KARRIERE RÅD TIL DE DANSKE DRENGE!

4 KLUBBER SKAL KÆMPE OM TITLEN I PREMIER LEAGUE!

Man synes næsten lige EM er overstået, men ikke desto mindre starter verdens mest profilerede fodboldliga, Premier League, allerede i dag, hvor oprykkerne Brentford tager i mod Arsenal, mens de øvrige hold kommer i kamp i løbet af weekenden.

Ingen af dagens kombattanter er dog blandt de klubber, som undertegnede på nogen måde anser som seriøse bejlere til mesterskabet for sæsonen 21/22. Brentford skal formentlig kæmpe med “ryggen mod muren” i bundstriden, mens Arsenal givetvis skal være både heldige og naturligvis også særdeles dygtige, såfremt de overhovedet skal placere sig på en af de pladser, der giver adgang til europæisk fodbold. Man kan vist uden at genere nogen, roligt sige at “The Gunners” er milevidt fra fordums storhed, og med al respekt for det ellers fornuftige køb af Ben White, er han ikke manden der rykker holdet ret meget, om end han vil blive Artetas stærkeste kort i det centrale forsvar.

Men der er ikke grund til at bruge al for meget tid på den hensygnende London klub, da denne artikel primært skal handle om de 4 klubber, som kommer til at kæmpe om titlen og FA Cup trofæet. I tilfældig rækkefølge er der tale om mesterholdet Manchester City, de engelske rekordmestre Manchester United, genopstandne Liverpool samt naturligvis de forsvarende Champions League vindere fra Chelsea.

En kvartet der alle bugner af penge, og alle er på udenlandske ejeres hænder, hvilket både er godt og ondt, og roden til nærmest evige diskussioner især i fankredse omkring klubberne.

Hvad så med de forsvarende FA Cup vindere, og senest vindere af den engelske Community Shield, Leicester City, som efter købet af Jannik Vestergaard, nu råder over 2 danske landsholdsspillere? Ja hvad med dem, for de vinder jo immervæk 1-0 over Manchester City sidste lørdag, og ser rent faktisk forstærkede ud ift. sidste sæson, også selvom både Timothy Castagne, Johnny Evans og Wesley Fofana ikke er disponible sådan lige med det samme. Det Manchester City som de mødte og besejrede sidste weekend, var dog mildt sagt ikke det hold fra Pep Guardiola, som vi kommer til at se når sæsonen går i gang. Nøgternt vurderet var der vel kun Ruben Dias i start 11èren fra det optimale mandskab, og spillere som Ederson, De Bruyne, Foden, Laporte, Sterling, Jesus, Stones, Zinchenko og Walker kom slet ikke i kamp, mens Pep omvendt benyttede alle reservene + 3 teenagere i form af Edozie, Palmer og Knight. Man kan vist godt sige at den pokal ikke betød det fjerneste for spanieren, mens den omvendt så ud til at have en vis værdi hos jublende Leicester, hvilket man egentlig godt kan unde klubben, som ikke kommer med i top 4 i den nye sæson. Det kommer formentlig heller ikke til at ske for Tottenham, og da slet ikke hvis de mister klubbens absolut eneste “hylde 1” spiller, anfører, talisman og topscoreren Harry Kane, som helt selvfølgeligt ønsker nye udfordringer, efter skuffelserne nærmest har stået i kø i de år han har optrådt for klubben. Kane er efterhånden blevet 28 år, og det nærmer sig sidste udkald, så jeg tænker han skifter til en af de førnævnte 4 mesterskabs aspiranter, hvis han da ikke kommer til en klub uden for Premier League.

Med disse ord vil jeg påbegynde gennemgangen af de 4 mesterskabs bejlere, og hvorfor ikke starte med de forsvarende mestre.

Manchester City har indtil videre “blot” købt Jack Grealish og så den i den store offentlighed ukendte højre wing, brasilianske Kayka, som dog først tiltræder i klubben i januar 2022.

Grealish kostede knap 118 millioner Euro at købe fri fra Aston Villa, mens den 18 årige brasser kommer fra Fluminense, som modtager nærmest symbolske 10 millioner Euro.

