TOURNOI DE FRANCE 97

Ikke siden – ja og jo heller ikke før VM 66, havde England vundet noget som helst i fodboldens verden, og man kan således sige det var med bange anelser, at den engelske landstræner Glen Hoddle, udtog sin trup til den særdeles prestigefyldte 4-nationers turnering “Tournoi De France” i sommeren 1997. England var inviteret efter afbud fra de forsvarende europamestre fra Tyskland, og skulle nu deltage i turneringen sammen med værterne fra Frankrig, Italien samt de forsvarende verdensmestre fra Brasilien. Et krasbørstigt selskab, hvor man både kunne vise hvad man kunne, men så sandelig også falde dybt og hårdt. Men Hoddle var faktisk slet ikke i tvivl om hvorvidt han ville se sit hold i aktion her. Den førhen så elegante playmaker for Tottenham, havde enorme ambitioner på sit lands vegne, og både han og mange engelske fans mente at en VM titel året efter slet ikke var så urealistisk. Efter den delvise skuffelse året forinden til EM 96, tilmed på hjemmebane, og som havde kostet Terry Venables jobbet, havde Hoddle forsøgt at implementere en mere kontinental stil på sit mandskab. Bevares det tog dig, og ville blive svært kunne han godt se, men præcis som han selv havde været hvad man kunne betegne som en “U-engelsk” spiller, ønskede han også at ændre landsholdets spillestil og udtryk.

Yngre folk som dødboldsspecialisten David Beckham, den defensive playmaker Paul Scholes og midtbaneterrieren David Batty var blot nogle af de nyere folk som han havde set sig lun på, og væk var veltjente kræfter som bl.a. David Platt, Les Ferdinand og Steve McManaman. Sidstnævnte ville han dog godt have haft med, men den ranglede offensivspiller var efter sigende skadet, og havde ikke fået fri af Liverpool.

For at vende tilbage til de påståede bange anelser for Hoddle, så var det naturligvis fordi hans friske udtalelser, hans nye stil + ikke mindst den ekstreme engelske presses forventninger, tilsammen havde skabt nærmest “ekkokammer”, hvor mere eller mindre alle i og omkring England, reelt gik og forventede at VM 66 triumfen meget snart ville blive gentaget. Hoddle havde forsøgt sig med mindre markante interviews, men det var for sent – euforien hamrede derudaf! Der var nu ikke meget at have den enorme selvtillid i, for kiggede man nærmere på landets præstationer de senere år, skulle man tilbage til VM 90, hvor det blev til en 4 plads, for at finde en blot nogenlunde acceptabel slutrunde. I klubsammenhæng, havde et tabende Liverpool mandskab tilbage i Europa Cup for Mesterholds finalen i 1985, været seneste gang et engelsk klubhold, havde været næsten helt fremme i den fineste klubturnering, så med al respekt, så det ikke lyst ud for Hoddle og hans hold!

Og kiggede man nærmere på modstanderne i denne turnering, drev de “mørke skyer” for alvor ind over England, for storfavoritterne fra Brasilien kom med superstjerner som Roberto Carlos, Cafu, Dunga, Romario, og ikke mindst de 2 purunge angribere Denilson på 19 år, og hele verdens nye kæledægge, den 20 årige Ronaldo. Sidstnævnte havde netop afsluttet en absurd god sæson i FC Barcelona, hvor han i 37 kampe i La Liga havde scoret 34 mål, og senere samme år skulle han jo også som 21 årig, modtage Ballon dÒr som den yngste spiller i trofæets historie. Værterne fra Frankrig havde bestemt også udtaget cremen af hvad de havde udviklet af spillere, anført af en fantastisk playmaker i Zinedine Zidane, og akkompagneret af elegante Youri Djorkaeff, arbejdssomme Didier Deschamps, alsidige Lilian Thuram og maskinen Marcel Desailly. Det var et utroligt hold, som kun var på vej mod kulminationen, der som vi jo ved i dag, kom allerede sommeren efter hvor Frankrig sikrede sig sin første VM titel, og herefter vandt deres første EM, men det er jo helt andre historier. Det sidste hold var Italien, som under ledelse af legenden Cesare Maldini, var turneringens “Dark horse”. Truppen bestod af flere yngre folk som Fabio Cannavaro, Alessandro Nesta, og den potentielt nye superstjerne, Alessandro Del Piero, ja og så naturligvis af trænerens søn, en vis Paolo Maldini. Til at score målene havde man udtaget den firskårne Christian Vieiri, Inzaghi og Casiraghi så “Gli Azzurri” var bestemt et kapabelt hold.

