ENGLAND VS VERDENSHOLDET PÅ WEMBLEY!

I forbindelse med det engelske fodboldforbund FA`s 100`s jubilæum i 1963, blev der for første gang i fodboldhistorien, arrangeret en kamp mellem det engelske landshold trænet af Sir Alf Ramsey, og et udvalgt “World team” af de ypperste spillere. Man forsøgte af flere omgange at forhandle en endelig dato på plads, og det som startede med at skulle være en kamp op til sommerferien, endte med at blive en efterårs forestilling, helt præcis d. 23. oktober, og spillestedet var naturligvis Wembley, som i øvrigt var stuvende fuld på dagen.

Den engelske landsholdsmanager Alf Ramsey, var i første omgang ikke udpræget positiv overfor dette tiltag, i det han mente det var forstyrrende ift. den hjemlige liga, samt ikke mindst hans forberedelser frem mod VM 66, en begivenhed der jo skulle finde sted i netop England, og således havde stor opmærksomhed.

Den stolte fodboldnation, havde endnu aldrig vundet noget som helst af betydning på den store internationale fodboldscene, var røget ud af 1/4 finalerne ved seneste VM i 1962, og tidligere på året i 1963, havde man forpasset muligheden for at deltage i EM 1964, da holdet under ledelse af den nye landstræner, havde tabt til Frankrig over 2 kampe. Gode råd var dyre som man sagde, men som altid var optimismen høj, og selvom der op til denne kamp var indløbet afbud fra Liverpools Roger Hunt, kunne Ramsey mønstre tæt på den optimale start 11èr, og på den led vise England fremfor en hel verden, eller i hvert fald dem, som var så heldige at have sikret sig billet til det forjættede land!

FA kunne efter sigende have solgt det 3-dobbelte af de 87.000 tilskuere som var tilladt på det tidspunkt, og folkets forventninger var enorme, for hvor gode var deres helte, og hvordan så spillere som Eusebio, Di Stefano og Yashin ud? Hidtil havde man primært hørt og læst om alle disse stjerner, for selvom TVèt var opfundet, var det langt fra hver mands eje.

Med Brasilien som ikke blot forsvarende, men dobbelte Verdensmestre, var det oplagt at FIFA indbød de primære stjerner derfra, men udover den aldrende højre back Djalma Santos fra Palmeiras, var der ingen af profilerne der fik lov til at rejse til Europa. Det betød at man måtte se bort fra bl.a. Pele, Didi, Vava, Garrincha og den det unge stjernefrø Gerson m.fl., men så var det heldigt at der dog også i Europa, var superstjerner at trække på, og med undtagelse af AC Milan, der ikke tillod Cesare Maldini og Gianni Rivera at deltage, sagde alle øvrige klubber der blev spurgt, pænt ja tak. Efter sigende blev der også indbetalt et anseeligt beløb fra FIFA til respektive klubber, hvilket givetvis har hjulpet på velviljen.

England stillede med denne start 11èr:
Gordon Banks (Leicester City)
Jimmy Armfield (Blackpool) – anf.
Gordon Milne (Liverpool)
Bobby Moore (West Ham)
Ray Wilson (Huddersfield)
Terry Payne (Southampton)
Maurice Norman (Tottenham)
Bobby Charlton (Manchester United)
George Eastham (Arsenal)
Jimmy Greaves (Tottenham)
Bobby Smith (Tottenham)
Træner: Alf Ramsey

Som det fremgår, er der i den grad tale om et interessant engelsk mandskab, hvor hele 9 spillere (Banks, Armfield, Moore, Wilson, Payne, Charlton, Eastham, Greaves og reserven Flowers) jo var med til at vinde VM i 1966, men det vidste hverken de eller de forventningsfulde tilskuere jo her i efteråret 1963, og derfor var interessen reelt langt højere ift. “Verdensholdet”, som stillede holdet herunder.

