Sandro Tonali er en vaskeægte “regista”, eller som vi vil sige på dansk “en dybtliggende playmaker”. Regista” betyder direkte oversat til dansk “direktør” eller “producer”, mens det i fodboldens terminologi betyder “defensiv playmaker”, og opfinderen af positionen nærmere end begrebet er naturligvis, tør man næsten fristes til at sige, italiener.

Vittorio Pozzo (i centrum af holdbilledet med VM pokalen i 1934) hed manden der revolutionerede italiensk fodbold i en sådan grad, at man den dag i dag møjsommeligt uddanner nye små “registaer” overalt i italienske klubber, og også i mange andre lande er positionen blevet en del af et holds opbygning. Pozzo stod i spidsen for “Gli Azzurri” over 4 omgange, den længste periode fra 1929-49, og især i 30èrne manifisterede han sig som sit lands største træner navn nogensinde, ved bl.a. at vinde både VM 1934 og gentage successen 4 år senere.

Italien deltog af politiske årsager ikke i det første VM i 1930. De mente det var urimeligt at man som europæisk nation, skulle bruge op imod 4 uger på at sejle til Sydamerika. Det blev værterne fra den lille sydamerikanske nation Uruguay, som snuppede guldet, men det var især en spiller fra det tabende finalehold, Argentina, der blev centrum for Pozzos ideologi. Den centrale midtbanespiller, Luis Monti var manden Pozzo begyndte at interessere for. Pozzo var rejst den lange vej til Sydamerika for at spionere på hvordan man spillede fodbold på de breddegrader, og Pozzo kunne ikke komme hurtigt nok retur til hjemlandet, hvor han fluks fik sat et møde op mellem Leandro Arpinati, som var præsident for for FIGC (Det italienske fodboldforbund), og præsidenten for landets største klub, Juventus, hvis præsident hed Edoardo Agnelli. Pozzos mission var at Juventus skulle hente Monti fra hans argentinske klub San Lorenzo, hvor han spillede som amatør, og at FIGC skulle godkende at Monti kunne stille op for “Gli Azzurri”. Dette var muligt, fordi Monti rent faktisk havde familiemæssig fortid i Italien.

Indenfor relativ kort tid lykkedes missionen, og Monti (billede) var nu klar til at stille op for både Juventus (hvor han blev i 10 sæsoner med enorm succes), og vigtigst af alt for Pozzos “Gli Azzurri”, for hvem han debuterede i 1932, tidsnok til at blive spillet ind som holdets nye “regista”. Pozzo valgte nemlig at ændre det mest udbredte system i verdensfodbolden på den tid, 2-3-5 opstillingen kaldet “Pyramid of Cambridge”, til i stedet at spille 2-3-2-3, et system som blev kaldt “metodo”, og hvor den ene af de 3 midtbanespillere, blev placeret defensivt foran de 2 egentlige forsvarsspillere. Ved sin side havde den defensive midt så 2 løbestærke folk, som primært tænkte bagud, og så hele 5 offensive foran sig, hvilket selvsagt gav den pågældende spiller et unikt overblik, men samtidig også et enormt ansvar. Positionen blev døbt “centromediano metodista” i Italien, den senere direkte forløber til det vi i dag kender som “regista”.

Som tidligere nævnt vandt Italien VM i 1934, og deres nye mand, Luis Monti, var muligvis den bedste spiller under hele slutrunden, hvor han på fornemmeste vis demonstrerede hvordan man fra den defensive midtbane styrede sit hold totalt. Man så ham nede og hente bolden i forsvaret, man så ham føre den frem, se hullerne, løbene og sine medspillere, og man så hvordan han præcis på de rigtige tidspunkter slog den korte eller den lange aflevering, alt efter hvad der var det optimale i situationen. Monti blev en verdensklasse spiller, Pozzo national helt og bedste venner med en vis Mussolini, og hele Italien fejrede at nationen nu var verdens førende fodboldnation.

Med historien på plads, er det nu tid til at kigge nærmere på Italiens yngste svar på en fremtidig verdensklasse “regista”. Sandro Tonali hedder den nu 21 årige spiller, som fra i sommers permanent skiftede til “I Rossoneri”, hvor han er udset til at skulle gå i fodsporene på legender som Mario Bergamaschi, Giovanni Trapattoni, Carlo Ancelotti, Demetrio Albertini og Andrea Pirlo. Især sidstnævnte er spilleren, typen, legenden, som alle i Italien sammenligner Tonali med, og med rette vil jeg mene, og så dog ikke helt, men det vender jeg tilbage til.

