MANCHESTER UNITED UNDER OLE GUNNAR SOLSKJÆR!

VERDENSHOLDET 2020

2020 er ved at gå på hæld, og derfor er det tid til at udfærdige mit bud på et Verdenshold for hele kalenderåret.

Vi har som bekendt haft et år helt uden slutrunder på landsholdsniveau, men naturligvis er der spillet de fleste klubturneringer, hvor Bayern München som bekendt vandt den fineste af slagsen. Herudover lykkedes det for personer under 30 år, for første gang at opleve Liverpool snuppe mesterskabet i England, mens mestrene i de andre ligaer var “The usual suspects”, dvs. Bayern M, Juve, Real Madrid og PSG, så ikke overraskende har jeg skævet til disse 5 klubber, da jeg skulle udfærdige mit bud på verdensholdet anno 2020.

Der uddeles heller ingen Ballon dÒr i år, hvilket jeg er aldeles uforstående overfor, og en spiller som Lewandowski givetvis er nærmest grædefærdig overfor. Den polske angriber der er i gang med de sidste år af sin karriere, står også i 2020 med stor chance for at blive Europas mest scorende spiller, målt på mål i liga (top 5), CL, EL og/eller pokal. I skrivende stund har han smadret 38 mål ind, hvor han i 2019 scorede i alt 48. Endnu er der enkelte der kan nå ham, f.eks. Cristiano Ronaldo, Immobile og Lukaku, men så skal de vist skynde sig, og polakken skal gå helt i stå!

Først lidt statistik og fakta.

Mit hold består, i modsætning til 2019 holdet (hvor det kun var 4 klubber), denne gang af spillere fra hele 6 klubber, fordelt således:
Bayern München med 4 spillere
Liverpool med 2 spillere
Chelsea, Manchester United, Manchester City + PSG med hver 1 spiller

Mine 11 udvalgte kommer fra hele 9 forskellige lande, akkurat som i 2019, som fordeler sig således:
Tyskland og Brasilien med hver 2 spillere
England, Canada, Holland, Belgien, Portugal, Norge og Polen med hver 1 spiller

Endelig er fordelingen på liga niveau således:
Premier League og Bundesligaen med hver 5 spillere
Ligue One med 1 spiller

Kontinentsmæssigt er fordelingen således: 
Europa med 8 spillere
Sydamerika med 2 spillere
Nordamerika med 1 spiller

Aldersgennemsnit for holdet er ved udgangen af 2019: 27,18 år

Men nu til holdet:

Manuel Neuer (34 år)
Tyskland og Bayern München
96 A-landskampe / 259 kampe i Bundesligaen for Bayern München
Vundne titler i 2020: Champions League, Bundesligaen + pokalturneringen i Tyskland
Andet: Kåret til verdens bedste målmand af IFFHS
Nærmeste konkurrenter: Alisson Becker (Liverpool), Jan Oblak (Atletico Madrid) og Keylor Navas (PSG)

Kort fortalt: Efter et par år hvor Neuer niveaumæssigt haltede noget efter de ypperste keepere, må man sige han har taget revanche her i 2020, hvor han var med til at vinde sit 8ènde mesterskab og sit Champions League trofæ nr. 2. Han virker 100% fit, er stadig blandt de førende i fødderne, og reaktionerne er imponerende for hans kropsbygning. Der var reelt ingen konkurrence på den post i år.

Trent-Alexander Arnold (22 år)
England og Liverpool
12 A-landskampe for England / 102 kampe i Premier League for Liverpool
Vundne titler i 2020: Premier League
Andet: –
Nærmeste konkurrenter: Joshua Kimmich (Bayern München)

Kort fortalt: Imponerende at en blot 22 årig spiller for andet år i træk, udtages til dette verdenshold, men Arnold er stabiliteten selv, og som oftest er han enten kamp-afgørende eller som minimum en af sit holds bedste spillere. Han har forbedret sin defensiv ift. 2019, og hans afleveringer og generelle pasningsspil er blandt det bedste man kan få på markedet. Var reelt uden konkurrence, da Kimmich oftest spillede defensiv midt for sin klub og land.

