HISTORIENS DYRESTE SPILLERE – OG DE RIGE EJERE! | FODBOLD

Avenue des Champs-Elysees betragtes af mange, og efter min ydmyge mening med rette, som klodens smukkeste alleer, og med over 70 meter i bredden er den samtidig en af de mest markante af sin slags. Knap 2000 meter strækker den sig fra Concorde pladsen, til Charles de Gaulle pladsen, hvor den monstrøse Triumbue troner. Undervejs møder man alverdens flagship forretninger, herunder naturligvis de primære franske mega brands Louis Vuitton, Balmain og Hermés m.fl., og uanset om man er fodboldinteresseret eller ej, kan man ikke undgå at bemærke alleens måske mest farvestrålende og volumiøse butik – Paris Saint German FC`s 2 etagers forretning, som strækker sig over voldsomme 350 kvadratmeter. Butikken er i dag placeret i nummer 92, men da en vis Neymar da Silva Santos Junior, i daglig tale blot omtalt som Neymar, i 2017 blev solgt fra FC Barcelona til den franske hovedstadsklub, lå den i nummer 27, og fredag d. 4. august det år, kunne forbipasserende dagen igennem, fra butikken slog dørene op kl. 09.30, til de lukkede ned 10 timer senere, se en evig strøm af kunder, i snorlige rækker på op til 200 meter. 40 uniformerede vagter var sat til at styre masserne, og indenfor var der 300 ansatte, fordelt på gulvet, lageret, ved kasserne og ved nummer/navn strygningsmaskinerne!

Selvom airconditions systemet var state of the art, og pumpede kølig luft ned i butikken dagen igennem, var der bagende varmt, og efter forlydender besvimede talrige overivrige kunder, formentlig i en slags euforisk kombination af ophidselse, dehydrering og panik. Alle måtte have en original PSG spilletrøje med nummer 10 og navnet Neymar på ryggen. Prisen var 83 pund excl. ekstra tryk, så i alt betalte man 100 pund pr. trøje, hvilket dog ikke forhindrede de første timers kunder, til at købe op imod 15-20 stk. hver. Dette ændrede sig dog, da det gik op for butikschefen at man formentlig ville løbe tør for trøjer og tryk i løbet af dagen, så fra kl. 13.00 blev det bestemt at hver kunde maksimalt kunne erhverve sig 1 stk. trøje med tryk. Det gav en del ballade, og undervejs måtte politiet tilkaldes for at holde ro på pøblen, men summa summarum, da man lukkede biksen, havde man solgt et pænt stykke over 10.000 Neymar 10 trøjer + naturligvis en mængde andet merchandise, og efter afregning med trøjemærket NIKE, var fortjenesten i PSG`s favør omkring 800.000 pund. Ganske udmærket for 1 dags arbejde!

Men nu var og er denne Neymar, jo også en dyr herre, eller rettere en ekstra ordinær dyr herre. Den i dag 29 årige brasilianer, var både i august 2017, og faktisk stadig den dag i dag, verdens dyreste fodboldspiller nogensinde. FC Barcelona havde indskrevet en frikøbsklausul i hans kontrakt, som ingen regnede med ville blive indfriet, men stik i mod al logik, smed de nyrige PSG ejere 198.000.000 pund på bordet, hvilket svarede til frikøbsprisen, og da Neymar havde udsigt til en lønstigning fra de omkring 300.000 pund om ugen, han måtte nøjes med i Barcelona, til de 500.000 pund om ugen, som PSG viftede ham om næsen med, var han ikke svær at overtale. Da han samtidig blev lovet at blive præsenteret og betragtet som PSG`s suverænt største stjerne, hvorved han ikke længere skulle stå i skyggen af Messi, slog den dengang 25 årige spiller til øjeblikkelig.