Netop Pirlo blev jo “opfundet” af Carlo Ancelotti, pudsigt nok selv en slags “regista” som aktiv i Milan, da den kreative midtbanemand ikke helt kunne finde sig til rette som “trequartista” – eller mere præcist 10èr rollen. Pirlo var reelt blevet droppet i naboklubben Inter, og efter nogle mindre flatterende udlejninger, havnede han hos AC Milan, hvor den nyansatte træner var Ancelotti.

De hidtidige “Trequartistaer”, henholdsvis Zvonimir Boban og Leonardo blev skippet ud af klubben, og samtidig med at Pirlo kom til, hentede man også den 29 årige portugiser, Rui Costa. Han var en vaskeægte offensiv playmaker, hvis man skal sige det på dansk, en god gammeldags 10èr, og på sine bedste dage i absolut verdensklasse. Ancelotti ønskede at benytte både Pirlo og Costa samtidig, men “gode råd var dyre”, indtil det viste sig at Pirlo i overbevisende grad, kunne benyttes som defensiv playmaker. Til at hjælpe de 2 kreative playmakere, placerede man “pittbullen” Gennaro Gattuso, og evigt løbende Clarence Seedorf, som de centrale midtbanespillere, og dermed var kimen lagt til en af historiens stærkeste klubhold.

Allerede i sæson nr. 2 gik holdet hele vejen i Champions League, hvor man i finalen besejrede landsmændene fra Juventus. Igen i 04/05 nåede Ancelotti, Pirlo og Milan frem til finalen, men her vandt Liverpool dog opgøret, pudsigt nok med Xabi Alonso i en slags “regista” rolle. Milan fik som bekendt revanche et par år senere. Denne gang var det ikke Costa der var 10èren, men derimod Kaka, men Pirlo, Gattuso og Seedorf (+ Ambrosini) var stadig med, og det var Ancelotti også.

Andrea Pirlo spillede ungdomsfodbold i den relativt lille norditalienske klub Brescia Calcio, af fans kaldet “Le Rondinelle”. Han debuterede for klubbens bedste mandskab som blot 16 årig i 1995, og blev hurtigt et omtalt emne, når de større klubber kiggede efter interessante spillere. Han blev hentet til Inter FC som 19 årig, og herefter kender de fleste historien, bl.a. den periode som er omtalt længere oppe i denne artikel.

Som de fleste nok ved spillede Tonali også hovedparten af sin ungdomstid, og de første år af sin seniortid i netop Brescia Calcio. Udover klubligheden, er der også tydelige ligheder i spillestilen mellem Tonali og netop Pirlo.

Og hvorfor så historien om regista, spilsystemer og Andrea Pirlo, i en artikel der som udgangspunkt handler om Sandro Tonali? Jo naturligvis fordi den 21 årige bevæger sig på reel samme måde som Pirlo. De løber på samme måde, måden hvorpå der gøres klar til korte såvel lange afleveringer er nærmest analog, overblikket, spilintelligensen og attituden er bestemt også parametre som er sammenlignelige. Når det er sagt, så er det klart at Tonali endnu er milevid fra Pirlo, især da denne var bedst. Det som Tonali har som en muligvis ekstra god ting ift. legenden, er at han har noget mere hårdhed i sit spil. Indimellem minder han således om en anden italiensk verdensmester fra 2006, Gennaro Gattuso. Man har set det især i ungdomslandskampe, senest mod Tjekkiet i U 21 EM tidligere i år, hvor han fra kampstart virkede alt alt for overtændt. Efter en skuffende start i Milan, og efter nogle mindre gode A landskampe, hvor han indtil videre har opnået 4, blev han med sin udtagelse til U 21 EM reelt sorteret fra til sommerens rigtige EM, hvor Mancini i stedet valgte “regista” typer som Jorginho, Pellegrini (til dels), Locatelli og Verratti. En enorm skuffelse for italiensk fodbolds nye darling, og noget som han da også har udtrykt sig om i Gazzettoen ad flere omgange, noget som direkte er blevet påtalt af netop Mancini, hvilket fik ungersvenden til at stoppe.

Det var Tonalis andet U 21 EM, i det han også var med tilbage i 2019, der som bekendt blev afviklet i netop Italien. Her var han yngste mand på et navnemæssigt helt utroligt stærkt hold, hvorfra hele 7 mand var med til at sikre EM titlen i sommers. Det var Nicolo Barella, Lorenzo Pellegrini, Alex Meret, Alessandro Bastoni, Nicolo Zaniolo, Federico Chiesa og Manuel Locatelli. Trods disse navne, røg Italien allerede ud i gruppen, men det er til at leve med, så længe det ikke er et rigtigt EM trods alt.

