DEN HOLLANDSKE FORBINDELSE!

Fredag d. 1. juli kan 52 årige Erik Ten Hag, officielt kalde sig selv manager for Manchester United, efter at parterne har indgået en kontrakt på 4 år + yderligere 1 års mulig option, og som de fleste der følger blot en smule med i fodbold, herunder ikke mindst engelsk fodbold, er det noget af et “hvipsebo” hollænderen jokker ind i. Siden langtidsholdbare Sir Alex Ferguson forlod de dengang nykårede engelske mestre efter sæsonen 12/13, har 7 trænere stået i spidsen for klubben, hvoraf de 2 (Ryan Giggs og Michael Carrick) dog kun var ansat som midlertidige. Ten Hags landsmand, Louis van Gaal, forsøgte sig fra 16-16 uden synderlig succes, og ellers har folk som David Moyes, Jose Mourinho, Ole Gunnar Solskjær og aktuelt Ralph Rangnick, prøvet kræfter med den enormt rige, men nu i mange år, katastrofalt styrede kæmpe klub.

Siden førnævnte mesterskab i sæsonen 12/13, klubbens i øvrigt 20ènde af slagsen, har Manchester United ikke vundet et eneste major trophy. Det er blevet til lidt krims krams hist og her, bl.a. sejren i FA Cup turneringen i 15/16, Europa League trofæet i 16/17 og “Micky Mouse” Cup i 16/17. Hæderlige trofæer for klubber som Tottenham, Arsenal o.lign., men naturligvis ikke for en af klodens rigeste, og førhen mest vindende klubber. Placeringsmæssigt i Premier League, er klubben sluttet på alt lige fra plads nr. 7 til et par gange som nr. 2, men uden på noget tidspunkt reelt at true mesterholdet, og slutplaceringen i indeværende sæson tør man vel slet ikke gisne om. Set med mine briller (nu hvor det ikke bliver Champions League) håber jeg de ender udenfor europæisk fodbold, men tilsyneladende går dette ønske ikke i opfyldelse, idet Wolverhampton, som pt. er placeret som nr. 8, har hele 6 point op til netop United. Alt tyder således på at den mægtige klub, skal henslæbe næste sæson i Europa League, ja eller endnu slemmere – og uhørt ydmygende den europæiske “Fedmule liga” – Conference League, en turnering hvor alskens perifere klubber henslæber tiden, og en turnering som har en prestige værdi på omkring 0,001 %. Så ville det naturligvis være langt at foretrække, hvis man, akkurat som tilfældet har været for Arsenal i indeværende sæson, helt slipper for at spilde tiden i Albanien, Danmark eller Lichtenstein, og udelukkende kan koncentrere sig om ligaen. Vi får se, det er ikke i den kommende hollandske træners hænder, men derimod i den tæt på uduelige nuværende træners, og med ham og hans mumleri, ved man aldrig helt hvad man får.

Men hvad overtager Erik ten Hag så den første dag i juli? Ja han kommer til at stå i spidsen for en klub, der mere end nogen anden i hele verden, er parat til at overøse ham med transfer penge. Økonomisk er er råd til alle spillere på planeten, men det siger sig selv at kombinationen af flere års deroute + det at man ikke kan tilbyde Champions League fodbold, begrænser udvalget en anelse. “Hylde” 1″ spillere, dvs. toppen af “kransekagen”, bliver noget nær umulige at få fat på, for de bedste vælger i disse år klubber som Manchester City, Liverpool eller Real Madrid – til nød PSG eller Chelsea, og således kommer United, højst uvant, til at duellere med bl.a. Juventus, Barcelona og Bayern München om spillere i næste lag, men i modsætning til United, kan disse 3 klubber højst sandsynlig lokke med CL bold, hvilket kan være det som i en forhandlingssæson får det til at tippe.

