HVAD NU LILLE DANMARK?

Selvom det nu er nogle dage siden, at det danske landshold på absurd vis smed 2 point til Tunesien, nager det naturligvis enhver med blot et minimum af respekt for sig selv, og vel og mærke i besiddelse af et dansk pas. Det er altid uendeligt enkelt at være bagklog, lege mandags-træner og i det hele taget hævde sig selv, men med al respekt for Hjulmands intentioner, ideer og historik, var det simpelthen en så markant fejl, at starte med 3 centrale forsvarsspillere overfor et hold, der på alle pladser er signifikant dårligere end det danske, og hvis angribere til daglig spiller i henholdsvis OB og Brøndby. Naturligvis kom ingen af dem frem til scoringer, hvilket da også havde været grotesk, når de stod overfor spillere fra Serie A, La Liga og Premier League. Herudover burde han nok have brugt minimum een`spiller mere med udfordrende kvaliteter, fremfor nærmest udelukkende robotter, og ja så er det selvsagt ikke Hjulmands fejl, at Skov Olsen vælger at præstere ganske forfærdeligt, for Brugge angriberen, var nemlig en af de uhyre få danske spillere, som kan lidt ekstra på egen hånd – normalt i hvert fald.

Nu er vi så nået frem til kamp nr. 2 i gruppespillet, hvor modstanderen er en ganske anden kaliber, og selvom “Le Bleus” som minimum mangler klassenavne som Ballon dÒr vinderen Karim Benzema, Lukas Hernandez, Paul Pogba og N`Golo Kante, så er det bestemt stadig et habilt hold som Didier Deschamps kan stille med. Kampen fløjtes i gang i dag kl. 17.00 på det imposante Stadium 974, et stadion der er bygget op udelukkende af skibscontainere, og et stadion som umiddelbart efter slutrundens sidste fløjt, ganske simpelt bliver revet ned igen. Det er placeret i Ras Abu Aboud ca 10 km fra Doha, og huser lige over 44.000 tilskuere.

Med undtagelse af Thomas Delaney, skulle alle mand være klar hos Danmark, hvis primære problem som bekendt er den yderst sporadiske spilletid, lidt for mange bærende kræfter, har fået på klubplan siden sommerferien. Umiddelbart skulle man så måske foranlediges til at tro at disse spillere, havde friske ben, men selvom det muligvis forholder sig således, er det sjældent en fordel at have spillere uden kampform, ganske enkelt fordi der på topplan kræves, at hver en fiber i kroppen er maksimeret, spændt og klar fra første sekund, og det bliver ingen selvsagt af at spille 2-300 minutter på 4-5 måneder.

Vi kender naturligvis ikke den franske start 11èr, men et bud kunne være nedenstående i en 4-3-3 opstilling, hvor bundrutinerede Varane afløser Konate, brormand Theo Hernandez overtager den skadede Lukas`venstre back, mens Coman starter i stedet for Dembele på højre kant. 

Skulle jeg sætte Danmarks hold op, ville jeg ikke overraskende ændre fra 3 centrale forsvarsspillere, til kun 2. Man må nøgternt konstatere at kaptajn Simon Kjær på ingen måde er i nærheden af fordums styrke, og den beskedne spilletid han har fået i Milan, ovenpå sin 9 måneders skadespause, sætter nu for alvor sine spor. Hjulmand har udtaget en lidt skæv trup, forstået på den måde, at der i min optik simpelthen er udtaget for mange angribere, ikke mindst når man kun spiller med een`helt fremme, og omvendt er der ganske åbenlyst for lidt midtbanespillere, ikke mindst nu hvor Delaney er væk. Det er således kun Nørgaard og Mathias Jensen. Førstnævnte har fået 339 minutter på 5 måneder, hvilket er alt for lidt, og samtidig kan man konstatere at spillere som Casper Nielsen (Club Brugge), Philip Billing (Bournemouth) eller Morten Hjulmand (Lecce), besynderligt nok ikke er udtaget, selvom de i modsætning til alt for mange andre danske spillere, rent faktisk har været stamspillere i respektive klubber. Dertil skal man have in mente at Billing har scoret 4 mål i de 15 kampe i Premier League han har medvirket i, siden turneringen startede i efteråret.

