsplads. Shankly lagde ud med at sætte 24 spillere på transferlisten, og alle var ude af klubben inden 12 måneder, og herefter påbegyndte han opbygningen af det hold, som under ham skulle blive en magtfaktor.

Unge egenavlede folk som Ian Callaghan, Tommy Smith, Rommy Lawrence, Ron Yeats og Ian St. John blev de kommende sæsoner rykket op i 1 holdstruppen, og der blev køb få men stærke spillere udefra, og efter at have overtaget et middelmådigt mandskab, som i bedste fald rodede rundt i midten af den næstbedste række, gik klubben hen og vandt mesterskabet i sæsonen 63/63, 17 sæsoner efter seneste mesterskab!

Herefter fortsatte triumferne for den benhårde skotte, og da han stoppede i 1974, for her at give plads til sin assistent, Bob Paisley, havde han stået i spidsen for klubben 783 gange, og medvirket til at vinde mesterskabet 3 gange + lidt andet krims krams, og klubben var nu for alvor en man skulle regne med, hvilket Paisley i den grad videreførte, men det er en helt anden historie.

I Manchester United, blev Sir Alex Ferguson som bekendt ansat i 1986, og her var der gået ikke færre end 25 sæsoner siden seneste mesterskab. Klubben lå ikke i næstbedste række, som tilfældet var med Liverpool/Shankly, men det var i bedste fald blot en stor klub, der ikke helt havde niveauet til at vinde større ting.

Der blev også her ryddet gevaldigt op i en henslumrende trup, hvor flere spillere, efter hvad manageren sagde, var deciderede alkoholikere, og det som var værre. Der gik lige en sæson mere, end hvad Shankly havde præsteret, så blev også Manchester United mestre, og herefter gik det slag i slag frem til sæsonen 12/13, hvor skotten abdicerede.

I modsætning til da Shankly videregav “stafetten” til Paisley, vil det være synd at påstå at Sir Alex`s efterfølgere, foreløbig 4 af slagsen, har holdt traditionerne i hævd, og i indeværende sæson slutter holdet således i bedste fald som nr. 4, og så skal de endda også havde heldet med sig.

Det er selvsagt katastrofalt for en klub som Manchester United, der i marts, for anden gang i træk, blev udnævnt til klodens rigeste klub, af magasinet Forbes, og som sammen med de to store spanske giganter, samt bysbørnene fra ny rige City, er signifikant lønførende. Ydermere, og selvsagt en af grundende til at klubben er så styrtende rig, er at både tøjaftalen med Adidas, der løber frem til 2025, samt trøjesponsoren Chevrolet, er de største på det engelske fodboldmarked. Samtidig har man markant det største stadion, der er stoppet til randen til alle kampe + at TV selskaberne flokkes om at vise kampene fra Old Trafford.

Om Manchester United eller Real Madrid er verdens største brand, er svært at sige, men det er i hvert fald de to klubber, som suverænt genererer flest penge, og har flest fans overalt på jorden, men her stopper lighederne så også, for hvor Real Madrid i en svær stund, som for dem er at ryge ud af CL en enkelt sæson, efter at have vundet 4 ud af de 5 foregående, (gen)ansætter det måske største trænernavn der findes lige nu, så vælger United, efter en ganske vist flot, men også taknemmelig periode, at hyre en tidligere spiller, der i bedste fald, vel kan betegnes som en parantes i klubbens historie, incl. det mål han så til gengæld scorede i CL finalen i 99.

En nordmand, hvis træner meritter begrænser sig til uhyrligheder i Cardiff, og ligegyldigheder i Molde, fik simpelthen en 3-årig kontrakt, ganske vist kun til halvdelen, af den lønsum forgængeren havde, men alligevel.

Under Sir Alex, og sikkert også under Shankly i Liverpool, var den slags uhørt. “Snavs” blev holdt indendøre, og var der nogen, uanset hvor højt på strå de var, der trådte ved siden af, røg de ud på “røv og albuer”. Bare spørg Beckham, van Nistelrooy eller Stam m.fl.

Faktum er at man som United tilhænger, for en sådan er jeg faktisk blevet, efter at jeg fra 2011-15 arbejdede i klubben, står tilbage med en følelse af total afmagt. Det virker som om ledelsen er på randen af sammenbrud, træneren er åbenlys ikke dygtig nok, og spillermaterialet er langt fra til et mesterskab.

