LIBEROEN – EN UDDØD “RACE!” | FODBOLD

Libero kan i vore dage både være et svensk blemærke, ligesom det på italiensk betyder “fri eller ledig”, et begreb man f.eks. ofte ser på husmure eller store reklamevejskilte, hvor der gøres opmærksom på at skiltet er ledigt/fri til brug for reklameopsætning. Libero i denne artikel er dog noget ganske andet, idet det ikke overraskende omhandler definitionen indenfor fodboldverdenen.

Fodboldens libero er, eller rettere var, da det efterhånden er en uddød race på linie med f.eks. “trequartistaen” – dvs. den oprindelige forståelse af 10èr rollen, (se artikel: “Trequartista på italiensk”), men har været en så vigtig rolle i fodboldhistorien, at den bestemt fortjener omtalen i denne artikel.

Mens sweeperen var defineret ved sine defensive pligter, havde liberoen både defensive pligter og frihed til at styre opspillet, ved at støde med frem, typisk op igennem midtbanen. Ikke alle skelner disse to begreber fra hinanden, men ser man på spillertyperne der har udført disse roller, finder man ikke desto mindre tydelige forskelle. Liberoen kan betragtes som et slags “anker” bag forsvarslinien, hvor vedkommende enten har 1 eller 2 deciderede stoppere foran sig. Disse stoppere har udprægede defensive opgaver, og afhængig af modstanderen tillige en mandsopdæknings funktion. En sweeper er reelt placeret samme sted som liberoen, men hvor liberoen er en boldsikker, relativ hurtig og yderst adræt spillertype, er sweeperen som udgangspunkt en type der primært har til opgave at styre sit forsvar, uden nogen former for ansvar længere oppe af banen. Den uden sammenligning mest kendte libero type fodboldhistorien har kendt, er uden tvivl vesttyske Franz Beckenbauer, der i 60èrne og 70èrne samt en smule ind i 80èrne, definerede rollen til noget nær perfektion, og som samtidig var en stor leder og personlighed både på- og udenfor banen. Typisk for ham, og i øvrigt for flere andre spillere, der spillede liberoer, startede han karrieren som offensiv spiller, og han kunne også med fordel benyttes som mandsopdækker, hvilket man bl.a. så ham udføre til tæt på perfektion i VM 66 finalen (billedet herover med Charlton og Beckenbauer), hvor han som blot 20 årig, var sat til at skærme og reelt spoile Englands store stjerne Sir Bobby Charlton.

Det var faktisk først fra EM 72 slutrunden af, og sideløbende hjemme i Bayern München, at man begyndte at se den elegante spiller rykke ned bag forsvaret. Hidtil havde han, også under VM 70, været placeret som central midtbane, men da Vesttyskland vandt både EM 72 og VM 74, var han holdets libero og store leder. Han lå bag Hans-Georg Schwarzenbeck (billedet sammen med Beckenbauer), der om nogen var arketypen på en stopper/central forsvarsspiller, der nærmest udelukkende havde til opgave at stoppe modstandernes forreste mand. Når Beckenbauer modtog bolden, og når han vurderede der var plads til det, så man ham mere og mere tage sine sidenhen karakteristiske løb op igennem banen. Når han gav tegn til at løbe frem, trak Herbert Wimmer ned og lå på linie med Schwarzenbeck, og Beckenbauer løb frem med bolden nærmest klistret til fødderne. Han løb oprejst og elegant, og man så ham oftere kigge ud over banen, end ned på bolden, som om han pr. instinkt vidste at denne ville følge hans fødder og løb.

Senere hen fra VM 74, blev det i stedet en af backerne, Berti Vogts eller Paul Breitner, som trak ind og dækkede af for ham, mens den defensive midtbanespiller, hvor Wimmer nu var afløst af Rainer Bonhof eller Bernard Cullmann, gik med frem og dermed skabte overtals situationer, som mere traditionelt tænkende modstandere ikke altid havde modtræk overfor. Hollændernes specielle tankegang og måde at bevæge sig på, var tæt på at “ødelægge” det hele for Beckenbauer og CO under netop VM 74, men i sidste ende var det som bekendt vesttyskerne der løb med sejren og dermed VM guldet.