Jeg ville stille holdet således i 4-3-3: 

Forsvaret giver vel nærmest sig selv, hvor AC vil være den styrende spiller, mens Andersen skal have fat i den store Giroud. Begge backs er angrebsback, og især Kristensen er habil defensivt, hvorimod det nok kræver opmærksomhed fra Højbjerg, ift. venstre forsvarsside. Eriksen vil jeg trække ned som 8èr, dvs. den placering han med stor ros, har spillet i Manchester United i efteråret, og så vil jeg starte med den teknisk begavede Damsgaard i en totalt fri 10èr rolle, hvor han kan flakke, løbe i dybden og indgå i samspil med Eriksen og Skov Olsen, alle 3 spillere der kan finde ud af at holde i bolden. I venstre side placeres formstærke Lindstrøm, som man jo må se hvad kan på højeste niveau. Han har bestemt kompetencerne i hvert fald på papiret, nu skal vi se det mod de forsvarende verdensmestre, hvor han skal ind og udfordre den lidt stive Pavard, der dog er stærk defensivt, men er langsom i vendingerne, hvilket i øvrigt også er tilfældet for Varane, hvis denne afløser Konate. Helt fremme for Danmark er der jo nok af muligheder, men ingen af angriberne har haft noget prangende efterår, og spilleren som jeg rent faktisk troede ville være den mindst dårlige løsning, Kasper Dolberg, spillede forfærdeligt mod Tunesien, og modtager næppe genvalg. Jonas Wind har reelt slet ikke spillet, alt i mens Braithwaite og Yussuf Poulsen ligesom høre en svunden og knap så fordelagtig tid tid i landsholdsregi. Hurtige, fysisk stærke spillere, men begge med en uhyre begrænset teknik, og simpelthen for primitive til topfodbold. Jeg har i denne opstilling prioriteret Cornelius, som teknisk ganske givet er den dårligste i den danske trup, selv inklusive målmændene, men hans fysisk kan være uvurderlig i slåskampene med især Varane, som netop er kommet tilbage fra en skadespause, og således næppe er helt oppe i gear. Samtidig er Cornelius så stærk i hovedspillet, at Skov Olsen og Lindstrøm har noget konkret at sigte efter i feltet.

Herunder har jeg opstillet hver enkelt spiller på de to mandskaber overfor hinanden, og tildelt dem en karakter på 1-10 skalaen, hvor kvikke hoveder nok erindrer at 10 er unaturlig høj gennemgående verdensklasse, mens 1 er lig med, at selv Lars kan få besvær med at bruge vedkommende.

Hugo Lloris (Tottenham Hotspur – 35 år/140 lk/0 mål): 6
Kasper Schmeichel (OGC Nice – 36 år/87 lk/0 mål): 5
Begge keepere er blandt de mindre i europæisk målestok, hvilket naturligt nok har forhindret dem begge i sådan for alvor at tage steppet op til f.eks. en engelsk top 4 klub, men de var, da de var bedst, begge reaktionsstærk, begge er ledertyper, målrettede og har normalt fine udspark. Især Schmeichel sjusker dog for ofte på dette parameter, mens Lloris omvendt begår besynderlige sjuskefejl på stregen. Ingen af dem kommer brasende ud i feltet og snupper bolden ala` Courtois eller Neuer, og derfor er de afhængige af store centrale forsvarsspillere der kan beskytte dem. Lloris mangler blot 2 landskampe, så udligner han den franske ALLTIME rekord, som legenden Lilian Thuram er indehaver af. Franskmanden er anfører for verdensmestrene, mens Schmeichel er viceanfører for Danmark.

Benjamin Pavard (Bayern München – 26 år/47 lk/2 mål): 6
Rasmus Kristensen (Leeds United – 25 år/11 lk/0 mål): 6
Bayern München backen, der også dækker det centrale forsvar, er måske den franske mindre svaghed, men han er dog stadigvæk en af blot 6 verdensmestre i den start 11èr jeg foreslår, så naturligvis er han ikke helt ueffen. Han er bedst defensivt, hvorimod Kristensen nok har sin styrke i sine raids op langs højre linie. Begge er fysisk stærke og basalt dygtige på bolden.

