Nogen formår at spille “24 Caprices” af Paganini på violin som 5 årig, nogen løse matematiske ligninger lige så let, som andre løser kryds og tværs, vi har set 10 årige tale 20 forskellige sprog, og man har set som kan løbe, svømme og klatre bedre, hurtigere og mere effektivt end andre. Det kan være medfødt, det kan være indøvet, det kan være autisme, og det kan være netop det talent, som man siger er os alle forundt indenfor et eller andet.

Om det er rigtigt, aner jeg ikke, men jeg er derimod 100% enig i at nogen har et åbenlyst større fodbold talent end andre, hvilket denne artikel handler om.

Definitionen på talent, er en særlig medfødt, eller opøvet evne eller begavelse, indenfor et bestemt område, og det værste man næsten kan forestille sig, når vi holder os til fodboldverdenen, er hvis man ser et unikt talent smide både det og sit liv væk.

Verdenshistorien er fyldt med den ene mere absurde historie efter den anden, og jeg vil i det følgende gennemgå de eksempler, som for mig står som de klareste.

Det er bestemt ikke alle eksemplerne der umiddelbart er de mest indlysende, og som man vil konstatere, er der mange forskellige måder at ødsle sit talent væk på.

Men lad os komme igang, og hvem er mere nærliggende at starte med, end selve definitionen på et spildt fodbold talent, nemlig “El Beatle” alias George Best, manden, legenden og myten, der aldrig fik det fulde ud af hverken sit unikke talent med bolden, eller sit liv i det hele taget!

Pele Good, Maradona Great, George Best!!!!

George Best blev født d. 22.5.46 og døde 59 år senere, d. 25.11.05, hvor hans gennemført hærgede krop simpelthen sagde stop!

Lille George voksede op i Belfast i Nordirland, og var i skolen den bedste i næsten alle fag, ligesom han var begavet med et boldøje, der gjorde at han tidligt blev en førende figur på ikke kun skolens, men hele regionens rugby hold. Sideløbende spillede han fodbold i den lokale klub Cregagh Boys Club, og ikke overraskende var han markant den bedste spiller i sin årgang, ja selv overfor 3-4 årgange ældre. Han var hurtig, teknisk ekstremt begavet og havde øje for spillets bevægelse, allerede før han fyldte 10 år.

Flere større klubber fik hurtigt øje på den ranglede fyr, men 100% fokuseret var han slet ikke på det tidspunkt, og familien takkede således nej tak til flere tilbud, og først da et af hans to favorithold (det andet var Wolverhampton), Glentoran FC kom på banen med et tilbud om en uges prøvetræning, slog han til.

Arrangementet kom i stand, og George trænede med jævnaldrende i Nordirlands næstmest vindende klub, og hjemme i Cregagh BC var man sikker på at “fuglen var fløjet”. Men trænerne i Glentoran vendte tommelen ned, da de mente han var for “lille og let”. Bevares George var ikke stor af sin alder, men hans tekniske kunnen burde have overbevist enhver, dog ikke Glentoran, og så fortsatte hverdagen med skole, hyggefodbold og rugby, i hvert fald et par år endnu.

Da George var 13 år deltog han med Cregagh FC i en lokal turnering, og på sidelinien stod Manchester United scouten Bob Bishop, og straks efter slutfløjtet i sidste kamp, greb Bishop fra i Georges træner, og herefter gik det hurtigt. George blev inviteret til Manchester, og hurtigt blev der indgået en aftale mellem familien Best og Manchester United.

Herefter gik det hurtigt, og selvom Manchester United som bekendt havde mistet det meste af et hold ifb. med det tragiske flystyrt i München i 58, fik Sir Matt Busby hurtigt bygget et nyt slagkraftigt mandskab sammen med bl.a. Sir Bobby Charlton, Brian Kidd, Nobby Stiles, Denis Law og naturligvis George Best. Der blev vundet mesterskaber i 64/65 og 66/67 og i 68 kom kulminationen, da klubben som den første engelske klub, vandt den fineste turnering for klubhold, Europa Cup for mesterhold, efter at have besejret Benfica og en vis Eusebio med 4-1, på 2 mål af Charlton, 1 af Kidd og 1 af Best, som senere samme år, kunne modtage Ballon dÒr trofæet, i øvrigt med Charlton på 2 pladsen.

