ROUS CUP 87

Frem til 1984 arrangerede England og Skotland årligt “British Home Championship” hvor de britiske nationer dystede i det der reelt var en træningsturnering, men så sandelig en prestigefyldt en af slagsen. I præcis 100 år havde turneringen fundet sted, kun afbrudt af verdenskrige + uroligheder i Nordirland, og efter turneringen var stoppet, gik der blot 1 år, så startede en ny turnering op, kaldet “Rous Cup”, navngivet efter Sir Stanley Rous, navnkundig leder af det engelske fodboldforbund i nærmest en menneskealder, og også i en årrække præsident for FIFA.

Turneringen havde de første par år udelukkende deltagelse af England og Skotland, men i det 3`de år, blev Brasilien inviteret med, hvilket alt andet lige satte lidt kulør på begivenheden.

VM året forinden havde havde resulteret i at Skotland med blot 1 point endte sidst i deres gruppe, mens både England og Brasilien var blevet slået ud i hver deres dramatiske kvartfinale. Englænderne havde stået overfor “Guds hånd” og Argentina, mens brasserne var røget ud efter straffesparks konkurrence til Frankrig. Således ville det være synd at påstå at denne udgave af “Rous Cup” var besat af top nationale mandskaber, men naturligvis havde både England, og i særdeleshed Brasilien deres navn, i denne periode dog nok mere af gavn.

Skotland, som havde vundet den første udgave af “Rous Cup” i 1985, stillede med en trup bestående af næsten udelukkende spillere fra den hjemlige liga. Kun Richard Gough fra Tottenham, Ian Wilson fra Leicester City, og angrebsprofilen Charlie Nicholas fra Arsenal, var hentet ind fra den engelske liga. Man havde med rette ikke de store forhåbninger om at vinde turneringen, men træner Andy Roxburgh havde dog store forventninger til et par “venskabskampe” på forhåbentlig højt niveau.

Det engelske mandskab, anført af Bobby Robson, stillede med næsten alle profilerne fra den foregående VM turnering, incl. VM topscoreren Gary Lineker, 37 årige Peter Shilton samt “Captain Marvel” alias kaptajnen Bryan Robson. Der var ikke sket så forfærdelig meget siden VM, og træner Robson var som sådan ikke ligefrem i gang med et generationsskifte, selvom ikke så få hjemme i England sukkede efter det.

Det sidste hold var “Selecao”, som var midt i en periode, som resultatmæssig var unormal fattig for den normalt så blomstrende fodboldnation. De helt store stjernenavne som bl.a. Socrates, Zico, Leao og Falcao, havde alle sagt stop på landsholdet efter VM 86 skuffelsen, og med seneste Copa America sejr så langt tilbage som til 1949, og seneste VM triumf 17 år forinden i 1970, kan man vist roligt konstatere at Brasilien på dette tidspunkt ikke just blomstrede. Nye yngre navne som 22 årige Rai, 21 årige Müller og de 23 årige Valdo og Dunga, var ganske vist på vej frem, men med al respekt, var det altså ikke meganavne som f.eks. Zico eller Socrates, og det var den nye landstræner Carlos Alberto Silva så udmærket klar over.

Åbningskampen fandt sted d. 19. maj på et totalt udsolgt Wembley, og kampen stod mellem England og Brasilien. England stillede med dette hold: Peter Shilton – Gary Stevens, Tony Adams, Terry Butcher, Stuart Pearce – Chris Waddle, Peter Reid, Bryan Robson (anf), John Barnes – Peter Beardsley, Gary Lineker. Efter 76 minutter kom Mark Hateley på banen i stedet for Gary Lineker. Brasserne stillede således op: Carlos – Josimar, Geraldao (anf), Richardo Rocha, Douglas – Edu, Nelsinho, Mirandinha, Valdo, Silas – Müller. Efter 82 minutter kom Rai og Dunga på banen for henholdsvis Silas og Edu.

