HISTORIENS DYRESTE SPILLERE - OG DE RIGE EJERE!

VINTERENS TRANSFERMARKED!

Endnu et transfervindue er overstået, og endnu engang er der flere interessante handler at dykke ned i, hvilket jeg vil gøre med denne artikel. Jeg holder mig overvejende til de store/primære klubbers handler, men kommer da også kort omkring særligt interessante ting, i mindre prominente klubber, som der trods alt er en del af.

Og hvorfor ikke starte med klubben, der i denne omgang har foretaget den dyreste enkelstående handel, nemlig Juventus, som i den grad har haft behov for at vise både omverden, men måske også sig selv, at de i den grad stadig er en af markedets helt store aktører. Købet af den 22 årige serbiske målmaskine Dusan Vlahovic kostede den nette sum af 81,6 millioner Euro, hvilket betyder at Juventus nu har stået for de 3 dyreste handler nogensinde i italiensk fodbold. Den dyreste var Cristiano Ronaldo som blev købt for 100 millioner i 2018, mens Gonzalo Higuain kostede 90 millioner 4 år forinden, og nu kommer Vlahovic så ind som nr. 3, akkurat foran Inter Milans køb af Lukaku i 2019 formedelst 80 millioner Euro.

Serberen som rundede 22 år i januar, er i gang med sin sæson nr. 4 i Firenze klubben, hvor han altså nåede at score 44 mål i 98 kampe, og altså fremadrettet skal forsøge at skyde Juve til tops igen, i en periode hvor man vist roligt kan sige at “Den gamle dame” har været i store problemer. Om det er nok til at vinde Scudettoen i indeværende sæson er nok mere end tvivlsomt, idet klubben her hvor der mangler 15 runder, har hele 11 point op til duksen Inter Milan, og imellem de 2 duellanter finder man Napoli, AC Milan og Atalanta, så det bliver ikke en enkelt opgave.

Udover Vlahovic har man også sikret sig den effektive midtbanespiller Denis Zakaria, der for blot 8 millioner Euro, er kommet til fra Gladbach. Årsagen til den lave pris på en spiller, hvis markedsværdi er tæt på 30 millioner Euro, er at schweizerens kontrakt med tyskerne udløb til sommer, og da der ikke var udsigt til forlængelse, idet Zakaria åbent havde erklæret at han trængte til nye udfordringer, ja så slog Juventus meget fornuftigt til, og således har de sikret sig 2 spillere der bør gå direkte ind i start 11èren.

Et overblik over Juventus i vindertransfervinduet:
IND: Dusan Vlahovic købt fra Fiorentina for 81,6 millioner Euro
IND: Denis Zakaria købt fra Gladbach for 8, millioner Euro
IND: Federico Gatti købt fra Frosinone for 7,5 millioner Euro (spiller sæsonen ud i Frosinone)
UD: Dejan Kulusevski udlejet for 10 millioner Euro til Tottenham resten af sæsonen
UD: Mohamed Ihattaren udlejet til Ajax Amsterdam året ud
UD: Aaron Ramsey udlejet til Glasgow Rangers resten af sæsonen
UD: Radu Dragosin udlejet til Salernitana resten af sæsonen
UD: Rodrigo Bentancur solgt til Tottenham for 19 millioner Euro

Det bringer mig videre til FC Barcelona, klubben der de senere år har været så meget igennem, ikke mindst selvforskyldt. Den stolte catalanske klub nu med Xavi i spidsen, har for relativt “små” midler, fået hentet en række spillere, hvoraf enkelte måske syner besynderlige, men under alle omstændigheder giver træneren noget tiltrængt rutine, og ikke mindst bredde i en udhungret trup.

Dyreste mand har markant været den nu forhenværende Manchester City spiller, Ferran Torres, som kostede 55 millioner Euro, og som har fået en virkelig lang kontrakt kørende til sommeren 2027. Den nu 21 årige offensivspiller, har længe været en ønskespiller for Xavi og CO, så det var åbenbart en handel der bare skulle trumfes igennem, de økonomiske problemer til trods.

