ENGELSK FODBOLDS TALENTUDVIKLING – PÅ GODT OG ONDT….! | FODBOLD

Topfodbold og penge hænger selvsagt uløseligt sammen, og hvis der er noget sted i denne verden, hvor disse ting forenes i nærmest abnorm grad, er det klodens uden sammenligning rigeste fodboldliga – Premier League. Det er ligaen som sæson efter sæson, tildeles flere penge alene qua TV rettigheder, end f.eks. Bundesligaen, La Liga og Serie A tilsammen. Det er her – marginalt overgået af Bundesligaen, hvor der kommer flest tilskuere på stadion (hvilket givetvis mere skyldes enkelte stadions størrelse – fremfor manglende interesse), og det er her de største, mest velbetalte og højest profilerede stjerner befinder sig. Det sidste illustreres signifikant hvis man tager et kig på historiens 50 dyrest indkøbte spillere. Enkelte har naturligvis afsluttet karrieren, men hele 21 af dem befinder sig i indeværende sæson i Premier League, mens La Liga kan bryste sig af 9 spillere. Herefter følger Serie A med 6, Ligue One (eller rettere PSG) med 3, og Bundesligaen som kun kan fremvise en enkelt. Det er klart at folket (tilskuerne) elsker stjernerne, det er dem der kan det meste, det er dem der profilerer sig bedst, det er dem der oftest viser deres liv på de sociale medier, og det er dem der i de fleste tilfælde, betyder forskellen i de store opgør.

Som det økonomisk i disse år går for f.eks. La Liga, vil man givetvis se et endnu mere differentieret billede om bare få år, idet de bedste spillere, selvsagt altid vil søge mod der hvor pengene er størst + hvor deres ambitioner bedst kan indfries. Heldigvis tør man fristes til at sige, er det ikke tilladt for selv de rigeste, og mest ambitiøse klubber, udelukkende at købe “færdigudviklet” udenlandsk arbejdskraft. Der er regler som foreskriver at ud af en 25 mandstrup, skal 8 af disse som minimum være hvad man betegner som “homegrown”. Med dette begreb menes at spilleren skal have opholdt sig i klubben i minimum 3 år, før denne runder 21 år. Desværre er der endnu ikke lavet regler for nationaliteten på spillerne, hvilket teoretisk kan medføre at en klub præsenterer en 25 mands trup, udelukkende bestående af spillere udenfor England, idet den førnævnte “3 års regel” ikke nævner noget om nationalitet. At Storbritannien som bekendt er trådt ud af EU, vil dog givetvis medføre yderligere ændringer og/eller stramninger også på dette område, men det er jo hypotetisk at spå om i skrivende stund.

Hvis vi holder “tungen lige i munden”, spidser pennen, og går i dybden med tallene for så vidt angår brugen af spillere i hver enkelt klub, så er det et facts at de 20 klubber pr. dags dato har benyttet 501 spillere i sæsonen. Fordelingen alene på de britiske øer er 182 englændere, 16 fra Skotland, 12 fra Irland, 9 fra Wales og 4 fra Nordirland, dvs. i alt 223 spillere. De resterende 278 spillere kommer fra 54 forskellige nationer, fordelt på 5 kontinenter (Nordamerika, Sydamerika, Asien, Afrika og Europa), hvoraf de 5 hyppigst repræsenterede er Frankrig (30 spillere), Spanien (27), Brasilien (24), Portugal (19) samt Holland og Danmark med 13 spillere hver.

Går man i dybden med de 223 spillere med en eller anden form for britisk pas, så er de “uddannet” (her vurderer jeg spillere der har opholdt sig i klubben fra de var 16 år eller yngre, og minimum 3 år – dvs. reelt har opholdt sig på akademi/er trænet i ungdomsregi), på 60 forskellige akademier/ungdomsafdelinger alene i England. Herudover 8 samlet fra Skotland, Irland, Nordirland og Wales. Hvis vi holder os til hvad de 20 nuværende klubber har udviklet af den aktuelle spillerbestand, så kommer vi ned på 155 spillere. 2 af klubberne, Brentford og Burnley, har overhovedet ingen andel heri, så her er der altså tale om 2 klubber der udelukkende køber de spillere de skal bruge.

