THE THREE LIONS – LANDSHOLDET SOM MANGE ELSKER!

Udover at have opfundet legen med den lille runde, så er England naturligvis også det første land (sammen med modstanderen naturligvis) der spillede en officiel landskamp. Det skete helt tilbage i 1872 og modstanderen var naboerne Skotland. Siden da har nationens stolthed spillet over 1000 landskampe, og har i kortere eller længere perioder, rangeret blandt klodens ypperste nationer. Aktuelt er England nr. 4, blot overgået af Belgien, Frankrig og Brasilien, hvilket man fortjent er særdeles tilfredse med i det folkerige ø-rige.

England, som er et konstitutionelt monarki, har som nation har over 50 millioner i indbyggere, hvilket er omkring 85% af den samlede befolkning i selve Storbritannien. En på mange måder stolt nation kan prale over at have fostret Charles Darwin, Shakespeare, Isaac Newton, The Beatles, Freddie Mercury (billede), J.K Rowling, Robbie Williams, Winston Churchill og ikke mindst Charlie Chaplin, så på kultursiden kan man ikke påstå at man ligger under for nogen, måske snarere tværtimod! På fodboldsiden har det været mere beskedent, og selvom man er en af Europas mest folkerige lande, og i over 100 år nærmest har været besat af fodbold, er resultaterne, med al respekt, ikke prangende.

Men folket elsker deres store personligheder, og historiens fremmeste fodboldnavne som bl.a. Stanley Matthews, Sir Bobby Charlton og Bobby Moore m.fl., vil til evig tid stå mejslet ind i en brites hukommelse med stolthed. I en afstemning som BBC afviklede tilbage i 2002, kom dog blot 2 nu forhenværende fodboldspillere med i top 100, hvilket man set udefra nok kan undre sig over. Listen, som havde Sir Winston Churchill som sikker duks, indeholdt nr. 33 David Beckham og nr. 69 Bobby Moore. Slut – prut – ikke flere! Havde en lignende liste været udfærdiget i lande som Italien, Tyskland eller Spanien, føler jeg mig sikker på at op imod 10 fodboldspillere havde været med på hver af disse lister.

Englands første VM deltagelse var i 1950, selvom de både 30èrne og frem til 2 Verdenskrig startede, på rygtebasis rådede over et af verdens stærkeste hold. Man havde meldt sig ind i FIFA helt tilbage i 1906, men da man var det ældste landshold, troede man fejlagtigt at man som landshold havde ganske særlige privilegier, som f.eks. ikke at forny medlemsskabet, hvorfor man efter en del palaver, blev smidt “på porten” i 1928. Derved missede man både VM i 1930, 34 og 38, og først i VM 50, efter at man igen havde meldt sig ind i den magtfulde organisation, debuterede England omsider i en VM slutrunde.

På daværende tidspunkt, og faktisk helt frem til 1963, var det ikke den siddende landstræner der udtog sit hold, men derimod en til lejligheden nedsat komite af såkaldt fodboldvidende personer, typisk fra den engelske overklasse. Landstræneren af navn mere end af gavn var den forhenværende Manchester United spiller, Walter Winterbottom som faktisk rådede over et på papiret ganske slagkraftigt mandskab. Anføreren var manden der var den første på verdensplan til at runde 100 landskampe, Wolverhampton klippen Billy Wright (billede), og herudover noterede man sig navne som Stanley Matthews, første Ballon dÒr prismodtager i 1956, den senere England manager legende, Sir Alf Ramsey, den senere hen mangeårige Tottenham manager, Bill Nicholson samt Stan Mortensen, den eneste spiller der til dato har formået at score et hattrick i en FA Cup finale. Det blot dog kun til “3 kampe og så i bad”, i en gruppe der udover England, bestod af Spanien, Chile og USA.

Dengang fyrede man ikke landstrænere, så til trods for mindre prangende resultater også til de efterfølgende VM slutrunder i 54, 58 og 62, blev Winterbottom siddende på posten, inden han nærmest skvattede ned af den, og behørigt blev afløst af en af sine tidligere spillere, den på daværende tidspunkt 43 årige Alf Ramsey (billede), der senere hen blev adlet til Sir. Ramsey havde 8 års træner erfaring fra Ipswich Town, og fik sin debut op til EM 64, hvor England missede kvalifikationen.

Ambitionerne i det fodboldgale land var enorme, og Ramsey følte sig nødsaget til at stå frem i medierne, og udtale at han garanterede nationen VM titlen 2 år senere på egen grund. Et noget vovet stunt af en presset mand, der i mellemtiden til gengæld havde fået fuldt udtagelsesansvar over nationens bedste spillere, fremfor den nu nedlagte komite.

