OG DET VAR DAAAANMAAAARK!

KARRIERE RÅD TIL DE DANSKE DRENGE!

Da Preben Elkjær i sensommeren 1984 skiftede fra belgiske Lokeren til italiensk Hellas Verona, var der ingen tvivl om at hans præstationer under det netop afsluttede EM havde haft en betydelig indvirkning på det norditalienske holds interesse i den farverige danske angriber.  Naturligvis vidste de fleste klubledere rundt omkring i Europa, herunder ikke mindst i datidens stærkeste liga, Serie A, hvem Elkjær var, men det var hans helt ekstra ordinært flotte præstationer, for landsholdet i dette dets første slutrunde siden EM 20 år tidligere, der var afgørende, og med skiftet til Verona, fik Elkjær jo også opfyldt sine ambitioner om både mesterskab og virkelig berømmelse, og ja så sluttede han jo som henholdsvis nr. 3 og 2 på Ballon dÒr afstemningen de kommende par sæsoner, så man må sige parterne havde fundet et godt match i hinanden. Også Jan og Jesper Olsen fra 84 holdet, fik fordelagtige aftaler med nye klubber pga. det EM. Begge spillede i Ajax før slutrunden, men da sæsonen 84/85 gik i gang, tørnede Mølby ud for Liverpool, mens Olsen spillede for Manchester United.

Også EM 92 var bestemt ingen undtagelse, og da Danmark som bekendt sikrede sig guldet i Sverige, var der mildt sagt jagt på flere af spillerne, hvor det bl.a. blev til fine kontrakter til John “Faxe” Jensen der skiftede fra Brøndby til Arsenal, Johnny Mølby som skiftede fra Nantes til Borussia Mönchengladbach, John Sivebæk som gik fra AS Monaco til italienske Pescara, Brian Laudrup som kom til Fiorentina fra Bayern München, Peter Nielsen som kom til Borussia Mönchengladbach fra Lyngby, Lars Olsen som kom væk fra Trabzonspor, og i stedet fik kontrakt med belgiske Seraing, og endelig Kim Christofte der skiftede Brøndbys trøje ud med FC Kölns.

Sådan går det ofte efter en succesrig slutrunde for et landshold, hvor VM som udgangspunkt er det bedste udstillingsvindue, men med EM som et ganske fint alternativ, når spillere for alvor skal vise sig frem på den store scene.

Da Danmark i 2018 havde overstået sine 4 kampe til VM i Rusland, var interessen ikke overvældende, men et par af spillerne fik dog sikret sig fine kontrakter andetsteds, heriblandt Jannik Vestergaard, som blot 2 dage efter kampen mod Kroatien, formedelst Dk.kr. 185 millioner, indgik en 4-årig aftale med Southampton, og dermed sagde farvel til Werder Bremen. Prisen gjorde ham rent faktisk til den dyreste dansker nogensinde, dog senere overgået af Joachim Andersen da han skiftede fra Sampdoria til Olympique Lyon for Dk.kr. 225 millioner.

Også Thomas Delaney fik noget ud af det VM, idet han blev købt af Borussia Dortmund, mens reservekeeperen Frederik Rønnow skiftede til Frankfurt, og sådan kan man blive ved med at dykke ned i de forskellige danske spillertrupper til EM og VM, og finde adskillige handler pba. den enkeltes præstationer i den rød/hvide trøje.

EM 20 bliver næppe heller nogen undtagelse i den henseende, og derfor vil jeg i det følgende forsøge at “rådgive” (og gætte på) de spillere, som kunne stå overfor et forestående klubskifte.

Jeg har nævnt ham før, og jeg starter med ham her, nemlig Frederik Rønnow, hvis situation på landsholdet, som bekendt ikke har ændret sig fra VM 18 til nu, men måske kommer der igen et klubskifte, for hans tid i Frankfurt incl. udlånet til nu nedrykkede Schalke 04, har været alt andet end tilfredsstillende, hvilket jeg bl.a. redegør for herunder.