9 dage senere debuterede han for “Les Rouge-et-Bleu”, i en udekamp i Bretagne, hvor provinsholdet Guingamp var værter, men hvor PSG og Neymar ikke var særlige flinke gæster. Pariser mandskabet vandt overlegent 3-0, bl.a. på 1 mål og 1 af assist af hovedpersonen, der var placeret til venstre i et 3-mands angreb med Cavani centralt, og Di Maria til højre. Fans af klubben var ellevilde, for deres brasser kunne jo alt med en bold, og det var tydeligt at han elskede at demonstrere sin kunnen. I kampen efter sparkede han yderligere 2 mål ind + lavede et par assist, og alt var rosenrødt for ham og de glade ejere, indtil han allerede medio september, løb ind i den første af et nærmest utal af skader. Han kom sig dog hurtigt over denne, men da sæsonen var gået, stod han blot noteret for 20 kampe, 19 mål og 24 assist. Ingen kan jo sige noget mod antallet af mål og assister, men kampantallet er fornærmende lavt, ikke mindst hans løn taget i betragtning.

Desværre for Neymar og PSG, var disse skader og fravær, bestemt ikke noget der har ændret sig frem til nutiden. Han har således været ude med en ankel skade siden november, og ud af sæsonens hidtidige 22 kampe, har han kun medvirket i de 10, hvoraf blot 5 har været fuld tid. En høst på 3 mål og 3 assist imponerer ingen, og siden hans seneste kontraktforlængelse i maj sidste hår, har han opretholdt en ugeløn på absurde 900.000 pund, hvilket aktuelt gør ham til verdens næsthøjeste lønnede spiller. I sin tid i PSG har han haft 25 skadesperioder på i alt 590 dage, hvilket har betydet fravær i 102 kampe, og herudover har han været suspenderet pga. for mange gule/røde kort yderligere 16 kampe.

80 ligakampe, 17 kampe i pokal og supercup regi + 33 kampe i Champions League har han samlet medvirket i. I disse 130 kampe har han scoret 90 mål og lavet 58 assist. I ingen sæsoner har han spillet mere end 20 kampe i ligaen, og hans kontrakt udløber først i 2025, hvor der tilmed er en option på yderligere 1 år. Sidder man som ansvarlig leder i PSG, må man i den grad være bekymret. Bevares, trøje- og merchandise salget omkring Neymar, er en konstant faktor, men man skal have in mente at der f.eks. ved trøjesalg skal videresendes 70-75 pund til NIKE, hver gang der sælges for 100 pund, så der er nærmest uendeligt langt op til det beløb, som Neymar samlet kommer til at koste klubben. Opnår man så heller ingen triumfer i Champions League, hvilket ikke meget tyder på, og siger man farvel til en mindre profileret, men langt bedre spiller her og nu i Kylian Mbappe til sommer, så står man tilbage med et aldrende mandskab, anført af en nærmest evigt skadet brasilianer, der her om få dage tilmed runder 30 år, og vel ikke har den største motivation når VM senere i år, er overstået.

SÅ SPOLER VI TIDEN TILBAGE
Men nu handler denne artikel som sådan ikke konkret om Neymar, om end han med sin købspris på 198.000.000 millioner Pund, som nævnt er den dyreste spiller til dato. Artiklen handler som sådan om udviklingen i den pris som klubber igennem tiden har betalt for en spiller, og derfor er det naturligt at starte med begyndelsen, hvor vi skal spole helt tilbage til 1893. Det var nemlig året, hvor den første handel på over 100 pund blev en realitet i fodboldverdenen. Spillerens navn var Willie Groves (billede), og han var en på det tidspunkt 24 årig angriber, som tørnede ud for WBA, hvor han i bedste fald fik lidt håndører for ulejligheden. Men det facts at han rent faktisk tjente lidt, betød at Aston Villa, som over længere tid havde udset ham som deres kommende front angriber, måtte smide hele 100 pund på bordet, før ejerne i WBA indvilgede i at lade Groves smutte de 5 kilometer der blot var til Aston Villa. 100 pund på det tidspunkt svarede i øvrigt til hvad et pænt stort hus kostede i Birmingham, så selvom man naturligvis ikke kan sammenligne tingene med vore dage, har det trods alt været et pænt stort beløb.

I øvrigt gjorde den skotske landsholdsspiller ikke meget væsen af sig i Aston Villa, hvor det blot blev til 4 scoringer i de 22 kampe, som han nåede, inden han blev uvenner med ledelsen om manglende eller for sen lønudbetaling. Man kan tænke sig til at ledelsen måske har brugt hovedparten af hvad de kunne skrabe sammen på at købe Groves, og så simpelthen har forregnet sig ift. lønnen. Groves smuttede kvit og kvit videre til Hibernian og senere hen Celtic, inden han tragisk døde pga. tuberkulose allerede som 39 årig.