England spillede et utal af testkampe de kommende par år, hvor man ikke skulle spille kvalifikationskampe, og langsomt men usvigeligt sikkert fik Ramsey sammentømret sin start 11èr. I forhold til truppen i 62, røg 11 spillere ud, og alene i forhold til den primære startopstilling ved seneste VM, blev der nu ændret på hele 7 pladser, hvilket bl.a. betød af den tidligere anfører, Johnny Haynes, røg helt ud af truppen. De 7 nye folk hed Gordon Banks, George Cohen, Nobby Stiles, Jack Charlton, Alan Ball, Geoff Hurst og Martin Peters, og sammen med Ray Wilson, Roger Hunt, Bobby Charlton og den nye anfører, Bobby Moore, udgjorde de nu det primære hold som skulle sikre en hungrende nation hæder og ære på den mere og mere hysteriske fodboldscene.

Som bekendt gik det helt efter planen, og d. 30.7 lige før skumringstid, kunne en dødtræt Bobby Moore løfte Jules Rimet pokalen mod Londons aftenhimmel, mens knap 100.000 overstadige englændere jublede med på den enorme Wembley Stadium.

Profetien var gået i opfyldelse, og Ramsey, Hurst og Bobby Charlton blev senere hen adlet med Sir foran navnet, mens anfører Moore fik en stor bronze statue af sig selv, opstillet udenfor det nye Wembley.

Herefter tilhørte England for alvor verdenseliten, og også på Ballon dÒr podiet blev det nu pludselig normalt at se engelske spillere. Bobby Charlton snuppede duksepladsen samme år som VM titlen kom i hus, og Manchester United legenden var også højt placeret de næste par år, med 2 pladsen både i 67 og 68, mens Bobby Moore blev nr. 2 i 70.

Efter en hæderlig 3 plads til EM 68 skulle der dog gå ikke så få år, før The Three Lions igen for alvor viste sig frem, men til gengæld begyndte klubholdende nu at røre på sig sådan for alvor. Manchester United (billede) vandt som det første engelske hold, den fornemmeste klubturnering Europa Cuppen for Mesterhold, ved i 68 at besejre Benfica med 4-1, og op igennem 70èrne og 80èrne præsterede engelske klubber at være i finalen hele 9 gange, med guld 4 gange til Liverpool, 2 gange til Nottingham Forest samt 1 gang til Aston Villa. Det var nu ikke fordi der ikke var engelske spillere på de vindende klubbers hold, illustreret ved at der i på alle vinderholdene var mellem 6-8 spillere, der var eller kunnet have været med omkring landsholdet. Først i 84 begyndte der at ske noget på den front, da Liverpool i finalesejren over AS Roma blot havde 4 englændere med i start 11èren. Tiderne var for alvor ved at skifte, og ikke kun i England, men overalt i Europa blev det tilladt og mere og mere benyttet at bruge udenlandsk arbejdskraft.

Selvom England som nation ikke just sejrede sig ihjel i 70èrne og 80èrne, så var der alligevel individer derfra, som klarede sig fint i Ballon dÒr uddelingerne. Kevin Keegan (billede) der forlod Liverpool til fordel for tyske HSV, nåede op på 2 pladsen i 77, hvor Liverpool netop havde besejret BM Gladbach og “The Mighty Mouse” som den lille men bastante angriber blev kaldt, nuppede så trofæet både i 78 og 79, hvilket ikke er sket hverken før eller siden for en spiller med engelsk/britisk pas.

Hvor Liverpool styrede engelsk fodbold i 70èrne og 80èrne, tog Manchester United over i de følgende årtier, men vi skal helt frem til EM 96, igen hjemmebane som under VM triumfen 30 år forinden, før den stolte nation igen fik et reelt hæderligt resultat, og så var man endda (forståeligt?) skuffede.

Det var Terry Venables der var landstræner for det hold der i egen “hule” skulle genskabe landets storhed, og med en trup bestående af topnavne som bl.a. Paul Gascoigne, Alan Shearer og Steve McManaman m.fl., så det bestemt lovende ud. Det var dog en slutrunde hvor de deltagende nationers bedste spillere ikke bare var topspillere, men absoluttte verdensklasse navne, og på de engelske baner kunne men i sommerugerne der i 96 nyde navne som Zidane, Thuram, Bergkamp, Hagi, Sükür, brødrende Laudrup, Kroatiens gyldne trio Prosinecki, Suker og Boksic, Nedved, Sammer, Klinsmann, Maldini, Del Piero samt Manchester Uniteds blonde kæmpe, Peter Schmeichel, og mange mange flere.