Frederik Rønnow (Eintracht Frankfurt)
28 år (født d. 04.08.92) – kontrakt til 30.06.22 
Tidligere klubber: AC Horsens, Esbjerg FB og Brøndby IF

Den knap 29 årige keeper, har ikke nogen sportslig fremtid i Frankfurt, og kan i bedste fald håbe på endnu en udlejning, selvom opholdet i Schalke bestemt heller ikke viste sig at være den store succes. Han blev købt billigt for under 3 millioner Euro tilbage i sommeren 18, og er helt sikkert ikke en af de højst lønnede i den tyske klub, så man kunne forestille sig at tyskerne ville lytte til noget nært ethvert bud, der måtte komme på den danske landsholdsreserve. Spørgsmålet er så blot om der overhovedet kommer nogen, og meget kunne tyde på at han må belave sig på en tur hjem i Superligaen, inden hans karriere går helt i stå.

Et råd: Tag i mod tilbud fra enhver klub der næsten er mulig, også hvis det er hjemme fra Danmark. Du skal have spilletid på kontinuerlig basis, hvis du på sigt skal overtage pladsen i det danske mål, for den sikre duks der, Kasper Schmeichel runder snart 35 år, og derfor kunne EM 24 være et mål for dig, hvis altså du tænker dig om. Du kan også tænke på pengene og blive hvor du er. Valget er (næsten) dit!

Joachim Andersen (Olympique Lyon)
25 år (født d. 31.05.96) – kontrakt til 30.06.24
Tidligere klubber: Twente, Sampdoria og Fulham

Den store Greve dreng fik en smule spilletid under EM, og var jo som mange TV seere kunne nyde det, fast mand og tilmed anfører, for Fulham, der dog alligevel rykkede ned i den næstbedste række. De mange kampe i Premier League, og hans generelt høje niveau, har naturligvis medført en betydelig interesse, for historiens dyreste danske fodboldspiller, men indtil videre må han starte op igen i sin franske klub, som modsat Fulham, ikke er uddelt begejstret for danskerens evner.

Et råd: Du har bevist at du kan være med i verdens hårdeste liga, så gå målrettet efter at komme væk fra den middelmådige franske liga, og få enten en lejeaftale, eller helst en fast kontrakt med en engelsk klub. Du kunne passende afløse Vestergaard i Southampton, hvis han lusker videre, ellers er der klubber som Everton, Crystal Palace eller måske endda Arsenal, hvor det er muligt at tilspille sig en fast plads nu.

Daniel Wass (Valencia CF)
32 år (født d. 31.05.89) – kontrakt til d. 30.06.22)
Tidligere klubber: Brøndby IF, Frederikstad, SL Benfica, Evian og Celta de Vigo

Efter Hjulmands tiltræden, er den aldrende back/midtbanemand inde i landsholdsvarmen, men om det giver anledning til en forlængelse af kontrakten i Valencia, hvor han er stamspiller, eller om det giver ham mulighed for en ny kontrakt andetsteds, er ikke til at sige. Der har været rygter om at FC København ville hente ham, men det kan man dårligt forestille sig, for hvorfor skulle en så dygtig spiller drosle så voldsomt ned nu?

Et råd: Gå ikke fra Valencia i utide, men forsøg enten at få en kortere forlængelse, alternativt gå efter interessen fra Olympique Marseille. Al snak om Superligaen bør i bedste fald være et ondsindet fatamorgana!

Jens Stryger Larsen (Udinese Calcio)
30 år (født d. 21.02.91) – kontrakt til d. 30.06.22
Tidligere klubber: Brøndby IF, FC Nordsjælland og Austria Wien

Den alsidige back, der overraskende fik kæmpet sig tilbage på sin favoritplads under EM, står nu i et vadested rent kontraktmæssigt. Han kom til Udinese i 2017, og forlængede kontrakten allerede året efter, så den nu udløber næste sommer, umiddelbart før VM. Han har været fast mand i den norditalienske klub fra starten, og er meget glad for at bo og spille i Italien. Der er mere eller mindre seriøs interesse fra klubber som Galatasaray, Watford, Club Brugge og Fiorentina, og så skrev Tuttosport i dag overraskende, at Internazionale også holdt øje med den danske back.

