ÅRTIERNES HELTE + HISTORISKE ØJEBLIKKE!

År efter år, årti efter årti dukker de frem – de helt store, fantastiske og underholdende fodboldspillere, som hver især sætter deres uomtvistelige præg på verdensfodbolden, og ikke mindst i vores fodboldbankende hjerter. I takt med at teknologien udvikles, bliver det naturligvis lettere og lettere at følge heltene, men lige siden familierne fik TV ind i stuerne i slut 50èrne – og op igennem 60èrne, kunne hungrende fodboldfans pludselig se deres helte udfolde sig, hvilket tidligere hen udelukkende havde været de få forundt, som var så heldige at skaffe billetter til kampene på stadion. I 1966 blev der for første gang vist VM live ud i stuerne, og i 1970 kunne de der havde anskaffet sig farve TV se hvilken kulør spilletøjet havde, fremfor førhen hvor alt af naturlige årsager udelukkende var sort og hvidt. I 1961 var der en klog mand i Italien ved navn Giuseppe Panini, som fandt på at udgive et fodboldblad, hvori man kunne tilkøbe klistermærker hvorpå forskellige fodboldspillere var afbilledet, og fra- og med VM 70 slutrunden, er der sidenhen udgivet et samlealbum med samtlige deltagende nationers udvalgte spillere. Dette snedige påfund af ophavsmanden til de i vore dage nok så velkendte Panini stickers og album, blev ikke overraskende styrtende rig, og i 2014 som var året med firmaets bedste år, var omsætningen 750 millioner Euro. Andre firmaer har med tiden forsøgt at efterligne Panini guldkalven, heriblandt firmer som Topps og Merlin Publishing, men ingen har nogensinde nået Panini firmaet til “sokkeholderne” som man siger.

I vore dage kan man nærmest dagligt se sine helte på TV, eller på Internettet, og man kan læse om alt hvad den enkelte laver til hverdag – lige fra hvornår han spiser aftensmad, går tur med hunden, hvor stort et hus han har, hvilke ure han elsker, og alt muligt andet mere eller mindre ligegyldigt info. Der udkommer biografier, dokumentar film- og serier, og alskens ting og sager med heltene, så alle har mulighed for at opnå både mætheds- og kvalmegrænsen, såfremt det er hvad man ønsker.

Kigger man årtierne igennem, kan det være vanskeligt at udråbe superstjernen for hvert enkelt årti, siden de første officielle kampe fandt sted i starten af 1900-tallet, men fra- og med 20èrne mener mange at den spanske sprællemand Ricardo Zamora ville være et godt bud på årtiets bedste spiller. Den spanske målmand optrådte både for FC Barcelona og Real Madrid, ligesom han var “numero uno” for “La Roja” – det spanske landshold. I 30èrne er der ikke den store tvivl om at den italienske angriber Giuseppe Meazza (billede) tager prisen som årtiets helt store stjerne. Den karismatiske herre, der udover at være dygtig til at sparke til en fodbold, endvidere var både vinen- og ikke mindst damernes ven, førte sit land frem til verdensmesterskabet både i 1934 og 1938, ligesom han senere hen fik opkaldt Giuseppe Meazza Stadion efter sig. Så kan det vel næsten ikke blive mere legendarisk, og nærmeste rival må være Luis Monti, som var med til at tabe VM finalen med sit fødeland Argentina i 1930, hvorefter han meget praktisk skiftede nationalitet (og klub til Juventus), hvorefter han tørnede ud på samme hold som føromtalte Meazza, nemlig “Gli Azzurri” – det italienske landshold, som så vandt VM finalen i 1934.

Årtiet efter blev halvdelen af årene som bekendt brugt på noget så trist som 2 Verdenskrig, men lidt fodbold blev der dog spillet, og her må duellen om årtiets største stjerne være en kamp mellem Stanley Matthews og Valentino Mazzola. Førstnævnte tørnede ud for Blackpool, en klub som ikke lyder så stjernebestrøet i vore dage, men som dengang i 40èrne, rent faktisk var ganske godt kørende, og Matthews der årtiet efter, noget jovialt, blev den første modtager af Ballon dÒr trofæet i en moden alder af 44 år, var den ubetinget største stjerne i Storbritannien, og qua dette øriges dominerende omdømme på fodboldfronten, kendte de fleste Matthews. Færre kendte måske Mazzola, men Torino FC som han repræsenterede blev regnet for Europas og formentlig verdens bedste klub i 40èrne, og elegantieren var ubetinget sit hold- og lands største stjerne, og da Italien jo 2 gange havde vundet VM (uden Mazzola) årtiet forinden, var italiensk fodbold generelt noget mange holdt et vågent øje, eller måske rettere øre til.

Og så når vi frem til 50èrne, hvor dokumentationen begynder at blive noget mere valid. Her startede både Ballon dÒr kåringerne og Europa Cuppen for Mesterholds turneringerne op, og sideløbende med VM som jo kørte for fuldt blus, blev det hele meget lettere at følge med i. Mange begyndte som tidligere omtalt, at få TV ind i stuerne, så pludselig kendte “alle” Di Stefano, Pele og Puskas m.fl. Herunder har jeg årti for årti opremset hvilken spiller jeg anser som den største over de 10 år. Den største i den forstand, at vedkommendes navn har været verdenskendt, vedkommende har vundet de største titler, spillet i det helt store klubber og/eller ført sig frem på en måde, så man med rette kan udråbe ham som “Årtiets største fodboldstjerne”. I alle årtierne har der naturligvis været konkurrence om hvilken spiller, som jeg har udpeget. Det siger sig selv, for det hele afhænger jo af øjnene der ser. Jeg har dog bestræbt mig til at være så objektiv som det har været mig muligt, og forsøger med en forklaring, eller måske nærmere en udredning under spillerne, at give mine begrundelser. Spillerne der er nævnt udover hvert årtis superspiller, er anført i tilfældig rækkefølge.

50èrne
Det var årtiet hvor USA gik ind i Korea, hvor McDonald, Burger King og Pizza Hut første gang så dagens lys, og det var årtiet hvor de store entertainere hed Marlon Brando, James Dean, Elvis Presley og Chuck Berry, alverdens mænd forgudede Marilyn Monroe og/eller Sophia Loren, og i sportens verden kendte alle bokserne Sugar Ray Robinson, Rocky Marciano og Floyd Patterson, ligesom Juan Manuel Fangio og Stirling Moss viste os alle, hvordan man også kan køre en bil, i hvert fald hvis man er dygtig nok, og bilen har tilstrækkelig med motorkraft. Formel 1 havde sin debutsæson i 1950, og førnævnte Fangio vandt hele 5 verdensmesterskaber i årtiet. Det var også årtiet hvor den knapt så sympatiske Josef Stalin døde, og det var årtiet hvor 23 mennesker mistede livet i München-Riem lufthavnen i 1958, hvor British Airways Flight 609 knækkede midtover. 8 af de døde var fra det berømmede “Busby Babes” hold fra Manchester United, og mange fik nostalgiske flashback til “Grande Torinos” styrt i slutningen af sidste årti – kendt som “Superga air disaster”.

Det var også årtiet hvor TVèrne for alvor kom ud i stuerne, først i de amerikanske hjem, men i slutningen også her i Danmark, så man for alvor kunne nyde fodboldens helte, ja og se hvordan i alverden de så ud, fremfor kun at høre om dem via radio – eller læse om dem flere dage forskudt i de skrevne medier.

Primære hændelser på fodboldfronten
Verdensmester i 1950: Uruguay
Verdensmester i 1954: Tyskland
Verdensmester i 1958: Brasilien
Bedste spiller VM 1950: Zizinho (Brasilien)
Bedste spiller VM 1954: Ferenc Puskas (Ungarn)
Bedste spiller VM 1958: Didi (Brasilien)
Copa America vinder i 1953: Paraguay
Copa America vinder i 1955: Argentina
Copa America vinder i 1956: Uruguay
Copa America vinder i 1957: Argentina
Copa America vinder i 1959: Argentina
Ballon dÒr vinder i 1956: Stanley Matthews (England)
Ballon dÒr vinder i 1957: Alfredo Di Stefano (Argentina og Spanien)
Ballon dÒr vinder i 1958: Raymond Kopa (Frankrig)
Ballon dÒr vinder i 1959: Alfredo Di Stefano (Argentina og Spanien)

Spillere der ikke havde mulighed for at vinde Ballon dÒr pga. nationalitet, men som ellers havde været oplagte kandidater i perioden, og derfor bør nævnes her: Pele, Garrincha, Zizinho, Ademir, Didi og Vava (alle Brasilien), Victor Andrade, Juan Schiaffino, Obdulio Varela og Jose Santamaria (alle Uruguay) samt Antonio Carbajal (Mexico).

Årtiets største spiller: Alfredo Di Stefano
Hans primære titler i årtiet:
Ballon dÒr: 1957 og 1959 + nr. 2 i 1956
Topscorer i Campeonato Professionel (Columbia): 1951 og 1952
Topscorer i La Liga (Spanien): 1953/54, 1955/56, 1956/57, 1957/58 og 1958/59
Europæisk topscorer: 1957/58
Mester med Millonarios (Columbia): 1951 og 1952
Pokalvinder med Millonarios: 1953
Mini VM for klubber: 1953
Mester med Real Madrid: 53/54, 54/55, 56/57 og 57/58
Europa Cup for Mesterhold med Real Madrid: 55/56, 56/57, 57/58 og 58/59
Latin Cup med Real Madrid: 1955 og 1957
Mini VM for klubber: 1956
Spillede landskampe for Spanien i 50èrne.

Faktisk en af de letteste “kåringer” i denne artikel, idet manden de kaldte “Saeta rubia” (“Hvide pil”), ganske enkelt var så overlegen i 50èrne at alle andre store spillere blegner i sammenligningen. I starten af årtiet dominerede han den bedste columbianske række, som bestemt ikke var så dårlig som det umiddelbart lyder, hvilket jo understreges af at han sammen med klubben bl.a. vandt “Mini VM”, en præstation han i øvrigt gentog med Real Madrid nogle år senere. Han vandt langt flere titler end der er opremset herover, bl.a. endnu en Europa Cup for Mesterholds titel, men nu har jeg holdt opremsningen udelukkende til at omhandle hans bedrifter i præcis dette årti.

Hans elegance, hurtighed, teknik og overblik var aldeles sublim, og det må i bedste fald betegnes som “tyveri ved højlys” dag, at han ikke fik Ballon dÒr i dets debutår 1956, hvor han blev nr. 2. Trofæet blev overrakt til den 44 årige Stanley Matthews, hvilket i bedste fald kunne betragtes som en form for “tak for mange års tro tjeneste i fodboldens verden”. Di Stefano var uden sammenligning verdens bedste spiller i hovedparten af årtiet, også selvom der i slutningen dukkede en vis Pele op, men med al respekt for “O Rei”, var det langt fra nok til at dække et helt årti.

Hans største minus var at han aldrig rigtig oplevede succes i landholdsregi, hvor han først repræsenterede sit fødeland Argentina, og sidenhen Spanien i tilsammen 37 landskampe, men han deltog aldrig i en EM eller VM slutrunde.

Bejlere i det årti (tilfældig rækkefølge):
– Pele (Brasilien) – dukkede først op sent i årtiet, og selvom han var med til at vinde VM 58 er det trods alt ikke nok!
– Raymond Kopa (Frankrig) – Frankrigs første store superstjerne, og Ballon dÒr vinder i 1958, nr. 2 i 1959 og nr. 3 i 1956 og 1957.
– Ferenc Puskas (Ungarn) – “Den galopperende major” kom først sent (1958) til Real Madrid, hvor han for alvor blev verdenskendt!
– Stanley Matthews (England) – Første vinder af Ballon dÒr trofæet i 1956, hvor han var oppe i 40èrne, og det var nok årtiet forinden han var bedst!
– Just Fontaine (Frankrig) – Den dag i dag den mest scorende spiller til en enkelt VM slutrunde med 13 mål til VM 58.
– Billy Wright (England) – Englands bedste spiller i årtiet, og den første engelske spiller der rundede 100 landskampe (sluttede på 105) – 3 – foldig engelsk mester med Wolverhampton, og nr. 2 i Ballon dÒr kåringen i 1957. En klippe i forsvaret!
– Sandor Kocsis (Ungarn) – En af de helt store helte på det fantastisk spillende ungarske landshold, omtalt som “Mighty Magyars”, med hvem han var med til at erobre sølv til VM 54. Han kom til FC Barcelona i slutningen af årtiet, hvor han var med til at vinde flere store titler, og havde det ikke været for den østeuropæiske “mur”, havde han givet været i en europæisk storklub tidligere, for han tilhørte den absolutte verdenselite hele årtiet.
– Gerard Hanappi (Østrig) – Velsagtens Østrigs bedste spiller nogensinde, og en afgørende faktor for Rapid Wien, der var en af de førende klubber på europæisk plan i 50èrne. Med sit land opnåede han bronze til VM 54, landets fineste placering nogensinde.
– Fritz Walter (Tyskland) – Verdensmester med Tyskland i 1954, hvor Kaiserslautern helten var det helt store omdrejningspunkt.
– Uwe Rahn (Tyskland) – Ligeledes en af VM heltene fra Tyskland, og nr. 2 i Ballon dÒr kåringen i 1958.
– John Charles (Wales) – Den måske største og bedste spiller Wales nogensinde har produceret, og storspillet for især Leeds United og Juventus, hvor han bl.a. blev topscorer i den bedste engelske række i 56/57 og sæsonen efter i Serie A. Vandt utallige titler især i Juventus, og blev nr. 3 i Ballon dÒr afstemningen i 1958, hvor han samme sommer havde været med til at spille Wales frem til 1/4 finalen til VM. Var ligeglad om han blev brugt som frontangriber eller central forsvarsspiller.
– Duncan Edwards (England) – Selvom han blot var 21 år, da han på tragisk vis omkom i flystyrtet i München i 1958, havde han allered rundet 20 landskampe for England, og 150 ligakampe for Manchester United, med hvem han havde sikret sig 2 mesterskaber. Var engelsk fodbolds mest lysende talent i 50èrne, og en spiller der potentielt kunne have udviklet sig til en af historiens bedste spillere fra den kant.
– Pele (Brasilien) – Naturligvis skal han nævnes, for selvom fænomenet blot var 17 år, da han var med til at vinde det første VM med “Selecao”, så var han bestemt en dominerende figur de sidste 2-3 år af årtiet, og havde sydamerikanske spillere haft mulighed for at vinde Ballon dÒr i på det tidspunkt, havde der nok været mulighed for at “O Rei” havde snuppet trofæet muligvis i 1958 – hvem ved!
– Ademir (Brasilien) – Topscorer til VM 50, hvor han og Brasilien opnåede sølv. En stor fysisk anlagt type, der scorede på næsten alt han rørte ved. Ikke den store tekniske begavelse, men en vigtig brik på Brasiliens mandskab i start 50èrne.
– Garrincha (Brasilien) – Ham her kan man naturligvis ikke komme udenom, da han i sine bedste år, formentlig var klodens bedste tekniske spiller. Hans lige rent teknisk er vel kun set omkring Romario eller Ronaldinho senere hen. Kunne alt med en bold, men ligeså stor hans fodboldevner var, ligeså lille var tilsyneladende hans hjerne – desværre, for han drag sik reelt ihjel og døde som kun 49 årig. Havde efter sigende flere børn, end han scored mål for landsholdet, og det var ikke med den samme kone, for nu at skrive det pænt!
Danske helte: John Hansen, Carl Aage Præst og Karl Aage Hansen.