Ellers må det mest interessante køb, ja eller rettere den mest interessante tilgang, for han var ganske gratis, være 38 årige Dani Alves, der var klubløs, og som derfor fluks kunne indgå en kontrakt, foreløbig til sommerpausen. Straks efter hans comeback for Barcelona, for hvem han jo spillede hele 8 sæsoner for fra 2008-2016, fik han i øvrigt også comeback for “Selecao”, det brasilianske landshold, og således kan det godt se ud til at hans utrolige drøm om at komme med til VM i Qatar, går i opfyldelse.

FC Barcelonas ageren på vinterens transfermarked ser således ud:
IND: Ferran Torres købt fra Manchester City for 55 millioner Euro
IND: Dani Alves hentet gratis
IND: Pierre-Emerick Aubameyang hentet gratis fra Arsenal
IND: Adama Traore lejet sæsonen ud fra Wolverhampton (købsoption på 30 millioner Euro fra sommeren 2022)
UD: Philipe Coutinho udlejet til Aston Villa sæsonen ud
UD: Alex Collado udlejet til Granada sæsonen ud
UD: Inaki Pena udlejet til Galatasaray sæsonen ud
UD: Sergio Agüero stoppet karrieren pga. hjerteproblemer
UD: Yusuf Demir lejemål ophørt og returneret til til Rapid Wien

Hvis vi hopper videre til Manchester United, en klub som næsten pr. automatik altid er med i overskrifterne, både hvad angår køb og salg, så har de besynderligt nok overhovedet ikke købt noget i dette vindue. Omvendt har de fået renset ud i en ekstrem stor trup, hvor afgangen af Martial og uglesete van de Beek formentlig er de mest prominente spillere.

Apropos sidstnævnte, så har han jo nærmest været en vittighed, siden han i september 2020 blev købt for 39 millioner Euro fra Ajax. Den nu 24 årige midtbanespiller, har i sin tid i klubben medvirket i 27 ud af 61 mulige Premier League kampe, hvoraf kun 2 har været fuld tid. Alene de seneste 5 kampe han har været med i, har han spillet absurde 1, 2, 4, 1 og 1 minut, hvilket jo er at gøre grin med manden. Den manglende eller i bedste fald sporadiske spilletid har naturligvis medført at han er røget ud af “Oranges” start 11èr, og rygterne har længe floreret om hvornår han enten ville få reel spilletid, alternativt blive afhændet. Nu er det sidste sket, i det kriseramte Everton har lejet ham sæsonen ud, hvor han så må kæmpe for spilletid, så han enten kan returnere til Old Trafford, alternativt komme videre i karrieren.

Manchester Uniteds ageren på transfermarket denne gang ser således ud:
IND: Tatith Chong returneret fra lejemål i Birmingham
UD: Donny van de Beek udlejet til Everton sæsonen ud
UD: Amad Diallo udlejet til Glasgow Rangers sæsonen ud
UD: Anthony Martial udlejet til FC Sevilla sæsonen ud
UD: Axel Tuanzebe udlejet til SSC Napoli sæsonen ud (gebyr 600.000 Euro)

En anden engelsk klub, Tottenham, har i modsætning til United, været særdeles aktive, og selvom manager Conte ikke umiddelbart fik sine første valgs spillere (henholdsvis Luis Diaz og Nikola Milenkovic), så kom der trods alt nyt “blod” i en trup, der i den grad trænger til brugbar fornyelse. Man tænker ikke den hyper ambitiøse Conte er kommet til London klubben, for at spille om 5-8 pladser, så hvis ikke han får et par virkelig stærke spillere ind til sommer, kunne jeg godt forestille mig, at han smækker med døren, præcis som man har set ham gøre det før i andre klubber. Spørgsmålet er hvad der fra kontraktstart har været aftalt med ham og den kontroversielle chef Daniel Levy, men det får vi jo nok at vide, når og hvis Conte smutter fra jobbet på et tidspunkt.

