LØVERNE ER I KNÆ MEN STADIG SULTNE!

England “The Three Lions”
FIFA ranking (oktober 2022): 5
Træner: Gareth Southgate
Anfører: Harry Kane
VM meritter/bedste placering: Verdensmester i 1966
Deltaget i VM: 15
Nationens historiske helte: Sir Bobby Charlton, Sir Geoff Hurst, Bobby Moore, Kevin Keegan (billede), Wayne Rooney og Gordon Banks
Hylde 1 spillere (jfr. liste fra d. 5.7.22) på nuværende hold: Harry Kane, Trent Alexander-Arnold, Reece James, Kyle Walker, Phil Foden og Declan Rice
De 3 vigtigste spillere i nuværende trup: Declan Rice, Harry Kane og Jordan Pickford
Flest landskampe ALLTIME
Peter Shilton: 125
Wayne Rooney: 120
David Beckham: 115
Flest mål ALLTIME
Wayne Rooney: 53
Harry Kane: 51
Sir Bobby Charlton: 49
Flest landskampe nuværende trup
Raheem Sterling: 79
Harry Kane: 75
Kyle Walker og Jordan Henderson: 70
Flest mål nuværende trup
Harry Kane: 51
Raheem Sterling: 19
Harry Maguire: 7

2022
England kommer til dette VM som viceeuropamestre, og med 4 pladsen ved seneste VM, er “løverne” naturligvis et hold, der bør tages meget seriøst, også selvom det bestemt ikke har set prangende ud den seneste tid. Skader og virkelig mange eksperimenter har dog hæmmet optakten for Southgate, der vel nærmest var urørlig efter finalepladsen i EM sidste sommer, men nu ligner “Dead man walking”, såfremt man ikke klarer sig virkelig fremragende – Læs: minimum en semi- men gerne en finale! Det er store krav, og et nærmest umenneskeligt pres på den intellektuelle træner, der dog først og fremmest har brændt nallerne på sine egne missede principper, og udtalelser. Han har ved talrige lejligheder, frejdigt udtalt at han under ingen omstændigheder, vil udtage og spille med spillere, som ikke til daglig spiller fast, eller som minimum regelmæssigt for deres respektive klubber. Disse udtaleser har dog virkede noget gennemhullede, efter at han i de seneste kampe mod først Italien og dernæst Tyskland, benyttede spillere som Shaw, Maguire og Henderson + han endvidere i truppen havde Chilwell med. Især i tilfældet Maguire, må man undre sig, for den store men ofte udskældte Manchester United kaptajn, er reelt helt ude i kulden hjemme i klubben, og det er efterhånden også et stykke tid siden, han har imponeret på landsholdet. Bevares, han var faktisk en af de bedste sidste sommer under EM slutrunden, men der er unægtelig “løbet meget vand igennem åen” siden da, og med spillere som bl.a. Tomori, Guehi og Coady siddende udenfor, må man undres. Mange undrede sig også over comebacket til Dier, der dog et stykke tid har præsteret fornemt for Spurs, men et virkede direkte besynderligt at han i kampen mod Italien placerede Saka lå som venstre wing. Den dribleglade spiller, har indimellem været placeret som højre wingback for Arsenal, men venstre wing er ikke ligefrem en plads, han har den store kendskab til. Ligeledes virkede det besynderligt at Southgate ikke gav chancen til hverken Abraham eller Tooney i nogen af kampene. Begge har været i fremragende form for henholdsvis Roma og Brentford, og jeg vil tro både Southgate og alle andre ved, at kaptajn Kane er stensikker i front.

Englands 8 kampe i 2022:
26.3 vs Schweiz (hj) 2-1 Shaw og Kane 1 hver
29.3 vs Elfenbenskysten (hj) 3-0 Watkins, Sterling og Mings 1 hver
4.6 vs Ungarn (u) 0-1
7.6 vs Tyskland (u) 1-1 Kane
11.6 vs Italien (hj) 0-0
14.6 vs Ungarn (hj) 0-4
23.9 vs Italien (u) 0-1
26.9 vs Tyskland (hj) 3-3 Shaw, Kane og Mount 1 hver

Vundne: 2
Uafgjorte: 3
Tabte: 3
Målscorer: 9-11

Målscorere:
Kane: 3
Shaw: 2
Watkins: 1
Mount: 1
Sterling: 1
Mings: 1

Det pudsige er at alle Kanes 3 mål er straffesparksscoringer, mens Shaws 2 mål, svarer til hvad han har scoret i samtlige sine 11 sæsoner i Premier League, hvor det foreløbig er blevet til 211 kampe for Southampton og Manchester United.

Formationer:
4-2-3-1: 3
3-4-2-1: 2
3-4-3: 2
3-5-2: 1

Benyttede spillere i de 8 landskampe (35):
8 kampe: Harry Kane
7 kampe: Jude Bellingham, Jack Grealish, Declan Rice og Harry Maguire
6 kampe: Bukayo Saka, Jack Grealish og Mason Mount
5 kampe: Reece James, Kyle Walker og Phil Foden
4 kampe: Luke Shaw, Nick Pope, Jarrod Bowen, Kalvin Phillips og John Stones
3 kampe: Jordan Pickford, Marc Guehi og Connor Gallagher
2 kampe: James Ward-Prowse, Aaron Ramsdale, Ben White, Connor Coady, Jordan Henderson, Kyle Walker-Peters, Ollie Watkins, Tyrell Mitchell, Kieran Trippier og Eric Dier
1 kamp: Fikayo Tomori, Tammy Abraham, James Justin, Trent Alexander-Arnold, Tyrole Mings og Emile Smith Rowe