Målmand 
Lev Yashin 
Spillede hele sin karriere i Dynamo Moskva, og var efter manges mening den største målmand, verden har set. Manden de kærligt kaldte “The black Panter”, var en kæmpe (189 cm.) efter datidens forhold, totalt frygtløs, og med reflekser som i 60èrne vel nok kun blev overgået af Gordon Banks, som jo vogtede buret for England i denne jubilæumskamp. 2 måneder efter kampen på Wembley modtog Yashin i øvrigt Ballon dÒr, en hæder han den dag i dag er den eneste keeper som har modtaget.
Kåret til Europas bedste målmand 9 gange i perioden 1956 – 1966.
Europamester med Sovjetunionen i 1960.
Viceeuropamester i 1964
OL guld i 1965.
Ballon dÒr vinder i 1963.
Spillede i alt 74 landskampe for sit land.

Højre back
Djalma Santos
Selvom denne superback efterhånden var blevet 34 år, var han stadig en vital del af de dobbelte verdensmestre, Brasiliens mandskab, og at han var stabil udover alle grænser illustreredes af at han fra 1948 til han smed “støvlerne på hylden” i 1970 (41 år gammel), spillede ikke færre end 964 kampe alene i ligasammenhæng for 3 brasilianske klubber. Han repræsenterede Palmeiras på tidspunktet for kampen, hvilket var heldigt for ham og holdet, idet de øvrige brasilianske klubber ikke tillod deres spillere at deltage i jubilæumskampen.
Udtaget til ALLSTAR holdet efter VM 1954, 1958 og 1962.
Verdensmester med Brasilien i 1958 og 1962.
Spillede i alt 98 landskampe for sit land.

Central forsvar
Svatopluk Pluskal
Formentlig ikke en spiller, som i dag kendes af ret mange, men i 60èrne helt i top blandt de ypperste forsvarsspillere, og en af krumtapperne på det landshold, der året forinden havde spillet sig frem til VM finalen, hvor det dog var blevet til nederlag mod Brasilien. At han i den grad, var en eftertragtet herre, blev illustreret af at han året efter igen blev udtaget til et “Europa hold”, som mødte Jugoslavien i Beograd, og i 1965 spillede på “Europa holdet” som mødte et fælles mandskab af spillere fra hele Storbritannien.
Viceverdensmester med Tjekkoslovakiet i 1962.
Spillede i alt 56 landskampe for sit land.

Central forsvar
Jan Popluhar
Pluskals mangeårige makker på det føromtalte stærke landshold fra Tjekkoslovakiet, og spilleren der tog sig af det grovere og hårdere arbejde, mens Pluskal mere var dirigenten. Var nærmest uovervindelig i hovedspillet, og hans tacklinger var særdeles præcise og veludførte, hvilket betød at han, til trods for sit umiddelbart hårde spil, sjældent modtog advarsler. Han blev kåret til Tjekkoslovakiets bedste spiller i 1965, hvilket var noget af en præstation, for landets historisk set bedste spiller, Josef Masopust, var i allerhøjeste grad aktiv på samme tid. Gik i øvrigt under kælenavnet “Bimbo” som var en hyldest til ham, for sin fair spillefacon.
Viceverdensmester med Tjekkoslovakiet i 1962.
Spillede i alt 62 landskampe for sit land.

Venstre back
Karl-Heinz Schnellinger
Omtales i dag som en af historiens mest komplette venstre back, og var på dette tidspunkt, netop skiftet fra barndomsklubben FC Köln, til den italienske Serie A klub, Mantova. Det skulle dog kun blive en enkelt sæson der, inden AS Roma og senere AC Milan investerede i den blonde tysker. Han var en af de første tyskere overhovedet, som skiftede væk fra Bundesligaen, og han deltog i 4 VM slutrunder, ligesom han var med til at vinde Europa Cup for Mesterhold med AC Milan i sæsonen 1968/69. Lever i øvrigt stadig den dag i dag, hvor han nu er 83 år, og bor i udkanten af Milano.
Viceverdensmester med Vesttyskland i 1966.
Nr. 3 i Ballon dÒr kåringen i 1962
Udtaget til VM`s ALLSTAR hold efter VM 1962.
Spillede i alt 47 landskampe for sit land.