Kort sagt var det ikke just England der havde de største stjerner, men de havde hjemmebanefordelen og så havde de en ekstrem sult efter succes, for kun få af spillerne var overhovedet født, da England senest triumferede på landsholdsplan. Det startede da også helt efter planen, da man sluttede øverst i gruppen, efter remis mod Schweiz, samt sejre over først Skotland og til sidst en meget flot 4-1 sejr over Holland. Herefter var holdet klar til 1/4 finalerne, hvor Spanien ventede. Det blev en taktisk præget match, der efter forlænget spilletid  endte 0-0, men i straffesparkskonkurrencen var England bedst (i modsætning til utallige andre gange), og var nu klar til semifinalen mod ærkefjenderne fra Tyskland.

Europas største nation stillede med et hold proppet med topnavne, og 6 af spillerne fra VM triumfen, anført af kaptajnen Jürgen Klinsmann, var stadig med i truppen. Favoritværdigheden blev da heller ikke alt for tyngende for Berti Vogts tropper, og da en sindsygt medrivende semifinale sluttede sent på aftenen d. 26.6, var det hjemmeholdet der slukørede måtte forlade et hujende Wembley. Den nuværende landstræner, Gareth Southgate (billede) havde formastet sig til at brænde det sidste spark, og da tyskerne formåede at score på alle deres 5 spark, sluttede EM for England med et brag! Naturligvis tør man næsten fristes til at sige, endte det med at Tyskland også vandt finalen, for som VM topscoreren anno 86 Gary Lineker engang udtalte, så er fodbold et spil hvor 22 mænd løber rundt efter hinanden, og tyskerne vinder til sidst!

Bortset fra EM 96, var 90èrne i øvrigt et underligt årti for England. Hele 6 forskellige trænere nåede at stå i spidsen for The Three Lions, og kun det allersidste år blev en triumf for et hårdt prøvet fodboldland, da Manchester United med møje, besvær og ufatteligt meget held, besejrede Bayern München i Champions League finalen.

I 2000 ændrede det engelske fodboldforbund (FA) så sine hidtidige regler, eller måske snarere procedurer, for i stedet for at gøre som man plejede, valgte FA at udnævne en ikke englænder som chef for nationens udvalge. Det blev den meget erfarne svensker, Sven-Göran Eriksson, som de kommende år præsterede at føre England frem til 3 kvartfinaler i træk. Det var VM 02, EM 04 og til sidst VM 06, hvorefter Steve McClaren for en kort periode overtog tøjlerne. Da han røg ud kom endnu en udlænding til, nemlig en af Italiens største og mest vindende trænere nogensinde i skikkelse af Fabio Capello. Den taktisk snedige italiener blev ansat i 2008, og var fra dag 1 den til dato højest lønnede landstræner i historien. Efter sigende var hans årsløn i omegnen af 60-65 millioner Dk.kr., hvilket er omkring 15 gange så meget som Kasper Hjulmand må nøjes med som ansvarlig for Danmark.

Den stoute italiener lagde ud med at sætte spillere som Beckham, Sol Campbell og keeperen Paul Robinson af holdet, og efter kort tid besluttede han sig for at John Terry skulle være holdets kaptajn. Beckham kom tilbage omkring holdet i kort tid, mens de 2 andre aldrig trak landsholdstrøjen over hovedet igen, og i det hele taget blev der omgjort ikke så få ting og sager i de år hvor Capello (billede) var ansvarlig.

Der blev lagt et nærmest hermetisk taktisk “tæppe” nedover holdet, disciplinen blev skærpet og som udgangspunkt var det kun landstræneren der måtte udtale sig i den evigt kritiske presse.

Naturligvis tør man næsten fristes til at sige, kan englændere ikke opføre sig ordentligt længere tid af gangen, og den iltre italiener havde ganske givet sit hyr med flere af de store personligheder omkring holdet, som hver især elskede den megen hype der var omkring dem.

Capellos mandskab formåede i at præstere den pointmæssigt bedste periode et engelsk landshold nogensinde har præsteret, op til VM slutrunden i 10. Man vandt 7 kampe i streg, og den helt store stjerne var Wayne Rooney, der scorede 8 mål i 7 kvalifikations kampe. England sluttede kvalifikationsturneringen af som suveræn vinder, og endte endda med at blive UEFA`s mest scorende landshold i kvalifikations puljerne med 36 mål, hele 6 mål flere end nærmeste konkurrent på det parameter, Spanien.

Stopfyldt med selvtillid, kunne “The Three Lions” stolt drage mod Sydafrika, velvidende at de udover at være Europas mest scorende hold i kvalifikationen, tillige var holdet der havde opnået flest point. Den såkaldt “gyldne gruppe” af spillere bestående af bl.a. Lampard, Rooney, Cole, Terry og Lampard var alle i aldersgruppen fra 24-31 år, toptunede og mere end klar til at gentage VM 66 kunststykket! Men vanen tro, tør man næsten skrive, når det drejer sig om det engelske landshold, var der ballade op til turneringen. De seneste 4 års anfører, John Terry rodede sig ud i noget privat “misk mask”, hvilket medførte at Capello flåede anfører bindet af ham, og i stedet udnævnte Rio Ferdinand som kaptajn. Skæbnen ville så at United spilleren måtte melde forfald pga. en skade, og i stedet blev Steven Gerrard anfører for Capellos udvalgte.