Ovennævnte 35 spillere fordelt på 16 klubber:
Manchester City: 4 (Sterling, Stones, Foden og Grealish)
Arsenal: 4 (Saka, White, Rowe og Ramsdale)
Chelsea: 4 (Gallagher, Mount, James og Sterling)
Crystal Palace: 3 (Guehi, Mitchell og Gallagher)
Manchester United: 2 (Maguire og Shaw)
Liverpool: 2 (Alexander-Arnold og Henderson)
Tottenham Hotspur: 2 (Kane og Dier)
Southampton: 2 (Ward-Prowse og Walker-Peters)
Aston Villa: 2 (Mings og Watkins)
Newcastle United: 2 (Trippier og Pope)
West Ham United: 2 (Rice og Bowen)
Leeds United: 1 (Phillips)
Burnley: 1 (Pope)
Leicester: 1 (Justin)
AS Roma: 1 (Abraham)
Borussia Dortmund: 1 (Bellingham)

Bemærk at Sterling, Gallagher og Pope har repræsenteret 2 klubber mens de har fået spilletid for landsholdet i 2022.

HISTORIEN
England deltog ikke i de 3 første VM turneringer da de slet og ret ikke var medlemmer af FIFA i perioden fra 1928 frem til 1946, så den store fodboldnation, der den dag i dag er overbeviste om at det var dem der skabte legen med den lille runde, slutrunde debuterede først til VM 50, der blev afviklet i Brasilien. Her mødte englænderne frem, under ledelse af Sir Walter Winterbottom, og med profilerede spillere i truppen som først og fremmest Stanley Matthews, kaptajnen Billy Wright og de farlige angribere Will Mannion og Stan Mortensen m.fl., men i en bagende fugtig varme, og gennemgående aldrende spillere, blev det kun til “3 kampe og i bad”, og ydmygede på stoltheden, måtte et slukøret engelsk mandskab rejse den lange vej hjem igen, fast besluttede på at denne farce ikke skulle gentage sig. Vi skal dog helt frem til VM 66, før man kan påstå England for alvor viste sig frem. Winterbottom var stoppet i 1962, efter 4 VM slutrunder og hele 16 år som træner, og ny mand var fra 1963 den dengang 43 årige Sir Alf Ramsey, der efter 8 år som træner i Ipswich, takkede ja tak til det prestigefyldte, men også utroligt krævende job. Man siger i fodboldkredse, at det velsagtens kun er en brasiliansk landstræner, som generelt er under mere pres og fokus, end den engelske, og selvom man som beskrevet ikke just havde præsteret fantastisk under forgængeren, var forventningerne fra start enorme til det lysende træner talent Ramsey, der som aktiv havde spillet 32 landskampe for England, og på klubplan var aktiv i Southampton og Tottenham.

Det startede ikke just fremragende, i det man i Ramseys første kamp, tabte 2-5 til Frankrig i den anden af to kvalifikationskampe frem mod EM i 64, og den første slutrunde blev således i 1966 (billede viser anfører Moore kysse Jules Rimet pokalen, mens hattrick helten Hurst og den unge Martin Peters kigger på), hvor England som værtsnation var selvskreven deltager. Som de fleste der læser disse linier, nok er bekendt med, vandt England turneringen, efter en dramatisk finale mod Vesttyskland, og herefter kendte en hel verden af fodboldfans navne som Charlton, Moore og Hurst. De var blevet folkeeje, og blev det endnu mere, sammen med andre engelske spillere, da Danmarks Radios TV begyndte at sende live fodbold hver lørdag med engelske klubber.

Fra da af lysnede det en anelse, og VM 70 præstationen var spillemæssigt muligvis endnu bedre end 4 år tidligere, og med en storspillende anfører Bobby Moore i spidsen nåede holdet frem til kvartfinalerne, hvor Vesttyskland dog fik revanche for finalenederlaget i England, og selvom Moore blev nr. 2 i Ballon dÒr kåringen det år, var skuffelsen i det fodboldgale land signifikant. Den gyldne generation blev ældre og med først Ramsey og dernæst Don Revie i spidsen, missede man både VM i 74 og 78, og først i 1982 i Spanien, nu under ledelse af den Ron Greenwood, var det igen VM tid. Heltene fra Tipslørdagen var nu dem mange danskere holdt med, for dengang var VM og det danske landshold jo uforlignelige størrelser, så i stedet elskede vi navne som Keegan, Shilton og Brooking, der alle var med i truppen, dog i aldrende udgaver, men omvendt så vi også fremtidens folk i bl.a. Bryan Robson, Kenny Sansom og Glenn Hoddle! Kærlighed eller ej, holdet klarede sig dog ikke længere end til anden gruppespil, hvor 2 x 0-0 kampe mod henholdsvis Vesttyskland og Spanien, ikke var nok til videre avancement, og så måtte der ny mand på trænerposten. Det blev den folkekære Sir Bobby Robson, der som aktiv selv havde deltaget i VM, og en mand der blev stillet enorme forventninger til. Han havde over flere år nærmest skabt Ipswich Town, og nu skulle han være med til at føre England frem til store triumfer – ja gerne en gentagelse af guldet i 66!

Sådan kom det som bekendt aldrig til at gå, men efter en kvartfinale i 1986, hvor store dele af den gamle garde fra Greenwood stadig var med, lykkedes det i 1990 at nå frem til semifinalen, hvor de evige rivaler fra Vesttyskland på ny ventede. Inden England kom så langt, havde holdet dog været ude i opslidende kampe mod først Belgien i første knockoutrunde, hvor man skulle helt frem til den forlængede spilletids sidste minut, førend David Platt kunne score opgørets enlige mål, og i kvartfinalen mod Cameroun på et sydende Stadio Sao Paolo i Napoli, skulle man også ud i forlænget spilletid, hvor det var VM topscoreren fra 86, Gary Lineker, der scorede på straffespark.