Indtil videre har klubben som omtalt været flittige i dette vindue, både hvad angår ind- og ud, og overblikket ser således ud:
IND: Rodrigo Bentancur købt fra Juventus for 19 millioner Euro
IND: Dejan Kulusevski lejet sæsonen ud fra Juventus for 10 millioner Euro
IND: Alfie Whiteman returneret efter lejeophør fra Degerfors IF
UD: Dele Alli (kylet ud!) givet gratis til Everton
UD: Tanguy N`dombele udlejet sæsonen ud til Olympique Lyon for 1,4 millioner Euro
UD: Giovanni Lo Celso udlejet sæsonen ud til Villareal
UD: Bryan Gil udlejet sæsonen ud til Valencia
UD: Jack Clarke udlejet sæsonen ud til Sunderland

En bemærkning til ovenstående, må være afgangen af den tidligere engelske landsholdsspiller, Dele Alli, der trods stadig kun 25 år, de seneste par år reelt er gået helt i “hundene”. I takt med at han har præsteret værre og værre, har han tillige anskaffet sig en frisure, der i bedste fald minder om en narkoman i forfald, og spørgsmålet er om manden er helt ved sine fulde fem. Han har faktisk fået en del chancer, men har aldrig taget dem, og nu skal han forsøge at genskabe karrieren i kriseramte Everton. Man tænker at det næsten kun kan gå galt. Det er i øvrigt værd at bemærke at hans transfermarkedspris på ca. 2 år, er faldet hele 75 millioner Euro, et fald jeg ikke kan huske at have set før, i hvert fald ikke for så vidt angår en spiller midt i 20èrne. Men nu er Conte sluppet af med ham, så set med Tottenhams øjne, har det overvejende været et positivt vindue – trods alt.

Så hopper vi videre til Atletico Madrid, som har ført en stille tilværelse på markedet i denne omgang, og kun har hentet et par billige folk, heriblandt danske Daniel Wass. Den knap 33 årige dansker, som har indgået en kontrakt der løber 1 1/2 år, har de senere år haft fin succes i Valencia, og han bliver nu den kun anden dansker i historien (den første var Jesper Grønkjær er opholdt sig i klubben i blot 6 måneder tilbage i 2005). Danskeren er hentet ind efter salget af Kieran Trippier, og han skal nok primært kæmpe om højre back pladsen med Sime Vrsaljko, hvilket bestemt ikke bliver en uoverkommelig opgave.

Atletico Madrids transfervindue ser totalt således ud:
IND: Daniel Wass købt i Valencia for 2,7 millioner Euro
IND: Reinaldo Mandava købt i LOSC Lille for 3 millioner Euro
UD: Kieran Trippier solgt til Newcastle United for 15 millioner Euro
UD: Ivan Saponjic solgt til Slovan Bratislava for 200.000 Euro.

Hvorfor ikke hoppe til den anden store klub i byen, Real Madrid, hvor der sensationelt har været totalt ro i den senere tid. Man kan måske bruge talemåden “Stilhed før stormen”, for man kan næppe forestille sig at præsident Perez ikke kigger ud over markedet konstant, men i dette vindue har man altså endnu engang valgt at “spare penge”, inden jeg personligt tror de går amok til sommer. Vedvarende rygter siger at der reelt er indgået en kontrakt med Kylian Mbappe, som jo er transferfri til sommer, og mon ikke der i det skjulte tales med en vis nordmands repræsentanter, for hvad vil være med oplagt for “Galatico” skaberen Perez, end at føre disse 2 super angribere sammen i et fremtidens Real Madrid – vi glæder os til næste transfervindue!

Efter den trøstesløse omgang i den spanske hovedstad, hopper jeg videre til den italienske ditto, hvor AS Roma under Mourinho, jo er i gang med en større “hovedrengøring”. Siden portugiserens ankomst sidste sommer, er over 20 spillere solgt/lejet/kylet ud fra klubben, og også her i vinterens transfervindue, har der været en del rokeringer, dog uden at bruge specielt mange penge. Mourinho har et stykke tid kigget på bl.a. Leandro Paredes, Ruben Lofthus-Cheek og Diego Dalot, men ingen af dem er dog hentet endnu, men måske det sker til sommer, for der er ingen tvivl om at Roma, selv ikke med Mourinhos påståede magiske evner, skal have markante forstærkninger, såfremt de skal kunne konkurrere med i hvert fald Milano klubberne og Juventus m.fl.

