SÅ ER AFRICAN CUP OF NATIONS I GANG!

Efter ikke så lidt palaver, ikke mindst i den vestlige del af verden, er African Cup of Nations (CAF) gået i gang i går, søndag d. 9. januar (dansk tid), hvor værterne fra Cameroon planmæssigt besejrede Burkina Faso med 2-0, mens Kap Verde vandt 1-0 over Etiopien. Gennemsnits- temperaturen i Cameroon i denne tid er 28-32 grader, så selvom indbyggerne dernede formentlig går og småfryser en anelse, så er det perfekte temperaturer for aktørerne, som dermed ikke har nogen undskyldninger i den henseende, for ikke at levere seværdig bold.

CAF opstod 3 år før dets pendant i Europa, Europamesterskabet (EM), men dog væsentlig senere end verdens ældste turnering i denne henseende, Copa America, der lagde “fra land” helt tilbage i 1916. CAF`s første turnering var i 1957, hvor kun 3 nationer deltog. Der skulle oprindelig have været 4, men pga. apartheidproblematikken i Sydafrika, afstod de fra at være med, og derfor var det blot arrangørlandet Sudan, samt Etiopien og vinderne fra Egypten. Det er også sidstnævnte nation, der som 3`de mest befolkningsrige nation i Afrika, har vundet flest titler i CAF, helt præcis 7 af slagsen, det seneste trofæ erobret helt tilbage i 2010, og det er da heller ikke Egypten der er de største favoritter i denne omgang. De fleste vurderer Senegal som den stærkeste nation efterfulgt af Algeriet, og så kan der være en del berettiget diskussion om hvorvidt Egypten, værterne fra Cameroon eller Elfenbenskysten er nr. 3 i feltet. Andre end disse 5 nationer er umådeligt svære at se som forestående vindere, men som vi ser det i både Copa America, ja også i EM, så sker der indimellem overraskelser, hvilket vi danskere nok kan huske 😉

Akkurat som man ser det til de 2 andre store kontinentmesterskaber, er der et utal af stjerner, og uden at skulle afgøre her og nu, hvor der er flest stjerner, så kan man roligt sige at CAF bestemt ikke behøves at stå tilbage for de 2 noget mere profilerede mesterskaber i den henseende. Hvis man tager et kort kig ned igennem landenes trupper, finder man masser af topnavne, og også flere fra øverste hylde, herunder ikke mindst Liverpools frygtede angrebsduo, Mohamed Salah (Egypten) og Sadio Mane (Senegal), men også AC Milan midtbaneduoen Ismaël Bennacer og Franck Kessie er navne man nikker alvorligt til, ligesom Arsenals Pierre-Emerick Aubameyang, Cameroons Andre`Onana, Guineas Naby Keita og Amadou Diawara, Ghanas brødrepar Andre`og Jordan Ayew (sønner af den tidligere storspiller Abedi Ayew, med kælenavnet “Pele), Abdou Diallo, Kalidou Koulibaly og Edouard Mendy fra Senegal og Achraf Hakimi fra Marokko bør indgyde respekt.

Ikke overraskende finder vi mange af profilerne ansat i de engelske Premier League klubber, som i denne tid græder deres “salte tårer” over at måtte undvære vigtige folk i afgørende kampe. Men sådan er betingelserne nu engang, for det er jo trods alt klubberne selv der på et tidspunkt har hyret disse spillere, og uden at sige for meget, tænker jeg at man på daværende tidspunkt trods alt har kendt nationaliteten af den enkelte. Liverpool må f.eks. undvære førnævnte angrebsduo samt midtbanemanden Keita, mens Crystal Palace ligeledes mangler 3 af deres vigtige folk, herunder ikke mindst holdets altoverskyggende stjerne, Wilfried Zaha, men også Kouyate og “Pele`s” ene søn, Jordan Ayew. Det gør ondt, men thats life 😉

Et hurtigt view udover det enorme kontinent, fortæller os at det er klodens næststørste af sin slags, kun overgået af Asien, både når man betragter det geografisk, og når man opgør indbyggere. Kontinentets største land geografisk er i øvrigt Algeriet foran DR Congo og Sudan, mens Nigeria markant har flest indbyggere med omkring 206 millioner, eller ligeså meget som f.eks. Frankrig, Tyskland og Italien til sammen + det løse. Ethiopien og Egypten følger efter på dette parameter.

