“IL CAPITANO”

Roberto Carlos, Nilton Santos, Giacinto Fachetti, Ruud Krol og Paul Breitner var hver for sig helt og aldeles ekstra ordinære stærke venstre backs, og for fleres vedkommende kunne de også med fordel benyttes på andre pladser. Alle var de langtidsholdbare, og hver især var de betydende medlemmer på respektive klub- og landhold, ligesom de ikke overraskende var med til at vinde absurd mange klub- og individuelle titler. I det hele taget har der været en hel del virkelig fremragende venstre backs i fodboldhistorien, hvoraf 18 af dem en eller flere gange har figureret på Ballon dÒr afstemningssedlerne, med minimum een`stemme, men ingen af dem har dog stået øverst på podiet. Tættest på var Roberto Carlos i 2002, hvor beskedne 24 point adskilte ham fra duksen Ronaldo Nazario, og den lille tætbyggede brasser opnåede da også point hele 6 gange i Ballon dÒr afstemningerne, et antal der kun overgås af 2 spillere, i øvrigt begge italienere. Den ene er Giacinto Fachetti, der i 60èrne var verdens stærkeste venstre back, og som sammen med Internazionale vandt noget nær alt hvad der var værd at vinde. Han fik point i 8 afstemninger, mens Paolo Maldini, opnåede at få point utrolige 11 forskellige år.

Og netop Paolo Maldini, er ikke overraskende denne artikels hovedperson. Med mellemnavnet Cesare, kom han til verden i Milano d. 26 juni 1968. Farmand Cesare og mor Marisa, boede i den store norditalienske by, efter at Cesare året forinden havde afsluttet en fornem karriere som aktiv fodboldspiller. I årene 1954 til 1966 tørnede han ud for AC Milan, med hvem han som anfører, vandt bl.a. Europa Cup for Mesterholdstrofæet i 62/63, hvilket i øvrigt var første gang dette skete for et italiensk klubhold. Han havde dog afsluttet karrieren i Torino med en enkelt sæson i 66/67, men blev altså boende i Milano. Her fik ægteparret tilsammen 3 døtre og 3 sønner, herunder Paolo i 1968.

Paolo var af bygning nogenlunde som sin far, lettere ranglet, atletisk og med et pænt hurtigt antrit. Han var fra naturens hånd bedst med sit højre ben, men kunne bestemt også benytte den modsatte fod. Som 7 årig var han kort forbi AC Milans ungdomsafdeling, men han blev sendt hjem med beskeden om at få lidt “sul på kroppen”, men så ville man i øvrigt gerne se ham igen. Naturligvis havde folk i klubben kendskab til farmands meritter, for med knap 350 kampe i Serie A, var Cesare ikke “hvem som helst”. Umiddelbart efter sit aktive karriere stop, havde han rent faktisk arbejdet i klubben, først som assistenttræner, og dernæst som træner i en kort periode. Her havde han afløst sin tidligere træner Nereo Rocco, og selv blevet erstattet af sin tidligere holdkammerat Giovanni Trappatoni, så man må i den grad sige at Cesare var en betydende del af klubben.

Da Paolo blev 10 år, var han igen til et udtagelsesstævne i klubben, og denne gang op til sommeren 1978, lykkedes det at slippe igennem “nåleøjet”, og blev nu en del af klubbens “Pulcini”, som oversat til dansk betyder “Kyllinger”. Det tidligste man kan starte op som i AC Milan er som “Primi Calci” (“Første spark”) på U8 niveau. Herefter kommer U9-U10 hvor man er “Pulcini”, hvorefter man i U11-U12 betegnes som “Esordienti” som betyder “Nybegyndere”. Da Maldini efter et veloverstået første år, rykkede op som “Esordienti”, kom han bl.a. på hold med Giovanne Stroppa, og Sergio Porrini, som begge opnåede A landskampe for “Gli Azzuri”.