MIT BUD:

Årtiets hold: Gilmar (Brasilien) – Djalma Santos (Brasilien), Billy Wright (England), Jose Santamaria (Uruguay), Obdulio Varela (Uruguay) – Didi (Brasilien), Josef Bozsik (Ungarn), Raymond Kopa (Frankrig) – Ferenc Puskas (Ungarn), Alfredo Di Stefano (Argentina), Uwe Rahn (Vesttyskland).

Bænk: Lev Yashin (Sovjetunionen), Duncan Edwards (England), Sandor Kocsis (Ungarn), Fritz Walter (Vesttyskland), Niels Liedholm (Sverige), Laszlo Kubala (Ungarn) og Zizinho (Brasilien).

60érne:
Ud af Korea og i fuld gang i Vietnam – ja USA havde travlt i de årtier, og man må også sige at der var en masse særdeles prominente personer fra netop USA, som mistede livet i det årti. Vi sagde farvel til John F Kennedy, Marylon Monroe og Martin Luther King, mens vi andre steder i verden sagde goddag og velkommen til Beatles, Rolling Stones og Bob Dylan, ligesom historiens vel nok mest kendte og profilerede bokser i skikkelse af Cassius Clay, som senere skiftede navn til Muhammad Ali, viste os hvordan man kunne være de fleste overlegne i en boksering. Årtiets store sportsstjerner udenfor fodboldens verden, ja og udover fantastiske Ali, var vel golferne Arnold Palmer og Jack Nicklaus, basketballstjernen Wilt Chamberlain samt tennisvirtuousen Roy Emerson, og i Formel 1 oplevede man helt utroligt 7 forskellige verdensmestre i løbet af de 10 år! Det var også årtiet hvor den første James Bond film Dr No dukkede op, og derved lærte vi Sean Connery at kende, men også navne som Michael Caine, Clint Eastwood og Paul Newman var navne, man lærte at elske på det store filmlærred. Apropos filmlærred, så var det nok især 3 film som definerede årtiet – henholdsvis Psycho, Spartacus og Easy Rider – på hver deres måde.

Primære hændelser på fodboldfronten
Verdensmester i 1962: Brasilien
Verdensmester i 1966: England
Bedste spiller VM 1962: Garrincha (Brasilien)
Bedste spiller VM 1966: Sir Bobby Charlton (England)
Europamester i 1960: Sovjetunionen
Europamester i 1964: Spanien
Europamester i 1968: Italien
Copa America vinder i 1963: Bolivia
Copa America vinder i 1967: Uruguay
Ballon dÒr vinder i 1960: Luis Suarez (Spanien)
Ballon dÒr vinder i 1961: Omar Sivori (Italien)
Ballon dÒr vinder i 1962: Josef Masopust (Tjekkoslovakiet)
Ballon dÒr vinder i 1963: Lev Yashin (Sovjetunionen)
Ballon dÒr vinder i 1964: Denis Law (Skotland)
Ballon dÒr vinder i 1965: Eusebio (Portugal)
Ballon dÒr vinder i 1966: Sir Bobby Charlton (England)
Ballon dÒr vinder i 1967: Florian Albert (Ungarn)
Ballon dÒr vinder i 1968: George Best (Nordirland)
Ballon dÒr vinder i 1969: Gianni Rivera (Italien)

Spillere der ikke havde mulighed for at vinde Ballon dÒr pga. nationalitet, men som ellers havde været oplagte kandidater i perioden, og derfor bør nævnes her: Garrincha, Pele, Gerson, Didi og Vava (alle Brasilien) og Horacio Troche, Antonio Rattin og Silvio Marzolini (alle Uruguay).

Årtiets største spiller: Pele
Hans primære titler i årtiet:
Verdensmester med Brasilien: 1962
Mester med FC Santos (Brasilien): 1961, 1962, 1963, 1965 og 1968
Topscorer i Brasilien: 1961, 1963 og 1964
Copa Libertadores med FC Santos: 1962 og 1963
Topscorer i Libertadores: 1965
VM for klubhold med FC Santos: 1962 og 1963
Topscorer i VM for klubhold: 1962 og 1963
International Super Cup med FC Santos: 1968
Ballon dÒr “Le Nouvean Palmares”: 1960, 1961, 1963 og 1964
(Ballon dÒrs efterrationale omkring spillere der ikke var berettigede på tidspunktet for de officielle kåringer)

Edson Arantes do Nascimento alias “Pele” – “O Rei” (“Kongen”) er jo i mange menneskers hoveder, historiens største, bedste og mest berømte fodboldspiller, og vel reelt personificeringen af begrebet fodbold tør man næsten fristes til at skrive. Den utrolige historie om den blot 17 årige splejs som i årtiet forinden sparker og dribler “Selecao” til sin første VM titel, er nærmest umulig at overgå, og da det hele ender med 3 VM titler, som den eneste nogensinde, er historien jo nærmest fuldendt.

Pele tørnede ud for barndomsklubben FC Santos i hovedparten af sin karriere, og også samtlige år i 60èrne, og selvom nogen måske vil rynke på næsten af brasilianske mesterskaber, så er det værd at bemærke at den brasilianske liga i 60èrne var at regne for en af verdens stærkeste. Alle verdensmestrene fra 1958 og 1962 spillede således i ligaen, hvor det kun var Didi, Vava, Amarildo, Jair da Costa, Altafini og Sani prøvede sig af i klubber i Spanien og Italien, men hjemme i ligaen havde man superstjerner som bl.a. Garrincha, alle førnævnte når de ikke var på europæiske eventyr, Djalma og Nilton Santos, Coutinho, Pepe og mange flere. En bomstærk liga, hvor Pele og Santos erobrede mesterskabet halvdelen af gangene i årtiet, og herudover vandt verdensmesterskabet for klubhold i både 1962 (over Benfica) og 1963 (over AC Milan), samt Super Cuppen (over Internazionale). Disse sejre over de primære europæiske klubber, illustrerer påstanden om hvor stærk den brasilianske liga var på den tid, hvor Pele i Santos spillede sammen med andre verdensmestre som bl.a. Gilmar, Zito, Pepe, Ramos og Mengalvio m.fl.

Pele var på alle måder en ener i sin tid, og den lille mand kunne reelt alt med en bold, og elskede at vise sig frem for publikum, selvom han udenfor banen var beskeden, beleven og altid høflig. En fodboldens gentleman hele vejen igennem, men en ubarmhjertig vinder på banen, hvor han som nævnt nærmest blev synonym med fodbolden over små 20 år, selv efter han i 70èrne drog til amerikansk fodbold og de mange rare Dollars.

Andre emner i det årti (tilfældig rækkefølge):
– Sir Bobby Charlton (England) – Verdensmester og “The Three Lions” omdrejningspunkt i 1966, flerfoldig mester med Manchester United samt dobbelt målscorer i og vinder af Europa Cuppen for Mesterhold i 1968. En storslået spiller, som historisk set vel er Englands største fodboldspiller nogensinde.
– George Best (Nordirland) – Den flamboyante, fantastiske og utrolige spiller, var den første der skabte opmærksomhed også udenfor banen, men på banen var han i verdensklasse det meste af årtiet, og havde koncentrationen været mere udbredt, havde han muligvis været endnu bedre, end han rent faktisk var.
– Denis Law (Skotland) – Ballon dÒr vinder i 1964, og med til at sikre Manchester United Europa Cuppen i 1968, selvom han var skadet i finalen.
– Luis Suarez (Spanien) – Mange omtaler ham som Spaniens bedste spiller nogensinde, og uanset hvad, er han i hvert fald sit lands eneste Ballon dÒr vinder nogensinde, og han var utrolig stærk både i FC Barcelona og hos “Grande Inter”, med hvem han vandt 2 finaler i Europa Cup for Mesterholds turneringen.
– Eusebio (Portugal) – “Den sorte perle” som sammen med Pele blev den første sorte superhelt i fodboldens dengang konservative verden. Han var hurtig, driblestærk og uhyre målfarlig, og udover at vinde Europa Cup for Mesterhold, snuppede han også Ballon dÒr trofæet i løbet af årtiet.
– Uwe Seeler (Vesttyskland) – Indtil Beckenbauer dukkede op, var den lille og bastante HSV angriber, Tysklands darling. Han deltog i de samme 4 VM slutrunder som Pele (58, 62, 66 og 70), men opnåede “kun” sølv som sit bedste resultat, da han var med i VM finalen i 1966.
– Franz Beckenbauer (Vesttyskland) – Var ganske ung i det årti, hvor han først for alvor dukkede op som defensiv midtbanespiller i samme VM finale som omtalt under Seeler. Her havde Beckenbauer en særlig opgave, nemlig at stække Sir Bobby Charlton. Beckenbauer var 20 år i den finale, og allerede her så man tydelige tegn på hvad det kunne drives til, noget som en hel verden fik bevist årtiet efter.
– Garrincha (Brasilien) – Den hjulbenede og kalveknæede superdribler var en af årtiets helt store helte, og i 62-63-64 var han formentlig verdens bedste spiller. Helt ufattelig driblestærk- og glad, og en spiller som efter Pele, var brassernes bedste og mest elskede spiller. Var den helt store helt til VM 62, hvor han i Pele`s skadesfravær det meste af turneringen, drev sit land frem mod VM titlen.
– Lev Yashin (Sovjetunionen) – Måske historiens bedste keeper, og i hvert fald den eneste på den placering, der har modtaget Ballon dÒr trofæet, hvilket han gjorde i 1963.
– Josef Masopust (Tjekkoslovakiet) – Tjekkoslovakiets største fodboldnavn nogensinde, og en nydelse at se på en fodboldbane. Elegant og med et sublimt overblik. Førte sit land til VM finalen i 1962, og opnåede bronze til EM 60. Modtog Ballon dÒr trofæet som bevis på sin kunnen i 1962.
– Bobby Moore (England) – Kaptajnen og holdets absolutte førerhund, da England vandt VM 66. Elegant, stærk og hurtig, og teknisk uovertruffen, og historisk vel kun overgået af Beckenbauer som teknisk velfunderet forsvarsspiller.
– Gianni Rivera (Italien) – Var det unge stjerneskud der dukkede op i løbet af årtiet, hvor han med AC Milan vandt Europa Cuppen, og til sidst før overgangen til 70èrne blev kronet qua Ballon dÒr trofæet. Elegant 10èr som styrede AC Milan i 15-17 sæsoner.
– Giacinto Facchetti (Italien) – Verdens bedste venstre back, i hvert fald indtil landsmanden Paolo Maldini dukkede op, og på mange måder lidt ala`samme type. Høj, stærk og senet – nærmest umulig at komme forbi, og med offensive raids op af venstre side på “Grande Inter” mandskabet og for “Gli Azzurri”.
– Sandro Mazzola (Italien) – Riveras modstykke hos rivalerne fra Internazionale, og den store spiller sammen med spanske Suarez, da “Grande Inter” vandt 2 Europa Cup for Mesterholds trofæer. Mange mente talentet var større end faderens, som var Valentino Mazzola, manden der styrede FC Torino i 40èrne.
– Silvio Marzolini (Uruguay) – Formentlig den stærkeste forsvarsspiller der nogensinde er udviklet i Uruguay, og måske blandt de bedste overhovedet i Sydamerika.
– Jimmy Greaves (England) – Verdensmester i 1966, og i mange sæsoner blandt de mest målfarlige spillere i den bedste engelske række, hvor han især tørnede ud for Tottenham Hotspur. Var også et smut i AC Milan.
– Paul van Himst (Belgien) – Muligvis Belgiens bedste spiller nogensinde, og i sine bedste år en sindsyg stærk spiller, som bla. i 1964 sluttede som nr. 4 i Ballon dÒr afstemningen, og vandt utallige titler med RSC Anderlecht, i den tid hvor den belgiske liga vel og mærke var blandt de bedste i Europa.
Danske helte: Harald Nielsen, Henning Enoksen og Ole Madsen.