Bevares der kommer stadig mere brugbart op fra ungdoms afdelingen, end hvad de øvrige klubber kan præstere, men man kan ikke vinde store titler udelukkende på egen avl. Man skal også kunne scoute dygtigt, og ikke mindst handle dygtigt, samt lære af sine fejl. Liverpool er et fremragende eksempel, da de i nyere tid huskes for ekstremt dårlige handler i Andy Carrol, Mario Balotelli, eller de uduelige keepere Mignolet og Karius. Men i stedet for at fortsætte derouten, ændrede man politikken internt i klubben, noget som jeg ikke skal komme nærmere ind på her, og med afsæt i eminente salg af Torres, Suarez og Coutinho, har man købt spillere fra “Hylde 2”, som f.eks. Robertson, van Dijk, Salah og Mane, en kvartet som vel alle i dag, er kravlet en hylde op.

Man laver en god målmands handel, hvilket United så også formåede for nogle sæsoner siden, og supplerer med spillere, der selv på en god dag, vel dårligt kunne figurere for Everton eller Crystal Palace, men som i Klopps stil, pludselig er uundværlige, da deres eneste rolle, reelt er at erobre bolde og formidle dem videre til den offensive trio.

Hvad gør United, ja de investerer tungt i dyre navne som Di Maria, Pogba og Lukaku, og køber ind fra alverdens rodebutikker, så man får alt lige fra Darmian, Fred, og en middelaldrende men højt lønnet Zlatan ind i klubben. Prikken over ièt, og aldeles uden hensyntagen til spillestil, er så da man henter Sanchez, der ganske vist er gratis, men som til gengæld honoreres med en lang kontrakt, som uden sammenligning er den dyreste der nogensinde er set i engelsk fodbold, og som aktuelt gør ham til den fjerde højst lønnede spiller i verden.

Tilbage står man, nu med få runder tilbage af endnu en møgsæson, med en trup, hvor der vel i bedste fald er en håndfuld, som reelt kan bruges, og hvor man hverken har ledelse, eller assistenttrænere på plads, og så, som allerede omtalt, en i mine øjne uduelig træner, i spidsen for hele forsamlingen.

Og det får mig så til at nærme mig min konklusion på hele denne artikel, for hvad har Uniteds aktuelle deroute at gøre med hvorfor jeg ikke bryder mig om Liverpool, og hvorfor jeg så sent som på dagen, for onsdagens match mellem de to klubber fra Manchester, ønskede at de blå skulle vinde, for dermed at decimere Liverpools mesterskabs chancer betragteligt.

Kort fortalt, så er det primært mange Liverpool fans retorik jeg ikke bryder mig om, og det er da heller ikke ukendt at jeg ikke er fan af deres, i mine øjne, skabede træner. Omvendt er jeg tilhænger af storhed, fortalt tidligere, bl.a. omkring Liverpools fortid, og således at jeg forfærdelig bange for at, såfremt Liverpool skulle vinde PL i denne sæson, igen får en længerevarende storheds periode, der i den grad er til skade for det hold jeg holder med.

Jeg frygter som Manchester United fan, hverken Manchester City, som jeg ikke tror er langtidsholdbar, ej heller Arsenal, som simpelthen ikke er bedre kørende end United, og Chelsea begynder at ligne en klub, der faktisk er bedst til selv at begrave sig under “sandet”, uden andres hjælp. Tottenham er reelt ikke værd at nævne, og således er der kun Liverpool, som har historien, antal af fans, og relativt store sponsorer, til for alvor at komme igang. Og begynder de først at vinde de store titler kontinuerligt, så vil deres sponsorer også smide mere i kassen, og “Hylde 1” spillere vil automatisk kigge deres vej.

Omvendt tror jeg at endnu en misset titel, hvis det forhåbentlig skulle ske, kan medføre at de bedste spillere i Liverpool, som f.eks. Salah og Mane, ja selv van Dijk, selvom han kun har været der 1 1/2 sæson, begynder at tvivle på projektet. De er alle i deres bedste fodboldalder, og kan se at minimum 20 spillere i PL alene, tjener mere end dem, og de kan se spillere i City, Barcelona, Real Madrid og Bayern München m.fl., vinde de titler, som de indtil videre kun har drømt om. Salah har vundet lidt i Schweiz, Mane i Østrig, og van Dijk i Skotland, og man skal ikke være professor for at konstatere at det er næppe noget de ligefrem er stolte af, og ønsker at stille frem på kaminhylden.

Disse spillere er bedøvende hamrende fløjtende ligeglade med at blive rost for at spille underholdende, eller såfremt de slutter på 97 point, at blive rost for at det er “virkelig flot at få så mange point uden at blive mester” og videre i den latterlige dur.

Penge og titler – NOTHING ELSE MATTERS!

“If you are first, you are first. If you are second, you are nothing”