Turneringen var bygget op som “alle mod alle”, og kampene blev afviklet i 4 byer, henholdsvis Nantes, Lyon, Monpellier og naturligvis “Byernes by” Paris, hvor de sidste kampe i øvrigt blev spillet på Stade des France. Første runde fandt sted d. 3 og 4. juni, og åbningskampen var mellem Frankrig og Brasilien på Stade de Gerland i Lyon.

Startopstillingerne så således ud:
Frankrig (4-5-1): Barthez – Blanc, Desailly, Candela, Lizarazu – Deschamps, Karambeu, Ba, Zidane, Pires – Maurice.
Ind undervejs: Vieira, Keller og Thuram.
Brasilien (4-3-3): Taffarel – Cafu, Aldair, C Silva, Carlos – Dunga, M Silva, Leonardo – Giovanni, Romario, Ronaldo.
Ind undervejs: Djalminha, Nunes, Goncalves

Der skulle blot gå 21 minutter af dette opgør, før en hel verden blev vidner til et af de mest spektakulære frisparksscoringer nogensinde. Den lille tætbyggede Roberto Carlos, der på det tidspunkt var relativ ny i Real Madrid, lagde bolden til rette knap 35 meter fra det franske mål, og Barthez fik stillet en særdeles velplaceret mur op…. troede man i hvert fald, for normalt, og der skal virkelig streg under normalt, så bør intet menneske kunne score, endsige blot få bolden ind i nærheden af målet, fra den vinkel/afstand, i hvert fald slet ikke så den i givet fald skulle være til fare for en klassekeeper som Barthez. Men det lykkedes ikke desto mindre, hvilket er forsøgt tegnet herunder:
At Frankrig senere hen udlignede ved den relativt ukendte Marc Keller, med det mål som skulle vise sig at blive hans eneste for “Les Bleus”, er næsten ikke værd at nævne, for alle, incl. de franske spillere, fans og medier, var mildt sagt chokerede, imponerede, overrumplede!

Så var turneringen da skudt i gang kunne man vel sige, og selvom dette mål klart blev højdepunktet undervejs, blev det rent faktisk en overordnet set underholdende, og ofte velspillet turnering.

Chocket havde selvsagt på ingen måde lagt sig, da man nåede frem til næste kamp, som fandt sted i Nantes på det flotte Stade de la Beaujoire, hvor England skulle møde Italien.

England (4-4-2): Flowers – P Neville, Keown, Southgate, Pearce – Beckham, Ince, Scholes, Le Saux – Sheringham, Wright.
Ind undervejs: G Neville, Gascoigne og Cole.
Italien (5-3-2): Peruzzi – Di Livio, Ferrara, Costacurta, Cannavaro, Benarrivo – Albertini, D Baggio, Di Matteo – Zola, Casiraghi.
Ind undervejs: Nesta, Maini og Fuser.

Begge landstrænere overraskede, ved at undlade indtil flere profiler, heriblandt spillere som Gascoigne, der dog blev indskiftet kort før tid, Batty, Shearer, Maldini, Vieri og Inzaghi, men som Hoddle udtalte efter kampen, som England i øvrigt vandt sikkert 2-0 på mål af Scholes og Wright, så ønskede han at bruge hele truppen i de 3 kampe på så kort tid, og mon ikke Maldini har haft samme tanker omkring sit hold. Det blev ikke den mest velspillede match, men det var tydeligt at se at det engelske hold, var markant mest motiveret, og især kaptajnen Ince, hans midtbanemakker Scholes, og den 33 årige veteran Ian Wright udmærkede sig undervejs. “Gli Azzurri” udmærkede sig mest ved at ligne et hold der ikke rigtig havde spillet sammen før, hvilket til dels var rigtigt, for det var virkelig flere af de yderste mandater, blandet med rutine, som Maldini her mønstrede.