Raphaël Varane (Manchester United – 29 år/87 lk/5 mål): 8
Joachim Andersen (Crystal Palace – 26 år/20 lk/0 mål): 7
Et par velvoksne spillere, der hver især er uhyggelig dygtige i luftspillet. Fordelen er på Varanes side, da den 4 dobbelte CL vinder og verdensmester med Frankrig, lige har det ekstra gear i sig, hvis altså ikke den seneste skade hæmmer ham. Andersen er et muskelbundt, der i Premier League tydeligvis har lært at positionere sig, slå til når det er mest fordelagtigt samt ikke være bange for endda særdeles tætte nærkampe. Det er vigtigt for ham at han kan intimidere Giroud.

Dayoit Upamecano (Bayern München – 24 år/8 lk/1 mål): 7
Andreas “AC” Christensen (FC Barcelona – 26 år/59 lk/2 mål): 6
Lyntoget Upamecano og den nøgternt spillende “AC” er nærmest diametrale modsætninger. Upamecano er markant den mest uerfarne spiller hos verdensmestrene, hvilket illustreres af beskedne 8 landskampe, og så skal man holde in mente, at han rent faktisk har haft svært ved at spille fast i sin tyske klub, hvilket man dog desværre også må konstatere at “AC” har haft i sin spanske klub, hvor han ydermere har døjet med en skade.

Theo Hernandez (AC Milan – 25 år/8 lk/1 mål): 8
Joakim Mæhle (Atalanta Bergamo – 25 år/32/9 mål): 6
I perioder sidste sæson, var lillebror Theo muligvis verdens bedste venstreback, og i den grad en vigtig brik for de italienske mestre, men i landsholdsregi har han aldrig for alvor været inde i varmen, i modsætning til brormand, der har fordelen af både at kunne dække venstre back + det centrale forsvar. Nu er Lukas ude med en korsbåndsskade, og man må tro at Theo går direkte ind og overtager pladsen, som han også gjorde i den franske åbningskamp. Mæhle havde en rigtig fin sidste sæson, hvor han bl.a. under EM var et af de danske lyspunkter, men i takt med uhyre lidt spilletid i Atalanta, er han unægtelig blegnet en anelse, og hans førhen så frygtede målfarlighed er desværre også væk, hvilket illustreres af 1 mål i 2022.

Adrien Rabiot (Juventus – 27 år/30 lk/3 mål): 6
Pierre-Emile Højbjerg (Tottenham Hotspur – 27 år/61 lk/5 mål): 7
Det var overraskende at Rabiot startede inde i Frankrigs første kamp, hvor mange måske havde troet det ville blive teenageren Camavinga, men den rutinerede og ofte flegmatiske Rabiot, spillede rent faktisk rigtigt godt, og var blandt “Les Bleus” bedste spillere, så det ville være underligt, om ikke Juve spilleren fik endnu en chance mod Danmark. Danske Højbjerg, har de senere år, bevæget sig fra blød middelklasse i Southampton, til en stærk Premier League spiller, og på papiret er han, efter Eriksen, den nok bedste danske spiller.

Aurelien Tchouameni (Real Madrid – 22 år/15 lk/1 mål): 8
Christian Eriksen (Manchester United – 30 år/118 lk): 8
To topspillere, som godt nok ikke er på verdensklasse niveau, men som hver især har spidskompetencer som er det. Franskmanden er ung og kan nå meget langt, hvis udviklingen fortsætter optimalt i Real Madrid, mens Eriksen i den grad ser ud til at være landet på en god hylde i United, hvor han hurtigere end forventet, er blevet stamspiller.

Antonie Griezmann (Atletico Madrid – 31 år/111 lk/42 mål): 7
Mikkel Damsgaard (Brentford FC – 22 år/19 lk/4 mål): 6
Franskmanden var i sin primetime absolut verdensklasse, men siden triumfen i 2018, har er været langt mellem snapsene, men i landsholds regi betyder han mere for sit hold, end han gør i Madrid klubben, og det belønner Deschamps selvsagt gladeligt. Spinkle Damsgaard har et stort potentiale, og endnu er han relativ ung, men man vil nok gerne se det forløses, og spørgsmålet er om det kan blive det i en klub som Brentford, hvor hårdt arbejde er vigtigere end udvikling, hvilket tydeligt ses på hans ekstremt beskedne spilletid i et skuffende efterår.