Som optakt til den kommende sæson, der jo pga. VM i en sandfyldt slyngelstat, bliver en anelse komprimeret, rejser United til Thailand og Australien, hvor de undervejs i perioden fra 12. juli til 23. juli skal spille mod Liverpool, Melbourne Victory, Crystal Palace og Aston Villa. Herudover kommer selvsagt en række kampe hjemme i England, inden sæsonen 22/23 fløjtes i gang d. 6. august. På det tidspunkt venter den enorme fanskare omkring klubben, ængsteligt på om holdet omsider er klar til at præstere som en klub af Manchester Uniteds størrelse, bør og skal gøre. Selvom denne artikel for så vidt ikke konkret skal handle om Uniteds transfer strategi, kan man dog i det mindste glæde sig over at løntunge spillere som Pogba, Cavani, Mata, Lingard og Matic som minimum smutter. De 4 første har kontraktudløb denne sommer, mens Matic høfligt har anmodet om at få annulleret sin kontrakt 1 år før tid, hvilket klubben heldigvis gik med til. Udover denne kvintet, som sandt for dyden ikke har beriget klubben med ret meget andet end en enorm lønudgift, så jeg gerne at Martial, Maguire, Fernandes, Ronaldo, Shaw, Lindelöf, Fred, Wan-Bissaka, Telles, Dalot, Bailly, Jones, Williams, Diallo, Pellistri og Chong også blev skippet afsted. Det er selvsagt en umulig drøm, men jeg har ikke fantasi til at tiltro denne flok, på nogen måde skal kunne medvirke til igen at få United frem i den position, som dens størrelse, historie og noget blakkede renomme tilsiger. Faktisk er jeg kun interesseret i at man beholder De Gea, garderingen Henderson, Varane, McTominay, Greenwood (som ikke er dømt – kun blacklistet!), Sancho samt Rashford. Sidstnævnte bør få en sidste chance efter endnu en forfærdelig sæson, og det bør i hans kontrakt blive indført, at det må være endegyldigt slut, med at rende rundt og uddele pamfletter og alskens karriere forstyrrende halløj. Enten er han topfodboldspiller – alternativt må han blive avisomdeler og “Feel good person” i et eller andet feministisk foretagende.

Men et er drømme – noget andet er den skinbarlige virkelighed, og hvis vi fjerner os fra mulige afgange o.lign, og i stedet kigger på manageren Erik ten Hag, så kan man nøgternt konstatere at han bliver den 9ènde hollandske manager i Premier League. Med al respekt for de 8 foregående, er der ingen af dem der har haft reel succes. De flotteste meritter har Guus Hiddink, Louis van Gaal og Ruud Gullit præsteret, ved hver at sikre deres arbejdsgiver et FA Cup trofæ. Hiddink og Gullit gjorde det i henholdsvis 08/09 og 96/97 med Chelsea, mens van Gaal var med til at hive det hjem til netop United i sæsonen 15/16.

Kigger vi mere detaljeret på de 8 trænere med hollandsk pas, kan vi konstatere at den tidligere Ballon dÒr vinder som aktiv, Ruud Gullit, fungerede som spillende manager for Chelsea i 83 kampe, hvoraf de 41 blev vundet, 18 endte remis og 24 blev tabt. det var fra 96-98, og herefter har man ikke hørt meget til den karismatiske fyr. Næste mand i rækken af tulipanplukkere, var så Guus Hiddink, der efter at have været i noget nær enhver klub i Europa, noget konfus pludselig befandt sig i London hos Chelsea tilbage i 09. Han var der også igen i 15-16, og totalt stod han i spidsen for “The Blues” i 49 kampe, hvoraf 26 blev vundet 16 endte remis og de sidste 7 kampe blev tabt. Hiddink der i dag er 75 år, er nok mest kendt for at føre PSV Eindhoven med et utal af danske spillere, frem til succes i Europa Cup for Mesterholds turneringen tilbage i 87/88 + at opnå en semifinale med det russiske landshold til VM i 2008. Netop landsholds tjanser har manden haft mange af, hvor det udover Rusland, er værd at nævne Tyrkiet, Holland, Sydkorea, Australien + det kinesiske U 23 landshold.

Frank De Boer, der udover Gullit, havde den klart mest prangende aktive karriere, var som nogen måske husker det, kort forbi Crystal Palace i starten af 2017, hvor det blev til 5 kampe i spidsen for “The Eagles, inden han blev strittet ud, og nærmest behandlet herefter som “Persona non grata”. Ansættelsen var tilsyneladende en forkvaklet drøm om at spille teknisk, målsøgende og klog fodbold, men uanset mulige gode intentioner, var Frankie bestemt ikke den rette til opgaven, og det samme kan man vist roligt sige at den evige assistent, Rene Meulensteen, heller ikke var det, da han i 13/14 kom til Fulham. Noget bedre gik det så for Ronald Koeman, som over 2 perioder, har været manager for først Southampton fra 14-16, og derefter Everton fra 16-17. Hele 149 kampe var han chef for disse hold, som vant 66 kampe, spillede 31 remis og tabte de 50. Ingen af klubberne tåler selvsagt sammenligning med Erik ten Hags kommende mega job i United, men den temperaments fulde Koeman, som lod sig lokke til Barcelona efter kort tid i Everton, fik dog stabiliseret begge klubber, men var naturligvis aldrig i nærheden af sølvtøj. Heller ikke Dick Advokat, der i dag er 74 år og træner for Iraks landshold, kan se tilbage på sin tid i engelsk fodbold med den helt store glæde. Bevares bankkontoen fik givetvis et tilskud, men 3 sejre i 17 kampe for Sunderland, er bedst helt at glemme, både for ham og Sunderland.