Nogen vil hævde at Armando Picchi fra det legendariske “Il Grande Inter” mandskab i 60èrne, også var en form for libero. I Helenio Herreras “Catenaccio” system, lå han i en 5-mands forsvarskæde, hvor han foran sig havde 2 “spoilere” i skikkelse af typisk Guarneri og Tagnin eller Bedin, men i modsætning til føromtalte Beckenbauer, var det yderst sjældent at Picchi gik med frem i banen. Han havde overblikket og spilforståelsen som en libero, og teknisk var han bestemt ikke ueffen, men man holdt sig primært bagved stopperne, eller stopperen, såfremt en af dem blev rykket op på midtbanen, hvilket “Catenaccio” systemet også håndterede under Herrera.

Historiens store liberoer (vilkårlig rækkefølge):

Franz Beckenbauer (Vesttyskland og FC Bayern München, New York Cosmos og Hamburger Sport-Verein)
“Der Kaiser” som han blev omtalt som det meste af karrieren spillede 103 landskampe for sit land, med hvem han var med til at vinde EM i 1972 og VM i 1974, ligesom både opnåede sølv i EM 76 og VM 66 + bronze til VM 70. Han bar anfører bindet langt det meste af tiden under disse landsholdstriumfer, ligesom han gjorde det for Bayern München, hvor han kunne løfte pokalen som bevis på at han og klubben vandt Europa Cuppen for Mesterhold 3 sæsoner i træk i 70èrne + Europa Cuppen for Pokalvindere en enkelt gang. Herudover 5 mesterskaber, 4 pokaltitler samt VM for klubhold en enkelt gang. Individuelt modtog han Ballon dÒr trofæet i 1972 og 1976, slutter som 2èr i samme afstemning i 1974 og 1975 samt 3èr i 1966.

En helt utrolig titelindsamling til en aldeles ufattelig stærk spiller, der af de fleste, herunder undertegnede, regnes for historiens bedste forsvarsspiller, og således også den bedste libero man nogensinde har set. Hans teknik, overblik og elegance nærmede sig det arrogante, hvilket bestemt passede hans personlig perfekt, og han føltes urørlig, når han oprejst og årvågen gled op igennem banen med bolden nærmest klistret til fødderne. Selvom han var forsvarsspiller, vidste han godt hvor modstandernes mål stod henne, illustreret ved at han scorede 14 mål på landsholdet, og 79 i sine 650 klubkampe.

Ruud Krool (Holland og Ajax Amsterdam, Vancouver Whitecaps, SSC Napoli og Cannes)
“Ruud” spillede 83 landskampe for det hollandske landshold alias “Orange”, og var en af grundstenene på det utroligt stærke hold, der i 70èrne flere gange var så tæt på den ultimative triumf. Det blev til sølv både til VM 74 og igen til VM 78, ligesom han og “Orange” opnåede bronze til EM 76. Så gik det bedre med at vinde i hans mange sæsoner i Ajax, hvor han og holdet erobrede Europa Cuppen for Mesterhold 3 sæsoner i træk, inden Bayern München og Beckenbauer overtog scenen, og han vandt endvidere 6 mesterskaber, 4 pokaltitler samt VM for klubhold en enkelt gang med sin hollandske klub. I Ballon dÒr sammenhæng blev han nr. 3 i 1979.

Han var en anden type end føromtalte Beckenbauer, men elegancen var bestemt også et varemærke hos den løbevillige hollænder, der også kunne benyttes som venstre back eller defensiv midtbane. Teknisk var han ikke på det ekstrem niveau som Beckenbauer, men få vil påstå at han var direkte ueffen med bolden på fødderne, og hans energi og vindervilje var altid tydelig.

