LIVERPOOLS GYLDNE PERIODE!

Undertegnede voksede op i 70èrne, hvor Liverpool FC`s dominans i engelsk fodbold, var lige så konstant som at vi skulle spise præcis kl. 18.00 og at mit elskede Shoot blad lå i postkassen hver fredag når jeg kom hjem fra skole. Liverpool vandt således det engelske mesterskab hele 11 gange i perioden fra jeg var 5 til 22 år, og navne som Dalglish, Clemence og Rush m.fl. indprentede sig på ubønhørlig vis i min hjerne. Jeg havde dog følelserne et helt andet sted, nemlig omkring Crystal Palace, som for at drage en nogenlunde sammenligning med Liverpools absurd høje niveau over så lang tid, blot spillede i den bedste engelske række 4 sæsoner i nævnte periode.

Liverpool havde indtil dominansen for alvor begyndte, blot vundet 7 mesterskaber siden skabelsen i 1892, så selvom det selvsagt ikke er at kimse af, så havde Arsenal f.eks. vundet 8 på daværende tidspunkt, hvilket gjorde dem til det førende engelske hold, og Everton og Manchester United stod noteret for 7 som Liverpool, mens Sunderland og Spurs havde 6 af slagsen. Der var således flere om buddet, og klubber som Derby County og Leeds United var der i start 70èrne ved at manifestere sig for alvor, og var ligeledes i stand til at tiltrække stærke spillere og tilmed vinde titler.

Liverpool havde oplevet en tumultarisk tid i 50-60èrne, hvorunder man havde været en tur over 8 sæsoner nede i næstbedste række, men under Bill Shankly, var man tilbage i den bedste række fra- og med sæsonen 62/63, og derfra blev der bygget på, og mesterskabet blev sikret både i 63/64 og 65/66 hopper vi så frem til da jeg begyndte at se engelsk fodbold, snuppede klubben deres 8ènde mesterskab i 72/73, hvorved de udlignede Arsenal (som sluttede 2èr den sæson) som den mest vindende klub i England. Samme sæson vandt klubben endvidere UEFA Cup turneringen efter finalesejr over Borussia Mönchengladbach, men det var som om der manglede noget, for ligesom at føre dem frem i det rigtig fine selskab. Manchester United havde få år forinden (67/68) som det første engelske hold, vundet den fineste europæiske klubtitel Europa Cup for Mesterhold, og den legendestatus som det havde givet klubben, var noget man skævede misundeligt til i Liverpool.

Noget måtte ske, og selvom det i første omgang måske ikke var hvad man gik og håbede på, så valgte træneren Shankly at stoppe relativ pludseligt, og som erstatning for ham, valgte man hans mangeårige assistent Bob Paisley (billedet af Paisley og Shankly i “Gola” træningstrøjer). Den trinde mand havde befundet sig i klubben siden 1939. Først som aktiv med over 250 kampe frem til 1954, og dernæst i forskellige roller, herunder de seneste mange år som assistent for Shankly, så det var i den grad en vaskeægte klubmand man nu hev frem i rampelyset. Paisley var kendt for sine taktiske evner, hvilket den noget mere impulsive Shankly havde nydt godt af de seneste 12 sæsoner, og selvom det ikke for udenforstående måske var så tydeligt, blev stilen lagt en smule om for så vidt angik klubbens spillestil. Veltjente kræfter som Larry Lloyd, Chris Lawler og Peter Cormack blev over de kommende transfervinduer solgt, kaptajnen Tommy Smith blev udlejet og også den store angriber John Toshack måtte ud, for Paisley, der satte sig i managerstolen i juli 1974, havde andre planer med sit hold. Ind kom spillere som bl.a. Phil Neal, Terry McDermott og Joey Jones, og da han i forvejen havde spillere som bl.a. Ray Clemence, Emlyn Hughes, Steve Heighway og klubikonet Ian Callaghan + unge spirende talenter som Jimmy Case, Phil Thompson og David Fairclough i truppen, var der bestemt muligheder, spørgsmålet var blot om det var nok til også at erobre Europa!

En ting var at Manchester United i 1968 havde snuppet Europa Cuppen, noget andet var at engelsk fodbold i den grad var i knæ der i start 70èrne, illustreret ved at “The Three Lions” missede både EM 72 og ligeledes VM 74, og i de store klubturneringer var det primært spanske, tyske eller sågar hollandske klubber, der dominerede. Ballon dÒr podiet var heller ikke just proppet med engelske spillere, hvor den seneste havde været Bobby Moore (West Ham United) for dennes præstationer under VM 70. Alt det var nok ikke ligefrem noget der gik og bekymrede Paisley, for han var ved at bygge sit nye superhold, som i den grad skulle komme til at blive ikke bare kendt, men direkte berømt, og for nogle berygtet for kynismen og effektiviteten, begreber man førhen primært havde brugt omkring italienske og tyske klubber.