Placeret i en på papiret svag gruppe, var der ikke mange der havde forventet at England kun sluttede som nr. 2 efter USA, men 1-1 vs netop USA, 0-0 vs Algeriet og til sidst en kneben 1-0 sejr over Slovenien, var langt fra overbevisende, og pga. 2 pladsen ventede Tyskland, hvorimod en gruppesejr havde betydet en kamp mod Ghana, som med al respekt burde have været en mere overkommelig opgave end de altid toptunede tyskere.

Og ja hvordan forløb den kamp så, ja England blev bogstavelig talt kørt ud på “røv og albuer” og tabte 1-4 til et sprudende tysk mandskab, hvor flere af U 21 Europamestrene fra året i forvejen, heriblandt 4 i start 11èren (Neuer, Boateng, Khedira og Özil) + en topmotiveret Thomas Müller og en altid farlig Miroslav Klose, simpelthen var bedre på noget nær alle parametre overfor et skuffende engelsk mandskab, der mand for mand mest af alt mindede om et old boys mandskab.

Fortjent måtte Capello og hans spillere vende hjem til England til spot og spe, endnu engang havde et på papiret glimrende engelsk hold, skuffet big time, og rundt omkring begyndte snakken så småt at dreje sig om hvem skulle afløse Capello. Der skulle dog gå et par år endnu, før italieneren blev erstattet af først “caretakeren” Stuart Pearce og dernæst Roy Hodgson, men absolut uden succes, gik der ikke lang tid før Sam Allardyce kom ind af døren, dog kun for en enkelt kamp, så var han fortid. Noget med lysky optagelser med mindre heldige udtalelser og videre i den dur, og så kom nutidens Gareth Southgate omsider op. Omsider fordi den tidligere Crystal Palace, Aston Villa og Middlesbrough spiller i den grad har løftet stemningen omkring landsholdet, og tilmed formået at få det bedste resultat siden VM 90, da han førte holdet frem til 4 pladsen til det seneste VM.

Unge friske, sprudlende og ikke mindst super talentfulde spillere, er blevet vurderet, afprøvet og godkendt af træneren, som tilmed er noget så uvant for en engelsk landstræner, nemlig super populær overalt, selvom en del sikkert husker hans fatale straffespark tilbage i EM 96. Men tiden går, og med det fremragende spil + ikke mindst foreløbige resultater som den nu 50 årige træner, har præsteret, så virker det som om hovedparten af de engelske fans har tilgivet miseren.

Foreløbig har Southgate stået i spidsen for holdet i 39 kampe, hvoraf de 25 er vundet, 6 er endt remis mens 8 er mundet ud i nederlag. Målscoreren er 91-39, og han har benyttet 65 spillere, og heriblandt givet debut til hele 32 af dem, hvilket må være rekord, eller i hvert fald tæt på verdensrekorden. Alene i seneste eksperimenterende opstilling mod Danmark, en kamp som sluttede 0-0, gav han debut til 4 spillere (Niles, Greahish, Phillips og Coady), og ingen af de 65 benyttede aktører har været med i samtlige kampe, hvilket så alt andet lige også ville være et særsyn.

En top 10 opremsning over de mest benyttede spillere i de 39 kampe ser således ud:
1. Marcus Rashford (Manchester United) 32 kampe
2. Harry Kane (Tottenham) 30 kampe
3. Raheem Sterling (Manchester City) 29 kampe
4. Harry Maguire (Manchester United) 26 kampe
4. Jordan Pickford (Everton) 26 kampe
4. Eric Dier (Tottenham) 26 kampe
7. Kyle Walker (Manchester City) 25 kampe
8. John Stones (Manchester City) 23 kampe
9. Jesse Lingard (Manchester United) 21 kampe
10.Kieran Trippier (Atletico Madrid) 21 kampe

Hovedparten af ovenstående navne må man betragte som nuværende stamspillere i Southgates primære start 11èr, og det er vel kun Lingard og Stones der ikke sådan her og nu, er spillere der udtages til landsholdstruppen.

