VM - KORRUPTION - ONDSKAB OG GRÅDIGHED - OG HVAD SÅ DER EFTER?

BLIVER HÅNDEN FYLDT NU?

Tyskland “Die Mannschaft”
FIFA ranking (oktober 2022):
 11
Træner: Hansi Flick
Anfører: Manuel Neuer
VM meritter/bedste placering: Verdensmester i 1954, 1974, 1990 og 2014
Deltaget i VM: 19
Nationens historiske helte: Fritz Walter. Hans Schäfer, Wolfgang Overath, Günter Netzer, Franz Beckenbauer, Miroslav Klose, Sepp Maier, Gerd Müller, Karl-Heinz Rummenigge, Lothar Matthäus, Jürgen Klinsmann, Uwe Seeler, Oliver Kahn og Bastian Schweinsteiger
Hylde 1 spillere (jfr. liste fra d. 5.7.22) på nuværende hold: Manuel Neuer, Marc-Andre`ter Stegen, Antonio Rüdiger, Joshua Kimmich, Kai Havertz, Toni Kroos og Thomas Müller
De 3 vigtigste spillere i nuværende trup:
 Manuel Neuer, Thomas Müller og Joshua Kimmich
Flest landskampe ALLTIME

Lothar Matthäus: 150
Miroslav Klose: 137
Lukas Podolski: 130
Flest mål ALLTIME
Miroslav Klose: 71
Gerd Müller: 68
Lukas Podolski: 49
Flest landskampe nuværende trup
Thomas Müller: 118
Manuel Neuer: 113
Joshua Kimmich: 70
Flest mål nuværende trup
Thomas Müller: 44
Timo Werner: 24
Serge Gnabry: 20

Tysklands 8 kampe i 2022:
26.3 vs Israel (hj) 2-0
29.3 vs Holland (u) 1-1
4.6 vs Italien (u) 1-1
7.6 vs England (hj) 1-1
11.6 vs Ungarn (u) 1-1
14.6 vs Italien (hj) 5-2
23.9 vs Ungarn (hj) 0-1
26.9 vs England (u) 3-3

Vundne: 2
Uafgjorte: 5
Tabte: 1
Målscorer: 14-10

Målscorere:
Timo Werner: 3
Kai Havertz: 3
Ilkay Gündogan: 2
Joshua Kimmich: 2
Jonas Hofmann: 2
Thomas Müller: 2

Formationer:
4-2-3-1: 7
3-4-2-1: 1

Benyttede spillere i de 8 landskampe (31):
8 kampe: David Raum, Ilkay Gündogan, Timo Werner, Jamal Musiala og Thomas Müller
7 kampe: Kai Havertz og Leroy Sane
6 kampe: Thilo Kehrer, Joshua Kimmich og Jonas Hofmann
5 kampe: Lukas Nmecha, Manuel Neuer, Serge Gnabry, Nicklas Süle, Nico Schlotterbeck og Antonio Rüdiger
4 kampe: –
3 kampe: Marc Andre`ter-Stegen og Leon Goretzka
2 kampe: Christian Günter, Jonathan Tah, Julian Draxler, Anton Stach, Benjamin Henrichs og Lukas Klostermann
1 kamp: Kevin Trapp, Julian Weigl, Florian Neuhauss, Karim Adeyemi, Julian Brandt, Robin Gosens og Armel Bella-Kotchap

Ovennævnte 31 spillere er fordelt på 17 klubber:
Bayern München: 8 (Neuer, Müller, Süle, Kimmich. Musiala, Gnabry, Sane og Goretzka)
Borussia Dortmund: 4 (Süle, Schlotterbeck, Brandt og Adeyemi)
RB Leipzig: 4 (Raum, Henrichs, Werner og Klostermann)
Borussia Mönchengladbach: 3 (Hofmann, Neuhaus og Weigl)
Chelsea: 3 (Werner, Rüdiger og Havertz)
SL Benfica: 2 (Draxler og Weigl)
Paris Saint-Germain: 2 (Draxler og Kehrer)
VfL Wolsburg: 1 (Nmecha)
Mainz 05: 1 (Stach)
SC Freiburg: 1 (Günter)
Bayer 04 Leverkusen: 1 (Tah)
Manchester City: 1 (Gündogan)
West Ham United: 1 (Kehrer)
Real Madrid: 1 (Rüdiger)
Inter Milan: 1 (Gosens)
Southampton: 1 (Bella-Kotchap)
FC Barcelona: 1 (Ter-Stegen)