Tiden gik, og i sæsonen 84/85 blev den nu blot 16 årige Paolo overraskende hevet op i den trup, som den aldrende træner Nils Liedholm var i gang med at bygge op. Den tidligere stjernespiller i samme klub, var nu i gang med sin 3`de træneromgang i klubben, hvor han fra 1949 til 1961 havde spillet lang over 300 kampe, og noget overraskende havde han takket ja tak til et formentlig lukrativt tilbud, om på ny at stå i spidsen for “Il Rossoneri”. Han havde senest været træner for klubben fra 1977 til 1979, hvor klubben havde vundet sin seneste Scudetto, og i mellemtiden havde han ført AS Roma til triumfer både i liga og pokal, så på trods af at han nu var en moden herre i 60èrne, tøvede ingen af parterne.

Da Liedholm førte AC Milan til mesterskabet i 77/78 hed profilerne Gianni Rivera, Fabio Capello og Fulvio Colovatti, og fra den trup, var nu kun Franco Baresi tilbage. Den kløgtige forsvarsspiller var, sammen med spillere som Alberico Evani, Felippo Galli, Alessandro Costacurta, Salvatore Giunta, Gabriello Carotti og Sergio Battistini, ligesom Maldini, udviklet internt i klubben, og netop sidstnævnte Battistini, var spilleren som Maldini afløste i kamp, da han fik sin Serie A debut sæsonen efter, i en udekamp mod Udinese Calcio (1-1) d. 20 januar 1985. Paolo kom på banen fra 2 halvlegs start, hvor han med rygnummer 14, røg ind som defensiv midtbane, og herefter sad han så på bænken kampen efter mod Fiorentina, hvorefter han returnerede til “Primavera” gruppen, hvor han spillede sæsonen færdig.

Paolo havde store dele af sin ungdomstid optrådt som højre back, men var også blevet prøvet i venstre side, i det centrale forsvar og på midtbanen. Det var den jævnaldrende Sergio Porrini som primært varetog højre back pladsen på ungdomsholdene, så Liedholm betragtede faktisk den højre benede Paolo som venstre back, da han bestemt kunne bruge venstre benet på fremragende vis. Da han fik sin kamp nr. 2 sæsonen efter i åbningsrunden ude mod Bari, var det dog som central forsvarsspiller, med Franco Baresi som makker, og først i 3`de kamp mod Fiorentina spillede han venstre back, i det Filippo Galli nu vare foretrukket som makker til “Piscinin” (“Den lille”), som Baresi ofte blev kaldt. I denne sin første hele sæson, medvirkede Paolo i 27 ud af 30 Serie A kampe, og han spillede dem alle fuld tid, så man må i den grad sige, at han nu var stamspiller på Liedholms mandskab. Rygnummeret var endnu ikke det senere hen så legendariske 3 tal, så man ham i 80èrne optræde både i nr. 14, nr. 4, nr. 6, nr. 2 og nr. 3, og først fra sæsonen 94/95 spillede han fast med nr. 3, et rygnummer der efter han stoppede karrieren i øvrigt blev “pensioneret” af klubben, og kun kan tages i brug, såfremt en af hans sønner bærer trøjen, hvilket i øvrigt er sket, men da Daniel (nu 21 år) er offensiv midtbane, har det hidtil ikke været aktuelt, og desuden af han aktuelt udlejet til Monza.