Best var stadig blot 22 år, og blev nu pludselig omtalt på samme niveau som Charlton, Eusebio, Pele og Di Stefano, dvs. blandt klodens ypperste spillere. Ingen kunne stoppe den ekstra ordinært teknisk begavede wing, når han med sin uimodståelige dribleture, drønede op af sidelinien, og serverede den ene lækkerbidsken efter den anden, til angriberne Aston og Kidd.

Best forblev på toppen i de kommende sæsoner, og blev bl.a. nr. 3 i Ballon dÒr afstemningen i 71 efter Johan Cruyff og Sandro Mazzola, men herefter gik det langsomt, men usvigeligt sikkert ned af bakke for ham, og i december 72 dukkede han pludselig ikke op til træning over flere dage. Han blev eftersøgt af både klub og politiet, da man var bange for at der var hændt en forbrydelse, men pludselig dukkede en rødmosset George op på trænings anlægget, og bekendtgjorde at han såmænd blot havde været til en fest der trak “en smule” ud. Det var kun starten, for disse fester blev ved henover julen og årsskiftet, og i januar 73 blev han sensationelt sat på transferlisten, hvor han kunne købes for ethvert bud over 300.000 pund. Georges modsvar, var at han ville stoppe karrieren, for som han sagde, bedre at kunne hellige sig festerne, damerne og de hurtige biler!

Han fortsatte dog i klubben, men “festen” var ved at slutte, ikke kun for ham, men også for klubben, hvor lBusby, Charlton og Law var væk, og i 73/74 rykkede klubben sensationelt ud af den bedste engelske række, efter en gennemført frygtelig sæson for ikke mindst Best, der blot spillede 12 kampe, og enten var ude med “skader”, eller simpelthen fordi han ikke mødte til træning o.lign.

Best smuttede videre til en klub i Sydafrika, og de næste 10 år skiftede han mellem alverdens kvinders favne, 16 forskellige klubber bl.a. fra lande som Irland, USA, Skotland, Kina, Australien, Nordirland og indimellem i mindre engelske klubber. Alle der smed nogle penge på bordet, kunne få hans signatur, for det eneste han havde i hovedet var at han skulle feste, drikke, score damer og købe den ene vildere bil efter den anden.

Indimellem var han indlagt, typisk pga. ekstrem druk, og han røg også bag tremmer ind imellem, oftest pga. hus spetakler, når han havde kørt for hurtigt eller med sprut i blodet, eller hvis han simpelthen bare ikke hørte efter hvad ordensmagten forsøgte at fortælle ham.

I 84, nu 42 år gammel, smed han omsider støvlerne på hylden, efter blot 1 kamp for et ukendt nordirsk hold, og herefter kunne han, som han frejdigt udtalte, hellige sig det livet for ham virkelig drejede sig om, nemlig fester, damer og biler! Pengene var dog begyndt at være opbrugt, men heldigvis for Best (eller uheldigvis!) var der stadig mange der gerne ville ses med en af historiens mest berømte fodboldspillere, og begunstiget med et model udseende, i hvert fald da han var yngre, en uhørt charme og ja, så sit berømte navn, så ville det være synd at påstå at han gearede ned for eskapaderne.

I 88 fik han en testimonial match, hvilket indbragte ham en betragtelig sum penge, og stjerner som Osvaldo Ardiles, Johan Neeskens, Liam Brady og Pat Jennings stillede op gratis, da de alle gerne ville hjælpe den populære Best.

I 03 blev han kåret som en af verdens mest stilfulde mænd over 50, og ifb. med arrangementet, udtalte han de berømte ord: “I spent a lot of money on booze, birds (women) and fast cars. The rest I just squandered.”

