FARVEL SIR BOBBY!

Brasilien havde deres Pele, Argentina deres Maradona og Tyskland har deres Beckenbauer, og indtil i går havde England deres Charlton! Nu har man kun minderne, men hvilke minder om en helt igennem enestående personlighed, både på og udenfor fodboldbanen. Robert Charlton, som blot blev omtalt som Bobby Charlton, og siden 1994, hvor han blev adlet til ridder – rettelig Sir Bobby Charlton, blev 86 år gammel, og vil til evig til blive husket som noget helt specielt.

Han blev født d. 11 oktober 1937, og voksede op i Ashington, Northumberland i det nordøstlige England, hvor han frem til han blev 15 år, spillede fodbold på skoleholdet East Northumberland School. Det gjorde han tilsyneladende så godt, at han som 14 årig i 1952, blev inviteret til et par prøve træninger i Manchester United, og i 1953 blev han indlemmet i klubbens ungdomssystem, nu 15 år. Han kom med i et kuld af spillere med bl.a. Wilf McGuinnes, Duncan Edwards og David Pegg m.fl., og de særdeles talentfulde spillere vandt den prestigefyldte FA Youth Cup 3 sæsoner i træk i henholdsvis 53/54 (billedet hvor Charlton sidder forrest helt ude til højre), 54/55 og 55/56, hvorefter 6 af spillerne blev rykket op i 1 holds truppen, hvor Sir Matt Busby var cheftræner.

Den nu 18 årige Charlton, var allerede dengang en særdeles teknisk velfunderet spiller, han kunne bruge begge ben både til at drible og skyde med, hans blik for spillet var forud for hans tid, og han var en både intelligent og velformulerende type, som ret hurtigt viste evner der berettigede ham til debut, og den kom da han som nu 18 årig, startede som offensiv midtbane i hjemmekampen mod Charlton Athletic, d. 6 oktober 1956. Han var faktisk den sidste af den stærke trio fra FA Youth Cup triumferne, som opnåede debut, men til gengæld gjorde han det med maner, i det han scorede 2 mål i 4-2 sejren, og også i sin næste kamp mod Everton, som godt nok blev tabt 2-5, scorede han 1 mål.

Busby kunne lide hvad han så fra den unge Charlton, og langsomt men sikkert, fik han mere og mere spilletid i denne første sæson, hvor Manchester United vandt klubbens femte mesterskab med 8 points forspring ned til Tottenham Hotspur, og Charlton selv nåede at være med i 14 kampe, hvori han scorede 10 mål. Også landsholdstræneren Walter Winterbottom havde nu lagt mærke til den unge United spiller, og som 19 årig d. 19 april 1958, fik han sin debut for “The Three Lions” i en 4-0 sejr på Wembley over Skotland, og ja naturligvis tør man næsten fristes til at skrive, scorede Charlton 1 mål. Det gjorde han også i næste kamp mod Portugal, ja endda 2 af slagsen i 2-1 sejren, og selvom han ikke kom på måltavlen i kamp nummer 3 mod Jugoslavien, havde han vist sig så fordelagtigt frem, at han blev indlemmet i den trup som Winterbottom udtog til VM 58 slutrunden i Sverige. Charlton var truppens eneste spiller fra Manchester United, og han kom aldrig i kamp i turneringen, hvor England røg ud efter 4 kampe i en playoff kamp mod Sovjetunionen.

Apropos den engelske landsholdstrup, så havde den ganske givet haft mange flere Manchester United spillere inkluderet end Charlton, såfremt klubben ikke på tragisk vis havde været impliceret i et flystyrt tidligere på året i München lufthavn. Her mistede mange af spillerne livet, heriblandt hele 5 tilbage fra Charltons debutkamp for klubben (Mark Jones, Geoff Bent, Eddie Colman, David Pegg og Liam Whelan), og det betød selvsagt en årrække, hvor klubben “slikkede sårene”, og hvor Sir Matt Busby måtte starte nærmest forfra, med at bygge et slagkraftigt mandskab op.