Få dages pause, og man var nu klar til kamp mod Lothar Matthäus og de andre “maskiner” fra Vesttyskland, og med en selvsikker Franz Beckenbauer ved roret, lignede det ikke en kamp som England kunne vinde. 62000 tilskuere blev vidner til en drabelig forestilling på Stade delle Alpi i Torino, hvor Brehme bragte tyskerne i front, men Lineker udlignede med 10 minutter tilbage af den ordinære spilletid, og da der ikke blev scoret yderligere, måtte Robsons udvalgte endnu engang ud i forlænget spilletid. Det var tredje gang på 8 dage, og det var tydeligt at spillerne var nærmest segnefærdige af træthed, og da der ikke blev scoret yderligere, skulle de to hold ud i en nervepirrende straffesparks konkurrence. Her var tyskerne bedst, og de to brændte spark af først Stuart Pearce og til sidst Chris Waddle (billedet herover hvor Bodo Illgner springer efter bolden!), blev ganske betegnende for fremtidige lignende episoder for et vel nærmest hjemsøgt engelsk landshold.

Siden da har man skiftet landstrænere i et væk, og stik i mod det stolte lands normale holdning, tilmed indimellem haft udenlandske trænere som først Sven-Göran Eriksson og dernæst Fabio Capello, på posten som landstræner. Efter et misset VM 94, har man deltaget i samtlige slutrunder, og denne forestående i Qatar, er således landets 7ènde i træk. Sidst i 2018, sluttede holdet igen som nr. 4, efter at have tabt bronzekampen mod Belgien med 0-2, og kigger man på den nuværende forventede trup, i forhold til de spillere som var med i Rusland, er noget nær halvdelen af spillerne væk. Som minimum udtages Rose, Lindgard, Vardy, Butland, Welbeck. Cahill, Jones, Deloh, Alli og Lofthus-Cheek ikke, og også Rashford må anses som stærkt tvivlsom. Det er en relativ stor udskiftning på blot 4 år, men illustrerer også at der både er dukket nye yngre spillere frem + ikke mindst at landstræneren er handlekraftig, og tør skifte sine spillere ud, hvis det er tiltrængt, noget i hvert fald tidligere engelske landstrænere har haft mere end svært ved, og noget som vi nok også ser lidt for tydeligt omkring f.eks. det danske landshold, men det er jo en helt anden historie.

NUTIDEN
Det nuværende engelske landshold er en skønsom blanding af spillere, og kigger man på den enkeltes klubtilhørsforhold, burde England jo nærmest være favorit, for Premier League er som bekendt den stærkeste liga i verden, og selvom der virkelig er mange udenlandske spillere i de forskellige klubber, så har man de senere år, med undtagelse af på målmandsposten, set en relativ klar tendens til at benytte spillere fra eget land. Alene fra mesterklubben Manchester City kan der i bedste fald komme 5 spillere med fra (Stones, Walker, Phillips, Foden og Grealish), og fra Champions League vinderne i 2020/21 finder man formentlig 4 spillere (James, Chilwell, Mount og Sterling), og så kan man jo ikke just sige at Kane eller Bellingham er dårlige spillere, blot fordi de ikke befinder sig i en typisk engelsk top 4 klub. Men af en eller anden årsag, er det bare som om Southgate ikke helt formår at få det optimale ud af sit hold. Bevares han fik England frem til semifinalerne både til VM 18 og EM 20/21, ja i finalen i sidstnævnte, men der er sket en del ting, i negativ retning, siden da, bl.a. omkring situationen Maguire og indtil for nylig Shaw, Sterling virker endnu ikke helt som den spiller han var da han var bedst i Manchester City, Foden fungerer ikke så godt på lands- som klubhold, og det nærmest evindelige målmands problem er næppe løst, selvom Pickford holder sig skadesfri frem til slutrunden. Der er lidt for mange “ridser i lakken”, og netop som man troede at nu ville Southgate give chancen til f.eks. Tomori eller Guehi ved seneste samling, udtog han i stedet Dier, og sammen med Maguire ser de ud til at danne det centrale forsvar formentlig med Stones som tredje mand, hvis da ikke Walker eller James hives ind central for at få lidt fart i det område.

Holdet har ikke vundet landskampe i de seneste 6 forsøg, og man skal tilbage til marts for at finde et par sejre, hvilket selvsagt ikke er befordrende for selvtilliden. Nederlaget på hjemmebane til Ungarn i juni gør stadig ond i nationen, og selv ikke det acceptable resultat 3-3 mod ærkefjenden Tyskland, ser ud til at have fået folk op af stolene. Tiltroen til holdet dykker, og i skrivende stund er det unægteligt svært at se England nå en slutrunde seminale for tredje gang i træk – men tjaa man skal jo aldrig sige aldrig, for hvem havde spået dem i sidste sommers EM finale?

Gareth Southgate (52 år – ansat som engelsk landstræner siden d. 27. september 2016).
Han er indehaver af rekorden for flest engelske landskampe som Aston Villa spiller, selvom han oprindelig var et produkt af Crystal Palaces ungdomsafdeling, og også her spillede de første 7 år af sin senior karriere, der endvidere foregik i Middlesbrough. I alt blev det til 57 kampe for “The Three Lions”, så den 52 årige træner kender i den grad til hvordan det er at tage landsholdstrøjen over hovedet, og kæmpe for sit land. Han overtog landstrænerjobbet efter Sam Allardyce, der jo kun styrede “The Three Lions” en enkelt gang, og har nu stået i spidsen for landsholdet i 76 kampe, hvoraf de 46 er vundet. Herudover er 17 endt remis mens de resterende 13 er tabt, alene 3 af dem i indeværende år, hvilket selvsagt ikke lover godt for den forestående VM slutrunde.

