ITALIENS VERDENSMESTRE I 1982!

1982 var året hvor en hel verden måbende blev præsenteret for hjemmecomputeren Commodore 64, og det var samme år hvor legendariske film successer som bl.a. E.T., Blade Runner og First Blood med Sylvester Stallone i hopla, første gang tømte gaderne. 1982 var endvidere året hvor Spanien indgik i Nato, og samme sommer blev der afholdt VM i samme land, et VM der for denne artikels forfatter, skulle blive noget nær skelsættende på flere parametre, hvilket jeg vil komme tilbage til.

VM slutrunden, der var nr. 12 i rækken af de prestigefyldte FIFA turneringer, fandt sted fra d. 13 juni til- og med d. 11 juli, hvor finalen blev spillet på Santiago Bernabeu i landets hovedstad Madrid. Det var første gang at hele 24 nationer deltog, hvilket var 8 flere end 4 år forinden, hvor Argentina havde vundet mesterskabet efter finalesejr over Holland. Som det jo altid sker, er der spillere der deltager i deres sidste slutrunde, og i den forbindelse havde vi i landsholds sammenhæng sagt farvel til VM 78 stjerner som bl.a. Kazimierz Deyna, Sepp Maier, Roberto Rivellino og Johan Neeskens, blot for at nævne de måske største stjerner, men omvendt var VM 82 første gang en forventningsfuld verden skulle se fænomenet Diego Maradona, og det var også det første VM, hvor Lothar Matthäus dukkede op, så det må i den grad siges at være et skelsættende VM. Kiggede man på favoritfeltet, kunne man ikke komme udenom de forsvarende verdensmestre fra Argentina, der reelt havde beholdt VM 78 holdet + tilføjet megatalentet Maradona. Vesttyskland der op til slutrunden, blev rangeret som klodens stærkeste landshold + rådede over den bedste liga på klub niveau, var selvsagt også i favoritfeltet, ligesom mange forventede sig en hel af et på papiret fantastisk brasiliansk landshold, der stillede med superstjerner som bl.a. Zico, Eder, Socrates og Falcao, blot for at nævne landstræner Tele Santanas 4 primære spillere. Det var et landshold der sprudlede, og i kampene op til havde de ryddet nærmest al modstand af vejen, og nu forventede mange at “Selecao” skulle krones til verdensmestre for fjerde gang på blot 12 slutrunder. Viceverdensmestrene fra Holland missede kvalifikationen, mens England bestemt var et hold man var opmærksomme på, men de fleste vidste godt inderst inde, at “The Three Lions” nok endnu engang ville snuble tidligt. Det sidste hold der var oppe og vende, var Frankrig der med profiler som først og fremmest stjernen Michel Platini, men også med interessante navne som bl.a. Jean Tigana, Alain Giresse og Stuttgart angriberen Didier Six.

Et land ikke ret mange havde den store tiltro til, var derimod Italien, som ellers havde spillet aldeles forrygende og offensivt under VM 78, hvor de sluttede som nr. 4, men som op til slutrunden havde sagt farvel til først Roberto Bettega, og dernæst Carlo Ancelotti som begge blev ramt af længerevarende skader. Herudover havde den hårdføre og mangeårige “Gli Azzurri” profil Romeo Benetti stoppet karrieren, ligesom Paolo Rossi, der blev kåret til næstbedste spiller tilbage i VM 78, var udelukket pga. “Totonero-skandalen” (billede herover). “Totonero” var en større betting sag, der foregik tilbage i 1980, hvilket bl.a. medførte at Rossi ikke kunne deltage i EM hjemme i Italien, da han var blevet i dømt en 3-årig karantæne fra både klub- og landshold. På finurlig vis var karantænen omgjort til pludselig kun at vare 2 år, og således kunne den italienske landstræner Enzo Bearzot op til VM 82, fortælle en måbende presse- og offentlighed, at den letbenede angriber var en del af den 22 mandstrup som skulle kæmpe om trofæet i Spanien. Apropos Bearzot, så havde den karismatiske og evigt piberygende træner, arbejdet i FIGC (Det Italienske Fodboldforbund) siden 1969. Først i 6 år omkring U 23 landsholdet, herefter som assistent for Ferruccio Valcareggi (manden der stod i spidsen for de italienske europamestre i 1968), og dernæst som assistent for Fulvio Bernardini, inden Bearzot fra- og med 1976.

Han førte holdet frem til 4 pladsen både til VM 78 og dernæst på hjemmebanen under EM 80, og nu stod han og de 22 udvalgte altså klar, til at forsvare “Gli Azzurris” hæder og ære henover sommeren 1982. Bearzot (billede herover) var nu 61 år, og manden der selv som yngre blev kaldt “Vecchio” (en gammel mand) havde skiftet 12 mand fra den trup han havde med 4 år tidligere i Argentina. Nogle pga. karrierestop, nogen fordi de simpelthen var ude af form/blevet for gamle og andre igen, fordi de var skadede. Store dele af den evigt kritiske presse, vurderede qua påsatte eksperter, at den trup Bearzot nu havde udvalg, stod svagere end i Argentina. Mange forstod ikke hvorfor spillere som f.eks. Bruno Giordano (Lazio), Giuseppe Baresi (Internazionale), Luciano Marangon (Roma) eller Roberto Pruzzo (Roma) ikke var udtaget. Sidstnævnte havde endda op til VM + sæsonen forinden, sluttet øverst på topscorerlisten, men i stedet havde Bearzot altså udtaget en mand, der reelt ikke havde sparket til en bold i 2 år i skikkelse af Paolo Rossi.

En del mente også at Dino Zoff (billede) med sine 40 år, var langt over “sidste holdbarheds dato”, og derfor burde være erstattet af yngre kræfter. Mange brokkede sig også over at kvintetten Giovanni Galli, Franco Baresi, Pietro Vierchowod, Daniele Massaro og Giuseppe Bergomi var med. Tilsammen havde de blot opnået 4 landskampe, med Vierchowod som den mest rutinerede med 2 kampe. Alle 5 spillere var mellem 18-24 år, og Bearzot havde høje forventninger til dem, hvilket han dog forgæves forsøgte at overbevise medierne om. Endelig pegede de “kloge hoveder” blandt kritikerne på, at der var alt for mange spillere med som var født i det nordlige Italien. Italien har i mange år været et på mange måder splittet land, hvor især dem der bor nord for Rom, ser ned på dem på den “forkerte” side af hovedstaden, og omvendt ser man i det sydlige Italien bestemt ikke ukritisk på beboerne i byer som Milano, Torino og Bologna. Det er i deres hoveder snob byer uden rigtig italiensk kultur, og fra det relativ fattige syd, lyder det endvidere at regeringen i Rom, til enhver tid tilgodeser italienere nordpå, både hvad angår skatter, momsregler og diverse afgifter, som i modsætning til i Danmark, er stærkt varierende afhængig af hvor du bor i det aflange land.