Ud og ind af fængsler, hospitaler og et utal af kvinders favntag var hverdag for Best, der tilbage i 00 fik diagnostiseret sin lever til blot at fungere 20% af dens maksimum. Den slags generede dog ikke Best, og selv ikke efter en nyre operation i 05, efter at have indtaget narko og alkohol, stoppede han med at feste.

D. 25.11.05 stoppede “festen”, da den nu 59 årige Best udåndede, og hans begravelse mindede til forveksling om en statsmands begravelse, hvorunder flere af fodboldens helt store ikoner, som f.eks. Pele, Cruyff, Maradona og de gamle holdkammerater Law og Charlton m.fl. deltog.

Herefter var det slut!

Det blev til i alt 9 sæsoner for Manchester United, hvorunder han spillede 361 kampe i den bedste engelske række, og her scorede 137 mål. I den periode var han med til at vinde 2 mesterskaber, Europa Cup for mesterhold, samt få overrakt Ballon dÒr og blive nr. 3 i samme afstemning. Den dag i dag vurderer mange at han er en top 5 spiller igennem tiderne, hvor han bør omtales i samme åndedrag som Pele, Maradona, Cruyff og Messi, og havde druk og narko ikke taget over, kunne han måske have været verdens bedste spiller nogensinde, i stedet for reelt kun at have karrieren fra han var 17 til han var 26 år!

Manuel Francisco dos Santos eller bedre kendt Garrincha (som betyder “lille fugl”” kom til verden d. 28.11.33.

Han blev født i ekstra ordinært fattige omgivelser i bydelen Mage, som er placeret i Rio de Janeiro.

Hans fordrukne far og stressede mor avlede børn på stribe, og den lille Manuel fik mere eller mindre lov til at gør hvad han havde lyst til. Som 4 årig løb han rundt med de større børn og samlede skrald, eller begik små kriminalitet i dagtimerne, og om natten sov han sammen med utallige søstre, brødre, 2 onkler og 4-5 hunde i en to værelses “lejlighed” i et hus, der allerede flere år forinden, var vurderet som nedrivnings modent.

Allerede som 8-9 årig, var han kendt i hele området, som den bedste fodboldspiller. Han kunne simpelthen alt med en bold, og netop den kunnen, gjorde at han ikke blev tævet eller udnyttet af ældre drenge, for i Brasilien, ligesom de fleste andre steder, får de der kan noget særligt med en fodbold, altid en form for helte status.

Flere af storbyens klubber forsøgte at gafle knægten, der kun sjældent gik i skole, og som oftest var ude på gader og stræder med en fodbold, men selvom hans storebror, der efter sigende også havde et talent, var igang med at udfolde dette for Vasco Da Gama, takkede Manuel nej tak hver gang. Han havde simpelthen ingen ambitioner om at blive fodboldspiller, og efter sigende vidste hans fordrukne far ikke engang at han spillede fodbold, så det vil være synd at påstå at der var pres fra hjemmefronten.

Da han var 16 år, røg han bag tremmer, hvor han i første omgang blev beskyldt for et væbnet røveri. Den slags kan i Brasilien give op til 30 års fængsel, men heldigvis for Manuel, kunne vidner ikke udpege ham, og man fandt aldrig ud af om han overhovedet havde medvirket eller ej.

Han spillede nu en en mindre klub ved navn Cruzeiro do Sul FC, ikke pga. ambitioner, men simpelthen fordi han elskede legen med bolden, og her kunne få lov til at spille på rigtigt græs, noget man ikke just kunne ude i slummen hvor han boede.

