GLI AZZURRI will rise again!

Pizzaer, Nutella og Ferrari, eller Leonardo da Vinci, Gucci og Michelangelo? Det hele er akkurat så italiensk som Sophia Loren, Pavarotti og Buffon er det, for Italien er i den grad et land fuld af paradokser, hvor man på den ene side nyder livet med god mad, fantastiske vine, og sol hovedparten af året, og på den anden side bakser med mafiaen, afrikanske migranter, korruption i både offentlige og private sektorer, og ikke mindst er et af Europas mest forgældede lande.

Men dette til trods, må man konstatere at det aflange land nede sydpå, har verdens næst højeste gennemsnits levealder pr. indbygger, og at familien, maden og ikke mindst fodbolden, er det som enhver italiensk mand, med blot minimum af respekt for sig selv, lever, ånder og dør for.

Calcio eller fodbold, er for mange stedet hvor følelserne får frit løb, og selvom italienere, i modsætning til f.eks. skandinavere, er et langt mere smilende, og åbent folkefærd, så kan de naturligvis også blive trykket af skiftende regeringers besynderlige tiltag, den pressede økonomi, og den høje arbejdsløshed, ikke mindst blandt yngre mænd, men det som med sikkerhed præger humøret mest, er når det går deres landshold dårligt.

Gli Azzurri eller La Nazionale er simpelthen det højst opnåelige for enhver mand, og spillere der opnår at trække den azur blå trøje over hovedet, behandles som guder, eller i hvert fald tæt på. Stoltheden er enorm, ja nærmest ubeskrivelig, når verdensmesterskabet sikres, som det sidst gjorde i 2006, og da janteloven gudskelov ikke findes på de kanter, behandles selv de største stjerner med stor respekt, også selvom de fører sig frem i privatfly, hurtige biler og oftest i selskab med billedskønne fruentimmere.

Den slags hører med til at være stjerne, og stjerne, det er man når man er italiensk A landsholdsspiller.

Italien har i de sidste knap 100 år, tilhørt den ypperste elite af fodboldlandshold, illustreret ved at landet har været repræsenteret i ikke færre end 31 EM/VM finaler, hvis man kigger på U 16 – A landsholdet. Heraf er de 17 vundet, og aktuelt har U 17 landsholdet netop nået endnu en finale, som de dog i søndags, tabte til Holland, i øvrigt for anden EM slutrunde i træk.

A landsholdet har, som det nok er de fleste bekendt, vundet 4 VM titler, samme antal som Tyskland, og kun overgået af Brsiliens 5, og det er også kun de to nationer, der har deltaget i flere slutrunder end Italien.

Alt dette illustrerer på glimrende vis, hvor stor en fodboldnation Italien er, eller som nogen, med rette, vil sige, var, for som det nok er enhver bekendt, snublede A landsholdet til seneste VM kvalifikation, hvilket betød at den stolte nation ikke var repræsenteret til et VM, for første gang siden 1958. Hidtil var det kun sket ifb. med VM tilbage i 1930, men her var det ikke manglende evner, men snarere manglende vilje, der gjorde at Italien den gang ikke deltog i det, som i øvrigt var det første VM.

Italien havde formentlig verdens bedste landshold allerede i 1930, og havde da også vundet datidens pendant til EM, dengang benævnt “Central European International Cup” samme år, ligesom holdet opnåede bronze ved OL i 1928. Deres reelle styrke blev dog først for alvor bevist, da man både vandt VM 1934 og 1938, førnævnte “for EM” i 1935 og OL i 1936.

Italiens verdensmestre i 1938!

Herefter skulle der gå nogle år, førend “Gli Azzurri” igen triumferede, hvilket skete ifb. med EM i 1968, ligesom holdet spillede sig frem til VM finalen i 1970, hvor overmagten (læs: Pele og CO), dog var dem overlegne. Det blev yderligere til en VM titel i 1982, hvor profilerne var 40 årige Dino Zoff, Marco Tardelli og VM topscorer Paolo Rossi, inden nationens foreløbig sidste VM triumf i 2006, blev en realitet. Her besejrede Cannavaro og CO som bekendt en skalle givende Zidane og Frankrig, hvilket nok var en slags “tak for sidst”, da Frankrig vandt EM over netop Italien 6 år forinden.

Verdensmestrene i 1982! I midten forrest, sidder Gli Azzuris nuværende team manager, Gabriele Oriali.

