DERBY DELLA MADONNINA

Slaget om Milano, opgøret mellem AC Milan og Internazionale FC, finder for 225ènde gang sted på søndag d. 9.2 med kick off kl. 20.45, naturligvis på de to klubbers indbyrdes hjemmebane, San Siro/Giuseppe Meazza.

Og for de fleste fodboldkendere, med blot minimum af kendskab og/eller interesse for fodbold historien, er denne kamp bestemt ikke blot “en blandt en masse andre”. Det er simpelthen et derby mellem de “fattige” fra AC Milan og de “velstillede” fra Internazionale, eller sådan var det i hvert fald tidligere hen, hvor byens almindelige borgere primært var fans af byens ældste klub, AC Milan, mens det bedre borgerskab sværgede til efternølerne fra Inter, som blev opstartet 9 år efter AC Milan, der som klub først gang så dagens lyst i 1899.

“Derby della Madonnina” refererer til at det er slaget om Madonnas gunst, eller nærmere den forgyldte figur, som er placeret øverst på byens Doumo (domkirke), som benævnes “Madonnina” eller den “Lille Madonna”. Det er velkendt at begge byens fans mødes på pladsen for Duomoen, før slaget på stadion, og her duellerer på alt lige fra ord, fyrværkeri og indimellem også “håndmadder” til modstanderne!

Det er bestemt ikke for sjov, når disse to italienske giganter mødes, og selvom der de seneste år, i hvert fald på internationalt plan, ikke har været så meget at glæde sig over i de respektive klubber, så er dette lokal derby altid et af årets absolutte højdepunkter i den modeglade millionby i Norditalien, og hernede i Italien, har jeg har da også gode bekendte, hvor en er fan af “I Rossoneri” og en anden af “I Nezzazzuri”, og i dagene op til, og helt sikkert efter, er de ikke altid på på venskabelig talefod, afhængig af hvordan derbyet er forløbet. Fodbold er følelser, og i Italien er følelser noget man ikke er flov over at reklamere med, og udover familien, i hvert fald i nogle tilfælde, så er fodbold det vigtigste i livet, efterfulgt af vin og pasta.

Personligt har jeg selv haft den udsøgte fornøjelse af et enkelt “Derby della Madonnina”, og uden omsvøb placerer jeg det foran de øvrige derbys jeg har overværet, hvor jeg i tilfældig rækkefølge tydeligt husker kampe som “Nord-Süd Gipfel” (HSV vs Bayern München), “The Intercontinenal Derby” (Galatasaray vs Fenerbahce), “Derby of Belgium” (Anderlecht vs Standard Liege), “Le Classique (OL Marseille vs PSG), “Old Firm” (Celtic vs Rangers) eller de to hollandske brag “De Klassieker” (Ajax vs Feyenoord) eller “De Topper” (Ajax vs PSV) m.fl. Alle nævnte kampe var begivenhedsrige opgør, både før, under og efter, nogen mere charmerende end andre, og enkelte, ikke mindst dem i Holland, simpelthen et orgie i vold mellem modstander fans.

Nu har jeg jo en ekstraordinær forkærlighed for Italien, dets folk, deres fodbold og ikke mindst deres kultur, og derfor er det nærliggende at tro, at det netop er derfor, at jeg fremhæver “Derby della Madonnina” som det ypperste for mig, men sådan må det være, og det er jeg bestemt ikke ked af.

Hvis man kort tager et grundigere check af klubberne, så må man konstatere at AC Milan havde sin uovertrufne storheds tid i slut 80èrne – midt 90èrne, hvor medie mogulen, Silvio Berlusconi, var præsident i klubben, og til de mange fans glæde, fik skabt en nærmest uovervindelig enhed, baseret på egen udviklede spillere som Paolo Maldini, Franco Baresi og Alessandro Costacurta, i skøn forening med indkøbte stjerner som Frank Rijkaard, Ruud Gullit og ikke mindst den trefoldige Ballon dÒr vinder, Marco van Basten m.fl.