Mesterskaberne begyndte at komme i en lind strøm, og på 5 sæsoner snuppede klubben 4 mesterskaber i perioden fra 75/76 til 79/80, og det var tydeligt at holdet blev stærkere og stærkere, og ja så måtte de uundgåelige jo ske, at klubben spillede sig frem til sin første finale i Cuppen de allerhelst ville vinde. Det var sæsonen 76/77 hvor modstanderen var den samme som nogle år forinden i den uglesete UEFA Cup, nemlig tyske Gladbach. Tyskerne stillede med 4 verdensmestre (Wimmer, Vogts, Heynckes og Bonhof), og som jeg erindrer det var de udråbt som favoritter overfor et alderstegent Liverpool mandskab, der både havde erfaring og vinderkulturen under huden, men som åbenlyst og helt forståeligt var nervøse overfor denne europæiske udfordring, som for alvor ville gøre dem til en af de europæiske giganter.

Liverpool stillede således op i finalen som blev afviklet på det olympiske stadion i Rom: 

Det skal ikke være nogen større hemmelighed, at Liverpool vandt kampen med 3-1 på mål af McDermott, Smith og Neal, og derved kunne man indirekte sige farvel (og mange) tak til manden der den dag i dag, har spillet flest ligakampe for klubben, i skikkelse af midtbane dynamoen Ian Callaghan. Glem for et øjeblik navne som Gerrard, Carragher og Clemence m.fl., for selvom de hver især spillede virkelig mange kampe i den røde trøje, så er der til dato ingen som blot nærmer sig Callaghan. Hele 857 kampe totalt, heraf de 640 i ligaen, er et antal der muligvis aldrig vil blive overgået, og selvom han ikke var aktiv i klubbens bedste periode, så fik han alligevel i løbet af 19 sæsoner, skrabet bl.a. 5 mesterskaber, 2 FA Cups samt et par Europa Cup for Mesterholds guldmedaljer sammen, og da han samtidig var en af 3 Liverpool spillere (de andre var Gerry Byrne og Roger Hunt) i den engelske trup der vandt VM tilbage i 1966, må man sige at manden der lever den dag i dag (81 år), vel uden sammenligning er at regne som klubbens største spiller nogensinde. Men det er en helt anden og i denne sammenhæng, uvedkommende historie, for artiklen handler om klubben Liverpool mere end den handler om individerne der var på- og udenfor banen.

Sæsonen efter solgte man overraskende nok Kevin Keegan til storsatsende Hamburger Sport-Verein, og i stedet brugte man hovedparten af pengene fra den handel, på skotsk fodbolds store navn Kenny Dalglish. Den elegante angriber, havde i mange år huseret i Celtic Glasgow, og nu blev han direkte hentet til mægtige Liverpool, for at overtage pladsen over Keegan, der de følgende 2 sæsoner i øvrigt modtog Ballon dÒr trofæet.

Og noget kunne tyde på at Paisley havde set sig varm på skotske spillere, for også Alan Hansen og Graeme Souness kom til klubben nogenlunde samtidig som Dalglish, og langsomt men sikkert var generationsskiftet i gang, og da klubben sæsonen efter igen stod i finalen i Europa Cuppen, var det uden veteraner som Heighway (30 år), Callaghan (36 år) og Smith (33 år). Ældste mand i start 11èren var kaptajnen Emlyn Hughes (30 år), og fremme i angrebet som makker med holdets nye stjerne Dalglish, spillede overraskende nok en af klubbens egenudviklede spillere i skikkelse af den 21 årige David Fairclough. Modstanderen var Club Brugge, og på kampens eneste scoring af netop Dalglish, lykkedes det for anden sæson i træk Liverpool at sikre sig det prestigefyldte trofæ, og pludselig kunne man notere sig spillere fra Liverpool opnå point i Ballon dÒr afstemningen. Det blev ganske vist ikke til en podieplads (det tog Keegan, Krankl og Rensenbrink sig af), men Dalglish opnåede en 8 plads, mens Souness kom ind som nr. 15, i øvrigt med samme pointantal som en vis Johan Cruyff.

For god ordens skyld stillede Liverpool med dette mandskab i finalen mod Club Brugge: 

Liverpool var nu for alvor en af de helt store hold i Europa, og derfor virkede det nærmest naturstridigt at man røg ud i Europa Cuppens første runde de næste 2 sæsoner i træk. I 78/79 var det Nottingham Forest der var deres banemænd, og i 79/80 var det aldeles upåagtede Dynamo Tblisi. Gode råd var dyre som man siger, for kunne det virkelig være rigtigt at et så stjernebesat mandskab, der siden seneste triumf tilmed havde fået tilgang af Alan Kennedy samt kæmpe talenterne Kevin Sheedy, Ronnie Whelan og Ian Rush, og ellers havde bibeholdt den stærke stamme, pludselig ikke kunne gøre sig ude i Europa. Det var opkomlingene fra Nottingham Forest der chokerende for en hel verden, snuppede trofæet begge de sæsoner, mens Liverpool måtte “nøjes” med at vinde mesterskaberne hjemme i England.