Anden runde blev afviklet henholdsvis d. 7 og 8. juni, og første kamp fandt sted i Montpellier, hvor Stade de la Mosson lagde græs til kampen mellem værterne og England, og det skulle vise sig at blive turneringens kedeligste kamp, men samtidig også en kamp, som viste at Hoddle havde taktisk forståelse, som normalt ikke ses hos engelske trænere, i hvert fald ikke dengang. Frankrig startede uden deres bedste spiller, Zidane, der havde en mindre forstrækning, men stjernen kom da på banen til sidst, men kunne ikke udrette det store, og med eller uden ham tror jeg rent faktisk England havde vundet. “The Three Lions” stillede op som Italien havde gjort mod dem, et par dage forinden, med hele 5 mand i forsvaret, med et par hurtige kanter, og så et par deciderede goal-gettere helt fremme. Shearer og Wright havde absolut ingen defensive forpligtelser, men det havde de øvrige 9 mand på holdet, og den disposition lykkedes, for England vandt kampen med 1-0, på det mål som Shearer scorede med 3-4 minutter før slutfløjtet. En taktisk triumf for Hoddle, og de franske medier begyndte allerede at så tvivl om hvorvidt “Les Bleus” nu overhovedet var så stærke, som man oprindelig havde troet.

Holdene stillede således op:
Frankrig (3-5-2): Barthez – Blanc, N`Gotty, Thuram – Vieira, Deschamps, Keller, Laigle, Djorkaef – Dugarry, Quedec.
Ind undervejs: Loko, Zidane og Lizarazu.
England (5-3-2): Seaman – G Neville, Southgate, Campbell, P Neville, Le Zaux – Beckham, Batty, Gascoigne – Wright, Shearer.
Ind undervejs: Ince, Lee og Sheringham.

Dagen efter i Lyon, blev man så vidner til en diametralt anderledes kamp, mellem Italien og Brasilien, hvor begge mandskaber i den grad ønskede at demonstrere hvad de kunne, og de 6 mål som faldt undervejs, i den utroligt underholdende forestilling, var ikke et for meget. Skal enkelte spillere fremhæves, bør det helt sikkert være Del Piero, som fortjent blev kåret til MOM, ikke kun for sine 2 mål, men mindst ligeså meget for hans afleveringer, elegante boldhåndtering og helt fantastiske overblik. Han viste virkelig en hel verden, at her så man en kommende verdensstjerne, et potentiale han jo i den grad levede op til. Også kaptajn Maldini, og keeperen Pagliuca fik vist sig fordelagtigt frem. Det samme kan man vist roligt sige om Ronaldo, der udover 1 fremragende mål, var her, der og nærmest alle vegne. Hvis ikke Italien havde haft så utroligt meget taktisk forståelse, havde Ronaldo overrumplet forsvaret langt flere gange, men han blev trukket offside, løbet op og decideret hakket ned i flere tilfælde, men det er jo hvad der hører til på det niveau, og da han kort tid efter netop denne turnering jo skiftede til italiensk fodbold og Serie A, kom han bogstavelig talt til at lære det på den hårde måde. Kampen endte i øvrigt 3-3 😉

Holdene stillede således op:
Italien (4-4-2): Pagliuca – Panucci, Costacurta, Cannavaro, Maldini – Lombardo, Albertini, D Baggio, Di Matteo – Vieri, Del Piero.
Ind undervejs: Fuser, Inzaghi og Di Livio.
Brasilien (4-4-2): Taffarel – Cafu, C Silva, Aldair, Carlos – Leonardo, M Silva, Dunga, Denilson – Romario, Ronaldo.
Ind undervejs: Concecaio.