Romas vintertransfervindue ser således ud:
IND: Ainsley Maitland-Niles lejet sæsonen ud i Arsenal for 500.000 Euro
IND: Sergio Oliveira lejet sæsonen ud i FC Porto for 1 million Euro (købsoption til sommer på 13 millioner Euro)
IND: Ruben Providence returneret efter udlån hos FC Brugge
UD: Borja Mayoral udlejet sæsonen ud til Getafe (ejes oprindelig af Real Madrid)
UD: Federico Fazio skiftet gratis til Salernitana
UD: Gonzalo Villar udlejet sæsonen ud til Getafe
UD: Bryan Reynolds udlejet sæsonen ud til KV Kortrijk
UD: Riccardo Calafiori udlejet sæsonen ud til Genoa
UD: Robin Olsen udlejet sæsonen ud til Aston Villa
UD: Riccardo Ciervo udlejet sæsonen ud til Sassuolo

Så er det blevet tid til at kigge på Inter Milans vintertransfervindue, og her må man i lighed med Roma, konstatere at der ikke er brugt mange penge, og slet ikke i køb, idet alt er lejemål. Et markant lejemål er så til gengæld Robin Gosens, som frem til sommeren tørner ud for Inzaghis tropper, og den tyske landsholdsspiller må siges at være en markant tilgang til klubben, der i den grad jager endnu en Scudetto.

Inters vindue ser således ud:
IND: Robin Gosens lejet sæsonen ud i Atalanta
IND: Felipe Caicedo lejet sæsonen ud i Genoa
UD: Stefano Sensi udlejet sæsonen ud til Sampdoria
UD: Martin Satriano udlejet sæsonen ud til Stade Brest
UD: Facundo Colido udlejet året ud til Tigre (Argentina)
UD: Christian Eriksen fik kontrakt ophævet pga. italienske regler angående hjertefejl

Så hopper vi fra nord til syd, og ned til evigt kogende og sydende Napoli, hvor der i lighed med Roma, dog kun er kommet spillere ind på lejemål, mens man dog har fået solgt en enkelt i form af græske Manolas. Man har haft kig på mange spillere den seneste tid, men akkurat som i de øvrige italienske klubber, lige med undtagelse af Juventus, så er pengene ikke som de har været, og i hvert fald klub bosserne er slet ikke så flittige til at bruge af reserverne som de har været før. Navne som Tagliafico fra Ajax, Neuhaus fra Gladbach og Sanchez fra Tottenham har stået på ønskelisten, men ingen af dem blev hentet, og i stedet har man udelukkende foretaget et lejemål, som det fremgår af oversigten herunder.

Napolis ageren i vintertransfermarket ser således ud:
IND: Axel Tuanzebe lejet sæsonen ud i Manchester United
UD: Konstantinos Manlas solgt for 2,5 millioner Euro til Olympiakos
UD: Amin Younes gratis til Al-Ettifaq
UD: Michael Folorunsho udlejet sæsonen ud til Reggina
UD: Filippo Costa udlejet sæsonen ud til Parma
UD: Leonardo Candellone udlejet til sommeren 2023 til Pordenone

Og så hopper vi retur til det nordlige Italien igen, denne gang igen i Milano, hvor den anden klub AC Milan, heller ikke har haft den store aktivitet på transfermarkedet, og selvom man åbenlyst har kigget efter erstatninger for den langtidsskadede Simon Kjær, er det ikke lykkedes at hente en central forsvarsspiller. Navne som Bremer, Süle, Botman, Tanganga og Thiaw m.fl. har floreret, men intet er sket, hvilket gør holdet noget skrøbeligt vil jeg sige, i hvert fald i bredden.

Et overblik for transferperioden denne vinter ser således ud:
IND: Marko Lazetic købt i Røde Stjerne Beograd for 4 millioner Euro
IND: Antonio Mirante hentet gratis (klubløs)
UD: Andrea Conti skifter til Sampdoria på en free transfer
UD: Alessandro Plizzari udlejet sæsonen ud til Lecce
UD: Frank Tsadhout udlejet sæsonen ud til Ascoli
UD: Luan Capanni udlejet sæsonen ud til Grosseto
UD: Alessandro Sala udlejet sæsonen ud til Pro Sesto
UD: Pietro Pellegri lejemål ophørt

Det er en trist omgang man har oplevet i både Italien og Spanien, så nu hopper jeg retur til ligaen der i den grad har gryn, Premier League, og turen er nu gået til Arsenal, der jo så gerne vil kunne blande sig med de “tunge drenge” igen, og for at kunne det, kræver det massiv kvalitets tilgang + afgang af løntunge spillere. Og apropos det sidste, så er de helt utroligt kommet af med en over længere tid aldeles umulig eks-anfører i Aubameyang, der intet lavede, men tjente absurde 350.00 Euro om ugen. Han er skiftet kvit og kvit til FC Barcelona, hvor Xavi og CO så kan hygge sig med den snart 33 årige aldeles afdankede spiller.