Disse spillere euforiserede Italien og Europa med blændende fodbold i henved 10 år, og vandt undervejs 5 Scudettoer og 3 Champions League trofæer + det løse.

I de år grundlagde klubben en verdensomspændende fanbase, som den dag i dag er en af de største, også selvom der efterhånden er langt mellem “snapsene”, hvis man kigger på større titler og verdensnavne.

Nutidens mandskab er trænet og ledet af den i den store offentlighed relativt ukendte Stefano Pioli. Den 54 årige træner, havde ganske vist en på papiret fin karriere, hvorunder han bl.a. repræsenterede klubber som Parma, Juventus og Fiorentina m.v., men med blot 5 kampe på U 21 landsholdet, altså ikke just en verdensstjerne, og aldrig en person med store armbevægelser. Han sluttede som aktiv i 99, og begyndte som træner nogle år senere, og har siden da trænet et utal af forskellige klubber, bl.a. Bologna Lazio, Fiorentina, og dagens modstander, Inter, som han stod i spidsen for i sæsonen 16/17.

Han trænede senest Fiorentina, og blev ansat i sin nuværende stilling sidste efterår, og med den besindige og modne mand ved roret, håber (men næppe tror) mange Milan fans, nu at den nærmest tumultariske periode med et utalt af skiftende trænere, får en pause. Over flere år, blev mange af klubbens tidligere storspillere, heriblandt Seedorf, Inzaghi, Brocchi og Gattuso m.fl., ansat i nærmest paniske forløb, hvor hverken klubben eller træneren på noget tidspunkt fik styr på ret meget.

Klubbens præsident, den karismatiske Paolo Scaroni, og ejerkredsen som for 99,93%s vedkommende er det amerikanske firma, Elliot Advisors, har udtalt, at man vil give Pioli tid til at bygge et nyt storhold op, og at man i fornøden grad vil frigive økonomiske ressourcer til dette formål.

Om det er rigtigt eller ej, ved ingen naturligvis endnu, men naturligvis må man have sine tvivl, for historisk set er tålmodigheden omkring trænere, ikke just den største i Serie A, og AC Milan er bestemt ingen undtagelse, illustreret ved at man siden seneste mesterskab i sæsonen 10/11, hvor Massimiliano Allegri var træner, har skiftet ud på den post foreløbig 9 gange, og kigger man på sæsonerne siden, så er 2 pladsen sæsonen efter, hvor Juventus snuppede Scudettoen, den bedste placering. Over de sidste 10 sæsoner, er klubbens gennemsnits placering nr. 5, hvilket præcis var den placering, som de sluttede på i sidste sæson.

Det er selvsagt langt fra godt nok for en klub, der i egen selvbevidsthed, betragter sig som Italiens største, til nød næststørste klub, og som har 18 Scudettoer og 7 Champions League trofæer stående på deres imponerende museum. Det er præcis samme antal mesterskaber som bysbørnene og rivalerne fra Internazionale, og kun Real Madrid overgår dem i antal vundne Champions League titler.

Kigger man på det nuværende mandskab, vil det dog være synd at påstå at træner Pioli får det let. Truppen er et misk mask af unge talenter som den 20 årige keeper Donnarumma (billedet), den 22 årige brasilianske playmaker, Lucas Paqueta samt den 20 årige portugiser, Leao. De to sidstnævnte har dog haft det svært i deres tid i Italien, mens der konstant er kævlen og bævlen om landsholds keeperen Donnarumma, som er en af få fra klubbens akademi, i det mange klubber udenfor Italien forståeligt lurer på den 197 cm. høje fyr, noget som selvsagt skaber uro og rygter konstant.