I 53, da han var 20 år, tog han omsider mod et relativt lukrativt tilbud fra storklubben Botafogo. Ikke så meget pga. ambitioner, men simpelthen fordi han blev lokket med en del penge. Trænerne i klubben troede han var under 18 år pga. hans klejne statur, og de blev ellevilde da de hørte han var over 18 år, for så kunne de indgå en rigtig kontrakt med ham. Der var rift om ham på det tidspunkt, for alle de store klubber i byen kredsede om “den lille fugl” med de skæve ben. Faktisk var benene så deforme, at han på samme tid var hjulbenet og kalveknæet, et fænomen der ikke just er befordrende for en top fodbold spiller, men måske var det netop det, som betød at hans driblinger var så utrolig skarpe, for ingen vidste hvor han driblede hen, og han kunne uden problemer drible rundt med flere spillere på en gang.

Han var allerede gift og havde fået det første af sine senere hen minimum 14 børn, da han indgik en kontrakt med Botafogo, og selvom han aldrig blev den mest ambitiøse spiller i klubben, var der ingen tvivl om at struktur og taktisk forståelse var med til at gøre ham endnu bedre, og da truppen til VM 58 blev udtaget, var den da 24 årige Garrincha selvskreven, selvom han forinden blot havde spillet 8 landskampe. Den sidste af disse, var en form for udtagelses kamp mod Italien i Firenze. Her var Garrincha ustyrlig og scorede 2 mål, og især det første af disse var kontroversielt. Han driblede simpelthen forbi 4 italienere, og rundede derefter målmanden, men i stedet for at støde bolden over stregen, ventede han til en italiener kom ned til ham, for så igen at drible uden om denne, og scorede i det tomme net.

Medspillerne jublede, men ude på bænken sad træner Feola (billede) og surmulede, og straffen faldt prompte, da Garrincha startede ude i de 2 første kampe da VM startede.

Han blev så udtaget til kamp nr. 3 som var mod Sovjet, hvilket i øvrigt også var første kamp for den blot 17 årige Pele. Brasilien var tvunget til at vinde, efter i kampen forinden at have spillet 0-0 mod England, og på 2 mål af Vava og sublimt spil af VM debutanterne Garrincha og Pele, lykkedes det, og dermed var brasserne klar til næste runde, hvor modstanderen var Østrig.

Brasilien vandt 1-0 og i semifinalen mødte man så Frankrig med verdens stjernerne Kopa og Fontaine, men Brasilien var ligeglad og kørte dem midtover, og vandt 5-2, og dermed var man klar til finalen mod værtsnationen Sverige.

Brasilien vandt også den kamp, og dermed havde det store sydamerikanske land sikret sig sit første VM, og triumfen blev som bekendt gentaget 4 år senere, hvor Garrincha i øvrigt blev kåret som VM`s bedste spiller. Begge gangene blev han udtaget til All star holdet, og i de år blev han nok regnet som verdens bedste spiller, eller i hvert fald på niveau med Pele.

En vandrehistorie fra VM 58 siger i øvrigt at Garrincha rent faktisk troede, at alle kampene skulle gentages, da han simpelthen var sikker på at det var en turnering ala` den hjemlige i Brasilien, hvor alle mødte hinanden 2 gange, og således vidste han ikke efter VM finalens sidste fløjt at han var verdensmester. Men det fandt han selvfølgelig ud af.

Efter hjemkomsten fra Sverige, begyndte det at gå ned af bakke for Garrincha, der nu tjente endnu flere penge end før, men ikke just sparede dem om. Det blev til utallige druk ture, han blev skilt, gift igen, og blev far til op imod 14 børn, selvom der blev snakket om at han mindst var far til det dobbelte antal. Noget nær alle kvinder, faktisk også en tante til Garrincha, beskyldte ham for at være far til deres barn eller børn, men da der ikke ligefrem var DNA test og lignende, valgte borgmesteren at tro på byens fodboldstjerne, og han blev således “kun” noteret som far til 14.

I 59 var han på en promotion tur med Botafogo i Sverige, og naturligvis gjorde han også her en pige gravid. Da han kom retur til Rio, gik han på druk, og kørte ned i det område hvor han var vokset op. Der gik rygter om at hans far ville have fat i sin “elskede” søn, men det var givetvis kun fordi Garrincha nu havde penge, og far og søn kom op og slås ude på gaden. Garrincha satte sig, stangdrukken, ind i sin bil, og kørte direkte ind i sin far, der dog ikke kom slemt til skade, og da Garrincha for alle i området, ja i hele Rio, var en super helt, havde inden set episoden, og politiet afviste en rasende og døddrukken far!

