1 december 2021

Salvatore “Toto” Schillaci blot omtalt “Toto”, vandt aldrig hverken Scudettoen i Serie A, eller nogen titel med “Gli Azzurri”, men alene for hans enestående præstationer under VM 90, afviklet i Italien, vil han til evig tid blive husket, æret og elsket i det fodboldgale land.

Den lille mand, som blev født af fattige forældre i Palermo på Sicilien, runder i dag 57 år, og har for længst trukket sig fra rampelyset, hvori han rent faktisk aldrig befandt sig specielt godt. Til trods for et åbenlyst boldtalent, kom han relativt sent i gang med fodbolden, og i særdeleshed på elite niveau, hvor han faktisk var på vej mod de 25 år, før han indgik sin første lukrative kontrakt med Juventus i 89. Indtil da havde han fornøjet sig med fodbolden i den mindre sicilianske klub Messina, med hvem han vandt Serie C, og fik et par sæsoner i den næstbedste række, inden Italiens største klub blev fristet.

Han fik først debut for “Gli Azzurri” den sidste dag i marts 90, akkurat tidsnok til at komme med på et af de yderste mandater i landstræner Vicinis trup, og med blot 1 landskamp på cvèt, var den lille angriber markant den mest urutinerede af alle i den italienske trup. Presset var ekstra ordinært højt på alle omkring den italienske trup, for en hel nation forventede at man kunne gentage seneste VM triumf fra 82, for intet mindre kunne vel gøre det når man var Italien og havde hjemmebane!

Italien var på daværende tidspunkt bedre kørende defensivt, end de var offensivt, selvom navne som først og fremmest Roberto Baggio, men også Carnevale, Serena, Vialli og Mancini, bestemt ikke var at kimse af. Med undtagelse af førstnævnte, var de øvrige dog bedst hjemme i klubberne, hvilket var hovedårsagen til at et så ubeskrevet blad som Schillaci trods alt var kommet med, men det var han ligeglad med, for selvom han ikke startede inde i åbningskampen mod Østrig på et stopfyldt Stadio Olympico i Rom, kom han ind da der blot manglede 15 minutter, hvor han erstattede Carnevale, og han skulle kun bruge knap 3 minutter, så havde han scoret det som skulle vise sig at blive kampens eneste mål. Man kan sige “lidt men godt”, men publikum tog ham med det samme til deres hjerter, og presset på Vicini var enormt for at Schillaci skulle starte i næste kamp mod USA. Det blev dog igen Carnevale og Roberto Baggio der udgjorde frontduoen, men “Toto” kom dog ind kort tid efter pausen, igen for Carnevale, og Italien vandt 1-0 på mål af Romas “Gyldne dreng” Giuseppe Giannini.

Det vil være synd at påstå at spillet var flydende, men med 2 x 1-0 lignede Italien sig selv fra tidligere slutrunder, og på de kanter er sejre vigtigere end underholdningen, så nationen bakkede op om “Gli Azzurri”. Den sidste kamp i gruppen var mod Tjekkoslovakiet, og her lod Vicini sin “Toto” starte inde, og der skulle kun gå 9 minutter, så var Italien i front, og da Baggio lukkede opgøret med scoringen til 2-0 kort før tid, kunne Italien således gå videre med maks point, og en solid score på 4-0.

Første knock out runde var mod Uruguay, og naturligvis tør man næsten fristes til at skrive, var det igen “Toto” der bragte hjemmeholdet i front, inden Serena lukkede kampen, og nu var man altså klar til 1/4 finalerne, hvor Irland ventede. En overkommelig modstander, hvilket man så som en belønning (!) for 4 sejre i træk, og “Toto” og Italien levede op til favoritværdigheden med en sikker 1-0 sejr, målet naturligvis scoret af manden alle nu talte om – “Toto”.

Har man set Italien fejre helte som Meazza, Riva og Rossi, ved man hvilket hysteri der på daværende tidspunkt var fra det velhavende nord, til det ludfattige syd. Normalt er dette langstrakte land, hvor der er knap 1600 km fra Milano til Catania i køreafstand, og hvor folk i de nordligt beliggende regioner Friuli og Lombardiet, til daglig betragter landsmænd boende mere sydligt en Rom, for “Afrikanere” (klima og hudfarve), bestemt ikke enige om alt, men i disse dage henover sommeren 90, forenede man kræfterne til fordel for “Gli Azzuri”, hvilket Vicini taknemmeligt stod frem og klappede af på diverse nyheds stationer. Om alt det var nok mod de forsvarende verdensmestre, mægtige Argentina, med en vis “troldmand” på holdet, vidste ingen før dagen oprandt, men selvtilliden var i hvert fald i højsædet.