Liedholm sluttede sin trænergerning i klubben i 1987, hvor han blev afløst af Fabio Capello, der ligeledes havde været aktiv spiller i klubben, men i modsætning til Liedholm, dog aldrig havde spillet sammen med farmand Cesare. Capello sad dog kun på posten i denne omgang sæsonen ud, hvilket var beskedne 7 kampe, og Milan sluttede som nr. 6 i en skuffende sæson. Nu skulle der “nye boller på suppen”, og ind kom den i den store sammenhæng, relativ ukendte træner Arrigo Sacchi. Den 41 årige træner havde med succes arbejdet nogle år i Parma, men havde i modsætning til hovedparten af de trænere der havde arbejdet i klubben, ingen større fortid som aktiv. Han var en såkaldt “tavle-teoretiker”, men til gengæld en særdeles interessant af slagsen, og klubben der var ejet af medie mogulen Silvio Berlusconi, gav ham stort råderum på transfermarkedet. Truppen trængte i den grad til fornyelse, og ud røg spillere som Ray Wilkins, Mark Hateley og Galderisi, mens der omvendt kom spillere, som bl.a. de 2 unge hollændere Marco van Basten og Ruud Gullit, samt Angelo Colombo, Carlo Ancelotti og Roberto Mussi m.fl. Der blev skiftet stil, taktik og udtryk, og selvom Paolo var skadet de 3 første runder, så blev han naturligvis med det samme en vigtig brik på det hold, der hele sæsonen blot tabte 2 kampe, og i suveræn stil endte med at vinde klubbens “Scudetto” nr. 11, og derved lykkedes det for Paolo at vinde sin første seniortitel med klubben, mens hans start var teenager (han var 19 år).

Nu begyndte det så til gengæld at gå hurtigt med titelindsamlingen, og allerede sæsonen efter var han også med til at vinde Champions League, ligesom han i 1988 fik debut på landsholdet, og deltog i EM slutrunden. I årene der herefter gik, udviklede han sig ganske hurtigt til en af de absolut stærkeste forsvarsspillere på verdensplan, og det uanset om han spillede som venstre back, eller i det centrale forsvar. Han var hurtig, atletisk, havde et formidabelt overblik, en fin teknik, var stærk på hovedet, og hans stærke fysik forhindrede ham i de værste skader. Han var utrolig pålidelig, og kun sæsonerne 01/02 samt 3 ud af de 4 sidste, var gennemgående præget af skader, primært i knæene, som var hans svage punkt. I alt havde han i sine 25 sæsoner i AC Milan, 14 skadesperioder af kortere eller længere varighed, og de 8 var pga. knæene. Han mistede endvidere 12 kampe pga. karantæner.

Hans optræden henover 3 årtier, betyder selvsagt at han har spillet på hold med noget nær et utal af spillere, men forsøger man ligesom at konkretisere disse, kan man konstatere at han i alt har været på hold med ikke færre end 104 forskellige udenlandske spillere, fordelt på 32 forskellige nationer, hvoraf Brasilien (20), Holland (13) og Frankrig (9) er de hyppigst repræsenterede. 10 forskellige medspillere har modtaget Ballon dÓr trofæet, heraf de 5 (Kaka, Shevchenko, Gullit og van Basten x 3), mens de optrådte for AC Milan. Som bekendt opnåede Maldini aldrig at vinde med landsholdet, til trods for 7 slutrunder og 126 landskampe, men han opnåede dog at spille på hold med hele 17 forskellige verdensmestre, hvoraf et par af dem (Ronaldo Nazario og Cafu), endda blev det 2 gange. 11 var udlændinge (Desailly, Vieira, Dugarry, Kaka, Ronaldo Nazario, Ronaldinho, Dida, Cafu, Rivaldo, Leonardo og Junior, mens de resterende 6 (Gattuso, Pirlo, Nesta, Oddo, Zambrotta og Inzaghi) var italienere.

I sine 25 sæsoner i klubben, havde Paolo ikke færre end 12 forskellige trænere (Galbiati, Liedholm, Capello, Sacchi, Tabarez, Morini, Zaccheroni, Maldini, Tassotti, Terim, Gennaro og Ancelotti), hvoraf 2 af dem (Capello x 3 og Sacchi x 2) var der mere en 1 gang. Det var Ancelotti med 420 kampe i spidsen for klubben, som Maldini havde som træner flest gange, mens Capello (300 kampe) og Sacchi (221 kampe) følger efter. I landsholdsregi opnåede Paolo at have 5 forskellige trænere (Vicini, Sacchi, Maldini, Zoff og Trapattoni).

