UNITED MANGLER VINDERTYPER!

George Best, Sir Bobby Charlton, Brian Kidd og John Aston m.fl. var superstjernerne på det Manchester United mandskab, der som det første engelske hold, vandt den fornemmeste klubtitel i Europa, Europa Cup for Mesterholds trofæet, da de i 68 besejrede storfavoritterne fra Benfica med 4-1 foran knap 93.000 ellevilde tilskuere på Wembley Stadium i London. Efter kampen greb helten fra VM 66 guldet, Sir Bobby Charlton mikrofonen fra en af journalisterne, og benyttede lejligheden til at udråbe den undseelige holdkammerat Nobby Stiles til Man of the Match!

Den lille, mildt sagt mindre fotogene mand, som manglede flere tænder i overmunden, var blevet sat til at neutralisere verdens måske bedste spiller på daværende tidspunkt, Benficas “Sorte Perle”, Eusebio, og for nu at sige det pænt, så blev Eusebio på det nærmeste “kastreret” af den iltre brite, som havde gjort præcis det samme et par år forinden, hvor England og Portugal var stødt sammen i VM semifinalen. Eusebio havde nogle måneder forinden modtaget Ballon dÒr trofæet, og den engelske landstræner Sir Alf Ramsey var i “syv sind” over hvordan man dog skulle stække den kulsorte hvirvelvind. Løsningen blev Stiles, og præcis på samme måde i Europa Cup finalen neutraliserede Stiles sin modstander. I et enkelt splitsekund missede Stiles dog en tackling, og så kunne Eusebio score til stillingen 1-2, en scoring der dog kun blev kosmetisk, idet Charlton forinden havde scoret 2 mål, og opgøret sluttede 2-1, og senere hen vandt England som bekendt også finalen, men det er en helt anden historie.

“Skønheden og udyret” blev fighterne mellem Stiles og Eusebio hurtigt omdøbt til, og selvom det bestemt ikke var nyt at mandsopdække modstandernes farligste modstander, så blev kombinationen af råstyrke, lederegenskaber og konstant fight et vigtigt element i hvordan visse typer spillere skulle uddannes fremadrettet.

Efter Stiles stoppede i United i 71, skulle man helt hen til slut 70èrne, før nogenlunde samme typer igen trak en United trøje over hovedet. Trioen Gordon McQueen, Kevin Moran og Joe Jordan (billede) blev hentet til, og ikke mindst sidstnævntes tandsæt mindede til forveksling om Stiles, men bortset fra det var de vidt forskellige typer, i hvert fald spillemæssigt. Men hvad de alle havde til fælles, var den ekstra ordinære vindervilje, den indre glød, ja vel nærmere den indre flamme – brand, for i hver eneste kamp, hvert minut – ja hvert sekund at yde alt hvad de overhovedet kunne, for at hjælpe sit hold til hæder og ære.

Man kan sige at United i slut 70èrne – og til midt 80èrne ikke just var et af engelsk fodbolds mest vindende mandskaber. Et par FA Cup trofæer var alt hvad det blev til, men det var bestemt ikke fordi “ilden” ikke glødede hos flere af spillerne, det var nok nærmere fordi kvaliteten overordnet set simpelthen ikke var prangende. Men det begyndte at ændre sig op igennem 80èrne, hvor “Captain Marvel” alias Bryan Robson (billede), Paul McGrath og Remi Moses blev hentet til klubben, og nogenlunde samtidig rykkede en ilter teenager ved navn Mark Hughes op fra ungdoms-afdelingen. Sir Alex Ferguson satte sig i trænersædet i slutningen af 86, og herefter købte man spillere som Steve Bruce, Gary Pallister, Paul Ince, Peter Schmeichel og Eric Cantona. Alle var vinder typer af “Guds nåde”, og de fleste af dem var ikke blot parate til at kæmpe for klubben, de var bestemt heller ikke blege for at “dele håndmadder” ud, såfremt en modstander ikke makkede ret.

Helt naturligt begyndte resultaterne at komme, og i takt med at Fergusons udvalgte pludselig ikke bare var “hardhittere”, men nu også vindere, kunne man uden videre rykke et større kuld egenproducerede spillere op, det var naturligvis dem som senere hen blev omdøbt til “Class of 92”, bestående af bl.a. Gary Neville, Nicky Butt, Phil Neville, David Beckham, Ryan Giggs og Paul Scholes m.fl., spillere som udover at have klubbens DNA mejslet ind i deres sind, tillige havde evnerne til at bliver landsholdspillere, og enkelte af dem tilmed verdensstjerner.

