U 21 EM ER I FULD GANG!

For 24ènde gang, afvikles der i disse dage U 21 EM, og denne gang er det landene Rumænien og Georgien, der deles om arrangementet, som løber frem til og med finalen som finder sted d. 8 juli på Adjarabet Arena i Batumi, Georgien. I alt deltager 16 nationer, hvoraf 7 tidligere har vundet turneringen, og det er ganske givet også blandt disse lande, at vinderen skal findes. De 7 tidligere vinderlande er Spanien og Italien, der hver har sejret 5 gange, hvilket er rekord, Tyskland med 3, England og Holland med hver 2, samt Frankrig og Tjekkiet med 1. De tidligere vindende nationer som denne gang ikke har kvalificeret sig er Rusland, Serbien og Sverige, der har vundet henholdsvis 2, 1 og 1 gang. Udover det allerede nævnte 7 lande, deltager denne gang Norge, Belgien, Schweiz, Ukraine, Kroatien, Israel, Portugal samt værterne Georgien og Rumænien.

Som altid, når disse U 21 EM afvikles, er der beklageligvis et større eller mindre fravær, af spillere som aldersmæssigt er berettiget, men som af forskellige årsager ikke kan være med. Denne gang er det især navne som Erling Haaland, Gavi, Pedri, Josip Gvardiol, Florian Wirtz, Bukayo Saka, Phil Foden, Xavi Simons og Nuno Mendes + flere, som der vil blive savnet. Hver især er der jo allerede nu spillere på et ganske højt niveau i større ligaer, og da penge jo betyder alt i nutidens fodbold, tør respektive klubber givetvis ikke satse med deres store investeringer, hvilket man jo (desværre) godt kan forstå. Også fraværet af Ansu Fati, Nicolo Rovella, Romeo Lavia, Alejandro Balde og Yeremy Pino er skidt, både for tilskuere og den samlede kvalitet. Omvendt kan man glæde sig over, at de respektive nationer, heldigvis for alle parter, stadig har visse store navne at vise frem, og her mener jeg især det er værd at glædes over Italiens trio Wilfried Gnonto, anfører Sandro Tonali og Giorgio Scalvini, Hollands Ryan Gravenberch, Belgiens Charles De Ketelaere, Ukraines Mykhaylo Modryk, Englands Levi Colwill, Jude Bellingham, Anthony Gordon og Harvey Elliott samt Tysklands evigt unge Youssoufs Moukoko, som man synes har været med i gamet i snart en evighed, men som stadig er 18 år, i hvert fald lidt endnu, forstået på den måde, at der aktuelt kører en sag i Tyskland, hvor man skal forsøge at finde ud af hvor gammel denne unge mand reelt er. Det vides ikke om han inderst inde selv ved det, og blot “leger” uvidende, men rygter påstår at han er midt i 20èrne, og ja så ser det jo ikke så godt ud kan man sige. Han var, som nogen nok husker det, med Tyskland til deres VM deroute sidste december, her gjorde han dog ikke meget væsen af sig, og skader, den megen uro omkring hans person samt formsvigt m.v., har indtil videre ikke gjort noget videre godt for hans karriere, hvor det eneste positive er at han underligt nok aldrig bliver ældre!

Som det blev nævnt indledningsvis, er dette EM det 24ènde i rækken af turneringer, hvor den første var tilbage i 1978, hvor 2 nationer, der ikke findes længere, i hvert fald ikke med datidens navne, udkæmpede finalen. Det var Jugoslavien mod Østtyskland, og og det var Balkan drengene der løb med det indledende trofæ, ikke mindst qua 8 mål fra Vahid Halilhodzic, der både blev topscorer og turneringens bedste spiller. Danmark var såmænd også med i dette indledende U 21 EM, og med interessante navne som først og fremmest Preben Elkjær, men også Ivan Nielsen, Ole Madsen og Per Wind på kassen, havde daværende træner, nu afdøde Tommy Troelsen, visse forventninger, men holdet røg ud i kvartfinalen hvor de tabte til Bulgarien. Generelt har Danmark ikke de bedste erindringer fra disse EM, hvilket et beskedne 9 deltagelser ud af 24 vidner om. De bedste resultater er semifinaler i 1992 og 2015, hvor sidstnævnte mandskab havde mange af de spillere, vi i dag finder omkring Kasper Hjulmands A landshold, heriblandt Andreas “AC” Christensen, Pierre-Emile Højbjerg, Yussuf Poulsen, Christian Nørgaard og Jannik Vestergaard, men lige lidt hjalp det altså, og deres overmænd i semifinalen var Sverige, som senere hen såmænd også vandt finalen, hvilket bl.a. gjorde at en spiller som Victor Lindelöf, blev et velkendt navn.