Det var simpelthen gennemgangen af de 8 forgængere for Erik ten Hag, og uanset fanklubs tilhørsforhold, er det vist åbenlyst at se, at den 52 årige østhollænder får rigelig “kam” til det hår, han for længst har mistet. Hans meritter er langt fra imponerende, hverken som aktiv eller træner, hvor han i sidstnævnte funktion, har arbejdet som træner siden han 2012, 10 efter at han stoppede den aktive karriere i barndoms-klubben Twente, blev ansat i Go Ahead Eagles. Klubben befandt sig i den næstbedste række, og i første hug sikrede de sig oprykning til Eresdivisie, hvorefter ten Hag noget overraskende lod sig lokke til Bayern München. Her var et dog ikke cheftræner jobbet han fik, men derimod som assistent for Pep Guardiola, samt ansvaret for klubbens næstbedste mandskab i Regional ligaen. Klubben vandt denne række med 4 point ned til aldeles ukendte FV Illertissen, og han trænede bl.a. spillere som Mitchell Weiser og danske Pierre-Emile Højbjerg, ja også spillere med nok så kendte efternavne som Ribery og Schweinsteiger, dog ikke Franck og Bastian, men derimod disse yngre brødre, Steven og Tobias. Efter 1 år i lære under Pep, og med ansvaret for et sekundært mandskab, gik turen i 2015 til Utrecht, hvor han var i 2 sæsoner, inden navnkundige Ajax kaldte på ham op til sæsonen 17/18. De hollandske rekordmestre havde til manges forbavselse ikke vundet mesterskabet i hele 4 sæsoner, men det ændrede ten Hag på, da “De Godenzonen” sluttede øverst i Eresdivisie i 18/19 og igen i 20/21. Herudover er det blevet til et par KNVB trofæer, samt 3 duksepladser i “Rinus Michels Awards”, der svarer til “Årets træner” i holland. Hiddink, van Gaal, Koeman og De Boer har også tidligere modtaget denne pris, som ten Hag indtil videre har sikret sig 3 gange, først i 15/16 og dernæst i 18/19 og 20/21.

Det flotteste resultat, som ten Hag har præsteret som træner, er dog hverken mesterskaber, pokaltriumfer eller det facts at han var den træner i Eresdivisies historie som på kortest tid formåede førte sit hold frem til 100 sejre. Nej det er helt givet semifinale pladsen i Champions League i sæsonen 18/19, hvor han med yngre spillere som Frenkie de Jong, Matthijs de Ligt og Donny van de Beek m.fl., var med til at hente det bedste resultat hjem til klubben siden 1997. Alle 3 nævnte spillere blev hurtigt derefter solgt til store udenlandske klubber, og ten Hag kunne således reelt begynde forfra. Arbejdet har som nævnt resulteret i flere titler, men med al respekt for hollandsk klub fodbold, som i 70èrne var fuldt ud på niveau med både Bundesligaen og Serie A, og bl.a. placerede sig som nr. 2 på UEFA ranking flere gange, senest i 1979, så har Eresdivisie i efterhånden mange år, henslæbt en kummerlig tilværelse på et sted mellem “Hylde 2” og “Hylde 3” blandt de europæiske ligaer. Den foreløbige kulmination på elendighed, var i 1986, hvor Eresdivisionen absurd landede på plads nr. 19.

Aktuelt er Eresdivisie nr. 7 i Europa, efter Premier League, La Liga, Serie A, Bundesligaen, Ligue One og den portugisiske Liga NOS. Det er naturligvis ikke mindst pga. Ajax´s meritter i de europæiske klubturneringer, som har skæppet pointmæssigt godt i “kassen”, men til trods herfor, er der milevidt op til Premier Leagues generelle niveau, hvor hovedparten af klubberne har spillertrupper, hvis værdi (og nivau) markant overstiger Ajax`s . Kigger man på lønninger og de enkelte spilleres cv, er der endnu længere op, og selvom der naturligvis altid vil være et vist pres på en cheftræner i Ajax, akkurat som der givetvis er det på en træner i en dansk Superliga klub (måske overdrivelse, men hypotetisk..), eller for den sags skyld for en træner i San Marinos bedste klub, så er det selvsagt intet i mod det vanvid der venter ten Hag, når han sætter sig til rette i det store vestvendte kontor på AON Complex, hvor 2 af kontorets vægge er gulv til loft vinduer, med udsigt udover anlæggets primære træningsbaner, dvs. der hvor klubbens bedste spillere holder til.

