ASTON VILLAS KORTE OPBLUSSEN PÅ DEN STORE SCENE!

I alt 24 forskellige klubber har historisk set været mestre i engelsk fodbold, startende med Prestons triumf i sæsonen 1888/89, og alene siden turneringen startede op på ny efter 2 Verdenskrig, er 17 forskellige klubber blevet kronet, med Manchester Uniteds 18 og Liverpools 15 gange, som hyppigste vindere. Oftest er det således “Tordenskjolds soldater” der slutter øverst, illustreret ved at kvintetten Manchester United, Liverpool, Chelsea, Arsenal og Manchester City tilsammen har vundet 54 ud af 76 mulige mesterskaber i denne periode. Indimellem kan man dog notere sig at der sniger sig overraskelser ind, f.eks. da Burnley vandt i 1959/69, Derby Countys første triumf i 1971/72 eller Nottingham Forests utrolige mesterskab, rigeligt omtalt i min forrige artikel, i sæsonen 1977/78. Alene i perioden hvor ligaen har heddet Premier League, kan man notere sig Blackburn og Leicesters triumfer i henholdsvis 1994/95 og 2015/16, men den klub jeg vil skrive om her, er Aston Villa, som næsten “ud af det blå” sluttede øverst i sæsonen 1980/81. Det var Aston Villas 7ènde mesterskab, men de 6 forudgående blev vundet i perioden fra 1894 til 1910, og kigger man fra begyndelsen af turneringen efter 2 Verdenskrig og frem til nutiden, er klubben, udover mesterskabet, ikke sluttet i top 3!

(Billedet viser Villas angrebsduo – Gary Shaw og Peter Withe) Da “The Villians”, som Villa kærligt kaldes af deres fans, vandt dette seneste mesterskab, var årtiet stadigt purungt, og helt efter normalen, havde Liverpools på daværende tidspunkt nærmest uovervindelige hold, startet ud med at snuppe titlen i sæsonen 1979/80, og ingen havde i selv deres vildeste fantasi forestillet sig at “The Reds” ikke ville fortsætte deres nærmest uhørte dominans. Manager Bob Paisley rådede over et super homogent mandskab incl. superstjerner som Souness, Dalglish, Hansen m.fl., og blev det ikke Liverpool, så ville man nok pege på klubber som Arsenal eller til nød opkomlingene fra Ipswich, der qua placeringer som nr. 3 hele 3 gange, lå og lurede i baggrunden. Men det blev altså Aston Villa, der med 4 point ned til nr. 2 Ipswich, og hele 9 point ned til nr. 5 Liverpool, chokerede ikke bare den engelske, men også store dele af den europæiske fodboldverden. Det afgørende tidspunkt i sæsonen, havde været perioden tidligt i 1981, hvor det blev til 7 sejre på stribe, heriblandt en meriterende 2-0 sejr hjemme over Liverpool, hvilket i hvert fald illustrerede at man nok skulle tage Ron Saunders mandskab alvorligt. Klubben benyttede blot 14 spillere i løbet af sæsonens 42 kampe, en rekord der ikke siden er blevet slået, og hele 7 af spillerne var med i samtlige kampe. At så kvartetten Colin Gibson, Gary Williams, Gordon Cowans og den purunge Gary Shaw var “homemade” fra klubbens egen ungdomsafdeling, gjorde bestemt ikke deres popularitet mindre hos klubbens fans.

Det chokerende mesterskab, betød naturligvis at klubben i den efterfølgende sæson, skulle dyste i Europa Cup for Mesterhold, og her må man sige at Villa var svineheldige nærmest hele vejen til semifinalerne. Først gik det udover upåagtede Valur fra Island, dernæst overvandt mand østtyske BFC Dynamo, og i 3 runde blev Dynamo Kiev med Oleg Blokhin i spidsen, sendt ud med samlet 1-0. I disse kampe var det tydeligt at se, at kræfterne indimellem var ved at slippe op for de hårdt prøvede Villa spillere, men på forunderlig vis, evnede anfører Mortimer og CO hver gang at kæmpe lige det sidste, og nu stod man altså i sin debutsæson i semifinalen, hvor modstanderen var Anderlecht. For yngre læsere syner de belgiske mestre formentlig ikke så slem, men man skal huske på at i 80èrne var den belgiske liga oftest blandt de 4-5 bedste, og det danskerprægede mandskab fra Bruxelles, var en modstander som de fleste frygtede. Holdet bestod, udover dansker trioen Morten Olsen, Kenneth Brylle og Per Frimann, af halvdelen af det belgiske landshold, og anført af Ludo Coeck og Frankie Vercauteren, var der ingen tvivl om hvem der var favoritter i den semifinale.