I VM sammenhæng, som ligesom for at sætte dette kontinents nationer, op imod verdens øvrige, så kan man til- og med VM 18, konstatere at 14 forskellige lande fra Afrika har deltaget. Det første var Egypten tilbage i 1934, hvor de sluttede som nr. 13 ud af de 16 lande. Herefter skal vi helt frem til 1970, for igen at finde et afrikansk land til VM. Det var Marokko, som ikke gjorde det bedre end Egypten, da de sluttede som nr. 14 ud af 16, og det gik bestemt ikke bedre 4 år efter i Tyskland, hvor Zaire forinden turneringen offentligt havde proklameret at de kom til Europa for at vise hvad de ypperste afrikanske spillere kunne. Det blev en fuser af rang, og de sluttede som sidst! Siden da har de ikke deltaget i VM.

4 år efter i Argentina, tilspillede Tunesien (billede) sig så til Afrikas hidtil bedste placering, da holdet sluttede som nr. 9 ud af 16 deltagere, og i 1982 blev Algeriet nr. 13 ud af 24, mens Cameroon måtte tage til takke med placeringen som nr. 17 ud af 24 lande.

Det bedste resultat et afrikansk lands nogensinde har præsteret ved en VM slutrunde, er henholdsvis Senegals 7ènde plads i 2002, ud af 32 nationer, en placering som Ghana kopierede i Sydafrika i 2010, hvor værterne dumpede nærmest totalt, ved at ende som nr. 20 ud af 32, hvilket dog var foran både Nigeria, Algeriet og Cameroon.

Længe har såkaldte eksperter og andet godfolk proklameret, at vi ville få en verdensmester at se fra det afrikanske kontinent, men kigger man på seneste VM i 2018, må vi nøgternt konstatere at der ser ud til at være nærmest uendelig lang vej endnu. Her deltog 5 lande fra Afrika (Egypten, Marokko, Nigeria, Tunesien og Senegal), men ingen af landene formåede at kvalificere sig videre fra gruppespillet, og således vil det med rette være svært at tiltro Afrikas lande ret meget succes senere i år, selvom temperaturen i Qatar, formentlig passer dem bedre, end f.eks. lande fra Europa eller Nordamerika. Kun tiden kan vise os, hvordan udviklingen har været.

Apropos afrikanske lande, og deres medvirken i VM sammenhæng, så skal disse lande selvsagt også have en træner i spidsen for herlighederne, og i mange år har det primært været relativt ukendte franskmænd, som har stået i spidsen for landene. Mindre flatterende lønninger, usikkerhed om hvorvidt disse penge overhovedet kom til udbetaling, generel ubekvemhed ved sikkerheden i ansættelserne og andre besynderlige årsager, har altid floreret om jobs i afrikanske lande. Der hersker jo ingen tvivl om at rigtigt mange særdeles stærke spillere kommer fra Afrika, og de bedste er typisk dem, som i en tidlig alder er draget mod europæiske klubber, hvor deres medfødte talent, er blevet finpudset og struktureret. Det er af samme årsag, at man har set mange afrikanske lande, gå efter europæiske/sydamerikanske trænere, og den mest kendte af dem alle, er ganske givet brasilianske Carlos Alberto Parreira, som i øvrigt er manden der har rekorden, for at stå i spidsen for et land overhovedet, i VM sammenhæng. Den i dag 78 årige brasser, som har været træner fra 1968 til han stoppede i 2014, stod første gang i spidsen for en VM nation i 1982, hvor han trænede Kuwait, herefter i 1990 for Dubai, i 1994 hvor han minsandten gik hen og vandt VM med sit fødeland Brasilien, derefter i 1998 for Saudi Arabien, i 2006 igen for Brasilien og senest i 2010, hvor værterne fra Sydafrika satsede stort, og efter sigende betalte ham absurde 8 millioner Dollars, for at stå i spidsen for deres hold. Som bekendt gik det knapt så godt, men man må da håbe at Parreira fik sine gryn med hjem til Brasilien.