Central midtbane
Josef Masopust
Regnes uden sammenligning, for den største spiller som Tjekkoslovakiet nogensinde har fostret, og var umådelig populær overalt hvor han kom i 60èrne. Han var en naturlig spiller til dette superhold, hvor han lå placeres som defensiv kontrollerende midtbane. Senere i karrieren trak han i øvrigt ned i det centrale forsvar, hvorfra han med sit eminente overblik, kunne styre spillet totalt.
Viceverdensmester med Tjekkoslovakiet i 1962.
Udtaget til ALLSTAR holdet efter VM i 1962.
Ballon dÒr vinder i 1962
Spillede 63 landskampe for sit land.

Central midtbane
Raymond Kopa
Frem til Platini og senere hen Zidane dukkede op, var der ingen tvivl om hvem Frankrigs største spiller var. Kopa var en alsidig midtbane spiller, som befandt sig godt både som 8èr og 10èr, og han var en af de mest elegante spillere at se på i 50èrne og et stykke op i 60èrne. Alene i 50èrne var han i top 3 på Ballon dÒr podiet hele 4 gange, og vandt da også det eftertragtede trofæ en enkelt gang. Tørnede ud for datidens helt store klubber Stade de Reims og Real Madrid, og var en af de helt store profiler for dette “Verdenshold”, hvor han var et af de navne, som tilskuerne efter sigende havde glædet sig mest til at se. Var med til at opnå bronze til i 1958, og vandt Europa Cup for Mesterhold 3 gange.
Udtaget til ALLSTAR holdet efter VM i 1958.
Ballon dÒr vinder i 1958 + nr. 2 i 1959 + nr. 3 i 1956 og 1957.
Spillede 45 landskampe for sit land.

Højre wing
Denis Law
Skotlands måske største spiller i historien, og i hvert fald den eneste derfra, som har modtaget Ballon dÒr. Han var med til at vinde det første engelske trofæ i Europa Cup for Mesterhold, da han og Manchester United besejrede Benfica i 1968, og han tørnede ud for begge Manchester klubberne i sin karriere, hvor han i øvrigt i dag står portrætteret i en bronzeafstøbning uden for Old Trafford, i selvskab med Bobby Charlton og George Best.
Ballon dÒr vinder i 1964.
Spillede 55 landskampe for sit land.

Venstre wing
Francisco Gento
Legenden lever stadig den i dag, hvor han 88 år gammel, kan nyde sit otium i Madrid, velvidende at han stadig er historiens eneste spiller, som har vundet Europa Cup for Mesterhold 6 gange. Mange har forsøgt, men endnu har ingen udlignet denne fantastiske wing, der teknisk var de fleste overlegne. Vandt også 12 mesterskaber med Real Madrid, så man kan sige han fik pokalhylden godt fyldt ud i sin tid. Kunne og burde også have kunnet kalde sig Europamester i 1964, hvor Spanien vandt, men sensationelt blev han droppet kort før turneringen, hvilket var en skuffelse han efter sigende aldrig er kommet sig over.
Spillede 43 landskampe for sit land.

Angriber
Alfredo Di Stefano
Ja så fås det næsten ikke større, og udover Pele, er Di Stefano verdens største navn, helt frem til en vis Maradona begynder at trylle i 80èrne. Di Stefano, der tørnede ud for 3 forskellige landshold, vandt 5 Europa Cup for Mesterhold, regnes af mange, herunder Pele, for historiens mest komplette spiller. Han kunne drible, løbe stærkt, heade og skyde ligegodt med begge ben, og han var, når han var bedst, reelt umulig at stoppe for forsvarsspillerne. 8 mesterskaber med Real Madrid skal oveni hatten, og ja, hvad er der at skrive om dette fænomen af en spiller, som ikke allerede er rigt beskrevet. Nå ja for resten, så blev han da også topscorer i La Liga 5 gange!
Ballon dÒr vinder i 1957 og 1959.
Spillede 6 landskampe for Argentina.
Spillede 4 landskampe for Colombia
Spillede 31 landskampe for Spanien