Ellers finder man spillere, der for få år siden, blev regnet for store talenter, men som sidenhen er blegnet noget, heriblandt 25 årige Andrea Conti, 23 årige Franck Kessie, og den 25 årige tyrk, Hakan Calhanoglu. Man skal dog også nævne klubbens primære folk, som anfører og landsholds spilleren, Alessio Romagnoli på 25 år, venstre backen Theo Hernandez, der tilmed er topscorer for holdet med 5 mål, samt truppens alderspræsident og lejesvend, Zlatan Ibrahimovic, der for et årti siden gjorde sig til en legende i klubben, og bl.a. var topscorer på det hold, der senest vandt mesterskabet i 2011. 38 år er dog en betragtelig alder, når man er fodboldspiller, og selvom tempoet i Serie A ikke er som man ser det i f.eks. Premier League, så skal der trods alt en betragtelig fysik til for at kunne klare sig, og spørgsmålet er om den gamle svensker er “over the hill”, eller om han endnu engang kan føre klubben helt frem.

Det sidste tvivler jeg personligt på, og uanset hvad, så er det naturligvis lidt som “at tisse i bukserne” at leje en så gammel spiller, for uanset hvad, og det bliver ikke til en Scudetto i denne sæson, så er han givetvis historie næste sæson, og så skal man finde en ny topangriber. Men på den anden side, og det er nok sådan ledelsen fornuftigvis tænker, så kan Zlatan måske sparke klubben op på en af de nærmest livgivende CL placeringer, så der igen kan komme “gryn i kassen”, og man lettere vil kunne tiltrække og fastholde dygtige spillere.

Med i den sportslige ledelse er som de fleste ved, et par af klubbens største legender, henholdsvis kamprekord holderen og Mr. Milan himself, Paolo Maldini, samt den fantastiske playmaker fra den gode tid, kroaten Zvonimir Boban. Også den tidligere AS Roma sportsdirektør, Frederic Massara er med i toppen blandt dem der træffer de sportslige beslutninger, så uanset hvad, må man tro at fagligheden er helt i top på netop det parameter.

Om det så er nok til for det første at vinde søndagens lokal derby, og nok endnu vigtigere, trods alt, at få AC Milan tilbage på sporet fra de glade sen 80ère, det er et helt andet spørgsmål, som jeg ikke vil komme ind på i denne artikel, men lad mig sige det kort, der er virkelig lang vej endnu for den “sovende kæmpe”, men til at starte med, så vil en sejr over rivalerne, bestemt lune i klubbens selvforståelse.

Apropos rivalerne, så er Internazionale, eller “I Nerazzurri” som de omtales til i folkemunde, tilsyneladende bedre kørende her og nu, end AC Milan. I Antonio Conte har man Italiens formentlig mest eftertragtede træner, og i spillere som Romelu Lukaku, Diego Godin og måske mest af alt, Lautaro Martinez, har man reelle topspillere, der i forhold til AC Milans mere beskedne spillermateriale, bør gøre forskellen, ikke kun på søndag, men også når sæsonen slutter i maj.

Og ja, så har man jo netop anskaffet sig en vis Christian Eriksen, og den knap 28 årige dansker er bestemt ikke udset til en perifer rolle på Contes mandskab, nej han skal ind og være den offensive centrale figur, der kan føre bolden fra arbejderne frem til dem der skal score målene, og således venter der Eriksen et ansvar af en tyngde, han helt sikkert aldrig har mærket i Tottenham, der skrevet med al respekt, var lykkelige sæson efter sæson, blot de kvalificerede sig til CL.

Internazionale FC har akkurat som bysbørnene, 18 Scudettoer, men på CL fronten halter man en del efter, med blot 3 titler, den seneste hentet under Mourinho i “treble sæsonen” 09/10, hvor alt gik op i en højere enhed, og hvor man kortvarigt kunne drømme om 60èrne, hvor Internazionale var den bedste klub ikke kun i Italien, men også i en kort periode i Europa, og indenfor for få sæsoner, vandt 4 mesterskaber og 2 CL trofæer. Dengang anført af træner legenden Helenio Herrera og med spillende koryfæer som Facchetti, Burgnich og spanske Luis Suarez m.fl.