Italien består af 20 regioner, og i 1982 boede der lige over 50 millioner mennesker i landet. Den største region var og er Lombardiet, der med knap 10 millioner indbyggere, således har ca. 1/5 af samtlige italienere boende, og i Bearzots 22 mandstrup kunne aviserne da også notere sig at der var 9 spillere der var født i Lombardiet, og tilsammen hele 19 af truppens udvalgte, kom til verden i en region beliggende i eller nord for Rom, hvilket selvsagt er bemærkelsesværdigt, og noget som de evigt konspirations tænkende italienere i den grad tog ilde op – selvsagt især dem sydfra, hvor kun Franco Causio (Puglia), og Franco Selvaggi (Basilicata) stammer fra, og ja vil den kvikke læser påpege, det bliver kun 21 spillere, men den 22ènde og sidste var så Claudio Gentile der blev født i Tripoli (Libyen), men som lille barn kom til Italien. Men arrige medier, fans og alle mulige andre, kunne hverken gøre fra eller til, men det var åbenlyst at de fleste mente at Bearzots hovede skulle rulle, og gerne langt væk, såfremt han og hans gæve svende ikke kom retur fra Spanien med trofæet de alle kæmpede om!

“Gli Azzurris” 22 mands trup så ud som herunder (Italien valgte til dette VM at nummerere spillerne så henholdsvis målmænd, backs, centrale forsvarsspillere, midtbanespillere, winger og angribere fik numrene tildelt alfabetisk, indenfor hver enkelt kategori, hvorfor det ellers så betydningsfulde 10 tal, der igennem landets flotte fodboldhistorie, både i fortiden og nutiden, har siddet bagpå kapaciteter som bl.a. Sivori, Rivera, Baggio, Del Piero og Totti m.fl. i VM sammenhæng, denne gang blev tildelt den i den store sammenhæng relativ ukendte Giuseppe Dossena fra Torino, der da heller ikke fik så meget som et eneste sekund under dette VM. Igen var det et kritikpunkt fra de evigt kritiske fans, som mente at Giancarlo Antognoni, eller måske Franco Causio skulle tildeles 10 tallet, men sådan blev det altså ikke).

1. Dino Zoff (Juventus) – 40 år og 99 landskampe (81 år i dag og spillede i alt 112 landskampe)
Manden der blev kaldt “Il munomento” (“Monumentet), er den dag i dag den ældste spiller, som nogensinde har vundet VM, og han er den eneste italiener nogensinde, som har vundet både EM og VM. I sin lange karriere der strakte sig fra debuten i Udinese Calcio i 1961, frem til han bogstavelig talt “smed handskerne” efter sæsonen 82/83, deltog han i 6 slutrunder for “Gli Azzurri”, hvorunder han altså vandt EM tilbage i 1968 og så dette VM i 1982. Herudover var han med i EM 80 + VM slutrunderne i 1970, 1974 og 1978. En sand levende legende, der af IFFHS rangeres som historiens tredje bedste keeper (efter Lev Yashin og Gordon Banks), og en målmand der især i sine yngre dage, led under sin beskedne højde. Han blev således afvist først i Internazionale og dernæst Juventus som 14 årig, da han med sine dengang blot 160 cm. selvsagt ikke ansås at kunne blive en tilstrækkelig dygtig keeper. Fra han var 14 til han sluttede teenageårene voksede han hele 22 cm., hvorfor han målte 182 cm da han fik førnævnte seniordebut i Serie A, og selvom man i dag ikke vil sige at 182 cm. er specielt højt for en målmand, så var det rent faktisk gennemsnitshøjden for keeperne til netop det VM, og til sammenligning var andre topkeepere som f.eks. N`Kono fra Cameroun 183 cm, Koncilla fra Østrig 181 cm, Shilton og Clemence begge fra England 183 cm og Pfaff fra Belgien 180 cm. Kun Sovjets formidable Rinat Dasyev målte imponerende 189 cm, hvilket vel svarer til nutidens Courtois`bastante 199 cm.

Blev i øvrigt nr. 2 i Ballon dÒr afstemningen i 1973, og kåret af FIFA som klodens bedste keeper ovenpå VM 82, hvor han ikke overraskende også blev valgt til turneringens “ALLSTAR” mandskab, en ære han også opnåede i EM 68 og 80. Efter en lang karriere gik han som så mange andre tidligere topspillere, ind i trænergerningen, hvilket bl.a. bragte ham forbi landsholdet, som han stod i spidsen for fra 1998 til 2000. Sluttede som træner efter 2005 hvor han kort var forbi Fiorentina. Udgav i 2014 sin biografi der bestemt er værd at lære, for i modsætning til hovedparten af tidligere fodboldspilleres biografier, har denne mand faktisk noget på hjerte, og kan formulere sig. Bogen hedder meget passende “Dura solo un attimo, la gloria” som på engelsk betyder “Glory only Lasts a Moment”.

2. Franco Baresi (AC Milan) – 22 år og 0 landskampe (62 år i dag og spillede i alt 81 landskampe)
Spillede overhovedet ikke under VM triumfen, men fik dog sin guldmedalje, og faktisk så debuterede han først for “Gli Azzurri” senere i december samme år, hvor han i en kamp mod Grækenland dannede midterforsvar med Collovati. Hans bror (Giuseppe) var med i VM 78, men missede så dette VM, hvor lillebror Franco blev udtaget i stedet. De var ikke helt samme spillertyper, men duellerede alligevel i en årrække om pladsen i den italienske trup. Franco blev først regulær stamspiller efter Scirea sluttede på landsholdet, og han deltog udover VM 82 endvidere i EM 88, VM 90 og VM 94.