MIT BUD:

Årtiets hold: Lev Yashin (Sovjetunionen) – Silvio Marzolini (Uruguay), Bobby Moore (England) Armando Picchi (Italien), Giacinto Facchetti (Italien) – Luis Suarez (Spanien), Sir Bobby Charlton (England), George Best (Nordirland) – Garrincha (Brasilien), Pele (Brasilien), Eusebio (Portugal).

Bænk: Gordon Banks (England) – Tarcisio Burgnich (Italien), Karl-Heinz Schnellinger (Vesttyskland), Gianni Rivera (Italien), Sandro Mazzola (Italien), Uwe Seeler (Vesttyskland) og Kurt Hamrin (Sverige).

70èrne:
Der var både gode og dårlige ting i det årti, akkurat som i de fleste andre årtier, men noget af det bedste var dog at den grimme og flittigt omtalte Vietnam krig, omsider sluttede omkring midt i årtiet, men til gengæld skulle politik og sport i den grad blive blandet sammen, da “Black September”, en ondsindet gruppering af palæstinensere, myrdede 11 israelske atleter til OL 72 i München. Det var også årtiet hvor navne som Thatcher, Sadam Hussein, Idi Amin og Pol Pot hver især blev kendt på godt og ondt, og det var i de år at Concorden første gang tordnede igennem skyerne, ligesom alverdens hjem pludselig kunne beriges med mikroovne, bilerne kunne udstyres med nærmest tonstunge mobiltelefoner, som ikke var synderligt mobile, og alt i mens hyggede Anker Jørgensen om vort lille land!

Knap så hyggeligt var det, da en af historiens mest epokegørende film – “Jaws” alias “Dødens gab” ramte alverdens biografer, og det blev ikke mindre skræmmende da først Godfather 1 og dernæst efterfølgeren kom indenfor få år. Det var dog filmkunst på øverste hylde, akkurat som Gøgereden, The Deer Hunter og Grease for så vidt også var det, og pludselig var vi alle nærmest på fornavn med Al Pacino, Jack Nicholson, Robert De Niro og Sylvester Stallone, ligesom alverdens piger hvinede når John Travolta indtog dansegulvet, mens bebumsede drenge teenagere skulede misundeligt! På musiksiden var årtiet måske det mest revolutionerende nogensinde med bands som bl.a. ABBA, Black Sabbath, Led Zeppelin, Eric Clapton og Pink Floyd, og apropos sidstnævnte, så blev deres album “The dark side of the moon” fra 1973, årtiets mest sælgende – hverken mere eller mindre! Også på sportssiden blev vi ikke snydt, og nu på grumset farve TV kunne man nyde Bjørn Borg, Jimmy Connors og den flabede John McEnroe smaske tennisbolde over nettet, Niki Lauda kørte fra dem alle sammen – lige indtil han ikke gjorde, og den spinkle Nadia Comaneci blev et symbol på Østeuropas ekstreme sportsambitioner!

Primære hændelser på fodboldfronten
Verdensmester i 1970: Brasilien
Verdensmester i 1974: Vesttyskland
Verdensmester i 1978: Argentina
Bedste spiller VM 1970: Pele (Brasilien)
Bedste spiller VM 1974: Johan Cruyff (Holland)
Bedste spiller VM 1978: Mario Kempes (Argentina)
Europamester i 1972: Vesttyskland
Europamester i 1976: Tjekkoslovakiet
Copa America vinder i 1975: Peru
Copa America vinder i 1979: Paraguay
Ballon dÒr vinder i 1970: Gerd Müller (Vesttyskland)
Ballon dÒr vinder i 1971: Johan Cruyff (Holland)
Ballon dÒr vinder i 1972: Franz Beckenbauer (Vesttyskland)
Ballon dÒr vinder i 1973: Johan Cruyff (Holland)
Ballon dÒr vinder i 1974: Johan Cruyff (Holland)
Ballon dÒr vinder i 1975: Oleg Blokhin (Sovjetunionen)
Ballon dÒr vinder i 1976: Franz Beckenbauer (Vesttyskland)
Ballon dÒr vinder i 1977: Allan Simonsen (Danmark)
Ballon dÒr vinder i 1978: Kevin Keegan (England)
Ballon dÒr vinder i 1979: Kevin Keegan (England)

Spillere der ikke havde mulighed for at vinde Ballon dÒr pga. nationalitet, men som ellers havde været oplagte kandidater i perioden, og derfor bør nævnes her: Gerson, Pele, Jairzinho, Zico, Roberto Rivellino, Tostao og Carlos Alberto (alle Brasilien), Leonel Sanchez og Elias Figueroa (begge Chile), Hector Chumpitaz og Teofilo Cubillas (begge Peru) og Daniel Passarella og Mario Kempes (begge Argentina).

Årtiets største spillere: Franz Beckenbauer og Johan Cruyff
Deres primære titler i årtiet:
Franz Beckenbauer
Ballon dÒr: 1972 og 1976 + nr. 2 i 1974 og 1975
Udtaget til VM Allstars hold: 1970 og 1974
Udtaget til EM Allstars hold: 1972 og 1976
Verdensmester med Vesttyskland: 1974 + bronze i 1970
Europamester med Vesttyskland: 1972 + sølv i 1976
Vinder af Bundesligaen med Bayern München: 71/72, 72/73 og 73/74
Tysk pokalvinder med Bayern München: 70/71
Europa Cup for Mesterhold med Bayern München: 73/74, 74/75 og 75/76
VM for klubhold med Bayern München: 1976

Johan Cruyff
Ballon dÒr: 1971, 1973 og 1974 + nr. 3 i 1975
Udtaget til VM Allstars hold: 1974
Sølv med Holland: VM 74
Bronze med Holland: EM 76
Kåret til VM`s bedste spiller: 1974
Europæisk topscorer: 71/72
Topscorer i Eresdivisie: 71/72
Mester i Eresdivisie med Ajax Amsterdam: 69/70, 71/72 og 72/73
Vinder af KNVB Cup (pokalturnering) med Ajax Amsterdam: 70/71 og 71/72
Europa Cup for Mesterhold med Ajax Amsterdam: 70/71, 71/72 og 72/73
Europæisk Super Cup med Ajax Amsterdam: 1972
VM for klubhold med Ajax Amsterdam: 1972
Vinder af La Liga med FC Barcelona: 73/74
Vinder af Copa del Rey med FC Barcelona: 77/78

70èrne er vel det tætteste vi kommer på 10èrnes rivalisering mellem Messi og Cristiano Ronaldo, i det Cruyff og Beckenbauer delte 5 Ballon dÒr trofæer mellem sig, + tilsammen vandt 6 Europa Cup for Mesterholds trofæer. Cruyff var den elegante, dribleglade og flamboyante spiller, der med et talent der vel historisk kun overgås af typer som Best, Garrincha eller Messis, forførte hele verden i start 70èrne. At han aldrig vandt noget med “Orange” var utroligt, men han var uheldig at “Der Kaiser” og Vesttyskland toppede samtidig med Holland.

Cruyff var formidabel i Ajax, og han fortsatte i Barcelona, som han førte til sit første mesterskab i mange år. Han blev kåret til VM 74`s bedste spiller, selvom han sammen med Holland tabte finalen. Og netop finalen udstillede hvor fantastisk Beckenbauer var. Den stoute vesttysker styrede sit land og Bayern München til alt hvad der var at vinde, og han bar som det naturligste anførerbindet hele vejen. Den fødte leder, og teknisk fantastisk, og de færreste tvivler på om han har været historiens stærkeste forsvarsspiller. 

Andre emner i det årti (tilfældig rækkefølge):
– Gerd Müller (Vesttyskland) – Udover at være årtiets første Ballon dÒr vinder, blev den lille bastante vesttysker topscorer til VM 70, og han var, sammen med Beckenbauer og Maier, hovedkræfterne bag sit lands EM og VM triumfer senere i årtiet. En formidabel angriber, og muligvis historiens bedste som rendyrket 9èr.
– Kevin Keegan (England) – Dobbelt Ballon dÒr vinder illustrerer niveauet, da “The Mighty Mouse” var bedst, hvilket han var i slutningen af sin tid i Liverpool + årene med HSV. En energisk driblende angriber, som på sine bedste dage kunne splitte ethvert forsvar.
– Günter Netzer (Vesttyskland) – Den flamboyante vesttysker med det lange flagrende lyse hår, var modsætningen til den kontrollerede Beckenbauer, og den utrolige playmaker havde det da også svært omkring landsholdet, hvor han dog både var med til at vinde EM og VM, men efter han forlod Gladbach til fordel for Real Madrid, dalede hans stjerne hjemme i Vesttyskland.
– Teofilo Cubillas (Peru) – Muligvis Perus bedste spiller nogensinde, og en spillertype som man ikke ser mange af længere. Fysisk utrolig stærk, antrit som en gepard og skudstyrke som Rainer Bonhof!
– Sepp Maier (Vesttyskland) – Muligvis 70èrns bedste keeper, eller i hvert fald den mest karismatiske af dem alle sammen. Utrolige refleksredninger, enormt temperament og en stor humørbombe for Bayern München og det vesttyske landshold, med hvem han fejrede alle tænkelige triumfer.
– Wolfgang Overath (Vesttyskland) – Akkurat som man i årtiet forinden havde duellen mellem Rivera og Mazzola, havde Vesttyskland det omkring Netzer og Overath. De var begge to bedst som offensive playmakere – typiske 10ère, men det var sjældent at landstræneren Helmut Schøn fandt plads til dem begge. Overath var Kölner hele karrieren igennem, og på sine bedste dage helt ufattelig dygtig!
– Paul Breitner (Vesttyskland) – Alsidig og ung dukkede den krøllede Breitner frem i start 70èrne, hvor han var med til at vinde det hele med klub og land, inden han røg i totterne med Beckenbauer og CO, hvorefter der gik mange år før man igen så ham omkring landsholdet. Spillede akkurat som føromtalte Netzer, en periode i Real Madrid, men var ellers mest kendt for sine mange år i Bayern München. Spillede både venstre back og defensiv midtbane/central midtbane lige godt, så det afhang af hvor træneren ønskede at bruge ham på dagen.
– Roberto Rivellino (Brasilien) – Manden med tordendrønet, og en af de bedste winger “Selecao” nogensinde har skabt. Verdensmester og stor profil da brasserne vandt VM 70, og hele vejen i årtiet var han den store organisator for det brasilianske landshold.
– Jairzinho (Brasilien) – En af de store helte fra det utroligt godt spillende brasser landshold der vandt VM 70, hvor han formåede at score i samtlige Brasiliens 7 kampe, en bedrift der aldrig er gentaget. Overtog Garrinchas plads som højre wing på landsholdet, og nåede da han var bedst næsten op og snuse til forgængerens niveau.
– Johan Neeskens (Holland) – Stod i skyggen af sin navnebroder med efternavnet Cruyff både i Ajax, for Orange og i FC Barcelona, men ikke desto mindre var han reelt verdensklasse hele årtiet for alle hold han optrådte for. En energiks midtbanespiller med et hårdt skud, og en fin indstilling.
– Gerson (Brasilien) – Var den stille kraft da Brasilien vandt VM 70, hvor han lå på den centrale midtbane, og totalt styrede opspillet. Alle bolde gik igennem ham, og havde han ikke kæmpet med skader, havde hans omdømme formentlig være om muligt endnu større.
– Mario Kempes (Argentina) – Man kendte godt den flagrende angriber fra tidligere i 70èrne, men han fik først for alvor sit verdensgennembrud, da han skød Argentina helt til tops i VM 78, hvor han blev hele turneringens topscorer.
– Daniel Passarella (Argentina) – Anfører og ledestjerne for det argentinske VM hold i 78, og eneste argentiner der har 2 VM titler, hvilket skete da han også var med 8 år senere, dog udelukkende på bænken, men medaljen fik han. En formidabel stærk central forsvarsspiller, der uden sammenligning regnes for sit lands bedste defensive spiller nogensinde.
– Allan Simonsen (Danmark) – Dansk fodbolds første verdensstjerne – sådan for alvor, hvilket blev forseglet, da han overraskende men fortjent modtog Ballon dÒr trofæet i 1977. Han havde samme år været fantastisk spillende for Gladbach, der dog tabte finalen i Europa Cuppen for Mesterhold, og mange, nok incl. ham selv, havde sikkert ønsket at han måske bare var 3-4 år yngre, så han kunne have været med da det for alvor blev sjovt årtiet efter.
– Oleg Blokhin (Sovjetunionen) – Den første store stjerne fra Østblokken efter Lev Yashin, og manden der førte Dynamo Kiev ud til europæiske triumfer, hvilket sammenholdt med hans VM indsats til VM 74, gjorde at han modtog Ballon dÒr trofæet året efter.
Danske helte: Allan Simonsen, Henning Jensen, Per Røntved og Johnny Hansen.

MIT BUD:

Årtiets hold: Sepp Maier (Vesttyskland) – Berti Vogts (Vesttyskland), Franz Beckenbauer (Vesttyskland), Daniel Passarella (Argentina), Ruud Krol (Holland) – Paul Breitner (Vesttyskland), Johan Neeskens (Holland), Wolfgang Overath (Vesttyskland) – Johan Cruyff (Holland), Gerd Müller (Vesttyskland), Roberto Rivellino (Brasilien).