Men endnu engang formåede et arbejdsomt Villa mandskab, at hive et eller andet frem fra gemmerne, og efter en hårdt kæmpet 1-0 sejr på Villa Park, stod man nu overfor det belgiske mandskab på et stuvende fuldt stadion Emile Verse Stadium (senere hen ændret til Constant Vanden Stock Stadium og siden 2019 har det heddet Lotto Park). Omkring 4000 engelske fans havde fået adgang, men dem kunne man reelt ikke høre i den øredøvende larm, som udspillede sig i en vaskeægte “heksekeddel”. Det ene angreb efter det andet skyllede ned mod Jimmy Rimmers mål, men hver gang kom den formidabelt spillende Ken McNaught eller evigt fightende Des Bremner imellem, og da dommeren omsider fløjtede det intense opgør af, stod der 0-0 på lystavlen, hvilket betød at Aston Villa var klar til finalen, som skulle spilles på De Kuip i Rotterdam, Feyenoords normale hjemmebane!

Finale startopstillingerne med indskiftede spillere i parentes, så således ud:
Aston Villa (4-3-3): Jimmy Rimmer (Nigel Spink) – Kenny Swain, Ken McNaught, Allan Evans, Gary Williams – Dennis Mortimer (anf), Gordon Cowans, Des Bremner – Peter Withe, Gary Shaw, Tony Morley.
Bayern München (4-4-2): Manfred Müller – Wolfgang Dremmler, Hans Weiner, Klaus Augenthaler, Udo Horsman – Reinhold Mathy (Günter Güttler), Wolgang Kraus (Kurt Niedermayer), Paul Breitner (anf), Bernd Dürnberger – Dieter Hoeness, Karl-Heinz Rummenigge.

Manageren var ikke længere Ron Saunders, men derimod Tony Barton, som havde overtaget holdet fra kvartfinalerne. Saunders og klubben var blevet uvenner over detaljer i kontrakten, og så havde Saunders valgt at sige sin stilling op. Barton der hidtil havde været assistent for Saunders, var således ganske “grøn” udi managergerningen, men han kendte klubben ud og ind, og fortsatte i præcis samme stil som forgængeren.

Med 3 sejre i ligeså mange finaler i årtiet før, var der ingen tvivl om hvem der var favorit i kampen. Bayern München havde godt nok ikke af deres bedste mandskaber i de år, men træner Pal Csernai rådede trods alt stadig over EM og VM vinderen Paul Breitner, landsholds fighteren Wolfgang Dremmler og superstjernen og den dobbelte Ballon dÒr vinder i 1980 og 1981 samt ikke mindst Europamester fra 1980, Karl-Heinz Rummenigge, men ellers var det, set med Bayern øjne, et relativt anonymt mandskab, og det skulle da også vise sig at tyskerne ikke kunne overvinde de engelske underdogs.

Selve kampen blev bestemt ikke en mindeværdig af slagsen. Begge mandskaber virkede gennemgående nervøse, og Allan Evans havde så godt fat i Rummenigge, at stjernen aldrig for alvor blev farlig. Med den løbestærke 3-mands midtbane kunne Villa hele tiden hamle op med tyskernes bedste spiller i den kamp, legenden Paul Breitner, men selvom kaptajnen forsøgte det bedste han havde lært, så sad enten Bremner eller Cowans konstant i haserne på ham, og han fik således aldrig for alvor sat sit præg på begivenhederne. Tyskerne kom foran, eller rettere det troede de at de gjorde, da der kun var gået 3 minutter, men målet blev korrekt annulleret for offside, og kampens helt store højdepunkt kom faktisk efter blot 9 minutter, hvor veterankeeperen Rimmer blev skadet. I stedet kom den unge Nigel Spink på mål, og det skulle Barton og CO bestemt ikke komme til at fortryde. Spink blev nemlig MOM efter flere strålende indgreb, og den kæmpestore keeper, var præcis det “våben” man behøvede i nærkampe typisk efter hjørnespark mod Bayerns skaldede angriber Hoeness, som konstant var en trussel i luftrummet.