I 93 blev døren så bogstaveligt talt “sparket” ind, for Ferguson havde efter længere tids scouting, besluttet sig for at hente Nottingham Forests ekstra ordinært hårdtspillende irer, den 21 årige Roy Keane. Han var udover at være en åbenlys ledertype, både verbalt men også når han gik forrest ind i alle dueller, en glimrende fodboldspiller, som både kunne skyde på mål og ikke mindst aflevere over længere afstande. En perfekt mand til et hold, hvor Robson, Pallister og Ince m.fl. efterhånden var nået op i årene, og et generationsskifte blev sat i gang. Nogle år efter kom så den hollandske “kropsknuser” alias Jaap Stam, som som den naturligste ting gik ind og varetog både leder- og vinderopgaverne på et hold, som nu var på vej op i toppen af Europa!

Det generationsskifte blev som bekendt særdeles vellykket, og næsten uden at opdage det, formede Ferguson endnu et hold af vindere. Spillere som Blanc, Veron og Rio Ferdinand blev hentet, og selvom Blanc var oppe i årene og Veron ikke havde sin bedste tid på Old Trafford, så bidrog de hver især med det vinder DNA som klubben nu blev kendt for. Ferdinand, der blot var 21 år da han kom til fra West Ham var en topspiller in spe, og da han nogle år efter fik den perfekte makker i “det serbiske udyr” Nemanja Vidic, var formlen perfekt. De 2 dannede i flere sæsoner et nærmest uigennemtrængeligt centralt forsvar, som var med til at sikre klubben et utal af trofæer.

Duoen holdt sammen i 8 sæsoner, og undervejs kom spillere som de 2 18 årige “Superkids” Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney til. Udover at besidde hver deres ekstra ordinære store talent, var de også begge fødte vindere, som akkurat som fortidens stjerner, ikke holdt sig tilbage i duellerne, og hver gang, trods deres unge alder, både verbalt og udtryksmæssigt var med til at forme endnu en vindergeneration.

Som alle nok ved, så abdicerede træner legenden, myten og klubbens uden sammenligning største personlighed, Sir Alex Ferguson efter endnu en mesterskabs sæson i 12/13. Et utal af trofæer, titler og medaljer var kommet i hus under hans knap 27 årige regime, og endnu flere vindertyper var blevet formet under hans hænder. Nu måtte der nye kræfter til, og i årene derefter og reelt frem til nu, kan de virkelige vindertyper, som ethvert hold, ikke mindst de hold der vil være med helt fremme, tælles på mindre end een`hånd!

Et utalt af forskellige managere smed om sig med penge, og topnavne som Falcao, Di Maria, Valdes, Schweinsteiger, Depay og Mkhitaryan m.fl. kom og gik, uden at bidrage med andet end frustrationer hos klubbens millioner af fans. Et kort øjeblik havde man dog fat i en vaskeægte vindertype, men den på daværende tidspunkt 34 årige Zlatan Ibrahimovic, kunne trods mange mål, ikke frelse eller overhovedet redde en “synkende skude”, som både på sidelinien, på banen og ikke mindst på direktions gangene styrede mod afgrunden.

Fra at købe afsindigt højt lønnede profiler, begyndte man nu at købe decideret uegnede spillere, som hverken var profiler, hardhittere, ledere eller på nogen måde spillere med United DNA. En spinkel overtatoveret svensker ved navn Victor Lindelöf, en umulig brasilianer kaldet Fred, og en ung evigt skadet Diego Dalot var “prikken over ièt”.
At man ikke var helt færdig med at købe afdankede stjerner, beviste investeringen i Alexis Sanchez, som ganske vist kom gratis, men som til gengæld overgik alt og alle i lønhierakiet.

Det kunne kun gå en vej, og det gjorde det naturligvis, og da man samtidig også havde valgt Ole Gunnar Solskjær, skulle stå i spidsen for klubbens bedste hold, begyndte man at ane hvor det bar hen. Med al respekt for den ofte smilende nordmand, så var det ikke just meritterne eller CVèt udi trænergerningen, han medbragte, og til trods for en helt sikkert fremragende start, mens han stadig var på prøve, så har det sidenhen, med ganske få undtagelser, vist sig som en manøvre, der kun illustrerer at klubbens ledelse reelt ikke aner deres levende råd.

