FARVEL OG TAK DE ROSSI

Stilheden var larmende, for herefter at bryde ud i ekstase, da 35 årige Daniele De Rossi, tydeligt berørt, lod sig udskifte med Cengiz Ünder, i opgøret mod Parma i søndags, på Olympico di Roma.

Samtlige 62604 tilskuere, også de 2-3000 medrejsende fra Parma Calcio, rejste sig op, og klappede denne unikke, kontroversielle, og fantastiske fodboldspiller ud af banen, hvor han blev mødt, og omfavnet, af et par andre Roma legender, verdensmestrene fra henholdsvis 82 og 06, Bruno Conti og De Rossis mangeårige holdkammerat, Francesco Totti.

Gladiatoren abdicerede!

Ligesom Totti var det, var De Rossi som bekendt også med i den VM vindende trup fra 2006, hvor han som 22 årig var yngste spiller, på et aldrende mandskab, der på noget nær alle parametre toppede den sommer i 06.

På daværende tidspunkt var det Milan spilleren Gattuso, der var holdets defensive “smadremand”, og når De Rossi blev benyttet, var det ofte i en mere central midtbanerolle, hvor han primært skulle agere “fodrings mester” til holdets hjerner, Pirlo og Totti.

Senere hen i karrieren udviklede De Rossi sig dog til en mere kreativ defensiv midtbanespiller, dvs. en “regista”, dog uden at være på samme elegante niveau om Pirlo, men nok mere en kombination mellem ham og Gattuso.

De Rossi kunne smide de mest præcise afleveringer, og han kunne sandt for dyden gå ned i smældende og knald hårde tacklinger, som regel uden at skåne hverken sig selv eller modstanderen, hvilket illustreres af de over 120 gule, og 6 røde kort, den hårdføre fyr har modtaget alene i Serie A.

I midten af 20èrne, og frem til han rundede 30, var han blandt verdens stærkeste på sin position, og over flere omgange var især Real Madrid og Manchester City, ikke mindst under Mancini, særdeles interesseret i at købe ham fri fra barndoms klubben.

Lukrative tilbud blev fremsat, men hver gang takkede De Rossi pænt nej tak, hvilket i lighed med Totti, selvsagt har været markant medvirkende til hans legendestatus i den italienske hovedstads klub.

Det blev til 18 sæsoner og 459 kampe i den bedste italienske række, et antal der kun overgås af Totti, og i alt nåede De Rossi op på 616 kampe for “I Giallorossi”, kælenavnet for AS Roma.

Mesterskabet vandt han aldrig, for klubbens seneste mesterskab blev vundet, sæsonen før De Rossi blev indlemmet i Serie A truppen, så han må nøjes med de to pokaltriumfer, han var med til at vinde i 06/07 og 07/08. Herudover vandt han med Gli Azzurri naturligvis først og fremmest VM i 06, men herudover også U 21 EM tilbage i 04, hvor han i øvrigt var på hold med fire andre spillere (Gilardino, Amelia, Zaccardo og Barzagli), som to år senere tillige skulle blive verdensmestre.

Han deltog i seks slut runder, fordelt med lige dele EM og VM, og opnåede i alt 117 A landskampe, hvori han scorede 21 mål, og han var, sammen med Buffon, især kendt for sin særdeles passionerede måde at synge “Fratelli d`Italia”, den italienske national hymne.

Apropos “Fratelli d`Italia”, så skal det ikke forveksles med det stærkt højreorienterede parti af samme navn, og så måske alligevel, for akkurat som de fleste italienere, så er også De Rossi særdeles stolt af sit land, og det er bestemt ikke et tilfælde at netop Italiens mest magtfulde mand er Matteo Salvini.

Salvini er leder af det højrenationale parti Lega, og er samtidig landets indenrigsminister. Sammen med Femstjerne bevægelsen, er det de to, i øvrigt vidt forskellige partier, som i disse år styrer Italien. Et af de partier som var medvirkende til at netop Lega med Salvini, strøg helt til tops, var partiet “Fratelli d`Italia”, eller blandt tilhængerne blot omtalt som “Brothers of Italia”. Det er et national konservativt parti, ledet af Giorgia Meloni, og et parti der har tæt omgang med “Forza Nouva”, som både betegnes som et neo-fascistisk og et ultra nationalistisk parti, og de har altså taget samme navn som nationalhymnen, hvilket mange finder anstødeligt, men mindst ligeså mange mener er ganske passende.

Hvor det i den generelle fodboldverden, er nærmest kutyme at tage afstand fra alt, der blot minder om national patriotisme og stolthed, fordi dette, gerne af venstre orienterede, forveksles med racisme, er det på mange måder befriende anderledes i Italien.

Her er det ikke venstre orienterede pædagogmedhjælpere, skolelærere i fodformede sandaler, eller andre kiksede skæbner, som styrer fodbolden, eller for den sags skyld er aktive i sporten, og meget passende, så har netop De Rossi ved flere lejligheder, udtrykt sympati for “Forza Nouva”, akkurat som hans tidligere holdkammerat i Roma, Alberto Aquilani åbenlyst gør det.

Og de er ikke de eneste.

Gianluigi Buffon, den nok så navnkundige keeper, der akkurat som De Rossi, var med til at vinde VM i 06, har ligeledes ved utallige lejligheder stået frem, og åbent erklæret sit politiske ståsted, hvilket bl.a. blev bevidnet af en hel verden, da Gli Azzurri blev fejret i Rom, efter hjemkomsten fra Tyskland. Stående på en form for “altan”, rullede Buffon et banner ud, hvorpå teksten “Fieri di essere italiani” fremgik, som oversat betyder “Jeg er stolt over at være italiener”, og tilbage i Parma tiden, bar han indimellem en t-shirt med påskriften “Boia chi molla”, som betyder “Forbandet er dem som opgiver”. Begge slogans har været, og benyttes stadig på den italienske højre fløj, hvor fascisme ikke er et fy-ord, på samme måde som andre steder, men nok mere et udtryk for at den enkelte ønsker at passe på sit land, koste hvad det vil.

Om De Rossi efter karrieren, der muligvis forlænges med et par lukrative år i MLS, går ind i politik, eller som sin far, Alberto, som er træner for Romas Primavera (U 19), vælger trænergerningen, er endnu uvist, ligesom muligheden for at varetage en administrativ leder post i Roma, akkurat som Totti gør, er en mulighed for ham.

Men uanset hvad, vil han for mig altid blive husket som en af de bedste defensive midtbanespillere, jeg har set i mit liv. Da han var bedst, var han fuldt på højde med hans største idol, Roy Keane, og hans lederskab, fighteregenskaber, udstråling, personlighed og spillemæssige egenskaber, vil i den grad blive savnet, ikke kun i Roma, men så sandelig også på et italiensk landshold, der i disse år, virkelig har besvær med at finde fodfæste, og med garanti kunne bruge en yngre De Rossi som indpisker og motivator.