Kampen mod Argentina og Maradona, blev en ond forestilling, og helt i dramaturgiens ånd, blev kampen afviklet på et mildt sagt sydende, kogende og på alle måder sindsygt sted, Maradonas normale hjemmebane, Stadio San Paolo i Napoli.

Maradona forventede at Napolitanerne ville stå bag ham, og hans land, selv i en kamp mod deres eget landshold, men her havde den lille virtuos trods alt forregnet sig, og kampen startede med et øredøvende piveri ned mod verdens-mestrene, hvilket de dog næppe lod sig anfægte sig synderligt af.

Der skulle kun gå 17 minutter, så var Italien foran 1-0, og det jubelbrøl der kom efter “Totos” scoring, var efter sigende så højt at man kunne høre det helt til Rom. Det er nok tvivlsomt, men det gamle stadion rystede i sit fundament, og Italien var nu storspillende, eller fair nok, de var i kontrol, for hele tiden havde Baresi og CO i forsvaret foden på “bremsen”, og istedet for at “dræbe” kampen med en scoring til 2-0, lod man Maradona og “La Albiceleste” komme ind i kampen, og Cannigias udligning var både fortjent og uundgåeligt. Opgøret endte med sejr til verdensmestrene, der dog senere tabte i finalen mod tyskerne, men det er en helt anden historie.

“Toto” og “Gli Azzurri” var naturligvis nærmest opløste af skuffelse, men ikke desto mindre formåede de at samle kræfterne en sidste gang, hvilket gik ud over England i kampen om bronzen, og da “Toto” scorede på straffesparket 4 minutter før tid til slutresultatet 2-1, udødelig-gjorde han sig i italienernes bevidsthed. Belønning kom prompte fra FIFA, for udover topscorertitlen, kom han både på turneringens “ALLSTAR” hold, og endelig blev han kåret til VM`s bedste spiller, og fulgte således op på Paolo Rossis meritter fra 8 år forinden!

Myten var født – “Toto” var nationalhelt, og efter at have “slikket sårene”, endte det med at landsholdet trods alt blev behørigt fejret i Rom, selvom ikke alle var lige lykkelige, idet sekundære placeringer på de kanter, normalt ikke er noget man omtaler, og da slet ikke fejrer.

Blot yderligere 8 kampe og 1 mål blev det til for “Toto”, inden han allerede som 26 årig trak sig fra landsholdet, og et par år efter var det også slut i italiensk klubfodbold, i det han tog i mod et lukrativt tilbud fra japansk fodbold, hvor han i øvrigt blev den første italiener nogensinde.

I 97, 32 år gammel, gad han ikke mere, og rejste hjem til Palermo, hvor han den dag i dag har opbygget en fodboldskole, og i øvrigt holder sig fra alt der blot minder om glamour, idet den lille stille sicilianer allerhelst vil passe sig selv, og det får han så lov til dog muligvis ikke i dag, hvor han runder 57 år.

Kæmpe tillykke til “Toto” og tak for de få, men store oplevelser du gav os!

Andre fødselarer / andet:
– Francois van der Elst (67 år) – opnåede 44 landskampe for Belgien, og repræsenterede bl.a klubberne Anderlecht, West Ham United og New York Cosmos m.fl.
– David Nielsen (45 år) – spillede ikke A landskampe for Danmark, men optrådte i et utal af klubber i ind- og udland, herunder Lyngby, Norwich, FC København, Wimbledon og OB m.fl. I dag er David cheftræner i AGF.
– Ismaël Bennacer (24 år) – aktiv for AC Milan og Algeriets landshold. Sluttede sin ungdomstid med et par år i Arsenal, og er i dag holdkammerat med bl.a. Simon Kjær og Zlatan Ibrahimovic.
– James Wilson (26 år) – voksede op som et af de mest lysende talenter i Manchester Uniteds ungdomsafdeling, men efter en sensations start, gik “lyset ud”, og i dag spiller han for Port Vale i League Two.
– Arsenal (135 år) – alias “The Gunners”, er en af Englands mest vindende klubber og i øvrigt stiftet samme år (1886) som BK Frem.
– Marco van Ginkel (29 år) – startede ud som helt ung med at være et stort talent i Chelsea, men efter diverse lejemål, er han nu retur i Holland, hvor han tørner ud for PSV Eindhoven.
– Neil Warnock (71 år) – efter en relativ beskeden aktiv karriere, gik Warnock over i trænerfaget startende med Gainsborough Trinity tilbage i 80, og først her i 21 har han (indtil videre….) trukket sig tilbage. 18 trænerjobs i 16 forskellige klubber!
– HUSK der er Merseyside derby i aften på Goodison Park, hvor Everton tager mod Liverpool!