Mange begyndte at tale om at Paisleys tid måske var forbi, men netop da det så allermest sortest ud, og ovenpå en sæson hvor man sluttede som nr. 5 med 9 point op til mestrene fra Aston Villa, så stod man pludselig i sin 3`de finale, denne gang mod de 6-foldige europæiske mestre fra Real Madrid!

Man havde haft en relativ let vej til finalen, hvor vel kun et par hårde semifinale kampe mod Bayern München, havde tæret på kræfterne, og nu ventede Santillana, Juanito og Uli Stielike på Parc des Princes.

Liverpool stillede op med et hold, hvor der som minimum var 2 større overraskelser. Den ene var at Jimmy Case, der jo havde startet inde i de 2 forrige finaler, blev henvist til bænken, og erstattet af den blot 22 årige Sammy Lee som var et produkt af klubbens talentudvikling, mens angriberen David Johnson, der aldrig rigtig var slået igennem i klubben, startede i angrebet ved siden af Dalglish. Ikke desto mindre var det tilsyneladende rigeligt til at mægtige Real Madrid blev besejret 1-0 på det mål Alan Kennedy scorede med blot 8 minutter tilbage af kampen. Liverpool stillede således op i denne finale: 

Med sejren blev Paisley pludselig den første manager i historien, som havde formået at vinde trofæet 3 gange, og nu havde man ligeså mange Europa Cup trofæer som samtlige andre engelske klubber tilsammen, hvilket bestemt ikke var at kimse af. At dette ændrede sig sæsonen efter, vidste de jublende glade Liverpool spillere naturligvis intet om denne fine aften i Paris!

Efter denne tredje europæiske triumf, var det som om dele af holdet var mættet, eller måske havde nået toppen. Det er svært at tolke den dag i dag, men Paisley tog konsekvensen og afhændede ellers faste folk som bl.a. Case, Clemence og Ray Kennedy, og i stedet hentede man relativ ukendte spillere som Mark Lawrenson og Steve Nicol, begge forsvarsspillere.

Sæsonen 81/82 kastede et mesterskab af sig, hvilket efter den seneste pinlige 5 plads, bestemt var et stort “plaster på såret”, men overraskende røg man ud allerede i kvartfinalen, hvor holdet over 2 kampe samlet tabte til ZSKA Sofia, og VM finalen for klubhold blev tabt med hele 0-3 til Flamengo. Alt i alt i blandet sæson for et hold, som nærmest var bygget op på at triumfere i Europa, men som lige her og nu ganske enkelt ikke kunne få “fat” i det spil, som sæsonerne forinden havde lagt modstanderne ned på stribe. De næste spillere der røg ud blev McDermott og David Johnson, og efterhånden var der reelt tale om et helt nyt hold, uden ret mange af de “oprindelige” fra da Paisley startede. Og apropos Paisley så stoppede han og lod hvervet overgå til Joe Fagan, der var en af klubbens egne folk i det som blev omtalt som “The Boot Room”. Han havde trænet ungdoms og reservehold i klubben siden 1959, og havde således tjent under både Shankly og Paisley, og mange gav ham kreditten for bl.a. at føre spillere som Roger Hunt, Ian Callaghan og Tommy Smith, som jo hver især i den grad blev legender i klubben.

Den lille mand lagde ud med at købe John Wark, Gary Gillespie og Michael Robinson, mens han omvendt sagde farvel til “suber subben” David Fairclough, og i det som mange udefra forventede skulle blive en slags opbygningssæson, endte han med at sikre klubben hele 3 titler – Liga Cuppen, mesterskabet samt ikke mindst endnu en Europa Cup for Mesterholds triumf. Modstanderen denne gang var AS Roma, og finalen blev endda afviklet på deres stadion, det olympiske stadion i Rom, samme sted som Liverpool som bekendt havde triumferet første gang i 1977.

Eneste spiller tilbage fra den triumf var den nu 33 årige højre back Phil Neal, og ganske symptomatisk for hans klasse, var det ham der scorede kampens første mål. Roberto Pruzzo fik dog udlignet, og herefter måtte holdene ud i en målløs forlænget spilletid. I den efterfølgende straffesparks konkurrence startede den indskiftede Steve Nicol med at brænde Liverpools første forsøg, men da Neal, Souness, Rush og til sidst Kennedy hver især scorede på deres, hvorimod Bruno Conti og Francesco Graziani (2 verdensmestre fra 1982) begge brændte, kunne kaptajnen Graeme Souness modtage og løfte pokalen op mod den italienske aftenhimmel som bevis for at Liverpool, nu var Europas næstmest succesrige klub i den fineste klubturnering. Kun Real Madrid med 6 trofæer overgik dem, og alt sammen var sket indenfor ganske få år som det fremgår af denne artikel. For god ordens skyld er her Liverpools start 11èr i finalen i Rom i 1984:

Efter den sæson var det som om “ballonen punkterede”, kulminerende med den fatale finale på Heysel mod Juventus sæsonen efter, som udover at blive tabt, endvidere var et grimt eksempel på hvordan tosser kan opføre sig. 39 mennesker mistede på tragisk vis livet i den forbindelse, som naturligvis intet har med spillere eller ledere at gøre i fodboldklubben Liverpool FC.