Man kan dog dårligt forestille sig at den super ambitiøse klub er færdig på transfermarkedet endnu. Rygtelisten er nærmest uendelig, men blandt de mere vedholdende er at man i allerhøjeste grad stadig er ude efter Harry Kane, en handel der formentlig ikke kan sikres, før Citys oliesheiker smider som minimum 150 millioner Euro på bordet til Tottenham (Levy), ja muligvis endnu mere. Er den engelske landsholdsanfører så virkelig så mange penge værd? Tjaa, alt er jo relativt, men i 28 årige Kane vil Pep komme til at råde over en af verdens bedste angribere. En spiller der kender Premier League ud og ind, og som foreløbig er blevet topscorer i ligaen 3 gange, senest i sidste sæson. Et minus er så de skader som den store angriber ofte pådrager sig, men disse til trods spiller han ikke desto mindre omkring 50 kampe excl. landskampe, hver eneste sæson, så helt skidt er det bestemt ikke.

Udover Kane mangler City vel kun en verdensklasse venstre back, hvor den transferfrie David Alaba så ud som en ønske signing, inden han indgik en aftale med Real Madrid. I alsidige Zinchenko og Mendy, er man dog fint dækket ind, og på alle øvrige pladser, er konkurrencen så ekstrem, at dette alene kræver en rolig hånd fra manageren, for at der ikke skal opstå unødige fnidderier i truppen.

Som bekendt nåede Manchester City i klubbens første Champions League finale nogensinde, i sidste sæson, og der bør ikke herske tvivl om at det er klubbens (og Peps) uovertrufne mål, igen at komme med helt frem, og næste år vinde den pokal, som de er det eneste af de 4 store hold i England, som de endnu ikke har i skabet. Vinder City ikke den turnering i den forestående sæson, tænker jeg faktisk at Pep kan ryge ud, for ejerkredsen har efterhånden vundet mesterskaber nok – nu drejer det sig KUN om Europas fineste klubpokal!

Mit bud på Manchester Citys stærkeste start 11èr ser således ud: 

Øvrige spillere i truppen:
Zack Steffen (målmand)
Scott Carson (målmand)
Joao Cancelo (højre/venstre back)
Benjamin Mendy (venstre back)
Nathan Ake (central forsvar)
Aymeric Laporte (central forsvar)
Ko Itakura (central forsvar)
Fernandinho (central defensiv midtbane)
Ilkay Gündogan (central midtbane)
Yangel Herrera (central midtbane)
Bernardo Silva (højre wing/offensiv central midtbane)
Patrick Roberts (højre wing/angriber)
Riyad Mahrez (højre wing)
Gabriel Jesus (angriber)

Det er svært at sige om det bliver Sterling eller Mahrez, eller Sterling eller Grealish, eller Torres eller Jesus osv osv, for mildt sagt, så råder Pep over en nærmest overjordisk trup, som normalt kun forenes i et managerspil eller i ens fantasi, og får man fat i Harry Kane, er det i min verden utænkeligt at de ikke snupper enten mesterskabet og/eller topmålet Champions League. Indtil Kane muligvis kommer, er de dog ikke super stærke helt fremme, hvor Torres ikke er en naturlig angriber, og hvor Jesus simpelthen ikke er stærk nok til at være en så stærk klubs førstevalg på den plads.

Det er også et spørgsmål om Sterling bliver i klubben, og så kan holdet få problemer såfremt Rodri skades, for afløseren Fernandinho har rundet 36 år, og synger selvsagt på “sidste” vers.

Hverken Foden eller De Bruyne bliver klar til sæson starten, men de “overlever” Peps udvalgte ganske givet, for erstatningerne er høj klasse.

Særligt interessante unge spillere:
Yan Couto (højre back) – 19 år
Max Alleyne (venstre back) – 15 år
Claudio Gomes (defensiv midtbane) – 21 år
Tommy Doyle (central midtbane) – 19 år
Micah Hamilton (offensiv midtbane) – 17 år
Cole Palmer (offensiv midtbane) – 19 år
Oscar Bobb (højre wing) – 18 år
Jayden Braaf (venstre wing) – 17 år
Samuel Odozie (venstre wing) – 18 år
Tai Sodjer (angriber) – 17 år
Liam Delap (angriber) – 18 år

Mulige forstærkninger:
Harry Kane og en venstre back ville pynte, men det sidste er ikke strengt nødvendigt.