Sejrsprocent mæssigt rangerer han blot som nr. 5 (efter i anførte rækkefølge: Sam Allardyce (ja ok!), Fabio Capello, Sir Alf Ramsey og Glen Hoddle, men altså foran ellers populære typer som Sir Bobby Robson og Sir Walter Winterbottom m.fl., og sølv til EM i 20/21, semifinalen i VM 18 og bronzen i Nations League turneringen i 2018/19 ser pænt ud på cvèt, mens det omvendt trækker alvorligt ned, at England rykker ud af Nations League nu, efter en fatal omgang kampe, hvor især de 2 kampe med samlet nederlag på 0-5 til upåagtede Ungarn, gør ondt.

Han er taktisk bedst defensivt tænkende, hvilket man i øvrigt ofte ser for så vidt angår tidligere top forsvarsspillere, men uanset hvor dygtig han er på det felt, kan han i disse år ikke ændre på det facts, at niveauet ikke er til mere, og måske i et desperat forsøg, har han (lidt for længe mener kritikere) forsøgt sig med 2 udprægede 6ère i form af typisk Phillips og Rice. Med førstnævnte skadet og muligvis ude af billedet til VM, vil han nok forsøge sig med en 8èr type som Bellingham, men mere om det under det taktiske.

Om Southgates fremtid kan man nøgternt sige, at hvis England ryger ud før kvartfinalerne bliver han givetvis fyret, og hvis England vinder EM stopper han formentlig selv, og helliger sig derefter en klubkarriere. Det kan også sagtens tænkes at han “smider håndklædet i ringen”, hvis det går dårligt, simpelthen for at komme kritikere og FA i forkøbet. Vi får se!

TAKTISK
De senere år, har det engelske hold varieret med 3 eller 2 stoppere, og i mange af tilfældene med 3 bagude, har den ene været en spiller der til daglig var back, typisk hurtigløberen Walker eller muskelbundtet James. Det virker i den grad som om Southgate selv efter så mange år, og så mange kampe i spidsen for holdet, stadig søger og er i tvivl, hvilket man set udefra, nok kan undre sig over. Alene i årets hidtidige 8 landskampe har han således brugt 7 forskellige spillere på højre back/wingback positionen, 3 på venstre og hele 11 på de centrale forsvars pladser. Naturligvis har skader spillet ind i udvælgelsen, men oftest er det faktisk Southgate selv der veksler rundt. Kombinationerne har set således ud i 4 mands kæder (kun de centrale): Maguire og Mings – Maguire og Stones og Maguire og Tomori, mens 3 mands stoppertrioen har set således ud: Coady, Guehi, White – Coady, Maguire, Walker – Stones, Guehi, Walker – Dier, Maguire, Walker og endelig i seneste 3-3 kamp mod tyskerne: Stones, Maguire og Dier. Som det fremgår er det forskellige kombinationer i 8 ud a 8 tilfælde, og back ændringerne er næsten lige så varierende, dog med en overvægt af kampe til James der har medvirket i 5 ud af 8. Hvis man opdeler de centrale forsvars spillere i kategorier, dvs. et kort øjeblik ser bort fra dagsform/generelt niveau – så finder man de fysisk stærkeste, og dem der er bedst i hovedspillet i skikkelse af Maguire, Dier og Mings + til dels Stones. De bedste boldspillere er Stones, Tomori og Guehi, mens Coady er markant den mest verbale af dem alle, og en åbenlys leder både på banen og i omklædningsrummet. Desværre for ham mangler han Maguire og Diers hovedstødsstyrke, Stones boldhåndtering, Diers overblik og Guehis hurtighed, hvilket er årsagen til at han ikke spiller i en af topklubberne og selvsagt også derfor han ikke er fast mand på landsholdet, og kun kommer med i bedste fald på et yderligt mandat.

Højden hos en central forsvarsspiller er, om man vil være ved det eller ej, vitalt, ikke mindst når man som i Pickfords tilfælde har en relativ beskeden højde keeper bag sig. Pickford er 186 cm., og som udgangspunkt bør en central forsvarsspiller i højden måle omkring 190 cm., gerne højere. Mings er med sine 196 cm. den højeste, efterfulgt af Maguire med 194 cm. og derefter kommer Stones og Dier med hver 189 cm. De mindre er Tomori og White med beskedne 186 cm., samt Coady med 185 cm. og Guehi med beskedne 183 cm. Man vil således helt sikkert ikke se et engelsk centralt forsvar med de f.eks. Tomori , Coady og Guehi, uanset om de er hurtige og vil have Coady som styrende spiller. Man ser det alle steder, også på det danske, hvor det vel kun er Nelsson og AC der er under 190 cm., og de to vil næppe danne duo i en 4- back kæde, selvom Hjulmand aldrig kategorisk har udtalt sig herom, men man kan på den anden side jo også sige, hvad udtaler han sig overhovedet om kategorisk.. Nå det er en helt anden historie 😉 Tilbage til England, hvor det efter de seneste kampe, kunne ligne en 3-mands stopper trio med Dier, Stones og Maguire. Det er ikke sådan jeg ville vælge dem, men det er jo heller ikke mig der er træner, og hvis Walker bliver klar, kan det da også tænkes han glider ind i stedet for Dier, som fik et overraskende sent comeback her i 2022.

Wingbackerne ser ud til at blive James, hvis han da ikke glider ind i det centrale forsvar, hvor den fysisk velbyggede Chelsea spiller, befandt sig ofte som U spiller, og en plads han bestemt stadig kan udfylde. Venstre wingback bliver formentlig Shaw, der i modsætning til Maguire, ser ud til at have fundet plads under Ten Hags nådesløse øjne, hvilket bør glæde Southgate, der længe har fastholdt ham på pladsen, selvom han ikke altid har været fast i United. Chilwell er omvendt ikke Southgates type spiller, og han bruger således hellere Trippier i venstre side, end Chelsea spilleren.