Bænk: Ronnie Hellström (Sverige), Marios Tresor (Frankrig), Günter Netzer (Vesttyskland), Kazimierz Deyna (Polen), Mario Kempes (Argentina), Rob Rensenbrink (Holland) og Kevin Keegan (England).

80èrne:
Musikstilen skiftede fra det noget mørke og hårdføre, til lettere og gladere toner, hvor især Duran Duran, Whitney Houston, Madonna og Michael Jackson var førende, og apropos sidstnævnte, så skulle albummet “Thriller” vise sig at være historiens indtil dato mest sælgende musikalbum – hverken mere eller mindre. Han var tilsyneladende en skidt karl, men synge og danske det kunne han bestemt! Danse kunne Super Mario også, og den lille moustache prydede figur kom ud i alle stuerne, hvor folket sad og legede med det nye hit – Commodore 64, der blev en monster succes på verdensplan. Også Walkman blev allemandseje – man skulle have en sådan i bæltet, indeholdende præcis det kassettebånd man nu elskede, og så opdagede man pludselig at Tom Cruise ikke “kun” var pigernes smilende helt, men han kunne minsandten også spille skuespil – tilmed på højt niveau, hvilket han sammen med Dustin Hoffmann demonstrerede i Rain Main. Hvis vi bliver i filmverdenen, så var det også årtiet hvor nok så berømte film epoker som Fredag den 13ènde, Halloween og Poltergeist dukkede op, og så kom også min personlige gyserfilm alltime – The Shining – Ondskabens Hotel med en sprudlende Jack Nicholson op på det store lærred. Udover fantastiske Nicholson, var det navne som Meryl Streep, Eddie Murphy og tidligere omtalte Tom Cruise, som var de store navne, og pludselig dukkede U2 op – nærmest ud af det blå, og i 1987 sendte de deres mest sælgende album til dato, på gaden i form af “Joshua Tree”.

På sportssiden var 80èrne velsagtens et af de mere produktive perioder, illustreret ved at navne som Michael Jordan, Larry Bird, Wayne Gretzky og Carl Lewis dukkede op, men desværre huskes årtiet også for at Oluf Palme med skudt ned på åben gade i Stockholm, så alt var ikke rosenrødt. Hopper vi tilbage til filmens verden, så afløste Roger Moore Sean Connery i rollen som hele verdens James Bond, og en tidligere skuespiller i skikkelse af Ronald Reagan, blev lige pludselig præsident for USA, og dermed klodens vigtigste person. Endelig sagde vi goddag til MTV, Ray Ban solbriller og Metallica, der tilmed havde en dansk trommeslager, og det var også i det årti at det danske fodboldlandshold omsider kvalificerede sig til en VM slutrunde – endelig!

Hov – vi må ikke glemme Falklandskrigen, hvor overlegne englændere invaderede en mindre argentinsk ø, eller hvad med muren der delte øst og vest – den blev revet ned, eller nedrivningen blev i hvert fald påbegyndt i 1989!

Primære hændelser på fodboldfronten
Verdensmester i 1982: Italien
Verdensmester i 1986: Argentina
Bedste spiller VM 1982: Paolo Rossi (Italien)
Bedste spiller VM 1986: Diego Maradona (Argentina(
Europamester i 1980: Vesttyskland
Europamester i 1984: Frankrig
Europamester i 1988: Holland
Copa America vinder i 1983: Uruguay
Copa America vinder i 1987: Uruguay
Copa America vinder i 1989: Brasilien
Ballon dÒr vinder i 1980: Karl-Heinz Rummenigge (Vesttyskland)
Ballon dÒr vinder i 1981: Karl- Heinz Rummenigge (Vesttyskland)
Ballon dÒr vinder i 1982: Paolo Rossi (Italien)
Ballon dÒr vinder i 1983: Michel Platini (Frankrig)
Ballon dÒr vinder i 1984: Michel Platini (Frankrig)
Ballon dÒr vinder i 1985: Michel Platini (Frankrig)
Ballon dÒr vinder i 1986: Igor Belanov (Sovjetunionen)
Ballon dÒr vinder i 1987: Ruud Gullit (Holland)
Ballon dÒr vinder i 1988: Marco van Basten (Holland)
Ballon dÒr vinder i 1989: Marco van Basten (Holland)

Spillere der ikke havde mulighed for at vinde Ballon dÒr pga. nationalitet, men som ellers havde været oplagte kandidater i perioden, og derfor bør nævnes her: Zico, Socrates, Junior, Falcao og Eder (alle Brasilien), Roger Milla (Cameroun), Diego Maradona (Argentina), Cha Bum-Kun (Sydkorea), Ruben Paz (Uruguay), Hugo Sanchez (Mexico) og Julio Cesar Romero (Paraguay).

Årtiets største spiller: Diego Maradona
Hans primære titler i årtiet:
Verdensmester med Argentina: 1986
Kåret til bedste spiller: VM 86
Flest assist: VM 86
Udtaget til turneringens Allstar hold: VM 86 og VM 90
Årets spiller i Sydamerika: 1980, 1986 og 1989
Topscorer i Primera Division (Argentina): 1980
Vinder af Copa del Rey med FC Barcelona: 82/83
Vinder af UEFA Cup turneringen med SSC Napoli: 88/89
Vinder af Serie A med SSC Napoli: 86/87
Vinder af Coppa Italia: 86/87

Uden sammenligning overhovedet, var Maradona individualisten som førte sit land frem til en VM titel, hvilket skete i 1986, og havde heldet været blot en smule på hans og Argentinas side, havde de gentaget triumfen 4 år senere, hvor de var det bedst spillende hold, men det giver som sagt ikke trofæer! Han repræsenterede Boca Juniors, FC Barcelona og SSC Napoli i årtiet, og især i sidstnævnte klub blev han forgudet, ikke mindst efter at han førte holdet frem til dets første mesterskab nogensinde.

Han var en kontroversiel personlighed, der aldrig gik af vejen for at udtrykke sin mening, og hans privatliv var ikke altid helt retlinet – for nu at skrive det pænt, men som fodboldspiller var han den største i historien – i hvert efter denne forfatters beskedne mening! 

Andre emner i det årti (tilfældig rækkefølge):
– Michel Platini (Frankrig) – Modtager af Ballon dÒr trofæet 3 år i træk, og en helt eminent spiller i sine bedste år, som især var i Juventus. Han førte Frankrig frem til EM titlen i 1984, hvor han scorede 9 mål i 5 kampe, og han spillede altså ikke angriber, men lå som en luksus 10èr bag angriberne.
– Karl-Heinz Rummenigge (Vesttyskland) – Indledte årtiet med 2 Ballon dÒr trofæer, vandt EM med Vesttyskland, og var i 2 VM finaler i årtiet, alt sammen præstationer der understreger hans fantastiske niveau som en af de bedste tyskere/vesttyskere nogensinde.
– Paolo Rossi (Italien) – Var Italiens bedste spiller i det sidste VM i forrige årti, og gentog i den grad præstationen til VM 82, hvor han efter en mildt sagt sløv start eksploderede, og sluttede turneringen af med at kunne kalde sig VM topscorer, hvilket var hovedårsagen til at han senere på året modtog Ballon dÒr trofæet.
– Marco Tardelli (Italien) – Blev verdenskendt da han, efter sin flotte scoring i VM 82 finalen, løb en halv banelængde, mens han skreg sin glæde ud! En fantastisk stærk midtbanemotor, der var uundværlig både for “Gli Azzurri” og Juventus i mange år.
– Marco van Basten (Holland) – Smadrede mål ind i den hollandske Eresdivisie, og fortsatte da han skiftede til AC Milan, som han var med til at føre til noget nær alle triumfer. Han modtog Ballon dÒr trofæet 2 gange til sidst i årtiet, ikke mindst efter hans indsats da Holland vandt EM 88. Regnes den dag i dag for en af historiens bedste angribere.
– Ruud Gullit (Holland) – Også en hollandsk Ballon dÒr vinder, og ligesom van Basten, en af hovedkræfterne for AC Milan og Holland i 80èrne og op igennem næste årti.
– Franco Baresi (Italien) – Den italienske styrmand, der i starten af årtiet stod i skyggen af Gaetano Scirea på landsholdet, men han modtog dog sin VM guldmedalje ovenpå Italiens triumf i 1982, selvom han ikke kom på banen. Det gjorde han så til gengæld i mange år for AC Milan, hvor han sammen med Maldini, var de styrende defensive kræfter, og i sine bedste år, var han formentlig verdens stærkeste centrale forsvarsspiller.
– Gary Lineker (England) – VM topscorer i 1986, og en af få englændere der prøvede sig af udenfor landet, da han skiftede til FC Barcelona, hvilket dog blev en blandet succes.
– Hugo Sanchez (Mexico) – En af de største målhelte i Real Madrids historie. En uforlignelig lille “trold” af en spiller, der akkurat som Romario fra Brasilien, formåede at være præcis hvor han skulle – når han skulle!
– Zico (Brasilien) – En af brassernes største 10ère i historien, og kun uheld gjorde at han ikke opnåede at blive verdensmester som alle de andre største brassere. En utrolig dygtig offensiv midtbane/angriber, der især blev berømt for sine præstationer under VM 82, og også kortvarigt var forbi Udinese Calcio i Serie A, men ellers primært kendt for sin tid i Flamengo, som han bl.a. var med til at gøre til klub verdensmester efter sejr over Liverpool.
– Socrates (Brasilien) – Med på samme tid og hold som Zico, og en helt utrolig dygtig og anderledes spillertype, der ligesom Zico også prøvede sig af i Italien, hvor han kortvarigt tørnede ud for Fiorentina. Ellers mest kendt for at være uddannet psykiater, hvilket han praktiserede efter fodboldkarrieren.
– Sir Kenny Dalglish (Skotland) – Han afløste superstjernen Keegan i Liverpool, og opnåede om muligt endnu mere succes i klubben, end hvad forgængeren havde oplevet. Regnes af mange som Skotlands bedste spiller i historien.
Danske helte: Preben Elkjær, Morten Olsen, Frank Arnesen og Søren Lerby.

MIT BUD:

Årtiets hold: Harald Schumacher (Vesttyskland) – Giuseppe Bergomi (Italien), Gaetano Scirea (Italien), Franco Baresi (Italien), Antonio Cabrini (Italien) – Marco Tardelli (Italien), Michel Platini (Frankrig), Diego Maradona (Argentina) – Karl-Heinz Rummenigge (Vesttyskland), Paolo Rossi (Italien), Marco van Basten (Holland).

Bænk: Peter Shilton (England), Eric Gerets (Belgien), Ronald Koeman (Holland), Bernd Schuster (Vesttyskland), Ruud Gullit (Holland), Zico (Brasilien) og Kenny Dalglish (Skotland).

90èrne:
Den glade musikstil fortsatte, og nu hed stjernerne Celine Dion, Maria Carey og Spice Girls`kvintet, sideløbende med at store film blev åbenbaret, heriblandt mesterværker som Braveheart, Titanic, Ondskabens Øjne og Forrest Gump, hvilket medførte at navne som Tom Hanks, Anthony Hopkins, Mel Gibson og Leonardo DiCaprio blev allemands eje. Det var også årtiet hvor internettet for alvor fik fat i os mennesker, og i løbet af årtiet dukkede hjemmesider op for bl.a. IMDb, eBay og Amazon, alt i mens ungdommen sad klinet til dummekassen hjemme i stuerne, for TV serier som Beverly Hills 90210, Baywatch og Seinfeld brød i den grad igennem, og blev kasse successer, som sjældent oplevet. Desværre var det også et særdeles blodigt årti, hvor man i Jugoslavien så at naboer pludselig blev dødsfjender, i en af historiens mest modbydelige krige, og bombeangreb i Oklahoma, Manchester og Omagh m.fl. dræbte alt for mange mennesker. Vi sagde også farvel til Prinsesse Diana, der på tragisk vis omkom i en tunnel i Paris, og så var det også årtiet hvor historiens måske største narkogangster i skikkelse af Pablo Escobar døde, efter at amerikanske specieltropper havde skudt ham ned.

På den positive side kan man heldigvis konstatere at Nelson Mandela, efter 30 år i fangenskab, omsider blev løsladt, og i USA kunne man følge “Trial of the century” – hvilket inkluderede en nok så kendt O.J. Simpson, som overraskende blev frifundet for 2 mord i sidste ende, hvilket mange ikke havde regnet med, men det var en af de første gange en hel verden måbende kunne følge en retssag live fra retssalen.

I sportens verden lærte vi den karismatiske Andre`Agassi at kende, ligesom Pete Sampras, Lance Amstrong, Shaquille O`Neal, Ayrton Senna og Mike Tyson hver især satte deres utvetydige aftryk på årtiet!