Tilbage til start kampen for Italien under dette års U 21 EM, hvor Tonali som nævnt var ilter kampen igennem, og med 6 minutter igen stemplede han tjekkernes Ondrej Sasinka så voldsomt (billede), at dommeren ikke så anden udvej end at udvise den unge playmaker, og da forseelsen blev takseret til 3 kampes karantæne, sluttede endnu et U 21 EM uden succes for Tonali, idet Italien røg ud i kvartfinalen.

Den side af Tonali ønsker man helst ikke at se mere af fra hans side af, og med “Gli Azzurris” aktuelle succes + ikke mindst de mange nye og gamle “registaer” der i disse år rent faktisk dukker op som “paddehatte” i det fodboldgale land, skal han virkelig tænke sig om i den kommende tid.

Kigger man på den netop startede sæson i Serie A, må man indtil videre konstatere at han måske har hørt efter, og muligvis er blevet modnet. Træner Stefano Pioli, der er erklæret af systemet 4-2-3-1, har ikke haft sine normale midtbanefolk til rådighed. Franck Kessie er skadet på ubestemt tid, mens Ismaël Benacer først er kommet tilbage efter en skade, og derfor startede Milan sæsonen ude mod Sampdoria, med Rade Krunic og Sandro Tonali på den defensive midtbane. Side om side, og med begge i decideret arbejdsroller, hvor tilbageløb, tacklinger, markeringer m.v., var højere prioriteret end spillet frem i banen. Det siger sig selv at det ikke er en favoritrolle til Tonali, men han gjorde det nu fint i kampen som Milan vandt, og i næste kamp, som var i weekenden, var han efter manges mening blandt de 2-3 bedste på banen. Modstanderen var Cagliari, og Milan vandt planmæssigt 4-1, men det var målet til 1-0 der var på alles læber dagen derpå. Milan havde efter 12 minutter fået et frispark lidt uden for feltet, og Tonali gik til bolden, og fuldstændig “Pirlosk” skruede han den op i den nærmeste hjørne, uden chance for en sprællende Boris Radunovic i Cagliari målet.

Udover målet, var han også i langt højere grad på bolden, end tilfældet var mod Sampdoria, og selvom onde tunger nok med rette kan mene at man åbenlyst får mere plads i hjemmekampe, især mod mindre stærke modstander, så demonstrerede en ivrig Tonali, i øvrigt med Mancini på plads på San Siro, at han i den grad virker som om han vil tage sin karriere seriøst, og selvom han ikke placeres på sin favorit plads, så evner han alligevel at demonstreret sit overblik og spilforståelse. Gazzettoen gav ham en fin karakter dagen derpå (billede), og bemærkede i øvrigt at han bliver svær at komme udenom for Pioli, selv når både Bennacer (kom ind efter 68 minutter) og Kessie er retur. Om en af disse så rykkes en anelse frem, eller om der fraviges fra systemet, ja det ved kun træneren selv. Set udefra håber man naturligvis at “regista” rollen kan videreudvikles af Tonali, for selvom sommerens europamestre havde en del spillere med samme evner, så er hverken Verratti og Jorginho fremtidens mænd, og Locatelli ejer ikke helt det overblik som Tonali menes at have. Pellegrini vil helst længere frem på banen, og kigger man på yngre “registaer” i Italien, er hverken den 19 årige Nicolo Rovella fra Genoa, eller den 1 år ældre Salvatore Esposito fra SPAL, spillere med helt så højt potentiale som Tonali, i hvert fald i skrivende stund.

Denne sæson kan blive Tonalis gennembrud, men det kan også blive hans fald, for hvis der er nogen steder hvor tålmodigheden ikke er særlig stor, så er det i Italien, og møder den endnu unge mand alt for meget modstand, eller bliver han måske udlejet til vinter, er det ikke sikkert udviklingen fortsætter i det spor, som det trods alt er bedst at få i de største klubber, under de bedste trænere, og selvom AC Milan ikke har fordums styrke, er det alligevel stadig en vaskeægte storklub, med et super træningsmiljø, så på papiret umiddelbart et perfekt sted at være, måske bare ikke for Tonali!

Vi andre kan kun vente i spænding, for mere eller mindre alle de succesfulde italienske landshold, har historisk set haft en “regista”, startende med tidligere omtalte Luis Monti, og senere hen med en Giancarlo Sisti for EM guldvinder holdet i 1968, Andrea Pirlo i 2006, hvor VM guldet kom i hus og ja så senest med Jorginho som (i mine øjne) EM slutrundens bedste spiller i sommers, netop i en perfekt defineret og udført “regista” rolle på Mancinis mandskab.

Det var ordene, håber i kunne lide hvad i læste, og så er der ikke andet at sige end tak fordi i læste med og på genlæs 😉

 

 

 

Torben Aakjær
Grado (IT) – 13.09.21

 

 

 

Torben Aakjær