VM NÆRMER SIG – HISTORIEN TYNGER – VI GLÆDER OS! | FODBOLD

VM nr. 22 er få måneder forude, og i lighed med flere tidligere slutrunder, er denne i Qatar, også forplumret af utallige mere eller mindre valide historier, om en arrangør, som aldeles uden skånsel, har ladet bygge enorme fodboldstadions, ved brug af reelt ulønnet arbejdskraft fra flere af verdens fattigste lande. Alverdens protester og mere eller mindre helhjertede forsøg på at omgøre FIFA`s beslutning om dette arrangør land, har været forgæves, og således kan vi fodboldfans ligeså godt indstille os på virkeligheden.

Mandag d. 21. november er der kickoff når Senegal møder Holland, og søndag d. 18. december sluttes “festen” af med finalen på det imposante Lusail Iconic Stadium i Lusail, og herefter kan vi alle opsummere hvad vi har oplevet den forløbne måneds tid, både af godt og ondt. Som bekendt deltager der 32 nationer, hvilket undertegnede personligt mener mellem 8-16 deltagere for mange, men allerede 4 år senere i 2026, stiger deltager antallet til absurde 48 nationer, og hvem ved hvad fremtiden i den henseende byder på, det tør jeg end ikke tænke på i skrivende stund.

Selvom de fleste af os formentlig mener at regering og beslutningstagere i Qatar, er personer man ikke just finder tillidsvækkende, så er det langt fra første gang VM finder sted i et land, hvor tingene ikke helt foregår efter “bogen”. Hverken Brasilien eller Uruguay, var de rareste steder at opholde sig førhen – ja og på mange områder, sikkert heller ikke i vore dage, men ikke desto mindre var de arrangører i henholdsvis 1950 og 1934, ligesom Italien som arrangør i 1934 vist heller ikke kan påstås at have været styret af de største charmetrolde. Udover at Europa var på vej i krig, eller i hvert fald var stærkt påvirket af ekstreme politiske nationalsocialistiske ideologier, så forsøgte “Il Duce” alias Italiens store hersker Benito Mussolini, også på flere måder at påvirke kampenes udfald. F.eks. var det efter sigende ham der styrede påsætningen af dommere til kampene, og det pres han uvilkårligt lagde på både modstandere, men naturligvis også Italiens spillere, var næsten ikke til at bære. Italienerne som jo ikke var nazister, og som sådan heller ikke brød sig om en vis Adolf Hitlers perverse ideer, var i højere grad fascister, og derfor saluterede spillere og ledere før hver kamp, efterfulgt af “Hil” op mod “Il Duces” loge. Kritikken haglede selvsagt ned over aktørerne for denne hilsen, men i Italien henviste man til den ældgamle urgermanske hilsen, som altså efter deres mening ikke havde noget at gøre med “Sieg Heil” nogle kilometer nordpå. Naturligvis tør man næsten fristes til at sige, vandt Italien “deres egen turnering”, og således var “alle” glade…. – eller noget, hvilket de fleste nok anede da den svenske dommer (Ivan Eklund), samtidig med spillerne, også lige sådan for god ordens skyld smækkede højre armen skråt op i vejret, akkompagneret af et forsigtigt “Hil”…. – det skulle jo nødigt hedde sig 😉