De 10 gyldne sæsoner i grove træk:
74/75 (Bob Paisley) Ingen titler!
75/76 (Bob Paisley) Mester + UEFA Cup
76/77 (Bob Paisley) Mester + Europa Cup for Mesterhold
77/78 (Bob Paisley) Europa Cup for Mesterhold + UEFA Super Cup
78/79 (Bob Paisley) Mester
79/80 (Bob Paisley) Mester
80/81 (Bob Paisley) Europa Cup for Mesterhold + Liga Cup
81/82 (Bob Paisley) Mester + Liga Cup
82/83 (Bob Paisley) Mester + Liga Cup
83/84 (Joe Fagan) Mester, Europa Cup for Mesterhold + Liga Cup

Kun Phil Neal og Phil Thompson var med “hele vejen” i denne 10 års periode.

Følgende spillere blev købt lige før, eller undervejs i denne 10 års periode (tilfældig rækkefølge): Ray Clemence, Emlyn Hughes, Peter Cormack, Steve Heighway, Jimmy Case, Kevin Keegan, John Toshack, Phil Neal, Terry McDermott, Ray Kennedy, Joey Jones, Graeme Souness, Sir Kenny Dalglish, David Johnson, Alan Kennedy, Ronnie Whelan, Ian Rush, Alan Hansen, Mark Lawrenson, Bruce Grobbelaar, Steve Nicol, David Hodgson, Gary Gillespie, John Wark og Michael Robinson.

Disse spillere var egen avlede: Phil Thompson, Tommy Smith, Chris Lawler, Ian Callaghan, David Fairclough og Sammy Lee.

Herunder er de primære spillere i klubbens bedste europæiske sejrsperiode. Bemærk at det er liga kampe/mål der er anført omkring hver spiller.

Ray Clemence (spillede i Liverpool fra 1967 – 1981 / 470 kampe + 61 landskampe for England)
Historisk set en af de bedste keepere nogensinde i engelsk fodbold, og efter Gordon Banks og Peter Shilton, muligvis den bedste med engelsk pas. Han var en utrolig stabil støtte i alle de 18 sæsoner han vogtede buret for “The Reds”, og han var med til at vinde bl.a. 5 mesterskaber + 3 Europa Cup for Mesterholds trofæer. Efter hans mange sæsoner i Liverpool, snuppede han utroligt nok yderligere 7 i Spurs, hvorefter han stoppede i gamet som knap 40 årig i 1988. I sandhed en af gamets fineste repræsentanter.

Tommy Smith (spillede i Liverpool fra 1962 -1978 / 467 kampe / 36 mål + 1 landskamp for England)
Manden der blev kaldt “The Anfield Iron” af Bill Shankly, var en utrolig hård spiller, som både dækkede højre back + de centrale forsvars positioner, og uanset hvilken modstander han stod overfor, kunne han ikke trynes eller intimideres – nok snarere tværtimod – og ofte omvendt. Han spillede også ungdomsfodbold i klubben, så han må i den grad siges at være en af deres egne.

Emlyn Hughes (spillede i Liverpool fra 1967 – 1979 / 474 kampe / 35 mål + 62 landskampe for England)
Han overtog anførerbindet efter Tommy Smith, og var en bærende kraft for klub og land i mange sæsoner. Alsidig og benhård spiller som gik under kælenavnet “Crazy Horse”. Uden tvivl en af Liverpools all time greatest!

Phil Thompson (spillede i Liverpool fra 1971 – 1984 / 340 kampe / 7 mål + 42 landskampe for England)
Kom igennem til klubbens bedste mandskab fra ungdomsafdelingen, og var som barn svoren Liverpool fan, som ofte var at finde på “The Kop”. Var i sine første sæsoner reserve for Smith og Hughes, men dannede senere hen et formidabelt makkerskab med især Alan Hansen.

Graeme Souness (spillede i Liverpool fra 1978 – 1984 / 247 kampe / 38 mål + 54 landskampe for Skotland)
Den moustache prydede skotte var en tiltrængt forstærkning til midtbanen, hvor han med sin vildskab og energi, hurtigt blev en ledende skikkelse, og tilmed i en periode bar anfører bindet for klubben, herunder i Europa Cup for Mesterholds finalen i 1984 mod AS Roma. Han var en gennemført fighter, men også en type der kunne holde igen når det var nødvendigt, og i perioder var han måske sit holds vigtigste spiller.

Terry McDermott (spillede i Liverpool fra 1974 til 1982 / 232 kampe / 56 mål + 25 landskampe for England)
Evigt løbende og fightende men samtidig også med en habil teknik, var vel varemærkerne for manden der akkurat som Souness, prydede sig med et flot moustache overskæg. Han kom fra Newcastle United, og var godt “uddannet” som midtbanespiller fra start. Ind imellem den anonyme kæmper, som man altid vidste hvor man havde henne, og Paisley stolede nærmest blindt på hans evner og altid stabile præstationer.

