HISTORIENS BEDSTE “REGISTAER!”

“Registaen” (“direktøren”) eller på dansk “den defensive playmaker”, er bestemt ikke en ny ting i fodboldens univers, og første gang man sådan for alvor så den udfoldet var under VM i 1930, hvor Uruguays Jose Leandro Andrade lå placeret akkurat foran forsvaret, side om side med den udprægede “hard hitter” Alvaro Gestide, der som en slags “destroyer” bremsede alle modstandernes angreb, hvorefter han pænt lagde den til rette for Andrade, der så sørgede for miraklerne længere fremme af banen. I modsætning til en decideret “Trequartista”, dvs. den offensive playmaker – eller 10èren i mere konservativ forstand, har “Registaen” flere defensive opgaver, og der er typisk tale om en spiller med en vis fysisk pondus, men også en spiller som, akkurat som 10èren, er i stand til at læse spillet, og være den der sætter angrebene i gang. Det er relativ sjældent at det samme hold har både en fuld operationel “Regista” og “Trequartista” i aktion samtidig, men det er sket, dog sjældent med den store succes. Spillernes mindset hvad angår de rigtige pasninger, overblikket og spilintelligensen, er ofte for analog

Føromtalte Andrade (billede) dukkede op i 1920èrnes Uruguay, hvor han som sort ikke havde de store muligheder rent jobmæssigt. På den tid var sorte typisk noget man så i Afrika eller Brasilien, men den kulsorte Andrade voksede ikke desto mindre op i Sydamerikas næstmindste land, hvor hvide mennesker udgør over 90% af befolkningssammensætningen, og hvor sorte i bedste fald kan få dårligt lønnede jobs som f.eks. skopudser, avisuddeler eller måske som musiker, hvilket rent faktisk var hvad Andrade var ganske udmærket til. Han spillede violin og tamborin, og rent uformelt arbejdede han i perioder også som gigolo. I fodbolden var der ikke de store penge at tjene, og skulle man tjene lidt mere end gennemsnittet, var der kun to klubber som var interessante. Den ene var klubben Nacional og den anden var Penarol, begge beliggende i Uruguays hovedstad Montevideo.

Da Andrade var 23 år blev han optaget i førstnævnte Nacional, og der gik ikke længe for den fysisk velbyggede fyr overbeviste alt og alle om sit værd. Han blev hurtigt udtaget til “La Celeste” – A landsholdet, og var samme sommer med til at vinde Copa America, og herefter tog karrieren for alvor fart. Efter nogle år i Nacional kaldte Penarol, hvor han i den grad udviklede sig til verdens dengang måske bedste defensive playmaker. Han styrede totalt klub og landshold, og i 1920èrne var Uruguay, uagtet deres beskedne størrelse, verdens bedste fodboldnation, illustreret ved at landet vandt Copa America som nævnt ikke kun i 1923, men også senere hen igen i 1924 og 1926, ligesom de vandt OL både i 1924 og 1928, og dengang var OL reelt at betragte som et VM, hvorfor Uruguay da også efter deres finalesejr (over Argentina) i 1928, udråbte dem selv som verdensmestre. Denne aldeles uofficielle VM titel holder “La Celeste” rent faktisk fast i den dag i dag, også selvom det bestemt ikke er anerkendt eller for den sags skyld godkendt af FIFA, men ikke desto mindre vil man på Uruguays landsholdstrøje finde 3 stjerner, som i deres verden indikerer at man har vundet “VM 28”, VM 30 og VM 50.

Andrade var som nævnt ikke bare Uruguays, men hele verdens vel nok bedste “regista” til VM 30, og mange andre lande og klubber begyndte at lege med tanken om også at udvikle deres specifikke “registaer”. Da Italien 4 år efter overtog VM trofæet fra Uruguay, havde man Luis Monti placeret som en decideret “regista”. Monti havde været på det tabende Argentina mandskab mod Uruguay i 1930, men havde nu skiftet både klub og ikke mindst nationalitet, og som en ganske vist noget hårdfør “regista”, var han en af de helt store helte i “Gli Azzuris” vej mod tronen. I 1938 hvor Italien forsvarede deres VM titel med succes, hed “registaen” derimod Miguel Andreolo. Den elegante midtbanespiller fra Bologna, havde været benyttet som offensiv playmaker, wing og lidt usædvanligt højre back, men træneren Vittorio Pozzo så et stort lys i den løbestærke Bologna mand, og da Andreolo både havde teknik, og et efter sigende eminent overblik, blev han placeret som holdets “regista”, og det må man efterfølgende konstatere var med stor succes. Pudsigt nok var Andreolo oprindeligt født og opvokset i Uruguay, hvor hans idol rent faktisk havde været netop “The black Marvel” alias Jose Andrade, så man forestiller sig at han har været ganske lykkelig da han blev placeret på netop idolets plads på banen, og tilmed kunne kopiere VM triumfen.