 

Og når vi alligevel “er” i byen Manchester, så kan vi jo ligeså godt hoppe videre til “De røde djævle” fra Manchester United, som med købet af Jadon Sancho, og det næsten sikre køb af Raphaël Varane, i den grad ser ud til at have forstærket sig, i hvert fald på papiret. Med det mener jeg at de fleste, akkurat som jeg, anerkender at den franske verdensmester Varane er en top 3 central forsvarsspiller på verdensplan, men den ranglede franskmand er desværre alt for ofte skadet. I de 10 sæsoner som han har opholdt sig i Real Madrid, har han spillet 236 kampe i La Liga, hvilket svarer til lige under 24 kampe pr. sæson i snit. Det minder i uhyggelig grad om en vis Daniel Agger, som i sin tid spillede i snit 19 kampe pr. sæson i Premier League for Liverpool.

Varane har siden sæsonen 13/14 været ude med 18 skader og 2 sygdomme, så man kan vist roligt konstatere at noget nær “alt” i den stakkels mands krop har været itu. Han har været skadet i knæ, ankler, haft vabler, været skadet i ryggen, haft muskelskader, læg og akillesskader, og i alt har de 20 fraværsperioder betydet ikke færre end 458 dage, hvor han ikke har været til rådighed for Real Madrid. Han har i alt misset 72 kampe i La Liga alene pga. skader.

Når alt det negative er beskrevet, så er manden selvsagt en signifikant forstærkning ift. spillere som Lindelöf, evigt skadede Jones og alt for ustabile Bailly. Herudover virker det ikke til at Solskjær har den store tiltro til den efterhånden 23 årige Axel Tuanzebe, der i den kommende sæson er udlejet til Aston Villa.

Harry Maguire og Raphaël Varane tangerer ligaens stærkeste duo, Ruben Dias og John Stones fra den blå del af Manchester, og så er der jo Jadon Sancho, som i flere år har været regnet som en af verdens mest interessante unge spillere, og som var en markant del af det engelske U 17 landshold, der tilbage i 2017 vandt VM. Her spillede han bl.a. sammen med Foden, Rowe og Odoi m.fl., og i Dortmund, hvor han har spillet i 3 sæsoner, har han gennemgående været stamspiller hele tiden, og nåede således fornemme 104 kampe og scorede 38 mål. Herudover står han noteret for 22 A landskampe for England, hvor han dog ikke kan se tilbage på et specielt godt EM i sommers, hvor han sammen med sin nye holdkammerat Rashford, varmede lidt for meget bænk ift. talentet.

Han voksede op i Watford og Manchester City, var fan af Chelsea, og er nu i Manchester United, og ja stadig kun 21 år. Der er et enormt potentiale i den lynhurtige kantspiller, som i den grad kan blive den forstærkning som fans af Manchester United har sukket efter længe. Med ham og Rashford på hver sin kant, bør der være garanti for et utal af chanceskabende afleveringer ind til Greenwood, Cavani eller Martial, alt efter hvem Solskjær beslutter sig for at benytte helt i front, og så ved Sancho jo godt selv hvor målet står.

Jeg tænker egentlig ikke United er færdige på transfermarkedet endnu, og man skal slet ikke udelukke at man henter en defensiv topspiller, da både McTominay og især Fred, bestemt ikke ligner spillere der bør kunne være på et mandskab der igen vil helt med frem i de primære turneringer, og bestemt har holdet til det efterhånden. Declan Rice bør være topmålet, men det bliver en helt utrolig dyr løsning, som jeg personligt mener er pengene værd, men det er jo ikke sikkert at Glazer mener det samme. Man har efterhånden tildelt den nuværende træner oceaner af penge, og endnu har man intet fået retur, så hvis ikke klubben vinder en primær pokal i den kommende sæson, tipper jeg på at nordmanden er historie i klubben.