Hvis vi bliver i den mindre sympatiske afdeling, er det selvsagt også vært at nævne Argentinas værtskab for VM tilbage i 1978. Blot et par år forinden havde Juan Peron sat sig godt til rette i præsidentstolen, efter et blodigt militærkup, hvor ingen midler blev skyet i bestræbelsen på at holde ro i landet, og i hvert fald på facaden illustrere et perfekt land, som var mere end klar til omsider at vinde den VM titel, man havde følt sig frarøvet flere gange, ikke mindst tilbage i 1930, hvor lilleputnationen Uruguay nærmest massakrerede “La Albicelestes” ellers velkendte stolthed. Og naturligvis vandt Argentina, som undervejs fik den dommer- og modstander hjælp (Læs: Peru der “velvilligt” lod sig ydmyge med 0-6 da Argentina behøvede det..), som et hjemmehold naturligt får.
Sideløbende med at soldater fra helikoptere, smed tusinder af primært lemlæstede og bagbundne kvinder, i den nærliggende flod Rio de la Plata, hvis de da ikke ulejligede sig udover Atlanterhavet for at fodre hajerne, kunne man som seer nyde de fantastiske scener på det gigantiske Estadio Monumental i Buenos Aires. Her blev en nærmest euforisk Mario Kempes, synonymet på det store lands første VM titel, hvilket man selvsagt skumlede en del over hos naboerne Brasilien og Uruguay. Det var i øvrigt en turnering, hvor man desværre måtte se bort fra tidens måske største fodboldnavn Johan Cruyff, som efter sigende meldte fra pga. det diktatur, som styrede landet. Senere hen blev det sagt at årsagen til superstjernens fravær, skyldtes trusler om aflivning af hans familie, såfremt han mødte op, og da manden helt frem til sin alt for tidlige død i 2016 nægtede at fortælle sin version, henstår det som en vandrehistorie på niveau med den, som skabtes omkring Ronaldo Nazario fremme i VM 1998.

Som en mindre men meget pudsig anekdote, ringede en anonym franskmand til flere medier efter VM i Argentina, og fortalte at han kendte til et nærmest abnormt forbrug af amfetamin blandt værtsnationens aktører. Efter sigende havde samtlige spillere indtaget dette stof op til de vigtige kampe, og dette var efter franskmandens vurdering, årsagen til at de argentinske spillere efter hver kamp, varmede ned i op til 2 timer efter kampene. Naturligvis ved vi intet om hvorvidt denne voldsomme anklage, er sand eller ej, men den sætter ikke desto mindre de argentinske værter i et specielt lys, ikke mindst når man ved at præsident Peron var stor tilhænger af at give netop dette stof, til sine special styrker, når disse skulle udføre særligt vanskelige, og fysisk krævende aktioner.

Men tilbage til 1998 og en vis Ronaldo Nazario 😉

Den på det tidspunkt 21 årige brasser, var allerede verdens formentlig bedste spiller, og “Selecaos” største håb. Han havde turneringen igennem spillet fantastisk, og bl.a. scoret 4 og lagt direkte op til 3 mål, men umiddelbart før finalen mod Frankrig, gik den unge fyr efter sigende ned med noget der i bedste fald mindede om stress. Han kunne hverken tale eller bevæge sig, og den første holdseddel der blev afleveret til FIFA omkring 1 times tid før kickoff, var uden Ronaldos navn. I stedet stod Edmundo alias “Dyret” som angriber. Da kampen blev fløjtet i gang, var Ronaldo dog med, men hans indsats var nærmest en parodi. Frankrig vandt kampen, og rygterne omkring Ronaldos deroute nåede nærmest hysteriske højder. Mange mente det var Brasilien og Ronaldos tøjleverandør NIKE, som havde presset på for at stjernen skulle i aktion, til trods at for at flere læger ønskede det modsatte, men her 24 år efter er vi ikke blevet klogere, og spørgsmålet er om vi nogensinde får den virkelige version af hvad der hændte dengang. Gudskelov for logikken tør jeg fristes til at skrive, formåede denne fantastiske Ronaldo, i modsætning til føromtalte Cruyff, at vinde et VM nogle år senere, så selvom VM 98 hændelsen ikke blev glemt, blev den da i det mindste skubbet til side i folks tankegang, da den sympatiske Ronaldo kunne løfte trofæet mod den japanske aftenhimmel i 2002!
Apropos tvivlsomme og i bedste fald mindre sympatiske regeringer, diktatorer og/eller despoter, som har stået bag en VM arrangør, er det jo særdeles relevant at nævne “charmetrolden” Putin, som i denne tid i bedste fald minder om en kolerisk og uligevægtig Hitler, eller en rablende gal Pol Pot. Putin er jo chefen for meganationen Rusland, og som de fleste nok husker, var netop Rusland arrangør af VM for blot 4 år siden. I modsætning til f.eks. det forestående VM i Qatar, har der ikke på samme måde været vedholdende rygter om korruption forbundet med tildelingen af værtskabet til russerne, men på den anden side har det modsatte heller ikke være bevist, og udover trusler, kunne metoder som afpresning, trusler og andre kneb, snildt være foregået. Man tiltænker Putin det meste, ikke mindst i den gale retning, og i et land der åbenlyst havde både racisme og diskrimination ift. homoseksuelle, er der tydelige paralleller til Qatar.