Et af hans indkøb, klubbens nuværende kaptajn, har dog bevist at han er i stand til at “dele håndmadder” ud, men desværre er det indtil videre ikke på banen at den kantede spiller, har bevist sine evner mest. I stedet valgte han at gå til “stålet” på en ferie i Grækenland, noget som bestemt ikke har gjort arbejdet for klubbens ansvarlige folk lettere. Maguire er dog indtil videre tilbage på fodboldbanen, og selvom han nok aldrig bliver den store boldjonglør, så har han trods alt lidt af det vinder DNA der nærmest i panisk grad efterlyses. Kigger man udover resten af truppen, så kan man måske til nød finde den hos serberen Matic, men ellers er den reelt ikke eksisterende. Det er en samling højtlønnede bløddyr, som hver især har mere travlt med alverdens ting og sager uden for banen, end på den.

Vi ser den føromtalte Lindelöf (billede) iført sin kones kjole i privaten, mens hans på banen mest af alt minder om “Bambi på glatis”, og det unge stjerneskud, Mason Greenwood, lokkes alt for let i uføre på en landsholdstur. Det er tydeligt at en Sir Alex Ferguson ikke har opdraget disse forkælede typer, hvilket man også ser omkring en spiller som Marcus Rashford, der sammen med Paul Pogba, har mere travlt med at promovere den allestedsværende “Black Lives Matter” bevægelse, fremfor at koncentrere sig om det han får (mange) penge for.

En anden “homemade” spiller, den efterhånden 27 årige Jesse Lingaard (billede) virker som om han i denne tid udelukkende arbejder på de sociale medier, og i det hele taget må man åbenlyst konstatere at træner Ole Gunnar Solskjær, mere eller mindre har tabt kontrollen over sine spillere, både på og udenfor banen.

Mens alle skriger på forstærkninger til det centrale forsvar eller fremme i angrebet, går manden ud i medierne og siger at han er på udkig efter en venstre back, og når man ser hans engagement (eller mangel på samme) i kampene, senest mod Brighton, aner man virkelig ikke sine levende råd. Efter nederlaget i sæsonens åbningskamp hjemme mod Crystal Palace, havde alle, selv modstandere af United, forventet nærmest en revolution i spillernes engagement, men selvom sejren efter møje og besvær kom i hus, så var det reelt det stik modsatte man så. Og Solskjær på bænken var nærmest en hån overfor begreberne entusiasme, engagement og vindervilje. Magen til manglende udstråling fra en træner skal man godt nok lede længe efter. Med sit efterhånden mere og mere grå hoved trukket godt ned i jakken, stirrede han det meste af tiden enten på sin lille tv skærm, hvis han da ikke gloede tomt ud i luften, aldeles tappet for ideer og ambitioner, eller med andre ord en åbenlyst slagen mand.

Skal Manchester United på nogen måde begynde at bygge et hold op, der blot tilnærmelsesvis minder om fortidens mange store hold, så skal de starte med at returnere deres lille norske ven til Molde, og endelig ikke klistre retur mærker på. Herefter skal der sælges op imod 10 spillere, og hvis ikke de værste af dem kan indbringe mønt, så kyl dem for pokker ud. Blot det at medspillerne slipper for at glo på Jones, Pereira, Rojo, Fred og Lingard, blot for at nævne de mest horrible navne, gør formentlig at motivationen så småt kan spire igen.

Hvad der skal købes og sælges herudover, vil jeg ikke bruge denne artikel til, men i en tid hvor det pludselig ikke er tilladt at give en kvindelig kollega et forsigtigt dask i måsen, hvor Black Lives Matter bevægelsen pludselig ikke længere et en godgørende ting, men vel nærmere en terrororganisation, og hvor mænd, hunde og selv små drenge kan skifte køn, som vi andre skifter underbukser, ja endda fise rundt i konens gevandter, skifte cpr. nummer, navn og hårfarve, ja så har jeg personligt ikke de store forhåbninger til at tingene ændres sådan lige foreløbig, for fremtiden ser ud til at være i curling generationens favn. Selv veganerpartiet spås nu at komme på Tinge, så end ikke en Keane, Captain Marvel eller en sindsyg serber, kan redde stumperne af det som engang var en sport for mænd 😉

Verden er i sandhed af lave!

Til slut min personlige “VinderDNAhardhittertype” rangering af Manchester United spillere:
1. Roy Keane
2. Nobby “Destroyer” Stiles
3. Nemanja Vidic
4. Bryan “Captain Marvel” Robson
5. Jaap Stam
6. Gary Neville
7. Peter Schmeichel
8. Mark Hughes
9. Rio Ferdinand
10.Wayne Rooney