I stedet har Arteta fået beskeden tilgang i den amerikanske Trusty, men i første omgang spiller han frem til sommeren i Colorado, hvorfra han er købt, og så må vi om vi reelt nogensinde får den centrale forsvarsspiller at se, eller om det blot er et såkaldt “alibikøb”.

Arsenals vindue ser således ud:
IND: Auston Trusty købt i Colorado for 2 millioner Euro (bliver i Colorado til sommeren)
UD: Pierre-Emerick Aubameyang på en free transfer til FC Barcelona
UD: Ainsley Maitland-Niles udlejet sæsonen ud til AS Roma for 500.000 Euro
UD: Calum Champers på en free transfer til Aston Villa
UD: Sead Kolasinac på en free transfer til Olympiqe Marseille
UD: Pablo Mari udlejet sæsonen ud til Udinese Calcio
UD: Dejan Iliev har fået en free transfer

Fra Arsenal hopper vi videre til Liverpool, der i den gang er ved at forynge holdet, og man må tro at en Sadio Mane nok er fortid i klubben til sommer, i hvert fald hvis man skal se klubbens større investering i Luis Diaz som en fremtidig starter. Den colombianske landsholdsspiller, har et stykke tid været rygtet til andre klubber, men det blev ikke Tottenham der fik fingre i ham, men derimod Liverpool, der rent sportsligt jo nok også har været langt mere attraktiv. Om den spinkle men særdeles teknisk velfunderede venstre wing kan slå igennem i Premier League, bliver spændende at følge, og bliver det jo også interessant at se om Sadio Mane tager konkurrencen med ophøjet pande!

Liverpools vinter vindue ser i korte træk således ud:
IND: Luis Diaz købt i FC Porto for 45 millioner Euro
IND: Rhys Williams retur fra udleje i Swansea
UD: Nathaniel Phillips udlejet sæsonen ud til Bournemouth
UD: Neco Williams udlejet sæsonen ud til Fulham

Manchester City kom som tidligere nævnt af med Ferran Torres, og mange havde måske troet at de i dette vindue ville købe en reel front angriber, men sådan skulle det ikke blive, for selvom de har købt den argentinske angriber Julian Alvarez, så spiller han sæsonen ud i River Plate, og Pep får således først glæde af ham fra næste sæson, selvom man måske nok kunne synes det kunne være tiltrængt i dette forår.

Ellers er der ikke sket noget som helst i den nyrige klub, hvorfor oversigten for vinduet ser således ud:
IND: Julian Alvarez købt i River Plate for 17 millioner Euro (bliver i River Plate frem til sommer)
UD: Philippe Sandler free transfer til Feyenoord Rotterdam
UD: Patrick Roberts free transfer til Sunderland
UD: Luka Ilic skifter til franske Troyes på formentlig en free transfer
UD: Ferran Torres solgt for 55 millioner Euro til FC Barcelona

Heller ikke i Bayern München er der sket ret meget. Man har solgt en franskmand der aldrig slog igennem som forventet, men ellers er det lutter justeringer omkring lejemål o.lign. Nagelsmann og CO må tro de har det rette mix, for pengene mangler man ikke.

Vinduet er forløbet således:
UD: Michaël Cuisance solgt for 4 millioner Euro til Venezia
UD: Adrian Fein udlejet sæsonen ud til Dynamo Dresden
UD: Bright Arrey-Mbi udlejet til sommeren 2023 til FC Köln

I Dortmund er der formentlig “stilhed før stormen”, for ikke mange tror på at den norske bombemaskine Haaland, er i klubben når næste sæson går i gang. Indtil videre kan han dog være med til at skyde klubben i Champions League. Bortset fra det, er der vitterligt ikke sket noget af betydning hos klubben, der nu heller ikke har danskere i folden længere.