Han er en af uhyre få, der både har modtaget guld, sølv og bronze med landsholdet til VM slutrunder, og han var en af de to (den anden var Roberto Baggio) der brændte straffespark, i VM finalen mod Brasilien i VM 94, hvilket betød at Italien måtte nøjes med sølvet. På klubplan spillede han 20 sæsoner i AC Milan, hvor det blev til knap 500 kampe i Serie A, og i mange år dannede han et fantastisk stærkt forsvar med Paolo Maldini, Alessandro Costacurta og Mauro Tassotti.

Blev udtaget til “ALLSTAR” holdet under VM 90, og i 1989 sluttede han som nr. 2 i Ballon dÒr afstemningen.

3. Giuseppe Bergomi (Internazionale FC) – 18 år og 1 landskamp (59 år i dag og spillede i alt 81 landskampe)
“Lo Zio” (onklen) var denne vaskeægte “One Club players” kælenavn karrieren igennem, og skyldtes det overskæg han i en tidlig alder tillagde sig, hvilket fik ham til at se langt ældre og sikkert mere alvorlig ud, end han rent faktisk var. Da han overraskende for de fleste, kom med i Bearzots VM trup, havde han kun 36 Serie A kampe bag sig + 29 minutters landsholdsbold, og han var da heller ikke med i de første 4 kampe under VM 82. I holdets kamp mod Brasilien i andet gruppespil, måtte Collovati så udgå efter 34 minutter, og her valgte Bearzot så at pege på teenageren fra Milano, som derved røg i aktion som stopper ved siden af Scirea. I næste kamp mod Polen i semifinalen startede han inde i et 3-mands centralt forsvar med Scirea og Collovati, og også i finalen spillede han fra start, nu som højre back i et 5-mands forsvar.

Han deltog udover VM 82, endvidere i VM slutrunderne i 1986, 1990 og 1998, og det pudsige er at til trods for medvirken i 4 VM slutrunder, spillede han aldrig en eneste VM kvalifikations kamp. Herudover var han med i EM 88 hvor han i øvrigt blev udtaget til turneringens “ALLSTAR” mandskab. Han var anfører for Italien i den turnering og reelt resten af hans landsholdskarriere, med undtagelse af 10 år senere i 1998, hvor han efter en pause fra landsholdet, overraskende kom med igen. Var med til at opnå bronze til VM 90, og regnes for en af de bedste højre back Italien nogensinde har fostret. Gik aldrig ind i trænergerningen, men har i stedet on/off arbejdet for italienske medier som pundit og skribent, og anerkendes i dag som en af de mest vidende og bedst analyserende personer i branchen.

4. Antonio Cabrini (Juventus) – 24 år og 33 landskampe (65 år i dag og spillede i alt 73 landskampe)
Juve backen er med i den enestående kategori af fantastiske venstre backs, som Italien igennem tiderne har fostret, og kvalitetsmæssigt placerer han sig fint med navne som bl.a. Facchetti, Maldini, Rava m.fl. Han var en relativ angrebsivrig type, og over længere tid fast skytte fra 11-meter pletten. Han gik under tilnavnet “BellÀntonio” som betyder noget i retning af “Smukke Antonio”, og som type var han måske en mere flegmatisk personlighed end mange andre på holdet.

Han var en fast bestanddel af VM 78 mandskabet, og under VM 82 var han i den grad en nøglespiller trods sine stadig kun 24 år. Herudover medvirkede han i EM 80 og VM 86. Under VM 78, hvor han blot var 20 år gammel, blev han i øvrigt udråbt som turneringens bedste unge spiller, så allerede her var talentet og potentialet tydeligt. Han optrådte langt hovedparten af karrieren for Juventus, med hvem han vandt alt hvad der var at vinde, herunder som en af få, alle 3 europæiske klubturneringer (Europa Cup for Mesterhold, Europa Cup for Pokalvindere og UEFA Cuppen).

5. Fulvio Collovati (AC Milan) – 25 år og 26 landskampe (65 år i dag og spillede i alt 50 landskampe)
Den hårdføre stopper var et produkt af AC Milans ungdomsarbejde, og han var udset til at afløse den mangeårige Milan spiller Roberto Rosato, hvilket han da også gjorde, da han fik debut i 1976. For Italien medvirkede han i VM 82, hvor han i øvrigt blev udtaget til turneringens “ALLSTAR” hold + EM 80 og VM 86. Var som type lidt af nyere tids Alessandro Nesta, og var ofte den der blev sat til at mandsopdække modstandernes 9èr, hvilket han op igennem 70èrne og 80èrne var blandt de bedste til i verden.

6. Claudio Gentile (Juventus) – 28 år og 56 landskampe (69 år i dag og spillede i alt 71 landskampe)
“Gaddafi” tilnavnet havde givetvis ikke været forfærdelig politisk korrekt i vore dages krænkelseskultur, men her tilbage i 80èrne var menneskeheden generelt ikke så sårbare, og den libyske “storcharmør” og den usædvanlig hårdføre italienske spiller, havde virkelig nogle ligheder. Begge var de født i Libyen. Claudio (Gentile) i landets hovedstad Tripoli, mens Hannibal (Gaddafi) kom til verden i det man dengang kaldte “Africa Settentrionale Italiana” (ASI), som frem til 1934 var en fascistisk koloni af italienere i Nord Afrika. Mens den “rigtige” Gaddafi var hårdhændet overfor modstandere udenfor fodboldbanen, kan man med sindsro postulere at Gentile var det indenfor på banen. Forskellene bestod dog i at Hannibals ofre sjældent overlevede, mens de heldigvis gjorde det, når Claudio havde mandsopdækket dem!