Siden da har fodboldlandsholdet måttet lide den tort, at holdet både i VM 10, og senest i VM 14, røg hjem allerede efter gruppespillet, så optakten til den foreløbige kulmination op til VM 18, var bestemt i støbeskeen, men 5 forskellige landstrænere (Donadoni, Lippi i comeback, Prandelli, Conte og katastrofen Ventura) formåede ikke at få justeret noget som helst, selvom Prandelli til EM 12, rent faktisk fik et aldrende mandskab helt frem til finalen, hvor det dog blev et klart nederlag på 0-4 til Spanien. Mange i Italiens trup havde rundet 30 år, og man burde nok allerede der, have skiftet kraftigt ud frem mod VM 14, men det var den samle gamle garde, der på ny røg ud i gruppen, og til VM 16 stillede Conte med slutrundens ældste trup, med bl.a. Buffon på 38, Barzagli på 35, Motta på 33 og De Rossi på 32.

Sensationelt nåede “old boys” holdet frem til 1/4 finalerne, hvor Tyskland dog var for stærke.

Men bedre sent end aldrig, for den nye træner efter EM, Ventura, burde så have renset gevaldigt ud blandt de ældre spillere, men også han fortsatte med noget nær samme stamme, hvilket så altså kulminerede med den katastrofale manglende kvalifikation til VM i 18.

Naturligvis blev Ventura kylet ud på “r.. og albuer”, og kort varigt overtog Luigi Di Biagio tropperne, indtil man fik overtalt den tidligere topspiller, og træner i flere store klubber, Roberto Mancini, til at blive ny coach for holdet, han som aktiv selv nåede 36 kampe for i perioden fra 84-94.

Også folkene omkring ham i landsholds lejren, er primært tidligere topspillere, som f.eks. hans fire tidligere holdkammerater fra hans aktive tid i Sampdoria, henholdsvis Alberigo Evani, Giulio Nuciari, Fausto Salsano og Attilio Lombardo, der alle er ansat som assistenttrænere. Også Team manageren, Gabriale Oriali er tidligere topspiller, og var en vital del af landsholdet der vandt VM i 82.

Kompetencer, viden og erfaringen er således helt i top, og så mangler man jo bare at der ude i klubberne udvikles nogle nye topspillere, hvilket i den grad har været en mangelvare de sidste mange år.

I takt med at pengene er blevet mindre i ligaen, selvom det dog de senere år igen er gået frem på bl.a. dette område, så er flere af de større klubber tvunget til at benytte flere italienere, både pga. egenavls regler, men også da disse i de fleste tilfælde er billigere at lønne, ikke mindst såfremt de er kommet op fra akademiet. Yderligere er der ingen tvivl om at tilskuerne bare elsker deres egne mere, end de elsker udenlandske mellemvare spillere.

Naturligvis kan en Ronaldo, Dybala, Icardi eller Perisic altid bruges, men bortset fra de helt store navne, ser italienerne, ganske som tilfældet rent faktisk er de fleste steder, at deres landsmænd får spilletid, ikke mindst til gavn for Gli Azzurri.

Juventus, der for ottende gang i træk, netop er blevet kåret til mester, har rent faktisk været flinke til den disciplin i indeværende sæson, hvor Chiellini, Bonucci og Bernardeschi har været faste spillere, mens Rugani, Kean, Spinazzola og De Sciglio har fået pænt med spilletid. Det samme er jo synd at sige om topholdet i f.eks. Premier League, hvor Manchester City vel reelt kun benytter Walker og Sterling i en optimal opstilling, mens Barcelona er noget bedre til det i La Liga, med faste navne som Busquets, Pique, Roberto og Alba.

Hopper man ned til nærmeste forfølger til Juve, som er Napoli, er situationen dog ganske anderledes, for her er det reelt kun reserve landsholds keeperen, den unge Meret, samt Insigne, der kan påstås at være fast, og herudover har Verdi ligeledes fået lidt tid hist og pist.

Det er naturligvis ærgeligt, fordi spillerne udvikles selvsagt bedst, når og hvis de får rigeligt med spilletid, og aller helst for de bedste mandskaber, hvis bredde og derved trænings intensitet er bedre end de øvriges, + naturligvis at de sæson efter sæson udfordres i CL.

Udenlandske spillere er i det hele taget et kæmpe problem i de fleste europæiske ligaer, hvilket illustreres af 6 af de bedste her:
Premier League har 67,1 % udlændinge
Liga Nos har 62,4 % udlændinge
Serie A har 57,1 % udlændinge
Bundesligaen har 52,6 % udlændinge
Ligue 1 har 46,5 % udlændinge
La Liga har 41,6 % udlændinge

Et kig på de lande, hvori ovenstående 6 ligaer er tilhørende, og deres seneste A landskamp, viser der sig meget forskellige billeder.

England stillede med 11 spillere, der udelukkende spiller i Premier League, mens den diamentrale modsætning var Frankrig, der blot havde een`(Kurzawa fra PSG) med fra en hjemlig klub. Til sammenligning havde Italien 9 spillere med fra Serie A, og 2 udefra (Verratti fra PSG, og Jorginho fra Chelsea).

