PREMIER LEAGUE 21/22 - OP - NED - SKUFFELSER - PRÆSTATIONER - OVERBLIKKET!

CHRISTIAN ERIKSEN – HVAD NU?

En markedspris på 15-20 millioner Euro er meget for en spiller fra den danske Superliga, men det er et yderst beskedent beløb for en 30 årig spiller, som med knap 400 ligakampe, heraf over halvdelen i verdens stærkeste liga – Premier League + ikke mindst hele 115 A landskampe for sit land, men det er ikke desto mindre hvad det anerkendte medie, Transfermarkt.de aktuelt prissætter Christian Eriksen til.

Det er det samme som man kan købe spillere som f.eks. Jannik Vestergaard, Karl Toko Ekambi eller den engelske keeper Nick Pope for, og milevidt fra hvad jævnaldrende spillere som Mohamed Salah, Neymar og Son Heung-Min er sat til (henholdsvis 90, 75 og 75 millioner Euro). Årsagen er naturligvis fordi den danske playmaker har sidde udenfor i mange måneder, efter at han for lidt over 1 år siden, fatalt faldt om med det som skulle vise sig at være en hjertefejl, mens han var i aktion for Danmark i Parken. Hvad der herefter skete er kendt af enhver i Danmark, og efter 11 kampe, 4 assist og 1 mål for Brentford, står han nu igen uden klub, og fremtiden ligger således mere eller mindre åben for den sympatiske danskers fødder.

Eller i hvert fald næsten, hvilket jeg vil komme ind på i denne artikel, for med al respekt for danskerens hidtidige meritter for klubberne Ajax, Tottenham, Inter Milan og Brentford, så er trofæhylden relativ tom, i hvert fald for så vidt angår primære titler, og selvom nok især danske medier især i hans yngre dage ofte forsøgte at kæde ham sammen med klubber som Real Madrid, FC Barcelona og Manchester City, så blev det alligevel aldrig til mere end Tottenham, skrevet med al respekt for London klubben, og derfor er det selvsagt heller ikke klubber fra øverste hylde, der denne gang står og tripper for at erhverve sig danskeren. Rygter – især de ukurante, er der rigeligt af, men jeg vil forsøge at dissekere hver enkelt klub, som jeg som minimum har hørt om fra nogenlunde seriøse medier.

Rækkefølgen herunder er tilfældig, men det logiske er naturligvis at starte med seneste arbejdsgiver.

Brentford
Ja det er naturligvis oplagt at sætte Eriksen i forbindelse med en permanent kontrakt med klubben, der under Thomas Frank, har været et positivt bekendtskab i sidste sæsons Premier League. De lå ganske vist i den nedre del da Eriksen trådte til, men flere aldeles fremragende præstationer af danskeren, var stærkt medvirkende til at Brentford rykkede pænt op i tabellen, og naturligvis har man i længere tid forsøgt at overbevise Eriksen i den fornuftige at blive i klubben. Der er ingen tvivl om at kemien mellem ham og Frank + de øvrige danskere, har været åbenlys god, men med en beskeden lønstruktur, hvor de højst lønnede (Raya og Jansson) honoreres med knap 1,6 millioner Euro årligt, plus det at der på ingen måde er udsigt til at blot nærme sig trofæer fremadrettet, vil det være stærkt overraskende om Eriksen vælger at slå til. Man har i dansk presse forsøgt at give indtryk af at han nærmest ville betale for at spille fodbold, men selv den mest naive dansker, ved naturligvis godt at det ikke er sandt. Penge er ikke alverden, men naturligvis skal Eriksen tjene penge til resten af livet, for trods sit åbenlyse talent for legen med den lille runde, er han ikke noget sludrechatol, og rent verbalt er der godt nok langt fra ham til f.eks. Elkjær, Grønkjær og Tøfting m.fl., så nogen stor karriere som fremtidig fodboldekspert ligger ikke lige i kortene, selvom man aldrig skal sige aldrig, for når en nærmest mumlende Martin Jørgensen kan skabe sig en karriere i den branche, bør døren vist holdes på klem for alle 😉

Glem Brentford – Eriksen ydmyger ikke sig selv til den løn – så vi hopper videre til næste klubemne!