Et råd: Kommer Fiorentina (eller enhver større italiensk klub end Udinese) på banen med et konkret tilbud, så skriv under. Hold dig fra Tyrkiet og Belgien i denne omgang, og overvej en (lukrativ) forlængelse med Udinese, for det svækker som bekendt ikke dit landsholds kandidatur, og næste år er der jo VM!

Thomas Delaney (Borussia Dortmund)
29 år (født d. 03.09.91) – kontrakt til d. 30.06.22
Tidligere klubber: FC København og Werder Bremen

Har de sidste par sæsoner haft store problemer med regelmæssig spilletid i Dortmund, og det ligner et farvel denne sommer for den altid bravt kæmpende dansker. Han var fast mand for Danmark under hele EM, og er trods tilbagevendende skadeskvaler, et aktiv for mange klubber, heriblandt andre tyske eller måske i Premier League.

Et råd: Din spillestil passer perfekt til Bundesligaen, så kan du skifte til f.eks. Gladbach eller Leverkusen, så betænk dig ikke. Premier League er naturligvis altid super interessant, men det er også en voldsomt fysisk liga, hvor dine styrker ikke vil være så tydelige som i Tyskland.

Martin Braithwaite (FC Barcelona)
30 år (født d. 05.06.91) – kontrakt til d. 30.06.24
Tidligere klubber: Esbjerg FB, FC Toulouse, Middlesbrough, Bordeaux og Leganes

Der er mange ting der ikke matcher i denne verden, herunder FC Barcelona og Braithwaite, og uanset om han så spillede for “Blaugrana” ganske gratis, bør klubben naturligvis på ingen måde have ham blot i nærheden af træningsanlægget. Det lyder måske som hårde ord, men med al respekt for økonomiske kvaler, miserabel ledelse og andre halvkvædede viser, så må han væk fra storklubben. Om han så selv ønsker det, er en anden sag, og i øvrigt fuldt forståeligt, for hans miserable indsatser og nærmest ingen mål for Barcelona, har jo ikke just svækket hans chancer på landsholdet, hvor han vel aldrig har været så sikker på at spille, som nu under Hjulmand, der formentlig er svært næsegrus af beundring for klubnavnet, mere end for spilleren!

Et råd: Økonomisk og prestigemæssigt bør du binde dig til en af Camp Nous søjler, og få en af dine mange unger til behændigt at smide nøglen væk. Ingen ligger formentlig mærke til dit fravær, og grunkerne tikker ind på kontoen hver måned, selvom du jo ikke behøver dem, men det er en helt anden historie. Sportsligt så brug EM som et springbræt til at få gang i karrieren igen. Muligvis i en mindre spansk klub, alternativt til en klub i Tyskland.

Joakim Mæhle (Atalanta Bergamo)
24 år (født d. 20.05.97) – kontrakt til d. 30.06.25
Tidligere klubber: AaB og Genk

Han var vel, sammen med Damsgaard, de to største positive overraskelser i den danske trup under EM, og havde han ikke for nylig indgået en længerevarende kontrakt med Atalanta, så ville han i den grad være interessant for mange klubber. Men han er på kontrakt med den norditalienske talentfabrik, der overraskende men fortjent pludselig har fået fodfæste i den bedre ende af Serie A, og selvom han hen mod slutningen af sidste sæson, pludselig mistede sin plads på holdet, så ser han ud til at være fast mand fra den nye sæson. Man så mod England at “træerne ikke vokser ind i himlen”, for pludselig stod Mæhle overfor hurtigere og fysisk stærkere spillere, end han tidligere har gjort, og det bør overbevise ham om at et par år til i Atalanta, bestemt ikke skader ham, tværtimod.

Et råd: Slå koldt vandt i blodet, og koncentrer dig om at fortsætte de fremragende takter i Atalanta. Fortsætter udviklingen og opturen, kan det helt store tilbud komme efter VM næste år. Ingen grund til stress.