Primære hændelser på fodboldfronten
Verdensmester i 1990: Vesttyskland
Verdensmester i 1994: Brasilien
Verdensmester i 1998: Frankrig
Bedste spiller VM 1990: Salvadore Schilacci (Italien)
Bedste spiller VM 1994: Romario (Brasilien)
Bedste spiller VM 1998: Ronaldo Nazario
Europamester i 1992: Danmark
Europamester i 1996: Tyskland
Copa America vinder i 1991: Argentina
Copa America vinder i 1993: Argentina
Copa America vinder i 1995: Uruguay
Copa America vinder i 1997: Brasilien
Copa America vinder i 1999: Brasilien
Ballon dÒr vinder i 1990: Lothar Matthäus (Vesttyskland)
Ballon dÒr vinder i 1991: Jean-Pierre Papin (Frankrig)
Ballon dÒr vinder i 1992: Marco van Basten (Holland)
Ballon dÒr vinder i 1993: Roberto Baggio (Italien)
Ballon dÒr vinder i 1994: Hristo Stoichkov (Bulgarien)
Ballon dÒr vinder i 1995: George Weah (Liberia)
Ballon dÒr vinder i 1996: Matthias Sammer (Tyskland)
Ballon dÒr vinder i 1997: Ronaldo Nazario (Brasilien)
Ballon dÒr vinder i 1998: Zinedine Zidane (Frankrig)
Ballon dÒr vinder i 1999: Rivaldo (Brasilien

Spillere der ikke havde mulighed for at vinde Ballon dÒr pga. nationalitet, men som ellers havde været oplagte kandidater i perioden, og derfor bør nævnes her: Diego Maradona, Gabriel Batistuta og Fernando Redondo (alle Argentina), Careca, Romario og Bebeto (Brasilien), Carlos Valderrama (Columbia), Enzo Francescoli (Uruguay) og Jay-Jay Okocha (Nigeria).

Årtiets største spiller: Lothar Matthäus
Hans primære titler i årtiet:
Ballon dÒr: 1990
Årets spiller i Tyskland: 1990 og 1999
Årets mål i Bundesligaen: 1990 og 1992
Verdensmester med Vesttyskland: 1990
Udtaget til Allstar holdet til VM: 1990
Tysk mester med Bayern München: 93/94, 96/97 og 98/99
Tysk pokalvinder med Bayern München: 97/98
Vinder af UEFA Cup turneringen med Bayern München: 95/96
Vinder af UEFA Cup turneringen med Internazionale: 90/91

“Motoren” på det Vest/tyske landshold i 2 årtier, og Europamester i 1980, Verdensmester i 1990 og så taber af den famøse finale i Champions League i 98/99 mod Manchester United, den eneste titel han manglede for at komme i det uendelige lille “totale selskab” (sammen med Lionel Messi, Ronaldinho, Rivaldo, Franz Beckenbauer, Gerd Müller og Zinedine Zidane) af spillere som har vundet “The four great things” – VM, EM eller Copa America, Ballon dÒr samt Europa Cup for Mesterhold/Champions League. Men selvom Matthäus ikke lykkedes med det sidste trofæ, hvor han som 38 årig blev taget ud 10 minutter før tid i finalen, vandt han en masse andre ting, og han var anføreren og det helt store omdrejningspunkt da Vesttyskland vandt VM pokalen i 1990, efter at han og næsten det samme hold, 4 år tidligere havde tabt til Maradona og Argentina.

Han var særdeles alsidig som type i sin lange karriere, hvor han spillede både central forsvar, defensiv midt, løbende 8èr og sågar konstruktiv 10èr. Jeg ser ham nu mest som den defensive midtbanemotor, der går med frem i banen når muligheden foreligger, hvilket han var eminent til både i sin tid i Gladbach, Bayern München over et par gange, samt i Internazionale FC, hvor han blev en elsket figur for sin evige fight, og sit vinderinstinkt.

Fremstår som en af historiens største tyske spillere, og er med i det øverste lag sammen med spillere som Fritz Walter, Uwe Seeler, Franz Beckenbauer og Gerd Müller + muligvis et par stykker yderligere. Har den dag i dag den tyske rekord i landskampe med de 150 han opnåede.

Andre emner i det årti (tilfældig rækkefølge):
– Roberto Baggio (Italien) – 90èrnes lysende stjerne i Italien, Ballon dÒr modtager i 1993, og overordnet set en af de mest populære spillere nogensinde i italiensk fodbold. En utrolig dribler, hurtig på fødderne og særdeles målfarlig, uanset om han var placeret på kanten, som 10èr eller som decideret angriber.
– Ronaldo Nazario (Brasilien) – Måske verdens bedste angriber nogensinde, afhængig af øjnene der ser, og man tænker konstant på hvor utrolig han kunne have været, såfremt han ikke havde været plaget så meget af skader. Han spillede i flere store klubber, og vandt det meste man kan vinde + modtog Ballon dÒr 2 gange, første gang i 1997.
– Zinedine Zidane (Frankrig) – En af historiens helt store spillere, og havde han ikke nikket Materazzi en skalle i VM finalen i 2006, kunne han formentlig have kaldt sig dobbelt verdensmester i dag, da Frankrig var markant ovenpå da Zidane fortjent modtog det røde kort. Sådan gik det altså ikke, men derfor kan han alligevel godt se tilbage på en formidabel karriere, hvor han som en af få vandt alle de primære titler.
– David Beckham (England) – En af de første der gjorde sine fodboldevner og ikke mindst sit gode udseende, til en særdeles profitabel forretning også udenfor banen. Han havde et fantastisk frispark, og i det hele taget var han formentlig årtiets bedste på dødbolde.
– Michael Laudrup (Danmark) – Danmarks uovertruffen bedste spiller nogensinde, og med til at føre FC Barcelona og Real Madrid helt frem i det årti, hvor han også var med til at vinde den fineste europæiske klubtitel. Sluttede af på det danske landshold efter VM 98, hvor han som anfører var med til at føre holdet frem til kvartfinalen, som dog blev tabt til Brasilien.
– Peter Schmeichel (Danmark) – I tæt kamp med Lev Yashin, vurderer jeg den store dansker som historiens bedste keeper, hvilket naturligvis primært skyldes hans sæsoner i Manchester United + at han var nøglespilleren da Danmark sensationelt vandt Europamesterskabet i 1992.
– Eric Cantona (Frankrig) – Den afgørende brik i Sir Alex Fergusons bestræbelser på at gøre Manchester United til det førende hold i engelsk fodbold – det er i hvert fald hvad den iltre skotte har udtalt, og det er da helt sikkert også åbenlyst at den flamboyante franskmand, i den grad satte sit præg i engelsk fodbold.
– Jürgen Klinsmann (Vesttyskland) – Verdensmester i 1990 og Europamester i 1996, så et fuldent årti for den langhårede tysker, der høstede stor succes især i Bayern München, men som også spillede fremragende både i Tottenham Hotspur og Internazionale FC i en lang og glorværdig karriere.
– Enzo Francescoli (Uruguay) – Han var Zinedine Zidanes ungdomshelt, hvilket vel siger noget om hans niveau, og han regnes af mange for sit lands bedste spiller nogensinde. Teknisk stærk, hurtig og yderst elegant, så ikke underligt at den unge Zinedine faldt for hans evner, hvilket skete da han spillede i fransk klubfodbold.
– Dennis Bergkamp (Holland) – Det var primært i Arsenal at den elegante hollænder høstede succes, og i mange år efter Marco van Basten, var han sit lands bedste offensive kort. Både playmaker og målscorer.
– Frank Rijkaard (Holland) – Den mest anonyme af det hollandske tre-kløver i AC Milan, men ikke desto mindre rendyrket verdensklasse, også da han i en moden alder returnerede til Ajax Amsterdam, og her førte holdet frem til Champions League trofæet i 1995, på et i øvrigt meget ungt og talentfuldt mandskab.
– Paolo Maldini (Italien) – Historiens bedste venstreback – ja hverken mere eller mindre, og over 25 sæsoner en topspiller for hans eneste klub AC Milan, med hvem han var fremme i hele 8 finaler i den fineste europæiske klubturnering, hvoraf han vandt de 5. Stoppede på landsholdet lige før det blev rigtigt sjovt, så det tætteste han kom på den store triumf, var da han med Italien (og føromtalte Baggio) tabte VM finalen i 1994 til Brasilien.
– Hristo Stoichkov (Bulgarien) – Den skøre bulgarer var især i de første 5-6 år af årtiet, en af verdens bedste offensive spillere, og hans samarbejde med Michael Laudrup og Romario var formidabelt i FC Barcelona.
– Ronald Koeman (Holland) – En af 4 udlændinge i FC Barcelona, der sloges om 3 pladser, men det var vel nøgternt set Koeman, der spillede mest af dem alle, og det var ham der tordnede kampens eneste mål ind mod Sampdoria, da han og FC Barcelona vandt Champions League i 1992.
– Alan Shearer (England) – Målkongen fra England, der primært høstede succes i ligaen, og som næsten alle andre englændere intet vandt med landsholdet, hvor han dog blev EM topscorer til EM 96.
– Romario (Brasilien) – En af de bedste teknikere der nogensinde er set i fodboldens forunderlige verden, og i sine bedste år, men desværre alt for korte tid i FC Barcelona, demonstrerede han absolut verdensklasse. Han var endvidere hovedmanden bag Brasiliens VM triumf i 1994.
Danske helte: Michael Laudrup, Brian Laudrup, Flemming Povlsen og Peter Schmeichel.

MIT BUD:

Årtiets hold: Peter Schmeichel (Danmark) – Lilian Thuram (Frankrig), Franco Baresi (Italien), Aldair (Brasilien), Paolo Maldini (Italien) – Lothar Matthäus (Vesttyskland), Zinedine Zidane (Frankrig), Diego Maradona (Argentina) – Roberto Baggio (Italien), Ronaldo Nazario (Brasilien), Romario (Brasilien).

Bænk: Gianluca Pagliuca (Italien), Ronald Koeman (Holland), Jürgen Kohler (Vesttyskland), Didier Deschamps (Frankrig), Gheorge Hagi (Rumænien), Michael Laudrup (Danmark) og Dennis Bergkamp (Holland).

00èrne:
Årtiet blev næsten “skudt” i gang med det tragiske og menneskefjendske 9/11 angreb, hvor nogle religiøse tosser fløj ind i World Trade Centers tårne + Pentagons hovedkvarter, hvorved alt for mange menneskeliv gik tabt, og det indledte en menneske jagt på hovedmændene bag drabene. Også Michael Jackson, en af historiens mest kontroversielle, men utvivlsomt dygtigste musikere, døde blot 50 år gammel, mens USA omvendt fik deres første sorte præsident i skikkelse af Obama, mens man i Tyskland fik sin første kvindelige kansler. Nye tider må man sige, og Holland gjorde sig bemærkede ved at være det første land i verden, hvor homoseksuelle kunne blive viet. Mens alt det skete rundt omkring, så man nye navne indenfor musikkens verden vokse sig store, anført af Britney Spears, Kanye West, Eminem, Beyonce, Katy Perry og Lady Gaga + sikkert en hulens masse andre jeg bare ikke kan huske på stående fod, men noget der huskes er at Euroen blev relanceret i de lande der nu engang havde takket ja til denne nye møntfod, og sideløbende blev man mere og mere vant til digitale kameraer, flad skærme og trådløs Internet.

I filmens verden var det i det årti storfilmen Gladiator kom frem, og også No country for old men og The Departed var film, som man for første gang så i de år. Omvendt sagde vi farvel til serier som til X-files, Friends og Frasier. Hopper vi videre til sportens verden var årtiets største navne udenfor fodboldens verden vel tennistrioen Nadal, Federer og Djokovic, Formel 1 legenden Michael Schumacher og basketball stjernen Kobe Bryant, og apropos legende, så sagde en hel verden – dog nok primært USA, farvel og mange tak til Michael Jordan, der i 2003 sluttede en utrolig karriere. I fodboldens verden var det i 03/04 at Arsenal udødeliggjorde sig ved som det første, og hidtil eneste hold fra en primær liga, at gå ubesejret igennem turneringen, og i Italien udspillede der sig et drama i form af “Calciopoli” skandalen, som kostede klubber som Juventus, AC Milan, Fiorentina, Lazio og Reggina dyrt på mange fronter. Den fantastiske Zinedine Zidane ønskede åbenbart ikke sin anden VM titel, for i en kamp hvor han og Frankrig sad tungt på spillet, dummede han sig og lod sig provokere af Materazzi, hvorefter han nikkede italieneren en skalle, og resten er historie!

Primære hændelser på fodboldfronten
Verdensmester i 2002: Brasilien
Verdensmester i 2006: Italien
Bedste spiller VM 2002: Oliver Kahn (Tyskland)
Bedste spiller VM 2006: Zidane Zidane (Frankrig)
Europamester i 2000: Frankrig
Europamester i 2004: Grækenland
Europamester i 2008: Spanien
Copa America vinder i 2001: Columbia
Copa America vinder i 2004: Brasilien
Copa America vinder i 2007: Brasilien
Ballon dÒr vinder i 2000: Luis Figo (Portugal)
Ballon dÒr vinder i 2001: Michael Owen (England)
Ballon dÒr vinder i 2002: Ronaldo Nazario (Brasilien)
Ballon dÒr vinder i 2003: Pavel Nedved (Tjekkiet)
Ballon dÒr vinder i 2004: Andrei Shevchenko (Ukraine)
Ballon dÒr vinder i 2005: Ronaldinho (Brasilien)
Ballon dÒr vinder i 2006: Fabio Cannavaro (Italien)
Ballon dÒr vinder i 2007: Kaka (Brasilien)
Ballon dÒr vinder i 2008: Cristiano Ronaldo (Portugal)
Ballon dÒr vinder i 2009: Lionel Messi (Argentina)
Golden Boy vinder 2003: Rafael van der Vaart (Holland)
Golden Boy vinder 2004: Wayne Rooney (England)
Golden Boy vinder 2005: Lionel Messi
Golden Boy vinder 2006: Cesc Fabregas
Golden Boy vinder 2007: Sergio Agüero
Golden Boy vinder 2008: Anderson
Golden Boy vinder 2009: Alexandre Pato

Årtiets største spiller: Ronaldo Nazario
Hans primære titler i årtiet:
Ballon dÒr: 2002
Verdensmester med Brasilien: 2002
Topscorer til VM: 2002
Udtaget til VM`s Allstar hold: 2002
Mester i La Liga med Real Madrid: 02/03
Topscorer i La Liga med Real Madrid: 03/04

O Fenomeno eller R9 delte sine bedste år over 90èrne og 00èrne, og da han vandt VM i hvert årti + modtog Ballon dÒr i begge årtier, var det en svær beslutning, men da han i den grad triumferede til VM 02, hvor han udover at blive hele turneringens topscorer med 8 mål, tillige scorede begge mål i finalen, og da han senere samme år fortjent modtog Ballon dÒr trofæet, valgte jeg at bringe ham over i 00èrne som den bedste spiller.