I 11 ud af de 25 sæsoner, var Paolo med til at vinde 1 eller flere trofæer, og umiddelbart må det være sæsonen 93/94, som må anses som værende hans bedste. Udover at han personligt sluttede som nr. 3 på Ballon dÒr podiet, var han med til at vinde Scudettoen, Champions League samt UEFA Super Cuppen med AC Milan, mens han med landsholdet opnåede sølv til VM i USA. Han blev udtaget til samme VM`s ALLSTAR mandskab, og World Soccer kårede ham som “Årets spiller i verden”, hvilket El Pais (Uruguay) i øvrigt fulgte op på.

Facts om Paolo Cesare Maldini
Født d. 26 juni 1968 i Milano
Startede som 10 årig i AC Milan i 1978
Debuterede for 1 holdet som 16 årig i 1985
Debuterede for landsholdet som 19 årig i 1988
Ballon d´Or historik: 2 x nr. 3 i 1994 og 2002 / i alt opnået point 11 år (rekord for en venstre back)
Debut for AC Milan: 16 år og 208 dage (rekord i klubben)
Har selv udtalt at Diego Maradona, Ronaldo Nazario og Zinedine Zidane har været de hårdeste modspillere at stå overfor

Titler (26):
Scudettoen: 7
Coppa Italia: 1
Super Cup i Italien: 5
Champions League: 5
UEFA Super Cup: 5
VM for klubhold: 3

Top 5 spillere i AC Milan angående vundne trofæer:
1. Paolo Maldini: 26
2. Alessandro Costacurta: 24
3. Franco Baresi: 18
3. Roberto Donadoni: 18
5. Mauro Tassotti: 17
5. Filippo Galli: 17

Deltog i slutrunderne:
EM 88 (4 kampe) / udvalgt til ALLSTAR holdet
VM 90 (7 kampe)
VM 94 (7 kampe) heraf 4 som anfører / udvalgt til ALLSTAR holdet
EM 96 (3 kampe) heraf 3 som anfører / udvalgt til ALLSTAR holdet
VM 98 (5 kampe) heraf 5 som anfører
EM 00 (6 kampe) heraf 6 som anfører / udvalgt til ALLSTAR holdet
VM 02 (4 kampe) heraf 4 som anfører
I alt 36 slutrunde kampe hvoraf han var anfører i 22 kampe.

Totalt bar Maldini anførerbindet for “Gli Azzuri” 73 gange.

VM sølv i 2002 og VM bronze i 1990
EM sølv i 2000

Forskelligt:
Total antal landskampe: 126
Total antal kampe for AC Milan: 902 (rekord i Italien og for klubben)
Total antal Serie A kampe for AC Milan: 647 (rekord i klubben)
Total antal sæsoner i Serie A: 25 (delt rekord i Italien med Francesco Totti)
Total antal kampe i Champions League: 139 (rekord i klubben)
Total antal minutter spillet for Italien i VM slutrunder: 2217 (rekord)
Total antal kampe spillet for Italien i VM slutrunder: 23 (rekord i Italien)
Total antal finaler i Champions League/Europa Cup for Mesterhold: 8 (rekord delt med Real Madrids Francisco Gento)
Scorede det hurtigste mål hidtil i Champions League/Europa Cup for Mesterholds finale historien i 2005 (50 sekunder)

Top 5 over spillere med flest kampe i AC Milan:
1. Paolo Maldini: 902
2. Franco Baresi: 719
3. Alessandro Costacurta: 663
4. Gianni Rivera: 658
5. Mauro Tassotti: 583

Top 5 over antal kampe i Serie A:
1. Gianluigi Buffon: 657
2. Paolo Maldini: 647
3. Francesco Totti: 619
4. Javier Zanetti: 615
5. Gianluca Pagliuca: 592

Top 5 over flest spillede minutter i Serie A:
1. Gianluigi Buffon: 58.537
2. Paolo Maldini: 56.489
3. Gianluca Pagliuca: 53.152
4. Javier Zanetti: 53.022
5. Samir Handanovic: 50.246