Garrincha kom også med til VM 62, hvor Pele kæmpede med skader, og som tidligere nævnt var det Garrincha der blev hele VMs helt og kåret til den bedste spiller, da Brasilien igen vandt VM, og i 66 var han så med for 3`de gang, men denne gang gik det knapt så godt, hverken for ham eller Brasilien. De vandt ganske vidst den første kamp mod Bulgarien med 2-0, bl.a. på et fremragende direkte frispark sat ind af Garrincha, men i kamp nr. 2 gik det galt, da Ungarn besejrede brasserne med 3-1 på Goodison Park. Garrincha var småskadet, og holdet spillede elendigt, og for første gang i sin landsholds karriere var han med til at tabe en kamp, som i øvrigt også blev hans sidste i national dragten. Der var slut efter 50 kampe for “Selecao”, og da Brasilien også tabte den sidste kamp mod Portugal, måtte holdet slukøret rejse hjem til spot og spe i det fodbold forkælede land.

Garrincha var før VM skiftet til Corinthians, men druk og fængelsophold tog nu mere og mere af hans tid, og han nåede kun at spille en lille håndfuld kampe her, inden turen gik videre Atletico Junior, dernæst Flamengo og til sidst Olaria, hvorefter det hele sluttede i 73, hvor han endegyldigt “trak stikket” og gik på “fuldtids druk!”

Han var nu blevet bedstefar, og proklamerede at han ville bruge det meste af sin tid på den lille dreng, der skulle følge i fodsporene på morfar. Der var dog et mindre problem, idet barnebarnet ikke var en dreng, men derimod en pige, hvilket Garrincha ikke havde opfattet, men i hans daværende tilstand, var detaljer som disse, måske til at overse.

I december 73 blev der arrangeret en farvel kamp til Garrincha på Maracana, hvor stjerner som Pele, anføreren fra VM 70 Carlos Alberto, og mange andre, mødte op, og spillede med i kampen, der gav en kærkommen økonomisk hånds-rækning til Garrincha. Et par minutter før slutfløjtet humpede den lille mand ud til enorm applaus fra de 131.000 fremmødte tilskuere, der godt vidste at en æra nu var slut for det store land. Deres “lille fugl” var fløjet, Pele var rejst til USA, og hårde tider ventede forude.

De næste 10 år, der skulle blive de sidste i hans liv, gik med druk, faderskabs sager, slagsmål, fængselsophold og utallige biluheld, hvor han ofte var sanseløs af druk. En gang gik det faktisk så galt at han smadrede den bil han kørte i, hvorved hans svigermor døde af ulykken. Det fik dog ikke Garrincha til at geare ned på vanerne, for på daværende tidspunkt var han så langt ude i “tovene”, at der ingen vej var tilbage.

D. 20.1.83 døde han, efter at være faldet i en koma af druk, og til hans begravelse, hvor bl.a. Pele mødte op og var med til at bære den lille mands kiste, udtalte den 3-foldige verdensmester ordene: ” Obrigado, Garrincha, por você ter vivido (Thank you, Garrincha, for having lived).”

Med ovenstående historier om druk, vold og helt utrolige spildte fodbold talenter, virker det måske underligt at gå videre til en spiller, som hverken drak, kom i fængsel eller i det hele taget opførte sig som Best eller Garrincha.

Men talentet for fodbolden var noget nær det samme, og akkurat som for de to beskrevne legender, fik Bernd Schuster heller ikke udnyttet det til fulde, i hvert fald ikke i landsholds sammenhæng, hvor det blot blev til 21 landskampe for Vesttyskland i perioden 79-84. I modsætning til Best og Garrincha, så lever den i dag 60 årige Schuster gudskelov stadigvæk, og han sluttede med sin seneste træner gerning, så sent som sidste år, hvor han blev afskediget af den kinesiske klub, Dalian Yifang.