Også en anden kendt træner, svenske Sven-Göran Eriksson, havde et hverv i 2010, hvor han trænede Elfenbenskysten, en tjans han sikkert blev fyrsteligt belønnet for, dog uden synderlig effekt. Kigger vi på det igangværende CAF, ser man den tidligere mangeårige assistent træner i Manchester United, Carlos Queiroz, stå i spidsen for Egypten, mens Valid Halilhodzic træner Marokko. Ellers er der primært tale om afrikanske og ukendte franske trænere. Pengene er blevet mindre i afrikansk fodbold, og selv de mest korrumperede lande, har haft svært, eller måske slet ikke lyst til, at stampe store penge sammen til træner lønninger. Måske vi set ændret til VM i efteråret, for her plejer mange snedige selskaber at skyde i vejret, og nærmest ud af de blå, ansættes kendte trænere formedelst fyrstelige lønninger. De senere år har man dog hørt historier, om at de trænere der kontaktes af afrikanske lande, kræver lønnen udbetalt up front, dvs. inden de overhovedet sætter deres fod på afrikansk jord. Kun på den måde har den enkelte åbenbart følt sig sikker på i det mindste at få sine penge. Vi får se hvad der sket i Qatar!

Men så må det være blevet tid til at kigge nærmere på favoritfeltet til dette års CAF, og her taler vi om en god håndfuld + måske yderligere et par lande, som jeg vil gennemgå herunder.

Et kig på de 5-7 favoritter, betragtet aldeles subjektivt (tilfældig rækkefølge):

Egypten (nr. 45 på FIFA`s ranking)
Indbyggere: 103 millioner.
Deltagelse i CAF: 25 (rekord).
CAF historie: Vinder i 57, 59, 86, 98, 06, 08 og 10 (rekord). Herudover tabende finalister i 62 og 17.
Træner: Carlos Queiroz.
Historisk største stjerner: Ahmed Hassan, Mohamed Aboutrika, Hossam Hassan og Essam EL Hadary.
Nuværende største profiler: Mohamed Salah (Liverpool), Mohamed Elneny (Arsenal) og Trezequet (Aston Villa).
Unge talenter: –

Lidt om holdet: De senere år har man ikke spillet mod andre nationer, end fra kontinentet Afrika, og det er derfor svært at vurdere helhedsstyrken set med vore briller. Men generelt præsterer de godt i African Cup of Nations, hvor de i seneste udgave i 2019, røg ud i kvartfinalen efter et 0-1 nederlag mod Sydafrika. Kigger man 1 år længere tilbage, hvor flere af nutidens aktører også var med, tabte holdet alle 3 kampe til VM 18, henholdsvis 0-1 mod Uruguay, 1-3 mod Rusland og noget pinligt, 1-2 mod Saudi Arabien.

Ikke overraskende er den bundrutinerede træner Queiroz, ekstremt afhængig af dette års største stjerne i hele turneringen, Liverpools Mohamed Salah, men om han virkelig kan føre et i det store hele middelmådigt mandskab frem til den ultimative triumf, må anses for meget tvivlsomt, for med al respekt for 2-3 øvrige spillere, er det virkelig ikke et imponerende mandskab som Queiroz råder over. Hvad der måske kan blive holdets styrke, er at de rent faktisk virker som det nok mest strukturerede mandskab overhovedet i slutrunden. Taktisk står de altid godt på banen, og de spiller bestemt ikke typisk afrikansk, som jo er noget mere inspireret af dagens indfald.

Senegal (nr. 20 på FIFA`s ranking)
Indbyggere: 16 millioner.
Deltagelse i CAF: 16.
CAF historie: Tabende finalist i 02 og 19. Har aldrig vundet turneringen.
Træner: Aliou Cisse.
Historisk største stjerner: Henri Camara, Papa Diop, El Hadji Diouf og Aliou Cisse.
Nuværende største profiler: Sadio Mane, Kalidou Koulibaly, Cheikhou Kouyate og Edouard Mendy.
Unge talenter: Pape Sarr (19 år) og Krepin Diatta (22 år).

Lidt om holdet: Manges favorit til at slutte øverst på podiet, når turneringen slutter, hvilket man nok kan forstå, hvis man kigger nærmere på spillermaterialet. Hele 12 spillere repræsenterer en klub i en europæisk top 4 liga + yderligere 2 fra PSG, og alene fra Premier League, har man 5 navne med. Man kan notere sig klubber som Bayern München, som nævnt PSG, Liverpool, Chelsea og Napoli blandt spillernes arbejdsgivere, og alene i supertrioen Mendy, Koulibaly og Mane, har man 3 af højeste klasse. Apropos de 2 første, så var de ikke engang med, da Senegal i seneste udgave af CAF (2019), spillede sig frem til finalen, hvor man dog tabte 0-1 til Algeriet, så det lover godt for den tidligere topspiller Aliou Cisse, der i øvrigt som den eneste senegaleser, har medvirket i begge landets finaler i CAF. Han var aktiv tilbage i 2002, og træner i 2019.