Angriber
Eusebio
En ikonisk spiller, med en fantastisk historie, og sammen med Pele, de første sorte verdensstjerner sådan for alvor. Han vandt alt med klubben Benfica i de 14 sæsoner han var der, herunder 11 mesterskaber og Europa Cup for Mesterhold i 1962, ligesom han var med til at tabe denne i 1968, som omtalt under Denis Law. Eusebio var en forrygende tekniker, med et formidabelt antrit, og man vurderede at han formentlig var den hurtigste spiller i verden gennemgående i 60èrne. Akkurat som Kopa, var Eusebio en spiller som de engelske tilskuere havde store forventninger til i denne kamp. Var europæisk topscorer både i 1968, hvilket i øvrigt var første gang denne kåring fandt sted, samt igen i 1973, ligesom han 3 gange scorede flest mål i Europa Cup for Mesterholdsturneringen. I 301 ligakampe for Benfica, præsterede han at score ikke færre end 317 mål.
Ballon dÒr vinder i 1965.
Spillede 64 landskampe for sit land.

Målmand
Milutin Soskic
Vurderes som en af Jugoslaviens bedste keepere, og i hvert sin klub Partizan Beograds største nogensinde. Efter mange sæsoner i Partizan, sluttede han af nogle sæsoner i FC Köln. Kom på banen i 2 halvleg i stedet for Yashin.
Vandt OL guld med Jugoslavien i 1960
Viceeuropamester med Jugoslavien i 1960.
Spillede 50 landskampe for sit land.

Højre back
Luis Eyaguirre
Var med til at opnå bronze med Chile til VM i 1962, og var en stærk og effektiv spiller, der opholdt sig i Universidad de Chile i hele sin karriere, og vandt med dem 5 mesterskaber. Kom på banen i 2 halvleg af kampen mod England, da han afløste Djalma Santos.
Spillede 70 landskampe for sit land.

Central forsvar
Jim Baxter
Var i 60èrne Skotlands stærkeste forsvarsspiller, og den dag i dag, en spiller man omtaler med respekt på de egne. Den svært byggede Baxter, spillede mange år for Glasgow Rangers, men forsøgte sig også i engelsk fodbold hos bl.a. Sunderland og Nottingham Forest.
Spillede 34 landskampe for sit land.

Angriber
Uwe Seeler
En gigant i tysk fodboldhistorie, også selvom han aldrig vandt noget med landsholdet, hvormed han deltog i 4 slutrunder fra 1958 til og med 1970, eller nøjagtig de samme slutrunder som en vis Pele medvirkede i. Seeler blev både nr. 2 og 3 til VM, og var så uheldig at hans land vandt VM det sidste VM (1954) inden han fik sin slutrundedebut, og minsandten igen (1974), efter at han var stoppet på landsholdet. Han spillede det meste af karrieren for HSV, hvor han spillede næsten 500 kampe i den bedste tyske række, og blev her kåret til “Årets spiller” i 3 sæsoner og topscorer i en enkelt.
Viceverdensmester med Vesttyskland i 1966.
Udtaget til VM ALLSTAR holdet efter VM 1966.
Nr. 3 i Ballon dÒr i 1966.
Spillede 72 landskampe for sit land.

Angriber
Ferenc Puskas
Som “rosinen i pølseenden” kommer vi til en af historiens største og mest legendariske spillere, ungarske Puskas, som i sin storhedstid kunne nævnes i samme åndedrag som Di Stefano og Pele. Han kom i en sen alder (pga. store problemer for østeuropæiske spillere at skifte til andre klubber) til Real Madrid, men i sine 8 sæsoner her, formåede han at score imponerende 244 mål i 262 kampe, og var bl.a. med til at vinde 5 mesterskaber + ikke mindst Europa Cup for Mesterhold 3 gange. Herudover sluttede han øverst på topscorerlisten i La Liga 4 gange. Ud af mange store spillere, var han førerfiguren på det fantastiske ungarske landshold kaldet “Mighty Magyars”.
Viceverdensmester med Ungarn i 1954.
Udtaget til ALLSTAR holdet efter VM i 1954.
Kåret til “BEDSTE SPILLER” efter VM 1954.
OL vinder med Ungarn i 1952.
Nr. 2 i Ballon dÒr i 1960.
Spillede 85 landskampe for Ungarn.
Spillede 4 landskampe for Spanien.   