En trist slutning på historien om fodboldens første 100 pund spiller, og først 10 år efter blev 1000 punds grænsen nået. Nu var det Middlesbrough der købte Alf Common, der akkurat som Groves, var angriber. 1000 pund på det tidspunkt svarede til ca. 130.000 nutids-kroner, så det var tydeligt at se at der var begyndt at komme større penge ind i sporten, især i England. På samme tidspunkt tænker jeg at man i Skandinavien, herunder i Danmark, stadig løb rundt og sparkede til et kålhoveder, i stedet for bolde, og at man anså det at blande penge ind i den ædle sport, svarede til hvad man for blot et par århundreder forinden, brændte hekse på bålet for.

Skepsissen mod fodbold og pengeindblanding, var dog ikke kun noget man havde i Danmark, for selvom der i det små var begyndt at komme mindre beløb mellem folk, når talen faldt på fodboldsporten, så var det reelt kun stadig i Storbritannien at den slags åbent fandt sted, og naturligvis var det også her at 10.000 punds grænsen blev nået. Helt præcis var det 10.890 pund, hvilket var hvad Arsenal betalte for David Jack, da denne skiftede fra Bolton. Året var 1928, og blot 4 år efter rundede man 20.000 punds grænsen, men nu foregik det ikke længere på de britiske øer, men et så afsidesliggende sted som i Sydamerika, nærmere betegnet Argentina, hvor River Plate betalte 23.000 pund for Bernabe Ferreyra. Naturligvis, tør man næsten fristes til at skrive, var også han angriber. Mål er svære at lave, og det var det bestemt også dengang, hvor man for nu at sige det mildt, som defensiv spiller, nærmest måtte gøre alt hvad man lystede, i bestræbelserne på at stoppe modstandernes angribere. Ikke desto mindre var den lynhurtige og efter sigende uhyre driblestærke Ferreyra, en enorm succes i dette som skulle vise sig at blive hans sidste klub. I de kommende 7 sæsoner hakkede “Rompe redes”, som var han kælenavn, og som betyder “Ødelæggeren af (mål)net”, 187 mål ind i 185 kampe, og han var således kraftigt medvirkende til at landets store klub, sikrede sig både mesterskaber og pokaltitler. Han var endvidere med til at vinde Copa America med Argentina i 1937, men det er en helt anden historie.

I årene derefter, begyndte der at komme penge i noget nær alle fodboldligaer, og købspriserne steg og steg i takt med at der blev bygget større stadions, som kunne fornøje flere tilskuere. Trøjesalget begyndte at blive en faktor, og også på den øvrige merchandise front, primært i form af vimpler, plakater, byttemærker til samlealbums, krus og andet, kom der penge til klubberne, og i sommeren 1961 brød Inter Milan så en hidtil umulig forhindring, da de betalte utrolige 142.000 pund til FC Barcelona, for den på det tidspunkt bedste spiller i Europa, ja måske i hele verden. Navnet var Luis Suarez, som naturligvis ikke bør forveksles med en aggressivt bidende uruguayer, der jo senere hen også spillede i Barca, men i stedet var den spanske udgave, og en særdeles elegant af slagsen. Han modtog Ballon dÒr trofæet i 1960, og er jo således den eneste spanskfødte spiller til dato, der har formået det, og han sluttede yderligere som nr. 2 i både 1961 og 1964, samt nr. 3 i 1965. Manden de kærligt omtalte som “El Arquitecto” (arkitekten), blev samtidig også verdens højst lønnede spiller, og pengene var givet godt ud, idet han de kommende sæsoner blev en af hovedmændene bag “Grande Inters” korstog igennem fodboldens verden. 3 Scudettoer, 2 Europa Cup for Mesterhold, samt 2 VM for klubhold vandt han med klubben, og ja så var han også lige arkitekten bag Spaniens EM guld i 1964, så der var i sandhed tale om en vaskeægte verdensstjerne. I øvrigt så lever den i dag 86 årige spanier stadig den dag i dag, hvilket gør ham til en af de få nulevende superstjerner fra 60èrne.

