KAN AC MILAN IGEN VÆRE MED HELT FREMME?

Associazione Calcio Milan eller i daglig tale blot omtalt som AC Milan, er Italiens fremmeste klub på internationalt plan med hele 7 trofæer i den fineste klubturnering Europa Cup for Mesterhold/Champions Legaue. Det er mere end både Juventus og Inter Milan har tilsammen, og det var også AC Milan som var det første italienske hold, der kunne løfte det ærefulde trofæ, efter at de i 62/63 finalen havde besejret de dobbelt forsvarende mestre fra Benfica med 2-1.

Manden bag klubbens første store internationale triumf, var den benhårde træner Nereo Rocco (billede), hvis kælenavn var “El Paron” (Trieste slang for “The Master”). Han var manden der direkte indførte catenaccioen til italiensk fodbold. Den både berømte og berygtede stil, inddirekte kopieret fra den schweiziske mester Karl Rappan, og senere hen benyttet med stor succes i “Grande Inter” af Helenio Herrera, gav resultater med det samme. Rocco kom til AC Milan i 61, og i hans første sæson snuppede klubben scudettoen, det italienske mesterskab og 2 år efter kom så føromtalte succes i Europa Cuppen for Mesterhold. Finalesejren blev sikret via en nærmest uigennemtrængelig defensiv, hvor 4 deciderede mandsopdækkere arbejdede benhårdt foran kaptajnen Cesare Maldini, manden med overblikket, manden med de gode gener, og længere fremme havde man så den 20 årige nye superstjerne Gianni Rivera, og brasserne Dino Sani og Jose Alfatini (der dog efter nogle år i Støvlelandet havde skiftet statsborgerskab til det italienske).

Om det var fortjent eller ej, var både Rocco, AC Milan og det italienske folk generelt bedøvende ligeglade med, for i topsport gjaldt kun een`ting, nemlig sejren, og meget symptomatisk blev netop Rocco kendt for sit svar til den hungrende verdenspresse, som begræd nederlaget til Eusebio og CO. Rocco blev adspurgt “May the best team win”, hvortil Rocco replicerede “Let´s really not hope so”, og præcis den sætning benyttede den karismatiske træner ofte i årene fremover, hvor sejrene var vigtigere end underholdningen, for nu at sige det på en pæn måde.

På hjemlig grund havde klubben ellers været nok så dominerende før den europæiske triumf, og ikke mindst med den svenske supertrio Gunnar Gren, Gunnar Nordahl og Nils Liedholm, bedre kendt som “Gre-No-Li”, som havde været medvirkende til at vinde en håndfuld mesterskaber i 50èrne / start 60èrne, inden altså det nye kuld med Maldini, Alfatini og først og fremmest Rivera brød igennem.

Gianni Rivera, eller som han i omtales i klubben “The Golden Boy”, er formentlig den største, eller i hvert fald den mest elskede spiller, som nogensinde har trukket den stibede Milan trøje over hovedet. Den i dag 77 årige legende, kom til klubben som 18 årig, og spillede de kommende 19 sæsoner over 500 kampe alene i Serie A. Han var med til at vinde 4 scudettoer, 4 Coppa Italia trofæer samt Europa Cup for Mesterholds trofæet i 62/63 og 68/69. Herudover var han for Gli Azzurri med til at vinde EM 68 og opnå sølv til VM 70, ligesom han personligt blev hædret med Ballon dÒr trofæet i 69, efter at han i 63 var sluttet som nr. 2.

Hvis vi hopper tilbage hvor det hele startede, så blev AC Milan hvis kælenavn er “Il Rossoneri” (røde og sorte) eller “Il Diavolo” (djævlen) skabt tilbage i 1899, og klubbens første mesterskab kom allerede i 1901. I hele klubbens levetid har den konstant været med i den bedste række, fra sæsonen 29/30 benævnt Serie A, med undtagelse af sæsonerne 80/81 og 82/83. Den første gang var pga. matchfixing skandalen kaldet “Totonero”, og den sidste var simpelthen fordi holdet regulært røg ud, efter at være kommet retur i første hug.