Det vil være direkte løgn at påstå, at holdet dengang i 60èrne, eller under Mourinho, spillede sprudlende, målsøgende og teknisk betonet fodbold. Men effektivt, uhyre effektivt var det, og da man generelt i Italien er relativt ligeglad med hvordan en sejr kommer i hus, blot den kommer i hus, forgudes Herrera og Mourinho helt uhørt i den del af Milano, hvor man er fan af Internazionale.

Jeg har selv fremskaffet et billede med en personlig signatur fra Mourinho, til en god bekendt bosiddende lidt udenfor Udine, og som har været fan af Inter, siden han formentlig plumbede ud af sin moders skød. Og den glæde han viste, da jeg overrakte ham billedet, og den taknemmelighed han sidenhen har vist mig, nærmer sig blasfemi. Jeg tror jeg har min egen personlige italienske skytsengel resten af livet nu, for Federicos kæreste eje, udover hans barn og måske hans kone, er med sikkerhed dette signerede billede 😉

Moratti familien, styret af først Angelo fra 55-68, og sidenhen sønnen Massimo (billedet) over to perioder, først fra 95-04 og igen fra 06-13, dvs. i klubbens to største perioder.

I dag hedder præsidenten Steven Chang, og klubben er primært på kinesiske hænder, hvilket på sigt bør give flere midler til f.eks. Antonio Conte, i bestræbelserne på at bygge Internazionale op igen, både så det i første omgang kan snuppe en Scudetto (læs: skubbe Juve ned af tronen), og derefter igen være med i toppen af europæisk fodbold.

Contes nuværende trup er, akkurat som Piolis AC Milan, et misk mask af forskellige spillertyper, købt ind under forskellige trænere, men med al respekt, så er truppen gennemgående mere harmonisk end bysbørnenes, hvilket jo også afspejles i både spillestil og den aktuelle Serie A placering, hvor Internazionale er på 2 pladsen, 3 point efter Juventus, mens AC Milan henslæber tiden på en 8 plads, med hele 19 point op til rivalerne, men dog “kun” 7 point til en CL givende placering.

Skal man forsøge at tippe sig frem til hvordan Pioli og Conte stiller deres respektive hold op, så vil jeg starte med Inters, som ganske givet taktisk møder frem i Contes favorit formation 3-5-2, hvor 5 mands midtbanen vel nærmest kan sammenlignes med en slags “vifte”, med et par offensive kanter, og 3 mand centralt, der har relativt frie tøjler, dog typisk i større opgør, som f.eks. denne, har en decideret defensiv bølgebryder/støvsuger foran 3-mands forsvaret.

Conte må med sikkerhed undvære 5 spillere, nemlig de skadede Stefano Sensi, Borja Valero og Roberto Gagliardini, men det var formenlig kun den lille playmaker type, Sensi, som kunne tænkes at være benyttet i startopstillingen, og med tilgangen af Eriksen, var det ikke engang sikkert at der var plads til ham, + og det er straks værre, holdets største profil, den 22 årige argentinske angriber, Lautaro Martinez, samt den unge forsvars spiller, 20 årige Alessandro Bastoni, som i løbet af sæsonen faktisk har fået mere og mere spilletid, primært på bekostning af Diego Godin, der endnu ikke er blevet den forsvars bastion, man havde håbet på i Inter, da man hentede ham i Atletico Madrid. Martinez og Bastoni er væk pga. karantæne.

I fraværet af nævnte spillere, vil jeg tro Godin indtager pladsen i det centrale forsvar, med de to bundsolide De Vrij og Skriniar på hver side. I den trio, eller med Bastoni som sidste led, råder Conte over Serie A`s måske bedste defensive trio, og kun Godins manglende hurtighed, kan blive et problem, men med al respekt for hverken Rebic eller Zlatan, så er det ikke hurtigheden der er deres force.