Hvis man spoler tiden tilbage til da Schuster var barn, hvor han blev født d. 22.12.59 i Augsburg. Han spillede fodbold i lokale klubber, inden FC Augsburg hentede ham som 15 årig, og her begyndte rygtet om et ekstra ordinært stort talent, at strømme rundt til alle landets større klubber. Hans favoritklub som barn var dog FC Köln, og det blev samme klub, der hentede ham til, da han var 18 år. FC Köln var på det tidspunkt blandt de førende klubber i landet, og kæmpede sæson efter sæson med klubberne Bayern München, HSV og Gladbach om de store titler, og på det hold som Schuster blev indlemmet på i sæsonen 78/79 befandt sig spillere som Harald Schumacher, Heinz Flohe og Bernd Cullmann, og samtidig med Schuster, kom den 1 år yngre Pierre Littbarski til klubben.

Hurtigt blev Schuster en dominerende skikkelse på holdet, og i 79, 19 år gammel, fik han debut for Vesttyskland, hvor han dannede makkerpar med Hansi Müller på den centrale midtbane i en kamp mod Irland, som tyskerne vandt 3-0. Herefter var han fast spiller på Jupp Derwalls mandskab, og da Vesttyskland drog til Italien og deltog i EM 80, var han 20 år, og sammen med Lothar Matthäus (19), Karl-Heinz Förster (21) og Hansi Müller (22) “The young guns”, der i den grad skabte grobund for fremtidig succes for et sultent tysk mandskab, der ikke havde vundet en større international turnering, siden VM på hjemmebane 6 år forinden, hvorfra kun den nu 28 årige Rainer Bonhof var tilbage fra på holdet.

Og det blev den helt store succes, i det Vesttyskland vandt sit andet EM (første gang var i 72), efter finale sejr på 2-1 over Belgien, med Schuster som finalens helt store oplevelse. Senere det år fik landsholds makkeren Karl-Heinz Rummenigge overrakt Ballon dÒr trofæet, men Schuster sluttede som en flot 2èr, stadig kun 20 år gammel, og sæsonen efter stod han også på podiet, denne gang som nr. 2, og en hel verden lå foran den fodboldkloge midtbane spiller med de eminente afleveringer.

Straks efter EM i Italien, blev han købt af FC Barcelona, hvor han blev en af 3 udlændinge. De 2 andre var angriberen fra Østrig, Hans Krankl, og den lille dansker Allan Simonsen.

I 81 pådrog han sig en alvorlig knæskade, efter et sammenstød med en vis Andoni Goikoetxea, der nogle år efter også lemlæstede Maradona, men det er en helt anden historie. Skaden betød at Schuster gik glip af VM 82, hvor tyskerne som bekendt nåede finalen, hvor de dog tabte 1-3 til Italien. Mange tyskere græd deres salte tårer, da det tyske hold var anderledes primitivt uden kreatøren Schuster, og den dag i dag mener man at det VM var blevet vundet med en Schuster i topform. Det er naturligvis hypotetisk!

Han returnerede til landsholdet i 82, men det blev aldrig det samme igen, og konstant røg han i verbal infight med både medspillere og trænere omkring landsholdet, og efter en kamp mod Belgien i 84, sagde han stop, 23 år gammel og 21 landskampe, og fremover ville han hellige sig klubholdet Barcelona.

Han spillede 7 sæsoner for det katalanske storhold, og var konstant blandt La Ligas bedste spillere, og igen i 85 sluttede han som nr. 3 på Ballon dÒr podiet. Han blev kåret som La Ligas bedste spiller både i 85 og 91, og i mange år blev han regnet som en top 3 midtbanespiller i verden.