Kampens enlige scoring faldt efter 67 minutter, hvor den engelske kommentator Brian Moore blev citeret for flg.: “Shaw, Williams, prepared to venture down the left. There’s a good ball in for Tony Morley. Oh, it must be and it is! It’s Peter Withe.” Efter den scoring som den store angriber Withe blev matchvinder på, gik den sidste “luft af ballonen” på det tyske mandskab, og da den franske dommer Georges Konrath fløjtede opgøret af, væltede dødtrætte men glædesstrålende Villa spillere rundt ovenpå hinanden, mens et slagent tysk mandskab luskede ud af stadion. Villa var europæiske mestre, og for sjette sæson i træk havde et engelsk mandskab vundet den eftertragtede titel, en suverænitet man ikke før eller siden har oplevet fra de kanter.

Med mellem 55-65 kampe i benene, alt incl., vaklede Villa spillerne op og modtog pokalen, mens hele England jublede med den relativ lille klub. Normalt var det Liverpool, som folk enten elsker eller hader, der vandt disse europæiske titler, men akkurat som tilfældet havde været nogle år forinden med Nottingham Forest, var Villa i sejrens stund, en klub som alle englændere kunne holde med. Euforien var utrolig, og selvom klubben ikke formåede at gøre Forest kunsten efter, så forsøgte man sig fornemt igen i den efterfølgende turnering, men efter sejre over Besiktas og Dynamo Bukarest, tabte holdet over 2 kampe til Juventus i kvartfinalerne, og sidenhen har det været småt med hvad man har hørt fra Aston Villas side af i europæisk sammenhæng. Med til den samlede historie, skal det dog at holdet rejste til Tokyo, for her at spille om klub VM titlen mod Penarol fra Uruguay, og her blev englænderne matchet på fysik og tempo, og måtte slukørede rejse hjem med et 0-2 nederlag i bagagen. Bedre gik det så i den europæiske Supercup, hvor finalen skulle afvikles over 2 kampe. Modstanderne var de spanske giganter FC Barcelona, med profiler som Bernd Schuster, Quini og Alexanko m.fl., og den første kamp på Camp Nou blev tabt 0-1 på mål scoret af Marcos Alonso. Der var ikke meget at skrive om fra den kamp, der reelt var dødkedelig, og selvom 1-1 måske havde været et mere retvisende resultat (Tony Morley brændte en 99% chance!), så var det helt fair, hvis der skulle findes en vinder, at det blev Barca.

Returopgøret 7 dage efter, blev derimod alt andet end en kedelig affære. Med forlænget spilletid, 10 gule og 3 røde kort, var der tale om et intenst brag mellem 2 kompetanter der bare ikke ville give sig. Efter 50 minutter ved stillingen 0-0 blev Julio Alberto kylet ud, og da Gary Shaw med mindre end 10 minutter tilbage af opgøret, bragte balance i tingene med scoringen til 1-0, blev stemningen for alvor pisket op. Spanierne røg ind i de mest sindsyge tacklinger, og yngre læsere skal her gøres opmærksom på at FC Barcelona på den tid, på ingen måde var det elegant spillende mandskab, man har lært at kende de seneste årtier. Det var benhårde spillere, hvor vel kun en Schuster man kunne pege på som en elegant spiller, og den tyske playboy blev naturligvis behørigt dækket totalt af kampen igennem. Med til historien skal lyde at Udo Latteks mandskab manglede et par afgørende profiler i skikkelse af de skadede Allan Simonsen og Diego Maradona. Med al respekt for de øvrige spillere på banen, var disse megastjerner naturligvis afgørende brikker, som muligvis kunne have ændret resultatet, men nu var de altså ikke med, og Lattek måtte spille med det han havde til rådighed, og det var altså ikke nok, for i den forlængede spilletid scorede Villa yderligere et par gange til slutresultatet 3-0 og samlet 3-1, og dermed kunne man hive endnu en pokal hjem i samlingen. I de sidste 2 x 15 minutter blev både Marcos Alonso og Ken McNaught præsenteret for det røde kort, så alt i alt var det en finale man som seer nok vil huske et stykke tid.