I stedet for Martinez, der er holdets næstmest scorende spiller, med 11 mål i 21 kampe, bliver det enten den 17 årige Sebastiano Esposito (billede), eller måske mere sandsynligt “gode gamle” Alexis Sanchez, som for nyligt er vendt tilbage fra en af sine utallige skader. Esposito, der regnes som en af Italiens helt store nye talenter, er givetvis for ung og uerfaren til at stå overfor San Siros frådende masser, så selvom Sanchez bestemt ikke er på det niveau, men husker ham for fra hans Arsenal storheds tid, så kender han Serie A (flere sæsoner i Udinese før Barcelona, Arsenal og Manchester United), er bundrutineret, og kan være en fin makker til Lukaku, der primært lusker rundt omkring feltet, hvor alle løse chancer skal klappes ind.

5 mands midtbanen bliver givetvis med arbejdssomme og slidstærke Brozovic som den mest defensive, placeret umiddelbart foran Godin, som han kan aflaste i pressede situationer, og Brozovic er ikke blot en tonser, men bestemt en spiller, der også kan føre bolden frem. Skråt foran ham til hver side, tror jeg det bliver Barella til højre og Eriksen til venstre, hvis da ikke Conte vælger den defensive udgave, og placerer Vecino ved siden af, eller lidt foran Brozovic, men med det træk, vil jeg tro han kommer til at miste for meget pasningssikkerhed, hvilket i indeværende sæson har været en af Inters forcer. Sensi, Candreva, Brozovic og Barella + nu også Eriksen, er alle boldsikre typer, der er dygtige til at køre bolden rundt imellem sig, præcis som Conte gerne ser det, og alle er meget bevægelige og løbende, illustreret af at Inter indtil videre i denne sæson, er det hold der har løbet mest set over alle kampe. Der skal spilles fodbold med hjernen og løbes med hjertet, som Conte udtaler – præcis som han selv var som spiller i sin bedste tid i Juventus, hvor han dog var bedre til at løbe og fighte, end til at spille fodbold.

Barella, Brozovic og Eriksen centralt, og så med Candreva eller nytilkomne Moses til højre, og Biraghi eller ligeledes nytilkomne Young til venstre. Det er måske for risikabelt at stille med hele 3 nye folk (Eriksen, Moses og Young) i samme kamp, så tidligt efter at de er startet i klubben, selvom de muligvis alle kommer med gejst og vilje, så bør det trods alt være begrænset hvor meget de kender løbemønstre og Contes detaljer, men det kan kun tiden vise.

Jeg kunne forestille mig at start 11èren kom til at se således ud:

Handanovic stod ganske vist over i seneste kamp, men forventes at være klar.

Hopper vi over til modstanderne fra AC Milan, så er der pt. 3 skadede spillere i truppen, Biglia, Krunic og Duarte, men ingen af dem ville være i nærheden af Piolis udvalgte, så han kan altså stille med et optimalt hold, hvor de to aldrende skandinavere, Zlatan og Kjær, begge er retur efter sygdomsforløb.

Pioli har igennem sæsonen forsøgt sig med 3-4 forskellige systemer, startende med 4-3-1-2, ændret til 4-3-3, og så i et godt stykke tid med en mere traditionel 4-2-2, indimellem med 2 defensive 6ère, men dog med en 4-mands midtbane, hvor de foretrukne har været muskelbundtet Kessie og den mere vævre Bennacer. Kanterne er formentlig Calhanoglu eller Bonaventura til venstre, og spanske Castillejo til højre.