Bemærk at Kehrer, Werner, Süle, Draxler, Rüdiger og Weigl har repræsenteret 2 klubber i kalenderåret.

HISTORIEN
(Vest)Tyskland har været i VM finalen 6 ud af de 12 VM slutrunder jeg har set i mit liv, og vundet de 3, og totalt over hele VM historien har vores sydlige naboer været i flere VM finaler (8) end nogen anden nation, hvilket i den grad illustrerer hvilken mægtig fodboldnation vi her taler om. Akkurat som Brasilien, har tyskerne aldrig misset en VM slutrunde, i hvert fald ikke pga. fejlagtig kvalifikation, i det de 2 eneste slutrunder som de ikke har medvirket i, har været i VM 30 pga. økonomiske problemer + VM 50 hvor verdenssamfundet kort og godt nægtede dem adgang, i det et par mindre civiliserede herrer, havde lavet “lidt rav” i den nogle år forinden (læs: 2 Verdenskrig!).

Da tyskerne første gang deltog tilbage i 1930, blev det til bronze for et mandskab, hvor Sckalke 04 legenden Fritz Szepan, var holdets uovertrufne profil, og første gang man så dem i en VM finale var i VM 54 (billedet hvor Fritz Walter og Ferenz Puskas står klar før kampen med dommertrioen), hvor man mirakuløst besejrede datidens markant bedste landshold fra Ungarn med 3-2 i en finale i i Bern, som hurtigt blev omdøbt “The Miracle of Bern”, pga. chokket. Bl.a. havde Puskas og CO mildt sagt smadret det tyske hold med 8-3 i gruppespillet, og Ungarn var da også planmæssigt foran med 2-0 i finalen, men endte med at tabe 2-3, og dermed kunne man påstå at den i dag så velkendte tyske sejrsmentalitet første gang kom frem i dagens lys, og noget som Gary Lineker sidenhen nøgternt har om talt som “fodbold er en kamp for 22 spillere – de spiller i 90 minutter plus det løste – og tyskerne vinder til sidst!”

Næste gang man så tyskerne i en VM finale var 12 år senere, hvor de nu stod overfor værterne fra England på et sydende Wembley i London. Stjernerne på det tyske mandskab var navne som Uwe Seeler, Hans Tilkowski og den blonde Karl-Heinz Schnellinger, og så var det første gang man så yngre fremadstormende navne som bl.a. Franz Beckenbauer, Jürgen Grabowski og Wolfgang Overath, en trio der i den grad skulle sætte deres præg på tysk fodbold fremadrettet. Men tilbage til kampen på Wembley, hvor tyskerne var svage favoritter, mens England havde deres fantastiske hjemmebane, og båret frem af knap 100.000 tilskuere + ikke mindst en kontroversiel dom med scoringen til 3-2 inde i ekstra tidens 101 minut, lykkedes til for “The Three Lions” at besejre mægtige Vesttyskland, som den dag i dag tænker skidt om situationen nævnt før med det kontroversielle mål. Det var Geoff Hurst som tordnede bolden på Hans Tilkowskis overlægger, og selvom det i hvert fald dengang med TV briller var umuligt at se om bolden rent faktisk var over stregen, dømte dommer Gottfried Dienst mål, og dermed gik “luften af ballonen” kan man vist roligt sige. I de døende sekunder lukkede samme Hurst opgøret til 4-2, så der trods alt ikke var tvivl om resultatet, men tyskerne var ligeglade, de var åbenlyst blevet snydt, og Hurst og CO skal nok være glade for at kampen ikke foregik i tyskernes katedraler!

