GODT DER ER LANG TID TIL VM!

Det danske fodboldlandshold gjorde en fin figur sidste sommer, herom skal ingen tvivl herske, men som bekendt er man aldrig bedre end sin sidste kamp! Set med de øjne var det selvsagt ærgerligt at Danmark netop tabte den sidste kamp, som jo var i november 21 mod Skotland, men udover at det aldrig er sjovt at tabe, havde den reelt ikke andet end kosmetisk betydning. Danmark vandt som bekendt sin VM kval gruppe i overlegen stil, hvilket da også bare manglede, når man kigger på modstanderne!

Men var nederlaget mod Skotland et varsel om nye dårligere tider?

Vi er nu i 2022, “hvedebrødsdagene” for Kasper Hjulmand er overstået, og forude venter VM i Qatar, hvilket i øvrigt bliver Danmarks sjette deltagelse i verdens største fodboldshow. I modsætning til EM, har Danmark aldrig for alvor ført sig frem i VM sammenhæng, og indtil videre er nederlaget i kvartfinalen tilbage i 1998, det bedste resultat. Om det bliver bedre denne gang, er jo umuligt at spå om i skrivende stund. På papiret er Danmark jfr. seneste rangering nr. 9, hvilket jo hypotetisk og på en god dag, godtgør at holdet bør nå til kvartfinalerne, hvilket vel heller ikke burde være uoverkommeligt.

Man kan dog med god ret påstå, at holdet overordnet set er pænt under niveau, ift. da man deltog i sidste sommers EM turnering. Der er alvorlige skadesproblemer hos i hvert fald 3 af spillerne, tilmed 3 forventede startere i skikkelse af kaptajnen Simon Kjær, den nye Atletico Madrid spiller Daniel Wass, samt en af de få yngre spillere i fremtidshåbet Mikkel Damsgaard. Både Kjær og Wass runder 33 år lige om lidt, og personligt kan jeg godt have mine tvivl om hvorvidt i hvert fald Kjær, for alvor når at blive klar til VM strabadserne. Han forventes at være tilbage i juli/august, hvor den nye sæson i Serie A jo er ved at starte op, og som bekendt klarer AC Milan sig fremragende, også uden deres danske veteran, så spørgsmålet er hvor meget, eller rettere hvor lidt spilletid, Kjær overhovedet når at få i benene inden VM truppen udtages i oktober. Omkring Wass, så er det simpelthen også så bittert som noget kan være. Efter flere års fremragende præstationer for Valencia, kom det skifte de færreste tør tro på, og så må han simpelthen udgå med en ledbåndsskade efter 44 minutter i sin debutkamp. En ledbånd-skade kan snildt tage 4-6 måneder at komme sig over, og så skal man godt nok være optimist såfremt man forventer at Wass er klar til VM.

Det sidste skadestilfælde er noget mere uhåndterbart end de to andre, idet Damsgaards knæproblemer ikke helt er defineret, i hvert fald ikke overfor offentligheden. Hans sidste kamp var i oktober sidste år, og rygter vil vide at han tidligst er tilbage i maj. Såfremt det sker, og såfremt han kommer tilbage på rette spor, bør der selvsagt ikke blive problemer med hans VM deltagelse, men det hele er noget grumset når man hører om en betændelsestilstand i knæet hos en så ung spiller. Vi krydser fingre, og håber det bedste, for Damsgaard har i de senere mange år, været en af meget få yngre lyspunkter, på et alderstynget dansk landshold, så ham kan man i den grad få brug for.

En anden spiller, der heller ikke har været i aktion siden oktober, er Jens Stryger Larsen. Udinese backen der runder 31 år her om få dage, er kontraktfri til sommer, men netop derfor, og fordi parterne ikke har kunnet få forhandlet en ny aftale på plads, kommer Jens ikke til at spille mere for den norditalienske klub, og således kommer vi ikke til at se ham på grønsværen før den kommende sæson starter, hvorhenne det så bliver. Heldigvis for Jens, er der så 3 måneder til VM truppen udtages, men det kræver den rigtige beslutning.

Udover skader, er der for en del spillere problemer med at få spilletid, simpelthen fordi deres klubber prioriterer anderledes. Det drejer sig om reservekeeperen Rønnow, der blot har været i aktion i en enkelt kamp i indeværende sæson, mens Lössl efter et par kampe for Brentford, nu er sendt ud på bænken, hvor han godt kan risikere at skulle sidde helt frem til sæsonafslutningen. Brentford er i alvorlige problemer i bundkampen, og træner Thomas Frank, ønsker givetvis ikke at eksperimentere alt for meget på sin keeper post, nu hvor hans foretrukne valg er retur.