Portugal havde 5 med fra Liga Nos, Spanien havde blot Bernart (PSG), som ikke spiller i La Liga, mens Tyskland spillede med 5 fra udenlandske klubber.

Italienske spillere har 17 gange besteget Ballon dÒr podiet, hvoraf 5 spillere har stået øverst, senest Cannavaro i 2006, og på klubplan, er Serie A i fremgang, og har netop overhalet Bundesligaen, så de nu er tredjebedste liga efter La Liga og Premier League. Man skal dog en del år tilbage, for at komme til tiden, hvor Serie A var Europas stærkeste liga, og stedet hvor alle verdens superstjerner simpelthen måtte hen. 
Matthäus og Maradona, M&M er to af de største stjerner, som nogensinde har optrådt i Serie A

Diego Maradona, van Basten, Gullitt, Ronaldo (Brasilien), Ronaldinho, Kaka, Michel Platini, Zico og Matthäus, blot for at nævne en række af de allerstørste, har alle optrådt for italienske klubber, og i Champions League/Europa Cup for mesterhold, har klubhold fra Italien, domineret i svær grad i mange sæsoner.

28 gange har et italiensk klubhold optrådt i en finale, et tal der kun overgås af spanske klubholds 29 gange, og ud af de 28 finale deltagelser, har man vundet de 12, hvilket er det samme antal som engelske klubber står noteret for. Igen er det kun overgået af spanske klubbers 18 sejre.

Legender som Dino Zoff, Gianni Rivera, Roberto Baggio, Giacinto Facchetti, Gianluigi Buffon, Andrea Pirlo, Paulo Maldini, Fabio Cannavaro, Francesco Totti, og manden som har navngivet landets største stadion, den dobbelte verdensmester Giuseppe Meazza m.fl., har stolt båret den azur blå trøje, men vel ikke siden Buffon sidste år smuttede til fransk fodbold, måske til dels den nuværende og snart forhenværende Roma spiller, Danielle De Rossi, har den stolte nation, reelt formået at avle en virkelig verdensklasse spiller, og da Buffon og De Rossi er henholdsvis 41 og 35 år gamle, er deres dage som aktive naturligt nok ved at være talte, og hvad så?

Med De Rossis farvel, forsvinder meget vildskab!

Det sidste hold der spillede under Ventura, dvs. holdet der over to kampe formasteligt tabte til Sverige, om billetten til VM i Rusland, bestod i bedste fald af en ordinær bunke spillere, ganske vist fra de største italienske klubber, men uden ekstra ordinære kompetencer, hvorfor det samlede nederlag til Sverige var helt i orden.

Ventura stillede op i en flad 3-5-2 opstilling, med 4 Juve spillere bagerst i skikkelse af Buffon, Bonucci, Barzagli og Chiellini. 5-mands midtbanen bestod af Manchester Uniteds Darmian som venstre kant (!), og Inters Candreva på modsatte side. Parolo fra Lazio lå som bagerste oprydder, med Napolis Jorginho, og Romas Florenzi som de mere konstruktive typer. Helt fremme lå Lazios Immobile, og Southamptons Gabbiadini. Ind fra bænken undervejs kom trioen Belotti fra Torino, Bernardeschi fra Juve og evighedstalentet, som han kaldes i Italien, El-Shaarawy fra Roma.

Med al respekt for Buffon, som allerede der var “over the hill”, de to topklasse forsvars spillere, Bonucci og Chiellini, samt spilfordeleren Jorginho, som senere hen skiftede til Chelsea, var der godt nok langt til de spillere, som Lippi rådede over da Italien senest vandt VM. Her havde man verdensklasse spillere på stribe som en yngre Buffon, Nesta (indtil han blev skadet), Cannavaro der samme år vandt Ballon dÒr, som første forsvars spiller siden Beckenbauer i 70èrne, vilddyret Gattuso, en ung og viril De Rossi, super playmakeren Pirlo, samt et par af Italiens bedste 10ère i nyere fodboldtid, henholdsvis Totti og Del Piero.

L Ìtalia Campione del mondo 2006!

Sikke en flok, men det er så også 13 år siden nu, og siden da er der ikke blevet udviklet mange verdensklasse spillere.

De største navne i italiensk fodbold i dag, er vel den aldrende forsvars duo fra Juve, Bonucci og Chiellini, Jorginho + naturligvis Verratti fra PSG. Det er simpelthen toppen, af det som Mancini har at arbejde med, og man forstår derfor godt den skepsis, der lurer overalt, både hos de altid kritiske medier, anført af de 3 store dagligt udkomne fodbold-aviser, La Gazzetta dello Sport, Corriere dello Sport og Tuttosport, samt ikke mindst befolkningen.