4 år efter i Mexico blev det til bronze, men efterhånden var holdet bygget op til reelt det utrolige mandskab, som i 1972 vandt EM, og som i “egen hule” i 1974, vandt nationens andet VM. Træneren hed Helmut Schön – anføreren Franz Beckenbauer alias “Der Kaiser” og den ekstreme målskytte hed Gerd Müller “Der Bomber”. Det var et eventyrligt stærkt mandskab, som i de år var nærmest uovervindelige, og selvom Holland i netop VM 74 formentlig var det bedst spillende hold, var der intet at gøre mod de tyske stormtropper, som i finalen besejrede Cruyff og CO med 2-1, og dermed fordoblede deres VM guld.

Holdet blev ældre, og efter EM 76 hvor man tabte i finalen mod Panenka og Tjekkoslovakiet, blev det opløst, så i 1978 hvor det igen blev VM tid, var der blot 4 spillere tilbage fra superholdet, og med undtagelse af Rainer Bonhof, var de øvrige i skikkelse af Sepp Maier, Berti Vogts og Hans-Georg Schwarzenbeck over 30 år, og efterhånden “over the hill”. Det blev en middelmådig slutrunde hvor holdet røg ud efter andet gruppespil, og kun den unge Karl-Heinz Rummenigge var et lyspunkt, som vi som bekendt skulle lære meget bedre at kende, og derved springer jeg frem til VM 82, hvor man igen havde fået samlet et hold, der i hvert fald på papiret kunne gå hele vejen. En stamme bestående af spillere som førnævnte Rummenigge + Harld Schumacher i målet, muskelbundet Hans-Peter Briegel på venstre wingback, en af datidens bedste stoppere i Karl-Heinz Förster, dribleglade Pierre Littbarski og allrounderen Lothar Matthäus + comeback Breitner, var cremen på et hold mange troede ville snuppe guldet, men selvom de virkede usårlige, tabte Rummenigge og CO finalen til Italien, og derved måtte man efterhånden konstatere at man nu havde tabt ligeså mange finaler som man havde vundet. Et regnestykke man ikke brød sig om, selvom visse andre nationer nok ville have været lykkelige for den slags, men ikke de evigt sejrssultne tyskere!

Reelt den samme stamme fortsatte frem til og med VM 86, hvor verdensmestrene fra Italien ikke var de samme længere, men til gengæld var Argentina og en vis Maradona i vejen, og igen måtte tyskerne slukørede forlade en finale som tabere, og dermed lykkedes det aldrig for en ellers fantastisk stamme af navne at vinde VM, for da det igen blev VM tid i 1990, og det tyske hold for tredje gang i træk nåede helt til finalen, igen mod Argentina, var Rummenigge, Briegel, Förster og Schumacher med flere væk, men Matthäus var der stadig som kaptajn, og Maradona blev dækket bedre op end 4 år forinden, og dermed kunne kaptajn Matthäus, manden med flest landskampe i landet, den dag i dag, modtage VM pokalen som bevis for nationens 3`de VM trofæ, hvorved de på daværende tidspunkt overhalede Uruguay og udlignede Italien og Brasilien som mest vindende nationer!