En helt utrolig stærk spiller, der var ekstrem hurtig, teknisk nærmest perfekt, og iskold foran mål, og havde han ikke haft sine grimme skader, kunne det måske have været endnu vildere end det rent faktisk blev.

Andre emner i det årti (tilfældig rækkefølge):
– Kaka (Brasilien) – Den eminent dygtigste og yderst elegante Kaka, var i en årrække en åbenbaring for “Selecao”, og med hans Ballon dÒr pris var det som om han var indlemmet i den utrolige offensiv “klub” som Brasilien altid har været kendt og berømmet for. Havde en række formidable sæsoner i AC Milan, men falmede senere hen i Real Madrid.
– Andrei Shevchenko (Ukraine) – Den lynhurtige ukrainer var en sand bomber for AC Milan i flere sæsoner, og i sine bedste år, måske verdens bedste angriber.
– Ronaldinho (Brasilien) – En af historiens mest underholdende og teknisk betonede spillere, der desværre var alt for kort på toppen, lidt i stil med hans ældre landsmand Romario. Men for pokker, da han var god – var han sindsyg god!
– Gianluigi Buffon (Italien) – En af historiens bedste keepere, og en nøglefigur da “Gli Azzurri” vandt VM, ligesom han i mange mange sæsoner var det for Juventus. Karismatisk, modig og refleksstærk.
– Andrea Pirlo (Italien) – I sine bedste år, var han måske verdens bedste defensive playmaker, og i hvert fald, i hård konkurrence med Xavi, den bedste i anden halvdel af 00èrne. Ufattelig pasningsstærk og teknisk særdeles dygtig.
– Xavi Hernandez (Spanien) – Det spanske modstykke til Pirlo, og måske overordnet set, lige den “tand” dygtigere end italieneren, om end med en noget anden og lidt mere henholdende stil. Var fodringsmester til de offensive superstjerner for både Spanien og FC Barcelona.
– Fernando Torres (Spanien) – I sine bedste år en af verdens bedste angribere, med en utrolig næse for mål. Han var en stor fysisk stærk spiller, med et utroligt antrit.
– Thierry Henry (Frankrig) – Vi kender ham primært fra engelsk fodbold, hvorb han i sine bedste år, var med til at føre Arsenal frem til flere nationale titler, og han fik sit potentiale indfriet sådan for alvor, da han også fik Champions League trofæet med på sit flotte CV, hvilket skete da han smuttede til FC Barcelona. Med Frankrig vandt han både EM og VM, så alt i alt en spiller der i den grad dominerede dette årti, og en fantastisk repræsentant for både klub og landshold. Velnok en af de bedste spillere i historien, der aldrig opnåede et Ballon dÒr trofæ.
– Paolo Maldini (Italien) – Historiens bedste venstre back – ja hverken mere eller mindre, og i årtier en topspiller for både AC Milan og “Gli Azzurri”.
– Oliver Kahn (Tyskland) – Blev udråbt til turneringens bedste spiller, da han og Tyskland blev nr. 2 til VM i 2002. Han stod naturligvis fantastisk i turneringen, men droppede fælt i finalen, så Ronaldo Nazario kunne score. Udover det, var han i mange år en sikker sidste skanse for Bayern München, med hvem han vandt alverdens titler. Reaktionsstærk, aggressiv og ekstrem i en mod en situationer, hvor han ofte formåede at gøre sin direkte modstander direkte bange.
– David Villa (Spanien) – Spaniens mest scorende spiller nogensinde, og EM topscorer i 2008. Tørnede ud for både FC Barcelona og Atletico Madrid, og vandt reelt alt hvad der var værd at vinde med både klub og landshold.
– Pavel Nedved (Tjekkiet) – Sammen med Josef Masopust, regnes den lyshårede Nedved, for sit lands bedste spiller nogensinde, og akkurat som sin landsmand, formåede også Nedved at få tildelt Ballon dÒr trofæet. Han var i mange år en vigtig spiller for Juventus, hvor han dækkede mere eller mindre alle de offensive pladser.
– Raul Gonzalez (Spanien) – Real Madrids velsagtens største spanske spiller nogensinde, og i mange år manden med rekorderne i klubben. Rundede 100 landskampe for sit land, men akkurat som tilfældet Maldini og Italien, stoppede også Raul i landsholdsregi, før det blev rigtigt sjovt, hvorved han gik glip af både EM og VM titler.
– Steven Gerrard (England) – Løbestærk og energisk midtbanespiller, som havde et vinderinstinkt. Var hovedmanden bag Liverpools CL triumf i årtiet.
– Frank Lampard (England) – Chelsea noget mere offensive pendant til Gerrard, og begge spillede de mange kampe sammen på landsholdet. Vandt noget nær alt i klubregi, men intet med landsholdet.
– Lionel Messi (Argentina) – Dukkede op nærmest som “trold af en æske” til sidst i årtiet, men nåede udover et enkelt Ballon dÒr trofæ, da også at vise en måbende verden, hvilket potentiel topspiller vi havde i vente her.
– Cristiano Ronaldo (Portugal) – Akkurat som den 2 år yngre Messi, snuppede også den ambitiøse portugiser et enkelt Ballon dÒr trofæ i en ung alder, og her så man i den grad hvad træning, målrettethed og fysik kan gøre! Havde flere fantastiske sæsoner i Manchester United, med hvem han også vandt Champions League.
– Ryan Giggs (Wales) – I alt 13 mesterskaber med Manchester United, og alltime kamprekord siger næsten det hele, og som prikken over ièt var han også med til at vinde et par titler i CL. En vildt driblestærk venstre wing, der desværre for ham og England, ikke var født i – ja England!
– Paul Scholes (England) – En af Englands bedste defensive playmakere alltime, og 10 mesterskaber med Manchester United, fortæller hvilken æra han var en del af. Formidabel blik for spillet, og stort løbearbejde.
– Luis Figo (Portugal) – Var i gang med at trappe ned, da efterfølgeren for ham både for land og senere hen klub (Real Madrid) i skikkelse af Cristiano Ronaldo var i gang med at bygge sin karriere op. En utrolig stærk dribler, der havde stor succes både for Real Madrid og FC Barcelona, ligesom han indledte årtiet med at få tildelt Ballon dÒr trofæet, for ligesom at understrege hans niveau.
– Samuel Etoò (Cameroun) – Formentlig Afrikas bedste spiller nogensinde, og en spiller der i sine bedste år var absolut verdensklasse. Han vandt 2 x AFC i årtiet, og mesterskaber med både FC Barcelona og Internazionale FC, og 3 Champions League trofæer med samme klubber blev det også til, så i den grad en spiller med titel CVèt på plads.
– Francesco Totti (Italien) – Italieneren med stort I, darling, primadonna og en fantastisk 10èr, der i årtier var AS Romas helt store helt. Var med til at føre Italien frem til VM titlen i 2006, hvilket for altid vil holde hans navn og ry i top! Udover at være en utrolig dygtig spiller, var han også en entertainer og helt sin egen.
Danske helte: Jon Dahl Tomasson, Jesper Grønkjær og Thomas Gravesen.

MIT BUD:

Årtiets hold: Gianluigi Buffon (Italien) – Cafu (Brasilien), Fabio Cannavaro (Italien), Lilian Thuram (Frankrig), Paolo Maldini (Italien) – Xavi Hernandez (Spanien), Andrea Pirlo (Italien), Ronaldinho (Brasilien) – Thierry Henry (Frankrig), Ronaldo Nazario (Brasilien), Lionel Messi (Argentina).

Bænk: Oliver Kahn (Tyskland), Roberto Carlos (Brasilien) Ryan Giggs (Wales), Raul (Spanien), Cristiano Ronaldo (Portugal), Luis Figo (Portugal) og Rivaldo (Brasilien).

10èrne:
Årtiet blev indledt med præsentationen af historiens første Ipad, og herefter kunne et mildt sagt eksplosivt årti gå i gang, hvor vi oplevede alt lige fra at Donald Trump blev præsident i USA, Notre Dame stod i flammer til at en småfed asiat dansede og sang sig til en hulens masse penge med Gangnam Style. Midt imellem, og på begge sider, var det også årtiet hvor vi sagde farvel til historiske personligheder på godt og ondt, som bl.a. Magaret Thatcher, Helmut Kohl, Nelson Mandela, Osama bin Laden og Muammar Gaddafi, ligesom hele 48 angreb rundt omkring i verden, blev udråbt som terrorist attacks. Vi mistede også virkelig mange entertainere i løbet af netop dette årti, hvoriblandt man kan nævne Prince, Ronnie James Dio, Tom Petty, Aretha Franklin, Chuck Berry, David Bowie, Joe Cocker, Luo Reid, Whitney Houston, Leonard Cohen, George Michael og BB King, men omvendt dukkede navne som Adele, Taylor Swift og Bruno Mars frem med glad musik og flotte shows, så helt sort var det dog alligevel ikke.

Millioner af mennesker brugte ekstra ordinært meget tid på nu at game på deres mobiltelefoner, hvor spil som Angry Birds, Pokemon Go og Candy Crush tjente millioner af Dollars til deres skabere, og firmaer som Nintendo og Microsoft spyttede gaming maskiner ud til folket, og flere og flere brugte (alt for) mange timer foran skærmen, fremfor at være ude i det virkelige liv. Ude i det virkelig liv var derimod sportsstjerner som bl.a. Tiger Woods, LeBron James, Tom Brady, Lewis Hamilton samt Floyd Mayweather, ligesom begrebet MeToo lagde sig over den ganske verden som en tung, og for en hel del, ubehagelig dyne. Et klap bagi, en kvik bemærkning eller et løftet øjenbryn, gav anledning til råben, skrigen og masser af retssager, og TV værter, skuespillere og producere m.fl., mistede jobs, karriere og alt hvad de ejede, “blot” fordi de engang for mange år siden, ikke havde opført sig, som man skal opføre sig i 10èrne. Verden var af lave, og for ligesom at understrege pointen, valgte “Slagteren fra Saudi Arabien” at aflive journalisten Khashoggi, hvilket gav anledning til en del palaver, men det var som om MeToo tog al tiden fra folket, så en masse blev “fejet ind under gulvtæppet” hvis man kan sige det sådan.

Det var ligeledes årtiet hvor Lance Armstrong blev strippet for samtlige titler i Tour de France, og fra det ene øjeblik at være historiens største cykelrytter, blev han det næste øjeblik nærmest betragtet som en massemorder. Proportionerne ude hos pøblen var unuanceret, ikke kun her, men overalt, og i mens nærmest smeltede inflationen indover os alle, samtidig med at en efter sigende død flagermus, forvandlede alverdens statsledere til diktatorer, efter at det første tilfælde af Corona virus blev konstateret i en kinesisk by ved navn Wuhan!

Primære hændelser på fodboldfronten
Verdensmester i 2010: Spanien
Verdensmester i 2014: Tyskland
Verdensmester i 2018: Frankrig
Bedste spiller VM 2010: Diego Forlan (Uruguay)
Bedste spiller VM 2014: Lionel Messi (Argentina)
Bedste spiller VM 2018: Luka Modric (Kroatien)
Europamester i 2012: Spanien
Europamester i 2016: Portugal
Copa America vinder i 2011: Uruguay
Copa America vinder i 2015: Chile
Copa America vinder i 2016: Chile
Copa America vinder i 2019: Brasilien
Ballon dÒr vinder i 2010: Lionel Messi (Argentina)
Ballon dÒr vinder i 2011: Lionel Messi (Argentina)
Ballon dÒr vinder i 2012: Lionel Messi (Argentina)
Ballon dÒr vinder i 2013: Cristiano Ronaldo (Portugal)
Ballon dÒr vinder i 2014: Cristiano Ronaldo (Portugal)
Ballon dÒr vinder i 2015: Lionel Messi (Argentina)
Ballon dÒr vinder i 2016: Cristiano Ronaldo (Portugal)
Ballon dÒr vinder i 2017: Cristiano Ronaldo (Portugal)
Ballon dÒr vinder i 2018: Luka Modric (Kroatien)
Ballon dÒr vinder i 2019: Lionel Messi (Argentina)
Golden Boy vinder 2010: Mario Balotelli (Italien)
Golden Boy vinder 2011: Mario Götze (Tyskland)
Golden Boy vinder 2012: Isco (Spanien)
Golden Boy vinder 2013: Paul Pogba (Frankrig)
Golden Boy vinder 2014: Raheem Sterling (England)
Golden Boy vinder 2015: Antony Martial (Frankrig)
Golden Boy vinder 2016: Renato Sanchez (Portugal)
Golden Boy vinder 2017: Kylian Mbappe (Frankrig)
Golden Boy vinder 2018: Mathijs de Ligt (Holland)
Golden Boy vinder 2019: Joao Felix (Portugal)