Charlton blev naturligvis omdrejningspunktet på det mandskab, der langsomt men sikkert rejste sig fra “asken”, og første bevis på at man var på rette vej, kom da holdet vandt FA Cup trofæet i 62/63 (billedet hvor Charlton står yderst til venstre), efter 3-1 i finalen over Leicester City med en vis Gordan Banks mellem stængerne. Målene blev scoret af de to nytilkomne skotske spillere David Herd med 2 og Denis Law med 1, og selvom holdet ikke var så ungt og talentfuld som det hold der op igennem 50èrne blev omtalt som “Busby Babes”, så var der bestemt potentiale i mandskabet, hvor Charlton nu var det helt store omdrejningspunkt forrest på midtbanen, hvor han i en aldeles fri rolle kunne styre spillet.

Sommeren forinden havde han i øvrigt deltaget i sin anden VM slutrunde, og denne gang spillede han fuld tid i Englands 4 kampe, hvor endestationen blev kvartfinalen, hvor Brasilien vandt 3-1. Igen var Charlton den eneste spiller fra Manchester United i truppen, men det skulle ændre sig i årene derefter, hvor klubben igen for alvor fandt fodfæste i toppen af engelsk fodbold. Kulminationen eller rettere beviset på at klubben nu igen var et storhold, kom i sæsonen 64/65, hvor klubben vandt sit sjette mesterskab, i en sæson der til det sidste var ulideligt spændende. Mesterskabet blev simpelthen afgjort på målforskel, da både Manchester United og ærkerivalerne fra Leeds United sluttede på 61 point. Klubbens topscorer blev Denis Law med 28 mål, 1 mål mindre end turneringens samlede topscorer Jimmy Greaves fra Tottenham Hotspur, og i den nye spændende Manchester United trup, kunne man notere sig interessante spillere som midtbanefighteren Nobby Stiles, den blot 18 årige venstre wing John Aston og det ekstra ordinært store talent George Best, der som 19 årig allerede havde taget med- og modspillere med “storm”. Den flamboyante nordirer kom hurtigt under Charltons beskyttende vinger, og selvom man set i bakspejlet nøgternt må konstatere at det nok ikke lykkedes til fulde, så holdt det i hvert fald superteknikeren fra Belfast, på en nogenlunde lige linie i de kommende år.

Charlton var nu som 27 årig, en veletableret stjerne, og i sæsonen 65/66 blev han kåret til “Sæsonens bedste spiller” i den bedste engelske række, og så ventede hans tredje VM slutrunde forude. Landsholdet havde fået ny træner i Sir Alf Ramsey, og sammen med holdkammeraterne Nobby Stiles og John Connely, forberedte han sig til det som skulle vise sig at blive både hans og Englands ultimative triumf. Dette VM blev for første gang afviklet i England, og selvom de dobbelte verdensmestre fra Brasilien, verdensmestrene fra 1954 Vesttyskland samt Italien blev anset som større favoritter end værterne, så havde mange på fornemmelsen af at her kunne der ske noget helt specielt og historisk.

England var dog kommet i det som blev kaldt “Dødens pulje” hvor modstanderne var Uruguay, Mexico og Frankrig, og det var med bange anelser at nationen gjorde klar til den første kamp mod de defensive mestre fra Uruguay. Knap 90.000 forventningsfulde tilskuere mødte op på Wembley Stadium, hvor Charlton og CO skulle op mod de indianerlignende spillere fra det lille sydamerikanske land. Opgøret blev en hårdt spillet omgang, hvor flere af de engelske spillere næsten lå mere ned, end de stod på benene, og trods stolpeskud af Charlton og Greaves, sluttede opgøret 0-0. Charlton var blevet placeret på en noget uvant plads som venstre wing i 4-4-2 formationen, hvor klubkammeraten Connely lå til højre, med Stiles og den unge Alan Ball centralt. Det huede tydeligvis ikke Charlton at han ikke rigtigt kom med i spillet, og til næste kamp mod blev formationen da også ændret til noget der mindede om 4-3-3, med Charlton nu placeret som den offensive frie midtbane, hvor han havde superslideren Stiles og den kreative Martin Peters bag sig. Det gav rum og plads til elegantierens sublime afleveringer, og med trioen Terry Paine, Jimmy Greaves og Roger Hunt oppe foran, havde modstanderne fra Mexico rigeligt at se til, i en kamp som England fortjent vandt på et fremragende langskudsmål af netop Charlton, samt et tap in af Roger Hunt.

