CHAMPIONS LEAGUE OG FAVORITTERNE I 2021/22

MONEY, MONEY, MONEY

Penge har siden omkring 2500 år før Kristi fødsel, været en drivkraft i samfundet, og selvom pengenes historie fortaber sig i tågerne, så har eksperter på området, fundet skriftlig omtale af penge fra Mesopotamien, i dag bedre kendt som Irak. Ifølge gamle lertavler med kileskrift, var rent sølv det første standardiserede betalingsmiddel. Det kostbare metal var formet som stænger, som man ganske enkelt klippede til, afhængig af hvad og hvor meget man ønskede at købe. Årsagen til at man startede med at bruge sølv, var at det var betydeligt lettere at bringe med sig rundt for handelsrejsende end f.eks. okser, heste og korn m.v.

Hopper vi 1000 år frem i tiden, har man noteret sig at kineserne så småt begyndte at benytte små konkylieskaller som penge. Omfanget af konkylie valutaen er i dag uklart, men tilsyneladende var den meget udbredt, for senere hen da det kinesiske skrift system blev udviklet, blev netop tegnet for konkylie et symbol for penge. På samme måde som konkylier kom til at indgå i tegnene for bl.a. at købe, sælge eller hvis man ønskede en byttehandel. Langsomt men sikkert begyndte konkylie “trenden” at brede sig, og helt fremme i 1700-tallet kunne man købe sig en kone for 2 konkylie skaller i Uganda, mens man for 10 konkylier kunne købe sig et hus i en større by i Indien. I 1860 steg prisen på en kone dog betragteligt i Uganda og andre afrikanske lande, nu var prisen pludselig hele 1000 konkylier.

Først omkring 300 år før Kristi fødsel, ser man at penge var af metal og formet som små mønter. Det var i oldtidens Egypten at man startede med det, men i de første mange år var det dog primært rige købmænd, som havde fornøjelsen overhovedet at have penge mellem hænderne. Den almindelige befolkning handlede stadig med dyr og korn.

I nutiden hvor der jo tales om at penge som kontanter hen af vejen vil blive udfaset, ved vi alle at penge er den altdominerende drivkraft i alle verdens samfund. Nogen siger man kan leve af kunst kærlighed og kildevand, men de fleste ved godt at der skal betales regninger omkring den første i hver måned, og alt hvad man næsten kan komme i tanke om, ja selv det at anskaffe sig en kone, koster penge – mange penge!

Og penge er præcis hvad denne artikel i overvejende grad handler om – og ja så naturligvis fodbold – dvs. fodbold og penge, begreber der hænger uløseligt sammen, hvilket man vel kan sige de har gjort siden 1891, hvor et lønloft på 4 Pund (5 Euro) om ugen blev indført af det engelske fodboldforbund FA. Engelsk fodbold havde faktisk allerede 5 år tidligere, indført begrebet professionel fodbold, fordi man i forbundet udmærket vidste at klubberne betalte deres bedste spiller lidt håndører for ulejligheden, blev dermed det første sted i verden hvor man officielt betalte fodboldspillere for deres indsats.

Hopper vi frem til 1961, blev det oplyst i alverdens aviser, at Fulhams engelske angriber Johnny Haynes, som den første fik en officiel løn på ikke mindre end 100 Pund (116 Euro) om ugen. Det skete ganske kort tid efter at FA havde annonceret at man droppede det hidtidige lønloft på 20 Pund (23 Euro) pr. uge. Og herefter gik det for alvor stærkt må man sige. I 1966 da England vandt VM, blev hver enkelt spiller på guld holdet belønnet med 1000 Pund (1166 Euro), hvilket var et ganske flot beløb. Til sammenligning kostede et virkelig lækkert hus i en forstad til London på den tid omkring 3400 Pund (3970 Euro), mens gennemsnitslønnen i England totalt lå på 960 Pund (1120 Euro). Forargelsen var stor, ikke kun i England, men løbet var kørt kan man sige, for bare 2 år efter skrev datidens store superhelt, Manchester Uniteds George Best (billede), under på en lukrativ kontrakt, der honorerede ham med 1000 Pund om ugen, dvs. noget nær det beløb der bare et par år forinden, svarede til en gennemsnits englænders årsløn.