Kasper Dolberg (OGC Nice)
23 år (født d. 06.10.97) – kontrakt til d. 30.06.24
Tidligere klubber: Silkeborg IF og Ajax

Med 3 mål i 4 kampe, godt nok mod på papiret “blødere” modstandere, fik den knap 24 årige angriber, for alvor sat tryk under at han skal være Hjulmands førstevalg helt fremme. Han bankede ikke mål ind for Nice sidste sæson, men spillede dog en masse kampe, og selv mod Englands muskeldrenge formåede han at være farligste dansker, indtil han besynderligt nok blev udskiftet, hvilket bestemt ikke øgede Danmarks chancer for at gå videre, men den klare fejl må stå for trænerens regning.

Han ser træfsikker ud, og hans pågåenhed var som man så ham da han var bedst i Ajax, hvilket dog var alt for sjældent. Måske forløses potentialet omsider, hvilket ikke er et øjeblik for sent, og rygter går på at nogen har hørt andre sige, at de har hørt – eller rettere har fået fortalt, at nogen andre har set (tror de..) ham trække minimalt på smilebåndet! Hvis det er rigtigt kan alt vist ske!

Et råd: Patrick Vieira (din gamle coach) er ny træner i Crystal Palace, som både har pengene og stilen til dig, så tøv ikke såfremt der kommer et konkret bud på bordet. Nice er trods alt en for lav hylde, såfremt potentialet ikke skal knægtes.

Mikkel Damsgaard (Sampdoria Genoa)
21 år (født d. 03.07.00) – kontrakt til d. 30.06.24
Tidligere klub: FC Nordsjælland

Den største åbenbaring for et dansk landshold, siden Christian Eriksen debuterede for over 11 år siden i den rød/hvide trøje, og pludselig ser også offensiven (sammen med Dolberg) spændende ud på sigt.

Den unge Damsgaards præstationer generelt under hele EM var virkelig underholdende, han viste stor sparketeknik, og burde naturligvis, sammen med Dolberg, aldrig været taget ud mod England. Disse to fatale fejl af landstræneren, har det danske presse/ekspertkorps behændigt undgået i deres glansbillede fortælling, men fakta er at Dolberg kunne ramme kassen, mens Damsgaards teknik kan ryste de fleste.

Et råd: Sig nej tak til alle bud der kommer her og nu, og fortsæt din fantastiske udvikling i Sampdoria. Præsterer du som under EM, til næste vinters VM, kan klubadressen fremadrettet blive ganske fin. En undtagelse her og nu, kunne dog være AC Milan, hvis stil du umiddelbart passer fint ind i, og det øgede forventningspres et sådant skifte ville medføre, kan hærde dig!

Jannik Vestergaard (FC Southampton)
28 år (03.08.92) – kontrakt til d. 30.06.22
Tidligere klubber: TSG 1899 Hoffenheim, Werder Bremen og Borussia Mönchengladbach

Den garderhøjde forsvarsspiller, blev overraskende for de fleste, fast mand under EM, og generelt spillede han en fremragende slutrunde, herunder ikke mindst mod sine “landsmænd” fra England. Det er oplagt at der kommer bud på ham her efter EM, både pga. hans niveau, indsats under EM samt naturligvis også fordi hans kontrakt udløber næste sommer.

Et råd: Taler rygterne om Tottenham sandt, så gør alt hvad der står i din magt for at komme dertil. Skulle Arsenal komme på banen, siger du naturligvis også ja tak, så må vi se hvem af de to London klubber der kommer først. Premier League er perfekt til din stil, og da du snart runder 29 år, er det nu “jernet skal smedes” og den store kontrakt skal indgås, som både kan forløse ambitionerne samt fylde kontoen.

 

Hermed kan jeg afrunde denne artikel, hvor alt naturligvis er hypotetisk i skrivende stund, men hvor der for alle de nævnte spillere er en meget spændende nærmeste fremtid i vente, og som enhver ved, så kan de rigtige (eller forkerte) beslutninger, få fatal afgørelse for ens karriere.

Tænk jer om drenge!

 

 

Tak fordi du læste med 😉

Torben Aakjær
Grado (IT), d. 14.07.21

 

Torben Aakjær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

OG DET VAR DAAAANMAAAARK!