Magre år fulgte og både i 1994 og 1998 røg tyskerne ud i 1/4 finalen, inden et nyt superkuld begyndte at finde takten i det nye årti, hvor VM 02 så ud til at blive endnu en triumf, hvis da bare ikke de vindende brassere, havde Ronaldo Nazario i topform! Tyskland tabte finalen mod ham og “Selecao”, og skuffede spillere som nu hed Oliver Kahn, Michael Ballack og Miroslav Klose m.v., krævede revanche 4 år efter i 2006, hvor turneringen blev afviklet i netop Tyskland. Træneren var nu den tidligere EM og VM vinder Jürgen Klinsmann, og rutinerede profiler som Jens Lehmann, Michael Ballack og Miroslav klose, krydret med upcoming navne som Bastian Schweinsteiger, Philip Lahm og Lukas Podolski, lignede i den grad et mandskab der kunne hente nationens fjerde guld. Alt gik da også planmæssigt med lutter sejre i gruppen, sejr over Sverige i første knockoutrunde og Argentina i 1/4 finalen, inden Italien så ventede i et drama af en semifinale. Opgøret mellem de 2 store fodboldnationer med hver 3 VM guldmedaljer på CVèt, blev afviklet på Westfalen Stadion i Dortmund, hvor der pga. omstændighederne “kun” måtte proppes 65.000 tilskuere ind, men lydkulissen og entusiasmen var fanatisk, grænsende til det absurde, og Tyskland var relativt store favoritter. Men ikke desto mindre gik det som det nu engang gik, og efter 0-0 efter 90 minutter, skulle man helt hen til den forlængede spilletids sidste minut, før kampens første mål faldt, og det var ikke fra en tysk fod, men derimod Fabio Grosso, der jublende sendte kuglen ind bag en sagesløs Jens Lehmann, og dårligt var bolden givet op, førend Del Piero lukkede og slukkede opgøret, hvorefter grådkvalte tyskere faldt til jorden, som var det blev skudt på stribe! Skuffelsen var ikke bare enorm – den var monumental, for alle i det enorme land, havde regnet med at man ville gentage VM 74 successen ved at vinde i “egen hule”, og nu skulle man nøjes med en dødsyg bronzekamp mod Portugal, som uden at ret mange ænsede det, trods alt endte med tysk sejr.

VM 10 blev resultatmæssig en gentagelse, i det et forynget mandskab med unge spillere som bl.a. Toni Kroos, Manuel Neuer og Mesut Özil + ikke mindst turneringens bedste unge spiller, 20 årige Thomas Müller, igen nåede frem til semifinalerne, hvor modstanderen denne gang var Spanien, en nation der aldrig nogensinde havde vundet endsige gjort sig synderligt bemærket i VM sammenhæng. Men ja – som bekendt var “La Roja” ikke helt uefne, og på mål af Carles Puyol, tabte tyskerne endnu engang en semifinale, men igen vandt de bronzekampen, og ja igen måtte man nøjes med den kedeligste medalje man kan “vinde” – bronzen! Og det bringer os så frem til den seneste tyske triumf, der som bekendt kom 4 år senere i Brasilien, hvor Joachim Löws stormtropper snuppede guldet, efter de besejrede Messi og Argentina i en dramatisk finale, og dermed nåede op på samme antal VM guldmedaljer som Italien, men stadig 1 under Brasilien. Det tyske holds stamme var reelt den samme som i Sydafrika i 2010, så den “gyldne generation” anført af Schweinsteiger og Lahm, fik omsider deres guld, og den mangeårige træner Löw omsider den anerkendelse han havde hungret efter. Tyskerne var igen på verdenstoppen, og med yngre fremadstormende navne som bl.a. Joshua Kimmich, Julian Draxler og Timo Werner i kulissen, kunne VM 18 også blive en triumf – troede man!

Men lad os bare røbe det her – det blev en vaskeægte katastrofe, for i en på papiret overkommelig gruppe med Sverige, Mexico og Sydkorea, sluttede holdet sidst med 3 point – pinligt – katastrofalt og noget man i 40èrne næppe havde overlevet. Hjem til nationens spot og spe – helt fortjent – for det var virkelig skidt og i den grad utysk – ja og i øvrigt første gang et tysk landshold nogensinde er røget ud i gruppespillet!

Og dermed er historien slut for denne gang – for nu håber Flick og hans udtagne helte, at der igen bringes hæder og æder og ære over det tyske folk, men det er alt sammen ude i fremtiden –  vi må vente og se om det lykkedes!