Spillerne han har spillet flest kampe på hold med:
1. Alessandro Costacurta: 550 kampe (heraf de 355 i Serie A)
2. Franco Baresi: 451 kampe (heraf de 296 i Serie A)
3. Demetrio Albertini: 393 kampe (heraf de 241 i Serie A)
Udlændinge:
1. Andriy Shevchenko: 243 kampe (heraf de 168 i Serie A)
2. Zvonimir Boban: 216 kampe (heraf de 154 i Serie A)
3. Clarence Seedorf: 210 kampe (heraf de 148 i Serie A)
Spillerne han har spillet flest kampe mod:
1. Gianluca Pagliuca: 32 kampe
2. Angelo Peruzzi: 31 kampe
3. Roberto Mancini og Ciro Ferrara: 31 kampe
Udlændinge:
1. Javier Zanetti: 31 kampe
2. Aldair, Pavel Nedved og Nestor Sensini: 23 gange
3. Fernando Couto: 21 gange

Venstre backs der har opnået point i Ballon dÒr afstemningerne (klub anført hvor spiller primært spillede for):
1. Paolo Maldini (AC Milan og Italien): 11
2, Giacinto Facchetti (Inter FC og Italien): 8
3. Roberto Carlos (Real Madrid og Brasilien): 6
4. Paul Breitner (Bayern München og Vesttyskland): 5
4. Ruud Krol (Ajax Amsterdam og Holland): 5
6. Karl-Heinz Schnellinger (AC Milan og Vesttyskland): 4
7. Antonio Cabrini (Juventus og Italien): 3
8. Andreas Brehme (Kaiserslautern og Vesttyskland): 2
8. Marcelo (Real Madrid og Brasilien): 2
8. Bixente Lizarazu (Bordeaux og Frankrig): 2
8. Terry Cooper (Leeds United og England): 2
8. Ladislav Novak (Dukla Prag og Tjekkoslovakiet): 2
13.Emlyn Hughes (Liverpool og England): 1
13.Barjuan Sergi (FC Barcelona og Spanien): 1
13.Rafael Gordillo (Real Betis og Spanien): 1
13.Christian Ziege (Bayern München og Tyskland): 1
13.Hans-Peter Briegel (Kaiserslautern og Vesttyskland): 1
13.Roger Marche (Stade De Reims og Frankrig): 1

Af disse 18 spillere, har de 7 opnået en podieplads i Ballon dÒr afstemningen:
1962: Karl-Heinz Schnellinger (nr. 3) for FC Köln og Vesttyskland
1965: Giacinto Facchetti (nr. 2) for Inter Milan og Italien
1979: Ruud Krol (nr. 3) for Ajax Amsterdam og Holland
1981: Paul Breitner (nr. 2) for Bayern München og Vesttyskland
1990: Andreas Brehme (nr. 3) for Inter Milan og Vesttyskland
1994: Paolo Maldini (nr. 3) for AC Milan og Italien
2002: Roberto Carlos (nr. 2) for Real Madrid og Brasilien
2003: Paolo Maldini (nr. 3) for AC Milan og Italien

Som det fremgår er Paolo således den eneste venstre back, der har figureret i top 3 mere end 1 gang. Endvidere er det værd at bemærke at såvel Krol som Breitner, ja ligesom Maldini indimellem, optrådte på andre pladser. Krol spillede ligesom Maldini ofte i det centrale forsvar, mens Breitner hyppigt spillede på den centrale midtbane, men alle er det opført som venstre backs herover.

Min subjektive top 10 over historiens bedste venstre backs ser således ud:
1. Paolo Maldini
2. Giacinto Facchetti
3. Roberto Carlos
4. Ruud Krol
5. Nilton Santos
6. Paul Breitner
7. Antonio Cabrini
8. Andreas Brehme
9. Karl-Heinz Schnellinger
10.Bixente Lizarazu

Afslutningsvis vil jeg herunder opremse de måske vigtigste hold, han har været en del af i sin lange karriere.

FØRSTE KAMP SOM STARTER (Serie A d. 8 september 1985 vs Bari på San Nicola)
Træner: Nils Liedholm (4-4-2): Terraneo – Tassotti, Baresi, Galli, Maldini – De Bartolomei, Icardi, Wilkins, Evani – Hateley, Virdis.