Hvor England stillede i vanlig 4-4-2, så kom brasserne i en for dem unormal defensiv opstilling, med 5 mand i forsvaret, i det den meget defensive midtbanemand Nelsinho, reelt mere var placeret i forsvaret, end på midten, og både Edu og især Valdo lå kampen igennem meget centralt og meget defensivt. Det var bestemt ikke noget der behagede de brasilianske tilskuere der var mødt frem, og kampen igennem blev deres helte mødt med piften nærmest hver gang de havde bolden. Opgøret sluttede 1-1, hvilket var ganske passende, og skulle man give karakter for underholdningsværdien, var den tæt på bundkarakter. Hverken englænderne eller brasserne ville ret meget, og Linekers føringsmål og Mirandinhas udligning blot minuttet efter, var vel tæt på at være de eneste højdepunkter. Der var godt nok langt til det fantastiske brasserhold som havde forført hele verden blot få forinden, men som jo ikke havde vundet noget, hvilket var en af årsagerne til at man nu forsøgte at sadle om i en mere argentinsk form for spillestil, med et par defensive midtbanefolk foran forsvaret.

Næste kamp stod mellem England og Skotland, og her fik man en anderledes underholdende forestilling, som selvom den sluttede remis og uden mål, rent faktisk havde tempo og intensitet i sig. Ærkerivalerne ville ikke tabe til hinanden, og selvom man ikke kan påstå at kampen var velspillet, så var intensiteten helt i top. Skotland stillede med dette mandskab: Jim Leighton – Richard Gough, Murdo MacLeod, Alexander McLeisch, Alex Miller – Paul McStay, Roy Aitken (anf), Ian Wilson, Neil Simpson – Alistair McCoist, Brian McClair. Efter 58 minutter kom Charlie Nicholas på banen i stedet for Brian McClair. Englands hold: Chris Woods – Gary Stevens, Mark Wright, Terry Butcher, Stuart Pearce – Chris Waddle, Stephen Hodge, Bryan Robson (anf), Glenn Hoddle – Peter Beardsley, Mark Hateley. Set pudsige omkring Englands hold, var at man havde 2 mand (Woods og Butcher) med, som til daglig optrådte for Glasgow Rangers. Herudover var Hateley med fra AC Milan, men ellers var det som normalt, spillere fra den bedste engelske række, hvor det især var interessant at se Stuart Pearce, der havde fået sin debut i kampen mod Brasilien, samt den teknisk begavede Hodge, der måske på sigt kunne blive afløseren for kaptajn Robson på midtbanen, men alt det lå et stykke ude i fremtiden.

I den sidste kamp som blev afviklet på Hampden Park, stillede brasserne igen defensivt op, og med en yderst kontrolleret indsats, og 2 skarpe mål af først den nye stjerne Rai, og dernæst altid arbejdssomme Valdo, sikrede de sydamerikanske giganter sig Rous Cup trofæet i første hug. Naturligvis er det ikke at sammenligne med hverken VM eller Copa America, men i en skuffende periode for en ellers sejrsvant nation, var det dog et fint “plaster på såret” for den nye træner og hans mange yngre folk. De kunne rejse retur til Sydamerika med hovederne holdt højt, men spillet havde ikke just givet løfter for fremtiden, i hvert fald ikke en spillemæssig fremtid, sådan som en brasilianer elskede det. I forhold til kampen mod England, var kun Rai med i start 11èren i stedet for Mirandinha, mens skotterne havde Davie Cooper og Jim McInally med i stedet for Brian McClair og Neil Simpson.

Hermed var turneringen overstået efter blot 3 kampe, og den brasilianske anfører Geraldao, der til daglig optrådte for FC Porto, kunne iklædt den skotske spilletrøje, stolt løfte det imposante trofæ mod den skotske nattehimmel, som bevis på en tiltrængt triumf.

I årene derefter, blev Rous Cup yderligere afviklet i 1988 og 1989, med henholdsvis Columbia og Chile som udefra kommende gæster, men herefter lukkede projektet ned efter blot 5 omgange.

I vore dage, hvor landsholdsskemaet er langt mere struktureret end tidligere, er der på ingen måde plads til den her slags private initiativer, hvilket man som fodboldelsker selvsagt må begræde, men sådan er udviklingen jo desværre.

Jeg håber du har fornøjet dig med denne lille fortælling, og forhåbentlig på genlæs snart 😉

KBH (DK) 05.03.22

Torben Aakjær