Under VM i 1954 som blev afviklet Schweiz, var det tydeligt at de fleste større fodboldnationer havde arbejdet intenst med udviklingen af nye spillertyper. Man havde stadig “benbrækker” typerne, de vævre driblere og de hurtige wings, men inde centralt, placeret akkurat i rummet mellem de centrale forsvarsspillere og den løbende 8èr type, så man nu typisk en “destroyer” og en “regista”, hvilket i den grad var effektivt. Verdens muligvis bedst spillende landshold i de år Ungarn, var bestemt ingen undtagelse, for selvom deres største stjerne navne typisk var offensive esser som Puskas, Czibor, Kocsis og Hidegkuti, så talte mange om at den vigtigste brik i bestræbelserne på at få spillet til for alvor at køre, var holdets defensive playmaker Josef Bozsik. Ved sin side havde den elegante Honved Budapest dirigent, hardhitteren Jozsef Zakarias, der kunne løbe samfulde 90 minutter, jagtede modstanderne hele vejen, og aldrig gik af vejen for en bidende tackling. Det gav Bozsik ro til at fornemme spillet og hans pasninger og overblik, er med sikkerhed noget af det bedste nogensinde set. Han var krumtappen og omdrejningspunktet på holdet der vandt OL i 1952, og under VM 54 var han overordnet set efter manges mening, slutrundens bedste spiller. Desværre for ham og “The Mighty Magyars” som holdet kærligt blev kaldt, var det i den sidste ende ikke nok. Man mødte Vesttyskland på den forkerte dag kan man vel sige, for tidligere i turneringen havde Ungarn totalt ned- og udspillet selvsamme tyske mandskab med groteske 8-3, og i finalen kom man da også foran med både 1-0 og 2-0, inden der for alvor gik grus i maskineriet. Modstanderne var vanen tro snu, og skiftevis blev Horst Eckel og Werner Liebrich brugt som deciderede mandsopdækkere overfor Boszik, som derved aldrig for alvor fik gang i spillet.

Herunder vil jeg gennemgå de 10 bedste “Registaer” verden har set, i hvert fald efter min vurdering.

1. Xavi Hernandez 
Over en periode på næsten 20 sæsoner op igennem 00èrne og 10èrne, udviklede den lille midtbanespiller sig til det jeg vurderer som historiens bedste “Regista”. Han var ikke ret stor fysisk, men havde en unik evne til nærmest at “suge” boldene til sig, fastholde den præcis den tid han ønskede, for derefter at slå helt absurd præcise afleveringer til medspillerne, som selvsagt må have elsket at spille sammen med den lille mand, der sjældent begik fejl selv under ekstremt pres. Han var en vital del af de Barca og landshold som erobrede 8 mesterskaber, 4 Champions League trofæer, 2 europamesterskaber + den ultimative triumf VM titlen i 2010. Det er svært at tro at verden skal få en bedre “regista” nogensinde, men man har jo lov at håbe!

“Xavi is the beating heart of this Spanish team, the man dictating the tiki-taka pulse of pass after pass.”
– Duncan White (journalist for The Telegraph) ovenpå VM 10.

2. Andrea Pirlo
Den ultra elegante italiener peakede reelt i samme periode som Xavi, og ligesom sin spanske pendant, var Pirlo også i mange år  “fodringsmester” fra den bagerste midtbane for flere af de helt store angribere, og med klubber som bl.a. AC Milan og Juventus var han med til at vinde utallige mesterskaber, et par Champions League trofæer + med Italien som “kronen på værket” verdensmesterskabet i 2006. Han startede endda sin karriere i barndomsklubben Brescia med at spille som “Trequartista”. Som blot 16 årig fik han debut i Serie A, og inden han fyldte 20 år blev han hentet til Internazionale, men blev udlejet til Reggina og retur til Brescia for at få tilstrækkelig med spilletid. I sin anden periode i Brescia spillede han på hold med sit barndomsidol Roberto Baggio, og da denne spillede 10èr positionen, valgte træneren Carlo Mazzone at rykke Pirlo ned i “regista” rollen, hvilket åbenlyst blev en gevinst for alle parter, og han spillede reelt den position resten af sin karriere.

“Pirlo can make his feet do whatever he wants. He’s a genius.”
– Johan Cruyff

3. Gerson
Han var “hjernen” bag det muligvis bedst spillende fodboldlandshold nogensinde, nemlig det brasilianske landshold der vandt VM i 1970. Alle talte om Pele, Jair og Tostao, men slutrundens og finalens bedste spiller var Gerson, der med hardhitteren Clodoaldo ved sin side, lå og strøede sine fantastiske afleveringer frem til holdets mange offensive esser. I klub regi vandt han noget nær alt der var at vinde i brasiliansk fodbold, hvor han spillede for Flamengo, Botafogo, Sao Paulo og Fluminense. På landsholdet efterfulgte han den legendariske Didi, som var en anden type midtbanespiller, og fra VM 66 var det Gerson det hele drejede sig om i det opbyggende spil.

