21 december

LÆSEPAUSE!

En ting er at interessere sig, se og måske høre eller snakke om fodbold, noget ganske andet er at læse, vide og kende om/til fodbold sagde en klog mand engang til mig, og jeg må her efter at have rundet over halvdelen af livet, konstatere at vedkommende havde 100% ret!

Jeg har interesseret mig for fodbold, siden jeg tilbage i vinteren 72, så min første Tipsfodbold kamp mellem Crystal Palace og Manchester United. At jeg tilmed blev fan af Palace fra netop den eftermiddag, er en helt anden historie, men det var fra da af, at fodbolden for alvor kilede sig fast inden i mig, og indtil videre, nu i en alder af 54 år, stadig ikke er “drysset” ud. Som barn fra sen 60èrne, voksede man op med at familiens dummekasse i bedste fald havde 3 kanaler. I hvert fald hvis opvæksten foregik på Amager, hvor det var DR1 og et par perifere svenske kanaler. Hvor lørdag aften var hygge i familiens skød, hvor man i selskab med sandkage, saftevand og weekendslik, kunne hygge sig med McCloud, Kojak eller Columbo, så var samme dags live transmission fra et engelsk fodbold stadion, ugens erklærede højdepunkt. Her lærte man Tommy Troelsen, Claus Borre og Svend Gehrs at “kende”, og her fik man “brændstof” til de kommende dages fodboldsnakke med vennerne. Det var livgivende og vel nærmest livsforlængende.

DR1 sluttede med programmet i 1999, præcis 30 år efter debuten, og efter 7 gange undervejs at have skiftet navn. Siden da er der sket “en del” på området. Hvad der derimod ikke har forandret sig i nævneværdig grad, er bøger om fodbold. Jo mængden er markant forøget, og det er i vore dage uhyre meget lettere at anskaffe sig disse, men naturligvis kunne man også læse om fodbold tilbage i start 70èrne, hvor jeg da også, finansieret ved at uddele Amager Posten, Amager Bladet og ikke mindst søndags Berlingeren, hver fredag modtog TipsBladet (ja det var et virkelig godt blad dengang), tyske Kicker samt de engelske Shoot og Match. Det kostede en mindre formue for en ung teenager, men man havde friske ben, og en hjælpsom pap far, så indtjeningen var fornuftig. Senere hen begyndte jeg at købe bøger, ikke mindst bøger skrevet på engelsk.

Med tiden blev udvalget signifikant udvidet, leveringstiden markant forkortet, og kvaliteten seriøst forbedret, og den dag i dag, fornøjer jeg mig stadig med at læse mange bøger, herunder ikke mindst om fodbold hvert år. I marts 2020 skrev jeg en artikel om emnet, som i kan fremsøge længere nede, men her vil jeg koncentrere mig om hvad jeg har fornøjet mig med det seneste års tid + hvad jeg ser frem til at læse fremadrettet.

Naturligvis er der både skidt og kanel imellem de mange bøger. Herunder gennemgår jeg dem jeg har læst i 2021, både på godt og ondt 😉

“Begge sider” om Nicklas Bendtner
Som en form for “spoiler” er det værd at nævne at jeg aldrig har været den store fan af ham her, og efter at have læst bogen, som jeg heldigvis ikke har brugt penge på, men blot lånt, har jeg ikke just ændret opfattelse. Bogen er som sådan skrevet ganske pænt af forfatteren Rune Skyum Nielsen, men generelt er det blot en lang opremsning af dårlige beslutninger, hvilket i sig selv jo er essensen af Bendtners karriere generelt. Det var ikke noget nyt, men det jeg blev irriteret over i flere tilfælde, var den manglende refleksion fra hovedpersonen. Alt var og er tilsyneladende andres skyld, og det som man ikke kan udnævne en skyldig til, tales ned som om det ikke var et problem. Alt for sjældent er der passager om mandens oplevelser i de mange klubber, og alt for ofte skal man læse om det han tilsyneladende selv mener er hans gode sider. Fornemmelsen man sad med efter at have læst sidste side, kan vel nærmest sammenlignes med den man har efter at have ædt en Big Mac. Tomhed, en smule kvalme + ikke mindst dårlig smag i munden. En befriende brandskid lufter heldigvis det hele ud, og derefter husker man næsten intet.

“Mit livs bane” om Johan Cruyff
En af fodboldens absolutte vidundere, manden med nr. 14 på ryggen, og akkurat som han var som spiller og træner, er bogen inspirerende, lærende og virkelig spændende. Desværre er den for kort efter min smag, og da Cruyff jo ikke længere lever, kan der af gode grunde ikke komme flere guldkorn fra hans mund, men måske nogen stadig har guf i gemmerne, så der igen kan leveres godbidder fra mesteren.