Siden disse fantastiske år, har det været småt med succes i Birmingham klubben, som dog i 1989/90 under ledelse af Graham Taylor, og igen i 1992/93 nu trænet af Ron Atkinson, opnåede flotte 2 pladser. I den første sæson spillede i øvrigt Kent Nielsen i klubben, mens Henrik “Lune Larsen” var i truppen i den anden, dog uden at opnå spilletid. Bemærkelsesværdigt er det endvidere at succeskeeperen fra den det store eventyr omtalt længere oppe, Nigel Spink, stadig var førstekeeper i begge sølv sæsonerne. Gennemgående var Villa et stabilt hold op igennem Premier League tiden, og stor var chokket (og så måske alligevel ikke..), da de sluttede som nr. 20 og sidst i sæsonen 2015/16. Dermed måtte man en tur ned i næstbedste række, noget klubben ikke havde prøvet siden 1987/88, men efter blot 3 sæsoner, rykkede den gamle klub tilbage i det fine selskab under Steve Bruces ledelse, og aktuelt er det en klub man forventer slutter omkring midt i tabellen. Klubbens seneste stjernenavn, Jack Grealish, blev jo solgt for et beløb på omkring 100 millioner Pund sidste sommer til Manchester City, og profilerne i dag på træner Steven Gerrards mandskab er navne som Tyrone Mings, Philipe Coutinho, Emiliano Martinez og Ollie Watkins. Der er meget langt fra nutidens hold til start 80èrnes mestre, men omvendt er det en klub der i modsætning til for blot 5-6 sæsoner siden, hviler i sig selv, har en fin økonomi og i det hele taget bare kører fornuftigt. Klubbens mulige ottende mesterskab er nok ikke lige om hjørnet, men efter chokket og de 3 hårde sæsoner i Championship, tænker jeg at både klubben og dens fans bare nyder livet i Premier League, og så måske engang får stablet et hold på benene, der kan hamle op med de “tunge drenge” i ligaen – vi får se – større overraskelser er jo set, så hvorfor ikke 😉

Afslutningsvis en kort gennemgang af de spillere, som var Ron Saunders/Tony Bartons foretrukne i mesterskabs- og Europa Cup succes tiden. Den angivne alder er den som spilleren havde, da der blev spillet Europa Cup for Mesterholds finale.

Jimmy Rimmer (33 år)
Målmand
Spillede i Aston Villa fra 1977 – 1983 (229 ligakampe) + 1 A landskamp for England.
Var i mesterskabssæsonen den absolutte 1èr på holdet, og startede da også finalen mod Bayern München, men måtte som nævnt lade sig udskifte med en skade efter blot 9 minutter. Veteranen som var et produkt af Manchester Uniteds ungdomsafdeling, og som faktisk var med på bænken, og derved fik medalje, da United vandt Europa Cup for Mesterholdsfinalen over Benfica i 1967/68, fadede efter den succesrige periode i Villa langsomt ud, og Spink blev første keeperen.

Nigel Spink (22 år)
Målmand
Spillede i Aston Villa fra 1977 – 1996 (361 ligakampe) + 1 A landskamp for England.
Helten fra Europa Cup finalen mod Bayern München, og den målmand med flest kampe nogensinde for Aston Villa. Er således blevet en sand legende i klubben, hvortil han kom som teenager i 1977. Han var en stor og fysisk imposant keeper, som var suveræn i luften, men som nok manglede lidt på refleks siden. Var dog i et par årtier konstant blandt de 3-5 bedste målmænd i England.

Eamonn Deacy (22 år)
Venstre back
Spillede i Aston Villa fra 1978 – 1984 (33 ligakampe) + 4 A landskampe for Irland.
Gjorde sjældent det store væsen af sig, og var i det meste af hans tid i klubben reserve, hvilket kampantallet vidner om.