I sin første landskamp i spidsen for holdet, hvor det blev til et 0-1 nederlag mod Tyskland på Signal Iduna Park i Dortmund, havde Southgate valgt disse 11 spillere til sin startformation (3-4-2-1): Joe Hart – Chris Smalling, Gary Cahill (anf), Michael Keane – Kyle Walker, Eric Dier, Jack Livermore, Ryan Bertrand – Adam Lallana, Dele Alli – Jamie Vardy. Endvidere blev sekstetten Nathan Redmond, Marcus Rashford, James Ward-Prowse, Luke Shaw, John Stones og Jesse Lingard skiftet ind undervejs, så hele 17 spillere fik han set i aktion i det opgør, hvor kun Rashford, Walker, Dier og Alli reelt er brugbare emner i dag + til nød Michael Keane og John Stones, der dog nok begge er blevet overhalet af ganske mange siden da.

En af de pladser hvor Southgate har forsøgt flest mulige løsninger er på keeper posten, hvor han med god ret kan sende misundelige tanker til fortidens engelske trænere, som bl.a. kunne råde over navne som Banks, Shilton, Clemence og Seaman, mens Southgates umiddelbart foretrukne er den helt ordinære Pickford (billede), som absolut kun ser ud til at blive første valg, pga. absurd mangel på konkurrence. Den blot 185 cm. høje (lave) keeper, som kun undergås af Brightons Matthew Ryan og er på højde med Kasper Schmeichel, er ganske enkelt ikke særlig god. Udover hans beskedne højde, er han ikke god med fødderne, han er pinlig ringe i luften og reflekserne som man ellers skulle tro var hans speciale, er jeg bestemt heller ikke imponeret af. Han begår ofte fejl, og selv på sæsonens virkelig stærke Everton mandskab, er han markant sit holds svaghed. Konkurrencen er dog næsten ikke eksisterende hvilket i den grad illustrerer at de notoriske 6 største klubber, overhovedet ikke overvejer at benytte en engelsk keeper. Liverpool og Manchester City er lykkelige for deres brasilianske målmænd, Manchester United holder indtil videre fast i en til tider svag De Gea, Tottenham har Lloris, Chelsea nyindkøbet Mendy eller sidste sæsons måske dårligste keeper i Premier League, Kepa, og endelig har Arsenal deres tyske Leno. Eneste hold af de 6 nævnte, som undervejs i sæsonen kan tænkes at skifte til engelsk målmand, er Manchester United, der efter en udleje af Dean Henderson, har ham tilbage i folden, og han kan måske true De Gea, hvis denne fortsætter de seneste sæsoners bommerter.

Samme Henderson er i øvrigt Pickfords vel nok hårdeste konkurrent, hvilket med al respekt for Henderson, siger ikke så lidt. En keeper der slet ikke spiller kampe i ligaen, kan risikere at blive Southgates foretrukne. Landstræneren har i alt forsøgt sig med 6 målmand i kampene, hvor Pickford, som anført længere oppe, har stået langt hovedparten af kampene, nemlig 26. Herudover har Joe Hart spillet 6 kampe, Jack Butland 5, Nick Pope 2 og Tom Heaton og Alex McCarthy hver 1. Det giver 40 kampe men er fordi 2 af målmændene fik een`halvleg hver i en kamp.

Det er således målmænd fra Burnley, Southampton, Aston Villa, Stoke og 2-3 keeperen Hart fra Tottenham. Det er åbenlyst for enhver at det slet ikke er godt nok, og tager man et kig på ligestillede nationer som England, kan man f.eks. se at Tyskland har deres bedste målmænd placeret i Bayern München, FC Barcelona og Arsenal, Spanien har deres placeret i Manchester United, Chelsea og AS Roma, Frankrig kan plukke fra klubber som Tottenham, OL Marseille eller Chelsea mens Italiens udvalgte repræsenterer klubber som AC Milan, Napoli eller Atalanta m.fl. Men Southgate kan jo ikke bare sådan uden videre opfinde en ny topmålmand, og man må tro at Pickford er hans foretrukne.

På anfører posten har der også været cirkuleret flittigt, og 6 mand har båret bindet undervejs, med Harry Kane som den hyppigste kaptajn, og klart manden der skal gå i spidsen for holdet. Den målfarlige Tottenham mand, er respekteret overalt i truppen, og selvom han aldrig har vundet noget som helst som senior spiller, er den 27 årige Kane ganske givet holdets største stjerne.

Et bud på en mulig start 11èr, med udgangspunkt i hvordan Southgate hidtil har udtaget spillere, og ud fra hans foretrukne systemer, kunne være som herunder:
Southgate har benyttet sig af 9 forskellige systemer, hvoraf de 3 mest foretrukne er 4-3-3, 3-1-4-2 og 4-2-3-1.

Udover keeper problemet er hans største hovedbrud nok hvorvidt han skal spille med en decideret playmaker foran et par “hardhittere”, eller om han skal spille med 2 deciderede angribere. Hans 4 forreste folk er af højeste klasse, og aldersmæssigt (27, 25, 22 og 20 år) er der masser af gode år i dem alle 4 endnu.