Et kig på en mulig optimal start 11èr i formationen 4-3-3 ser således ud: Mendy (Chelsea) – Diallo (PSG), Kouyate/anf (Crystal Palace), Koulibaly (SSC Napoli), Ballo-Toure (AC Milan) – Gueye (PSG), Sarr (Metz), Mendy (Leicester City) – Balde (Cagliari), Diallo (Strasbourg), Mane (Liverpool). Man har set holdet formatere sig til 4-4-2 og 5-3-1, men umiddelbart ser det ud til at 4-3-3 systemet passer holdet perfekt, og det vil være underligt, om man ændrer dette i turneringen, med mindre det oprindelige naturligvis ikke fungerer.

I de senere år, har Senegal spillet mod en række stærke modstandere, heriblandt “naboerne” fra Nigeria og Marokko, som man besejrede henholdsvis 1-0 og 3-1, og man har også spillet mod Brasilien, en kamp som sluttede 1-1. Disse resultater generelt, og truppens styrke specifikt illustrerer en toptunet trup, som sagtens kan gå hele vejen!

Ps. Senegal er Afrikas højst placerede nation på FIFA`s Verdensrangliste som nr. 20.

I modsætning til Egypten, har træner Cisse, medtaget en del yngre spillere, heriblandt en af slutrundens vel nok mest lovende navne i 19 årige Pape Sarr (billede), der oprindelig er “ejet” af Tottenham, men aktuelt udlånt til franske Metz. Han er en relativ høj (185-186 cm.) høj ranglet fyr, som har en glimrende boldbehandling, og på mange måder minder om Patrick Vieira (som jo oprindelig var fra netop Senegal!). Han opsnapper mange bolde, er stærk i sine løb frem i banen, har et virkelig stærkt overblik, og kan da også, til trods for sin unge alder, få en vigtig rolle i turneringen, hvor mange håber han starter på den centrale midtbane. Han er noget mere offensiv i sin indstilling end Vieira, nok mere en 8èr typer – boks til boks, men selvom han syner spinkel, er han stærk i kroppen, og går efter sigende ikke af vejen, for at hugge sin modstander ned, såfremt det skulle være til hans fordel. En virkelig interessant type, som kunne være spændende at se optræde for Tottenham i Premier League, hvis såfremt Conte ønsker at hive ham hjem til sommer. I første omgang må han nydes i CAF!

Marokko (nr. 28 på FIFA`s ranking)
Indbyggere: 36 millioner.
Deltagelse i CAF: 18.
CAF historie: Vinder i 76.
Træner: Vahid Halilhodzic.
Historisk største stjerner: Ahmed Faras, Noureddine Naybet og Abdel Aziz Bouderbala.
Nuværende største profiler: Romain Saiss, Achraf Hakimi og Youssef En-Nesyri.
Unge talenter: Zakaria Aboukhlal (21 år).

Lidt om holdet: Den bundrutinerede jugoslav Halildodzic, har trænet lande og klubber siden 1993, herunder andre afrikanske lande som Elfenbenskysten, Algeriet og siden 2019 altså Marokko. Hans fornemmeste træneropgaver var vel nok, da han stod i spidsen for PSG fra 2003-2005.

Jugoslaven råder over et hold, med enkelte profiler, og ellers en større “grå masse”. Den altoverskyggende stjerne er lynhurtige Hakimi, der som italiensk mester med Inter Milan, sidste sommer skiftede til PSG, og man forventer sig (med rette) af den stærk back, der ofte fungerer som en slags wingback, med sine dybe raids, hvor han qua en glimrende teknik, sagtens kan finde på at gå ind i banen, hvilket ofte overrasker modstanderne, ikke mindst i det tempo han kommer med. Helt fremme har man en farlig bomber i En-Nesyri, der siden 2019 har tørnet ud for Sevilla i La Liga, for hvem han har scoret 25 mål i 63 kampe, og han kan snildt blive en “stor mundfuld” for mange forsvar.