Overalt på de utallige små cafeer, diskuteres ivrigt, og er det ikke politik, så er det fodbold der debatteres, og ofte højlydt, for den italienske mand er i den grad frustreret, og der var ikke mange italienere, som så kampene fra Rusland sidste sommer, for er Italien ikke med, er hovedparten faktisk bedøvende ligeglad med udfaldet.

Men en ting er historie, noget andet er nutiden, og nu er det altså Mancini der står i spidsen for de udvalgte, og målet er uden sammenligning deltagelse i VM 22, selvom man da gerne tager EM 20 med på vejen. Mancini har faktisk kun kontrakt til EM slutrunden, men har en klausul, hvoraf det fremgår at han automatisk får en 2-årig forlængelse + en klækkelig lønforhøjelse, såfremt Italien deltager.

Selvom penge næppe er Mancinis største problem, så hersker der ingen tvivl om vigtigheden af gøre comeback til VM, efter den missede tur til Rusland. Hele landet tørster, og da Mancini selv er italiener, kender han naturligvis til de mekanismer der gør, om han bliver national helt til evig tid, som da Lippi sidst skaffede VM til nationen, eller han mere eller mindre landsforvises, som Ventura blev det efter de famøse kampe, mod Sverige for et par år siden.

Han har indtil videre stået i spidsen for landsholdet i 10 kampe, som har resulteret i 5 sejre, 3 remis og 2 nederlag, og målscoren er 15-7. Før seneste kamp mod Liechtenstein havde holdet dog kun scoret 9 mål, men 6-0 sejren over lilleputnationen pyntede gevaldigt på helheds billedet.

Til sammenligning hentede hans forgænger, Ventura, 7 sejre, spillede remis 2 gange, og tabte blot 1 gang i hans første 10 kampe som landstræner. Målscoren var imponerende 24-6. Kigger man på en populær herre som Conte, som italienerne virkelig elsker, så formåede hans hold i sine 10 første kampe at vinde de 5, akkurat som Mancini. Herudover spillede man 4 remis, og tabte en enkelt. Målscoren var 13-7.

En sidste sammenligning, kunne være VM træneren Lippi, hvis hold lagde ud med 6 sejre, 2 remis og 2 nederlag i hans første 10 kampe. Her var målscoreren 12-7.

Man kan således nøgternt konstatere, at Mancini hverken er kommet bedst, eller dårligst fra start, hvilket italienerne ikke kan bruge til noget som helst, såfremt VM deltagelsen smutter, men indtil videre ser det da fint nok ud, uden at være prangende.

Med til helheds billedet skal så lyde, at Mancini i den grad har eksperimenteret her i starten. I de 10 kampe, har han benyttet ikke færre end 45 forskellige spillere, hvoraf de 40 har prøvet at starte inde minimum een`kamp. Det er blevet til hele 17 debutanter, og de 15 mål er scoret af ikke færre end 13 forskellige spillere, med 36 årige Quagliarella og 20 årige Moise Kean, som topscorere med hver 2 mål.

3 spillere har båret anførerbindet, hvor Chiellini i sine 5 kampe, har båret det hver gang. Hvis ikke Chiellini har været med, har det været klubkammeraten Bonucci, som har været anfører 4 gange, mens angriberen Immobile har været det en enkelt gang.

Mancinis hyppigst benyttede spiller, er Chelsea Jorginho, i rollen som defensiv playmaker!

Kigger man nøjere på de 10 kampe, så kan det godt være at han har brugt voldsomt mange spillere, men rent taktisk har han været næsten 100% tro mod 4-3-3, på nær en enkelt kamp, og man kan også begynde at ane stammen på hans hold, i hvert fald hvis det kan måles ud fra antal optrædender.

Jorginho har været hyppigst benyttede spiller, med sine 9 kampe under Mancini, mens den 21 årige højre kant fra Fiorentina, Federico Chiesa, har været med i 8 kampe, heraf de 6 fra start, hvor han alle gange har dækket sin favorit plads. Også Bonucci, Juves 32 årige forsvarskæmpe, har deltaget i 8 kampe, mens Donnarumma har været med i 7 kampe.

Kigger man på de 9 spillere der har været med i flest kampe, mangler man reelt kun en højre back, og en front angriber. På højre backen har Mancini forsøgt sig med 7 forskellige spillere, henholdsvis Zappacosta, D`Ambrosio, Lazzari, Florenzi, De Sciglio, Piccini og sin navnebroder, den 23 årige Gianluca fra Atalanta. Florenzi fra Roma var hyppigst benyttede med 4 kampe.