Så fornemt ser det bestemt ikke ud på de spilstyrende positioner, hvor navne som Barkley, Maddison, Ward-Prowse, Foden, Grealish, Mount, Alli og Lallana har været benyttet, ingen af dem dog med utvetydig succes, og bedst har det faktisk set ud, de gange hvor han har haft enten 2 midtbanekæmpere, 2 winger og 2 deciderede angribere (som ovenstående) eller 2 midtbanekæmpere, 1 mere offensiv, dog uden at være decideret playmaker, 2 winger og så blot 1 angriber. I den sidste formation har man dog siddet med fornemmelsen af at der manglede noget power oppe foran.

Phil Foden (billede), der aktuelt er ude pga. umoden opførsel, ligner fremtidens mand på den offensive del af midtbanen, og bag ham kan det på sigt blive Eric Dier og Declan Rice, afhængigt af hvor længe Jordan Henderson holder sig på toppen.

Foden er en vanvittig spilintelligent type, der teknisk og spilforståelsesmæssig virker som om han er længder foran konkurrenterne. Han er endnu blot 20 år, men det er bestemt ikke utænkeligt at han er holdets offensive playmaker til næste sommers U 21 EM, eller i hvert fald senest til VM 22.

Et friskt, ungdommeligt og ganske offensivt bud til VM 22 eller måske derefter, kunne være dette hold: 

Potentielt er der flere yngre spillere på vej frem, hvor navne som Mason Greenwood, Mason Mount, Callum Hudson-Odoi, Trent Alexander-Arnold, Declan Rice, Ben Chilwell, Reece James, Joe Gomez, Marcus Rashford, Jadon Sancho, Phil Foden, Aaron Wan-Bissaka, Dean Henderson og Bukayo Saka nok er de mest interessante (og alle 23 år eller yngre), og de nævnte er da i allerhøjeste grad inde omkring “The Three Lions” allerede nu.

Hvor mange Southgate når at implementere omkring truppen i det næste års tid, er svært at spå om, men det er vel kun Jordan Henderson, Kieran Trippier og Kyle Walker der er 30 år eller ældre.

Et totalbillede over de engelske landsholdsemner ser således ud (med unge potentielle talenter anført i kursiv):