Virgil van Dijk (29 år)
Holland og Liverpool
38 A-landskampe for Holland / 95 kampe i Premier League for Liverpool
Vundne titler i 2020: Premier League
Andet: –
Nærmeste konkurrenter: Sergio Ramos (Real Madrid), Presnel Kimpempe (PSG), David Alaba (Bayern München) og Dayot Upamecano (RB Leipzig)

Kort fortalt: Med først Arnold og nu van Dijk, kan man foranlediges til at tro at det er en kopi af 2019 holdet. Her var de begge var med, men uanset at nok især Ramos har haft en fremragende sæson, så kan man bare ikke komme udenom manden der, når han er bedst, er klodens stærkeste centrale forsvarsspiller. Han var uden sammenligning sin klubs vigtigste mand da Liverpool efter næsten en menneskealder omsider kunne løfte trofæet som mester i England, og man kunne forestille sig at ikke så få fans af klubben, i denne tid er nervøse for hvor meget den snart 30 årige hollænder, mister i niveau efter sin skade.

Thiago Silva (36 år)
Brasilien og Chelsea
93 A-landskampe for Brasilien / 7 kampe i Premier League for Chelsea
Vundne titler i 2020: Ligue One + pokalturneringen i Frankrig
Andet: –
Nærmeste konkurrenter: Samme som nævnt omkring Virgil van Dijk

Kort fortalt: Alderspræsidenten der på fornemmeste vis styrede PSG frem til holdets første finale nogensinde i den fineste klubturnering. Selvom Mbappe og Neymar var mere tydelige på godt og ondt, var ingen vist i tvivl om at den gamle brasser, var sit holds vigtigste mand, og efter hans skifte til Chelsea, har han på kort tid vist hvor intelligent en spiller han er, og trods manglende hurtighed er han allerede nu en af ligaens stærkeste centrale forsvarsspillere. Er faktisk bedre nu end han var for 10 år siden.

Alphonso Davies (20 år)
Canada og Bayern München
17 A-landskampe for Canada / 39 kampe i Bundesligaen for Bayern München
Vundne titler i 2020: Champions League, Bundesligaen + pokalturneringen i Tyskland
Andet: –
Nærmeste konkurrenter: Andrew Robertson (Liverpool)

Kort fortalt: Årets sensation i verden sammen med Haaland, sådan kan vist roligt beskrive den lynhurtige back fra Canada, som på rekordtid er brudt igennem hos de nykårede Champions League vindere, hvilket ikke er alle canadiere forundt. Udover sin ekstreme hurtighed, er han fysisk utrolig stærk og psykisk virker han altid i balance, hvilket ikke altid er tilfældet for helt unge spillere.

Marquinhos (26 år)
Brasilien og PSG
51 A-landskampe for Brasilien / 186 kampe i Ligue One for PSG
Vundne titler i 2020: Ligue One + pokalturneringen i Frankrig
Andet: –
Nærmeste konkurrenter: Rodri (Manchester City) og Fabinho (Liverpool) og Thiago Alcantara (Liverpool)

Kort fortalt: Han spiller nok oftest i det centrale forsvar for PSG og landsholdet, men i CL var han primært placeret som defensiv midtbane, og personligt vurderede jeg ham som den bedste i verden på den position i den turnering. Hans højde eller mangel på samme gør også at han er lidt for udfordret i det centrale forsvar, så efter min bedste overbevisning burde han placeres på midtbanen fast.

Joshua Kimmich (25 år)
Tyskland og Bayern München
50 A-landskampe for Tyskland / 152 kampe i Bundesligaen for Bayern München
Vundne titler i 2020: Champions League, Bundesligaen + pokalturneringen i Tyskland
Andet: –
Nærmeste konkurrenter: Samme som nævnt omkring Marquinhos

Kort fortalt: Akkurat som hans makker på den defensive centrale midtbane her på “mit” hold, evner tyskeren at spille flere forskellige pladser, hvor både højre back og den defensive midt, varetages på højeste niveau. På det her hold spiller han defensivt centralt med Marquinhos. Kimmich er stærk i nærkampene, og han har et glimrende blik for sine medspillere, og glemmer aldrig hvad der er bag ham.