I 88 foretog han det forbudte skifte til Real Madrid, og efter et par sæsoner her gik turen videre til Madrid rivalerne, Atletico Madrid, hvorved han er en af uhyre få spillere, og i øvrigt eneste ikke spanske spiller, der har spillet i de 3 største spanske klubber. I Atletico Madrid spillede han i 3 sæsoner, og herefter gik turen tilbage til Bundesligaen, hvor Leverkusen lokkede med en lukrativ kontrakt og et spændende mandskab.

Schuster var nu blevet 33 år, og hans privatliv var et kaos. Konen Gaby, havde i en årrække også fungeret som hans manager, og den tidligere fotomodel, yndede at komme på forsiderne, enten letpåklædt, eller også når han åbent diskuterede sin mand med skiftende tyske landstrænere. Også i klubberne var der konstant ballade, og kun Schusters evner på fodboldbanen holdt skænderierne nogenlunde i ave.

Efter 3 sæsoner i Leverkusen, stoppede Schuster karrieren efter sæsonen 95/96, men efter et par måneders pause, havde hans kone, uden Bernds vidende, forhandlet en kontrakt på plads med den mexikanske klub, Universidad Nacional, hvor han efter sigende tjente 20 millioner dk.kr. efter skat vel og mærke, et beløb der på daværende tidspunkt var helt exceptionelt, og noget der gav anledning til en del historier.

Men Schuster og Gaby rejste til Mexico, hvor de hele sæsonen 96/97 boede på et fascionabelt hotel, og ikke så få gange blev ægteparret Schuster set sammen med ledere af en større kriminel organisation. Det blev blot til 9 kampe, da Schuster døjede med sin gamle knæskade, og i foråret 97, rejste parret retur til Tyskland, hvor Fortuna Köln stod klar med en kontrakt.

Hermed startede karrieren som manager, en karriere der altså først sluttede (foreløbig?) i efteråret 19, og som undervejs har bragt ham til klubber som Shaktar Donetsk, Real Madrid og Besiktas.

Han blev skilt fra Gaby i 08, og senere gift med en spansk advokat, og efter sigende bor parret nu i Madrid, hvor penge efter sigende skulle være deres mindste problem.

Man kan sige at Schusters klub karriere, hvorunder han vandt mesterskaber og pokaler i alle sine 3 spanske klubber, var fantastisk, og det var de bestemt også, men det er pga. hans korte landsholds karriere, og den megen virak i privat livet, at jeg besluttede at tage ham med i dette celebre selskab. Hans evner kunne have ført Vesttyskland til VM guldet både i 82 og 86, og i 90, hvor de så vandt, havde han stadig kun været 30 år. Havde han været med til at vinde blot 1 af disse triumfer, havde han gået over i historien som en af de helt store tyske spillere, måske på linie med legender som Uwe Seeler, Franz Beckenbauer og Lothar Matthäus m.fl., men i stedet vil han til evig tid blive huske som “The enfant terrible”, der konstant var i skænderi med sine omgivelser, og aldrig for alvor fik udfoldet det talent, som blev beskrevet som måske det ypperste man har set i tysk fodbold nogensinde!

Adriano Leite Rebeiro er helt umulig at komme udenom, når man skal fortælle om særligt talentfulde spillere, der aldrig helt fik det maksimale ud af deres fodbold karriere.

Den muskuløst byggede brasilianer kom til verden i 82, i samme by som tidligere omtalte Garrincha, nemlig Rio de Janeiro, og akkurat som sin landsmand, voksede Adriano også op under kummerlige vilkår, hvor druk, tæsk og misbrug var dagligdags problem stillinger, han som helt lille skulle forholde sig til.

I modsætning til Garrincha, havde han dog forældre der efter omstændighederne var nærværende, og især hans far var frem til dennes død, en uundværlig brik i Adrianos opvækst.

Han elskede fodbolden, og blev hurtigt en af heltene i gaden, hvor han gik under kælenavnet “Popcorn buy”, refererende til at hans mor, for at lokke ham hjem fra fodbolden, åbnede vinduerne og råbte ud i gaden at nu var der varme popcorn, hvilket var Adrianos helt store svaghed.