Herunder ser du et skema, der illustrerer de 74 spillere som er udviklet- og endnu befinder sig i den udviklende klub. Skemaet er opdelt i først hvor mange minutter de indtil videre har været i Premier League aktion (det er jo trods alt det vigtigste, idet man jo snildt kan have mange spillere indskrevet, men reelt ikke giver dem spilletid), hvor mange spillere det drejer sig om, hvor mange kampe de har spillet tilsammen, hvilken alder de er startet i den anførte klub (i parentes på de der først er kommet til klubben som 14-17 årige, med navnet på forrige klub), samt til sidst nationaliteten på hver enkelt. Bemærk at der er overstreget data omkring Saka, hvor der var skrevet 17 i stedet for 7 år 😉

Det er bemærkelsesværdigt at 3 af de rigeste klubber, på trods af muligheden for at hente dyre spillere ind, alligevel har formået at udvikle hele 16 spillere tilsammen med betragtelig spilletid. Omvendt må man skæve betænkeligt til akademierne hos klubberne nederst i tabellen, hvor man selvsagt først og fremmest noterer sig de 3 klubber der udmærker sig ved overhovedet ikke at have en spiller i truppen, man selv har udviklet. Jeg tænker heller ikke Wolverhampton har ret meget at prale af, og set i forhold til budget, tidsforbrug og utallige udmeldinger + ikke mindst diverse mediers interesse, så ser det bestemt heller ikke prangende ud for Manchester City, der godt nok vinder mange fine titler på ungdoms niveau, men som alligevel ikke formår at udvikle spillere til deres eget hold.

Som nævnt er totalt 155 spillere udviklet i de 20 Premier League klubber, og fordelingen af disse ser således ud (Først de spillere der endnu er i klubben jfr. skemaet + det antal der pt. er fordelt i andre Premier League klubber).
Manchester United: 6+11 = 17
Chelsea: 6 + 10 = 16
Arsenal: 6 + 10 = 16
Leeds United: 4 + 7 = 11
Manchester City: 3 + 8 = 11
Southampton: 3 + 7 = 10
Aston Villa: 5 + 4 = 9
Liverpool: 6 + 3 = 9
Norwich: 5 + 3 = 8
Everton: 7 + 1 = 8
Leicester: 5 + 2 = 7
Tottenham: 4 + 3 = 7
West Ham: 4 + 3 = 7
Crystal Palace: 4 + 2 = 6
Newcastle: 2 + 2 = 4
Brighton: 2 + 2 = 4
Watford: 0 + 3 = 3
Wolverhampton: 2 + 0 = 2
Burnley: 0 + 0 = 0
Brentford: 0 + 0 = 0

Man kan sige at i dette regnestykke, rykker en klub som Manchester City trods alt op i den hæderlige ende, med 8 spillere udviklet hos dem, men nu på græs andre steder. Det bedste er selvsagt at udvikle profiler til sit eget hold, men kan det af den ene eller anden grund, ikke lade sig gøre, så kan man jo afhænde, og i bedste fald, sælge spillerne til andre, og derved tjene lidt mønt på ens arbejde.
Aldeles subjektivt mener jeg det er interessant at fremhæve enkelte spillere/klubber, som har formået at udvikle spillerne fra de var ganske små. Først er de ført op på klubbens primære hold, herefter er de blevet profiler, og dernæst er de udtaget til deres respektive landshold. Der er ikke ret mange, men dem som jeg mener bør nævnes er:
Chelsea
– Reece James
– Callum Hudson-Odoi
– Mason Mount
Manchester United
– Markus Rashford
– Jesse Lingard
– Mason Greenwood
– Scott McTominay
Tottenham
– Harry Kane
– Harry Winks
Liverpool
– Trent Alexander-Arnold
Southampton
– James Ward-Prowse
– Theo Walcott
Arsenal
– Emile Smith Rowe
– Bukayo Saka
– Ainsley Maitland-Niles (pt. udlejet til AS Roma)
Crystal Palace:
– Nathaniel Clyne
– Wilfried Zaha
Leicester City
– Harvey Barnes
Brighton
– Lewis Dunk
Manchester City
– Phil Foden