At George Best i sandhed var en superstar på det tidspunkt, illustreres af historien om den nogle år yngre Kevin Keegan, der som 20 årig blev købt af Liverpool, som betalte 33.000 Pund (38.500 Euro)for den lille angriber som skiftede fra barndomsklubben Scunthorpe. Keegan som året efter debuterede på det engelske A landshold, blev tilbudt 45 pund (52 Euro) pr. uge, hvilket var væsentligt under gennemsnits ugelønnen for engelske spillere i den bedste række. Keegan nægtede i første omgang at underskrive kontrakten, men da tilbuddet så blev forhøjet til 130 Pund (152 Euro) pr. uge incl. diverse bonusser, blev parterne enige, hvilket ingen af dem sidenhen fortrød.

7 år efter at Keegan startede op i Liverpool, blev det tilladt for de engelske klubber at købe udenlandske spillere. Fra 1931 og til da, havde det ikke været tilladt, og det kan nok være især de større klubber hev læderet frem. Tottenham smed fluks en masse Pund efter de 2 nykårede argentinske verdensmestre, Osvaldo Ardiles og Ricardo Villa, mens Manchester City hentede polsk fodbolds helt store stjerne, midtbane manden Kazimierz Deyna. Naturligvis skulle stjerner som disse honoreres godt, og især Ardiles kunne med tilfredshed skrive under på en kontrakt, som efter sigende indbragte ham lige over 17.000 Pund (19.820 Euro) om året, et beløb som dog selvsagt blegnede når man 10 forinden så hvad George Best fik om ugen, men for nu at sige det mildt, så var der også milevid forskel på Ardiles og Best som typer, ikke mindst udenfor banen, og netop sidstnævntes playboy image, flamboyante levestil og ikke mindst fotogene ansigt og krop, var noget som Manchester United gerne betalte for, naturligvis mod omvendt at få del i indtægterne fra diverse brylcreme, blazer- og solbrille firmaer m.v.

Nogle år efter smadrede en vis Diego Maradona (billede) dog alle indtægtsrekorder, da han for anden gang inden for et par år, blev solgt for et verdensrekord beløb, denne gang fra FC Barcelona til den italienske heksekeddel SSC Napoli. Den lille troldmands årsløn i Napoli var ikke mindre end 5 millioner Pund (5,8 millioner Euro) om året + 2 millioner Pund (2,3 millioner Euro) i reklameindtægter fra forskellige firmaer, ikke mindst fra Puma. Beløbet svarer til knap 160 millioner DK.kr. i nutidens penge, så ikke noget at sige til at den lille argentiner havde råd til lækre biler, friske tøser og dyre ure, til sig selv og alle hans venner. Pengene blev som bekendt brændt af, hurtigere end han kunne løbe på banen, og selvom han ved næste kontrakt forhandling i 1986, netop hjemkommet som verdensmester, steg til 12 millioner Pund (14 millioner Euro) om året alt incl., så tænker jeg også at de penge “fik ben at gå på”. Men som George Best, en mand med nogenlunde samme levevis som Maradona, udtalte “I spent a lot of money on booze, birds [women] and fast cars – the rest I just squandered”. Som bekendt døde begge ekvilibrister i nogenlunde samme alder. Best som 59 årig, mens Maradona blot blev 1 år ældre, men da enhver har det primære ansvar for sit liv, skal der ikke fra min side lyde nogen bebrejdelser.

Hvis vi smutter tilbage til England, nærmere bestemt Premier League, som jo blev indført fra- og med sæsonen 92/93, så er det måske interessant at se at daværende Liverpool spiller, John Barnes, var lønførende i ligaen med en ugeløn på 10.000 Pund (11.600 Euro). Det var han frem til sæsonstarten 94/95, hvor Eric Cantona blev hentet fra Leeds United til Manchester United, og her honoreret med 18.000 Pund (21.000 Euro) om ugen. Allerede sæsonen efter indgik Dennis Bergkamp dog en aftale med Arsenal for 25.000 Pund (29.100 Euro) om ugen, og så gik det stærkt i lønkapløbet.