Efter det voldsomme beløb, skulle man kun spole yderligere 7 år frem, så blev 500.000 pund, eller hvad er i dag svarer til lidt over 9 millioner pund, den nye rekord. Det var nemlig hvad Juventus betalte for angriberen Pietro Anastasi (billede), og det var også i italiensk fodbold, hvor pengene i de år var enorme, at det magiske beløb 1.000.000 pund blev rekord. Napoli købte for den pris Giuseppe Savoldi fra Bologna, og selvom der var gået 7 år mellem Anastasi og Savoldi handlerne, så betød inflationen rent faktisk, at prisen i nutidspenge var marginalt mindre.

Som en sidebemærkning blev navnkundige Johan Cruyff et par år efter Savoldi, handlet for 922.000 pund, da han blev solgt fra Ajax til Barcelona, hvilket illustrerer hysteriet i Italien, hvor selv middelmådige spillere, med alt respekt for både Anastasi og Savoldi, blev handlet til deciderede overpriser. Og apropos hysteri, så smadrede en purung superstjerne in spe i 1982 hele verdensbilledet, for hvad der var normalt og langtfra normalt. Navnet var Diego Armando Maradona, og selvom man kun sporadisk havde set hans genialiteter på et grynet tv, og selvom Barcelona efter sigende kun en enkelt gang havde set ham live, så betalte catalanerne 3.000.000 pund for den tætbyggede argentiner, da han skiftede fra Boca Juniors. Det var ikke kun en enorm historie, fordi beløbet var enormt, men en hel fodboldverden faldt nærmest i svime over denne nye verdensstjerne. Tidligere tiders megastjerner som f.eks. Best, Pele og Eusebio m.fl., havde aldrig været så eksponeret for en hel verden, simpelthen fordi TV på ingen måde var så udbredt da de var størst, som det var her i begyndelsen af 80èrne, og som om det ikke var nok, så brød Napoli alle grænser for logik, da de blot 2 år efter betalte utrolige 5.000.000 pund for samme spiller. Det beløb svarer i nutidens penge til lidt over 17.000.000 pund, eller næsten hvad Denilson hele 14 år senere blev handlet for, ligesom for at sætte absurditeten i relief.

8 år senere blev så en ny milepæl banket ned med syvtommersøm. 10.000.000 pund betalte AC Milan til Olympique Marseille for den franske superbomber Jean-Pierre Papin, og dermed var 90èrne kickstartet til noget der mindede om vanvid, hvis man kigger på priserne som spillerne nu kom til at koste. I årene derefter blev navne som Vialli, Lentini, Ronaldo over et par gange samt Alan Shearer, handlet for beløb der til sidst snusede til næste milesten, men det var den i den store offentlighed relativt ukendte brasser ved navn Denilson, som for 21.500.000 pund (svarende til 40.000.000 pund i dag), blev handlet mellem Sao Paolo og Real Betis. Hvorfra den mindre spanske klub fik fat i så mange penge, tør ingen gisne om, men man kan tænke at det var på nogenlunde samme måde, som da Napoli i start 80èrne, fik tilsnusket sig penge nok til Maradona handlen. Hvem ved – ikke ret mange, og facts er da også blot at Denilson nu var historiens suverænt dyreste spiller, men i modsætning til flere af de førnævnte, fik han aldrig for alvor udfoldet det talent han uomtvisteligt havde, til absolut verdensklasse, og handlen vil for altid være en af de mest mystiske i fodboldverden.

Vi skal så faktisk kun 1 år frem i tiden, før 30.000.000 punds grænsen blev nået, hvilket skete da Inter Milan betalte 32.000.000 pund for Christian Vieri, og sølle 2 år efter smed Real Madrid så hele 14.500.000 pund oveni det beløb, og købte Zinedine Zidane fri fra Juventus. Pengebeløbene var nu nærmest løbet løbsk i verdensfodbolden, hvor det især var klubber i England, Italien og nu også Spanien igen, der brugte enorme summer – nærmest som i en slags “våbenkapløb”, om konstant at eje de største stjerner fodbolden kunne byde på. “Galatico” begrebet var nu en realitet i storsatsende Real Madrid, og 8 år efter betalte samme klub 56.000.000 pund for Kaka, da denne superspiller blev købt i AC Milan. Kigger vi på nutidens penge, svarer beløbet til ca. 66.000.000 pund, så den halve milliard danske kroner er for længst overskredet, og i Danmark havde vi netop skiftet kålhovedet ud med en sok med græs i, så på vores breddegrader forstod man givetvist ingenting!