Herefter kan det være interessant at se på de profiler, som er opfostret i en mindre Premier League klub, og som nu tørner ud for en af top 6 klubberne:
Aaron Wan-Bissaka opfostret i Crystal Palace fra han var 8 år – spiller nu for Manchester United.
Luke Shaw opfostret i Southampton fra han var 7 år – spiller nu for Manchester United
Jadon Sancho opfostret i Watford fra han var 7 år (som 15 årig til Manchester City) – spiller nu for Manchester United
James Milner (billede) opfostret i Leeds United fra han var 10 år – spiller nu for Liverpool
Ben Chilwell opfostret i Leicester City fra han var 12 år – spiller nu for Chelsea
Ross Barkley opfostret i Everton fra han var 11 år – spiller nu for Chelsea
Ben White opfostret i Southampton fra han var 8 år – spiller nu for Arsenal
Jack Grealish opfostret i Aston Villa fra han var 5 år – spiller nu for Manchester City

Naturligvis går det også den modsatte vej:
James Tomkins opfostret i West Ham fra han var 8 år – spiller nu for Crystal Palace
Kieran Trippier opfostret i Manchester City fra han var 8 år – spiller nu for Newcastle United
Andros Townsend opfostret i Tottenham fra han var 9 år – spiller nu for Everton
Connor Gallagher opfostret i Chelsea fra han var 8 år – spiller nu for Crystal Palace (lån)
Marc Guehi opfostret i Chelsea fra han var 7 år – spiller nu for Crystal Palace
Declan Rice opfostret i Chelsea fra han var 7 år (som 15 årig til West Ham) – spiller nu for West Ham
Martin Kelly opfostret i Liverpool fra han var 7 år – spiller nu for Crystal Palace
Jack Harrison opfostret i Manchester United fra han var 8 år – (som 14 årig rejst til USA) – spiller nu for Leeds United
Tino Livramento opfostret i Chelsea fra han var 6 år – spiller nu for Southampton
Michael Keane opfostret i Manchester United fra han var 11 år – spiller nu for Everton
Connor Coady opfostret i Liverpool fra han var 12 år – spiller nu for Wolverhampton

Og så er der tilfældene hvor det ser ud til at være på nogenlunde samme niveau:
Matt Target opfostret i Southampton fra han var 7 år – spiller nu for Newcastle (lån)
Ashley Young opfostret i Watford fra han var 9 år – spiller nu for Aston Villa
Adam Lallana opfostret i Southampton fra han var 12 år – spiller nu for Brighton
Tyrone Mings opfostret i Southampton fra han var 8 år – spiller nu for Aston Villa

Der er naturligvis også klubber udenfor Premier League, som er i stand til at udvikle spillere, som senere hen kan begå sig i det fineste selskab, og kigger man på aktive spillere, som denne artikel jo altovervejende handler om, bør disse klubber fremhæves:

Sheffield United
– Harry Maguire (billede) fra han var 7 år – spiller nu for Manchester United
– Kyle Walker fra han var 7 år – spiller nu for Manchester City
– Aaron Ramsdale fra han var 14 år – spiller nu for Arsenal
Nottingham Forest
– Patrick Bamford fra han var 7 år – spiller nu for Leeds United
Barnsley
– John Stones fra han var 7 år – spiller nu for Manchester City
– Mason Holgate fra han var 9 år – spiller nu for Everton
Sunderland
– Jordan Henderson fra han var 8 år – spiller nu for Liverpool
– Jordan Pickford fra han var 8 år – spiller nu for Everton
Charlton
– Jonjo Shelvey fra han var 12 år – spiller nu for Newcastle United
– Joe Gomez fra han var 10 år – spiller nu for Liverpool
– Ezri Konsa fra han var 11 år – spiller nu for Aston Villa
Swansea
– Ben Davies fra han var 11 år – spiller nu for Tottenham
– Joe Rodon fra han var 7 år – spiller nu for Tottenham
West Bromwich Albion
– Tyler Roberts fra han var 7 år – spiller nu for Leeds United
– Nathan Ferguson fra han var 8 år – spiller nu for Crystal Palace
Portsmouth
– Matt Ritchie fra han var 11 år – spiller nu for Newcastle United
– Adam Webster fra han var 12 år – spiller nu for Brighton

Med disse mange tal, statistikker og ord, tænker jeg vi er kommet ganske fint omkring de 501 spillere, som hidtil har været i aktion i verdens stærkeste liga. Foråret, som vi jo er i gang med, kan naturligvis bringe endnu flere frem fra “gemmerne”. Tendensen er relativ klar, nemlig at langt hovedparten af aktørerne er udviklet i større klubber, på som minimum Championship niveau, hvilket selvsagt har den fordel, at den enkelte er uddannet bedre,, hvilket i sidste ende betyder at vejen til 1 holds fodbold i selv de største klubber, ikke er så lang, som hvis en spiller f.eks. er vokset op i en mindre klub. Akkurat som vi ser det i noget nær alle de europæiske lande, er scouting-kulturen uhyre struktureret på de britiske øer, og vi vil således sjældnere og sjældnere se spillere, der helt frem til senioralderen, udelukkende tørner ud for en helt lille klub, hvorefter de så skifter direkte til højeste niveau.