Også på frontangriber pladsen, har han prøvet 7 forskellige spillere af, med problembarnet Balotelli og Immobile som mest benyttede spillere på den plads, med hver 3 kampe. Herudover har Mancini forsøgt sig med Zaza, Insigne, der er bedst på venstre kanten, Lasagna fra Udinese, Bernardeschi, som dog bestemt ikke er en frontangriber type, samt den 36 årige aktuelle topscorer i Serie A, Fabio Quagliarella.

Sidstnævnte er en udpræget frontangriber, men naturligt nok har han som 36 årig, sine bedste år bag sig, og spilleren der har optrådt i 9 forskellige italienske klubber, herunder bl.a. Napoli og Juve, debuterede på landsholdet helt tilbage i 2007, og en relativ stabil landsholds karriere så ud til at ligge forude, men en korsbånds skade i efteråret 10, betød at han gled ud i glemslen, og der skulle gå 8 1/2 før han fik comeback for “Gli Azzurri”, og i de par landskampe han nu har fået under Mancini, har han gjort sin pligt, ved at score samme antal mål.

Det skal dog med til historien at de er scoret mod Finland og Liechtenstein, men alligevel.

Han er naturligvis ikke fremtidens mand, da han til EM 20, jo vil være 37 år, mens han til VM 22 er tæt på de 40 år, men Italien har jo nærmest tradition for at bruge aldrende spillere, også på angriber posten, omend dette dog vil være rekorden, i hvert fald hvis han bliver første angriber.

Den hidtil ældste var Gino Cappello, der som 34 årig var spids angriber helt tilbage i 54, mens Massaro var 33 år i 94, Di Natale var 32 år i 10, mens Cassano blot var 31 år i 14, og jo her spillede sammen med en purung Balotelli, men det er en helt anden historie.

Balotelli, der efterhånden har rundet 28 år, har været rundt omkring, og har optrådt i Europas 3 stærkeste ligaer, hvor hans arbejdsgivere bl.a. har været prominente klubber som Inter Milan, AC Milan, Manchester City, Liverpool, og aktuelt er det Olympique Marseille, som han tørner ud for, og i indeværende sæson er det blevet til 8 scoringer i 24 kampe, hvilket vel ikke er imponerende.

Mancini lagde ud med at udtage den flamboyante angriber i sine 3 første kampe, hvor det blev til en enkelt scoring, men siden har der ikke været bud efter ham, og spørgsmålet er om man igen får ham at se i den azur blå trøje.

Den tidligere landstræner, Conte, nægtede at udtage Balotelli, hvilket især var efter pres fra en stærk trio i form af Buffon, Pirlo og De Rossi, men sidenhen er han i perioder kommet ind i varmen, men måske er det slut nu efter 36 kampe og 14 mål for Italien, som på et tidspunkt (næsten) havde anerkendt ham som en af deres egne, men det er et for længst overstået kapitel, og i dag ser den menige italiener hellere hans hæl fremfor hans tå, som man siger.

Det er ærgeligt at den sorte angriber aldrig for alvor fik gang i karrieren, for talentet var uomtvisteligt, og i starten af 20èrne, var han en af Europas mest lovende angribere. Men Italiens svar på vores Bendtner, har formået at fucke en potentiel superkarriere op ved besynderlige valg, hvilket man desværre indimellem ser hos selv de bedste.

Skal jeg i al beskedenhed tippe på hvem der i nær fremtid, bliver Mancinis foretrukne på 9èr positionen, vil jeg pege på Lazios 29 årige Ciro Immobile (billede herover), der i indeværende sæson har scoret 14 gange for sit klubhold, men som på landsholdet i den grad har haft svært ved at ramme modstandernes mål. Således har han blot scoret 7 gange i foreløbig 36 landskampe, og hans seneste mål er tilbage i efteråret 17, hvor han scorede kampens enlige mål mod Israel.

Han har været afprøvet som spids af Mancini 3 gange fra start, mens han er blevet indskiftet en enkelt gang, men han har ikke scoret, selvom der som tidligere nævnt har været hele 13 forskellige målscorere i tiden under Mancini.

Immobile er en hurtig og aggressiv type, som ikke er en udpræget target man ala` Quagliarella eller Zaza, da han har det bedst med at opfange løse bolde uden for feltet, og uden sammenligning i øvrigt, akkurat som Roberto Baggio, elsker at gå den direkte vej mod målet.

Han er teknisk stærk, og bruger sin spinkle krop formidabelt. Kunne han score nogle flere mål, havde hans klub cv ganske sikkert set bedre ud end tilfældet er, selvom han dog har optrådt for både Juventus og Dortmund. Han sluttede sin ungdomstid i Juventus, og fik 3 kampe her, inden han røg videre i systemet, og undervejs fik han så lige 24 kampe for Dortmund. Siden 16 har han tørnet ud for Lazio, for hvem han har scoret 66 mål i 100 kampe, et tal der berettiger til landsholds udtagelse.