Man finder ikke de mest lysende talenter fra Marokko, men skal man pege på en enkelt, må det være den 21 årige Aboukhlal, som blev født i Holland, og til og med U 20 landsholdende repræsenterede “Orange”, men som siden 2020 har spillet for Marokko. Han er en hurtig angriber med fint antrit på de første meter. Teknikken er hæderlig uden at skinne i øjnene, men han har en glimrende målnæse, og kommer
frem til mange chancer. Kan han få et samarbejde i gang med profilen En-Nesyri, bør Marokko kunne score en del mål.

Algeriet (nr. 29 på FIFA`s ranking)
Indbyggere: 42 millioner.
Deltagelse i CAF: 19.
CAF historie: Vinder i 99 og 19 (forsvarende mestre).
Træner: Djamal Belmadi.
Historisk største stjerner: Mustapha Dahleb, Rabah Madjer og Lakhdar Belloumi.
Nuværende største profiler: Ramy Bensebaini, Ismaël Bennacer, Sofiane Feghouli og Riyad Mahrez.
Unge talenter: –

Lidt om holdet: Som forsvarende mestre i turneringen, som de havde vundet 20 år forinden, er Afrikas geografisk største land, selvsagt en af de absolutte favoritter i dette års turnering. Hovedparten af vinderholdet fra 2019 er intakt, træneren er den samme, og spillere som Bensebaini (billede), Bennacer og Mahrez, er vaskeægte topspillere, selv på højt europæisk plan. Førstnævnte regnes af mange som Afrikas bedste venstre back, og han var da også formidabel, da triumfen blev sikret for 3 år siden. Mahrez kender de fleste nydere af Premier League, som spilleren der dribler rundt med sine modstandere, og som både er blevet engelsk mester med Leicester og Manchester City. Han kan på sine bedste dage gøre livet surt for alle, og regnes som holdets nøglespiller, og bærer da også anførerbindet.

Man skal heller ikke kimse af Bennacer, der i sidste sæson var den store åbenbaring for AC Milan, hvor han i et stærkt makkerskab med Franck Kessie, gjorde det svært for alle at gennembryde midtbanen. Bennacer er stadig en relativ ung spiller, og kan godt gå hen og blive en af turneringens helt store profiler.

Nigeria (nr. 36 på FIFA`s ranking)
Indbyggere: 206 millioner.
Deltagelse i CAF: 19.
CAF historie: Vinder i 80, 94 og 13.
Træner: Augustine Eguavoen.
Historisk største stjerner: Nwankwo Kanu, Jay-Jay Okocha og Rashidi Yekini.
Nuværende største profiler: William Troost-Ekong, Wilfried Ndidi, Kelechi Iheanacho og Samuel Chukwueze.
Unge talenter: –

Lidt om holdet: Jeg var tilbage i 2013 nogle uger i Dubai, hvor jeg skulle overvære U 17 VM, og i en kvælende hede, var det knapt så overraskende et fysisk stærkt mandskab fra Nigeria, som løb med guldet, efter at have tværet Mexico ud i finalen med 3-0. Dengang var der massive rygter om at Nigeria stillede med spillere, der var alt for gamle, og da den slags i visse dele af Afrika, selvsagt kan være nærmest umuligt at finde ud af er sandt eller falsk, afstod jeg fra at notere spillerne ned som mulige køb. Jeg repræsenterede dengang Manchester United, og det var derfor interessant at Manchester City købte turneringens bedste spiller og nr. 2 topscorer, Iheanacho. De jokede lidt med at vi havde overset ham, men det var nu ikke tilfældet. Jeg havde set et par kampe med Nigeria og ham i aktion, og var ikke imponeret.

Han slog jo heller ikke igennem i Manchester City, som det nok er de fleste bekendt, og i dag henslæber han tilværelsen som reserve angriber i Leicester, uden udsigt til finere adresser. Det er for så vidt helt fint for ham vil jeg sige, men det siger lidt om hvor hurtigt disse afrikanske spillere blomstrer, og faktisk også endnu hurtigere hvordan de afblomstrer, om ikke visner. Fra den trup tilbage i 2013, er der i øvrigt 3 tilbage i den nuværende landsholdstrup. Det er udover Iheanacho, tillige Taiwo Awoniyi og Francis Uzoho. Ikke imponerende må man sige, slet ikke ift. hvor imponerende stærk de kæmpestore teenagere var i Dubais hede.