Et trist vindue ser således ud:
UD: Tobias Raschl skifter til Greuter Fürth formentlig på en free transfer
UD: Ansgar Knauff udlejet sæsonen ud til Eintracht Frankfurt

Hvis vi hopper til England igen, så er der bestemt heller ikke sket meget i Chelsea, hvor rygter om forskellige nye spillere, tilsyneladende var bluff. Tuchel har reelt samme mandskab i foråret, som han sluttede efteråret med, og spørgsmålet er derfor om det virkelig er nok til at true City og L`Pool, jeg har mine tvivl, men nu får vi jo se!

Chelsea vintervindue:
IND: Kenedy retur fra lejeophold i Flamengo
UD: Lewis Baker skifter til Stoke City formentlig på en free transfer

Så er det blevet tid til at kigge på et formentlig kommende hold i denne række af storhold, og det er nyrige Newcastle United, der om man bryder sig om det eller ej, jo er købt af “Slagteren” fra Yemen. Pengene er nærmest ubegrænsede, og både fans og sikkert også klubbens ledelse, i hvert fald dem der ved noget om fodbold, havde formentlig drømt om navne som Haaland, Mbappe og/eller Oblak, men i stedet har de fået relativt beskedne spillere i folden med efternavne som Wood, Burn og Guimares. Sidstnævnte fremhæves som brasiliansk landsholds profil, men sandheden er jo trods alt kun at manden har spillet 3 kampe for “Selecao” siden sin debut for et par år siden, men alle kneb gælder, og pøblen er begejstret.

Guimares er dog bestemt en dygtig spiller, og han har præsteret fremragende i Ligue One, men som alle ved, så er der enorm forskel på den bedste franske og den bedste engelske liga, så spørgsmålet er om brasseren kan være med til at redde stumperne af et kaosramt Newcastle, der reelt står med det ene ben i den næstbedste række. Der skal ske mirakler hvis Howes drenge skal overleve, og gør de ikke det, så kommer der bogstavelig talt til at rulle hoveder i den gamle klub.

Newcastles (meget aktive) vindue ser således ud:
IND: Bruno Guimares købt for 42 millioner Euro i Olympique Lyon
IND: Chris Wood købt for 30 millioner Euro i Burnley
IND: Kieran Trippier købt for 15 millioner Euro i Atletico Madrid
IND: Dan Burn købt for 15 millioner Euro i Brighton
IND: Matt Target lejet i Aston Villa sæsonen ud
IND: Jack Turner retur efter endt lejemål
UD: Freddie Woodman udlejet sæsonen ud til Bournemouth
UD: Matti Longstaf udlejet sæsonen ud til Mansfield
UD: Jeff Hendrick udlejet sæsonen ud til QPR

Som “rosinen i pølseenden” vil jeg slutte af med PSG, som normalt er aktive på alle markeder, men som denne gang reelt intet har foretaget sig. Man venter uroligt på sommerens komme, for smutter Mbappe og hvad så med Neymar – bliver han sur, og hvem kan man hente som erstatning. Også på trænerfronten rumsterer det. Evigt tabende Pochettino har netop præsteret at få holdet til at ryge ud af pokalturneringen, og hvis der er nogen der kan klare at ødelægge en suveræn føring i ligaen er det argentineren, som i den grad må sidde løst i sædet, der ventes at blive overtaget af Zinedine Zidane.

PSG`s vindue ser således ud:
IND: Garissone Innocent retur fra udlejning
UD: Rafinha udlejet sæsonen ud til Real Sociedad
UD: Sergio Rico udlejet sæsonen ud til Mallorca
UD: Kenny Nagera udlejet sæsonen ud til US Avranches
UD: Teddy Alloh udlejet sæsonen ud til KAS Eupen

Det var en gennemgang af de 18 klubber der vel må anses som de primære aktører på transfermarkedet. Der er som det fremgår ikke sket alverden, så der er i den grad lagt op til en varm sommer på transfermarkedet, men det er ingen af os sikkert kede af 😉

Tak fordi du læste med – og på genlæs.

Torben Aakjær
KBH (DK) 02.02.22

Torben Aakjær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

HISTORIENS DYRESTE SPILLERE - OG DE RIGE EJERE!