Men en ting er reserverne, noget næsten endnu værre er den klare førstekeeper over nu mange sæsoner, Kasper Schmeichel, der udover at være på vej mod de 36 år, modtager mere og mere kritik i sin klub, og det meste af det i øvrigt fuldt berettiget. Han er i gang med sæson nr. 11 for Leicester, og uanset hvor god han historisk har været for klubben, så har alle en udløbsdato, og måske er danskeren ved at nå sin. I indeværende sæson har hverken han, eller resten af holdet for den sags skyld, været imponerende, og kigger man isoleret på Schmeichels data, er det ikke behagelig læsning set med danske øjne. Det er ham/klubben der er gået næstflest mål ind i mod, det er ham der har haft næst færrest succesfulde indgreb i det lille felt, og det er ham der indtager sidste pladsen over det man kalder “expected goals on target“. Her er der simpelthen gået flere bolde ind bag Schmeichel, end der er mod samtlige andre målmænd i Premier League, og her taler vi altså om noget som udelukkende kan skyldes manglende redninger/fejl begået af keeperen. Her kan man ikke skyde skylden på dårlige forsvarere, dårlig taktik eller andet. Det må Schmeichel tage på sin kappe, og i en artikel i Ekstra Bladet fra d. 12. december 2021, under overskriften “Mareridstlæsning for Schmeichel“, blev hans dårlige sæson i den grad udstillet. På mange fanforums i England, ønsker klubbens fans udskiftning på keeper posten, så med al respekt for Schmeichels meritter i Leicester trøjen, så kunne det godt være den sidste sæson for ham som decideret første valg. Det er naturligvis ikke rar læsning for hverken Hjulmand eller danske fans, for netop Schmeichel har jo i mange år været en sikker sidste skanse, og der er simpelthen ikke blot det som minder om en reel brugbar reserve noget sted, i hvert fald ikke i skrivende stund!

Ellers har vi oplevet usædvanlig mange bænke- og til nød indskiftningstjanser for flere af de ellers faste spillere, hvor især Thomas Delaney, Yussuf Poulsen, Jannik Vestergaard og Andreas “AC” Christensen har haft mere end svært ved at opnå kontinuerligt spilletid. Om det bliver bedre i fremtiden er ikke til at spå om, men som det ser ud nu, vil jeg påstå det er uholdbart for at opretholde en reel kampform. Kigger vi på Martin Braithwaite er den helt gal. Manden der nærmest tror han kan gå på vandet, kan ikke forvente ret meget mere spilletid i Barcelona, hvor han indtil videre har fået 12 minutter i 2022, og efter at Xavi har hentet Aubameyang, Traore og Torres ind, er danskeren røget om muligt endnu længere om bag i køen. Han runder snart 31 år, og står vel reelt med mere end et ben ude af klubben, men spørgsmålet er hvad næste destination bliver, for han kan blive svær at komme af med! Lidt sjovt, hvis der i øvrigt er noget der er sjovt omkring manglende spilletid, så minder den kære Braithwaite faktisk lidt om ham der Nicklas Bendtner, ja ham det store skrummel der engang for mange år siden, huserede på landsholdet. Ikke i opførsel – bestemt ikke – for mens Bendtner på en god dag opførte sig middeldumt, så er Braithwaite på alle måder en gennemført god ung mand virker det til – men deres (misforståede) selvtillid, som bestemt er god at have, men som heller ikke kan undgå at blive en smule latterliggjort, når det er så urealistisk som de begge indimellem forsøger at ophæve deres evner til.

Det var et mindre sidespring – vi hopper tilbage på “sporet” 😉

Skal vi forsøge at finde nogle lyspunkter, må det blive Joachim Andersen, Christian Nørgaard, Mathias Jensen og Jesper Lindstrøm. Alle 4 får rigeligt med spilletid, og selvom især Nørgaard og Jensen kæmper for at undgå nedrykning, gør det ikke nødvendigvis betingelserne dårligere set med landsholdsøjne. Deres træner tror tydeligvis på dem, ligesom tilfældet er for de andre 2. Så ingen problemer på den front!