En interessant 23 mands trup mhp. EM 20 kunne se således ud:

Målmænd
Gianluigi Donnarumma (20 år) AC Milan 12 A landskampe/0 mål
Salvatore Sirigu (32 år) Torino 20 A landskampe/0 mål
Alex Meret (22 år) SSC Napoli 0 A landskampe/0 mål

Lærer og elev / Buffon og Donnarumma!

Kommentarer:
Her er Italien ganske godt rustet må man sige, i det både Donnarumma og Meret, er meget unge keepere, som allerede har stor erfaring, og som begge spiller på store klubhold, hvor presset og mentaliteten er i top.

Donnarumma, der jo har været potentiel første keeper i flere år allerede, men som har stået i skyggen af sit barndoms- og ungdoms idol, Buffon, af hvem han også har lært en masse når de har været til landsholds samlinger, har potentialet til at blive en af Europas bedste keepere. 197 cm., muskuløs, hurtig på stregen, suveræn i luften og ganske frygtløs er prædikater der sættes på ham.

Hvad han nok skal forbedre, for måske at få en kontrakt med f.eks. en storklub i Premier League, hvor hans fysik synes perfekt, er hans fodarbejde, både i behandling af bolden, men også ift. udspark og selv relativ simple afleveringer til medspillere.

På sigt ser det også ud til at der kommer spændende målmænd frem på den italienske scene, hvor det nok især er værd at fremhæve Allesandro Plizzari (billede herover) på 19 år, som ligesom Donnarumma, er et produkt af AC Milans fremragende talentudvikling. Marco Molla på blot 16 år, men allerede et ordentligt skur på 193 cm., er bestemt også værd at holde øje med. Han spiller endnu kun for Bolognas U hold, men har netop overstået en fremragende U 17 EM slutrunde med Italien, hvor han var med til at tabe finalen til Holland. Den sidste der skal bemærkes i denne omgang er Sampdorias 22 årige Emil Audero, som har været med omkring A landsholdet, dog uden at opnå debut endnu, men han presser sig alvorligt på som tredje keeper.

Forsvar
Giorgio Chiellini (34 år) Juventus 101 A landskampe/8 mål – Central forsvar
Leonardo Bonucci (32 år) Juventus 87 A landskampe/6 mål – Central forsvar
Daniele Rugani (24 år) Juventus 7 A landskampe/0 mål – Central forsvar
Alessio Romagnoli (24 år) AC Milan 9 A landskampe/0 mål – Central forsvar

Kommentarer:
Chiellini og Bonucci er europæisk topklasse, hverken mere eller mindre, men alderen trykker naturligvis, ikke mindst omkring Chiellini, der runder 35 år i år. De begge er givetvis med til et kommende EM, men i hvert fald Chiellini må anses som tvivlsom til VM i 22, og spørgsmålet er om ikke Mancini bør teste alternativerne mere og mere, i det både Rugani og i særdeleshed Romagnoli indeholder store kvaliteter.

Lige uden for landsholds kvartetten, finder man den 20 årige Allesandro Bastoni, der er ejet Inter, men som er udlånt til Parma, for hvem han får fint med spilletid. Han er en høj, fysisk stærk spiller, der på mange måder minder om Bonucci.

Også den 19 årige Gabrielle Gorbo fra Bologna, eller den 1 år yngre Paolo Gozzi fra Juves ungdomsafdeling er værd at notere sig, men i første omgang skal de begge kæmpe for at komme med omkring U 21 landsholdet, hvortil de måske endda er for unge endnu.

Allesandro Florenzi (28 år) AS Roma 31 A landskampe/2 mål – Højre back
Davide Calabria (22 år) AC Milan 0 A landskampe/0 mål – Højre back

Kommentarer:
Højre back positionen er besat tilstrækkeligt, uden at man så har sagt for meget. Florenzi, der formodes at være første valg, er lynhurtig og stærk offensiv, og vel egentlig mere en højre kant, fremfor højre back, da han bestemt har mangler i defensiven.

Alternativet kunne være den 22 årige Calabria fra Milan, som endnu ikke har fået A landskampe, men som ligner en fremtidens mand på den position. Han er stærk begge veje, men mangler måske teknikken i afgørende situationer.

Ellers skal man kigge længere nede, hvor 21 årige Claud Adjapong kunne være interessant. Han er lynende hurtig, teknisk fremragende, slår super indlæg og er fysisk veludviklet. Han kan dog til tider virke stresset, men måske rutine kan hjælpe på dette.