Allan Evans (24 år)
Central forsvar
Spillede i Aston Villa fra 1977 – 1989 (380 ligakampe) + 4 A landskampe for Skotland.
Den stoute skotte, var gennemgående en af britisk fodbolds bedre stoppere i 80èrne, og han var en nøglespiller for Villa, da de havde succes i start 80èrne. Hans samarbejde med en anden skotte, Ken McNaught, blev mange steder vurderet som det bedste i den bedste engelske række. Evans var hurtig og hovedspilsstærk, men trods sin kantede fremtoning, rent faktisk også ganske habil med bolden. Det var ofte ham der gik med frem fra forsvaret. Kom til Villa da han var 20 år, og deltog i VM 82 for Skotland.

Ken McNaught (26 år)
Central forsvar
Spillede i Aston Villa fra 1977 – 1983 (207 ligakampe).
Typisk stoppertype i britisk fodbold, og en type som naturligvis aldrig trak sig i nærkampe, hvor han kunne tackle så “fuglene sang” (eller skreg!). Benhård spiller, som nok aldrig helt fik den kredit som burde have tilfaldet ham. Var ikke så høj, men kunne springe og heade som en langt højere spiller. Meget atletisk type.

Colin Gibson (21 år)
Venstre back/central midtbane
Spillede i Aston Villa fra 1978 – 1985 (185 ligakampe).
Et produkt af klubbens ungdomsarbejde, og en alsidig spiller, som blev benyttet på næsten alle pladser på holdet. Sad på bænken i finalen, da Gary Williams var den foretrukne på pladsen.

Kenny Swain (29 år)
Højre/midtbane/angriber
Spillede i Aston Villa fra 1978 – 1983 (148 ligakampe).
Utrolig stabil back, der ligesom Gibson, var anvendelig på næsten alle pladser. Var stamspiller i hele sin tid i klubben, og en spiller som Ron Saunders satte stor pris på. Havde også en fin karriere i klubber som Chelsea, Nottingham Forest m.fl.

Gary Williams (21 år)
Venstre back
Spillede i Aston Villa fra 1978 – 1987 (324 ligakampe).
Opvokset og udviklet i klubben, og gennemgående en utrolig populær spiller blandt deres fans. Var som 20 årig fast på holdet, og spillede også hele finalen mod Bayern München. Var ofte inde omkring det engelske landshold, men fik aldrig kampe. Utrolig hurtig og særdeles pasningsstærk, og vel det vi i dag betegner som en “moderne” offensiv back.

Des Bremner (28 år)
Central midtbane
Spillede i Aston Villa fra 1979 – 1984 (174 ligakampe) + 1 A landskamp for Skotland.
En absolut nøglefigur som spillede næsten samtlige kampe hver sæson, og vel og mærke i alle turneringer, og naturligvis var han også en vigtig spiller i finalen, hvor han især holdt øje med Breitner hos modstanderen. Var ikke i familie med nok så navnkundige Billy Bremner, men som type kunne de faktisk godt minde om hinanden, med al respekt for Leeds legenden. Var udover at være en vigtig spiller, også truppens humørbombe.

Gordon Cowans (22 år)
Central midtbane
Spillede i Aston Villa fra 1975 – 1985 + 1988 – 1991 + 1993 – 1994 (414 ligakampe) + 10 A landskampe for England.
Skal man pege et navn der symboliserede dette Villa mandskab, må det være Cowans. Han regnes som klubbens måske populæreste spiller nogensinde, og den tofodede midtbanespiller, som i øvrigt var klubbens egen avl, var formidabel igennem hele sin tid i klubben. Han var længe med omkring det engelske landshold, og selvom det blot blev til 10 kampe for “The three Lions”, var han en topklasse spiller, og i sine bedste år en af de 3-4 bedste konstant på sin plads i ligaen. Prøvede sig af i bl.a. italienske Bari fra 1985 – 1988, men vendte retur til “hjemstavnen”, og hans over 400 kampe vidner om stabilitet og klasse.