Claudio som lille dreng med sin familie til Italien, hvor han spillede i den lille klub Arona, inden han via et ophold i Varese, som 19 årig blev hentet til Juventus, hvor han blev holdkammerat med bl.a. Zoff og Causio, som han jo her i 1982 blev verdensmestre med. På det fremragende Juve hold, der blev trænet af tjekkoslovakken Cestmir Vycpalek, var også spillere som bl.a. Fabio Capello, Francesco Morini og Sandro Salvadore m.fl., ligesom den dengang blot 16 årige Paolo Rossi, indimellem fik lov til at “snuse” til 1 holdstræningen. Gentile blev hurtigt fast mand på holdet, og allerede i sin anden sæson var han med til at vinde “Scudettoen”, og i de næste 11 sæsoner, udviklede han sig til en af de stærkeste forsvarsspillere overhovedet. Han dækkede både højre back og det centrale forsvar, og indimellem blev han med fordel rykket op på den defensive midtbane. Vi danskere husker ham muligvis bedst fra finalen i Europa Cup for Mesterhold tilbage i 1983, hvor han uhæmmet smadrede næsen på Lars Bastrup, så denne måtte udgå efter 54 minutter. I sidste ende vandt HSV dog over Gentiles Juventus, så det var begrænset hvad italieneren fik ud af sin svinestreg. Bemærkelsesværdigt nok modtog han blot et rødt kort i sin lange karriere, og det var endda for brok og ikke en svinestreg. At han ikke fik rødt kort i VM 82 anden runde kampen mod Argentina og i særdeleshed Diego Maradona, fremstår den dag i dag som et under, men missionen lykkedes, da vidunderbarnet blev holdt i skak, og Italien vandt både den kamp og senere hen finalen, og Gentile var en helt i hjemlandet.

Han deltog i VM 78, VM 82 og EM 80, og blev udtaget til turneringens “ALLSTAR” hold både i 1980 og 1982.

7. Gaetano Scirea (Juventus) – 29 år og 49 landskampe (Døde som 36 årig i 1989 og spillede i alt 78 landskampe)
Her er vi oppe i “laget” omkring Franz Beckenbauer, Franco Baresi og Bobby Moore m.fl., for Scirea var i sin storhedstid i sandhed en af historiens bedste centrale forsvarsspillere, som i 14 sæsoner styrede Juves forsvar med hård hånd, ligesom han fra 1975 – 1986 var generalen i det italienske landsholdsforsvar. Hans sidste kamp på landsholdet var Italiens sidste kamp under VM 86, hvor man tabte til Frankrig. Her var Scirea anfører og placeret som defensiv midtbanespiller (midterforsvaret bestod af Franco Baresi og Pietro Vierchowod). Han medvirkede i VM 78, EM 80, VM 82 og VM 86, hvor han spillede samtlige kampe (22) fuld tid, og han blev udtaget til “ALLSTAR” holdet efter EM 80. Han var under Bearzot givetvis dennes vigtigste spiller, og hans tårnhøje niveau blev understreget af at han mere eller mindre holdt en spiller som Franco Baresi, ude af “Gli Azzurri”s hold i 4 år fra 1982 til 1986, med enkelte undtagelser, som nævnt bl.a. i Frankrigskampen under VM 86, hvor de begge spillede.

Hans stil var “Beckenbauersk” hvis man kan sige det sådan, dvs. rolig, fantastisk boldbehandling, sublimt overblik og lederevner på ypperste niveau, og når han styrede sit forsvar, scorede modstanderne yderst sjældent. På klubplan er han en af kun 6 spillere i historien, som har vundet samtlige officielle titler under både UEFA og FIFA, og hans legendestatus i især Juventus, understreges af at der på både deres gamle og nye stadion, er en sektion opkaldt efter ham navngivet “Curva Scirea”. Han døde jo allerede som 36 årig, blot 1 års tid efter at han havde stoppet den aktive karriere. Her arbejdede han som scout for Juventus, og han blev ramt af en lastbil da han på en tur i Polen, døde i sin bil.

8. Pietro Vierchowod (Fiorentina) – 23 år og 2 landskampe (64 år i dag og spillede i alt 45 landskampe)
“Lo Zar” som han blev kaldt, og som betyder “Zaren” referende til hans ukrainske baggrund, var en benhård og yderst atletisk forsvarsspiller, der spillede for flere forskellige klubber, men dog havde sin storhedstid over 12 sæsoner i Sampdoria fra 1983 til 1995, hvor det blev til over 350 kampe alene i Serie A.

Han fik ikke spilletid under VM 82, men var senere hen med både til VM 86 og VM 90, hvor han begge gange var stamspiller.

At han var fysisk velbygget, illustreres ved at Diego Maradona omtalte ham som “Hulk” i Serie A, når de stod overfor hinanden, og både Marco van Basten og Gary Lineker har fortalt at han måske var den hårdeste spiller, de i deres karriere har stået overfor.

9. Giancarlo Antognoni (Fiorentina) – 28 år og 60 landskampe (69 år i dag og spillede i alt 71 landskampe)
En naturlig “10èr” som bestemt ikke var glad for den alfabetiske nummertildeling på holdet under VM 82, men ikke desto mindre var han en af sit holds bedste spillere i turneringen, hvor han som en fantastisk kreativ playmaker lige bag angriberne, lå og styrede spillet. Han omtales i dag som en af sit lands største 10ère nogensinde, dvs. i samme leje som bl.a. Rivera, Mazzola og Del Piero m.fl..

I landsholdsregi deltog han i VM 78, EM 80 og VM 82, hvor han havde næstflest assist af alle deltagende spillere, kun overgået af Zico og Pierre Littbarski. Han spillede hovedparten af sin karriere i Fiorentina, hvor han den dag i dag er manden med flest kampe i Serie A (341). I november 1981, dvs. kun 7 måneder før VM 82, fik han et alvorligt kraniebrud i et voldsomt sammenstød med Genoas keeper Silvano Martin. Flere troede faktisk han var død, da han livløs lå på banen, men gudskelov blev hans liv reddet, og efter længere tids pause, gjorde han comeback for klub- og landshold, tidsnok til at han kom med til VM 82.

En mindre pudsighed er, at han til trods for sin elegance, har modtaget 2 røde kort i landsholdsperioden, hvilket faktisk er rekord nogensinde, en rekord han deler med Daniele De Rossi og Franco Causio.

10.Gíuseppe Dossena (Torino) – 24 år og 9 landskampe (65 år i dag og spillede i alt 38 landskampe)
En af de helt store overraskelser i Bearzots VM trup, og den offensive midtbanespiller, fik da heller ikke et sekunds aktion under VM triumfen, ligesom han aldrig hverken før eller senere, var med i en slutrunde med landsholdet. Ikke desto mindre blev det til 38 kampe for “Gli Azzurri”, men altså sjældent når det var vigtigt.