På midtbanen kan der ikke herske tvivl om at der placeres 2 spillere med et defensivt udgangspunkt. Kritikere har længe skreget på at få både Mount og Foden ind foran Rice, men det kommer næppe til at ske under Southgates regime, og efter at den nye Manchester City spiller, Phillips er skadet, og i skrivende stund tvivlsom til VM, tyder meget på at det bliver yngstemanden Bellingham, der glider ind som makker med en af holdets absolutte støtter Rice. Bellingham er dog ikke just en 6èr type, selvom han bestemt kan tackle igennem, og gerne tager tilbageløbene. Han er det man vil kalde en “boks til boks” spiller, med et enormt løbepensum, en virkelig glimrende teknik og et absurd veludviklet blik for med og modspillere samt ikke mindst banen som helhed, noget man sjældent ser for en spiller i den alder.

Apropos Bellingham, så illustrerer hans placeringsfordelinger på klub- og landshold, den alsidighed som Southgate markant manglede i f.eks. den udpræget defensive Phillips, hvilket ofte gjorde det engelske opspil noget stereotypt. I sine hidtidige 17 landskampe, har Bellingham været benyttet på 3 forskellige pladser. 12 x har han spillet den plads man forventer at se ham på til VM, nemlig en slags defensiv 8èr – lidt som vi ser Delaney hos Danmark. 3 gange har han været helt fremme som den offensive, nærmest i en 10èr rolle, mens han blot 2 gange har spillet decideret 6èr. Hos Dortmund er hans placeringsvariation endnu større, illustreret ved at han i 103 kampe fordelt på alle turneringer, har spillet 5 forskellige pladser. Hele 77 gange har det været som 8èr, hvor han i 1/3 af kampene har haft defensive forpligtelser. I 15 tilfælde har han været placeret som 6èr, omkring halvdelen alene, og blot 2 gange har han været lagt helt frem som offensiv midtbane. Endvidere har han været på højre kant 5 gange og venstre kant 4 gange, så kom ikke og tal om manglende alsidighed hos en spiller, som først smutter ud af teenager alderen i slutningen af juni næste år. Man ser sjældent en modenhed som hos ham i den alder, det skulle da lige være hos den 8 måneder ældre spanier Pedri. Bellingham er en moderne midtbanespiller – en såkaldt multispiller, sådan som Vesttyskland forsøgte at arbejde med Lothar Matthäus til i denne storhedstid under VM 86 og 92, men den tidligere Ballon dÒr vinder, var dog af natur mere defensivt orienteret end Bellingham, og muligvis også bedre udrustet fysisk, men omvendt havde han ikke Bellinghams letbenethed. Det er dog af naturlige årsager umuligt allerede nu at forudse hvilken type- og på hvilket niveau vi kommer til at opleve Bellingham på, men kigger man på fortidens helte og bedste midtbanespillere med en vis løberadius, og holder vi os til England, kan man ikke undlade at komme til at tænke på typer som Bryan Robson, Steven Gerrard og/eller måske en Owen Hargreaves.

Om England spiller med winger eller Southgate hiver dem begge ind som offensive midtbanespillere, eller måske nærmere hængende angribere er uvist. Der er prøvet flere forskellige kombinationer i kampene her i 2022, men meget tyder på at det bliver Sterling og Foden, hvis da ikke Mount overhaler ham indenom. Uanset hvad, vil det blive med mange løb ud til siderne, sideskift, og indimellem skift med Bellingham længere nede. Her er Mount nok mere fleksibel end Foden, der omvendt er bedre med bolden og stærkere 1 mod 1, en spillertype England ikke just overproducerer. Mange i England råber og sukker efter entertaineren Grealish, men det er nærmest utænkeligt at en konservativt tænkende træner som Southgate tør binde an med den humørsyge Manchester City spiller, der kan spille central eller på kanten, akkurat som klubkammeraten Foden. Også en Saka kunne være fornøjelig at se, men igen som med Grealish, er der nok for meget spræl og humør syge i den lille Arsenal wing, i hvert fald til at starte med i VM, hvor der hurtigt skal point på kontoen, for at skabe ro i truppen.

Helt fremme er der vel ikke grund til at bruge så meget tid, for den sikreste mand på holdet, er ikke overraskende kaptajnen og topscoreren Kane, der her ikke har så mange tilbageløbs krav som hos Conte i klubregi. Omvendt kommer man til at mangle hans yderst præcise afleveringer, for det har vist sig at han faktisk også er en dygtig kreatør, men når man kun spiller med en udpræget angriber, er der ikke mange at spille den frem til, så vi vil primært se den høje ranglede Spurs angriber omkring modstandernes straffesparksfelt.

Her ser du en forventet opstilling i 3-4-2-1 formationen, med “skyggespillerne” anført under hovednavnet:

Her er et bud på holdet i en mere traditionel 4-3-3 formation:

Her er det primære hold vurderet ud fra en 3-4-2-1 opstilling, og med karaktergivningen på 1 – 10, med 10 som utvetydig verdensklasse!

Jordan Pickford (Everton) – 28 år / 45 lk
Karakter: 6
Det er efterhånden rigtig mange år siden, at England var en af de førende nationer mht. stærke keepere, hvilket illustreres af de målmænd der har været førstevalg de seneste 3 VM slutrunder. Det var Pickford i 2018, Joe Hart i 2014, David James i 2010 og Paul Robinson i 2006, og vi skal vel tilbage til 2002 for at finde en målmand på et højt niveau, nemlig den dengang 34 årige David Seaman. Navne som Banks, Shilton og Clemence var endnu tidligere, men alt det er historie, for nu hedder en usvigeligt sikre første keeper altså Jordan Pickford, og selvom han bestemt ikke har klasse som ret mange af de førnævnte, så er han for England ofte bedre end man rent faktisk gør ham til, og Southgate er slet ikke i tvivl om hvem der er hans førstevalg.