Dennis Mortimer (29 år)
Central midtbane
Spillede i Aston Villa fra 1975 – 1985 (317 ligakampe).
Holdets leder og anfører, og sammen med Cowans en duo som kunne kapere de fleste modstandere. Han blev født i Liverpool, men havde sin fodboldopvækst i Coventry, og kom til Villa som 23 årig, hvorefter han var en fast del af holdet de kommende 10 sæsoner.

David Geddis (23 år)
Angriber
Spillede i Aston Villa fra 1979 – 1983 (47 ligakampe).
Primær reserve for Withe og Shaw, og ikke den store prangende karriere i Villa eller andre steder. Lidt kluntet type, som dog var en fin opspilsstation når han var med. Varmede bænken i hele finalen.

Gary Shaw (20 år)
Angriber
Spillede i Aston Villa fra 1978 – 1988 (165 ligakampe).
Engelsk fodbolds wonderboy, da han brød igennem i 1981, hvor PFA kårede ham som “Årets unge spiller” i engelsk fodbold, og han lignede en fremtidig førsteangriber for A landsholdet, men nåede aldrig så langt. Skader og for store op- og nedture i form og niveau, betød at han måtte nøjes med de 7 U 21 landskampe det blev til. Blev udråbt til den bedste U 23 spiller i Europa (Bravo Awards) i 1982, og var med i 40-mands truppen op til VM 82, men blev sorteret fra til den endelige trup. Var et produkt af klubbens ungdomsarbejde, og en spiller man havde helt enorme forventninger til. Med et snit på under 17 kampe pr. sæson i de 10 han var i klubben, er det klart at han aldrig for alvor blev en stabil støtte. En pudsig anekdote er at han spillede for danske KB (FCK) i 1988, hvor det blev til 14 kampe og 4 mål. Han var også forbi bl.a. Hong Kong, Østrig og Skotland i en omskiftelig og altovervejende skuffende karriere – set i lyset af hans åbenlyse potentiale. Spillede fuld tid i finalen og var i mesterskabssæsonen en vigtig spiller for Saunders. En grim knæskade i 1983 mod Nottingham Forest, var nok det der betød at det aldrig blev det store sus.

Peter Withe (29 år)
Angriber
Spillede i Aston Villa fra 1980 – 1985 + 1991 (182 ligakampe) + 11 A landskampe for England.
Bankede 74 kasser ind i sine 182 kampe, og var konstant en farlig og vigtig spydspids for Villa, og naturligvis var det ham der scorede finalens eneste mål! Blev topscorer i den bedste engelske række med 20 mål (sammen med Steve Archibald fra Tottenham) i sæsonen 1980/81, og scorede i alt 177 mål i karrieren for forskellige klubber. Deltog i VM 82 for England som eneste Villa spiller.

Tony Morley (26 år)
Venstre wing
Spillede i Aston Villa fra 1979 – 1983 (137 ligakampe)+ 6 A landskampe for England.
En vidunderlig driblestærk wing type, der altid var en fornøjelse at se på. Han var i sine bedste år tæt på John Barnes i niveau, men svingede også en del, hvilket betød at han sjældent var med omkring landsholdet, hvor hans potentiale ellers berettigede ham til at være. Var nøglespiller for mesterskabsholdet og spillede fuld tid i finalen mod Bayern München.

Manager (1) – Ron Saunders (48 år)
I Aston Villa fra 1974 – 1982.

Manager (2) – Tony Barton (44 år)
I Aston Villa (som cheftræner) fra 1982 – 1984.
Kåret til “Årets træner” i Europa i 1981/82.

Det var historien om Aston Villa, som bogstavelig talt kom – så – og sejrede, for så at “forsvinde” igen, eller måskere rettere “kravle” tilbage på den “hylde” hvor de har været det meste af klubbens historie, men uanset hvad, så kan ingen tage fra dem, at også de har en bid af den europæiske “kage”, og tilmed i den fineste af alle klubturneringer!

Jeg håber du er blevet underholdt, eller om ikke andet informeret – ja måske har fået genopfrisket hukommelsen, fra dengang hvor engelsk fodbold var rigtigt sjovt, og i hvert fald mere uforudsigeligt end i vore dage!

Msh.
Torben Aakjær
KBH (18.04.22)

 

 

 

 

Torben Aakjær