Eksempler fra det som efterhånden er en fjern fortid, men som for læsere der så engelsk fodbold i 70èrne og 80èrne, er navne man nikker genkendende til kan være sjove at nævne her:
– Kevin Keegan der jo havde sine bedste år i Liverpool og HSV, og bl.a. 2 gange modtog Ballon dÒr, voksede op i først Enfield House og dernæst Scunthorpe United, og startede først i Liverpol da han var fyldt 20 år.
– Phil Neal der er den mest vindende spiller i Liverpools historie, herunder bl.a. 8 mesterskaber og 4 triumfer i Europa Cup for Mesterholds turneringen, voksede op i Northampton, og startede først i Liverpool da han var 23 år.
– Gary Pallister som var en nøglespiller i Manchester United i 9 sæsoner, blev opfostret i Billingham Town, og først som 19 årig kom han til Middlesbrough, som dengang var placeret i den bedste engelske række.
– John Barnes teknisk superstar fra Liverpools 80èr mandskab, voksede op i først Stowe Boys Club, og derefter Sudbury Court, inden han som 17 årig kom til storsatsende Watford, hvorefter der for alvor kom skub i karrieren.
– Ian Wright der førte Crystal Palace frem til oprykning til den bedste række, og dernæst bombede masser af mål ind for Arsenal og England, var i barndomsklubben Greenwich Borough helt frem til han som 21 årig kom til Crystal Palace.
– Graeme Souness sindsyg hård spiller, der fejrede mange triumfer med Liverpool, var i barndomsklubben Tynecastle helt frem til han som 17 årig kom til Tottenham, hvorefter en fantastisk karriere for alvor tog fart.
– Ian Rush som er en af de målfarligste spillere man til dato har set i britisk fodbold, spillede for Chester City, og kom først til Liverpool da han var 19 år.
– Steve Bruce forsvarsmakker med føromtalte Pallister i mange sæsoner i Manchester United, spillede for barndomsklubben Gillingham helt frem til han var 23 år, hvorefter han skiftede til Norwich City.
– Paul Mariner mangeårig bomber for især Ipswich og England, spilled i Chorley til han var 18 år, og videre i Plymouth til han først som 23 årig kom til Ipswich.

Og sådan kan man fortsætte med opremsningen, for det var de færreste som f.eks. Glenn Hoddle (Tottenham), Terry Butcher (Ipswich), Phil Thompson (Liverpool) eller Trevor Brooking (West Ham), som man som beskrevet ser primært i dag, startede i en større klub, og fik en stor karriere i samme.

MANGLENDE INDTÆGTER OG ALT FOR MANGE TRISTE SKÆBNER!
Det sidste er nok mere anekdoter, men for helhedens skyld, vurderede jeg at det var fint at tage det med, for det illustrerer jo meget godt den forskel på spillerudviklingssiden der er sket fra de bedste spillere i 80èrne, frem til vore dages stjerner. Tendensen er ikke specielt god for de mindre klubber, der ved at sige farvel til deres primære talenter som helt små, jo mister muligheden for en indtægt senere hen. Jeg tror nu ikke der er så meget at gøre ved det, for i takt med at alle større klubber efterhånden har deciderede akademier, hvor de bedste unge spillere kan bo, gå i skole og først og fremmest koncentrere sig om deres fodbolduddannelse, så får de mindre klubber langt sværere kår, og i værste fald kan det betyde døden for de mest udsatte i fødekæden.

I starten af i år, skrev journalisten Sam Cunningham en artikel i Daily Mail, hvor han redegjorde for en række opsigtsvækkende, og for fleres vedkommende skræmmende omstændigheder omkring udviklingen af spillere i England. En statistik der redegjorde for samtlige 4109 spillere født i perioden fra 1. september 1995 til 30. august 2000, og som alle har været tilknyttet et af Englands kategori 1 akademier (se herunder), illustrerede at 97% af disse endnu ikke har opnået bare 1 minuts fodbold i Premier League, og 70% opnåede end ikke en kontrakt, efter de rundede 18 år.

