MANCHESTER UNITED OG DE ANDRE STORE KLUBBERS DEROUTER!

Ole Gunnar Solskjær nærmer sig 3 år i spidsen for Manchester United, og med et netto forbrug på ca. 340 millioner Euro (efter salg er fratrukket), er han den træner på verdensplan der har brugt flest penge i perioden. I alt har han været med til at hente 14 spillere, hvoraf Maguire, Fernandes, Wan-Bissaka, Sancho, Varane og Ronaldo er sikre valg i den optimale start 11èr. Man kan således fastslå at han selv har formet sit hold, hvilket da også har betydet at Manchester United pt. råder over verdens tredje dyreste trup, som lønmæssigt kun overgås af 3 andre, og det varer næppe længe, for aktuelt rygtes det at Pogba skal forlænges, så inden årsskiftet er klubben nok hoppet endnu højere op også på det parameter.

Tålmodigheden med nordmanden er tilsyneladende ganske lang, sammenlignet med at f.eks. Jose Mourinho røg ud efter ca. 2 1/2 år, til trods for at hans sejrsprocent var højere end Solskjærs + portugiseren havde fået holdet til at vinde både Euro League og Liga Cuppen. Bevares bestemt ikke titler som Manchester United normalt praler af, men dog sølvtøj hvilket Solskjær ikke har formået at erobre.

Undertegnede vil med det samme understrege at jeg bestemt ikke anså Mourinho som en succes i klubben, men trods alt klarede han sig bedre på alle parametre, end hvad Solskjær har formået.

Men hvorfor blev Solskjær overhovedet ansat, og hvorfor runder han måske snart 3 år som manager? Ja det er jo et nærmest umuligt spørgsmål at svare på, da det reelt kun er klubbens bestyrelse der kender sandheden, men et forsigtigt gæt er at det mål manden scorede i overtiden i en vis CL finale tilbage i 99, har været en markant årsag. Yderligere har han arbejdet i en kortere periode i klubben som reserve-holdstræner, og endelig var han i første omgang særdeles billig i løn, noget der senere hen har ændret sig.

Netop hans nærmest mytiske status fra CL 99 kampen, har betydet at ganske mange fans af klubben, indtil videre ikke har protesteret højlydt. Mandens cheftræner CV var nærmest pinligt kort, efter en mildt sagt kort, og meget skidt periode i Cardiff, samt nogle år i en i den store sammenhæng aldeles ubetydelig klub i norsk fodbold. Umiddelbart burde det være umuligt at blive ansat i en så stor og traditions bunden klub som Manchester United på det grundlag, men tiderne har ændret sig på mange måder. I første omgang blev han jo også kun hentet ind som en slags korttids løsning, men da han præsterede fantastisk over 19 kampe henover vinteren 18/19, blev kontrakten pludselig permanent, og således sidder vi med “aben” endnu, som man jo så pænt siger.

Den voldsomme kritik som store dele af fangrupperingen gennem årene har udsat Glazer familien for, er om ikke forstummet, så i hvert fald indtil videre dæmpet markant. Selv de mest frådende fans, har nok bemærket at de amerikanske ejere bestemt ikke har været nærige, hvilket ikke kun Solskjærs, men også forgængeren Mourinhos indkøb vidner om. Pengene er kommet i en lind strøm, men lige lidt har det indtil videre hjulpet. Det sidste mesterskab lægger tilbage til sæsonen 12/13, og siden da har 5 managere incl. den nuværende, forsøgt sig, men uden succes.