Han spillede i mange forskellige klubber, og havde størst succes i sine år i Sampdoria, med hvem han indenfor kort tid vandt både Scudettoen, Coppa Italia, Super Cuppen i Italien + Europa Cup for Pokalvindere. Han var i den tid på hold med spillere som bl.a. føromtalte Vierchowod samt Pagliuca, Vialli og Mancini m.fl.

11.Giampiero Marini (Internazionale FC) – 31 år og 11 landskampe (72 år i dag og spillede i alt 20 landskampe)
Den særdeles hårdtarbejdende defensivt orienterede midtbanespiller, tørnede ud Internazionale da han blev udtaget til VM, og selvom de fleste havde forventet at hans klubkammerat Gabriele Oriali, ville være Bearzots foretrukne på den defensive midtbane, var det Marini som spillede på den plads, og han spillede faktisk 5 ud af de 7 kampe, heraf de 2 fra start. I de senere kampe var det dog Oriali som blev foretrukket, simpelthen fordi Bearzot mente at denne var mere rolig på bolden end Marini, og typisk blev han således brugt som indskifter når en føring skulle holdes, eller som da Antognoni i semifinalen mod Polen, måtte udgå skadet relativ tidligt i kampen.

VM 82 blev den eneste slutrunde han deltog i, og derfor blev det ikke til mere end de 20 kampe for “Gli Azzurri”. Han vandt dog både Scudettoen og Coppa Italia med Inter, hvor han nåede næsten 400 kampe i Serie A over en 11 årig periode.

12.Ivano Bordon (Internazionale FC) – 31 år og 13 landskampe (72 år i dag og spillede i alt 21 landskampe)
Frygtløs, hurtig på stregen og kommanderende var kendetegnene for den stærke keeper, der såfremt konkurrenten ikke hed Dino Zoff, givetvis havde fået langt flere landskampe end tilfældet var. Han spillede kun fuld tid i 5 af de 21 landskampe, mens han typisk spillede første eller anden halvleg i de øvrige 16. Han var med på bænken ved slutrunderne VM 78, EM 80 og VM 82, uden at få så meget som et eneste sekunds aktion.

Så så det noget bedre ud for ham på klubplan, hvor han både mesterskaber og pokaltitler, og især vil blive husket for hans tid i Internazionale, hvor han fra 1970 til 1983 vogtede buret i knap 300 Serie A kampe. Efter karrieren blev han en efterspurgt målmandstræner, i det han, udover egne evner og erfaring, var eminent til at lære fra sig, hvilket han gjorde over mange år i både Internazionale, Juventus og fra 2004 til 2006 for det italienske landshold, hvorved han jo var med omkring det guldvindende hold også her, hvor han havde ansvaret for Gianluigi Buffons træning.

13.Gabriele Oriali (Internazionale FC) – 29 år og 20 landskampe (70 år i dag og spillede i alt 28 landskampe)
Den lille evigt løbende defensive midtbanespiller, havde ikke nogen længere karriere omkring landsholdet, men han spillede 5 ud af de 7 kampe under VM, hvor han startede inde i dem alle, og han viste sig at være en særdeles vigtig brik for Bearzots planer. I klubregi tørnede han primært ud for Internazionale, hvor han spillede 13 sæsoner, mens han spillede med i EM 80 og VM 82 for Italien.

Efter karrieren har han arbejdet i forskellige klubber, og er aktuelt manager for landsholdet.

14.Marco Tardelli (Juventus) – 27 år og 55 landskampe (68 år i dag og spillede 81 landskampe)
Manden der blev verdenskendt for det man kaldte “Tardelly cry” (billedet herunder), efter hans flotte scoring i VM 82 finalen mod Vesttyskland, hvor han over en halv banelængde skreg sin glæde ud, alt i mens han knyttede næverne, og rystede sit hoved. Han var en fantastisk arbejdsom midtbane spiller, der dækkede både de offensive og defensive pladser, og man kunne stole 100% på ham, hvilket Bearzot i høj grad gjorde under hans år på landsholdet. Han havde sin primære karriere i Juventus, hvor han vandt alt der var at vinde, og det blev til hele 12 sæsoner i den stribede trøje, ligesom han var med i 4 slutrunder for Italien, først i VM 78, dernæst EM 80, VM 82 og VM 86. Han blev valgt til “ALLSTAR” holdet under EM 80.

Efter karrieren gik han ind i trænergerningen, og trænede så forskellige hold som italienske U landshold, Bari, Egyptens landshold og til sidst fra 2008 til 2013 var han assistent på det irske landshold. Han var træner for det italienske U 21 landshold som vandt EM i 2000, hvorpå man noterede sig spillere som de 3 senere verdensmestre Gattuso, Pirlo og Perrotta.

15.Franco Causio (Udinese Calcio) – 33 år og 58 landskampe (74 år i dag og spillede 63 landskampe)
En af italiensk fodbolds mest tekniske og elskede spillere, og en spiller der på sine bedste dage var i absolut verdensklasse. Under VM 78 dannede han angrebstrio med Roberto Bettega og Paolo Rossi, hvor Causio primært blev benyttet som en slags højre wing, mens han 4 år senere i Spanien efterhånden mere var en marginal spiller, og han medvirkede blot i 2 af kampene, henholdsvis i gruppekampen mod Peru, hvor han fra 2 halvlegs start erstattede Rossi, mens han fik det sidste minut af finalen i stedet for Altobelli.

Mange troede at den rutinerede spiller ville stoppe på landsholdet, efter VM triumfen, men han blev ved et stykke tid endnu, og opnåede yderligere 3 kampe, mens han tørnede ud for Udinese, hvor han bl.a. spillede sammen med Zico.

I klubregi var det dog primært hans 11 sæsoner og over 300 Serie A kampe for Juventus, at han blev et stort navn, og undervejs i karrieren var han med til at vinde hele 6 Scudettoer med “Den Gamle Dame”. Først som 39 årig stoppede han karrieren, og den dag i dag e “The Baron”, som han blev kaldt pga. sin noble optræden, en populær skikkelse i Italien.