Alternativer: 
Fraser Forster (Tottenham Hotspur) – 34 år / lk
Sam Johnstone (Crystal Palace) – 29 år / 3 lk
Nick Pope (Newcastle United) – 30 år / 10 lk
Dean Henderson (Nottingham Forest) – 25 år / 1 lk
Etienne Green (St. Etienne) – 22 år / 0 lk
Aaron Ramsdale (Arsenal) – 24 år / 3 lk

Historiske helte på denne plads: Gordon Banks, Peter Shilton, Ray Clemence og David Seaman

Reece James (Chelsea) – 23 år / 15 lk / 0 mål
Karakter: 8
Som vi alle ved har England til overflod af stærke højre backs, og den bedste af dem hedder Reece James, så det er naturligvis også den fysisk stærke Chelsea back, der indtager pladsen i sikker stil. Ikke mindst efter at Arnold chokerende nok bliver dårligere og dårligere, i hvert fald defensivt, mens den aldrende Walker, der nok var hårdeste bejler til James, i skrivende stund er tvivlsom til VM med en skade. James opfylder til fulde alle betingelser for en moderne højre back, og i bedste Wim Suurbier stil (ja de af jer der ikke kender ham/kan huske ham, må ind og læse på lektien), suser han op og ned af kanten, og kan også glide ind i det centrale forsvar, hvilket det heller ikke er utænkeligt at han gør, hvorfor jeg vil tro Trippier afløser ham.

Alternativer:
Kieran Trippier (Newcastle United) – 32 år / 37 lk
Kyle Walker (Manchester City) – 32 år / 70 lk / 0 mål
Max Aarons (Norwich City) – 22 år / 0 lk / 0 mål
Trent Alexander-Arnold (Liverpool) – 24 år / 17 lk / 1 mål
Djed Spence (Tottenham Hotspur) – 22 år / 0 lk / 0 mål
Timo Livramento (Southampton) – 20 år / 0 lk / 0 mål
James Justin (Leicester City) – 24 år / 1 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: George Cohen, Gary Neville, Jimmy Armfield, Phil Neal og Ronnie Clayton

Eric Dier (Tottenham Hotspur) – 28 år / 47 lk / 3 mål
Karakter: 7
Hvis ikke Walker var blevet skadet og nu tvivlsom til VM, havde jeg nok placeret ham her, som en hurtig løber ift. de mere tunge centrale spillere. Det kan som nævnt ovenfor, tænkes at James glider herind, og så må Dier retur på bænken, men med i truppen bør den alsidige Spurs spiller bestemt, også selvom det er 1 års tid siden man har set ham sidst, inden han noget overraskende pludselig kom med i den seneste trup, og med sin tid på banen, overhalede både Guehi og Tomori.

Alternativer:
Connor Coady (Everton) – 29 år / 10 lk / 1 mål
Marc Guehi (Crystal Palace) – 22 år / 3 lk / 0 mål
Fikayo Tomiri (AC Milan) – 24 år / 3 lk / 0 mål
Ben White (Arsenal) – 25 år / 4 lk / 0 mål
Tyrone Mings (Aston Villa) – 29 år / 17 lk / 2 mål
Joe Gomez (Liverpool) – 25 år / 11 lk / 0 mål
James Tarkowski (Everton) – 30 år / 2 lk / 0 mål
Ezri Konza (Aston Villa) – 25 år / 0 lk / 0 mål
Ben Godfrey (Everton) – 24 år / 2 lk / 0 mål
Michael Keane (Everton) – 29 år / 12 lk / 1 mål
Lloyd Kelly (Bournemouth) – 24 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Bobby Moore, Billy Wright, Terry Butcher og Jackie Charlton

Harry Maguire (Manchester United) – 29 år / 48 lk / 7 mål
Karakter: 4
Det virker nærmest absurd at skulle forsøge at redegøre for hvorfor Manchester United kaptajnen, der sjældent spiller, og endnu mere sjældent spiller godt, virker som et sikkert kort hos Southgate. Jeg og sikkert mange andre, havde dårligt troet at han ville blive udtaget til de seneste par kampe, men at han tilmed startede begge kampe, virker helt absurd og ja kort og godt uforklarligt. Bevares han har bestemt været England en stærk mand i de senere år, senest til EM sidste sommer, men der er ikke meget der tyder på at han får ret mange minutter frem mod VM, og i så fald kommer en totalt modløs spiller ind i truppen, hvilket Southgate vel dårligt kan forsvare.. – eller kan han?

Alternativer:
Se under Dier

John Stones (Manchester City) – 28 år / 59 lk / 3 mål
Karakter: 7
Den bedste af de 3 stoppere, som i sin topklub får fint med spilletid, og han er klart den bedste på bolden af stopperne med undtagelse af de 2 reserver Guehi og Tomori, så han ligner en sikker mand i både et 2 og 3-mands forsvar. Tilmed har han masser af rutine fra mange kampe og slutrunder, så ham behøves Southgate ikke bekymre sig ret meget om. I stil minder han faktisk også lidt om Southgate selv, da denne var aktiv, men det er jo en helt anden historie 😉

Alternativer:
Se under Dier

Luke Shaw (Manchester United) – 27 år / 23 lk / 3 mål
Karakter: 5
I modsætning til klubkammeraten Maguire, ser det ud til at Shaw lidt overraskende får rigeligt med spilletid frem mod VM, simpelthen fordi hans konkurrent i United, Malacia, nok er lidt for lille trods alt, selvom han startede fint. Shaw har masser af rutine, og er klart mere egnet til landsholdets stil end Chilwell, der i Chelsea åbenlyst har besvær med at tilspille sig en fast plads efter sin lange skade. Tilmed er Shaw ligefrem målfarlig på landsholdet, hvor han alene her i 2022 med 2 scoringer, har scoret ligeså mange mål som han har præsteret i sine 11 år i Premier League tilsammen!