I den sidste kamp i gruppen mod Frankrig, gik Ramsey tilbage til 4-4-2 men denne gang uden winger, men derimod med en midtbane diamant, hvor Charlton påny lå helt i spidsen lige bag angriberne, som denne gang bestod af Hunt og Greaves, og på 2 mål af førstnævnte, vandt England sikkert 2-0, og var nu klar til 1/4 finalen mod Argentina. De blå og hvidstribede argentinere var humpet igennem deres pulje, men var dog ubesejrede og akkurat som deres sydamerikanske naboer fra Uruguay, var Argentina et hold med mange hårde hunde, heriblandt førerhunden central på midten Antonio Rattin. Den bidsk udseende mand fra Boca Juniors ragede godt i vejret med sine 191 cm. (til sammenligning målte Charlton beskedne 173 cm), og ikke overraskende var det netop Rattin, som blev til at udradere Charlton.

Der gik da heller ikke mere end 4 minutter, så stod Rattin allerede noteret i den tyske dommer Rudolf Kreitleins sorte bog, men det lagde heldigvis en dæmper på Argentinas nedslagtninger, og heldigvis blev Charlton og CO ikke totalt lemlæstede, men kunne trække sig sejrigt tilbage med en kneben 1-0 sejr på det mål som Geoff Hurst scorede, efter fremragende forarbejde af Charlton. Så var man nået frem til 1/2 finalen hvor Portugal med superstjernerne Simoes, Torres, Coluna og den største af dem alle, Ballon dÒr vinderen fra 1965 Eusebio. Det velspillende hold fra den iberiske halvø, var faktisk noteret som favoritter, selvom England havde hjemmebane, og det har sikkert været med bange anelser, at Charlton og CO gik ind på et stuvende fuldt Wembley Stadium denne juli aften, hvor regnen ligeså stille silede ned over de 22 aktører. England var gået tilbage til 4-4-2 formationen, igen i diamant, og igen med Charlton som forreste mand på midtbanen, hvor han denne gang havde begge truppens unge helte Alan Ball og Martin Peters, samt naturligvis den defensive bastion Nobby Stiles, bag sig. Helt fremme lå igen Roger Hunt og Geoff Hurst, og især sidstnævnte spillede formidabelt. Portugiserne glemte i perioder nærmest at stække Charlton alene pga. den ustyrlige Hurst, og på 2 mål af Charlton vandt England kampen med 2-1 (det var Eusebio der reducerede til 1-2), og pludselig stod England for første gang i en VM finale!

England stillede op i 4-4-2 diamant formationen også i finalen, hvor holdet så således ud: Gordon Banks (Leicester City) – George Cohen (FC Fulham), Bobby Moore – anf. (West Ham United), Jack Charlton (Leeds United), Ray Wilson (Everton) – Nobby Stiles (Manchester United), Alan Ball (Blackpool FC), Martin Peters (West Ham United), Sir Bobby Charlton (Manchester United) – Roger Hunt (Liverpool FC), Sir Geoff Hurst (West Ham United). Tottenham Hotspur angriberen Jimmy Greaves var skadet til kampen. Modstanderen var Vesttyskland, som stillede op i 4-4-2 med winger: Hans Tilkowski (Borussia Dortmund) – Horst-Dieter Höttges (Werder Bremen), Willi Schulz (Hamburger Sport-Verein), Wolfgang Weber (1. FC. Köln), Karl-Heinz Schnellinger (AC Milan) – Helmut Haller (FC Bologna), Wolfgang Overath (1. FC. Köln), Franz Beckenbauer (FC Bayern München); Lothar Emmerich (Borussia Dortmund) – Sigfried Held (Borussia Dortmund), Uwe Seeler – anf. (Hamburger Sport-Verein). Træneren for Vesttyskland hed Helmut Schön.