Konsekvensen for de mange tabere, har været efterfølgende depressioner, forskellige former for angst, mange typer af fobier, selvmordstanker og videre i den dur. Det er effekter af det enorme selvtillids- og prestige tab, som reelt kommer fra den ene dag til den anden. I yderste konsekvens har det endda medført at den unge mand har taget sig eget liv, hvilket bl.a. skete for Jeremy Wisten, der begik selvmord i efteråret 2020. Wisten havde opholdt sig på Manchester Citys akademi siden han var 13 år, og frem til han forlod det som 16 årig, havde han bl.a. spillet på samme hold som Tommy Doyle, Cole Palmer og Liam Delap, alle spillere der senere hen har opnået kampe i Premier League.

Wisten var en hårdtarbejdende midtbane spiller, som i en periode havde problemer med sit knæ, hvorfor han fik foretaget en operation. At han på et tidspunkt hvor han nærmede sig 17 år, blev droppet af akademiet, havde dog intet at gøre med knæet. Det har Manchester Citys akademichef Jason Wilcox offentligt erklæret. Akkurat som når andre unge spillere forlader akademiet, evalueres de grundigt af en sportspsykolog, og jfr. dennes rapport var der absolut ingen tegn på selvmordstanker og lignende hos den unge Wisten. Der gik da også et års tid efter at han havde forladt Citys akademi, til hans mor, kort tid efter at han var fyldt 18 år, fandt ham død i hjemmet.

Det er klart at den slags tragedier ryster samfundet i England, ikke kun på fodboldakademi niveau. Det er aldrig rart at høre om mennesker, og da slet ikke tilsyneladende velfungerende unge mennesker, som tager deres eget liv. Det virker så meningsløst for det omgivende samfund, for det er de færreste der har levet det liv som disse unge mænd har. Som vi også ser det i Danmark, så betyder det at blive inkluderet i en større klubs ungdomsudviklingssystem, utroligt meget for det enkelte individ. I takt med at spilleren bliver teenager, og kammeraterne løber efter tøser, drikker alkohol og i det hele taget nyder ungdommens nærmest uendelige frihed, så er disse særlige talenter bundet af elitesportens stramme reb. Man må takke nej til noget nær alle fristelser, men den prestige det medfører at kunne kalde sig et særligt talent, og hver dag træne i en stor klub, er for de fleste vedkommende “løn” nok. Tilmed får man fra man er 15 år (Danmark / 16 år England) penge for besværlighederne, man placeres i særlige elitesports skoler, og både venner, familie og det øvrige samfund, ser på overfladen kun en veltrænet ung mand, ofte iklædt den store klubs tøj, vedkommendes oplevelser i ind- og udland, vundne pokaler og andre umiddelbare succeshistorier!

Inde i spilleren er presset dog enormt, tangerende til det ulidelige. Hver dag er reelt en eksamen, og som jeg i en tidligere artikel har beskrevet omkring forholdene i Manchester United, hvor jeg ikke tænker det er så forskelligt for de øvrige store klubbers vedkommende, så er der 4 gange årligt decideret evaluering af samtlige ungdomsspillere. Her kan alle hypotetisk blive droppet, så den unge fyr kæmper ikke kun med den uregerlige teenagekrop, drømmene om søde piger, lektier, forældrenes mere eller mindre bevidste pres + en mængde andre ting. De kæmper konstant om at leve op til klubbens forventninger, for fejler de, falder dommen benhårdt!

I England har disse 27 klubber akademi kategori 1 niveau, som er det højt opnåelige i engelsk fodbold:
Premier League hold (18): Arsenal, Aston Villa, Burnley, Brighton, Chelsea, Crystal Palace, Everton, Leeds United, Leicester City, Liverpool, Newcastle United, Manchester City, Manchester United, Norwich City, Southampton, Tottenham, West Ham og Wolverhampton.
Øvrige klubber (8): Birmingham City, Blackburn, Derby County, Fulham, Middlesbrough, Nottingham Forest, Reading, Stoke City og Sunderland.

Det er således kun Brentford og Watford der som nuværende Premier League mandskaber, ikke har et akademi som er på level 1 niveau, og kigger man på spillere, eller mangel på samme, som bl.a. disse klubber har udviklet, illustrerer det tidligere skema jo meget godt hvilket niveau vi befinder os på.