Mit bud på den stærkeste start 11èr ser således ud: 

Øvrige spillere i truppen:
Dean Henderson (målmand)
Tom Heaton (målmand)
Lee Grant (målmand)
Diego Dalot (højre back)
Brandon Williams (venstre back)
Alex Telles (venstre back)
Phil Jones (central forsvar)
Eric Bailly (central forsvar)
Victor Lindelöf (central forsvar)
Fred (central defensiv midtbane)
Nemanja Maric (central defensiv midtbane)
Donny van de Beek (central offensiv midtbane)
Jesse Lingard (central offensiv midtbane/wing)
Juan Mata (central offensiv midtbane)
Andreas Pereira (central offensiv midtbane)
Amad Diallo (højre wing)
Daniel James (venstre wing)
Edinson Cavani (angriber)
Anthony Martial (angriber)

Som det fremgår er det en enorm trup, og man kan sagtens forestille sig at flere spillere sælges/gives væk inden transfermarkedet går i gang. Som minimum har man svært ved at forestille sig at Jones, Pereira, Lingard og Mata får ret meget spilletid, og hvorfor så betale dem høje lønninger. Også Bailly, Williams og Dalot kan få det svært, og især sidstnævnte er eftertragtet af flere klubber, herunder ikke mindst AC Milan, hvortil han senest var udlejet, og i øvrigt gjorde det ganske fint.

Får man ikke fat på Varane, bliver det nok igen Lindelöf der glider ind som makker til kaptajnen Maguire, mens angriber posten må siges at være helt åben, og da Rashford ikke kommer i aktion de første måneder efter sin operation, bliver det spændende at se hvem der erstatter ham som venstre wing.

Jeg har som det fremgår, valgt De Gea fremfor Henderson. Kald det “pest eller kolera”, for ingen af dem har sandt for dyden imponeret mig. De Gea var, som nogen forhåbentlig husker det, blandt de bedste keepere i verden for nogle sæsoner siden, men pludselig begyndte han at begå mærkværdige fejl, hvilket kostede ham pladsen som nummer 1 både på klub- og landshold. Henderson er sprunget frem fra egne rækker, efter et fremragende udlån til Sheffield United, men han har bestemt ikke overbevist mig i de kampe han har fået i målet, og allerhelst så jeg at man købte en helt ny keeper, men jeg ved godt at “træerne ikke vokser ind i himmelen”!

Særligt interessante unge spillere:
Teden Mengi (central forsvar) – 19 år
Willy Kambwala (central forsvar) – 16 år
Sach Giggs (central forsvar) – 14 år (billede)
Hannibal Mejbri (offensiv midtbane) – 18 år
Daniel Gore (offensiv midtbane) – 16 år
Dylan Levitt (offensiv midtbane) – 20 år
Kaj Rooney (offensiv midtbane) – 11 år
Shola Shoretire (venstre wing) – 17 år
Anthony Elanga (venstre wing) – 19 år
Alejandro Garnacho (venstre wing)

Den kvikke læser vil nok have noteret sig især 2 efternavne her, nemlig Giggs og Rooney, og ja det er lige præcis sønnerne af de 2 United legender, som bestemt ikke blot er indlemmet på Uniteds akademi pga. deres fornemme efternavne, men naturligvis begge er særdeles talentfulde, for med al respekt for deres fortjente legende status, så er det kun potentiale og talent der får spillere ind på det hermetisk lukkede område.

Især omkring den endnu blot 11 årige Kaj (billede), er det selvsagt alt for tidligt endnu at spå om ret meget, så han er mere med for sjov vil jeg tilstå, men man skal jo aldrig sige aldrig 😉

Mulige forstærkninger: 
Som nævnt tidligere kunne Declan Rice være en tiltrængt forstærkning, og så har Kieran Trippier længe været nævnt som en mulig kommende Manchester United spiller.