Men det er en helt anden historie, og nu gælder det CAF, hvor træneren Eguavoen har fået samlet en ganske stærk trup, hvor ikke mindst midtbanen er blandt de 2-3 bedste i hele turneringen. Her styrer Ndidi løjerne, og den stærke Leicester spiller, forventes at blive holdets nøglefigur, da man især baserer sin offensive stil, på at han er noget tilbageholdende.

Eguavoen var i øvrigt som spiller, med til kvalificere Nigeria til landets første VM slutrunde tilbage i 1994, og tillige en vigtig spiller på det hold som samme sommer vandt CAF, så han er med rette noget af en folkehelt i det folkerige land.

Cameroon (nr.50 på FIFA`s ranking)
Indbyggere: 27 millioner.
Deltagelse i CAF: 20.
CAF historie: Vinder i 84, 88, 00, 02 og 17.
Træner: Toni Conceicao.
Historisk største stjerner: Samuel Etoó, Roger Milla, Rigobert Song og Thomas N`Kono.
Nuværende største profiler: Andrè Onana, Eric Maxim Choupo-Moting, Andre`-Frank Zambo Anguissa og Clinton N`Jie.
Unge talenter: –

Lidt om holdet: Nok det afrikanske land, der historisk set har fremavlet flest store spillere, men de senere år har det knebet gevaldigt med talentudviklingen på de kanter, hvilket især en skidt økonomi har været medvirkende til. På FIFA ranglisten er landet blot 7ènde bedste afrikanske nation, og det er reelt kun pga. hjemmebanen og historikken, at jeg har placeret dem i favoritfeltet.

Udover disse nationer, bør også Tunesien og Ghana regnes med omkring favoritfeltet, der skal dog ske en del overraskelser, såfremt de og især andre lande skal slutte øverst, men som bekendt er bolden rund 😉

Særlig interessante U 21 talenter man bør holde øje med (tilfældig rækkefølge):
– Kamaldeen Sulemana (Ghana) 19 årig wing fra Stede de Rennes.
– Pape Sarr (Senegal) 19 årig midtbane fra Tottenham/udlejet til Metz.
– Hannibal Mejbri (Tunesien) 18 årig offensiv midtbane fra Manchester United
– Ilaix Moriba (Guinea) 18 årig midtbane fra RB Leipzig
– Issa Kabore (Burkina Faso) 20 årig højre back fra Manchester City/udlejet til Troyes
– Saidou Sow (Guinea) 19 årig central forsvarer fra Saint-Etienne
– Abdul Fatawa Issahaku (Ghana) 17 årig offensiv midtbane fra Steadfast/udlejet til Dreams
– Odilon Kossounou (Elfenbenskysten) 21 årig central forsvarer fra Bayer 04 Leverkusen
– Ebrima Darboe (Gambia) 20 årig defensiv midtbane fra AS Roma
– Omar Kekvik (Tunesien) 20 årig central forsvarer fra Arsenal

Naturligvis kan der være flere yngre spillere, der på sigt kan blive interessante, men her og nu er det primært ovenstående der har potentialet til mere end bare at blive en “rugbrødsspiller”.

Spillerne i de mange trupper, kommer selvsagt fra noget hvert et hjørne på kloden rent klubmæssigt. 124 af spillerne spiller til daglig i en af de 5 bedste ligaer i verden, hvoraf 54 alene repræsenterer en klub i Ligue One, mens de øvrige fordeler sig med 36 fra Premier League, 18 fra Serie A, 15 fra La Liga og endelig 11 fra Bundesligaen. Selv med mange “nitter” imellem, bør der som det fremgår af disse antal, trods alt være garanti for en hvis kvalitet, også selvom spillerne er fordelt på utroligt mange forkellige klubber i hvert enkelt land.

På min seneste oversigt over “Hylde 1” spillere, en liste jeg udfærdiger hver halve år, er der 3 spillere med, som deltager i dette års CAF. Listen er dateret d. 2. december 2021, og trioen er Achraf Hakimi fra Marokko og PSG, Mohamed Salah fra Egypten og Liverpool, samt dennes holdkammerat, Sadio Mane fra Senegal. Det er ikke mange, men dog lidt, og hopper vi ned på “Hylde 2”, finder vi i omegnen af 50-55 navne, hvilket bestemt gør det hele mere “spiseligt”.