Leonardo Spinazzola (26 år) Juventus 7 A landskampe/0 mål – Venstre back
Christiano Biraghi (26 år) Fiorentina 5 A landskampe/1 mål – Venstre back

Kommentarer:
Akkurat som på højre backen, er det heller ikke på venstre backen at Italien i disse år imponerer. Fortidens helte som Cabrini, Facchetti og Maldini m.fl. er savnet i Italien, men indtil videre må Mancini og CO lade sig nøje med Biraghi eller Spinazzola, som er de markant stærkeste i landet lige nu på denne position.

Spinazzola er sindsyg hurtig og offensiv drevet, dog med mangler i teknikken og spil opfattelsen. Han slår fremragende indlæg, og er faktisk habil defensivt. Biraghi, som aktuelt ligner første valget er stærk defensiv, men har så til gengæld udfordringer når han går med frem, men måske passer det Mancini meget godt, i det Florenzi i modsatte side, næsten ikke han holdes tilbage i sine mange løb.

Midtbane
Marco Verratti (26 år) PSG 31 A landskampe/2 mål
Jorginho (27 år) Chelsea 15 A landskampe/1 mål
Nicolo Barella (22 år) Cagliari 5 A landskampe/1 mål
Roberto Gagliardini (25 år) Inter Milan 6 A landskampe/0 mål
Rolando Mandragora (21 år) Udinese Calcio 1 A landskamp/0 mål

Kommentarer:
I PSG spilleren Verratti, råder Italien over en vaskeægte “Hylde 1” spiller, eller sagt med andre ord, en verdensklasse spiller, som dækker de fleste midtbanepladser, dog med et defensivt udgangspunkt. Hans overblik, teknik og afleveringer fås ikke meget bedre på den store fodboldscene, og er han i sit es, kan han hæve holdets niveau alene.

Samarbejdet med især Chelseas playmaker, Jorginho, har været fremragende hidtil under Mancini, og deres fælles forståelse for spillets udvikling undervejs, letter arbejdet betydeligt for kanterne, der næsten hver gang er sikre på præcise afleveringer, lige når de skal smides, og præcis hvor det skal være.

Den tredje spiller kunne være løbestærke Barella, som ikke er bange for at sætte “frispark” ind, præcis når de behøves, og selvom han bestemt ikke er en type ala`Gattuso, så er han en hårdfør gut, der kan gøre det beskidte arbejde for de øvrige, men som samtidig har teknisk formåen til at indgå i pasnings spillet.

Gagliardini er en alsidig spiller med stort potentiale, men dog ikke en spiller der kan regne med en stamplads, da konkurrenterne simpelthen er bedre end ham. Han er stærk i kroppen, løbevillig og med et fremragende skud fra distancen.

Endelig er der Udinese spilleren, Mandragora, der kom til fra Juve sidste år, og som i år har vist sig som en stærk spiller på et middelmådigt hold. Han har indtil videre blot fået een`A landskamp, men der venter utvivlsomt mere efter U 21 EM, hvor han er anfører for holdet, der skal forsøge at spille pokalen hjem til Italien. En spiller med stort overblik, ikke bange for at tage fat, og med en udsøgt teknik. Fysisk skal han dog nok blive stærkere, ligesom han aldrig bliver en hurtigløber.

Og så de to teenagere, Tonali og Zaniolo, vist herunder, og som begge med tiden kan vise sig at blive de næste topspillere for Gli Azzurri. Tonali spiller i Brescia, akkurat som hans idol Pirlo engang gjorde, og ikke så få har allerede nu udset Tonali til at blive Italiens nye Pirlo. Endnu manger dog erfaring og nok et snarligt skifte til en større klub, så man kan se hvordan han agerer under pres, men han er en nøglefigur på U 21 landsholdet, og har været med til flere A landsholds samlinger, uden dog endnu at få debut, men mon ikke det sker her inden sommer, med mindre U 21 isolerer sig totalt og udelukkende forbereder sig på EM slutrunden, som jo foregår i netop Italien.

Den jævnaldrende Zaniolo har allerede får A landskampe, og virker allerede nu som en fast spiller i Mancinis trup, og i de seneste kampe, er han blevet indskiftet for henholdsvis Verratti og Jorginho, som dog begge kan blive hans makkere, såfremt Mancini vælger en mere offensiv midtbane, end med Barella. Han er offensiv midtbane af natur, men dog ikke en gammeldags 10èr ala`Totti eller Del Piero, typer som Italienerne sukker efter, men som der nok ikke er så meget plads til mere i moderne fodbold.