Sidstnævnte ville i en optimal opstilling nok ikke slå Wan-Bissaka af, i hvert fald ikke såfremt Solskjær vælger at spille med 4 mand i forsvaret på linie, men skulle han, som han gjorde indimellem sidste sæson, vælge 3 mand bagude, og dermed spille med wingbacks, så er Trippier markant bedre offensivt end Wan-Bissaka, og da man tilsyneladende ikke stoler på Dalot, så ville tilgangen af Trippier være aldeles fornuftigt.

Navne som Goretzka, Camavinga, Isak, Kane, Gosens, Neves og Aston Villas blot 17 årige Chukwuemeka har været omtalt også i de mere seriøse medier, men før der købes yderligere, forestiller jeg mig at “overskudslageret” skal tømmes eller som minimum trimmes.

 

Så hopper vi videre til London, hvor de forsvarende Champions League vindere Chelsea residerer, og efterhånden er helt uden konkurrence fra Arsenal og Tottenham, og med sine nu 3 finaler og 2 titler i den fineste europæiske klub turnering, er ved at kravle helt op blandt de virkelig “tunge drenge”.

Thomas Tuchel råder over en enorm trup, hvor der i den grad skal renses ud, da det er svært at se spillere som MIazga, Emerson, Baba, Zappacosta, Bakayoko, Chalobah, Barkley, Lofthus-Cheek og mange flere blot komme i nærheden af spilletid, og hvad med Timo Werner oppe foran, hvordan ser hans situation ud med tilgangen eller rettere comebacket af Romelu Lukaku, der 100% ikke er købt for at sidde på bænken.

Holdets vigtigste spiller er dog midtbanegeneralen og nykåret Europamester, italienske Jorginho, som efter min mening var EM`s bedste spiller, og meget vel kan ende øverst på Ballon dÒr podiet, nu hvor han både har vundet EM og CL. Med evigt løbende Kante ved sin side og den yderst spændende Mount foran dem + ikke mindst Havertz der i løbet af sidste sæson simpelthen blev bedre og bedre, vurderer jeg midtbanen hos Chelsea som ligaens bedste, selv bedre end den utroligt stærke hos Manchester City. Der er så meget potentiale og kvalitet i den kvartet som Tuchel kan stille med, og med kæmpen Lukaku foran, bør det blive en super sæson for London mandskabet.

Mit bud på en start 11èr ser således ud: 

Øvrige spillere i truppen:
Kepa Arrizabalaga (målmand)
Marcus Bettinelli (målmand)
Davide Zappacosta (højre back)
Marcos Alonso (venstre back/wing)
Abdel R Baba (venstre back)
Emerson (venstre back)
Ethan Ampadu (central forsvar)
Andreas “AC” Christensen (central forsvar)
Kurt Zouma (central forsvar)
Malang Sarr (central forsvar)
Matt Miazga (central forsvar)
Timeoue Bakayoko (central defensiv midtbane)
Trevoh Chabolah (central defensiv midtbane)
Matteo Kovacic (central midtbane)
Ross Barkley (central midtbane)
Lewis Baker (central midtbane)
Danny Drinkwater (central midtbane)
Ruben Lofthus-Cheek (central midtbane)
Hakim Ziyeck (central offensiv midtbane)
Charles Musonda Jr. (central offensiv midtbane)
Kenedy (venstre wing)
Callum Hudson-Odoi (venstre wing)
Christian Pulisic (venstre wing)
Timo Werner (angriber)
Tammy Abraham (angriber)
Mitchy Batshuayi (angriber)

Særligt interessante unge spillere:
Xavier Mbuyamba (central forsvar) – 19 år
Luke Badley-Morgan (central forsvar) – 17 år
Derrick Abu (venstre back) – 17 år
Reiss Alexander Russel-Denny (central offensiv midtbane) – 15 år
Lewis Hall (central offensiv midtbane) – 16 år
Thierno Ballo (central offensiv midtbane) – 19 år
Faustino Anjorin (central offensiv midtbane) – 19 år

Det er unægtelig svært at udpege deciderede svage led på Chelsea mandskabet, men bredden kan måske blive problemet, for de mange spillere udenfor startopstillingen udgør mere kvantitet end kvalitet, i hvert fald hvis vi taler ypperste niveau.