I Ballon dÒr sammenhæng har kun en enkelt afrikaner nogensinde stået øverst podiet, ja for den sags skyld overhovedet været på podiet. Det er George Weah, som tilmed kommer fra en nation, der aldrig har deltaget i VM, og som sjældent ses i CAF sammenhæng, hvor de da heller ikke er med i denne omgang. Weah strålede som mange nok husker det, primært i AC Milan, og han modtog Ballon dÒr tilbage i 1995. Med god ret vil nogen, især sikkert folk fra Afrika, og i særdeleshed dem fra Mozambique, at også Eusebio, fænomenet fra Benfica i 60èrne, var afrikaner. Den lynhurtige angriber blev da også ganske rigtigt født på afrikansk jord, da han tilbage i d. 25 januar 1942 kom til verden i byen Mafala i Mozambique. Dengang var landet en koloni under Portugal, og allerede som teenager blev supertalentet hentet til overherredømmet i Europa, hvor han i mange år fremover blev en megastjerne i Benfica, med hvem han bl.a. vandt Europa Cup for Mesterhold (CL) + et utal af nationale titler i øvrigt med klubben. Han sluttede som nr. 2 i Ballon dÒr kåringerne i både 1962 og 1966, og som “kronen på værket”, blev han nr. 1 i 1965. Ham bør afrikanerne med rette også være stolte af, for uanset hvad, så var han 100% fuldblods afrikaner.

HISTORIENS STØRSTE AFRIKANSKE SPILLER!
Til trods for at det enorme kontinent historisk set har fremavlet et utal af store spillere, er der især een`der for mig overstråler dem alle, og faktisk ganske klart. Det er naturligvis Cameroons mangeårige angriber, Samuel Etóo. Han blev født i Douala i Cameroon tilbage i 1981, og da han var 15 år blev han tilknyttet Real Madrids akademi. Han debuterede minsandten også som blot 15 årig for A landsholdet, og som 17 årig var han den yngste spiller under VM 98. Udover Real Madrid, repræsenterede han store klubber som bl.a. Inter Milan, FC Barcelona og Chelsea, og for “Løverne”, som Cameroons landsholds kaldes, blev det til 56 mål i 118 landskampe, over en periode fra debuten i 1997 til han i 2014 sagde stop.

Han er den eneste spiller i historien, som har medvirket i 6 x African Cup of Nations, og han var med til vinde turneringen både i 2000 og 2002, ligesom han med sit land vandt OL guld i 2000. Han blev udtaget til “Turneringens ALLSTAR” hold alle 6 gange han deltog, og blev turneringens topscorer i 2006 og 2008. Herudover deltog han i 4 VM slutrunder, vandt 3 x Champions League, mesterskaber i både Italien og Spanien, samt VM for klubhold, og blev kåret til Afrikas bedste spiller x 4. I min verden er der ingen afrikansk spiller blot i nærheden af hans niveau, og jeg har da også personligt indlemmet ham i min bog “Historiens 100 bedste spillere”, som jeg udgav i november 2020. Her er han den eneste afrikanske spiller, hvilket illustrerer hans niveau.

Det var i dybe træk, hvad jeg havde at fortælle om CAF, der som bekendt og beskrevet er gået i gang, og så må vi se hvilket hold der står øverst på tronen d. 6 februar!

For sjov har jeg herunder udfærdiget mit bud på et “ALLSTAR” hold fra nationerne der deltager i årets CAF:

Edouard Mendy (Senegal og Chelsea
Achraf Hakimi (Marokko og PSG)
Kalidou Koulibaly (Senegal og SSC Napoli)
Eric Bailly (Elfenbenskysten og Manchester United)
Ramy Bensebaini (Algeriet og BM Gladbach)
Wilfried Ndidi (Nigeria og Leicester City)
Ismael Bennacër (Algeriet og AC Milan)
Franck Kessie (Elfenbenskysten og AC Milan)
Mohamed Salah (Egypten og Liverpool)
Youssuf En-Nesyri (Marokko og Sevilla)
Sadio Mane (Senegal og Liverpool)
Bænken:
Andre`Onana (Cameroon og Ajax Amsterdam)
Edmond Tabsoba (Burkina Faso og Bayer 04 Leverkusen)
Abdou Diallo (Senegal og PSG)
Naby Keita (Guinea og Liverpool)
Samuel Chukwueze (Nigeria og Villareal)
Wilfried Zaha (Elfenbenskysten og Crystal Palace)
Riyad Mahrez (Algeriet og Manchester City)