Kevin De Bruyne (29 år)
Belgien og Belgien
78 A-landskampe for Belgien / 161 kampe i Premier League for Manchester City
Vundne titler i 2020: –
Andet: Årets spiller i Premier League
Nærmeste konkurrenter: Kevin Goretzka (Bayern München), Serge Gnabry (Bayen München) og Thomas Müller (Bayern München)

Kort fortalt: Verdens bedste offensive midtbane? Tjaa, det vil jeg tro, for jeg kan ikke på stående fod komme på andre ligeså komplette spillere som ham i det fremadrettede spil. Teknisk og visionært er han helt i top, og hans skud fra distancen, blik for spillet og fantastiske pasninger fås ikke meget bedre. Igen i 2020 har belgieren været helt på toppen, både for klub og sit landshold som jo endda er duks på listerne.

Bruno Fernandes (26 år)
Portugal og Manchester United
25 A-landskampe for Portugal / 24 kampe i Premier League for Manchester United
Vundne titler i 2020:
Andet: –
Nærmeste konkurrenter: Samme som nævnt omkring De Bruyne

Kort fortalt: Med al respekt for hans hidtidige karriere, var der ikke mange der kendte indgående til Fernandes, før han formedelst 55 millioner Euro, et beløb der rent faktisk var 5 millioner Euro under markedsværdien jfr. TM.de. Siden sin ankomst til Old Trafford, har han uden sammenligning været ligaens bedste spiller, og fra at være en relativ anonym “Hylde 2” spiller, er han drønet op i den fine ende af “Hylde 1”. Hans scoringsrate er exceptionel, og det er ikke kun på straffespark han kan score, hvilket illustreres af at hans foreløbige 24 mål i flere turneringer, er de 14 scoret i åbent spil, og han er pt. Europas sjette bedste målskytte.

Erling Haaland (20 år)
Norge og Borussia Dortmund
7 A-landskampe for Norge / 23 kampe i Bundesligaen for Borussia Dortmund
Vundne titler i 2020: Bundesligaen (Østrig)
Andet: Vinder af “Golden Boy” afstemningen
Nærmeste konkurrenter: Ciro Immobile (SS Lazio), Cristiano Ronaldo (Juventus), Lionel Messi (FC Barcelona) og Romelu Lukaku (Inter Milan)

Kort fortalt: 23 mål i 23 Bundesligakampe, så kan man vist sige at man har stemplet ind i verdens fjerde bedste liga, og noget af tiden tilmed som teenager. Sensationen fra Norge er uden sammenligning verdens mest eftertragtede unge angriber, efter Kylian Mbappe. Han skyder som en hest sparker hårdt, han header som en kanonkugle og hans speed er nærmest naturstridig når man ser hans kropsbygning. Sammen med hans makker i angrebet, var han umulig at komme udenom til dette hold.

Robert Lewandowski (32 år)

Polen og Bayern München
116 A-landskampe for Polen / 199 kampe i Bundesligaen for Bayern München
Vundne titler i 2020: Champions League, Bundesligaen + pokalturneringen i Tyskland
Andet: Årets spiller kåret af World Soccer, topscorer i Bundesligaen og topscorer i Champions League
Nærmeste konkurrenter: Samme som nævnt omkring Haaland

Kort fortalt: Målmaskinen fra Polen fortsætter, som han slap i 2019, nemlig med at smadre mål ind bag alverdens målmænd, og nu kom der så også et Champions League trofæ på CVèt, hvilket også bare manglede når man er verdens bedste angriber.

Opstillingsmæssigt ser holdet således ud (4-4-2) i en defensiv “diamant”, hvor De Bruyne og Fernandes er mere centrale, end hvad billedet herunder illustrerer:

Holdet i 2019 så, som nogen måske husker det, således ud: Ter-Stegen, Arnold, VVD, Lenglet, Robertson – De Jong, B Silva, Messi – Sterling, Lewandowski, Mane. Altså 3 gengangere (Arnold, VVD og Lewandowski) på 2020 holdet.

Torben Aakjær
KBH, 8.12.20

 

Torben Aakjær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

MANCHESTER UNITED UNDER OLE GUNNAR SOLSKJÆR!