Andreas Skov Olsen (Club Brugge – 22 år/24 lk/8 mål): 6
Kingsley Coman (Bayern München – 26 år/41 lk/5 mål): 7
Danskeren har haft et glimrende efterår i en beskeden fodboldliga, og for at han for alvor skal udfolde potentialet, kræver det at han skifter til f.eks. Bundesligaen, hvor Coman til dagligt spiller i den størst mulige klub. Ingen af spillerne er på højeste niveau, og spørgsmålet er om dribleren og den mere alsidige Dembele spiller fremfor den mere retlinede Coman. Vi får se.

Oliver Giroud (AC Milan – 36 år/115 lk/51 mål): 7
Andreas Cornelius (FC København – 29 år/42 lk/9 mål): 4
Med al respekt for den kantede Giroud, så kan ingen tage fra ham hvilke store klubber han igennem karrieren har repræsenteret, og nu er han altså alltime topscorer for det franske landshold, hvor han står noteret for samme antal mål som nok så kendte Thierry Henry. Hvor den mangeårige Arsenal legende skulle bruge 123 landskampe på at score imponerende 51 mål, har Giroud formået det på 115 kampe, hvilket giver et målsnit på 0,44 mål pr. kamp mod Henrys 0,41 mål pr. kamp. Som en sidebemærkning er det den 3-foldige Ballon dÒr vinder, Michel Platini, som med imponerende 0,57 mål pr. kamp, er bedst på det parameter, men det er en anden historie. At drage sammenligning med det danske fyrtårn, tjener ingen af parterne vel, men de manglende mål til trods, kan man heldigvis for Danmark, ikke tage FCK spillerens imponerende fysik fra ham!

Kylian Mbappe (Paris Saint-Germain – 23 år/60 lk/29 mål): 10
Jesper Lindstrøm (Eintracht Frankfurt – 22 år/7 lk/1 mål): 7
Ja man siger jo man ikke kan blande eller for den sags skyld måle æbler mod pærer, men det bliver jeg jo nødt til her, hvor verdens potentielt bedste yngre angriber står overfor en med al respekt gennemsnitlig dansk spiller fra en middelmådig tysk klub. Konkurrencen er reelt ulig, og derved bliver det, for enhver kender jo Mbappes ekstra ordinære speed, skudstyrke og teknik, og selvom han her i efteråret ikke har været på det ekstremt høje niveau, som vi kender ham for, tildeles han det maksimale 10 tal, ganske simpelthen fordi manden er verdensklasse, hverken mere eller mindre. Lindstrøm har scoret 6 mål i 14 kampe i Bundesligaen, og har også vist sig fordelagtigt frem i europæiske kampe, men man kan roligt sige han mangler gennembruddet for Danmark, hvilket måske kommer nu!

Frankrig: 79
Danmark: 69

Disse point afspejler jo meget godt styrkeforskellen på det to hold, i hvert fald på papiret, men som man siger – bolden er rund – alt kan ske!

Med disse ord, vil jeg overlade scenen til hovedaktørerne, nemlig de 22 spillere, hvor et nederlag til hvert af holdene langt fra er en katastrofe, idet hverken Australien eller Tunesien er skræmmende modstandere, men derfor ville 3 point immervæk lune, og give en smule ro i en kaotisk dansk lejr, hvor ledernes overmådige godhedsbudskaber, i den grad har tæret på de mentale kræfter! Nu bør Hjulmand holde kaje for en stund, og kan man ikke lukke munden på det talende orakel, så må man placere ham bag nogle palmer, hvor han kan sidde og fortælle dem der nu gider høre på, hvor god, hellig og uendelig dygtig han nu engang er. Jeg gider sgu ikke høre på hans kævl, og selvom jeg ikke troede jeg ville sige det, savner jeg indimellem Morten Olsens nøgterne tilgang til jobbet. Han snakkede og kommenterede om og på fodbold – det han fik sin løn for – ikke om mænd må gå i kjoler, om hvorvidt det at knæle før kampe er et politisk signal eller ej, eller om hundeejere i højere grad selv skal samle deres hundes lort op. Alt – simpelthen alt, kan du få manden til at kommentere på, og hver gang i fordelagtig symbiose med hvad han ligesom fornemmer er det politisk mest korrekte.

Nu handler det om fodbold – INTET andet – VIND den kamp tak!

Håber du har fornøjet dig – og på genlæs 😉

KBH (DK) 26.11.22

 

 

Torben Aakjær