Phil Neal (spillede i Liverpool fra 1974 – 1985 / 455 kampe / 41 mål + 50 landskampe for England)
“Zico” som var kælenavnet i store perioder af hans karriere, regnes den dag i dag for en af Englands stærkeste højre back nogensinde. Altid stabil, aldrig skadet, relativ målfarlig, opmærksom og ganske hurtig. En ønske back for enhver manager, og han var da også fast konstant under Paisley. I 10 af hans sæsoner i træk i klubben missede han f.eks. blot en enkelt kamp, hvilket viser hvilken utrolig stabilitet han havde. Hans titel CV illustrerer en helt utrolig karriere i Liverpool, hvorunder han bl.a. var med til at vinde 7 mesterskaber + 4 Europa Cup for Mesterholds guldmedaljer. Utrolig stærk spiller og en af de vigtigste overhovedet i denne gyldne periode for klubben! Sammen med Phil Thompson, var han rent faktisk de eneste spillere som var med i hele 10 års perioden, og som den eneste engelske spiller i historien har Neal vundet 4 titler i Europas fineste klubturnering. Eneste anden britiske spiller der udligner ham på det punkt, er Gareth Bale fra Wales.

Chris Lawler (spillede i Liverpool fra 1960 – 1975 / 406 kampe / 41 mål + 4 landskampe for England)
Var fast højre back under hovedparten af Bil Shanklys regime, men han fadede noget ud under Paisleys tid, hvor hans rolle hurtigt blev overtaget af føromtalte Phil Neal.

Ian Callaghan (spillede i Liverpool fra 1959 – 1978 / 640 kampe / 49 mål + landskampe for England)
Klublegenden og ikonet over dem alle, og manden med flest kampe totalt + naturligvis også “kun” målt på ligakampe. Verdensmester fra 1966 og med hele vejen under Shankly og et mindre stykke under Paisley, hvorunder han dog trods alt var med til at vinde et par trofæer i Europa Cuppen. En evigt løbende midtbane spiller med et godt blik for spillet, og hans utrættelige spillestil, var uundværlig i næsten to årtier for klubben, og den lille mand (170 cm. høj) bliver i den grad svær at overgå som en evig legende, uagtet nyere tids helte dyrkelse af spillere som Gerrard og Henderson m.fl.

Sir Kenny Dalglish (spillede i Liverpool fra 1977 – 1990 / 355 kampe / 118 mål + 102 landskampe for Skotland)
Den eneste af samtlige spillere der blev adlet til “Sir”, hvilket i den grad illustrerer hans storhed og betydning for både klub og land. Han afløste en utrolig spiller i Kevin Keegan, men med al respekt for “The Mighty Mouse”, så overstrålede han den lille englænder i store perioder af sin enestående karriere i Liverpool. “King Kenny” var med til at vinde 3 Europa Cups for Mesterhold, han blev nr. 2 i Ballon dÒr afstemningen i 1983 og han blev 2 gange kåret som sæsonens bedste spiller i den bedste engelske række. Havde i sin bedste tid i klubben, et formidabelt samarbejde med den yngre og mere direkte Rush, hvor Dalglish ændrede stilen fra at være målscoreren, til mere at være i oplæggerens rolle. Set udefra vil jeg personligt vurdere ham som den bedste spiller der nogensinde har optrådt for Liverpool, i hvert fald i Liverpool trøjen!

Ian Rush (spillede i Liverpool af 3 omgange fra 1980  – 1986, 1986 – 1987 og 1988 – 1996 / 469 kampe / 229 mål + 73 landskampe for Wales)
Den ranglede og i starten nærmest splejsede angriber, blev topscorer for Liverpool hele 8 gange, og i 1984 blev han endvidere europæisk topscorer. Han kunne nærmest ikke gå på banen, uden at alle vidste at han ville score, og især hans samarbejde med føromtalte Dalglish, var intet mindre end ren verdensklasse i flere sæsoner. Han er den dag i dag indehaver af rekorden for flest mål nogensinde for Liverpool med i alt 346, ligesom han også er den spiller i Liverpool der har scoret flest mål i begge Cup turneringer. Målt på mål udelukkende i liga sammenhæng, må han dog nøjes med 3 pladsen efter Roger Hunt og Gordon Hodgson.

Steve Heighway (spillede i Liverpool fra 1970 – 1981 / 329 kampe / 50 mål + 34 landskampe for Irland)
Var især en stor spiller i 70èrne, og med til at vinde de første 2 trofæer i Europa Cuppen med klubben, hvor han med sin speed og dribleevner var en evig trussel på kanten. Han gik under kælenavnet “Big Bamber” og var en uhyre populær skikkelse i klubben under hele sin tid. Personligt var han en af de spillere jeg bedst kunne lide, når Liverpool tonede frem på skærmen lørdag eftermiddag, for han spillede sjældent en dårlig kamp, og på en tid hvor “kick and rush” var uhyre udbredt, havde han noget anderledes i sit udtryk end hovedparten af de offensive spillere i den bedste engelske række.