Ajax Amsterdam
Klubben der reelt førte ham frem i rampelyset, var også stedet der tog i mod ham med åbne arme, da han forinden skiftet til Brentford, skulle spille sig i form igen, og selvom træneren ikke længere er ten Hag, bør der ikke herske tvivl om at man i den hollandske storklub, står med åbne arme, såfremt danskeren skulle vælge at tørne ud for “De Joden” igen. Desværre for dem som håber det, tror jeg godt jeg med det samme kan udelukke det. Lønnen er ikke bedre end den er i Brentford, skattetrykket tilmed højere, og ligaen på et niveau, som med al respekt, ikke er en spiller som Eriksen værdig.

Glem Ajax!

Borussia Dortmund
Der har været mere eller mindre valide historier om at den tyske klub, skulle være på udkig efter danskeren, men det er immervæk sjældent at man investerer i spillere der er på vej mod 31 år, også selvom de er transferfrie. Han vil skulle blive en af klubbens højst lønnede spillere, og i Tyskland er man sjældent så modige omkring ukendte faktorer, som man er i f.eks. England, alene fordi pengene simpelthen er større og sidder mere løst i lommerne der.

Spillemæssigt ville Dortmund måske være en ganske fin klub for en type som Eriksen, men tjaa, jeg tror ikke rigtig på det.

Manchester United
Erik ten Hag er ny boss i den kaosramte kæmpeklub, og når nu noget nær enhver person på 2 ben og af hankøn, sættes i forbindelse med “galehuset” i Manchester, så hvorfor ikke også Eriksen. Der er ingen tvivl om at den hollandske træner kan lide Eriksens spillertype, og man kunne tilmed forestille sig at han kunne gå godt i spænd med en Donny van de Beek og den måske kommende stjerne Frenkie de Jong, men spørgsmålet er hvad man så gør med en af truppens højst lønnede spillere, portugisiske Bruno Fernandes.

Hvad der taler for et skifte til Manchester United er selvklart at danskeren kan hentes kvit og frit, og lønningsmæssigt vil han blive placeret omkring midten af lønhierakiet, hvilket ikke vil rykke et komma i den hovedrige klub. Det at han er gratis, gør at ten Hag stadig kan få navne som de Jong, Torres, Antony, Timber og hvem han ellers har peget på, men spørgsmålet er i høj grad om det vil være et sportsligt godt skifte for Eriksen. Der venter ingen Champions League, der har været uro og kaos i biksen i snart 10 år, ten Hag er spritny og kan ikke tillade sig at eksperimentere ret meget + det at en stille eksistens som Eriksen godt kan blive tromlet af stjerne egoer som Ronaldo, Fernandes og Varane m.fl.

Går han efter pengene, skal han klart sige ja, for den løn han vil få her, vil ikke blive matchet andre steder i hans nuværende situation, men går han efter de sidste sportslige højdepunkter, bør han holde sig langt væk. Jeg kan ikke se United komme på seriøs vinderkurs lige med det samme, og når man nærmer sig 31 år, bør man måske kigge efter noget andet.

Meeen – absolut en interessant kombination.

Newcastle United
Tjaa, hvorfor ikke – ny (ultra) rige Newcastle skal i gang med at bygge et næsten nyt hold op, for med respekt for det mandskab som Eddie Howe fornemt hev frem til en placering som nr. 11, er det næppe nok til at tilfredsstille “Slagtersvenden” fra Mellemøsten. Der skal stjerner ind, og Eriksen er et navn i engelsk fodbold, han er gratis (der er jo noget der hedder FFP) og han bør kunne gå direkte ind på holdet, hvor han sammen med Bruno Guimares kunne blive en interessant duo.