Man må bestemt heller ikke glemme Sydafrikas værtskab i 2010. Selvom styret i det sydligt beliggende land muligvis ikke kan sammenlignes med de værste på den arabiske halvø, så var der nærmest utallige eksempler på at store portioner Dollars, var blevet overført til ledende medlemmer af FIFA, herunder ikke mindst daværende Vicepræsident Jack Warner. Men det fældende bevis kom aldrig, og således kunne Spanien i ro og mag sikre sig landets første VM titel, hvilket i hvert fald for en stund overskyggede de stygge ting i Sydafrika.

Nu vi er ved penge og snyd, kan man bestemt heller ikke overse “Totonero” skandalen i Italien tilbage i 1980. Det var en kæmpemæssig betting sag, som da den blev oprullet af Guardia Finanza, medførte et utal af karantæner, tvangsnedrykninger m.v. Den mest profilere af de påståede skyldige var Paolo Rossi, som i 1978 havde været Italiens bedste aktør, og som her i 1980 tørnede ud for Perugia. Han havde reelt indgået en lukrativ aftale med Juventus, som skulle træde i kraft fra sommeren 1981, men inden han og Juve kom så langt, faldt dommen altså i denne betting skandale. AC Milan og Lazio blev tvangsnedrykket, EM 68 målmandshelten Enrico Albertosi fik 4 års karantæne, og den folkeligt elskede Rossi, fik 3 år. Da VM nærmede sig, og Commissario tecnico Enzo Bearzot konstant var i medierne, hvor han tudede over manglen på kvalitetsangribere, skar den italienske regering igennem, og sænkede Rossis karantæne, således at han blev klar til det VM, som skulle gå hen og blive en rendyrket triumf for både ham selv og nationen! “Totonero” var der efterfølgende ingen der talte om, for som bekendt overskygger sejre alt andet, ikke mindst i visse lande 😉

Og så er vi jo fremme ved arrangementet i den lille ørkenstat med de mange penge, kaldet Qatar. Et diminutivt størrelse land, på blot 1/4 af Danmarks areal, og med ca. den halve befolkning, som for langt hovedpartens vedkommende, på ingen måde interesserer sig for fodbold. Det er naturligvis det mindste problem, for VM har jo før været afholdt i lande hvor fodbolden ikke just er den primære sport, men med en regering der baserer sig på Sharia lovgivning, som ikke regner menneskeliv for ret meget, og som halshugger, stener eller i bedste fald burer homoseksuelle inde i mange år, så er der i den grad lagt op til modsætningernes kamp.

Danmark har på vanlig spag vis, hostet og kvækket minimalt om menneskerettigheder, økonomisk tvivlsomme transaktioner, og diverse besynderligheder, og godhedens stemme symboliseret ved de danske mediers “olieglatte” kæledægge numero uno Kasper “ævle-bævle” Hjulmand, sideløbende med hans statement omkring LGBT og BLM m.v., har i flere omgange understreget at man naturligvis tager det meget seriøst, men at man på ingen måde vil blande sport og politik sammen….! – Den lader vi stå et øjeblik 😉

I Qatar griner man i det lange skæg, og iført lange kjoler og og håndsyede lædersandaler, dansker herskerne rundt i euforisk jubel. Pengene kommer til at stå i kø, for at komme ind på de ansvarlige banditters i forvejen bugnende kontoer, og i ly af deres paladser, store bilpark og et utal af yderst friske tøsebørn, piskes, tæves og aflives yderligere en flok sagesløse nepalesere, blot fordi man kan det!

Således er vi vist ved at være klar til det 22ènde VM, for som en af verdens største leverandører af både gas og olie, er det jo vigtigt at man ikke bliver alt for kritiske overfor “uregelmæssigheder” – for som man siger: “Money talks!”