Kevin Keegan (spillede i Liverpool fra 1971 – 1977 / 230 kampe / 68 mål + 63 landskampe for England)
“The Mighty Mouse” som den lille tætbyggede Keegan ofte blev kaldt, regnes af naturlige årsager som en af de bedste engelske spillere i historien, og et navn man bør nævne i sammenhæng med spillere som f.eks. Sir Bobby Charlton, Bobby Moore, Billy Wright og lignende. En helt formidabel lille dribler, der pga. sin bastante fysik var nærmest umulig at slå ud af kurs, og endnu sværere at vælte omkuld. Han både driblede, var hurtig og til trods for sin beskedne højde (173 cm.) stærk i hoved spillet. Med Liverpool var han med til at vinde det meste, herunder en enkelt Europa Cup for Mesterhold samt 3 mesterskaber, inden han strøg videre til Bundesligaen, hvor han blev en mega stjerne i Hamburger Sport-Verein. Det var i tiden i Vesttyskland at han 2 gange kunne løfte Ballon dÒr trofæet, hvilket vidner om hvilket niveau han befandt sig på, da han var på toppen.

David Johnson (spillede i Liverpool fra 1976 – 1982 / 148 kampe / 55 mål + 8 landskampe for England)
Da han kom til klubben i 1976 købt fra Ipswich Town, var han med sin pris på 200.000 Pund klubbens dyreste indkøb nogensinde, og forventningerne til ham var mildt sagt skyhøje. Det usædvanlige ved at han kom, var dog ikke så meget prisen, men mere det at han var et ungdoms produkt fra Everton, for hvem han også havde spillet i ligaen, for det er bestemt ikke hver dag at netop Everton og Liverpool “udveksler” spillere. Han blev aldrig det helt store hit på Anfield, men var dog med til at vinde hele 3 trofæer i Europa Cup for Mesterholdsturneringen, hvor han spillede hele kampen i 1981 mod Real Madrid, hvor han dannede angrebs duo med Dalglish.

Jimmy Case (spillede i Liverpool fra 1973 – 1981 / 186 kampe / 23 mål) 
En hårdt skydende midtbanespiller med et fint løbepensum, og en elsket spiller af fans, idet man altid kunne være sikker på hans engagement og vilje i kampene. Startede på banen i 2 af sine 3 Europæiske Mesterholds triumfer, og kom ind i den sidste, så hans medaljer her (1977, 1978 og 1981) er i allerhøjste grad fortjente hvis man kan sige det sådan. Var en hård nyser lidt ala`Souness, men fik underligt nok aldrig landskampe for England, i øvrigt som en af uhyre få spillere fra denne Liverpool generation – som næsten alle repræsenterede enten England, Skotland, Irland eller Wales.

Sammy Lee (spillede i Liverpool fra 1976 – 1986 / 1977 kampe / 13 mål + 14 landskampe for England)
Var som type lidt ala`Case, og det var da også ofte på den plads han spillede, efter at Case var væk. Den lille uhyre tætbyggede fyr kunne simpelthen ikke væltes, og han gav aldrig op, selvom man set udefra i bedste fald kun havde et smil tilovers for hans besynderlige lille krop (163 cm). Hvad han fik ud af den og sin karriere er til gengæld imponerende, og med 4 mesterskaber + 2 triumfer i den fineste europæiske klubturnering, samt ikke mindst det facts at han var rykket op i 1 holds truppen fra egen ungdomsafdeling, gjorde at han var en elsket spiller.

David Fairclough (spillede i Liverpool fra 1975 – 1983 / 98 kampe / 34 mål)
Et produkt udviklet i klubben, og en spiller der trods relativ begrænsede evner (med al respekt), opnåede stor succes i sine år i klubben, hvor han bl.a. var med til at vinde 2 Europa Cup for Mesterholds finaler + 3 mesterskaber. Han startede tilmed i finalen i 1978, men var ellers primært en vaskeægte “Supersub”.

Alan Kennedy (spillede i Liverpool fra 1978 – 1986 / 251 kampe / 15 mål + 2 landskampe for England)
Kennedy spillerne er ikke, som flere ellers troede, brødre, og ham her Alan kom til fra Newcastle, og blev nærmest fra starten af en helt på Anfield. Han havde sine stærke rush op af venstre flanke, han forsvarede godt, og hans blik for spillet var virkelig veludviklet. At han kun fik 2 landskampe er en gåde for mange, men han var åbenbart ikke typen som landstrænerne holdt af, på samme måde som Paisley.