I modsætning til f.eks. Garrincha, proklamerede en selvsikker Adriano, at han ville være en verdens klasse fodbold spiller og køre i dyre biler, og allerede som 14 årig var hans talent så åbenlyst, at Brasiliens største klub, Flamengo, lokkede ham til klubben, hvor han startede op på deres U 16 hold. Her var han med og modspillere totalt overlegen, både fysisk og teknisk, og debuten kom hurtigt på klubbens bedste mandskab.

24 kampe og 10 mål blev det til i debutsæsonen, og nu var talentet så åbenlyst at alverdens storklubber stormede Flamengos sportsdirektør i bestræbelserne på at sikre sig dette monster af en spiller, der stadig kun var en teenager.

Det blev Inter Milan der løb med ham, formedelst et større kontant beløb, og nogle spillere i bytte i en svært gennemskuelig handel, men summa summarum, så blev Adriano som 19 årig indlemmet under Hector Cupers ledelse, på et mandskab, som sprudlede af talent. Alene på angrebs fronten, rådede man over 5 top spillere udover Adriano, nemlig Ronaldo, Alvaro Recoba, Christian Vieri, Nicola Ventola og Hakan Sükür. Andre spillede på super mandskabet var bl.a. Javier Zanetti, Laurent Blanc og Clarence Seedorf, så hvis ikke dette mandskab skulle kunne vinde alt, både nationalt og internationalt i sæsonen 01/02, så var der ingen logik til.

Der kom dog ingen pokaler i skabet i første hug, og Adriano spillede da også kun 8 kampe, hvorefter han blev udlejet til Fiorentina resten af sæsonen. I sæsonen 02/03 og halvdelen af 03/04 var han så udlejet til Parma, inden han midt i sæsonen 03/04 returnerede til Inter, hvor superstjernen og Adrianos “mentor”, Ronaldo, var væk, og nu var det meningen af den nu 21 årige Adriano, i Italien omtalt som “The Emperor” eller “”Tank”, det sidste pga. hans enorme muskelmasse og hans skudstyrke, hvormed kunne fyre bolden mod mål med op imod 200 km/t.

Han scorede helt utrolige mål de kommende sæsoner, og mesterskaber på stribe blev hentet hjem. Ingen kunne stoppe dette monster, der var hurtig, teknisk fantastisk, fræk som en tyrkisk gadehandler og havde et skud, som vel kun blev matchet af hans landsmand, Roberto Carlos.

Men så i 04, nærmere bestemt 3.8.04, og efter den dag blev Adriano aldrig den samme, hverken på eller uden for banen. Han begyndte at få flere småskader, som man mistænkte ham for var pga. pjækkeri, og hans byture i Milano blev mere og mere intensive. Få dage før faderens dør, havde han været med til at sikre Brasilien guld i Copa America, hvor han blev topscorer med 7 mål, og både han og Brasilien forventede et kommende verdensmesterskab, for med spillere som Kaka, Adriano, Ronaldo, Ronaldinho og hvem de ellers kunne mønstre, kunne det umuligt gå galt.

Det lykkedes aldrig for Adriano at blive verdensmester, for han sank ned i depressionens mørke, og selvom han fortsatte for Brasilien, dog med store pauser, frem til 10, og selvom han indgik en særdeles lukrativ kontrakt med Roma i 10, efter et års tid hjemme i Brasilien, hvor tiden næsten udelukkende gik med druk og fester, så varede kontrakten med den italienske hovedstads klub kun 7 måneder, så rev de kontrakten over. Blot 5 kampe og 0 mål blev det til for Roma, og herefter var karrieren reelt forbi, selvom han forsøgte et comeback først i Corinthians og senere hen i Atletico Paranaense, så var det tydeligt for enhver at han kun var en skygge af sig selv.

Hvis vi spoler frem til nutiden, kæmper en markant overvægtig og usundt udseende 38 årig Adriano med forskellige politisager hængende over hovedet. Voldelige overfald, kørsel med alkohol i blodet, lommesmerter og skilsmisse.