Gaetano Scirea (Italien og Atalanta Calcio og Juventus)
78 landskampe for “Gli Azzurri” blev det til for den utrolige Scirea, der var en af de helt dominerende figurer da Italien sikrede sig VM titlen i 1982, og i mange år for primært Juventus, vandt han reelt alt hvad der var at vinde. Han er således en af blot 9 spillere i historien, der har har vundet alle 3 europæiske klubtrofæer – Europa Cup for Mesterhold, Europa Cup for Pokalvindere samt UEFA Cup turneringen, og herudover var han med til at vinde hele 7 mesterskaber + 2 Coppa Italia trofæer samt VM for klubhold en enkelt gang.

Han mindede i statur meget om Beckenbauer, og selvom han i lange perioder vel mere var en slags sweeper end en egentlig libero, så udstrålede han overskud og autoritet, når han lod Collovati og Gentile bag sig, og iført sin azur blå trøje, løb op igennem banen. Hans overblik var på et utroligt højt niveau, og man vidste bare at hans afleveringer “sad lige i skabet”, inden han luskede tilbage til sit forsvar, hvor han så allernådigst “frigav” Gentile til andre opgaver.

Alan Hansen (Skotland og Partick Thistle og Liverpool FC)
Blot 26 landskampe blev det til for Hansen, der qua sin nationalitet havde betydelig mere succes på klubholdet Liverpool, end for Skotland, med hvem han deltog i VM 82 uden større succes for hverken ham eller holdet. Med Liverpool var han over 13 sæsoner med til at vinde Europa Cuppen for Mesterhold 3 gange, det engelske mesterskab imponerende 8 gange, FA Cuppen 2 gange + en masse mindre pokaler, og han var i 80èrne blandt de bedste centrale forsvarsspillere i verden. Meget atypisk for en britisk spiller, tilmed en fra Skotland, fremtonede han elegant, slank og teknisk stærk, og når han spillede helt bagerst på banen, var det uhyre vanskeligt for modstanderne at snyde hverken ham eller Liverpool, hvor han havde flere forskellige makkere igennem tiden. Hele 6 gange i 80èrne blev han udtaget til “Sæsonens hold” i England, hvilket vidner om hans niveau og kontinuitet.

Morten Olsen (Danmark og B 1901, Cercle Brugge, Racing White, RSC Anderlecht og 1. FC Köln)
102 landskampe blev det til for den stoute spiller, der først i sine 30ère blev omskolet til libero pladsen, efter forinden at have spillet først angriber og sidenhen midtbane. Han var med til at vinde en masse klubtitler især i tiden i Anderlecht, som i hans tid var blandt de 5-6 bedste klubber i europæisk fodbold, og hans betydning for det danske landshold i 80èrns formidable optur, kan ikke overvurderes. Han stil var meget ala`Beckenbauer og Scireas, hvilket vil sige oprejst, bolden klistret til fødderne og så lange løb op i banen. Hans lederevner skal bestemt heller ikke undervurderes, hvilket gjorde ham til en af verdens bedste på sin position i tiden fra 1984 til 1987. Han fungerede bedst i et 3/5 mands forsvar, hvor han med Ivan Nielsen og Søren Busk foran sig i reelle mandsopdækkende roller, havde frit spil til at overvåge hele banen, hvilket han var eminent til.

Marius Tresor (Frankrig og Ajaccio, Olympique Marseille og Bordeaux)
Han var “Le Bleus” uovertrufne forsvarskonge under VM 78 og VM 82, men desværre for ham var han stoppet på landsholdet, inden “festen” sådan for alvor begyndte i 1984, og derfor er der mange der måske mere tænker Laurent Blanc eller Marcel Desailly når talen falder på store navne i det franske midterforsvar, men før dem var det altså Tresor der styrede tropperne, og han var i mange år en ægte libero hos først Marseille og dernæst Bordeaux. Han var som type nok mest som Ruud Krol, dvs. elegant, men også meget fysisk i sit udtryk, og han når han gik med frem over banen, var det mere med lange træk, end med bolden klistret til fødderne. Det gjorde ham dog ikke mindre effektiv, og netop pga. hans fysiske fremtoning, havde modstanderne særdeles svært ved at stoppe hans glidende løb.