NUTIDEN OG DET TAKTISKE

Når man netop har læst om gigantiske legender som Beckenbauer, Müller og Matthäus m.fl., er det unægteligt noget “fladt” at konstatere at Tysklands største fodboldnavn i disse år, 32 årige Toni Kroos, for længst har meldt afbud til landsholdet. Den egenrådige Real Madrid spiller tog den beslutning i 2021, og slutter således på 106 landskampe og 17 mål. Det er ærgerligt for Flick og CO, der i den grad mangler i hvert fald topbredde omkring midtbanepositionerne på det nuværende hold, hvor man godt nok råder over alsidige Kimmich, sprudlende Musiala og altid effektive Gündogan m.fl., men spillere på Kroos`niveau er der ikke, og det kan i den grad betyde at Tyskland ikke tangerer Brasiliens 5 VM guld i denne omgang.Kigger man nærmere på det hold man forventer at Flick i hvert fald starter ud med, kan man konstatere at der mangler det man førhen ville kalde en “bomber” – og en plads helt fremme i angrebet hvor Timo Werner et stykke tid, med blandet succes, har haft en fast plads. Men den nu forhenværende Chelsea spiller er skadet, og kommer ikke med til VM, og da Flick samtidig har måttet se bort fra spillere som super talentet Florian Wirtz, Julian Draxler, Lukas Nmecha samt evigt uheldige Marco Reus, alle med skader, er det virkelig et “såret” mandskab der kommer til Qatar. Man har for så vidt en stærk start 11èr, hvor stammen ikke overraskende er fra Bayern München, men man mangler i den grad spillere med X faktor (Wirtz eller Reus), og backup på højt niveau, hvis nøglefolk som f.eks. Kimmich eller Müller bliver skadet.Holdet stiller givetvis op i favorit opstillingen 4-2-3-1, med Kimmich og Gündogan placeret på den bagerste midtbane. Førstnævnte som en slags spoiler dog med kreative evner, og Gündogan som holdets defensive playmaker i en slags “Pirlo” rolle, hvis man skal forsøge at drage en genkendelig sammenligning. Foran sig forventes det at den store “juvel”, Musiala indtager den offensive midtbanerolle, hvor overraskelsen i udtagelsen, Mario Götze, formentlig er en interessant back up for det unge stjerneskud. Med Sane som markant wing, og en mere afventende Havertz i modsatte side, vil man kunne betegne angrebet som en “bølgende” enhed, i det frontmanden Thomas Müller godt nok er ekstremt alsidig, men dog ikke en udpræget spidsangriber, og tør Flick benytte den blot 18 årige Moukoko, der endnu har sin landsholdsdebut til gode.Holdet er relativt pragmatisk opbygget, hvilket tydeligt fremgår af forsvarets navne, hvor alle er fysisk stærke spillere, dog med undtagelse af Kehrer, hvis han vælges som højre back, og der er en klar rollefordeling i defensiv, midtbane og offensiv, hvor man ikke just vil se det flydende spil som Tyskland var kendt for i 90èrne.Holdets store styrke er homogeniteten og fysikken, hvor alle mand kan “løbe solen sort” i bedste Lothar Matthäus stil, men på minus siden vil jeg markant udpege manglende individualister til at afgøre de tætte kampe, men på den anden side, så har man jo i næsten en menneske alder (overdrivelse fremmer forståelsen) set Thomas Müller dukke op af ingenting og afgøre det for både Bayern München og Tyskland!Kigger man på den trup der blev verdensmestre i 2014, er der 4 spillere tilbage (Neuer, Ginter, Müller og Götze), mens der er 10 gengangere fra den sidste VM trup Joachim Löw styrede i 2018.

Hans-Dieter Flick (57 år og ansat som tysk landstræner fra 01.08.21)
Pragmatikeren, der næsten ud af “det blå” dukkede op og vandt alt som træner med og for Bayern München i perioden fra 2019 til 2021, hvorefter han blev headhuntet til posten som tysk landstræner. Hans træner erfaring er relativ beskeden, hvilket underbygges af at hans eneste chefjob på absolut topniveau faktisk har været netop de 2 år i spidsen for Bayern München, hvor han i øvrigt selv som aktiv spillede lidt over 100 kampe for i perioden 1985 til 1990.