Alternativer:
Ben Chilwell (Chelsea) – 25 år / 17 lk / 1 mål
Tyrell Mitchell (Crystal Palace) – 23 år / 2 lk / 0 mål
Aaron Creswell (West Ham United) – 32 år / 3 lk / 0 mål
Lee Buchanan (Werder Bremen) – 21 år / 0 lk / 0 mål
Ryan Sessegnon (Tottenham Hotspur) – 22 år / 0 lk / 0 mål
Matt Targett (Newcastle United) – 27 år / 0 lk / 0 mål
Luke Thomas (Leicester City) – 21 år / 0 lk / 0 mål
Rico Henry (Brentford) – 25 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Ray Wilson, Ashley Cole, Kenny Sansom, Stuart Pearce og Mick Mills

Declan Rice (West Ham United) – 23 år / 34 lk / 2 mål
Karakter: 9
Utroligt nok tørner Rice stadig ud for West Ham, men ikke desto mindre har han udviklet sig til en vaskeægte verdensklasse 6èr, og der kan ikke herske tvivl om at han er blandt de sikreste på Southgates holdkort, nok lige efter Kane i virkeligheden. Nu får han tilsyneladende en ny, men mere dynamisk makker end ved sidste EM, da Phillips er skadet og generelt ikke godt kørende, hvorfor yngste manden Bellingham glider ind som makker med Rice.

Alternativer:
Kalvin Phillips (Manchester City) – 27 år / 23 lk / 0 mål
Jordan Henderson (Liverpool) – 32 år / 80 lk / 2 mål
Harry Winks (US Sampdoria) – 26 år / 10 lk / 1 mål
Oliver Skipp (Tottenham Hotspur) – 22 år / 0 lk / 0 mål
James Garner (Everton) – 21 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Nobby Stiles, Paul Ince, Ray Wilkins og Duncan Edwards

Jude Bellingham (Borussia Dortmund) – 19 år / 17 lk / 0 mål
Karakter: 8
Southgate elsker at spille med 2 defensive midtbanefolk, men i starten mere af nød end lyst, har han justeret en anelse, så det nu er 8èr typen Bellingham, der ser ud til at blive Rices makker på midtbanen, fremfor den mere defensivt orienterede Phillips. Bellingham kan løbe “solen sort”, er teknisk stærk, og er trods sin unge alder allerede relativ rutineret, da han spiller alle kampe både i Bundesligaen og i Champions League for sin klub. Der er virkelig chance for at teenageren kan gå hen og blive fremtidens superstjerne for England, og måske får vi allerede til dette VM det bedste at se frem i ham – vi kan krydse fingre, for han er virkelig stærk!

Alternativer:
James Maddison (Leicester City) – 26 år / 1 lk / 0 mål
Connor Gallagher (Chelsea) – 22 år / 4 lk / 0 mål
James Ward-Prowse (Southampton) – 28 år / 11 lk / 2 mål
Jacob Ramsey (Aston Villa) – 21 år / 0 lk / 0 mål
Curtis Jones (Liverpool) – 21 år / 0 lk / 0 mål
Joe Willock (Newcastle United) – 23 år / 0 lk / 0 mål
Morgan Gibbs-White (Nottingham Forest) – 22 år / 0 lk / 0 mål
Ruben Lofthus-Cheek (Chelsea) – 26 år / 10 lk / 0 mål
Kiernan Dewsbury-Hall (Leicester City) – 24 år / 0 lk / 0 mål
Carney Chukwuemeka (Chelsea) – 18 år / 0 lk / 0 mål
Tom Davies (Everton) – 24 år / 0 lk / 0 mål
Marcus Tavernier (Bournemouth) – 23 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Alan Ball, Martin Peters, Bryan Robson, David Beckham og Colin Bell

Raheem Sterling (Chelsea) – 28 år / 79 lk / 19 mål
Karakter: 7
Jeg mener ikke helt han endnu har ramt det meget høje niveau, han over perioder viste i Manchester City, men der er også mere uro i Chelsea, og ja andre medspillere, og i landsholdsregiet er der bestemt også tider hvor det ikke altid fungerer for den teknisk stærke spiller. Han var primært på fløjen i City, men Southgate ynder at benytte ham som en blanding mellem wing/hængende angriber – i samarbejde med Foden, som han naturligvis kender indgående. Sterling kan godt lide den direkte udfordring, og ved bestemt hvor målet står, men der skal noget mere på slutproduktet, såfremt England skal helt til tops!

Alternativer (når Sterling og Foden benyttes som hængende angribere/offensive midtbanespillere bag Kane):
Eberechi Eze (Crystal Palace) – 24 år / 0 lk / 0 mål
Emile Smith Rowe (Arsenal) – 22 år / 3 lk / 1 mål
Jesse Lingard (Nottingham Forest) – 30 år / 32 lk / 6 mål
Jack Grealish (Manchester City) – 27 år / 24 lk / 1 mål
Mason Mount (Chelsea) – 23 år / 32 lk / 5 mål
Harvey Elliott (Liverpool) – 19 år / 0 lk / 0 mål
Ross Barkley (OGC Nice) – 28 år / 33 lk / 6 mål
Cole Palmer (Manchester City) 20 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Sir Bobby Charlton, Glenn Hoddle, Sir Trevor Brooking, Tom Finney (wing) og John Barnes (wing)

Phil Foden (Manchester City) – 22 år / 18 lk / 2 mål
Karakter: 8
Når han er bedst, og i en umiddelbar fremtid, tænker jeg han skal have karakteren 9, for han har i den grad et specielt talent, og er på sine bedste dage en absolut verdensklasse spiller, som nærmest er umulig at stække for modstanderne. Han benyttes ofte på kanten i City, hvor De Bruyne forståeligt oftest er 10èren, men på landsholdet, hvor han dog ikke helt har fået sit gennembrud endnu, virker det som om Southgate helst ser ham som en offensiv midtbane/hængende angriber bag Kane og med føromtalte Sterling som sidestillet makker. På papiret ligner det hans favoritrolle, spørgsmålet er blot om han kan udfylde den.