Desværre er Newcastle jo i samme situation som ovennævnte Manchester United, nemlig at de ikke skal spille Champions League næste sæson, men hvis Eriksen får nok gryn i lommerne, kan han måske bære over hermed, spørgsmålet er så blot om han virkelig tror på at de stribede kommer med helt frem foreløbig – og ja spørgsmålet er omvendt om Newcastle for alvor er interesseret nu de har Guimares.

Tottenham
Ja det er jo en relativ oplagt destination, og så måske alligevel ikke, for selvom han sent i sæsonen hos Inter fik en del spilletid, blev han aldrig for alvor Contes favorit. Går han efter pengene er Newcastle og Manchester United langt mere interessante. Går han efter nye oplevelser og/eller store pokaler er Tottenham bestemt ikke den rigtige klub, så selvom koblingen er åbenlys, tror jeg ikke rigtig på det – han har vel for pokker lyst til at opleve noget til sidst i karrieren tænker man.

Det er vel umiddelbart de mest oplagte klubber, også selvom klubber som Leicester, West Ham, Leeds United og et par andre, har vist mere eller mindre interesse.

Rangeringsmæssigt ud fra hvad jeg tror sandsynligt:
1. Manchester United
Plusser:
– Høj løn
– Klubbens navn på CVèt
– Mulighed for at spille sammen med en af historiens største stjerner
– Træneren kender ham og hans spillestil
– Premier League
Minusser:
– Ingen Champions League
– En klub i kaos på snart 10ènde år
– Stor sandsynlighed for at varme bænken meget
– Et pres han aldrig har oplevet før

2. Brentford
Plusser:
– Kender træner/ass.træner + flere spillere
– Kender spillestilen
– Vil blive nøglespiller
Minusser
– Lav løn
– Ingen europæiske kampe
– Lave ambitioner
– Risikerer at miste motivationen
– Kommer formentlig til at kæmpe mod nedrykning det meste af sæsonen

3. Ajax Amsterdam
Plusser:
– Kender spillestilen i klub og liga
– Vil blive nøglespiller
– Europæiske kampe
– Blødt niveau så han holder længere
Minusser:
– Lav løn
– Det lavere niveau generelt i ligaen kan sænke Eriksens niveau

4. Newcastle United
Plusser:
– Løn
– Nyt projekt
– Kender Premier League
Minusser:
– Ingen europæiske kampe
– Ingen garanti for spilletid
– Passer næppe i Howes filosofi

5. Borussia Dortmund
Plusser:
– Ny liga – nye omgivelser
– Bør blive en profil
– Europæiske kampe
Minusser:
Faktisk svære at finde!

Set ud fra ovenstående burde han således vælge Dortmund – ny liga – nye omgivelser – nye oplevelser, og nærmest garanti for at spille med i minimum gruppespillet i CL hver sæson. Fin løn der ikke kan matche Newcastle og Manchester Uniteds, men klart de andre, og en spillestil der burde passe Eriksen perfekt. Tilmed er tempoet og presset i Bundesligaen et pænt stykke under Premier League, hvilket forhåbentlig kan forlænge hans karriere.

Vi får se hvad han vælger, men uanset hvad skal det blive spændende at følge den mest talentfulde spiller, som Danmark har fostret vel siden Brian Laudrup tiden, men også en spiller som nok har brugt lidt for meget tid i både Ajax og i særdeleshed Tottenham. Men sådan er gamet, man kan ikke spole tiden tilbage, og blot det at han igen kan spille fodbold på topplan, er jo nærmest en sensation, så han skal bare nyde den resterende del af karrieren, og ja så får han lige et VM og formentlig et EM med yderligere + overgår Peter Schmeichels landskamps rekord, så helt spildt har det vist ikke været 😉

Tak fordi du læste med og på genlæs 😉

Grado (IT) 28.06.22

 

Torben Aakjær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

PREMIER LEAGUE 21/22 - OP - NED - SKUFFELSER - PRÆSTATIONER - OVERBLIKKET!