Som træner begyndte han i den lille klub Victoria Bammental da han var blot 31 år, og efter 4 sæsoner her, var han i de næste 5 sæsoner træner i TSG 1899 Hoffenheim, inden han i 2006 blev ansat som assistent i Red Bull Salzburg. Fra 2006 frem til 2014 var han så assistent for Joachim Löw omkring det tyske landshold, inden han i 2014 blev ansat som direktør for det tyske fodboldforbund DFB. Dette job varetog han frem til 2017, og herefter lavede han faktisk ingenting af betydning, inden han overraskende blev ansat som først assistentræner for Kovac, og senere hen cheftræner for Bayern München i 2019. Her førte han holdet frem til bl.a. 2 mesterskaber, 1 pokaltitel, Champions League og VM for klubhold + et par mindre trofæer, og det betød at DFB i den grad fik øjnene op for ham som andet end skrivebordsgeneral, og i august 2021 tiltrådte han så som tysk landstræner.

Sidenhen har landsholdet spillet 15 kampe, hvoraf de 9 er vundet, 5 er endt remis og blot 1 er tabt. Målscoren er 45-12 i Tysklands favør.

Flick er kendt som en pragmatisk trænertype, og som person en rolig mand, der åbenlyst hviler i sig selv, og ved hvad han kan. Der er ingen tvivl om at hans enorme kendskab til især Bayern München spillerne, giver ham en uvurderlig fordel, for der er immervæk 7 spillere med fra den sydtyske storklub, hvoraf minimum 5 forventes at indgå i Flicks idealopstilling, som typisk er funderet ud fra hans åbenlyse favorit system 4-2-3-1.

Her er det primære hold vurderet ud fra en 4-2-3-1 opstilling, og med karaktergivningen på 1 – 10, med 10 som utvetydig verdensklasse!

Manuel Neuer (Bayern München) – 36 år / 113 lk
Karakter: 8
Den kæmpestore Bayern keeper er klar til sit fjerde og formentlig sidste VM, og selvom kæmpen har været slemt plaget af diverse skader, og bl.a. har kæmpet en del med kræftproblemer de senere år, er han stadig en formidabel sidste skanse, anfører for holdet, og en absolut top keeper i verdenseliten. Skader og formnedgang har dog betydet at jeg hiver ham fra 9 ned til et stadig fornemt 8 tal. Verdensmester i 2014!

Alternativer i VM truppen:
Marc Andre`ter-Stegen (FC Barcelona) – 30 år / 30 lk
Kevin Trapp (Eintracht Frankfurt) – 32 år / 6 lk

Historiske helte på denne plads: Hans Tilkowski, Sepp Maier, Oliver Kahn, Toni Turek, Harald Schumacher og Bodo Illgner

Thilo Kehrer (West Ham United) – 26 år / 22 lk / 0 mål
Karakter: 6
Er oprindelig skolet som central forsvarsspiller, men benyttes ofte på højre back positionen, både på klub og landshold, og i mangel af bedre, tør man vel næsten skrive, ser det ud til at Flick vælger West Ham backen som sin foretrukne. Han styrker er pålidelighed og placeringsevne, men han er ikke speciel hurtig, mangler en del i det offensive og er ikke verdens højeste, så det er bestemt ikke en position man er godt besat på – akkurat som tilfældet var da Tyskland blev verdensmestre i 2014, hvor venstre back positionen var den “ømme tå”. Men det gik jo meget godt alligevel kan man konstatere!Alternativer i VM truppen:

Lukas Klostermann (RB Leipzig) – 26 år / 18 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Berti Vogts, Manfred Kaltz og Philip Lahm
.
Nico Schlotterbeck (Borussia Dortmund) – 23 år / 5 lk / 0 mål
Karakter: 5
En af de nyere spillere i tysk landsholdssammenhæng, og en spiller som fik sin A landsholdsdebut tidligere i år, hvorfor alle hans kampe er spillet under Flick, som åbenlyst har stor tiltro til den store Dortmund spiller. Han er stærk på hovedet, og har en acceptabel teknik, men han kan presses ud i situationer, hvor han virker noget forvirret, og det er tydeligt at han ikke har meget erfaring har højeste niveau. Potentialet er dog interessant, så det kan sagtens være en spiller der vokser med opgaven, forhåbentlig for ham, Tyskland og Flick – allerede under denne slutrunde, hvor han er en af overraskelserne i den tyske trup.

Alternativer i VM truppen:
Mathias Ginter (SC Freiburg) – 28 år / 46 lk / 2 mål
Niklas Süle (Borussia Dortmund) – 27 år / 42 lk / 1 mål
Armel Bella-Kotchap (Southampton) – 21 år / 1 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Franz Beckenbauer, Uli Stielke, Willi Schul, Karl-Heinz Förster, Jörgen Kohler, Jerome Boateng og Mathias Sammer

Antonio Rüdiger (Real Madrid) – 29 år / 54 lk / 2 mål
Karakter: 8
Til trods for at han ikke helt er slået igennem i Real Madrid, efter sommerens skifte fra Real Madrid, besidder han stadig høj klasse, og oftest et solidt bundniveau, så valget af ham som starter bør være indiskutabelt. Han er hurtig, har et godt blik for spillet, fin teknik for en central forsvarsspiller, er virkelig stærk på hovedet og frygtløs, så han bliver i den grad en nøglespiller for holdet.

Alternativer i VM truppen: 
Se under Schlotterbeck

Historiske helte på denne plads: Se under Schlotterbeck

David Raum (RB Leipzig) – 24 år / 11 lk / 0 mål
Karakter: 7
Akkurat som 2 andre i truppen (Schlotterbeck og Moukoko), var Raum med på det tyske U 21 landshold, der i 2021 under træner Stefan Kuntz, vandt EM, og selvom han ikke har den store erfaring endnu, er den hurtige og fysisk stærke back, en spiller som Flick har haft tiltro længe, illustreret ved at han spillede alle 8 kvalifikationskampe frem mod dette VM.Alternativer i VM truppen: 
Christian Günter (SC Freiburg) – 29 år / 6 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Karl-Heinz Schnellinger, Paul Breitner, Hans-Peter Briegel og Andreas Brehme
Ilkay Gündogan (Manchester City) – 32 år / 62 lk / 16 mål
Karakter: 8
På sine bedste dage er han i verdensklasse, og havde skader ikke forhindret hans deltagelse i 2014, havde han kunnet kalde sig verdensmester. Skader var tidligere en uheldig del af hans karriere, men i efterhånden lang tid har han været skadesfri, og han er med årene blevet mere og mere den defensive playmaker, som han nok hele tiden har søgt efter at være.

Alternativer i VM truppen:
Leon Goretzka (Bayern München) – 27 år / 44 lk / 14 mål
Jonas Hofmann (Borussia Mönchengladbach) – 30 år / 16 lk / 4 mål

Historiske helte på denne plads: Bernd Schuster, Lothar Matthäus, Rainer Bonhof, Bastian Schweinsteiger, Toni Kroos og Stefan Effenberg

Joshua Kimmich (Bayern München) – 27 år / 70 lk / 5 mål
Karakter: 9
En absolut top top spiller, som er nærmest uundværlig på Flicks landshold, hvor han med sin løbevillighed, sit overblik og sin måde at binde forsvar og offensiven sammen, er i absolut verdensklasse når han er bedst. Kan også benyttes som højre back, men spiller næsten kun på den defensive midtbane, hvor han givetvis også vil blive brugt i hovedparten af VM.