Og så venter vi jo alle sammen på miraklet, dvs. når og hvis Christian Eriksen, kommer på banen igen i Premier League. Brentford spiller med “ryggen mod nedrykningsmuren”, og i skrivende stund mangler klubben 13 kampe, og næste modstander er Arsenal, endda på udebane. Herudover mangler man modstandere som bl.a. Chelsea, Manchester United, Tottenham og West Ham, hvor man ikke bør kunne få point, og også kampene mod Everton og især Newcastle, et par klubber med fornyet selvtillid, kan blive mere end vanskelige. Hvornår Eriksen skal i aktion i det hektiske program der venter, er svært at se, og spørgsmålet er hvor meget han overhovedet kan biddrage med. Uagtet hans uomtvistelige talent, er manden netop blevet 30 år, har været død i flere minutter, og reelt udenfor elitesport i 7-8 måneder. Alverdens kærlige tanker fylder altså ikke hans ben og krop op med overmenneskelig styrke, men derfor kan vi jo godt krydse fingre for at eventyret/missionen lykkedes for den utroligt sympatiske dansker, men for pokker det ser svært ud, i hvert fald hvis vi ser på det med VM øjne. Vi så i 1986 at Sepp Piontek udtog Allan Simonsen reelt kun som tak for tro tjeneste, men spørgsmålet er om der er plads til den slags i vore dage – vi bliver alle klogere 😉

Så har vi Joakim Mæhle, manden der sammen med Damsgaard, vel var de største åbenbaringer med dansk pas, sidste sommer. Den alsidige back får fint med spilletid i sin klub, dog kun en enkelt kamp fuldtids her i 2022, og han er i den grad på vippen hvis man kigger nærmere på Atalantas kampe, hvor han kommer ind hist og her, men ikke kan betragtes som en naturlig starter. Danske medier havde vel nærmest sendt ham til Real Madrid eller Manchester City, ja måske på en god dag begge steder, men efterhånden som virkeligheden har indfundet sig, er også han kommet ned på et mere menneskeligt niveau. Hans plads på landsholdet synes dog på ingen måde i fare, og trods alt spiller han i en af de stærke ligaer, ift. f.eks. Cornelius, Skov Olsen og Rasmus Nissen Kristensen, der hver især får rigelig med spilletid (ja ok det er nyt med Skov Olsen i Brugge endnu), men simpelthen på et niveau, der rent faktisk ikke er meget bedre end at spille i den danske Superliga. Ja Cornelius spiller rent faktisk i en liga der er dårligere end den danske, så mål eller ej, det er altså ikke noget man specielt bør fremhæve. Skov Olsens skifte fra en top 3 liga til Jupiler League, kan her og nu være fint for hans selvtillid, men indenfor 1-2 år bør han stile højere, hvis han kan altså, for det var ikke imponerende det man så i Serie A, hvor han kæmpede på mange fronter. Det samme gælder for Nissen Kristensen, der er fast man i en østrigsk liga, der vel også er omkring niveauet som den danske. Han bør forsøge sig i Bundesligaen, alternativt den hollandske hvor han godt nok dumpede i Ajax, men nu har fået mere “hår på brystet”. Man bør til enhver tid stile så højt som muligt, ellers bliver man simpelthen ikke bedre!

Men i stedet for at skrive mere, har jeg herunder opstillet de relevante spillere i forskellige kategorier.

Her finder vi de spillere der er faste startere i stærke ligaer!
Jesper Lindstrøm
Joachim Andersen
Mathias Jensen
Christian Nørgaard

Her finder vi faste startere i dårlige ligaer og/eller spillere der ikke er faste i stærke ligaer!
Andreas Cornelius
Yussuf Poulsen
Thomas Delaney
Andreas “AC” Christensen
Joakim Mæhle
Andreas Skov Olsen
Kasper Dolberg
Jonas Wind (for tidlig reelt at vurdere)
Jannik Vestergaard
Jens Jönsson
Rasmus Nissen Kristensen
Anders Dreyer

Her finder vi spillere hvis form/niveau er lidt for kraftigt aftagende, selv i bedre ligaer!
Kasper Schmeichel
Pierre-Emile Højbjerg

Her finder vi langtidsskadede spillere og helt ubekendte!
Simon Kjær
Daniel Wass
Mikkel Damsgaard
Christian Eriksen
Robert Skov

Her finder vi spillere som ikke forventes at opnå mere/eller ikke ret meget spilletid i sæsonen!
Jens Stryger Larsen
Martin Braithwaite
Frederik Rønnow
Jonas Lössl
Mathias “Zanka” Jørgensen
Mohamed Daramy
Jacob Bruun Larsen

 

Man kan, såfremt man skal tage udgangspunkt i ovenstående, prise sig lykkelig for at der er lang tid til VM, for hvis Danmark på nogen måde skal spille sig frem til en blot acceptabel placering, så kan end ikke den ellers evigt talende Kasper Hjulmand, gøre meget andet end at slå ud med armene!

Vi krydser fingre for de danske drenge – og jeg vender retur med endnu en opsummering når sæsonen er slut, for der begynder det at blive alvor!

Tak fordi du læste med, og naturligvis på genlæs 😉

Torben Aakjær
KBH (DK) 15.02.22

 

Torben Aakjær