Årtiets største spillere: Lionel Messi og Cristiano Ronaldo
Deres primære titler i årtiet:
Lionel Messi:
Ballon d`Or: 2010, 2011, 2012, 2015 og 2019
Nr. 2 i Ballon dÒr: 2013, 2014, 2016 og 2017
Spillede udelukkende for FC Barcelona i årtiet, hvor det blev til 343 kampe og 365 mål i La Liga
Vinder af La Liga med FC Barcelona: 09/10, 10/11, 12/13, 14/15, 15/16, 17/18 og 18/19
Vinder af Copa del Rey med FC Barcelona: 11/12, 14/15, 15/16, 16/17 og 17/18
Vinder af Champions League med FC Barcelona: 10/11 og 14/15
Vinder af VM for klubhold med FC Barcelona: 2011 og 2015
Kåret til VM`s bedste spiller: 2014
Topscorer i Champions League: 09/10, 10/11, 11/12, 12/13, 16/17 og 18/19
Topscorer i La Liga: 09/10, 11/12, 12/13, 16/17, 17/18 og 18/19
Kåret til bedste spiller i La Liga: 09/10, 10/11, 11/12, 12/13 og 14/15
Kåret til bedste spiller i Copa America: 2015

Cristiano Ronaldo:
Ballon dÒr: 2013, 2014, 2016 og 2017
Nr. 2 i Ballon dÒr: 2011, 2015 og 2018
Nr. 3 i Ballon dÒr: 2019
Spillede for Real Madrid i de første 9 sæsoner af årtiet og herefter 1 sæson i Juventus.
Han spillede 292 kampe og scorede 311 mål i La Liga samt 31 kampe hvori han scorede 21 mål i Serie A
Vinder af La Liga med Real Madrid: 11/12 og 16/17
Vinder af Copa del Rey med Real Madrid: 10/11 og 13/14
Vinder af Champions League med Real Madrid: 13/14, 15/16, 16/17 og 17/18
Vinder af VM for klubhold med Real Madrid: 2014, 2016 og 2017
Vinder af EM med Portugal: 2016
Vinder af Nations League med Portugal: 18/19
Topscorer i Champions League: 12/13, 13/14, 14/15, 15/16, 16/17 og 17/18
Årets spiller i La Liga: 13/14
Europæisk topscorer: 10/11, 13/14 og 14/15
Årets spiller i Serie A: 2019
Topscorer i La Liga: 10/11, 13/14 og 14/15

Man troede ikke 70èrnes rivalisering mellem Beckenbauer og Cruyff kune gentages, og da slet ikke overgås, men duelleringen mellem super teknikeren Messi og det fysiske vidunder Cristiano Ronaldo, varede i 15-16 år, og reelt hele dette årti, hvor kun Modric nærmest sensationelt fik klemt sig ind mellem de 2 giganter. Landsholdsmæssigt kom portugiseren bedst ud af årtiet, da han var med til at vinde EM i 2016, hvor Messi måtte vente med de totale triumfer til årtiet efter, men det er umuligt at sætte den ene foran den anden her i 10èrne, i det begges dominans simpelthen var så ekstrem for især deres klubber.

Andre emner i det årti (tilfældig rækkefølge):
– Luka Modric (Kroatien) – Brød som den eneste de monotone Ballon dÒr uddelinger til Messi eller Cristiano Ronaldo, og var den helt store spiller da Kroatien nåede hele vejen til VM finalen i 2018, ligesom han igennem mange sæsoner var en nøglespiller for Real Madrid, med hvem han har vundet alle tænkelige titler. En helt utrolig dygtig playmaker, som teknisk og visionært ikke overgås af mange i historien. Må være den største spiller der nogensinde er kommet ud af Balkan området.
– Andres`Iniesta (Spanien) – En af omdrejningspunkterne for FC Barcelona og Spanien i hver deres gyldne år, og manden der scorede målet så Spanien vandt VM i 2010, hvilket han vil være elsket for resten af sit liv i hele Spanien. En af de bedste spanske spillere i historien.
– Xavi Hernandez (Spanien) – Muligvis historiens bedste defensive playmaker, og en helt utrolig vigtig spiller for klub og land, med hvem han vandt alt der var værd at vinde. Må siges at have været “uheldig” at have toppet samtidig med Messi/Ronaldo æraen, da han ellers nok havde vundet en eller flere Ballon dÒr trofæer. Regnes for Spaniens bedste spiller i historien i kamp med føromtalte Iniesta, samt Luis Suarez.
– David Villa (Spanien) – Målfarlig angriber som til dato er den mest scorende spiller i Spaniens fodboldhistorie. Pågående, hurtig og dejlig aggressiv i sit spil.
– Neymar (Brasilien) – Havde potentialet til at kunne nå samme niveau som Messi og Cristiano Ronaldo, og måske tilmed samme titelhøst, men formentlig pga. en noget anderledes psyke, og ikke mindst anderledes prioriteringer, blev det aldrig så ekstremt for en spiller, der simpelthen kunne alt med en bold, ikke mindst i hans tid i FC Barcelona.
– Robert Lewandowski (Polen) – Målkongen over dem alle mere eller mindre, og et sandt monster i Bayern München, hvor hans titelindsamling ikke overgås af ret mange. Valgte at skifte til FC Barcelona sent i karrieren, hvilket forhindrede ham i at nå Gerd Müllers målrekord i Bundesligaen, noget som ellers var begynd at se sandsynligt ud.
– Manuel Neuer (Tyskland) – Nok verdens bedste keeper i det årti, hvor han med en moderne stil gik ud af sit felt, og ofte deltog i spillet. Han målte 193 cm og var bred over skuldrene, så han fyldte en del i målet, og var en vigtig brig da tyskerne snuppede VM titlen i 2014, ligesom han igennem mange år har været førerhunden i Bayern München.
– Toni Kroos (Tyskland) – En af tysk fodbolds helt store playmakere, som indgår i det lille men utroligt stærke felt der tæller navne som bl.a. Wolfgang Overath, Günter Netzer og Bernd Schuster. Havde flere stærke sæsoner i Bayern München, var nøglespiller for Tyskland, da de vandt VM i 2014, og fortsatte hvor han slap i Tyskland, da han skiftede den røde trøje ud med Real Madrids hvide.
– Thomas Müller (Tyskland) – Alltime favorit i Bayern München, og kåret til den bedste unge spiller til VM 10, med til at vinde VM 14, og stadig en vigtig figur for klubben han har repræsenteret hele sin voksenkarriere.
– Bastian Schweinsteiger (Tyskland) – En urkraft for Tyskland og Bayern München, med hvem han vandt alt, og han var helt på toppen da Tyskland vandt VM i 2014. I sine bedste år, blev han regnet for en af de absolut bedste midtbanespillere i verden. Både kreativ og arbejdsstærk.
– Harry Kane (England) – Tottenham og Englands målmaskine, hvor han begge steder sidder på tronen som mest scorende spiller. Overtog anførerbindet for “The Three Lions” i årtiet. 4 x udtaget til “Sæsonens hold” i Premier League, og 2 x topscorer i samme liga. En målnæse helt udover det sædvanlige når han er bedst.
– Sergio Ramos (Spanien) – I sine bedste år blandt de bedste forsvarsspillere i verden, og han styrede både Real Madrid og Spaniens forsvar i mange år. Verdensmester og Europamester med Spanien i årtiet.
– Paul Pogba (Frankrig) – Karismatisk spiller, der potentielt kunne have været en af sit lands bedste nogensinde, men som toppede ved Verdensmesterskabet i 2018, hvorefter han niveaumæssigt gik drastisk ned i Manchester United.
– Karim Benzema (Frankrig) – Målfarlig og energisk angriber i virkelig mange sæsoner i Real Madrid, hvor han længe stod i skyggen af Cristiano Ronaldo. I landsholdsregi aldrig det helt store, da han af forskellige årsager har været udelukket, og bl.a. derfor ikke var med da “Les Bleus” vandt VM i 2018.
– Arjen Robben (Holland) – En af de bedste hollandske spillere siden 70èrne, og en afgørende spiller for Bayern München i mange sæsoner.
– Franck Ribery (Frankrig) – Spillede i modsatte side af føromtalte Robben for Bayern München, og i mange år også en vigtig spiller for Frankrig, men var dog stoppet for “Les Bleus” 4 år forinden man vandt VM i 2018.
– Wesley Sneijder (Holland) – Var tæt på karrierens kulmination i 2010, men både VM og Ballon dÒr blev “tabt”, og det var som om det aldrig rigtigt blev det samme for ham, selvom han samme år dog vandt Champions League med Internazionale. En formidabel ægte 10èr – en af de sidste af sin slags.
– Mohamed Salah (Egypten) – Den målfarlige afrikaner har haft nogle forrygende år i Liverpool, med hvem han har vundet det meste. Pågående og målfarlig i alle situationer, og udstyret med en stærk psyke.
– Philip Lahm (Tyskland) – En utrolig alsidig spiller, der virkede ligeglad med hvilken side han spillede i som back, og han var anfører og omdrejningspunkt for Tyskland, da de vandt VM i 2014, ligesom han i mange år styrede Bayern München frem til alskens titler. Regnes af mange som den bedste tyske back nogensinde i hård kamp med spillere som bl.a. Paul Breitner og Berti Vogts.
– Kevin De Bruyne (Belgien) – Den belgiske kreatør har holdt højt niveau over mange sæsoner, og står måske nu som Manchester Citys bedste spiller nogensinde, og i hvert fald en af de mest kreative. Nåede ikke at vinde noget med den såkaldt “gyldne” generation for Belgien.
– Gareth Bale (Wales) – I kamp med Ryan Giggs og John Charles om at være sit lands bedste spiller nogensinde, og med 4 CL titler i Real Madrid fik den kontroversielle offensivspiller i hvert fald slået sit navn fast i fodboldhistorien.
– Virgil van Dijk (Holland) – Har i perioder været verdens formentlig stærkeste centrale forsvarsspiller, og er formentlig hovedårsagen til Liverpools kortere genrejsning på den helt store scene. Stor, hurtig og nærmest uovervindelig i luftspillet.
– Zlatan Ibrahimovic (Sverige) – Den karismatiske svensker vandt aldrig de store titler ude i Europa, ligesom han heller ikke var omkring Ballon dåOr kåringerne i nævneværdig grad, men ikke desto mindre fik han sat sine aftryk på nærmest utallige klubhold, og fortsatte karrieren højt op i alderen. Målfarlig og pågående, arrogant og fysisk særdeles stærk.
– Antonie Griezmann (Frankrig) – Den lidt stille excellence hos VM vinderne fra 2018, men i mange år en vigtig brik for både “Les Bleus” og de klubhold han repræsenterede, selvom tiden i FC Barcelona langt var på det niveau, som han præsterede i Atletico Madrid.
– Luis Suarez (Uruguay) – En superbomber både i Liverpool og FC Barcelona, og en speciel karakter, som man enten elskede eller hadede.
Danske helte: Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Pierre-Emile Højbjerg.

MIT BUD:

Årtiets hold: Manuel Neuer (Tyskland) – Philip Lahm (Tyskland), Sergio Ramos (Spanien), Raphäel Varane (Frankrig), Ashley Cole (England) – Andres`Iniesta (Spanien), (Spanien), Luka Modric (Kroatien), Lionel Messi (Argentina) – Cristiano Ronaldo (Portugal), Robert Lewandowski (Polen), Harry Kane (England).

Bænk: Iker Casillas (Spanien), Mats Hummels (Tyskland), Javier Mascherano (Argentina), N`Golo Kante (Frankrig), Toni Kroos (Tyskland), Arjen Robben (Holland) og Bastian Schweinsteiger (Tyskland).

20èrne:
Selvom vi kun er i slutningen af 2023, er der faktisk sket meget, herunder ikke mindst alt for mange der har mistet livet, både i absurde terror aktioner, sindsyge skyderier i USA og minsandten også i Fields i Danmark, for slet ikke at tale om alle dem der er døde af mere “naturlige” årsager, heriblandt nok så kendte personer som bl.a. Sean Connery, Meat Loaf, James Caan, Kirk Douglas og Olivia Newton-John, danske kendisser som Paul Schlüter, Bent Fabricius-Bjerre, Tommy Troelsen, Lars Høgh, Sidney Lee, Povl Dissing, Michael Bundesen, Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Palle, og heller ikke tidligere store fodboldpersonligheder som Giampiero Boniperti, Ray Clemence, Rob Rensenbrink, brødrene Jack og Sir Bobby Charlton, Paolo Rossi, Jimmy Greaves, Gerd Müller og Diego Armando Maradona, kunne undgå “Manden med leen”, som også lige snuppede Kobe Bryant og Stirling Moss med, nu han var i gang. Trist, men døden er jo livets uundgåelige følgesvend, om man bryder sig om det eller ej, og det fik en hel verden i den grad også oplevet, da den i 10èrne omtalte Corona virus brød ud sådan for alvor.

Heldigvis er det hele ikke død og ødelæggelse, men det er tæt på, for det var også årtiet hvor Putin og Rusland pludselig valgte at invadere Ukraine, og selvom han ikke slog nogen ihjel, i hvert fald så vidt vides, så blev filmproduceren Harvey Weinstein idømt massive 23 års fængsel for voldtægt og andre uterligheder mod kvinder over mange år.

I USA fik de ny præsident, da den omkring 200 årige Joe Biden overtog “faklen” fra en svært surmulende Donald Trump, og i Italien fik man klodens hidtil mest højredrejede regering, da man for første gang fik en kvindelig Premierminister ved navn Giorgia Meloni. Afslutningsvis oplevede vi næsten alle sammen at Christian Eriksen faldt om med et hjerte anfald i Parken i København, men gudskelov var “Manden med leen” optaget andetsteds i en travl tid, så Eriksen blev gudskelov reddet fra en al for tidlig død, og til hans og alle andres glæde, kunne han senere i årtiet genoptage fodbold karrieren, tilmed i Manchester United, for hvem han optræder i skrivende stund. 