Roy Keane lagde ud med 52.000 Pund (60.600 Euro) om ugen i Manchester United, senere stigende til 90.000 Pund (105.000 Euro) om ugen, hvilket betød at han var lønførende i hele 4 sæsoner, men så blev det meddelt at Hernan Crespo (billede) i Chelsea nu fik 94.000 (109.600), og sæsonen efter i 04/05 overhalede klubkammeraten Frank Lampard sin argentinske kollega, og fik nu 98.000 (114.000). Første mand på 100.000 (116.600) og derover var Liverpools Steven Gerrard fra 05/06 sæsonen, men det lod nyrige Chelsea sig ikke sidde overhørigt, og sæsonen efter blev Shevchenko udstyret med en kontrakt der indbragte ham 118.000 Pund (137.600 Euro) pr. uge. Et vanvittigt lønridt, som blev flittigt kommenteret overalt, ikke kun i britiske medier, men over hele Europa, hvor alle de bedste spillere, nu nærmest stod i kø for at komme til en større engelsk klub. Tyskland, Spanien og Italien kunne slet ikke være med på den “vogn”, og mange følte næsten tiden stod stille, da Robinho i 08/09 fik en kontrakt på absurde 160.000 Pund (186.500 Euro) om ugen. Chokket havde dog dårligt lagt sig, før Carlos Tevez overhalede sin holdkammerat big time, og fra sæsonen 09/10 fik tonset 250.000 Pund (291.500 Euro) ind på kontoen hver uge, en rekord der stod helt frem til 13/14, hvor Wayne Rooney fik en kontrakt med Manchester United der indbragte ham formastelige 300.000 Pund (349.000 Euro) pr. uge. Samme klub overgik sig selv, da Alexis Sanchez i en af historiens måske dårligste handler en større fodboldboldklub overhovedet har gjort, betalte chileneren 350.000 Pund (408.000 Euro) pr. uge. Som bekendt fejlede Sanchez noget nær 100% i sin tid i klubben, og stor var glæden da man, godt nok med et betydeligt tab, fik skippet ham afsted til Milano nogle år senere, og i stedet smed rekorden videre til David De Gea, der nu kunne prale af 375.000 Pund (438.000 Euro) pr. uge, hvilket ikke kun gjorde ham til britisk fodbolds højst lønnede spiller, men også betød at han var klodens keeper duks lønmæssigt.

Og så er vi faktisk fremme i nutiden, hvor De Gea netop er blevet distanceret. Ikke sådan i en lusket overhaling, men simpelthen helt og aldeles brutalt, for nu er Cristiano Ronaldo som bekendt kommet til ikke blot Premier League, men retur til klubben som siden 13/14 har haft de individuelle lønrekorder i England, Manchester United. Ronaldo, der som bekendt spillede i samme klub fra 03-09, dvs. 6 sæsoner, hvor han bl.a. var med til at vinde Premier League 3 gange, Champions League og VM for klubhold 1 gang, samt ikke mindst blev belønnet med Ballon dÒr trofæet i 08, har netop indgået en 2 årig kontrakt med “De røde djævle”, og alderen til trods, er han naturligvis, fristes man til at sige, nu den højst lønnede spiller nogensinde i Premier League. Ugelønnen er “små” 870.000 Euro, eller over det dobbelte af hvad den hidtidige United lønduks, David De Gea, må nøjes med.

Udover grundlønnen er der selvsagt også udsigt til diverse bonusser for den selvsikre portugiser, og velinformerede kilder regner med at han kan smide minimum (60.000 Euro) ind på kontoen hver uge, med mindre han ingen mål scorer, eller hvis United skulle ende i bunden af rækken, så en forventet ugeløn på ca. 930.000 Euro. At det så rent faktisk er en nedgang ift. den løn han fik i Juventus (her fik han lige under 1.100.000 Euro om ugen), er nok til at leve med for historiens mest indtjenende fodboldspiller, der i januar 2020 blev den første fodboldspiller nogensinde som rundede en formue på 1 milliard Dollars (svarer til ca. 850 millioner Euro). Siden da er der jo om muligt kommet endnu flere gryn på den bugnende konto, og i dag er det rent faktisk kun basketball legenden Michael Jordan og golfspilleren Tiger Woods, der har skrabet flere penge sammen i deres karriere. Som bekendt er hverken Woods eller Ronaldos karriere slut endnu, men der skal dog tages en del overarbejde for at nå Jordan, der rundede 1,5 milliarder Dollars (svarer til ca. 1,3 milliarder Euro), men det er jo en helt anden historie, og som sådan ikke relevant for denne artikel.

Med tilgangen af Cristiano Ronaldo, sniger Manchester United sig op på 4 pladsen over klubber med det højeste lønbudget på verdensplan, men som det fremgår af listen herunder, som illustrerer alle klubber med mere end 100 millioner Euro i årligt lønbudget, så er der endnu et stykke vej op til den absolutte top, hvor PSG efter tilgangen af klodens dyreste spiller, en vis Messi, har lagt sig suverænt i spidsen.