Her vil han fra første minut han siger hej til en af pigerne i receptionen, blive mødt af et forventningspres, som formentlig ikke findes meget større i fodboldens verden, måske lige med undtagelse af Real Madrid. Som Sir Bobby Charlton engang udtalte, så spiller United ikke om placeringer som nr. 2, og alt andet end guld i de turneringer man satser på, anses som en fadæse. Apropos det statement, så kan jeg da personligt konstatere at mange fans af klubben, ikke mindst her i Danmark, de senere år absurd kan juble over f.eks. sejren i Euro League, eller når holdet slutter på 2 pladsen i ligaen. Ligeledes var der mange der tydeligt gav udtryk for skuffelse, over at klubben ikke kunne vinde Euro League for anden gang. Jeg derimod deler til fulde Sir Bobbys tanker, og skænker slet ikke perifere turneringer den mindste tanke. Det er den vindermentalitet der skal tilbage i klubben, hvis ten Hag blot skal i nærheden af succes.

Mandens for- nu og fremtid vil blive endevendt, hans trænergerning vil blive dissekeret, hans forhold til bestemte spillere, udviklingen af disse, og tanker om hint og dint, vil konstant blive endevendt, ligesom de mange engelske tabloid medier, dagligt vil udkomme med mere eller mindre selvopfundne røverhistorier. Disse indimellem helt åbenlyse løgne fortællinger, vil så blive kopieret (ja det er sådan hovedparten af fodboldjournalisme foregår i Danmark) af flere danske medier, hvor især Tipsbladet, BT og TV 2 Sporten er slemme. Intet kommer til at gå de nysgerriges næser forbi, og ten Hags telefoner og mail vil være rødglødende 24/7. Det er her vi alle skal se hvad manden er lavet af. Nu har han ikke et hår på hovedet, så vil ikke håret ryge af i totter som man har set hos Pep, Lampard og senest Klopp, og vi kommer ikke til at se ham farve det som de 2 sidstnævnte også gør sig i. Men man vil kunne se poser under øjnene, neglebidning og et flakkende blik, og vi vil se udbrud som han dårligt selv ved han udfører. Fodbold på det niveau er velbetalt, men selv ikke 100 millioner dk.kr. årligt, friske tøser og lækre biler, kan fjerne stressniveauet, sænke blodtrykket eller sløre aldringen. Det er benhårdt, og langt fra ideelt for alle, og selvom man har gået og hygget sig i en fodboldmæssig aldeles uinteressant liga, er det langt fra givet at man kan følge op på sine meritter, i verdens hårdeste og mest profilerede fodboldliga.

Vi får se, om han får ligeså lang snor som f.eks. Sir Alex Ferguson og Jürgen Klopp fik, inden tingene gik op i en højere enhed, eller om han lider samme skæbne som alle alle klubbens managere siden 2013. Man har sine tvivl om Glazer familiens tålmodighed, og selvom de formentlig ikke aner hvad der op og ned i en fodboldkamp, så kan de se popularitetsmålinger falde og stige, hvilket er det de ud fra en økonomisk betragtning, handler ud fra. Ole Gunnar Solskjær, som åbenlyst for enhver fodboldkyndig, var lige så uduelig i trænerrollen, som han var træfsikker som spiller, fik usædvanlig lang snor, udelukkende fordi meningsmålingerne pegede på at alt for mange af klubbens fans, var på hans side. I min verden var det utåeligt, for uagtet at det var hans fod der sikrede CL trofæet i 1999, så var hans cv forinden han kom til United som manager, om muligt endnu tyndere end ten Hags, hvilket viste sig at have en forklaring.

Tilbage er der nu ikke andet end at vente og se, om klubbens 26ènde manager historisk set, kan leve op til forventningerne. Alfred Hubert Albot var den første i “kongerækken”, da han var cheftræner fra 1892 til 1900, og 4 trænere (Jimmy Murphy, Ryan Giggs, Michael Carrick og Ralph Rangnick) har kun været ansat som “interim” trænere, men er incl. i de totale 26.

Vi er alle klogere engang i efteråret, om ikke fordi klubben har vundet allerede der, men fordi man da i det mindste har set hans transfer strategi, ideer om opstillingen på banen, taktikken og hans opførsel i det hele taget, og med over 600 millioner fans verden over, får manden aldrig fred!

Tak fordi du læste med, jeg håber du blev underholdt og/eller beriget med et eller andet undervejs – og ja, så er der ikke andet en at sige på genlæs lige pludselig 😉

Msh.
Torben Aakjær
Grado (IT) 01.05.22