En ting er hvad der på trist vis overgår de mange spillere, der ikke kommer igennem “nåleøjet”. Også blandt de få der klarer det, er det triste historier, men i modsætning til depression, selvmordstanker og alverdens fobier, er det oftest mere eller mindre selvforskyldte hændelser. Det er velkendt at der er mange penge – utroligt mange penge i fodbold, og allerede ifb. med de 17-19 åriges første “rigtige” kontrakt med en Premier League klub (fremhæver den liga fremfor andre, da pengene her er særligt store), er der tilfælde om tusinder, indimellem millioner af pund. De fleste kan styre det, men da de særligt talentfulde spillere som vi til dagligt nyder i Premier League, jo kommer fra alle typer i samfundet, har helt forskellige baggrunde, opvækst og psyke m.v., så ser man indimellem spillere, både yngre og ældre, begå dumheder som man som udenforstående kun har hovedrysten til overs for. Det er med disse spillere, som alle os andre i samfundet, at vi jo “kun” er mennesker, med hvad det så indebærer af fordele- og ulemper.

De mange penge, den hurtige berømmelse, pigernes tilbedelse, omgivelsernes benovelse og ikke mindst de sociale mediers overfladiske rush, stiger indimellem de unge mænd til hovedet. Vi har her i Danmark igennem mange år hørt om Nicklas Bendtners eskapader, og hvem kender ikke Mario Balotellis utrolige bedrifter, primært udenfor banen. Utroligt nok er denne italienske enfant terrible retur i landsholdsvarmen, men det er en helt anden historie. Vi har set nuværende og tidligere topnavne som bl.a. Wayne Rooney, Yaya Toure, Roberto Firmino og Tony Adams m.fl. køre i kraftigt spirituspåvirket tilstand, hvor de dog heldigvis er blevet stoppet af politiet, inden de kørte ind i sagesløse mennesker, og vi har set stjerner blive beskyldt for voldtægter som f.eks. Cristiano Ronaldo, Neymar og Franck Ribery. Vi har set en Graham Rix (tidligere mangeårig stjerne for Arsenal og England) blive beskyldt og anholdt for misbrug af sin bedste vens 15 årige datter, og aktuelt ser vi den mest vindende Premier League spiller i historien, Manchester United legenden, blive trukket igennem retssager, hvorunder han beskyldes for vold af forskellig overfor konen. Samme Giggs har også, i lighed med f.eks. John Terry og andre, mere eller mindre åbent begået utroskab, ofte med familie og/eller venners koner, og selvom den slags trods alt ikke er kriminelt, er det åbenlyst dårlig dømmekraft.

De værste hændelser er dog når fodboldspillere, enten pga. druk, stoffer eller simpelt overmod, kører andre mennesker ihjel. Marcos Alonso (billede af den skadede bil) gjorde det tilbage i 2011, hvor han kørte galt i sin BMW, hvorved medpassageren blev dræbt. Der var tale om ekstrem hurtig og uansvarlig kørsel, men dog ikke umiddelbart stoffer eller druk involveret. En anden var matchvinderen fra Champions League finalen i 1995, hollandske Patrick Kluivert, der blot 1 år efter at han var blevet udråbt til superstjerne ovenpå sit mål, var uopmærksom ifb. med kørsel, at han endte med at ramme en Ajax tilhænger, der rent faktisk døde af sammenstødet. Lee Hughes, tidligere topspiller i adskillelige engelske klubber, kørte så hurtigt i sin Mercedes for år tilbage, mens han stadig var aktiv, at den røg over i modsatte vejbane. Her ramte den fatalt ind i en lille Renault, og resultatet var 2 svært sårede + 1 død.

Seneste eksempel på at disse unge mennesker har svært ved at styre deres liv, uanset om de har uanede mængder af penge, eller måske netop derfor, er Manchester Uniteds 20 årige supertalent Mason Greenwood. Han er engelsk landsholdsspiller, og af mange spået en enorm karriere, og talentet er åbenlyst for enhver. Dette til trods, har han over nu et par gange, senest i denne uge, decideret smadret og efter hendes påstand, tillige voldtaget sin kæreste. Anklagerne er alvorlige, men selvom det ser sort ud for ham, er han trods alt ikke dømt. I modsætning til blot for 10-12 år siden, er samfundet betydeligt hurtigere, også for hurtigt vil mange mene, til at dømme, og i dette tilfælde, er han nu både suspenderet uden løn af klubben, strøget af lønningslisten hos forskellige personlige sponsorerer, samt fjernet fra et computer spil. Alt er naturligvis berettiget såfremt han kendes skyldig, men personligt mener jeg det er hysterisk hastværk, for tænk nu hvis manden er helt uskyldig, hvilket jeg dog ikke tror trods alt.