Alternativer i VM truppen: 
Se under Gündogan

Historiske helte på denne plads: Se under Gündogan

Jamal Musiala (Bayern München) – 19 år / 17 lk / 1 mål
Karakter: 8
Sammen med den skadede Wirtz, er Musiala de nye lysende stjerner i et ellers talentfattigt Tyskland, og han er i den grad symbolet på fremtiden for det titelhungrende mandskab, hvor han allerede i en tidlig alder, ser ud til at indtage en vigtig rolle, og i reserven for ham Mario Götze, VM helten fra 2014, har en erfaren læremester.

Alternativer i VM truppen:
Mario Götze (Eintracht Frankfurt) – 30 år / 63 lk / 17 mål

Historiske helte på denne plads: Hans Schäfer, Fritz Walter, Wolfgang Overath, Günter Netzer, Pierre Littbarski og Michael Ballack

Kai Havertz (Chelsea) – 23 år / 30 lk / 10 mål
Karakter: 8
Er måske allerbedst som offensiv midtbanespiller/hængende angriber, da han nok mangler noget speed i fødderne til at varetage en rigtig wing plads, men hans teknik, blik for spillet og skudstyrke er eminent, og gør at han bør være i start 11èren, hvor man så end finder plads til ham.

Alternativer i VM truppen:
Serge Gnabry (Bayern München) – 27 år / 36 lk / 20 mål

Historiske helte på denne plads: Jürgen Grabowski og Helmut Rahn

Thomas Müller (Bayern München) – 33 år / 118 lk / 44 mål
Karakter: 8
Er som de fleste ved, ikke en udpræget centerforward, men med skader til både Werner og Nmecha, er det småt med mulighederne, hvilket illustreres krystalklart af de 3 alternativer, som har 4 landskampe tilsammen, og 2 af dem slet ingen! Det er absurd, og kan blive et kæmpe problem for Tyskland, selvom den aldrende Bayern München spiller med det forpligtende efternavn, bestemt ved hvor modstandernes mål er placeret!

Alternativer i VM truppen:
Niclas Füllkrug (Werder Bremen) – 29 år / 0 lk / 0 mål
Karim Adeyemi (Borussia Dortmund) – 20 år / 4 lk / 1 mål
Youssoufa Moukoko (Borussia Dortmund) – 18 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Fritz Szepan, Max Morlock, Uwe Seeler, Gerd Müller, Miroslav Klose, Jupp Heynckes, Karl-Heinz Rummenigge, Horst Hrubesch, Rudi Völler og Jürgen Klinsmann

Leroy Sane (Bayern München) – 26 år / 47 lk / 11 mål

Karakter: 7
På sine bedste dage er han i absolut verdensklasse – men desværre rammer han sjældent dem, og når han ikke topper – bunder han direkte, virker uengageret og en håbløs spiller. Virkelig en speciel type som Pep ikke kunne håndtere i Manchester City, og som indtil videre heller ikke sådan for alvor er eksploderet over længere tid i Bayern München. Potentialet er enormt og kan blive holdets X-faktor!

Alternativer i VM truppen:
Julian Brandt (Borussia Dortmund) – 26 år / 38 lk / 3 mål

Historiske helte på denne plads: –

 

DERFOR VINDER TYSKLAND VM
– Stammen kender hinanden ud og ind fra Bayern München
– Den ekstreme vindervilje dette lands spillere altid har
– Historikken og erfaringen

DERFOR VINDER TYSKLAND IKKE VM
– Ganske simpelt ikke stærkt nok hold
– Bredden er ikke imponerende
– Urutineret træner

HVAD JEG TILTROR DEM
Man skal være direkte idiot for komplet at udelukke et tysk landshold fra at vinde VM, men skulle denne udgave gå hele vejen, er det tæt på det flotteste trænerarbejde i historien af Flick, og med al respekt for den tilsyneladende sympatiske tysker, tror jeg ikke på dem. På en optimal periode vil holdet ramme semifinalerne – længere kommer de ikke!

KBH (DK) 14.11.22

Torben Aakjær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

VM - KORRUPTION - ONDSKAB OG GRÅDIGHED - OG HVAD SÅ DER EFTER?