Noget overraskende frigav man Suso i vinters, ligsom holdets topscorer, polske Piatek, er solgt til Hertha Berlin, og 3 angribere, unge Leao, Rebic og Zlatan, slås nu om de 2 frontpladser, som jeg tror vil blive taget af de 2 sidstnævnte, med mindre Pioli vil starte med Leaos hurtighed og friskhed, og så have Zlatan i baghånden til at sætte ind, såfremt stillingen kræver det i 2 halvleg.

Forsvaret giver nærmest sig selv, med de sikre backer, Calabria på højre og holdets overraskende topscorer med 5 mål, Theo Hernandez på venstre back. Centralt glider Simon Kjær ind ved siden af anfører Romagnoli, der i det meste af sæsonen har haft argentinske Musacchio som makker, men denne har mistet en hel del momentum siden han var yngre og omkring Argentinas landshold, og her og nu virker Kjær, sin manglende hurtighed til trods, som det bedste valg.

Målmanden er naturligvis 20 årige Donnarumma, der er klubbens egen avl, og næsten allerede en talismand, trods sin unge alder.

Holdet kommer givetvis til at se således ud:

Som nævnt er der kun tvivl om venstre kant og den ene angriber.

Uanset hvad og hvordan, Pioli og Conte stiller op, og uanset om vi får danskerne at se i alle 90 minutter, så er der ingen tvivl om at det bliver et brag af dimensioner. Der er så mange følelser, traditioner, had og rivalisering imellem klubberne, at de 75.923 tilskuere, der maksimalt lukkes ind til denne kamp, vil gå amok over hver en lille detalje, og kampens dommer vil blive gjort ansvarlig for alt hvad der sker både på og uden for banen, naturligvis i bedste italienske stil!

Tiderne hvor alverdens superstjerner som Maldini, van Basten, Baresi, Ronaldo, Rivera, Mazzola, Facchetti, Sneijder, Pirlo, Baggio og hvad de nu hed alle sammen, er desværre kun en saga blot, men derfor kan det nu godt gå hen og blive en god kamp, for det ene hold kæmper for Scudettoen, mens det andet kæmper for CL pladserne!

Lige til sidst, og 100% mest for sjov, så har jeg forsøgt at opstille et ALL TIME STAR hold for begge klubber, som kom til at se ud som herunder.

Inters hold må undvære koryfæer som bl.a. Djorkaeff, Altobelli, Pagliuca, Ibrahimovic, Serena, Milito, Rummenigge, Matthäus, Marini, Oriali, Cesar, Cordoba, Sneijder, Lucio, Materazzi, Corso, Bosinsegna, Cevenini, Icardi, Vieri, Brehme, Handanovic, Toldo, Pirlo, Etoò, Crespo, Peruzzi, Jair, Ferrari, Bordon, Causio, Giuseppe Baresi, Klinsmann, Cannavaro, Vampeta og hvad de ellers hedder, men holdet ser nu stærkt ud alligevel 😉

Træner for holdet bliver Helenio Herrera, der marginalt slår Jose Mourinho om pladsen på bænken!!

INTERS ALL TIME STAR HOLD:
Træner er Helenio Herrera med Jose Mourinho som vandbærer 😉

Akkurat som tilfældet er med Inters stjernebesatte ALL TIME mandskab, så må AC Milan bestemt også se bort fra mange mega profiler, hvoriblandt man kan nævne navne som Costacurta, Abbiati, Dida, Lorenzo Buffon, Albertosi, Inzaghi, Anquilletti, Cesare Maldini, Perversi (ja det hed han!), Nesta, Maldera, Collovati, Cafu, Desailly, Brocchi, Rui Costa, Leonardo, Liedholm, Shevchenko, Alfatini, Evani, Beneti, Boban, Savicevic, Massaro, Trapattoni, Bigon, Papin, Tognon, Weah, Schnellinger, Galli, Lodetti, Albertini, Gattuso, Ambrosini og en hel del flere, men som det fremgår herunder, bliver holdet nu stærkt nok alligevel.

Træner bliver Carlo Ancelotti med Nereo Rocco som skopudser!