Alternativer:
Se under Sterling

Harry Kane (Tottenham Hotspur) – 29 år / 75 lk /51 mål
Karakter: 9
Der er ikke langt op til karakteren 10, og overordnet set er der som vi alle ved tale om en verdensklasse angriber, der scorer på langt de fleste chancer han når frem til. Et par mål til, så er han alltime topscorer for England, og i Premier League arbejder han sig også frem mod det førhen så umulige mål, så på den led kan ingen klage. Southgates sikreste kort, holdets anfører, topscorer og ja vel efterhånden vigtigste mand og talisman – han må ikke blive skadet, for i så fald behøves man slet ikke rejse til Qatar! Alternativerne er virkelig ikke imponerende, så alle i England holder vejret hver gang Kane er i græsset.

Alternativer: 
Tammy Abraham (AS Roma) – 25 år / 11 lk / 3 mål
Ivan Tooney (Brentford) – 26 år / 0 k / 0 mål
Markus Rashford (Manchester United) – 25 år / 46 lk / 12 mål
Ollie Watkins (Aston Villa) – 26 år / 7 lk / 2 mål
Patrick Bamford (Leeds United) – 29 år / 1 lk / 0 mål
Dominic Calvert-Lewin (Everton) – 25 år / 11 lk / 4 mål
Danny Ings (Aston Villa) – 30 år / 3 lk / 1 mål

Historiske helte på denne plads: Sir Geoff Hurst, Jimmy Greaves, Wayne Rooney, Michael Owen, Sir Stanley Matthews, Alan Shearer, Trevor Francis og Kevin Keegan

Andre spillere/andre placeringer end til 3-4-1-2 systemet
Højre wing:
Nuno Madueke (PSV Eindhoven) – 20 år / 0 lk / 0 mål
Jadon Sancho (Manchester United) – 22 år / 23 lk / 3 mål
Callum Hudson-Odoi (Bayer 04 Leverkusen) – 22 år / 3 lk / 0 mål
Bukayo Saka (Arsenal) – 21 år / 20 lk / 4 mål
Jarrod Bowen (West Ham United) – 25 år / 4 lk / 0 mål
Marcus Edwards (Sporting Lissabon) – 24 år / 0 lk / 0 mål
Jamie Bynoe-Gittens (Borussia Dortmund) – 18 år / 0 lk / 0 mål
Jacob Murphy (Newcastle United) – 27 år / 0 lk / 0 mål
Reiss Nelson (Arsenal) – 22 år / 0 lk / 0 mål
Venstre wing:
Harvey Barnes (Leicester City) – 25 år / 1 lk / 0 mål
Anthony Gordon (Everton) – 21 år / 0 lk / 0 mål
Jack Harrison (Leeds United) – 26 år / 0 lk / 0 mål
Dwight McNeill (Everton) – 23 år / 0 lk / 0 mål
  
AFSLUTTENDE KOMMENTARER
Med Kyle Walker som nyligt skadet, Maguire uden spilletid og Phillips som meget tvivlsom, er det i skrivende stund svært at udpege den potentielle 26 mands trup, men jeg vover pelsen, og smider alle 3 ned i “puljen”, så truppen kommer til at se ud som herunder

MIT BUD PÅ DEN ENDELIGE 26 MANDS TRUP
Såfremt alle er fit for fight, tipper jeg disse spillere i Deschamps trup:
Målmænd: Pickford, Ramsdale og Pope
Højre backs: Walker, James og Trippier
Venstre backs: Shaw og Chilwell
Centrale forsvarere: Maguire, Stones, Dier, Coady, Guehi og Tomori
Defensive/centrale midtbanespillere: Rice, Bellingham, Henderson og Phillips
Offensive midtbanespillere: Mount, Foden,
Højre wings: Saka
Venstre wings: Sterling, Grealish
Angribere: Kane, Abraham og Rashford

De ligger på vippen:
Målmand Dean Henderson
Højre back Trent Alexander-Arnold
Venstre back Tyrell Mitchell
Central forsvarer Tyrone Mings
Central midtbane Connor Gallagher
Central midtbane James Ward-Prowse

DERFOR VINDER ENGLAND VM
– Fin slutrunderutine hos mange spillere
– Når man har den forsvarende VM topscorer skal man aldrig sige aldrig
– Mange fine individualister

DERFOR VINDER ENGLAND IKKE VM
– Det samlede niveau
– For mange der ikke spiller fast for klubhold
– For meget ballade omkring truppen
– Det centrale forsvar er simpelthen ikke stærkt nok uanset hvilken kombination der vælges
– Varmen er normal ikke godt for britiske spillere

HVAD JEG TILTROR DEM
Måske det sværeste hold at vurdere før dette VM, men man er nødt til at tage to semifinaler med i helhedsvurderingen + det at hovedparten af spillerne til daglig tørner ud for de typiske top 4-6 mandskaber i verdens stærkeste liga. Omvendt kan Southgates kærlighed til bestemte spillertyper begrænse udfoldelsen, for det er sandt for dyden usikkert hvem han udtager til især det centrale forsvar, og ja så ved man jo aldrig helt hvor man har Pickford! Skuffelsen vil være enorm for de selvsikre englændere, og en fyreseddel nærliggende, men jeg har svært ved at se dem komme meget længere end til kvartfinalerne!

 

 

Med disse ord, vil jeg slutte for denne gang, og ja så er der ikke andet end at sige tak fordi du læste med, og på genlæs næste gang 😉

KBH (DK) 10.10.22

Torben Aakjær