Vi har faktisk set en lignende situation i Manchester United før, men vi skal en hel del år tilbage. Sir Matt Busby stod for det hold som vandt det engelske mesterskab i sæsonen 66/67. Det var med notabiliteter som Sir. Bobby Charlton, George Best, Denis Law og Nobby Stiles m.fl., og alle i og omkring klubben forventede at mesterskaberne fortsat ville blive erobret med jævne mellemrum. Da Europa Cuppen for Mester-hold endvidere blev sikret i 68, kunne Busby med sindsro trække sig veltilfreds tilbage i 69. Han blev afløst af den i den store offentlighed ukendte Jimmy Murphy, som havde trænet flere af de såkaldte “Busby Babes”, heriblandt Duncan Edwards og Bobby Charlton m.fl.. Han var træner i Manchester United i mange år, heriblandt under Busby, ligesom han trænede Wales i en årrække. Endvidere havde han vikarieret som manager i 58, mens Busby lå på hospitalet ovenpå det fatale flystyrt i München. Murphy havde dog ingen ambitioner om permanent at stå i spidsen for United, og efter kort tid blev klubbens tidligere spiller, Wilf McGuinnes ansat. Han røg dog hurtigt ud, og Busby blev midlertidigt hentet ind igen i 1/2 år, inden Frank O`Farrel kom til, og sådan gik det hak i hak frem til efteråret 86, hvor Sir Alex Ferguson blev ansat.

6 forskellige trænere havde forgæves forsøgt at vinde en primær titel med den hensygnende klub, men vi skal helt hen til sæsonen 92/93, dvs. 26 år efter seneste triumf i ligaen, førend den aldrende anfører Bryan Robson, kunne løfte trofæet som bevis på at mesterskabet igen var i den røde del af Manchester. Herefter kender vi alle historien, hvor Sir Alex Ferguson blev på posten frem til og med sæsonen 12/13, hvorefter han trak sig tilbage ovenpå 13 mesterskaber, 2 Champions League trofæer, 5 x FA Cups, 2 klub VM titler, og en hulens masse andre større og mindre krims krams.

De indtil videre 8 år siden seneste mesterskab, er således ingen katastrofe, men naturligvis heller ikke imponerende for en klub af Uniteds størrelse, og det er jo netop hvorfor jeg skriver denne artikel, for ligesom at sætte ord på frustrationen over en deroute, som bestemt ikke har været morsom at overvære i nu flere år.

IKKE ENESTÅENDE!
Manchester United er dog langt fra alene om at holde lange pauser ift. at vinde de helt store titler. Kigger man rundt i Europa, og især tager mastodonterne til side og dissekerer deres historie, så vil man finde flere huller. Man skal faktisk ikke så langt væk fra Manchester, for at finde en klub der helt naturligt er relevant at sammenligne sig med. Man skal faktisk kun starte bilen, køre ud på M62, og så fortsætte lidt over 50 kilometer mod vest, så ankommer man til Liverpool, Manchester Uniteds arvefjende nummer 1.

Liverpool vandt mesterskabet i 89/90, hvor den 38 årige Sir Kenny Dalglish var holdets spillende manager. Han rådede over et fremragende mandskab med profiler som bl.a. John Barnes, Jan Mølby, Peter Beardsley, Ian Rush og Steve Nicol m.fl., og med talenter som 20 årige Steve Staunton og den blot 17 årige Steve McManaman på vej frem, samtidig med at stammen på holdet var i alderen 25-27 år, så også fremtiden lys ud. Men akkurat som tilfældet Manchester United, så sluttede “festen” brat, og der skulle gå 31 år, 8 managere, køb af 222 spillere og et netto forbrug på ca. 600 millioner Euro, førend mesterskabs trofæet igen havnede i den gamle Beatles by. Det skal dog med, at klubben undervejs i 04/05 snuppede Champions League trofæet under Rafael Benitez. Det var trods alt et “plaster på det blødende sår”.