Kort tid efter disse grufulde år, blev klubben overtaget af medie mogulen og politikeren m.m. Silvio Berlusconi, som på mere eller mindre lovlig vis, var blevet Italiens rigeste mand. Han skød et utal af milliarder Lire ind i klubben, og i årene derefter blev AC Milan verdens mægtigste klub, som pludselig kunne købe de bedste spillere i verden, symboliseret ved den hollandske trio Marco van Basten, Frank Rijkaard og Ruud Gullit, som ikke så få ældre Rossoneri fans med god grund sammenlignede med 50èrnes svenske trio “Gre-No-Li”.

80èrne og 90èrne blev de bedste årtier hidtil i klubbens historie. 6 scudettoer og 3 Champions League trofæer blev det til for holdet, der havde trænere som Sacchi, Capello og Ancelotti m.fl. ansat, og alverdens store fodboldnavne var i klubben i kortere eller længere tid. Ballon dÒr vindere som Jean-Pierre Papin, George Weah, førnævnte hollændere, og ikke mindst klubbens egenavlede italienske stjerner som Paolo Maldini, Franco Baresi, Alessandro Costacurta og Demetrio Albertini m.fl., gjorde klubben kendt og elsket over hele verden.

Men alting får jo en ende, og i takt med at den sidste store italienske stjerne i klubben, kamprekordholderen Paolo Maldini sluttede sin karriere i 09, begyndte det at gå ned af bakke. Seneste scudetto blev vundet i sæsonen 10/11, hvor den foretrukne start 11èr så ud som på illustrationen.

Som det fremgår var det faktisk et aldeles fremragende hold, tilmed med en virkelig god aldersprofil, med spillere midt i 20èrne som Silva, Abate, Boateng, Robinho samt den 28 årige Zlatan, men man notererer sig også ældre spillere som de 34 årige Seedorf og Nesta, Gattuso på 32 og andre spillere i truppen var også godt oppe i 30èrne som f.eks. Ambrosini, Oddo, Pirlo, Zambrotta, Inzaghi og superstjernen der dog var på retur, Ronaldinho m.fl. Hele 7 verdensmestre (Amelia, Nesta, Zambrotta, Oddo, Pirlo, Gattuso og Inzaghi) var der fra triumfen i 06, men generelt havde forskellige trænere, aktuelt Massimiliano Allegri, ikke formået at foryngre truppen tilstrækkeligt, og efter Allegri smuttede i 14, har hele 8 forskellige trænere forsøgt at rette den bogstaveligt talt kæntrede skude op. Kulminationen på elendigheden kom i sæsonen 14/15, hvor holdet sluttede pinagtigt som nr. 10 efter klubber som bl.a. Genoa, Sampdoria og Torino m.fl. Træner her var den gamle målræv, “Pippo” Inzaghi, som naturligvis røg ud på “r.. og albuer” efterfølgende.

Efter Allegris afgang i 14 har man forsøgt sig med hele 9 forskellige trænere, alle tidligere spillere, og (Tassotti, Seedorf, førnævnte Inzaghi, Brocchi samt Gattuso endda som tidligere helte i klubben), men lige lidt hjalp det, og aktuelt sidder den 54 årige Stefano Pioli (billedet) ved roret, efter hans første sæson i klubben, hvor han styrede holdet frem til en hæderlig men bestemt ikke prangende 6 plads.

Naturligvis er penge en afgørende faktor i fodbolden, og resultaterne de seneste 10 sæsoner passer da også proportionalt med at økonomien har været dalende i klubben. I 2011 var man Italiens rigeste klub, og helt fremme på 6 pladsen i verden på magasinet FORBES liste, med Juventus på 8 pladsen, og bysbørnene fra Inter Milan som nr. 10. Også i 12 og 13 lå klubben på 6 pladsen, og bedst blandt de italienske klubber, men i 14 dumpede man så ned som nr. 8, dog stadig foran Juventus og de øvrige landsmænd. I 15 begyndte nedturen så for alvor, og det blev blot en plads som nr 10 og under Juventus, og i 16 sluttede holdet som nr. 12 igen efter Juventus, men dog stadig som næst rigeste italienske klub.