Af naturlige og historiske årsager er en fodboldkamp mellem netop England og Vesttyskland (billedet herover viser Charlton vs Beckenbauer fra VM finalen i 1966) altid noget særligt, og her blot 21 år efter 2 Verdenskrig var sluttet, var der selvsagt masser af følelser involveret, både blandt spillere, ledere og fans, hvilket bestemt ikke dæmpede gemytterne i en ganske eksplosiv indledning på kampen, hvor tilskuere stødte sammen udenfor, og hvor enkelte spillere provokerede hinanden. Da Vesttyskerne bragte sig foran efter blot 12 minutter, var der mange engelske tilskuere der direkte brød ud i gråd.

De i alt 96.254 fremmødte rørte dårligt sædet undervejs i kampen, for spændingen var ulidelig, og da Hurst udlignede blot 6 minutter senere, da han skovlede en ripost efter et frispark fra Bobby Moore, forbi Tilkowski, “lettede” Wembleys tag nærmest. Hele London – ja hele England eksploderede i glædes skrig, og nu sad hjemmeholdet på kampen. Charlton, Peters og Ball var formidable, og konstant var der interne kampe, som f.eks. Beckenbauer vs Charlton, der hver især havde fået særlige opgaver med at holde øje med hinanden. Holdene gik til pausen med 1-1, og efter pausen var det tydeligt at der gik en del taktik i opgøret. Holdene spillede mere kontrolleret, og vi skulle helt hen til 12 minutter før ordinær spilletids ophør, før den unge Martin Peters kunne score til 2-1, men dårlig havde jublen lagt sig, før en heorisk fightende Wolfgang Weber fik kæmpet bolden over stregen til 2-2, og få minutter efter rundede stadion uret de oprindelige 90 minutter, og dommeren fløjtede kampen af. Man skulle ud i 2 x 15 minutters udmarvende forlænget spilletid, og nerverne sad åbenlyst udenpå tøjet. Charlton og Peters havde kramper, Wilson en lang flænge i låret og Banks mente han havde brækket en finger!

Men det gik jo præcis den vej som England og Charlton håbede på – det ved vi jo godt den dag i dag, for på yderligere 2 scoringer, det ene nok så kontroversielt, af Sir Geoff Hurst, lykkedes det England at erobre det trofæ som man havde hungret efter, og som man den dag i dag nærmest fortvivlet kæmper for at generobre! Sir. Bobby Charlton og holdkammeraterne kunne nu kalde sig verdensmestre, og den 27 årige verdensstjerne var på den absolutte top af karrieren, hvilket individuelt blev kronet, da han senere på året, som den anden englænder nogensinde (Stanley Matthews var den første i 1956), kunne modtage Ballon dÒr trofæet, som bevis på at han aktuelt var Europas bedste fodboldspiller, hvilket ingen havde den mindste indvendinger i mod!

Men selv for en fodboldhelt som Charlton, bliver det hele hverdag, og således gik endnu en sæson i den bedste engelske fodboldrække i gang. Manchester United var blandt favoritterne til at vinde mesterskabet, og Europas bedste fodboldspiller, ved selvsagt en medvirkende årsag. Den sprudlende herre, var i sæsonen 66/67 intet mindre end forrygende, og med 4 points afstand ned til Nottingham Forest, sikrede Manchester United sig endnu et mesterskab, og Charlton havde endnu engang en enorm andel i titlen, med 15 mål i 41 kampe, og et utal af sublime afleveringer og assist til George Best og Denis Law. Det hele kørte bare derudaf, og titlerne kom nu i en lind strøm for den sympatiske Charlton, der aldrig lod sig stresse, og altid var klar til at stille op til de utallige tv og radio interviews, studie kom sammen hos forskellige tv stationer, møder på de lokale pubs og andre offentlige optrædener.

Men der manglede en titel i den enestående samling, nemlig det endnu relativ nye Europa Cup for Mesterholds trofæ, hvor Manchester United som nykårede mestre skulle deltage i. Der var dog mange stærke klubber om buddet i 67/68 udgaven af turneringen, heriblandt ikke mindst de forsvarende mestre fra Celtic Glasgow, de 6-foldige mestre Real Madrid, Juventus, Saint-Etienne og Benfica med den sprudlende Eusebio i front, så det virkede umiddelbart som en nærmest uoverkommelig opgave for Manchester United, men igen skulle det vise sig at både klub og Charlton var lavet af noget helt specielt. Med dobbelt kamp sejre over Hibernians, Sarajevo, Gornik Zabre og Real Madrid i et par drabelige semifinaleopgør, fik Manchester United med en fantastisk spillende Sir Bobby Charlton, spillet sig frem til finalen, som ganske som i VM 66, fandt sted på Wembley Stadium, hvor 92.225 tilskuere mødte op til braget mellem Manchester United og SL Benfica, et opgør med flere af verdens aktuelt allerstørste fodboldnavne! Billedet viser i øvrigt Sir Bobby Charlton udveksle vimpler med Benficas anfører Mario Coluna før finalekampen i 1968.