Ulrich Stielike (Vesttyskland og Borussia Mönchengladbach, Real Madrid og Neuchätel Xamax)
“Uli” som han bare hed i folkemunde, var reelt afløseren for “Der Kaiser” i det vesttyske forsvar, hvilket han faktisk gjorde fantastisk, uden dog nogensinde at nå de højder som Beckenbauer nåede. Han var især fantastisk i sine år i Gladbach, i starten i Real Madrid samt ikke mindst under EM 80, som han var med til at vinde + VM 82, hvor han med brødrene Förster foran sig, spillede den ideelle libero rolle, og ofte så man ham tage de karakteristiske løb op i banen, som på mange måder mindede folket om Beckenbauers storhedstid.

Bobby Moore (England og West Ham United, Fulham, San Antonio Thunder, Seattle Sounders, Herning Fremad og Carolina Lightin)
Efter Beckenbauer muligvis den bedste boldspillende centrale forsvarsspiller man nogensinde har set, og i store perioder spillede han en form for libero rolle både for klub- og land, hvor han med England som bekendt vandt VM 66 og opnåede bronze til EM et par år senere. Hans personligt bedste slutrunde var dog måske VM 70, hvor England godt nok ikke vandt, men hvor han set over hele turneringen var den bedste forsvarsspiller, og hans anden plads i Ballon dÒr afstemningen samme år illustrerer hans niveau.

Elias Figueroa (Chile og Santiago Wanderers, Union La Calera, Penarol, Internacional, Palestino, Fort Lauderdale Strikers og Colo Colo)
Han regnes for en af Sydamerikas stærkeste forsvarsspillere nogensinde, og hans præstation med at blive kåret til “Sydamerikas bedste spiller” 3 år i træk fra 1974 til 1976, er kun kopieret en enkelt gang sidenhen (Carlos Tevez 2003 til 2005). Især hans år i de to storklubber Penarol og Internacional var med til at gøre ham kendt i den del af verden, og havde han spillet i Europa havde mange på vore breddegrader givetvis talt om ham i samme åndedrag som f.eks. Stielike eller Krol. Han spillede 47 landskampe for Chile, med hvem han opnåede sølv i Copa America i 1979.

Matthias Sammer (Tyskland og Dynamo Dresden, VfB Stuttgart, Inter Milan og Borussia Dortmund)
En meget moderne type libero, og nok en af de sidste af slagsen, men bestemt ikke en dårlig udgave må man konstatere. Ballon dÒr vinderen fra 1996, var i sin storhedstid blandt de ypperste i verden. Netop 90èrne var markant hans bedste periode, hvor han udover sin individuelle titel var med til at vinde EM 96, et par tyske mesterskaber med Dortmund, Champions League også med Dortmund samt blive kåret til årets bedste spiller i Tyskland 2 gange. Hans var i mange sæsoner en midtbanespiller med et enormt løbepensum, men han blev omskolet til central forsvarsspiller, og under EM 96, hvor han endvidere blev kåret til turneringens bedste spiller, lå han i et tysk 5 mands forsvar som libero, med Babbel og Helmer foran sig, hvilket var nærmest uigennembrydeligt for modstanderne.

Dette var blot et udpluk af historiens største liberoer. Man kunne også nævne navne som Velibor Vasovic, Willie Schulz, Jan Popluhar, Franco Baresi, Daniel Passarella eller Lothar Matthäus i slutningen af dennes karriere.

Man kan måske efter at have læst denne artikel, mene at den primært omhandler enkeltpersonen Franz Beckenbauer, og det er nok ikke helt skævt, idet en position på fodboldbanen vel historisk set aldrig har været så tæt forbundet med en enkelt spiller, som netop libero rollen.

Tak fordi du læste med, jeg håber du hyggede dig, måske blev lidt beriget udi fodboldens krinkelkroge, og ja lige pludselig på genlæs 😉

KBH (DK) 23.09.23