Det var som bekendt Jürgen Klopp der stod for forløsningen, som millioner og atter millioner af Liverpool fan overalt på kloden, havde ventet på. Den tyske træner kom til klubben i oktober 15, og brugte knap 165 millioner Euro på 19 nye spillere frem mod triumfen. Hele 7 af disse 19 spillere var en del af de optimale start 11èr i mesterskabs sæsonen (Alisson, Mane, Wijnaldum, Robertson, Fabinho, Salah og van Dijk), mens trioen Henderson, Gomez og Firmino allerede var i klubben før Klopp tog over. Den sidste spiller var rykket op fra ungdoms-afdelingen og var naturligvis Trent Alexander-Arnold. Man kan reelt kun applaudere klubben for omsider at finde frem til den rette manager, som så oveni hatten førte klubben til tops i Champions League sæsonen efter, hvilket bestemt ikke tæller ned i den samlede bedømmelse.

Og det er ikke kun Englands 2 mest vindende klubber, der har taget deres pauser. Også Londons førhen største klub Arsenal, der nok i dag må se sig overhalet af Chelsea på lidt for mange områder, har haft langt mellem triumferne. “The Gunners” vandt regelmæssigt mester-skaber frem til og med sæsonen 52/53 under Tom Whittaker, hvorefter man så pludselig gik i stå, og der skulle gå hele 18 år, før Berti Mees Arsenal igen kunne kalde sig engelske mestre.

I skrivende stund er det i øvrigt 17 år siden at Arsene Wenger førte holdet til tops i sæsonen 03/04, så måske tangerer og endda overhaler klubben sig selv indenfor de kommende år. Der er i hvert fald ikke meget der tyder på jubel i den nærmeste fremtid, efter at Emery, Ljungberg og aktuelt Arteta bestemt ikke har været den store succes.

Med al respekt for Manchester City og Chelsea, så er deres historik for så vidt angår mesterskaber, ikke i nærheden af de 3 nævnte, så her er der ingen grund til at kigge på pauser mellem mesterskaberne.

Men det er der bestemt, hvis man hopper ud i Europa. I Tyskland er der jo kun een` stor klub, i hvert fald hvis man kigger på historie, kontinuitet og mesterskaber. Bayern Münchens længste pause mellem triumferne i ligaen, lægger tilbage til perioden fra Udo Latteks mesterskabshold i 73/74 og så frem til den relativt ukendte ungarer Pal Csernai overraskende overtog holdet, og derefter førte dem frem til et mesterskab i sæsonen 80/81. 7 års pause var, og er ulidelig lang tid for en så sejrsvant klub som Bayern München, men selv i den trange periode, fyrede man kun 2 trænere (Dettmar Cramer og Gyula Lorant), så tålmodigheden var ikke så intens som man ser i nutidens fodbold.

I Spanien er det naturligvis giganterne FC Barcelona og Real Madrid man skal kigge på, såfremt man ønsker at finde sammenfald med Manchester United, og her er FC Barcelona dem der kommer tættest på de engelske klubbers “pauser”. Den catalanske stolthed, måtte afstå fra tronen i 14 år fra mesterskabet i 59/60 under den legendariske Helenio Herrera, og så frem til hollandske Rinus Michels igen fik bragt “orden” i sagerne sammen med en vis Johan Cruyff som spiller, i sæsonen 73/74. 12 trænere havde forsøgt – men fejlet undervejs, inden hollænderne fik bragt orden i sagerne.

 

I nyere tid er der ikke de store pauser mellem triumferne, hvilket man bestemt heller ikke kan sige om rivalerne Real Madrids mesterskaber.

De hvidklædte fra landets hovedstad, oplevede sin største krise fra mesterskabet 32/33, hvor træneren var englænder og hed Robert Firth, og så frem til Enrique Fernandez påbegyndte opbygningen af det første “Galactico” i sæsonen 53/54. Allerede her havde han navne som bl.a. Gento og datidens bedste spiller i verden, Alfredo Di Stefano i truppen, og fra da af og frem til nutiden, er der aldrig gået mere end 5-6 sæsoner mellem “snapsene”, så stabilitet er i den grad noget man arbejder med på de kanter, hvor man så undervejs jo også lige kan prale af absurde 13 triumfer i Europa Cup for Mesterhold/Champions League turneringerne, bare sådan for lige at understrege sin storhed!