Årlige udgifter til løn (anført i millioner af Euro):
1. PSG: 383,0
2. Real Madrid: 342,2
3. FC Barcelona : 273,1
4. Manchester United: 252,5
5. Chelsea: 181,6
6. Juventus: 159,8
7. Atletico Madrid: 156,1
8. Bayern München: 147,5
9. Manchester City: 140,0
10.Inter FC: 137,3
11.Liverpool: 127,6
12.Arsenal: 102,4
13.AS Roma: 102,2

Spillere på verdensplan der aflønnes med 10 millioner Euro eller mere pr. år:
1. Lionel Messi (PSG): 63,6 (svarer til en ugeløn på ca. 1,2 millioner Pund)
2. Neymar (PSG): 56,4
3. Cristiano Ronaldo (Manchester United): 45,5
4. Antonie Griezmann (FC Barcelona): 37,5
5. Kylian Mbappe (PSG): 32,1
6. Gareth Bale (Real Madrid): 31,3
6. Eden Hazard (Real Madrid): 31,3
8. Andres Iniesta (Vissel Kobe): 28,0
9. Sergio Ramos (PSG): 27,3
10.David Alaba (Real Madrid): 25,0
10.Gerard Pique (FC Barcelona): 25,0
12.Toni Kroos (Real Madrid): 24,4
12.Marcelo (Real Madrid): 24,4
14.Oscar (Shanghai SIPG): 24,0
14.Paulinho (Shanghai SIPG): 24,0
16.Philipe Coutinho (FC Barcelona): 21,1
17.Sergio Busquets (FC Barcelona): 20,8
17.Ousmane Dembele (FC Barcelona): 20,8
17.David De Gea (Manchester United): 20,8
20.Kevin De Bruyne (Manchester City): 20,7
21.Leroy Sane (Bayern München): 20,0
22.Jaden Sancho (Manchester United): 18,2
22.Gianluigi Donnarumma (PSG): 18,2
24.Robert Lewandowski (Bayern München): 18,1
24.Karim Benzema (Real Madrid): 18,1
24.Presnel Kimpembe (PSG): 18,1
27.Raphaël Varane (Manchester United): 17,7
28.Giorgino Wijnaldum (PSG): 17,3
29.Romelu Lukaku (Chelsea): 16,9
30.Manuel Neuer (Bayern München): 16,4
30.Jan Oblak (Atletico Madrid): 16,4
32.Frenkie de Jong (FC Barcelona): 16,0
33.Vinicius Junior (Real Madrid): 15,6
33.Miralem Pjanic (FC Barcelona): 15,6
33.Jack Grealish (Manchester City): 15,6
33.Raheem Sterling (Manchester City): 15,6
37.Paul Pogba (Manchester United): 15,1
38.Luis Suarez (Atletico Madrid): 14,6
39.Achraf Hakimi (PSG): 14,5
40.Marquinhos (PSG): 14,4
40.N`Golo Kante (Chelsea): 14,4
42.Thibaut Courtois (Real Madrid). 14,1
42.Isco (Real Madrid): 14,1
42.Koke (Atletico Madrid): 14,1
42.Marco Verratti (PSG): 14,1
42.Timo Werner (Chelsea): 14,1
47.Samuel Umtiti (FC Barcelona): 14,0
48.Thomas Müller (Bayern München): 13,7
48.Marcelo (Real Madrid): 13,7
50.Angel Di Maria (PSG): 13,2
51.Edinson Cavani (Manchester United): 13,0
51.Anthony Martial (Manchester United): 13,0
51.John Stones (Manchester City): 13,0
51.Pierre-Emerick Aubameyang (Arsenal): 13,0
55.Paulo Dybala (Juventus): 12,3
56.Lucas Hernandez (Bayern München): 12,2
57.Sergio Agüero (FC Barcelona): 12,0
57.Keylor Navas (PSG): 12,0
59.Matthijs de Ligt (Juventus): 11,1
59.Wojciech Szczesny (Juventus): 11,1
61.Markus Rashford (Manchester United): 10,5
61.Casemiro (Real Madrid): 10,5
61.Jordi Alba (FC Barcelona): 10,5
61.Leonardo Bonucci (Juventus): 10,5
65.Marco Asensio (Real Madrid): 10,4
65.Eder Militao (Real Madrid): 10,4
65.Ferland Mendy (Real Madrid): 10,4
65.Luka Jovic (Real Madrid): 10,4
65.Memphis Depay (FC Barcelona): 10,4
65.Virgil van Dijk (Liverpool): 10,4
65.Thiago Alcantara (Liverpool): 10,4
65.Mohamed Salah (Liverpool): 10,4
65.Harry Kane (Tottenham): 10,4
65.Tanguy Ndombele (Tottenham): 10,4
65.Elkeson (Guangzou Evergrande): 10,4
65.Marco Reus (Borussia Dortmund): 10,4
65.Edin Dzeko (Inter FC): 10,4
65.Saul Niguez (Atletico Madrid): 10,4
65.Thomas Partey (Arsenal): 10,4
80.Alex Sandro (Juventus): 10,1
81.Willian (Arsenal): 10,0
81.Kalidou Koulibaly (SSC Napoli): 10,0
81.Lorenzo Insigne (SSC Napoli): 10,0
81.Ever Banega (Al Shabab): 10,0
81.Joao Felix (Atletico Madrid): 10,0
81.Daniel Carvajal (Real Madrid): 10,0
81.Dayot Upamecano (Bayern München): 10,0
81.Mats Hummels (Borussia Dortmund): 10,0
81.Harry Maguire (Manchester United): 10,0