Kigger man tilbage i tiden, er det svært at komme udenom turneringen i 1982, hvor mange spillere først deltog i dette EM hvis finale fandt sted d. 31 maj, og så sidenhen spillede for respektive A landshold til VM der fandt sted i Spanien. “Dobbeltdeltagere” var bl.a. Lothar Matthäus, Pierre Littbarski, Eike Immel, Franco Baresi, Giuseppe Bergomi og Daniele Massaro, hver især navne som vi i den grad skulle lære at kende på den helt store scene. Også Rudi Völler, der blev turneringens topscorer, var med for Vesttyskland, men blev dog ikke udtaget til VM truppen, og England havde spillere som Sammy Lee, Mark Hateley og Gary Shaw med, ligesom Skotland kunne mønstre spillere som bl.a. Steve Nicol og Graeme Sharp – guf for tilskuerne! U 21 EM i 1982 blev i øvrigt vundet af England med finalesejr over Vesttyskland. Således oplevede de “stakkels” tyskere, i hvert fald nogle af dem, først at tabe U 21 EM finalen, og derefter noget tid efter tillige VM finalen, men til deres ros, så var både Matthäus og Littbarski jo med til at vinde VM i 1990, ligesom Rudi Völler i øvrigt også var det. En anden stor finale var det sydeuropæiske opgør mellem Italien og Spanien i 1996, her vandt Italien (billede) med kvartetten Fabio Cannavaro, Alessandro Nesta, Gianluigi Buffon og Francesco Totti, der jo 10 år senere skulle vinde VM, mens det tabende hold havde spillere som bl.a. Gabriel Mendieta, Raul Gonzalez, Fernando Morientes og Ivan De la Pena.

De første 14 gange U 21 EM blev afviklet, var der enten A EM eller VM samme år, hvilket ikke gjorde noget godt for nogle af parterne, men fra- og med 2007, kører disse U 21 EM så i skæve år, hvilket betyder at enkelte spillere ikke skal deltage i 2 større turneringer henover sommeren, men omvendt også betyder at visse spillere så i flere år i træk, ikke har sommerferie, men tjaa, man kan jo ikke tilgodese alle, og det er bl.a. en af årsagerne til at de allerstørste navne som Haaland, Gavi, Pedri, Saka og Foden og hvad de nu ellers hedder, desværre ikke er med denne gang. Mange kampe giver slid på aktørerne både fysisk men også psykisk, og i sæsoner hvor der for de største spillere jo er kampe der betyder noget helt til slut, f.eks. som vi så det med Haaland og Foden i denne sæson, er det bedst for spilleren at vedkommende sendes på en velfortjent ferie, så han igen kan tørne ud på maksimal vis når turneringerne starter op igen i august.

Som det fremgår har der været nærmest et utal af virkelig store navne med til U 21 turneringerne, og kigger man f.eks. på den netop udkomne 100 mands store liste over potentielle “Golden Boys” navne, er der 12 spillere herfra, med til dette EM. Det er Luka Netz og Youssoufa Moukoko fra Tyskland, Devyne Rensch fra Holland, Levi Colwill og Harvey Elliott fra England, Wilfried Gnonto og Fabio Miretti fra Italien, Rayan Cherki fra Frankrig, Arnau Martinez fra Spanien, Joao Neves fra Potugal, Zeno Zebast fra Belgien og endelig Aurele Amenda fra Schweiz. At “alle” ved at det bliver enten Jude Bellingham eller Jamal Musiala, der kåres til “Golden Boy 2023”, skal ikke tage glæden fra nomineringen af disse navne, og om ikke andet illustrerer det som minimum at der er talenter med, der bredt er anerkendt.

Kigger vi videre på de 16 lande som er i gang med at dyste om trofæet her i 2023, vil jeg personligt fremhæve en håndfuld spillere, som indeholder et enormt potentiale, og som hver især er i fuld gang, eller i hvert fald tæt på, at slå igennem på den store scene. Rækkefølgen er tilfældig, og kommer her.

Levi Colwill (England og Chelsea)
Den 19 årige centrale forsvarer er retur i Chelsea efter udlån til Brighton, og skal nu forsøge at tage kampen om spilletid op med navne som bl.a. Badiashile, Fofana og Chalobah m.fl., og i A landsholdsregi, hvor niveauet med al respekt ikke er enorm, er han også efter en del spillere, heriblandt ikke mindst Stones, Maguire (det er vi nok ikke enige om), Tomori og Guehi m.fl., så indtil videre bliver det i U 21 landsholds regi at han skal vise sig frem, og gerne så fordelagtigt at man tror på ham sådan for alvor. Han har alle kompetencerne til at blive en stærk spiller, så hvis potentialet og talentet holde, bør han være en profil for sit hold under denne turnering.

Gabri Veiga (Spanien og Celta Vigo)
En virkelig interessant central midtbanespiller, der over længere tid har været ombejlet af især La Ligas store klubber, og efter et par sæsoner primært som reserve, har han i den seneste sæson været et bærende element for sin klub. Den 21 årige dynamo kan med fordel spille både 6èr og 8èr, og bør blive en markant figur for Spanien.

Nelson Weiper (Tyskland og Mainz 05)
Blandt turneringens yngste spillere, men til trods for sine blot 17 år, har den høje angriber (192 cm) fået en lille håndfuld kampe i Bundesligaen, og det er en angriber man har ganske store forhåbninger til ikke kun på klubplan, men også set med DFB øjne.

Giorgi Mamardsashvili (Georgien og CF Valencia)
199 cm. høj er denne georgier, der i 2 sæsoner har været fast mand for Valencia, selvom han stadig blot er 22 år, hvilket jo især for en keeper er ganske ungt. Til trods for sin højde og drøjde, er han refleksstærk og relativ god med fødderne, og på mange måder minder han om den akkurat ligeså høje Thibaut Courtois.

Giorgio Scalvini (Italien og Atalanta Bergamo)
Italiens aktuelt største forsvarstalent, og en 19 årig central forsvarsspiller, der nu i et par sæsoner har tørnet fast ud for Atalanta, hvor han også er vokset op. Han har desuden fået 4 A landskampe, og er en spiller som man forventer er med til EM næste sommer for “Gli Azzuri”.