Så manglede man kun sidste runde, hvor kampene blev spillet henholdsvis d. 10 og d. 11.6, begge i Paris. Resultaterne var faldet således, at England sensationelt havde vundet turneringen, allerede før sidste kamp, som var mod Brasilien, men derfor valgte begge hold at komme med stærke spillere alligevel. England ville selvsagt gerne køre ubesejret igennem, mens Brasilien allerede 3 dage efter denne kamp, skulle spille Copa America, hvor de i øvrigt nåede frem til finalen, som blev vundet med 3-1 over Bolivia. Senere samme år, udover flere træningskampe, spillede Brasilien også Confederations Cup i Saudi Arabien, en turnering som de såmænd også vandt. At man kørte rovdrift på de bedste spillere, var allerede velkendt dengang, illustreret ved at Ronaldo, som vi jo senere hen lærte at kende også for hans skrøbelige bentøj, spillede hele 20 landskampe alene i 1997! Men tilbage til kampen, som ikke blev den mest ophidsende forestilling, og som blev vundet med 1-0 på det mål som Romario satte ind bag en noget sløvt reagerende David Seaman. Dermed sluttede brasserne som nr. 2, hvilket de dog nok var ligeglade med, og dårligt var opgøret slut, før “Selecao” rent faktisk blev kørt direkte til lufthavnen Charles de Gaulle, for her at flyve til Saudi Arabien!

Holdene stillede op som herunder:
England (4-4-2): Seaman – P Neville, Keown, Campbell, Le Saux – Gascoigne, Southgate, Ince, Scholes – Shearer, Sheringham.
Ind undervejs: G Neville, Lee og Wright.
Brasilien (4-4-2): Taffarel – Cafu, Aldair, C Silva, Carlos – Leonardo, Dunga, Concecaio, Denilson – Ronaldo, Romario.
Ind undervejs: Djalminha og Ze Roberto.

Den sidste kamp, som blev spillet dagen efter, som skulle have været kroningen af værterne, var mellem Frankrig og Italien, og her var det tydeligt at “Gassen var gået af ballonen”, og holdene formentlig tænkte mere på den forestående ferie, end strabadserne i Paris. Opgøret endte meget passende 2-2 på mål af Zidane, Djorkaeff, Del Piero og Casiraghi.

Holdopstillingerne:
Frankrig (4-4-2): Charbonnier – Thuram, Leboeuf, Desailly, Lizarazu – Deschamps, Ba, Karambeu, Zidane – Dugarry, Maurice.
Ind undervejs: Djorkaeff, Vieira og N`Gotty.
Italien (4-3-1-2): Pagliuca – Costacurta, Nesta, Cannavaro, Maldini – Lombardo, Di Matteo, Di Livio – Zola – Del Piero, Casiraghi.
Ind undervejs: Torrisi, Panucci og Vieri.

Slutstillingen i turneringen blev: 1. England, 2. Brasilien, 3. Frankrig og 4. Italien.

Turneringens bedste spiller blev: Paul Ince.
Turneringens topscorer blev: Alessandro Del Piero (3 mål).
Turneringens bedste målmand blev: David Seaman.

ALLSTAR holdet kom til at se således ud: David Seaman (England) – Phil Neville (England), Gareth Southgate (England), Aldair (Brasilien), Roberto Carlos (Brasilien) – Leonardo (Brasilien); Paul Scholes (England); Paul Ince (England), Alessandro Del Piero (Italien) – Ronaldo (Brasilien), Alan Shearer (England).

Således fik Glen Hoddle og England omsider en triumf i landsholdssammenhæng, og selvom det naturligvis hverken var EM eller VM, men trods alt blot en 4-nationers opvarmningsturnering, til den efterfølgende sommers VM slutrunde, så blev man bemærket, og for nu at sige det mildt, så var hysteriet på randen af kaos hjemme i England, hvor holdet blev modtaget i noget der må have mindet om VM 66 hjemkomsten. Som vi har set det så ofte før, så fusede det hele desværre ud i nærmest ingenting, og efter at man blev slået ud af VM 98 allerede i første knockoutrunde, røg Hoddle på porten kort tid efter. En af årsagerne var dog også nogle kontroversielle udtalelser, men det holder vi os for fine til at bruge tid på her. Efter en kort overgang med Howard Wilkinson, overtog en anden engelsk legende i skikkelse af Kevin Keegan tøjlerne, mens Hoddle fortsatte i trænergerningen i nogle klubber de kommende år.