Der har været tale om at købe Jules Kounde flere gange, og skulle det ske, vil det være en fin forstærkning, i det Thiago Silva naturligvis skal have sine pauser, og ikke på stående fod har en seriøs kvalitets erstatning. Hans rolle vil den unge Kounde udfylde, mens AC og Zouma er fine erstatninger for de øvrige forsvarere centralt.

Der burde ikke blive problemer med finansieringen af Kounde, og muligvis flere spillere, for hvis man kommer af med løntunge folk som Kepa, Zappacosta, Barkley, Abraham og muligvis Werner, som jeg personligt har svært ved at se skulle være, eller blive god nok til toppen af Premier League, så kommer der masser af penge på kontoen, og købes de rette navne, begynder Chelsea efterhånden at ligne favoritten af de 4 mulige tophold.

Mange spillere har været rygtet til Chelsea, heriblandt navne som Kingsley Coman, Erling Haaland, Robert Lewandowski, Niklas Süle og Maxene Lacroix, men i hvert fald de 2 topangribere som nævnes her, kan godt streges, nu man har sikret sig Lukaku.

Som “rosinen i pølseenden” kommer sidste sæsons hårdtprøvede Liverpool, der under Klopp både har vundet mesterskabet og Champions League, og igen de senere år er blevet en af de klubber man hele tiden skal tiltro en chance for en topplacering.

Efter et par fantastiske sæsoner må man dog sige at holdet kom alvorligt ned på jorden i seneste sæson, hvor skader især i det centrale forsvar var svært forstyrrende for organisationen, og naturligvis var det langvarige fravær af van Dijk nærmest umuligt at erstatte.

Den tårnhøje hollænder som var verdens bedste på sin position, da han blev skadet, er nu klar til fight, men Klopp bør nok passe godt på sin nøglespiller især i starten af sæsonen, for skades van Dijk igen, kan det godt gå galt for de helt store ambitioner i klubben.

Hovedparten af startopstillingen har været den samme i flere sæsoner nu, og mange Liverpool fan håber nok på noget fornyelse, ikke mindst efter at holdet havde umådeligt svært ved overhovedet at komme op i top 4 i seneste sæson. Indtil videre har man købt Konate som udfordrer til Gomez i det centrale forsvar, og så er talentet Elliot kommet retur efter lejeophold. Disse spillere er dog næppe nok til at tilfredsstille de hungrende fans, og mon ikke Klopp kigger efter både en midtbane- og en angrebs forstærkning.

Mit bud på en start 11èr ser således ud: 

Øvrige spillere i truppen:
Caoimhin Kelleher (målmand)
Loris Karius (målmand)
Adrian (målmand)
Ibrahima Konate (central forsvar)
Joel Matip (central forsvar)
Ben Davies (central forsvar)
Rhys Williams (central forsvar)
Nathaniel Phillips (central forsvar)
Neco Williams (højre back)
Konstantin Tsimikas (venstre back)
Naby Keita (central midtbane)
Curtis Jones (central midtbane)
James Milner (central midtbane/venstre back)
Alex Oxlaide-Chamberlain (central midtbane)
Ben Woodburn (central offensiv midtbane)
Harvey Elliot (højre wing)
Xherdan Shaqiri (højre wing/angriber
Sheyi Ojo (højre wing)
Takumi Minamino (venstre wing)
Roberto Firmino (angriber)
Divock Origi (angriber)

Der er masser af centrale forsvarsspillere, akkurat som tilfældet er hos Chelsea, men uhyre få af dem har reelt kvalitet til at spille på disse hold, og for truppens harmoni, bør der afhændes flere af dem. Også længere fremme er der store problemer med breddeniveauet, såfremt de primære spillere bliver skadet. Salah laver alle målene, mens Mane er holdets troldmand, men fortsætter Jota sit skadeshelvede, og bliver Firmino ikke en mere konsekvent målskytte, kan top 4 seriøst godt komme i fare vil jeg påstå.