Primære hændelser på fodboldfronten
Verdensmester i 2022: Argentina
Bedste spiller VM 2022: Lionel Messi (Argentina)
Copa America vinder i 2021: Argentina
Ballon dÒr vinder i 2021: Lionel Messi (Argentina)
Ballon dÒr vinder i 2022: Karim Benzema (Frankrig)
Ballon dÒr vinder i 2023: Lionel Messi (Argentina)
Golden Boy vinder 2020: Erling Haaland (Norge)
Golden Boy vinder 2021: Pedri (Spanien)
Golden Boy vinder 2022: Gavi (Spanien)
Golden Boy vinder 2023: Jude Bellingham (England)

Årtiets største spillere:
Ja her står vi så på et alt for tidligt stadie i årtiet, hvor vi i skrivende stund end ikke er nået halvvejs, så selvom flere spillere bestemt er begyndt at titte frem, herunder mange af dem med en alder, så de potentielt kan være toneangivende hele årtiet, så er det selvsagt alt for tidligt endnu, at tippe hvem det i givet fald bliver. Statistisk kan man jo kigge på Ballon dÒr kåringer og VM vindernes spillere, og her er det klart spillere der repræsenterer FC Barcelona eller Real Madrid, der har den største chance for at triumfere i Ballon dÒr kåringen. Real Madrid har således haft 8 forskellige spillere øverst på podiet, der tilsammen har erobret 12 trofæer, mens FC Barcelona har haft 6 spillere der har modtaget det eftertragtede trofæ ligeledes 12 gange.

Herunder lidt statistik og fakta til de hungrende!

Top 6 på det område ser således ud:
1. Real Madrid med 8 forskellige spillere der tilsammen har vundet 12 gange
(Cristiano Ronaldo x 4, Alfredo Di Stefano x 2, Ronaldo Nazario, Raymond Kopa, Luis Figo, Fabio Cannavaro, Luka Modric og Karim Benzema)
1. FC Barcelona med 6 forskellige spillere der tilsammen har vundet 12 gange
(Lionel Messi x 6, Johan Cruyff x 2, Rivaldo, Ronaldinho, Luis Suarez og Hristo Stoichkov)
3. Juventus med 6 forskellige spillere der tilsammen har vundet 8 gange
(Michel Platini x 3, Omar Sivori, Zinedine Zidane, Pavel Nedved, Roberto Baggio og Paolo Rossi)
3. AC Milan med 6 forskellige spillere der tilsammen har vundet 8 gange
(Marco van Basten x 3, Gianni Rivera, Ruud Gullit, Kaka, Andrei Shevchenko og George Weah)
5. Bayern München med 3 forskellige spillere der tilsammen har vundet 5 gange
(Franz Beckenbauer x 2, Karl-Heinz Rummenigge x 2 og Gerd Müller)
6. Manchester United med 4 forskellige spillere der tilsammen har vundet 4 gange
(Sir Bobby Charlton, Denis Law, George Best og Cristiano Ronaldo)

I alt 20 forskellige klubber har haft spillere der har modtaget Ballon dÒr trofæet, og disse spillere spreder sig over 20 nationer (18 hvis vi siger at Ukraine og Sovjetunionen engang var samme land + at Tjekkoslovakiet og Tjekkiet var det ligeså). De befolkningsmæssigt mindste nationer med en Ballon dÒr vinder har været Nordirland, Kroatien og Liberia, mens de største målt på indbyggere, har været Sovjetunionen, Brasilien og Tyskland.

Kigger man på hvilke klubber VM vindende spillere har repræsenteret, ser top 10 således ud:
1. Juventus med 27 spillere (nyeste var Angel Di Maria og Leandro Paredes der vandt med Argentina i 2022)
2. Bayern München med 24 spillere (nyeste var Corentin Tolisso der vandt med Frankrig i 2018)
3. Internazionale FC med 20 spillere (nyeste var Marco Materazzi der vandt med Italien i 2006)
4. AS Roma med 16 spillere (nyeste var Francesco Totti, Simone Perrotta og Daniele De Rossi der vandt med Italien i 2006)
5. FC Santos med 15 spillere (nyeste var Carlos Alberto, Pele, Joel, Edu og Clodoaldo der vandt med Brasilien i 1970)
6. Penarol med 14 spillere (nyeste var Julio Britos, Alcides Ghiggia, Juan Gonzalez, Oscar Miguez, Washington Ortuno, Jual Schiaffino, Obdulio Varela og Ernesto Vidal der vandt med Uruguay i 1950)
7. FC Sao Paolo med 13 spillere (nyeste var Juliano Belletti, Rogeri Ceni og Kaka der vandt med Brasilien i 2002)
8. Nacional med 12 spillere (nyeste var Schubert Gambetta, Anibal Paz og Rodolfo Pini der vandt med Uruguay i 1950)
9. Botafogo med 11 spillere (nyeste var Jairzinho, Roberto og Paulo Cezar der vandt med Brasilien i 1970)
9. FC Barcelona med 11 spillere (nyeste var Samuel Umtiti der vandt med Frankrig i 2018)
9. Real Madrid med 11 spillere (nyeste var Raphäel Varane der vandt med Frankrig i 2018)

Med disse facts in mente, kan man jo med nedenstående navne så småt begynde at sjusse sig frem, mod hvilken eller hvilke spillere der bliver 2020èrnes helt store profil eller profiler. Der er en del om buddet, men for at dominere hele årtiet sådan overordnet set, kræver det formentlig at man i skrivende stund ikke har rundet 26-27 år, selvom Stanley Matthews jo var 44 år da han modtog Ballon dÒr trofæet i 1956, men trods alt var han ikke den mest dominerende i det årti, nok nærmere årtiet forinden.

Jeg har tilladt mig at opdele mulige emner, ja i hvert fald dem vi kender i skrivende stund, i 3 kategorier – henholdsvis kategori 1 som inkluderer den flok jeg tiltænker størst chance. Kategori 2 med spillere som bestemt har muligheden, men der kræver noget af en indsats, og så kategori 3 som nok primært må anses for boblere, med relativ lille sandsynlighed for at blive årtiets store profil. Bemærk at rækkefølgen under hver kategori er tilfældig.

Kategori 1
– Jude Bellingham (England) – Her og nu det indlysende valg som 20èrnes helt store spillerprofil, men naturligvis er det endnu alt for tidligt at sige hvad det kan blive til for en blot 20 årig spiller. Han er dog landet i
– Kylian Mbappe (Frankrig) – Verdensmester i sidste årti – vice Verdensmester og VM topscorer i dette årti, og kan han komme til en “ordentlig” klub, dvs. en hvor han kan vise sig frem på højeste niveau uge efter uge, ligger vejen åben for ham!
– Vinicius Junior (Brasilien) – Når man er brasilianer og til daglig spiller i Real Madrid, er man allerede kommet et godt stykke vej, og med den form som den vævre wing har vist hidtil i årtiet, ser det bestemt lovende ud.
– Erling Haaland (Norge) – Superbomberen over dem alle, og i en klub og liga hvor han konstant presses. Spørgsmålet er om han repræsenterer et for dårligt landshold + om han teknisk trods alt er for begrænset til for alvor at blive årtiet superstjerne.

Kategori 2
– Jamal Musiala (Tyskland) – Den tyske playmaker har bestemt fine chancer for at holde toppen hele årtiet, men spørgsmålet er om han trods alt er for uselvisk til sådan for alvor at dominere det hele. Vi får se – potentialet
– Bukayo Saka (England) – Den engelske driblekonge er Arsenals store helt og håb, og selvom han svingede noget tidligere i karrieren, må man sige at sidste sæson, samt indtil videre i denne sæson, har han været intet mindre end fantastisk.
– Gavi (Spanien) – Hele verden ligger åben for den lille playmakers fødder, og fortsætter han udviklingen vil han i mange år være en vaskeægte verdensklassespiller. Spørgsmålet er om det er nok til at “erobre” årtiet.
– Warren Zaire Emery (Frankrig) – Blot 17 år og tilsyneladende fast mand i PSG, men som vi alle ved er det at bryde så tidligt igennem, ikke altid fordelagtigt, og for ligesom at se hvor det kan føre hen, kræver det med tiden et skifte til en topliga.
– Lamine Lamal (Spanien) – Endnu yngre end Zaire, og allerede i en topklub i en topliga. Fantastisk start – lad os se om “isen” kan bære!
– Endrick (Brasilien) – Igen en teenager, som i det her tilfælde tørner ud for en brasiliansk klub, og allerede har fremtiden på plads med sin kontrakt med Real Madrid. Akkurat som de 2 ovenfor, er det alt for tidligt at spå om hvad årtiet kan bringe, men potentialet er enormt.

Udover ovenstående spillere, er det også værd at nævne denne flok, som hver især er utrolige stærke spillere, men det er nok mere end tvivlsomt om de decideret vil blive toneangivende og helt i top, over et helt årti.

Kategori 3
– Pedri (Spanien) – Bestemt en særdeles spændende ung spiller, der givetvis vil være en stor profil for klub, og landshold årtiet igennem, men om han når helt op på den øverste klinge kan jeg have mine tvivl om. Det er som om skaderne følger ham lidt for ofte, men lad os se hvad det bliver til.
– Rodrygo (Brasilien) – Mangler nok lige det sidste for at nå helt til tops, men igen han er ung, og allerede placeret i klubben, hvor de fleste bliver set.
– Lionel Messi (Argentina) – Han indleder årtiet med formentlig 2 Ballon dÒr trofæer, hvilket automatisk kvalificerer ham til at blive omtalt, men meget mere end det bliver det nok ikke til, med mindre han er med og ikke mindst kan føre Argentina til endnu en VM triumf!
– Florian Wirtz (Tyskland) – Kæmpe tysk talent, som dog er skadet lige lovlig meget, og så kræver hans videre udvikling af at han kommer til en større klub – vel nok Bayern München.
– Victor Osimhen (Nigeria) – Masser af mål, men mangler der måske lige det sidste? Svært at sige, men indtil videre er jeg ikke 100% overbevist om at vi har en angriber med potentiale til at dominere et helt årti.
– Harry Kane (England) – Oppe i alderen, og for at han skal blive en af årtiets helte, kræver det at han bomber Bundesligaen og muligvis Champions League i smadder, men ja på gode dage kan han jo gøre det – ved vi.
– Khvicha Kvaratshealia (Georgien) – Kæmpe talent, men hvor mange spillere fra Georgien er nogensinde nået helt til tops, og ikke mindst blevet det. Har en fornemmelse af at han er forsvundet om 2-3-4 år.
– Phil Foden (England) – Potentialet er ikke til at komme udenom, og det er som om han bliver vigtigere og vigtigere på klubholdet, så mangler vi blot det endelige gennembrud for “The Three Lions”.
– Eduardo Camavinga (Frankrig) – Vil givetvis være en topspiller gennem hele årtiet, men måske lidt for anonym til ligefrem at blive førende.
– Xavi Simons (Holland) – Talentet er uomtvisteligt, men hvad det kan blive til er endnu svært at spå om.
– Rafael Leao (Portugal) – Det virker ikke helt som om hovedet kan følge med benene, og så står han endnu i skyggen af flere spillere på landsholdet.
– Julian Alvarez (Argentina) – Har fået et gennembrud i denne sæson indtil videre på klubplan, og vil nok være en fremragende spiller de næste mange år, men ligefrem en årti-dominerende kraft tvivler jeg på.
– Rodri (Spanien) – I disse år er han verdens bedste defensive midtbanespiller, så han vil givetvis være blandt de bedste en del år endnu.
– Mathys Tel (Frankrig) – Kæmpe talent, men svært at sige hvad det reelt kan udvikle sig til.
– William Saliba (Frankrig) – En af Premier Leagues bedste forsvarsspillere nu, og formentlig manden der vil styre det franske centrale forsvar resten af årtiet.
– Jeremy Doku (Belgien) – Spændende dribler, hurtig og pågående, og allerede i en stor klub. Det kan blive interessant.
– Vitor Roque (Brasilien) – Ham her kender vi ikke helt endnu, men mon ikke vi kommer til det.

Man kan også nævne spillere som Lautaro Martinez (Argentina), Alejandro Garnacho (Argentina), Aurelien Tchoumani (Frankrig), Frenkie de Jong (Holland), Josip Gvardiol (Kroatien), Ruben Dias (Portugal), Evan Ferguson (Irland), Alphonso Davies (Canada), Bernardo Silva (Portugal), Dominik Szoboszlai (Ungarn), Nicolo Barella (Italien), Giorgio Scalvini (Italien), Declan Rice (England), Joshua Kimmich (Tyskland), Malick Thiaw (Tyskland), Cole Palmer (England) osv osv, men igen, man skal jo forsøge at begrænse sig, og med al respekt for dem der ikke er nævnt endnu, så vil jeg mene at årtiets store profiler er blandt ovenstående spillere, men lad os skrives ved om 6-7 år!

Og derved er jeg (omsider) nået til vejs ende i denne ganske omfattende artikel, hvor jeg har forsøgt at “skræve” over knap 8 årtier, hvilket selvsagt kræver ikke så få anslag på computeren, men jeg håber du har hygget dig undervejs, og om ikke andet kan artiklen jo bruges til at fremsøge diverse info og fakta + mine subjektive vurderinger, såfremt dette måtte have din og andres interesse.

Tak fordi du læste med – og ja lige pludselig på genlæs 😉

KBH (DK) 30.10.23

Torben Aakjær