Målmænd:
Jordan Pickford (26 år) Everton / 26 A landskampe
Nick Pope (28 år) Burnley / 2 A landskampe
Dean Henderson (23 år) Manchester United / 0 A landskampe
Joe Hart (33 år) Tottenham / 75 A landskampe
Tom Heaton (34 år) Aston Villa / 1 A landskamp
Aaron Ramsdale (22 år) Sheffield United / 0 A landskampe
Højre back:
Kyle Walker (30 år) Manchester City / 49 A landskampe
Trent Alexander-Arnold (21 år) Liverpool / 11 A landskampe 
Arron Wan-Bissaka (22 år) Manchester United / 0 A landskampe
Kieran Trippier (30 år) Atletico Madrid / 21 A landskampe
Reece James (20 år) Chelsea / 2 A landskampe
Max Aarons (20 år) Norwich City / 0 A landskampe
Jayden Bogle (20 år) Sheffield United / 0 A landskampe
Tariq Lamptey (20 år) Brighton / 0 A landskampe
Venstre back:
Ben Chilwell (23 år) Chelsea / 11 A landskampe
Bukayo Saka (19 år) Arsenal / 0 A landskampe
Danny Rose (30 år) Tottenham / 29 A landskampe
Luke Shaw (25 år) Manchester United / 8 A landskampe
Central forsvar:
Harry Maguire (27 år) Manchester United / 26 A landskampe
Michael Keane (27 år) Everton / 10 A landskampe
Joe Gomez (23 år) Liverpool / 10 A landskampe
Tyrone Mings (27 år) Aston Villa / 2 A landskampe
John Stones (26 år) Manchester City / 39 A landskampe
Fikayo Tomori (22 år) Chelsea / 1 A landskamp
James Tarkowski (27 år) Burnley / 2 A landskampe
Conor Coady (27 år) Wolverhampton / 1 A landskamp
Mason Holgate (23 år) Everton / 0 A landskampe
Ben White (22 år) Brighton / 0 A landskampe
Defensiv/kontrollerende midtbane:
Eric Dier (26 år) Tottenham / 42 A landskampe
Jordan Henderson (30 år) Liverpool / 55 A landskampe
Harry Winks (24 år) Tottenham / 6 A landskampe
Declan Rice (21 år) West Ham / 9 A landskampe
Central/offensiv kontrollerende/playmaker midtbane:
Mason Mount (21 år) Chelsea / 7 A landskampe 
James Ward-Prowse (25 år) Southampton / 3 A landskampe
Jack Grealish (25 år) Aston Villa / 1 A landskamp
Ainsley Maitland-Niles (23 år) Arsenal / 1 A landskamp
Kalvin Phillips (24 år) Leeds United / 1 A landskamp
Harvey Barnes (22 år) Leicester City / 0 A landskampe
Phil Foden (20 år) Manchester City / 1 A landskamp
Alex Oxlaide-Chamberlain (27 år) Liverpool / 35 A landskampe
James Maddison (23 år) Leicester City / 1 A landskamp
Ross Barkley (26 år) Aston Villa / 33 A landskampe
Fabian Delph (30 år) Everton / 20 A landskampe
Dele Alli (24 år) Tottenham / 37 A landskampe
Jude Bellingham (17 år) Borussia Dortmund / 0 A landskampe
Jesse Lingard (27 år) Manchester United / 24 A landskampe
Kantspillere:
Raheem Sterling (25 år) Manchester City / 58 A landskampe
Jadon Sancho (20 år) Borussia Dortmund / 13 A landskampe
Callum Hudson-Odoi (19 år) Chelsea / 3 A landskampe
Jarrod Bowen (23 år) West Ham / 0 A landskampe
Ryan Sessegnon (20 år) Tottenham / 0 A landskampe
Dwight McNeill (20 år) Burnley / 0 A landskampe
Todd Cantwell (22 år) Norwich City / 0 A landskampe
Jack Clarke (19 år) Tottenham / 0 A landskampe
Jack Harrison (23 år) Leeds United / 0 A landskampe
Curtis Jones (19 år) Liverpool / 0 A landskampe
Noni Madueke (18 år) PSV Eindhoven / 0 A landskampe
Harvey Elliot (17 år) Liverpool / 0 A landskampe
Angribere:
Harry Kane (27 år) Tottenham / 47 A landskampe
Marcus Rashford (22 år) Manchester United 38 A landskampe
Tammy Abraham (23 år) Chelsea / 4 A landskampe
Danny Ings (28 år) Southampton / 2 A landskampe
Dominic Calvert-Lewin (23 år) Everton / 0 A landskampe
Mason Greenwood (19 år) Manchester United / 1 A landskamp
Callum Wilson (28 år) Newcastle United / 4 A landskampe
Jamie Vardy (33 år) Leicester City / 26 A landskampe
Patrick Bamford (27 år) Leeds United / 0 A landskampe

 

Som det fremgår er der nok at vælge imellem, når Southgate skal finde sit kommende EM og VM mandskab, hvis han altså står i spidsen for “The Three Lions” så lang tid. Men indtil videre er der bestemt ikke noget der tyder på at hans sæde er varmt, nok snarere tværtimod.

Hvor de notoriske topklubber ikke benytter sig af engelske keepere, så kan Southgate omvendt glæde sig over at det ser ganske anderledes ud på holdets andre positioner. Spillere som Arnold, J Henderson, Walker, Sterling, Chilwell, Maguire, Rashford og Kane er ikke bare stamspillere, men tilmed profiler for respektive klubber, og navne som Gomez, Stones, Foden, Chilwell, James, Odoi, Mount, Abraham, Shaw, Bissaka, Greenwood, Dier, Winks, Alli, Niles og Saka får rigeligt med spilletid, til at man kan påstå de er stamspillere.

Den ovenfor anførte start 11èr indeholder da også spillere fra 7 forskellige klubber, med Liverpool, Tottenham og Manchester United med hver 2, samt Everton, Chelsea og Manchester City samt Borussia Dortmund med hver 1 spiller, så det ser bestemt lyst ud. Samtidig må man formode at navne som Declan Rice, Aaron Ramsdale og Aarons inden længe skifter til mere prominente adresser, hvilket deres potentiale berettiger til.

Afslutningsvis har jeg lidt for sjov forsøgt at pejle mig frem til et “England ALL STAR” mandskab, som består af disse 11 spillere:

Gordon Banks
Ungdomsklub: Chesterfield
Klubber som proff: Leicester City, Stoke City og Ford Lauderdale
73 A landskampe i perioden 63-72
VM guld i 66 + EM bronze 68

Gary Neville
Ungdomsklub: Manchester United
Klubber som proff: Manchester United
85 A landskampe i perioden 95-07

Bobby Moore
Ungdomsklub: West Ham United
Klubber som proff: West Ham United og Fulham + diverse mindre klubber udenfor England
108 A landskampe i perioden 62-73
VM guld i 66 + EM bronze i 68
Ballon dÒr: nr. 2 i 79
Anfører for VM holdet i 66