De sidste store traditionsklubber, som jeg mener kan være relevante, er Juventus, AC Milan og Inter FC. Juventus oplevede en pause i mesterskabsindsamlingen nogenlunde analogt med Real Madrids, idet “Den gamle dame” ikke vandt Scudettoen i 15 år i perioden fra 34/35 frem til 49/50. I nyere tid er den lænste pause fra Trapattonis mesterskabshold i 85/86, og så frem til Marcelo Lippis hold vandt i 94/95. I den periode på 9 år, var der 4 trænere, og sidenhen har det mildt sagt kørt som “smurt” på den front. Hvad angår AC Milan, så er deres længste pause fra Nereo Roccos fantastiske hold vandt Scudettoen i 67/68, med Gianni Rivera som kreatør og leder, og så frem til de igen vandt under Nils Liedholm i 78/79 den længste pause. Det varede 11 år og et forbrug på hele 8 trænere, hvori blandt både Rocco og Trapattoni måtte stille op 2 gange hver undervejs.

Bysbørnene fra Inter, har aldrig haft samme rytme som de 2 øvrige italienske storklubber. Således oplevede klubben at misse mesterskaber i 10 års perioder hele 4 gange i tiden fra 1909 frem til 1953, men den værste periode var dog fra 88/89 til 05/06. Det var træner legenden Trapattoni der med spillere som Bergomi, storebror Baresi, Matthäus og Brehme m.fl., i overlegen stil, og med hele 11 point ned til Napoli, snuppede mesterskabet den sæson. Mange forventede at Inter i årene fremover ville fortsætte dominansen, men vi skal altså hele 17 år frem i tiden, førend Roberto Mancini førte Javier Zanetti, Luis Figo og Adriano + holdkammeraterne, frem til mesterskabet. Det var i øvrigt den dengang 40 årige Mancinis første Scudetto, og man kan således sige at nutidens populære landstræner for “Gli Azzurri”, grundlagde sin fantastiske træner karriere her.

Med denne gennemgang af Europas største klubbers kortere eller længere pauser for så vidt angår mesterskaber, kan man vel konkludere at der ikke er grund til panik endnu omkring Manchester Uniteds indtil videre 8 år lange pause. Det er åbenbart ikke helt unormalt selv blandt de største, men problemet er i min optik heller ikke “kun” de 8 år. Problemet er nærmere at der efter knap 3 år med samme manager, overhovedet ikke ser ud til at være kommet hverken stabilitet, taktisk sammenhæng eller nogen form for sammenspil på holdet. Der er brugt tonsvis af penge, og det meste af holdet er udvalgt af Solskjær, så der burde ingen undskyldninger være for ikke at præstere. Bevares de er oppe mod en voldsom trio i form af Chelsea, Manchester City og Liverpool, men sådan er det jo at være et storhold. Her presses man af andre store klubber, som har nøjagtig de samme ambitioner som en selv.

Kigger man på 3 argeste modstandere kan man dog konstatere, at der alle steder sidder velbevandrede træner kapaciteter som Tuchel, Guardiola og Klopp. Alle 3 med et markant CV, ligesom man på hver deres hold, tydeligt ser hvad manageren vil med sit hold. Den ene spiller med 3 nede bagi, hvilket nuancerer forskellen, ligesom Guardiolas hold ofte spiller uden reel angriber. Hver især har de spillere som på netop deres placering, regnes som verdens bedste. Chelsea har Kante og Jorginho, Manchester City har Dias og De Bruyne, mens Liverpool har van Dijk og Salah. Kigger man på Manchester United, finder man ingen af den slags spillere. Man finder derimod et væld af spillere lige under den ypperste kategori, men altså ingen førerhunde på det område.