I 18 var man nr. 13 og på seneste liste, der netop er udgivet i slutningen af juni i år, er klubben så dumpet helt ned som nr. 18, nu overgået af både Juventus (10), Inter Milan (15) og selv AS Roma (16), og værdien af klubben, som vurderes til at være lige over den halve milliard Euro, er blot 1/3 af Juventus` værdi. Til sammenligning har duksen Real Madrid en værdi på 4,2 milliarder Euro. Den bedste placering et italiensk hold nogensinde har haft på denne FORBES liste, er i øvrigt tilbage i 07, hvor netop AC Milan var fremme på 5 pladsen, men de tider er i hvert fald foreløbig forbi, og umiddelbart er der ikke udsigt til den store bedring lige foreløbig.

Der er da kommet flere penge i italiensk fodbold, og enkelte klubber har enten selv købt deres stadion, eller er i gang med at planlægge nye af slagsen. Der har også været tale om dette i Milano de senere år, men indtil videre er det blevet ved snakken, og den tid hvor AC Milan muligvis var klodens mest eftertragtede klub at spille for, kan man næsten ikke huske længere. I nutiden er stjernerne en knap 39 årig svensker ved navn Ibrahimovic, nyindkøbet Sandro Tonali på 20 år, samt landsholdskeeperen Gianluigi Donnarumma, men med al respekt for denne trio og de øvrige spillere, så er det unægteligt svært at se holdet blande sig bare i top 3-4 i den kommende sæson.

Man har op til sæsonen køb Simon Kjær og Alexis Saelemaekers for småpenge. Begge var også i klubben i sidste sæson som lejesvende, og har kostet 7 millioner Euro tilsammen. Herudover har man begået noget af en genistreg ved at sikre sig italiensk fodbolds darling, føromtalte Tonali (billede) fra Brescia Calcio. Midtbanespilleren der af mange sammenlignes med Andrea Pirlo, er lejet for den kommende sæson formedelst 10 millioner Euro, og samtidig har Milan sikret sig forkøbsretten til spilleren for omkring 15 millioner Euro + diverse bonusser på op imod yderligere 10 millioner Euro.

Mange havde forventet at det blev Inter Milan og Juventus der ville kæmpe om talentet, men Tonalis barndoms kærlighed for AC Milan var efter sigende det afgørende moment, og nu skal den unge landsholdsspiller være manden der skal forsøge at føre den om ikke synkende, så kæntrede mega skude på ret køl. Og det bliver bestemt ikke let, for selvom Pioli efter sigende stadig kigger efter forstærkninger til holdet, så er det altså ikke et skræmmende mandskab han kan stille med.

Piolis foretrukne spilsystem er 4-2-3-1, som han også hyppigt benyttede sidste sæson, heriblandt i flere af de bedste kampe, bl.a. i sejrene på 3-0 og 4-2 over henholdsvis Lazio og Juventus, samt 2-2 kampen mod Napoli m.fl.

De 2 defensive midtbanefolk har primært været Ismaël Bennacer og Franck Kessie, som i den grad har komplimenteret hinanden nærmest perfekt. Den kløgtige Bennacer og den løbe- og slidstærke Kessi, har fyldt godt foran det centrale forsvar, hvor Kjær og kaptajnen Romagnoli har været en solid duo, og det er denne kvartet sammen med keeperen Donnarumma, og super veteranen Ibrahimovic, som holdet er bygget op omkring.

Når nu Tonali skal placeres ind i på holdet, kunne man forestille sig at formationen måske mere kommer til at minde om en 4-3-2-1 formation, med Bennacer og Tonali som udpræget defensive og så med løbestærke Kessie som en fri bølgebryder. Hvis da ikke Pioli vælger en mere offensiv version, og placererer en direkte playmaker foran den defensive midtbaneduo. Her råder han over brasilianske Lucas Paqueta, som i perioder har vist sig frem, men som ofte har været for svingende. Alternativt kan en spiller som Hakan Calhanoglu med fordel benyttes lige bagved Zlatan, som helt sikkert bliver offensivens dominerende figur. Calhanoglu kan også, sammen med f.eks. den unge Leao eller Ante Rebic placeres længere fremme.