Således 89 spillere, som har en årsindtægt på minimum 10 millioner Euro, og for fleres vedkommende, tilmed excl. bonus og private reklameindtægter. Set med danske øjne er det Kasper Schmeichel der tjener mest, med sin øjeblikkelige årsløn på ca. 6,5 millioner Euro, et beløb der formentlig ikke engang placerer ham i top 500!

Generelt har lønningerne i fodbold vedblevet med at vokse de senere år, ligesom transfersummerne helt sikkert ikke har nået maksimum endnu, og hvor man tidligere hen så især basketball og golf stjernerne være foran fodboldspillerne, så viser en nyere undersøgelse fra det amerikanske magasin Forbes, at i hvert fald når man kigger på den enkeltes samlede karriere indtjening, så kan man konstatere at legen med den lille runde kugle, kaster fint med penge af sig, også ift. øvrige sports aktører. Listen herunder viser de 29 sportsfolk i verden, som karrieremæssigt har tjent minimum 100 millioner Euro eller mere.

1. Michael Jordan (Basketball): 1300,00
2. Tiger Woods (Golf): 1050,0
3. Cristiano Ronaldo (Fodbold): 990,0
4. Roger Federer (Tennis): 760,0
5. Floys Mayweather (Boksning): 655,00
6. Lionel Messi (Fodbold): 640,0
7. Phil Mickelson (Golf): 470,0
8. Kobe Bryant (Basketball): 445,0
9. Tyler Hamilton (Formel 1): 375,0
10.Zlatan Ibrahimovic (Fodbold): 260,0
11.Wayne Rooney (Fodbold): 200,0
12.Ronaldo Nazaria (Fodbold): 190,0
13.Neymar (Fodbold): 17o,0
14.Gareth Bale (Fodbold): 160,0
15.James Harden (Basketball): 155,0
15.Eden Hazard (Fodbold): 155,0
17.Kaka (Fodbold): 140,0
18.Pele (Fodbold): 130,0
18.Ronaldinho (Fodbold): 130,0
18.Phillip Lahm (Fodbold): 130,0
18.Andres Iniesta (Fodbold): 130,0
22.Samuel Etoo (Fodbold): 115,0
23.Raul (Fodbold): 110,0
23.Fernando Torres (Fodbold): 110,0
23.Michael Schumacher (Formel 1): 110,0
26.Frank Lampard (Fodbold): 105,0
26.Steven Gerrard (Fodbold): 105,00
26.Radamel Falcao (Fodbold): 105,0
26.Fabio Capello (Fodbold): 105,0

Fodboldspillere: 20
Basketballspillere: 3
Golf: 2
Formel 1: 2
Tennis: 1
Boksere: 1

Man kan vist roligt konstatere at Haynes, Best, Keegan og alle de øvrige fodboldstjerner op igennem årtierne, med rette kan ærgre sig over at de ikke blev født en hel del år senere, men sådan kan man jo blive ved, for hvornår topper løn og transfersummer, det er der jo ingen der ved, men en ting er stensikkert, og det er at Kylian Mbappe, Harry Kane og hvad de ellers hedder, står foran betragtelige lønstigninger, såfremt de enten forlænger eller skifter til en anden klub, og sådan bliver det ved nok længere end du og jeg lever på denne jord. Udbud og efterspørgsel er markedsmekanismer som hverken kan eller skal holdes nede, og selvom mange nok tager sig til hovedet, når de læser om disse absurde lønninger og ikke mindst transfers, så skal man hele tiden holde sig det for øje at langt hovedparten af de beløb som klubberne smider efter spillerne, tjenes flerfoldigt hjem igen i form af trøjesalg, reklameindtægter, TV indtægter, sponsor penge osv osv.

Med disse ord takker jeg af for denne gang, og ønsker jer alle en fortsat god søndag, og tak fordi i læste med.

Med sportslig hilsen

Torben Aakjær
Grado (IT) – 29.08.21

 

 

 

 

Torben Aakjær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

CHAMPIONS LEAGUE OG FAVORITTERNE I 2021/22