4. Frank Rijkaard
Han spillede ganske vist også i det centrale forsvar, men i hovedparten af perioden hvor han peakede, var det som den defensive playmaker, hvor han både for Ajax, men i særdeleshed for AC Milan og “Orange” viste absolut verdensklasse over mange sæsoner. I modsætning til de 3 førstnævnte havde Rijkaard også en god portion fysik i sit spil, hvilket betød at han måske ikke altid synede så elegant som f.eks. Gerson eller Pirlo, men omvendt var han på et især offensiv minded Milan mandskab, reelt uundværlig. Vandt europamesterskabet med Holland i 1988, og han snuppede endvidere Champions League trofæet både i Milan og Ajax.

5. Bernd Schuster “Der blonde Engel”
I laget akkurat under de 3 “overjordiske” (Beckenbauer, Müller og Matthäus) finder vi med sikkerhed den flamboyante Schuster, der med sit lange blonde hår, sit overblik og sin generelle måde at bevæge sig på, mindede mange om den dog noget mere offensive Günter Netzer. Akkurat som Netzer, var Schuster bestemt også “sin egen”, og netop hans kontroverser omkring ledere, trænere og medspillere betød at hans landsholdskarriere kun nåede beskedne 21 landskampe, men i den korte tid han repræsenterede Vesttyskland, var han dirigenten på det hold der i 1980 vandt europamesterskabet, og havde han fortsat, havde han givetvis været med på holdet der 10 år senere blev verdensmestre. Elegance, afleveringer og teknik var i højsædet hos spilleren, der vandt mesterskaber i både Real Madrid og FC Barcelona, ligesom han de samme steder + i den 3`de spanske storklub Atletico Madrid, vandt Copa del Rey – en sjælden præstation. Herudover var han stor i FC Köln og til sidst i Bayer 04 Leverkusen.

6. Josef Boszik “Cucu”
Beskrevet i teksten længere oppe.

7. Americo Gallego “El Tolo”
Den iltre argentiner var lige dele fighter og elegantier. Han ændrede spillestil da han skiftede fra Newells Old Boys til River Plate i start 80èrne, hvor han mere blev benyttet som “destroyer”, men i hans bedste tid for bl.a. landsholdet, var han den defensive midtbane styrmand på det hold der vandt verdensmesterskabet i 1978. Han var anfører for det River Plate mandskab der i 1986 vandt både mesterskabet, herefter Copa Libertadores og til sidst VM for klubhold.

8. Jose Andrade
Beskrevet i teksten længere oppe.

9. Paul Scholes
Den lille rødhårede playmaker, var en uundværlig del af det Manchester United mandskab der i næsten 2 årtier, dominerede Premier League totalt. Scholes havde typisk Roy Keane som “destroyer”, hvor Scholes så kunne koncentrere sig om at overvåge spillet, være klar med de rigtige pasninger, og i det hele taget styre spillet helt efter hans hoved. 11 mesterskaber med samme klub i en så kompetitiv liga siger en del.

10.Paulo Roberto Falcao
Var den styrende figur blandt megastjernerne på det brasser landshold, der i 1982 begejstrede en hel verden, men desværre faldt sammen da det gjaldt. Det var ham der tilbage i banen støbte “kuglerne” til Zico, Socrates og Eder, og hans sæsoner i Internacional og AS Roma illustrerede hans absolutte verdensklasse. Et eminent overblik krydret med snuhed og teknik, bragte ham helt op blandt det største.

Andre der bestemt er værd at nævne (vilkårlig rækkefølge): Zito (Brasilien), Pep Guardiola (Spanien), Miguel Andreolo (Italien), Stefan Effenberg (Tyskland), Giacomo Bulgarelli (Italien), Netor Rossi (Argentina), Obdulio Varela (Uruguay), Bauer (Brasilien), Josef Smistik (Østrig), Luigi Bertoloni (Italien), Fortes (Brasilien), Juan Everisto (Argentina), Horst Szymaniak (Vesttyskland), Michael Carrick (England), Thiago Alcantara (Spanien), Philipe Cocu (Holland), Gyula Lazar (Ungarn), Nestor Goncalves (Uruguay), Igor Netto (Sovjetunionen) og Xabi Alonso (Spanien).

Disse spillere præsterede i kortere perioder også verdensklasse niveau som “Regista”, men vil primært blive erindret som spillere, der varetog andre pladser, men de bør for helhedens skyld nævnes (vilkårlig rækkefølge): Lothar Matthäus (Vesttyskland), Fernando Redondo (Argentina), Diego Simeone (Argentina), Gerhard Hanappi (Østrig), Luis del Sol (Spanien), Antonio Rattin (Argentina), Josef Masopust (Tjekkoslovakiet), Billy Bremner (Skotland), Willem van Hanegem (Holland), Johan Neeskens (Holland), Luis Monti (Argentina og Italien), Arie Haan (Holland), Patrick Vieira (Frankrig). Mauro Silva (Brasilien), Sunday Oliseh (Nigeria), Demetrio Albertini (Italien), Matthias Sammer (Tyskland), Duncan Edwards (England) og Gheorghe Popescu (Rumænien).

Ingen nævnt – ingen glemt.

Med disse ord, vil jeg slutte denne artikel, som jeg håber du har hygget dig med, og om ikke andet så lige pludselig på genlæs 😉

Grado (IT) 20.08.23

 

 

 

Torben Aakjær