16.Bruno Conti (AS Roma) – 27 år og 13 landskampe (68 år i dag og spillede 47 landskampe)
Pele mente at den lille dribler overordnet set var VM 82`s bedste spiller, og sandt er det da også, at han var eventyrlig stærk i turneringen, hvor han medvirkede i alle 7 kampe Italien spillede. Han kom naturligvis med på “ALLSTAR” holdet, og fortsatte frem til og med VM 86, hvor han, i lighed med Bearzot, stoppede for “Gli Azzurri”. Under VM blev han i øvrigt ofte omtalt som “Mara-Zico”, da mange mente han som spillertype var en kombination af Maradona og Zico.

Normalt blev han dog hjemme i Roma, kaldt “The Mayor of Rome”, og hvis ikke han havde været udlånt et par gange til Genoa, havde han været en “One Club spiller”, hvor det blev til over 400 kampe over 18 sæsoner, og han var bl.a. med til at vinde Scudettoen i sæsonen 82/83, ligesom han vandt imponerende 5 Coppa Italia trofæer.

I dag er han ansat som chef for ungdomssektoren i AS Roma.

17.Daniele Massaro (Fiorentina) – 21 år og 1 landskamp (61 år i dag og spillede 15 landskampe)
En af de helt store overraskelser i VM 82 truppen, og en af dem som især medierne klagede højlydt over. Han spillede da heller ikke under slutrunden, og i de næste 3 slutrunder som Italien medvirkede i (VM 86, EM 88 og VM 90) blev han slet ikke udtaget. Han var så pludselig med igen i en moden alder, da Italien nåede helt til finalen til VM 94. Her spillede han rent faktisk 6 ud af holdet 7 kampe, og i finalen fik han fuld tid incl. 2 x 15 minutters ekstra tid, hvor han dannede angrebs duo med Roberto Baggio. Desværre var han, sammen med i øvrigt Baggio og Baresi, en af synderne, da Italien brændte 3 straffespark, og derved missede guldet til Brasilien.

Hans primære klubtid var i AC Milan, hvor han over 9 sæsoner var med til at vinde bl.a. den fineste klubturnering i Europa et par gange + en masse andet sølvtøj.

Er i dag ansat i AC Milan hvor han har en funktion som “Public relations manager”.

18.Alessandro Altobelli (Internazionale FC) – 26 år og 10 landskampe (67 år i dag og spillede 61 landskampe)
Scorede i finalen mod Vesttyskland, og oplevede både at blive skiftet ind efter 7 minutter for en skadet Graziani, samt senere hen i kampens sidste minut at lade sig udskifte for Franco Causio. Han havde været med til EM 80, og var senere hen også med til VM 86 og EM 88, hvor han i øvrigt var anfører i den sidste slutrunde.

Han var en stor spiller i Internazionale, hvor han spillede 317 kampe og scorede 128 mål i Serie A fra 1977 til 1988, og han er klubben den mest scorende spiller den dag i dag i Coppa Italia, hvor han scorede 56 mål i 93 kampe.

19.Francesco Graziani (Fiorentina) – 29 år og 53 landskampe (70 år i dag og spillede i alt 64 landskampe)
Den store stærke angriber var en fast bestanddel af Bearzots hold unde VM 82, hvor han spillede alle 7 kampe, men dog måtte udgå tidligt i finalen mod Vesttyskland pga. ens skade. Han var også med i VM 78, hvor han dog primært var reserve for en stærkt spillende Rossi, og også i EM 80 var han med, nu som fast mand med fuld spilletid i alle Italiens 4 kampe.

Klubkarrieren foregik primært i Torino og Fiorentina, og med førstnævnte klub var han med til at vinde Scudettoen tilbage i sæsonen 75/76.

20.Paolo Rossi (Juventus) – 25 år og 20 landskampe (Døde som 64 årig i 2020 og spillede i alt 48 landskampe)
Den utrolige historie om om manden (herover på billedet) hele Italien først hadede, og derefter elskede, kender de fleste. Han fik 1 år skåret af en karantæne, og kom med i VM truppen i middelmådig tilstand, og han var bestemt ikke god i de første kampe, men pludselig eksploderede han og med 6 mål i alt, sluttede han utroligt nok som hele VM`s topscorer, og da han sideløbende blev kåret til turneringens bedste spiller, kom på “ALLSTAR” holdet + naturligvis vandt VM, må man sige at 1982 var et nærmest ufatteligt år, for den letbenede angriber. Han havde i øvrigt også været med til at vinde Scudettoen i sæsonen op til VM, og det hele blev “kronet” med da han i slutningen af året, modtog Ballon dÒr trofæet!

Han var første gang med til et VM 4 år forinden i Argentina, hvor han i øvrigt blev kåret til turneringens næstbedste spiller efter Mario Kempes + kom på “ALLSTAR” holdet + scorede 3 mål, og med 9 mål totalt set over hans VM karriere, er han i front sammen med Roberto Baggio og Christian Vieri på Italiens ALLTIME topscorer liste for VM slutrundekampe. Han blev i øvrigt topscorer i Serie A i 77/78 + europæisk topscorer i 82/83, så det var bestemt ikke kun i landsholdstrøjen, at han kunne finde ud af at score mål.

Regnes ikke overraskende for at være en af Italiens største navne i fodboldhistorien.

21.Franco Salvaggi (Cagliari) – 29 år og 3 landskampe (69 år i dag og spillede i alt 3 landskampe)
I bedste fald var den lille og vævre driblestærke angriber, en parentes i italiensk fodboldhistorie, men han opnåede da at blive verdensmester, selvom han ikke fik spilletid.

22.Giovanni Galli (Fiorentina) – 24 år og 0 landskampe (65 år i dag og spillede i alt 19 landskampe)
Var sammen med Bordon udelukkende bænkevarmere under VM, og Galli var det også under EM 80, men så til VM 86, var han første valg, hvilket han har udtalt er blandt karrierens absolutte højdepunkter.

På klubplan repræsenterede han primært Fiorentina i 9 sæsoner, men han var også forbi klubber som AC Milan, Napoli, Torino og Parma m.fl. Efter karrieren var han ansat som fodbolddirektør i Hellas Verona, og senere arbejdede han som pundit for italiensk TV.