Hvad man mere kan konstatere er at der tilsyneladende købes ind i “øst og vest”. Det ene øjeblik udtaler manageren at man primært vil bygge holdet op omkring egne talenter + indkøbte yngre britiske spillere, og i det næste øjeblik kyler man noget nær alle tidligere akademi spillere ud, alt i mens man køber/benytter “færdige” udenlandske navne som Varane, Fernandes, Fred, Lindelöf og Matic + tilmed deciderede veteraner som Cavani og Ronaldo og minsandten forlænger med en efterhånden ubrugelig Mata. Den eneste yngre englænder som Solskjær har købt, er således Wan-Bissaka og senest Sancho, mens potentielle talenter som Garner, Williams, Tuanzebe, Gomes, Chong, Fosu-Mensah, Pereira m.fl. er ude af klubben igen, formentlig permanent. Jeg skriver ikke at disse tidligere akademispillere, er gode nok til at være blevet i klubben, men enkelte kunne måske have fået længere snor, og så kunne man have holdt sig til at investere i engelsk ungdom, hvis det nu var det man ville.

Kigger man på det nuværende United mandskab finder man et miskmask af typer og nationaliteter. Gennemgående er niveauet ganske højt på alle pladser, med undtagelse af højre back, og central defensiv midtbane. I stedet for at forstærke disse åbenlyst “svage” positioner, valgte man at investere i en ny højre kant, hvilket for så vidt var fornuftigt nok, selvom Sancho senest mod Villareal besynderligt nok spillede venstre kant, med Greenwood i modsatte side. Man kunne med fordel have byttet om på dem, da Greenwood tilsyneladende er ligeglad hvilket ben han skal bruge. Herudover hentede man som bekendt Ronaldo ind. Relativt billigt – knap 100 millioner Dk.kr., men til en hyre, som forhindrede yderligere aktivitet på markedet. I forvejen havde, og har man de højtlønnede Martial og Cavani på bænken, samt en skadet Rashford udenfor, hvorfor det måske ikke var angrebet der trængte mest til forstærkning. Når det så er sagt, så kan vi hurtigt blive enige om at man ikke bør sige nej tak til Ronaldo, selvom han snart runder 37 år. Der er tydeligvis stadig mål i den ældre herre, og merchandise værdien er selvsagt ikke til at kimse af. Han skal nok score sine mål, og helt sikkert også en del af de meget vigtige, eksemplificeret i gårsdagens vitale 2-1 sejr over Villareal, hvor han 5 minutter inde i dommerens overtid dukker op som “trold af en æske”, efter at have været aldeles usynlig i 94 minutter. Sådan agerer de største og de bedste, og en sådan er Ronaldo naturligvis stadigvæk. Det man så kan tænke over, er om United som hold, samlet scorer flere mål med Ronaldo end uden. Dvs. om han simpelthen “stjæler” de scoringer, som normalt ville være fordelt på andre, herunder ikke mindst fremtids folkene Greenwood og Rashford.

Det ved ingen endnu, og ingen ved om, eller hvornår Solskjær bliver fyret. Endnu mindre ved nogen hvordan sæsonen ender, men en ting er stensikkert, ender det ikke med et mesterskab og/eller en triumf i Champions League, så vil jeg til enhver tid påstå at både Solskjær, Ronaldo og det manglende køb af Rice, har været fejlslagne prioriteter.

Personligt ønsker jeg Solskjær hen hvor “peberet gror”, hellere i dag end i morgen. Jeg er af den klare overbevisning at uanset om manden er manager i klubben i 15 sæsoner, og uanset om man i vinterpausen køber Mbappe, Kroos, Alaba, Walker, Neymar, Kimmich, Dias, De Bruyne, Messi, Donnarumma og andre topnavne, så evner han ikke at føre holdet frem til en primær succes. Penge kan gøre meget kan man se andre steder, men det kræver bestemt også en kyndig hånd til at styre de store egoer, og den hånd ejer Solskjær ganske simpelt ikke.

Jeg vil i en snarlig artikel komme ind på hvilke managere der kunne være relevante for Manchester United.

Tak fordi du læste med 😉

 

 

KBH (DK) 30.09.21

 

 

 

 

 

Torben Aakjær