Sandro Tonali (19 år) Brescia Calcio 0 A landskampe/0 mål
Nicolo Zaniolo (19 år) AS Roma 2 A landskampe/0 mål

Angribere/wings
Ciro Immobile er en bevægelig, aggressiv og pågående angriber med speed i fødderne. Han banker mål ind for sit klubhold, Lazio, men har større problemer med det samme for Gli Azzurri, hvor han er udset til at være første valget på angriber posten.

Et emne kunne også være Juves mørke Guldklump, Moise Kean, der dog endnu ikke er fast for klubholdet, og dermed vil få svært ved at blive det for landsholdet. Men han har alt hvad der skal til for at nå helt til tops, og alle italienere krydser fornuftigvis nok fingre for at hovedet er skruet bedre på, end tilfældet var for den seneste mørke angriber for Gli Azzurri, Mario Balotelli. Det er der dog meget der tyder på er tilfældet, og det er bestemt ikke utænkeligt at Kean allerede fra næste sæson, såfremt Dybala afhændes, bliver fast makker med Ronaldo i Juves angrebs kæde.

Ciro Immobile (29 år) SS Lazio 36 A landskampe/7 mål
Lorenzo Insigne (27 år) SSC Napoli 30 A landskampe/4 mål
Enrico Chiesa (21 år) Fiorentina 11 A landskampe/0 mål
Federico Bernardeschi (25 år) Juventus 17 A landskampe/2 mål
Moise Kean (19 år) Juventus 3 A landskampe/2 mål

Federico Chiesa er af det helt store unge navne i Serie A i år, og på landsholdet har han for længst til spillet sig en fast plads på venstre kanten, hvor hans speed og skudstyrke kan udnyttes. Han dribler fortrinligt, og især hans ryk ind i banen kan splitte mange forsvar. Der er rift om den 21 årige wing, og det er bestemt ikke utænkeligt at han allerede i det kommende transfervindue skifter til en større klub, måske i Premier League.

Napolis lille gadedreng, Insigne, er et vaskeægte produkt af klubben han kommer fra. Vokset op nærmest ved San Paolo, og har været fan af klubben alle dage. Han har været omkring A landsholdet en del år, og ligner mere og mere en fast mand, omend især Bernardeschis stigende formkurve i indeværende sæson, har truet hans plads på holdet. Han er hurtig, aggressiv, bevægelig, skyder på alt og er ikke bange for at gå ind i hårde dueller med spillere, der ofte er langt større end ham. Går naturligvis ikke af vejen for en lille “sviner” i ny og næ, og er efter sigende truppens humørbombe.

Bernardeschi blev for nogle år siden, udråbt som vidunderdrengen i italiensk fodbold, men han har haft svært ved at leve op til de enorme forventninger, efter skiftet fra barndomsklubben Fiorentina. Han er en særdeles elegant spiller, der bevæger sig lidt på samme måde som Redondo (tidligere Real Madrid og AC Milan), uden sammenligning i øvrigt, og han dækker på den offensive midtbane, samt højre kanten. Det bliver højst sandsynligt sidstnævnte plads, han skal spille, hvis han bliver fast på holdet.

Baseret på denne trup, ville jeg personligt stille dette hold:

Jeg tror bestemt ikke dette hold vinder EM næste gang, dertil mener jeg lande som Frankrig, Holland, Spanien og måske England er for stærke, men det vil helt sikkert være en led omgang for de fleste modstandere er besejre, for defensiven ser stærk ud, især centralt, midten er kompakt og kanterne alsidige. Problemet er målscoringen, hvor man i den grad må håbe for Italien at der snart dukker en målkonge op, og ellers må Quagliarella støves af igen!

Unge spillere som Cutrone (21) fra AC Milan, Andrea Pinamonti (20) fra Frosinone eller Pellegri (18) fra Monaco kan givetvis komme på tale, hvis de nævnte længere oppe, flopper, men endnu har ingen af dem for alvor slået igennem som seniorspillere, og det er svært at sige om de allerede til næste sommer kan kulminere på dette niveau.

I første omgang må vi selvfølgelig se om Italien overhovedet kan kvalificere sig til EM, men puljen ser bestemt overkommelig ud med Grækenland, Bosnien-H, Finland, Armenien og Liechtenstein som modstandere, og med 6 point efter de 2 første kampe mod Finland og Liechtenstein, samt en fin målscore på 8-0, er Italien da kommet i gang som forventet. I juni venter dog de første alvorlige prøver, når Italien først skal til Grækenland, og dernæst tager i mod Bosnien-H.

Tilbage er så kun, som udenforstående, at sætte sig tilbage og krydse fingre for at Mancini projektet lykkedes, for uanset om man er direkte fan af Gli Azzurri, som jeg ikke overraskende er, eller blot er tilhænger af fodbold, så hører Italien naturligvis til enhver VM slutrunde!

 

 

 

Torben Aakjær, Grado Italien, 20.5.19