Italiens kampe under VM forløb således:

Gruppekamp d. 14 juni på Abanca Balaidos, Vigo – 33.040 tilskuere.
Italien – Polen 0-0
3-4-1-2: Zoff (anf) – Gentile, Scirea, Collovati – Conti, Marini, Tardelli, Cabrini – Antognoni – Graziani, Rossi

Definitionen “kedelig” kan grammatisk bøjes på flere måder, men uanset hvordan, vil det være overskriften for en af de mest indholdsfattige kampe i VM historien, jeg personligt har set. Bearzots udvalgte kom efter 1 point, og det fik de i en kamp, hvor Polens mange offensive profiler anført af Boniek og Lato, blev “låst” totalt fast af bidende tacklinger og markeringer, fra de uhyrligt dygtige og koncentrerede italienske spillere.

Gruppekamp d. 18 juni på Abanca Balaidos, Vigo – 25.000 tilskuere.
Italien – Peru 1-1 Conti 1
4-4-2: Zoff (anf) – Gentile, Collovati, Scirea, Cabrini – Conti, Marini, Tardelli, Antognoni – Graziani, Rossi
Indskiftninger: 45 min. Causio ind for Rossi

Peru var på forhånd regnet som det dårligste hold i gruppen, og det lignede en overkommelig opgave for “Gli Azzurri”, der dog ikke ville meget i en kamp, hvor temperaturen undervejs nærmede sig 40 grader, hvilket selvsagt tog en del af tempoet ud. Det var Conti der bragte sit hold i front, men Ruben Diaz udlignede, og herefter skete der ikke meget i endnu en skuffende forestilling, hvor de betalende tilskuere må have følt sig snydt så vandet drev!

Gruppekamp d. 23 juni på Abanca Balaidos, Vigo – 18.000 tilskuere.
Italien – Cameroun 1-1 Graziani 1
4-4-2: Zoff (anf) – Gentile, Collovati, Scirea, Cabrini – Conti, Oriali, Tardelli, Antognoni – Graziani, Rossi

Her havde man nok regnet med at Italien ville sikre sig en komfortabel sejr, for med al respekt for Roger Milla og CO, så var “Gli Azzurri” på papiret, et langt bedre mandskab. Igen måtte man dog nøjes med en kedsommelig forestilling, hvor Graziani bragte sit hold i front, men hvor Gregoire Mbida udlignede, og så sluttede endnu en trist kamp remis, hvilket betød at Italien akkurat humpede videre fra gruppen på anden pladsen. Cameroun og Italien sluttede begge på 3 point for 3 uafgjorte kampe, men Italienerne havde scoret 1 mål mere end det afrikanske hold, som før denne kamp havde spillet 2 x 0-0. Polen vandt gruppen.

Andet gruppespil d. 28 juni på Estadio de Sarria, Barcelona – 43.000 tilskuere.
Italien – Argentina 2-1 Tardelli 1 + Cabrini 1
5-3-2: Zoff (anf) – Gentile, Collovati, Scirea, Oriali, Cabrini – Conti, Tardelli, Antognoni – Graziani, Rossi
Indskiftninger: 75 min. Marini ind for Oriali og 80 min. Altobelli ind for Rossi

Med Maradona, Kempes, Diaz og Bertoni i front, var de forsvarende verdensmestre relativ store favoritter her i “Dødens gruppe”, og den snu Bearzot valgte klogt at stille med 3 centrale forsvarsspillere, hvoraf Gentile næsten udelukkende skulle “bindes” til fænomenet Maradona. Derved trak Oriali længere ned i banen, og lå i perioder som en slags ekstra stopper sammen med Scirea og Collovati, hvis han da ikke byttede med Tardelli, der utroligt nok stadig kunne løbe “solen sort” i sin fjerde kamp under dette VM.

Med hele 23 dømte fejl (mon ikke der minimum har været lige så mange ikke dømte?) begået af Gentile vs Maradona, blev der faktisk slået rekord i VM sammenhæng for fejl begået af een`spiller mod den samme modstander. Denne rekord består faktisk stadig den dag i dag, og illustrerer hvor ekstremt hårdt Gentile spillede overfor en mere og mere frustreret argentiner, der konstant påberåbte sig dommerens opmærksomhed, men uden det hjalp synderligt. “Gaddafi” havde endda modtaget et gult kort allerede i kampens første minut, men formåede ikke desto mindre at spille de resterende 89 minutter, uden at få yderligere et kort, og efter 35 minutter, fik også Maradona et kort, da han klaskede Gentile.

Det var Tardelli der efter 57 minutter bragte Italien i front, og 10 minutter efter kunne Cabrini øge føringen. Argentinerne var nu desperate, men det blev kun til 1 mål scoret af Passarella på direkte frispark kort før tid, og dermed måtte de forsvarende verdensmestre slukørede forlade et sydende stadion i bagende hede Barcelona.

Andet gruppespil d. 5 juli på Estadio de Sarria, Barcelona – 44.000 tilskuere.
Italien – Brasilien 3-2 Rossi 3
4-4-2: Zoff (anf) – Gentile, Collovati, Scirea, Cabrini – Conti, Oriali, Tardelli, Antognoni – Graziani, Rossi
Indskiftninger: 43 min. Bergomi ind for Collovati og 75 min. Marini ind for Tardelli

Brasilien kunne nøjes med remis mod Italien, da de havde vundet 3-1 over Argentina, men selvom man nu havde set at Italien rent faktisk kunne finde ud af at vinde, så forventede de fleste at VM favoritterne fra “Selecao” ville blæse “Gli Azzurri” ud af banen.

Tele Santana stillede med et offensivt minded mandskab, hvor Zico som en af VM`s største stjerner, var i hopla med foreløbig 4 mål. Det blev dog hverken Zico, Socrates eller Eder – ja eller hvad de andre brasser stjerner hed, som kom til at styre kampen, for med en chokerende stærkt spillende Rossi i front, formåede Italien sensationelt at vinde opgøret, og Rossi, der ikke havde scoret i næsten 15 timers landsholds fodbold, scorede såmænd alle 3 mål, og dermed stod Italien nu i semifinalen, mens brasserne dybt rystede rejste hjem til et mildt sagt chokeret land!