FØRSTE CHAMPIONS LEAGUE TRIUMF (4-0 vs Steaua Bukarest d. 24 maj 1989 på Camp Nou)
Træner: Arrigo Sacchi (4-4-2): Galli – Tassotti, Baresi, Costacurta, Maldini – Colombo, Rijkaard, Ancelotti, Donadoni – Gullit, van Basten.

SIDSTE CHAMPIONS LEAGUE TRIUMF (2-1 vs Liverpool d. 23 maj 2007 på Olympico i Athen)
Træner: Carlo Ancelotti (4-4-2): Dida – Oddo, Nesta, Maldini, Jankulovski – Gattuso, Pirlo, Ambrosini, Seedorf – Kaka, Inzaghi.

SIDSTE KAMP I SERIE A (2-0 vs Fiorentina d. 31 maj 2009 på Atemio Franchi)
Træner: Carlo Ancelotti (4-3-2-1): Dida – Zambrotta, Maldini, Favalli, Jankulovski – Flamini, Pirlo, Beckham – Seedorf, Kaka – Inzaghi.

FØRSTE LANDSKAMP SOM STARTER (3-0 vs Luxembourg d. 27. april 1988 på Stade Joey Barthel)
Træner: Azeglio Vicini (5-3-2): Zenga – Bergomi, Ferri, Baresi, Maldini, De Agostini – De Napoli, Donadoni, Giannini – Mancini, Vialli.

SIDSTE LANDSKAMP (1-2 vs Sydkorea d. 18 juni 2002 på Daejeon World Cup Stadium)
Træner: Giovanni Trapattoni (4-3-1-2): Buffon – Panucci, Iuliano, Maldini, Coco – Tommasi, Zanetti, Zambrotta – Totti – Del Piero, Vieri.

Maldini spillede sin sidste kamp for klubben mod Fiorentina d. 31 maj 2009, hvor han og Milan vandt 2-1, og han sidste kamp hjemme på San Siro, var d. 24 maj samme år, hvor det blev til et nederlag på 2-3 til AS Roma. En speciel hændelse var da “Il Capitano” løb sin sidste runde på hjemmebanen, for i den sydlige ende (Curva sud) sås et banner med teksten ““For your glorious 25-year career, heartfelt thanks from those you branded mercenaries and mangy”, samtidig med at en større flok ultras råbte at der var kun en rigtig kaptajn i AC Milans historie og det var Franco Baresi. Maldini reagerede selvsagt negativt på denne usympatiske opførsel, men har senere hen fortalt at han trods alt ikke vil lade dette mindre indtryk, ødelægge hans samlede erfaring som aktiv i klubben. Adspurgt senere hen, fortalte en af hovedmændene bag banneret og sangen, at det var pga. mindre heldige udtalelser som Maldini kom med, tilbage i 2005, hvor AC Milan returnerede til Milano efter nederlaget mod Liverpool i en Champions League finale. Her stod en større flok af de mest fanatiske fans klar til at modtage de nedslåede spillere, og en del af de mest fanatiske fans boohede simpelthen Maldini og holdkammeraterne helt ud i bussen, hvorefter Maldini som holdets anfører, overfor en italiensk TV station, fortalte råt og ærligt, hvad han mente om den omgang/modtagelse. Dette blev aldrig for alvor accepteret af denne fraktion af fans.

Efter den aktive karriere har han arbejdet 1 års tid som udviklingsdirektør i klubben, og fra sommeren 2019 har han varetaget tjansen som teknisk direktør, i en periode i samarbejde med den tidligere holdkammerat Zvonimir Boban. Privat er han gift med Adrianna Fossa, og sammen har de drengene Christian (født i 1996) og Daniel (født i 2001). Begge drenge er vokset op i klubbens ungdomssystem, men kun Daniel har indtil videre spillet kampe for klubbens bedste mandskab. Han er aktuelt udlånt til Spezia Calcio til sommeren næste år, og har kontrakt med AC Milan til sommeren 2024. Storebror Christian spiller for Lecco i Serie C.