Alt dette illustrerer således at fodboldspillere er akkurat så kloge/dumme/tossede/søde/mærkelige og en helt masse andet, som os almindelige mennesker. Problemet er nok nærmere at mange af dem kommer hurtigt til enorme summer af penge, hvilket beviseligt kan gøre mange mennesker skøre, eller mildt sagt anderledes, og så risikerer man også med den ekstreme form for isolering af disse spillere fra den almindelige verden, mere eller mindre ubevidst at udvikle afstumpede typer. En 8-9 årig der indlemmes på et akademi, kan jo komme fra en frygtelig familie baggrund, der kan være psykiske sygdomme i familien, vanrøgt, misbrug eller andet, som den lille dreng nu tager med ind i en anden verden. Han vokser op med konstante rygklap fra noget nær alle omkring ham, og er han særlig talentfuld, preller alt kritik af på ham, herunder også hvad man måske forsøger at forklare ham om opførsel. Han har sjældent eller aldrig kontakt med familien, han går ikke i almindelige skoler, han deltager som sådan ikke i samfundets problematikker, møder ikke jævnaldrende som ikke er forgudede som ham selv, og i det hele taget opdrættes han i en form for kunstigt lys.

Klubberne, herunder de store af slagsen, har adskillige psykologer, læger og læreruddannede personer ansat, men alle som en er jo ansat af den klub der bestemmer det hele. Er talentet så stort som f.eks. Greenwoods, så risikerer man måske i hans udvikling, at se de faresignaler der kan være projiceret i løbet af teenageårene. Samtidig har man så mange penge, at man ofte kan “betale sig fra” problemer, og som man jo ved så tiltrækker penge tonsvis af rygklappere, tarvelige tøsepiger og øvrigt skidt. Den slags er uundgåeligt, og man ser jo det samme omkring rockstjerner, skuespillere og aktører i andre velbetalte sportsgrene.

Om det er muligt ændre på ovenstående, er for mig umuligt at sige. Vi har i Danmark et helt anderledes form for sikkerhedsnet under vores unge mennesker, og alle mennesker i øvrigt, end man ser i f.eks. England. Samtidig er pengene slet ikke i nærheden af hvad vi ser i de engelske klubber, men derfor kan en ung mand der presses ud af f.eks. FCM eller FCK, ja eller andre af de større klubber, selvsagt sagtens føle et enormt prestige tab. Det er dog yderst sjældent at en dansk fodboldspiller gør sig uheldigt bemærket på den forkerte side af loven, og eksempler som Nicklas Bendtner og Jan Mølbys dumheder, hører jo primært til deres tid i England. Heller ikke nyere tids voldsepisoder omkring Nicki Bille, utilsigtet druk i klubregi som tidligere hen Vejles Brian Nielsen, eller for den sags skyld diverse håndmadder uddelt på må og få af Leon Andreasen, David Nielsen, Stig Tøfting eller Nocko Jokovic går for alvor ind under kategorien vil jeg sige.

Der er på utroligt mange måder forskel på England og Danmark, og det skal vi danskere nok inderst inde være glade for. Samtidig bør vi være stolte af vores unge danske mænd, som mange penge til trods, yderst sjældent begår lovbrud (i hvert fald dem vi hører om). Vi ved alle sammen at Christian Eriksen, Simon Kjær og Kasper Schmeichel har tjent virkelig mange penge i deres udlandskarriere, men udover lidt for mange alibisvar overfor en ofte tandløs dansk sportspresse, tror jeg simpelthen ikke man kan beskylde disse dydsmønstre for noget som helst. Det er velfungerede unge danske mænd, som på alle måder er med til at gøre os danskere stolte rundt omkring i verden.

Med disse måske lidt for “påklistrede” ord, vil jeg slutte denne artikel, som til trods for den indledende hensigt, som det fremgår blev relativ lang og omfangsrig. Jeg håber og tror at i er blevet klogere, beriget med info og måske endda underholdt, og om ikke andet, så på genlæs lige pludselig 😉

Torben Aakjær
KBH (DK) 06.02.22