“The rebel who would be king” om Eric Cantona
En af fodboldhistoriens mest specielle personligheder, som både på og uden for banen var helt sin egen. Desværre stoppede han alt for tidligt, men i denne bog læser man mindst ligeså meget om ham som person, hans liv uden for banen og de valg han løbende tager, som man bestemt ikke altid er enig i, men derfor kan det jo godt være interessant.

“The man in the white boots” om Alan Ball
Bevares, man skal nok være en fodbold nostalgisk fodboldnørd som f.eks. undertegnede, for at finde interesse i at læse om en af VM 66 heltene, men man snyder sig selv for at få viden om fodboldens mekanismer i England op igennem 60èrne og 70èrne, hvor Ball ikke kun var en rebel ved at spille i hvide støvler, men også fordi han havde sine meningers mod, og turde stå op for dem.

“Quit genius” om Bob Paisley
Det vil være synd at påstå at undertegnede er fan af Liverpool, men derfor, eller måske netop derfor, finder jeg denne interessante bog om en af klubbens helt store helte og legender, ekstra spændende. Paisley er en top 10 manager historisk set i den bedste engelske række, og her får man mange inside historier, måder at tænke på og hvordan manden så på fodbolden i Liverpools storhedstid.

“The biography” om Don Revie
Manden der stod bag et af de mest spændende klubhold nogensinde i engelsk topfodbold, er hovedpersonen i denne bog. Den er super interessant hvis man, som jeg, husker Leeds da de var bedst. Tænker også den kan være interessant for yngre læsere, som bare vil have noget viden om fortidens bold i England.

“In the shadow of a giant” om Mel Charles
Pragtfuld bog om den måske bedste, og i hvert fald største walisiske spiller nogensinde! Folk der kun kender Giggs og Bale bør smide hvad de har i hænderne, og læse denne velskrevne bog.

“One in a million” om Trevor Francis
Francis er blandt de 4-5 største talenter der nogensinde har optrådt i den bedste engelske fodboldrække. Desværre udviklede han sig ikke 100% som forventet, men det gik vist meget godt alligevel. 1 million pund var prisen da han skiftede fra Birmingham til Nottingham Forest, hvilket gjorde ham til den ikke blot dyreste, men rent faktisk første britiske spiller der blev handlet til den sum! Det var en fin handel for begge parter skulle det senere vise sig.

“Between the lines” om Michael Carrick
Den nu tidligere spiller og kortvarige interim manager i United, har (med)skrevet en fremragende biografi. Det er ikke alle fodboldspillere, som har ligeså meget kvalitet inde i hovedet, som de har i benene. Umiddelbart tænker jeg at disse ting er fint fordelt hos ham her.

“My story” om Cyrille Regis
Muskelbundtet var en af de første sorte spillere der brød igennem på højeste niveau i engelsk fodbold, og de færreste omkring min alder, har formentlig glemt denne fantastiske spiller. Man får i bogen genoplivet højdepunkterne. En anke er måske at der til tider “skøjtes” noget let henover visse problematikker, men bogen er dog læsværdig.

“Legend” om Socrates
Den langlemmede doktor, levede ikke så længe som gennemsnittet tilsiger, men at han i den grad har sat sine aftryk på sin eftertid, er der vist ikke tvivl om, og selv for yngre læsere, der måske aldrig har set manden spille fodbold, er hans meritter kendt. Bogen er ikke den mest velskrevne jeg har læst, og faktisk var jeg skuffet da jeg bladrede sidste side, for jeg havde oprigtigt glædet mig til at læse en bog, som selveste Johan Cruyff har afleveret sit forord til. Det lever den ikke op til.

“Troldmanden fra Thy” om Jesper Grønkjær
Der findes vel næppe en mere sympatisk person end ham her, og bogen er akkurat så rar at læse, som man fornemmer Grønkjær er. Den er velskrevet, hurtig og underholdende, og jeg tænker den vil være perfekt for enhver der måske ikke er klar på at begive sig ind i de tungeste fodboldbøger, men som alligevel godt vil “kende” personen Grønkjær.

Og så dem jeg vil læse i 2022:









Ja sikkert flere endnu, men de her er sikre “kort”, og jeg glæder mig til at bedømme dem næste år ved samme tid 😉

God læselyst derude, ingen tager skade af en læsepause i ny og næ, og netop i de kommende uger har de fleste af os jo masser af fritid, som dermed kan bruges fornuftigt.

Glædelig Jul!

KBH (DK) 21.12.21

 

 

 

 

 

 

 

Torben Aakjær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

21 december