Kigger man på det udefra, kunne en naiv beskuer, måske nu tro at det hele ikke kunne blive vildere, dyrere og mere ekstremt, men kort tid efter Kaka havde trukket i den hvide trøje, smed Real Madrid om muligt et endnu større beløb på bordet, så de kunne købe Christiano Ronaldo fri af sin kontrakt i Manchester United. Den portugisiske superstar kostede 80.000.000, hvilket rent faktisk er tæt på 1 milliard kroner i vores valuta i nutidens penge, og alle tog sig til hovedet, for hvordan var det muligt. Real Madrid grinede bare, og Perez, klubbens mildt sagt karismatiske præsident, kunne fra præsidentlogen på Santiago Bernabeu, nyde alle sine sammenbragte megastjerner, købt for penge, som ingen, måske ikke engang ham selv, ved hvor kom fra.

Folket er dog ligeglade, for i underholdningsindustriens navn, er alt åbenbart tilladt, og så er vi efterhånden nået frem til 2017, hvor en flok sandalrøvere fra Qatar, i dagens anledning havde smidt kjoler, sandaler og turban, og ydmygt var krøbet i skræddersyede jakkesæt. De skulle nemlig på et stort anlagt pressemøde, præsentere en spiller som de netop havde betalt 198.000.000 pund for. Ca. 1,8 milliarder dk.kr. for en fodboldspiller, og navnet er naturligvis Neymar, den famøse brasser som hele artiklen startede med. Beløbet er som et greb i lommen på disse fyre, som allerede i årene forinden havde demonstreret deres massive økonomiske muskler. Stjerner som Ibrahimovic, Cavani, Di Maria og Silva m.fl., var indkøbt for enorme summer, og det var ikke just fordi Neymar handlen stækkede deres vinger, for sidenhen har de brugt i omegnen af 400.000.000 pund på andre topspillere, heriblandt Mbappe, Hakimi og Icardi m.fl., og kun den meget omtalte, men sjældent benyttede FFP (Financial Fair Play Regulations), har formentlig forhindret dem i ikke at købe langt flere og dyrere spillere, for med al respekt for et propfyldt stadion hver gang, tonsvis af solgt merchandise, et uendeligt antal trøjer og alt muligt andet som giver indtægter, så er er naturligvis grænser for galskaben. Man kan da have sine tvivl, i det den nu førhen rent ud sagt gennemsnitlige klub Newcastle, som bekendt også har fået ejere fra samme del af verden, som PSG`s ejere kommer fra. Ikke fra samme land, men samme område, og som bekendt er det også folk fra disse egne, som sidder på magten i bl.a. Manchester City, en klub som bestemt heller ikke er tilbageholdende når det drejer sig om fodboldtransfers i den massive størrelsesorden.

Ejerne, bagmændene, indskudshaverne, sportsvaskerne, eller hvad man nu kan kalde disse fyre, går formentlig mere op i hvordan deres skæg sidder, eller om kjolen er strøget, end de går op i noget så basalt som menneskerettigheder, hvor pengene kommer fra, samt om hvad andre tænker om deres gøren og laden. De er tilsyneladende kommet for at blive, og Newcastle United er næppe den sidste klub, hvor en hovedrig sheik køber sig ind i.

Udefra kan vi almindelige dødelige kun vente på at amerikanske, russiske eller japanske rigmænd og firmaer, bliver fristet af de mange olie/blod penge, og sælger ud af de rigtigt store og traditionsbundne klubber. Jeg tør faktisk slet ikke tænke tanken til enden, for det kan på mange måder betyde døden for fodboldsporten som vi kender den i dag, men i en verden hvor død og ødelæggelse er en del af mange mennesker forfærdelige hverdag, er dette jo reelt slet ikke noget at bekymre sig om….

Eller er det?