Semifinale d. 8 juli på Camp Nou, Barcelona – 50.000 tilskuere.
Italien – Polen 2-0 Rossi 2
3-4-1-2: Zoff (anf) – Bergomi, Scirea, Collovati – Conti, Oriali, Tardelli, Cabrini – Antognoni – Graziani, Rossi
Indskiftninger: 28 min. Marini ind for Antognoni og 70 min. Altobelli ind for Graziani

Så stod de to lande igen overfor hinanden, akkurat som i gruppespillet, men i forhold til den kamp, var Rossi nu kommet i gang, og ja naturligvis tør man næsten fristes til at sige, var det igen Juve angriberen, som scorede begge sit holds mål, og så kunne Bearzot og CO forberede sig på nationens 3`de VM finale!

Finale d. 11 juli på Santiago Bernabeu, Madrid – 90.000 tilskuere.
Italien – Vesttyskland 3-1 Rossi 1, Tardelli + Altobelli 1
5-3-2: Zoff (anf) – Bergomi, Scirea, Collovati, Gentile, Cabrini – Conti, Oriali, Tardelli – Graziani, Rossi
Indskiftninger: 7 min. Altobelli ind for Graziani og 89 min. Causio ind for Altobelli

Et stuvende fyldt Bernabeu var klar til braget mellem de to europæiske fodboldgiganter, og ingen turde på forhånd tippe om resultatet, for selvom Vesttyskland var svage favoritter, havde man jo set italienernes ukuelige vindervilje hidtil i turneringen, og med en Rossi i storform, skulle man aldrig sige aldrig.

Og ja det gik næsten som man inderst inde havde på fornemmelsen, i det Rossi naturligvis bragte Italien foran efter 57 minutter, og herefter sad man næsten mere og ventede på endnu en scoring fra hans fod, end man egentlig troede på tysk udligning. 12 minutter senere kom så et af historiens mest omtalte scoringer, eller rettere det var jubelscenen umiddelbart efter, som blev så berømt. Marco Tardelli fyrede “kanonen” af lige uden for feltet, og uden chance for Harald Schumacher, strøg bolden i mål til italiensk 2-0 føring. Herefter løb en helt afsindig jublende glad Tardelli henover græstæppet med italienske medspillere halsende efter sig. Alt i mens han græd og rystede sit hoved fra side til side, holdt han armene halvt oppe med knyttede næver og skreg sin glæde ud i den spanske aftenhimmel. Jubelscenen blev hurtigt døbt “Tardelli cry” og rangeres den dag i dag som en af de mest ikoniske jubelscener i VM historien.

Kampen var nu reelt afgjort, og da Altobelli lukkede kampen til 3-0, var det kun den tilbagevendte Paul Breitners kosmetiske scoring til sidst, der reddede lidt af æren hos de detroniserede tyskere! Italien havde vundet deres tredje VM i deres tredje finale, og udlignede derved Brasiliens antal titler, og ja undertegnede var såmænd langsomt men sikkert blev fan af dette forunderlige mandskab, hvor stilen kunne skifte til helt absurd defensiv bold – til pludselig at eksplodere i temposkift, hurtige pasninger og ekstrem kynisme i begge felter. Spillere som Tardelli, Scirea og Cabrini blev hurtigt blandt mine favoritter, og siden den dag, har jeg rent faktisk holdt med det italienske landshold i noget nær alle slutrunder, også selvom de bestemt ikke altid lever op til favoritværdigheden!

Et par interessante noter fra de italienske verdensmestre er bl.a. at aldersforskellen på Zoff og Bergomi, begge startende spillere i finalen, var 21 år og 10 måneder, hvilket er rekord i VM finale sammenhæng. Også 6 spillere repræsenterende samme klub, startende i en VM finale er rekord. Her var det Juventus sekstetten Zoff, Gentile, Scirea, Tardelli, Cabrini og Rossi. Rekorden deles dog med Vesttyskland (1974), Spanien (2010) og Tyskland (2014). Bearzot benyttede kun 15 spillere i de 7 kampe, hvorfor Galli, Bordon, Vierchowod, Selvaggi, Dossena, Baresi og Massaro udelukkende så kampene fra bænken.

Paolo Rossi blev jo VM`s topscorer, og da han jo også vandt VM, og i øvrigt også blev kåret til VM`s bedste spiller + sluttede året med at modtage Ballon dÒr, er han den dag i dag den eneste spiller i historien der har præsteret alle 4 ting samme år.

Afslutningsvis vil jeg, aldeles subjektivt, forsøge at rangere de italienske VM 82 helte ift. historiens bedste italienske spillere på hver enkelt position, således at man overordnet set, kan forholde sig til niveauet.

Målmænd
1. Gianluigi Buffon
2. Dino Zoff
3. Gianpiero Combi
4. Walter Zenga
5. Gianluca Pagliuca

Højre back
1. Giuseppe Bergomi
2. Gianluca Zambrotta
3. Claudio Gentile
4. Alfredo Foni
5. Christian Panucci

Venstre back
1. Paolo Maldini
2. Giacinto Facchetti
3. Antonio Cabrini
4. Pietro Rava
5. Fabio Grosso

Central forsvar
1. Fabio Cannavaro
2. Gaetano Scirea
3. Franco Baresi
4. Tarcisio Burgnich
5. Alessandro Nesta

Defensiv midtbane
1. Luis Monti
2. Daniele De Rossi
3. Gennaro Gattuso
4. Romeo Benetti
5. Gabriele Oriali

Central midtbane
1. Andrea Pirlo
2. Marco Tardelli
3. Fabio Capello
4. Giacomo Bulgarelli
5. Giancarlo De Sisti

Offensiv midtbane (10éren)
1. Gianni Rivera
2. Roberto Baggio
3. Sandro Mazzola
4. Giancarlo Antognini
5. Francesco Totti

Wing
1. Bruno Conti
2. Franco Causio
3. Mauro Camonaresi
4. Angelo Domenghini
5. Antonio Candreva

Angriber
1. Paolo Rossi
2. Giuseppe Meazza
3. Gigi Riva
4. Omar Sivori
5. Silvio Piola

Bruger man ovenstående som en slags rettesnor, fremgår det krystalklart hvorfor dette hold vandt VM, og med rette regnes for et af de bedste landshold i historien generelt, og et af de bedste italienske specifikt.

Og med disse ord, er jeg nået til vejs ende i denne artikel omkring et af mine absolutte favoritmandskaber i fodboldens lange historie. Jeg håber du blev underholdt, måske beriget med info og viden, og ja så lige pludselig på genlæs 😉

Grado (IT) 06.05.23