Alan Hansen (spillede i Liverpool fra 1977 – 1991 / 434 kampe / 8 mål + 26 landskampe for Skotland) 
Den elegante skotte kom til klubben tidligt i Paisleys forløb, og var i første omgang ikke en spiller ret mange udenfor Skotland kendte så meget til, men han skulle med tiden udvikle sig til en verdensklasse central forsvarsspiller, der i mange sæsoner var blandt sit holds vigtigste spillere. Hans evne til at læse og forudse spillet på banen, hans lette løb med bolden samt ikke mindst hans lederevner, gjorde ham til en af managerens absolutte favoritter. Læs i øvrigt mere om ham i en af mine tidligere artikler: (LIBEROEN)

Mark Lawrenson (spillede i Liverpool fra 1981 – 1988 / 241 kampe / 11 mål + 39 landskampe for Irland)
Kom til klubben relativ sent ift. netop denne artikels hovedindhold, men var dog med til at vinde 1 Europa Cup for Mesterhold + talrige mesterskaber, og efter Phil Thompson blev skadet og gled ud af holdet, dannede han et formidabelt makkerskab med Alan Hansen, som i perioder var noget af det ypperste der er set i engelsk topfodbold. Lawrenson var både elegant og hård på samme tidspunkt, og ham og Hansen havde en nærmest telepatisk forståelse for hinandens placeringer på banen.

Ray Kennedy (spillede i Liverpool fra 1974 – 1982 / 275 kampe / 51 mål + 17 landskampe for England)
Den hurtige venstre wing, der også kunne bruges som wingback, blev købt til klubben samme dag som Shankly stoppede, så man kan i den grad sige at han har været med fra starten af Paisleys “nye” hold, og hans titel CV er da også imponerende med bl.a. 3 triumfer i Europa Cuppen + en håndfuld mesterskaber. Før han kom til Liverpool var han allerede et stort navn hos rivalerne fra Arsenal.

Ronnie Whelan (spillede i Liverpool fra 1979 – 1994 / 362 kampe / 46 mål + 53 landskampe for Irland)
Den energiske midtbanespiller var en elsket spiller på Anfield i 17 sæsoner, hvor han med tiden udviklede sig til en virkelig stærk motor på den centrale midtbane. Han var med i hele 6 mesterskabs triumfer, og han spillede hele finalen som Liverpool vandt i Europa Cup for Mesterholds turneringen i 1984.

John Wark (spillede i Liverpool fra 1984 – 1988 / 70 kampe / 28 mål + 29 landskampe for Skotland)
Er en af de senest ankomne spillere i denne formidable Paisley periode, men nåede dog at være med til at sikre klubben et par mesterskaber. Havde sin storhedstid i Ipswich, hvor han af 3 omgange spillede omkring 500 kampe. En elegant spiller med et uhyrligt hårdt skud, men skader og hård konkurrence gjorde vel aldrig helt hans ophold på Anfield til en åbenlys succes.

Bruce Grobbelaar (spillede i Liverpool fra 1981 – 1994 / 440 kampe + 32 landskampe for Zimbabwe) 
Den skøre mand fra Afrika, var på mange måder en kontroversiel person i de mange sæsoner, hvor han vogtede buret på Anfield. Han tog direkte over efter legenden Clemence, og var i perioder virkelig en stærk keeper, nok mest en shoot stopper, og han elskede rampelyset, og publikum elskede ham. Nogen gange kravlede han rundt på målet som en abe, og han var i den grad med til ofte at holde humøret højt, nok højere end hans niveau og evner som målmand egentlig berettigede ham til. Nåede aldrig niveauet som f.eks. Clemence og senere hen Alisson Becker, men som beskrevet, elskede Anfields trofaste publikum ham enormt højt! Var med til at sikre triumfen i Europa Cuppen i 1984 + utallige andre titler i sine mange sæsoner i klubben.

Craig Johnston (spillede i Liverpool fra 1981 – 1988 / 271 kampe / 40 mål)
“Skippy” som han blev kaldt, var en af de mest teknisk betonede spillere overhovedet i denne glansperiode i Liverpool, og han var en elsket figur på Anfield, hvor han med sine ryg og uforudsigelige løb ofte var en “torn i øjet” på modstanderne. Han var af australsk oprindelse, men nåede U 21 landskampe for England, og set i bakspejlet er det underligt at han aldrig spillede A landskampe hverken for Australien eller England, for talentet var enormt, og når han var bedst, var han bestemt en af ligaens mest iøjnefaldende spillere.

Steve Nicol (spillede i Liverpool fra 1981 – 1994 / 343 kampe / 37 mål + 27 landskampe for Irland)
Den slidstærke venstre back kom relativ sent i Paisley æraen, men nåede da at være med til at vinde Europa Cuppen i 1984, og efter et par svære start sæsoner, spillede han fast i mange år, og var en konstant og særdeles pålidelig spiller.

Michael Robinson (spillede i Liverpool fra 1983 – 1984 / 30 kampe / 8 mål + 24 landskampe for Irland)
Kom først til da Joe Fagan var blevet manager, men på den ene sæson han var i klubben, opnåede han både at vinde mesterskabet, Europa Cup for Mesterhold (hvor han blev indskiftet i ekstra tiden for Dalglish) + Liga Cuppen, så man må sige han udnyttede sin tid på Anfield noget nær optimalt.