På midtbanen var jeg faktisk tæt på at indsætte Curtis Jones, som er en virkelig interessant spiller. Han skulle i givet fald være med for Thiago, der aldrig for alvor har fundet sit Bayern München niveau, siden skiftet til Liverpool, og også under EM, var han ganske forfærdelig når han endelig spillede for Spanien.

Særligt interessante yngre spillere: 
Billy Koumetic (central forsvar) – 18 år
Calum Scanlon (venstre back) – 16 år
Leighton Clarkson (central defensiv midtbane) – 19 år
Melkamu Frauendorf (central offensiv midtbane) – 17 år
James Balagizi (central offensiv midtbane) – 17 år
Kaide Gordon (højre wing) – 16 år
Tyske Frauendorf har et enormt potentiale, og er fast mand på de tyske ungdomslandshold. Han spås en stor fremtid, og kan tænkes allerede at få debut for Klopps udvalgte i den kommende sæson. Teknisk og visionært er han foran sin tid siger man i Tyskland, men han mangler lidt speed og hårdhed i tacklingerne, før den “sidder i skabet” som man siger. Men sine 17 år har han dog masser af tid til at lære endnu.

Omkring transfermarkedet, har der været rygter om flere offensive navne, som bl.a. Alexander Isak, Federico Chiesa og minsandten også Kylian Mbappe. Sidstnævnte regner de fleste nok med tager til Real Madrid på et snarligt tidspunkt, men Chiesa burde ikke være umulig at købe, da Juventus mangler penge, men omvendt nok heller ikke vil juble over at skulle af med deres europamester.
Kigger man på de 4 nu gennemgåede klubbers styrker og svagheder, hvoraf jeg har været inde på dele af det, kan det kort skitseres som herunder:

Manchester City
3 vigtigste spillere: Ederson, Dias og De Bruyne
Svagheder: 
– Ingen topangriber
– Bredde på den defensive midtbane
– De Bruynes skrøbelighed
– Har ikke vundet CL (nerver)
Styrker:
– Mange flexible spillere
– Overflod af centrale/offensive midtbanespillere
– Winger i topklasse
– Stor rutine generelt i truppen
Bør købe: Angriber (Harry Kane)

Manchester United
3 vigtigste spillere: Maguire, Fernandes og Shaw
Svagheder:
– Urutineret træner
– Manglende kvalitet på den defensive midtbane
– Pogbas svingende niveau/humør svingninger
– Hvem skal erstatte Fernandes hvis han skades?
– Målmandsposten
Styrker:
– Får man Varane er forsvaret helt i top
– Wingernes potentiale er enormt
– Sult efter at vinde
Bør købe: Central defensiv midtbane (Declan Rice)

Chelsea:
3 vigtigste spillere: Jorginho, Kante og Lukaku
Svagheder:
– Silvas skrøbelighed/alder
– For stor trup
Styrker:
– På papiret bedste start 11èr
– Bredden på midtbanen
– Stærke wing navne på bænken
Bør købe: Central forsvar (Jules Kounde)

Liverpool:
3 vigtigste spillere: Van Dijk, Robertson og Salah
Svagheder:
– Manglende kvalitet på bænken generelt
– Startopstillingen trænger til ny inspiration
– Alissons besynderlige drops
– Skades Salah hvem skal så score?
– Mangler kreativitet på midtbanen
Styrker:
– Salah skal nok score mange mål
– Van Dijk er top top klasse
– Rutine
Bør købe: Central midtbanespillere (Saul, Lorenzo Pellegrini eller Renato Sanchez)

Med disse ord, vil jeg tippe top 6, vel og mærke i skrivende stund, dvs. inden vi ved hvilke spillere klubberne yderligere køber:

1. Manchester City
2. Chelsea
3. Manchester United
4. Liverpool
5. Leicester City
6. Tottenham

Lad os så få gang i den Premier League, hvor der jo er tyvstartet her fredag aften. Brentford vandt 2-0 over Arsenal, hvilket må kaldes en gedigen overraskelse!

Tak fordi i læste med 😉

Torben Aakjær
Grado (IT) – 14.08.21

 

Torben Aakjær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

KARRIERE RÅD TIL DE DANSKE DRENGE!