Træner
Fernando Riera 
Chileneren der som aktiv selv havde en fin karriere, var manden bag det landshold, som sensationelt opnåede bronze ved VM i 1962, og senere hen som træner med Benfica, fik han dem i finalen i Europa Cup for Mesterhold, som de dog tabte. Han var efter sigende en stor inspiration for en træner som Manuel Pellegrini.

Med denne gennemgang af kampens aktører, må det være tid til at gå til selve kampen, som under ledelse af dommer Bob Davidson fra Skotland, og som efter en tøvende start, gik hen og blev en ganske underholdende forestilling. Det var det mere sammenspillede mandskab fra England, der lagde ud med at sætte sig på spillet, og med en fin boldomgang af Charlton, Norman og Paine, havde modstanderne svært ved at erobre den, og allerede efter 5 minutter, hamrede altid farlige Greaves “kanonen” af mod Yashins mål, men den store russer parerede effektivt, og på det efterfølgende hjørne fik Popluhar headet væk. Den engelske dominans fortsatte, og det lignede et spørgsmål om tid, hvornår føringen kom, men trods markant overvægt af spil og chancer (Popluhar og Di Stefano havde begge forsøg der blev reddet af Yashin), gik de 2 hold til pause, uden at have scoret.

“Verdensholdet” indskiftede nogle spillere i halvlegen, og det gav for et kort øjeblik momentum, og især Masopust viste de jublende tilskuere, hvorfor han i disse år, tilhørte den absolutte top af verdensfodbolden. Den elegante men bestemt også hårdføre tjekke, erobrede mange bolde, og igangsatte og/eller deltog i flere angreb, men til trods at det nok var gæsterne der styrede kampen da der var gået 1 times tid, var det Paine der efter oplæg fra Charlton, kunne bringe hjemmeholdet foran. Wembley eksploderede i et inferno af larm og jubel, og længe lignede det kampens eneste scoring.

Gæsterne skiftede alle spillere ind, og de friske ben, betød at både Law og Puskas havde chancer, men som bekendt kunne Banks også finde ud af tage med hænder, så vi skulle helt hen til de døende minutter, før Law med en inderside bragte balance i tingene. Netop som holdene belavede sig på en “politisk korrekt” remis, slog Greaves dog til, og på noget der dårligt mindede om en målchance, chippede han den elegant forbi både Soskic og Eyaguirre, der ærgeligt måtte se bolden stryge ind i det tomme mål, og dermed var matchen afgjort til hjemmeholdets fordel, hvilket man bestemt ikke var ked af på de kanter, hvor landsholdet hungrede efter succes.

Selvom det trods alt “kun” var hvad man kunne betegne som en venskabskamp, ja nogen ville måske endda betegne det som en form for showkamp, så var intensiteten og gejsten bestemt ikke svækket, for det var tydeligt at de mange stjerner på ingen måde ønskede at tabe ansigt overfor hinanden, og publikum (illustreres bl.a. ved en energisk glidende tackling af Josef Masopust på Bobby Moore på billedet). Et begejstret engelsk publikum havde fået hvad de kom efter – underholdning og sejr til deres helte, og de havde for første gang set legender som Yashin, Di Stefano og Puskas m.fl., så jeg tænker humøret har været i højsædet i den engelske hovedstad i tiden derefter.

Som nævnt var denne kamp den første af sin slags, men i årene derefter blev der arrangeret flere og flere kampe rundt omkring, og på den måde lærte verdens fodboldpublikum udenlandske spillernavne bedre at kende, fremfor kun at læse om dem.

Med disse ord, slutter jeg for denne gang, hvor jeg igen håber du har hygget dig, og måske fået noget viden om fodbolden, som den engang blev spillet.

Uanset hvad så forhåbentlig på genlæs 😉

Msh.
Torben Aakjær
KBH (DK) 06.04.22

Torben Aakjær