Endelig er der jo den 18 årige offensive midtbanespiller Daniel (billede) med det nok så forpligtende efternavn Maldini, der efter sigende, og til stor ærgelse for flere i klubben, tjener mere end mere etablerede spillere som Theo Hernandez og Ismaël Bennacer. Om det er fordi at farmand Paolo er ansat som teknisk direktør, eller fordi man simpelthen har så stor fremtidig tiltro til talentet, at man er villig til at give ham så meget i løn (knap 2 millioner Euro netto om året), er jo ikke til at sige for menigmand, men det er i hvert fald en hårfin balancegang, som ikke just er befordrende for sammenhængskraften i en spillertrup, især da ikke hvis den unge Maldini ikke benyttes hyppigere end hidtil, og bestemt ikke hvis han ikke hurtigt viser helt særlige evner frem.

I Danmark kalder man den slags nepotisme, men i Italien nøjes man med at kalde det rettidig omhu, for efter sigende er det en samlet Milan ledelse der ser så stort et potentiale i Daniel Maldini, at man har taget denne kontroversielle beslutning.

Man må i hvert fald håbe at det ikke det er det umiddelbart romantiske element i at fremelske 3`de generation af den legendariske familie, som er hoveddrivkraften, men så naiv kan man næsten ikke forestille sig at en klubledelse kan agere…. Eller kan man?

Men en ting er penge, noget helt andet er så det niveau vi kan forvente af dette hold. Som tidligere nævnt kigger Pioli stadig på nye spillere, hvor navne som Federico Chiesa og Nikola Milinkovic fra Fiorentina, Mario Götze fra Dortmund, og den 18 årige venstre back Nuno Mendes fra Sporting Lissabon nævnes. Hvor Chiesa og Milinkovic vil være signifikante forstærkninger, men samtidig også meget dyre tilgange, så har jeg svært ved at se hvad en mæt Götze vil kunne tilføre holdet, andet end en betragtelig lønudgift. Milinkovic vil dyste med Kjær og Romagnoli i forsvaret, mens Chiesa vil gå direkte ind på højre kanten, og fra start burde være en forstærkning. Paolo Maldini kender Chiesas far, Enrico fra deres fælles tid på landsholdet, og efter sigende er der blevet snakket en smule i krogene. Andre klubber er dog også ude efter Chiesas signatur, herunder ikke mindst Juventus, og kommer det til en direkte økonomisk kamp med giganterne fra Torino, har Milan ikke en chance.

Hvis vi forestiller os at det bliver det tidligere opstillede mandskab som Pioli stiller med, så vil jeg påstå at det er bedre end Lazio og Roma, men markant dårligere end Juventus, Inter Milan og Napoli, og så nogenlunde på niveau med Atalanta. Dermed ligner det en kamp om i bedste fald en plads i Euroleague, eller i ypperste fald den ekstra ordinært vigtige 4 plads, der som bekendt giver adgang til det “forjættede” land, Champions League. Problemet for Milan er dog bredden, for hvem skal dog score målene når snart 39 årige Zlatan skal hviles, eller er skadet, og hvis ikke Milinkovic købes, råder man kun over 3 (kvalificerede) mand til det centrale forsvar. Backerne ser heller ikke for stærke ud, slet ikke i højre side, og spillere som Paqueta, Leao og Calhanoglu er simpelthen alt for svingende til at man for alvor tør tro på dem, når det virkelig gælder.

Mit bud er således at AC Milan slutter på 5 pladsen, og så skal alt endda gå op i en højere enhed for Piola og hans udvalgte helte, og så skal man tilmed tænke på at næste sæson skal der findes en ny angriber igen, for med al respekt for Zlatans nærmest umenneskelige evner, så har jeg immervæk svært ved at se en 40 årig spiller dominere verdens 4 stærkeste liga, men lige præcis i hans tilfælde skal man jo aldrig sige aldrig….!

Akkurat som man heller ikke skal sige det om den slumrende kæmpe – AC Milan!

Tak fordi du læste med 😉