Billy Wright
Ungdomsklub: Wolverhampton
Klubber som proff: Wolverhampton
105 A landskampe i perioden 46-59
Ballon dÒr: nr 2 i 57
(Var den første spiller på verdensplan som rundede 100 A landskampe for sit land)

Ashley Cole
Ungdomsklub: Arsenal
Klubber som proff: Arsenal, Crystal Palace, Chelsea, AS Roma, LA Galaxy og Derby County
107 A landskampe i perioden 01-14

Bryan Robson
Ungdomsklub: WBA
Klubber som proff: WBA, Manchester United og Middlesbrough
90 A landskampe i perioden 80-91

Martin Peters
Ungdomsklub: West Ham United
Klubber som proff: West Ham United, Tottenham, Norwich City og Sheffield United
67 A landskampe i perioden 66-74
VM guld i 66 + EM bronze i 68

Sir Bobby Charlton
Ungdomsklub: Manchester United
Klubber som proff: Manchester United og Preston
106 A landskampe i perioden 58-70
VM guld i 66 + EM bronze i 68
Ballon dÒr: nr. 1 i 66 + nr. 2 i 67 og 68

Gary Lineker
Ungdomsklub: Leicester City
Klubber som proff: Leicester City, Everton, FC Barcelona, Tottenham og Grampus Eight
80 A landskampe i perioden 84-92
Ballon dÒr: nr. 2 i 86
VM topscorer i 86

Wayne Rooney
Ungdomsklub: Everton
Klubber som proff: Everton, Manchester United, DC United og Derby County (stadig aktiv)
120 A landskampe i perioden 03-18
Mest scorende spiller nogensinde for England (53 mål)

Kevin Keegan
Ungdomsklub: Scunthorpe United
Klubber som proff: Scunthorpe United, Liverpool, HSV, Southampton og Newcastle United
63 A landskampe i perioden 72-82
Ballon dÒr: nr. 1 i 78 og 79 + nr. 2 i 77

Bænken:

Peter Shilton
Ungdomsklub: Leicester City
Klubber som proff: Leicester City, Stoke City, Nottingham Forest, Southampton, Derby County, Plymouth, Wimbledon, Bolton, Coventry, West Ham United og Leyton Orient
125 A landskampe i perioden 70-90
Aktuel landskampsrekordholder for England

Rio Ferdinand
Ungdomsklub: West Ham United
Klubber som proff: West Ham United, Bournemouth, Leeds United, Manchester United og QPR
81 A landskampe i perioden 97-11

Kenny Sansom
Ungdomsklub: Crystal Palace
Klubber som proff: Crystal Palace, Arsenal, Newcastle United, QPR, Everton, Brentford og Watford
86 A landskampe i perioden 79-88

Paul Gascoigne
Ungdomsklub: Newcastle United
Klubber som proff: Newcastle United, Tottenham, SS Lazio, Glasgow Rangers, Middlesbrough, Everton og Burnley
57 A landskampe i perioden 88-98

Stanley Matthews
Ungdomsklub: Stoke City
Klubber som proff: Stoke City, Blackpool og Toronto City
54 A landskampe i perioden 34-57
Ballon dÒr: nr. 1 i 56 (første vinder af dette trofæ)

Alan Ball
Ungdomsklub: Blackpool
Klubber som proff: Blackpool, Everton, Arsenal, Southampton, Vancouver og Bristol Rovers
72 A landskampe i perioden 65-75
VM guld i 66 og EM bronze i 68

Alan Shearer
Ungdomsklub: Southampton
Klubber som proff: Southampton, Blackburn og Newcastle
63 A landskampe i perioden 92-00
Ballon dÒr: nr. 3 i 96

Opstillet i en 4-3-3 formation kommer holdet til at se således ud: 
Til trods for at England aldrig har opnået de helt store resultater på landholdsplan, så viser fravalget af flere spillere, anført herunder, at niveauet bestemt har været til stede.

I overvejelserne til dette hold måtte jeg bl.a. undlade navne som: Phil Neal, Sir Geoff Hurst, George Cohen, John Terry, Frank Lampard, Steven Gerrard, Jimmy Greaves, Roger Hunt, Johnny Haynes, Nobby Stiles, Ray Wilson, Emlyn Hughes, Jack Charlton, Terry Butcher, Steve McManaman, David Platt, Michael Owen, Ray Wilkins, Chris Waddle, Glenn Hoddle, Paul Scholes, Tony Adams, Dixie Dean m.fl. Alle ville pryde de fleste All star hold, men der var altså ikke plads til dem på mit engelske All star hold.

Håber du har hygget dig med læsningen, og måske er du tilmed blevet om ikke klogere, så i hvert fald mere vidende omkring The Three Lions fodboldhistorie.

Torben Aakjær
København 5.10.20

Torben Aakjær