Joey Jones (spillede i Liverpool fra 1975 – 1978 / 72 kampe / 3 mål + 72 landskampe for Wales)
Var ganske “grøn” og uerfaren, da han spillede fuld tid i klubbens første finale i Europa Cup for Mesterholds turneringen i 1977, men han gjorde et fint indtryk, og ja holdet vandt som bekendt, og sæsonen efter blev han også udtaget, men måtte dog se triumfen fra bænken. Var en solid defensivt orienteret venstre back, der senere hen gjorde sig stærkt bemærket i Chelsea.

John Toshack (spillede i Liverpool fra 1970 – 1978 / 172 kampe / 74 mål + 40 landskampe for Wales)
Stor, bjørnestærk og eminent i hovedspillet var denne kæmpe af en angriber, der især i sæsonerne med Keegan, var en vigtig brik på holdet. Han blev købt fra Cardiff City tilbage i 1970, hvor Shankly specifikt havde ønsket ham til klubben, og prisen på 111.000 Pund var ganske enkelt klubrekord. Han sluttede tiden i klubben med skader, hvilket bl.a. hindrede et lukrativt skifte til Anderlecht, og han var således heller ikke med i klubbens første triumf i Europa Cuppen i 1977, men fik dog en medalje, da han havde været i aktion på vej mod finalen.

Gary Gillespie (spillede i klubben fra 1978 – 1983 / 172 kampe / 6 mål + 13 landskampe for Skotland)
Den høje ranglede skotte var sensationelt anfører for Falkirk allerede da han var 17 år, hvilket åbnede øjnene for ham blandt klubberne i England. Coventry blev hans næste klub, og det var derfra at Liverpool hentede ham i 1983. Han var med i finalen i Europa Cup for Mesterholds triumfen i 1984, hvor han dog varmede bænkene hele kampen, og ellers vandt han bl.a. 3 mesterskaber + FA Cup trofæet.

David Hodgson (spillede i Liverpool fra 1982 – 1984 / 48 kampe / 4 mål)
Angriber uden større succes i klubben, men sad dog på bænken da Europa Cuppen blev genvundet i 1984, og fik da også mesterskaber i begge sine sæsoner i klubben, hvor han som det fremgår ikke ramte modstandernes mål ret mange gange.

Peter Cormack (spillede i Liverpool fra 1972 – 1976 / 125 kampe / 21 mål + 9 landskampe for Skotland)
En elegant midtbanespiller som var med lige i starten af Paisleys tid. Han nåede ikke at få del i Europa Cuppen for Mesterholds triumferne, men var dog med til at vinde mesterskabet og UEFA Cup trofæet i 75/76.

Man kunne givetvis have opremset endnu flere spillere, men denne relativ store portion af navne, giver et ganske udmærket overblik over i hvert fald de primære spillere i den gyldne periode i klubben. Skal enkelte nævnes, som trods alt var med lidt hen af vejen, dog uden at spille den store rolle, kan det i tilfældig rækkefølge være Steve Ogrizovic, der i en periode var reserve for Ray Clemence, Kevin Sheedy, der senere hen fik en ganske fin karriere hos bysbørnene fra Everton, Avi Cohen, der da han kom til klubben var den første israelske spiller nogensinde i britisk fodbold, samt Howard Gayle, der var et egenavlet produkt uden større succes.

Og dermed er jeg efterhånden nået til vejs ende i denne omfangsrige artikel, om en af Europas absolutte sværvægtere og deres 10 fantastiske år. Der er ingen tvivl at mange mænd i min aldersgruppe (dvs. mænd der blev født i 60èrne og 70èrne) blev fan af Liverpool netop pga. denne succesperiode + det at de rent faktisk spillede medrivende og underholdende fodbold, som samtidig var effektiv. Mange af spillerne nåede decideret mytisk status, herunder ikke mindst Sir Kenny Dalglish, Kevin Keegan, Ray Clemence, Ian Rush og Graeme Souness, for måske at nævne de 5 største personligheder i de gyldne år og derefter.

Langt hovedparten af spillerne lever den dag i dag, hvor vi i skrivende stund “kun” har sagt farvel til Ray Clemence, Tommy Smith, Emlyn Hughes, Michael Robinson, David Johnson og Ray Kennedy. Ældste nulevende er Ian Callaghan på 81 år, mens de yngste er Ian Rush og Steve Nicol begge 62 år. 

Hermed lukker jeg ned for denne gang, men jeg håber da at du undervejs er blevet underholdt, og måske endda beriget med informationer, og uanset om du er fan af klubben eller ej, har du da i hvert fald nu en vis viden om klubbens gyldne år.

Lige pludselig på genlæs og hav så en god weekend 😉

KBH (DK) 29.09.23

Torben Aakjær