Manchester United stillede op i en 4-3-3 formation der så således ud: Alex Stepney – Shay Brennan, David Sadler, Bill Foulkes, Tony Dunne – Pat Crerand, Nobby Stiles, Sir. Bobby Charlton (anf) – George Best, Brian Kidd, John Aston. Hele 6 af spillerne (Brennan, Foulkes, Stiles, Aston, Kidd og naturligvis Charlton) var “homemade” i klubben, og således et bevis på at man efterhånden var restitueret ovenpå det frygtelige flystyrt 10 år forinden, hvor det såkaldte “Busby Babes” kuld mistede livet. Det nye hold som man vel med god ret kunne kalde denne anden generation af Busbys arbejde, spillede helt og aldeles fantastisk i denne finale, hvor stjernen Eusebio blev neutraliseret af duoen Crerand og Stiles, og hvor Charlton med 2 scoringer, i den grad var med til at sikre engelsk fodbold deres første mester i Europa Cuppen. Kampen sluttede 4-1 til Manchester United, hvor George Best og Brian Kidd scorede de øvrige mål, mens Jaime Graca scorede Benficas trøste mål. Sent på aftenen kunne Sir Bobby stolt løfte pokalen mod den engelske himmel, endnu en stor titel var kommet i hus, og hans legende status var efterhånden godt på vej til at blive skabt!

Europa Cup trofæet skulle rent faktisk vise sig at være Charltons sidste, og selvom han var med til at sikre England bronze i EM 68, samt deltog i VM 70, som blev hans sidste slutrunde for England, blev det aldrig det samme igen, og i start 70èrne var Manchester United langt fra den stormagt de havde været i 60èrne. Sæsonen 72/73 blev hans sidste i United trøjen, hvor han var en del af et aldrende hold, hvor han selv havde rundet 35 år og Denis Law rundede 34 år, mens den endnu kun 27 årige George Best for længst var begyndt på sit mildt sagt flagrende privatliv, som betød at han ikke var den samme på banen som tidligere. Sir Matt Busby var trådt tilbage som træner i juni 1969, men havde dog været forbi en kort overgang igen, men ellers havde forskellige trænere som Jimmy Murphy, Charltons tidligere holdkammerat Wilf McGuiness, Frank O`Farrell og til sidst Tommy Docherty med skiftende held, stået i spidsen for klubben der havde umådeligt svært ved at komme tilbage til fortidens storhed. Charlton sluttede i klubben efter sæsonen 72/73, hvor klubben sluttede som nr. 18, og sæsonen efter rykkede klubben rent faktisk ud af den bedste engelske række (men kom dog retur i det gode selskab efter blot en enkelt sæson).

Charlton rykkede til Preston North End, som havde tilbudt ham en stilling som manager, hvilket han varetog en enkelt sæson inden han blev fristet af at spille igen, hvilket han så gjorde i sæsonen 74/75, i øvrigt på hold med en purung Mark Lawrenson (senere hen stort navn i Liverpool) på holdet. Efter sæsonen sluttede Charlton i klubben og i årene derefter tørnede han ud i forskellige anledninger for forskellige småklubber i Irland og Australien, inden han definitivt lagde støvlerne på hylden i 1980, hvor han var blevet 42 år. Han var herefter i en kort overgang fodbolddirektør i Wigan Ath., inden han overtog Sir Matt Busbys plads i Manchester Uniteds bestyrelse i 1984, hvor han blev indsat som fodboldkyndig.

Og med en del år frem til nu, ja så er vi ved vejs ende i fortællingen om denne enestående fodboldambassadør, der både som spiller og menneske var tæt på det ultimative, og som til evig tid vil blive husket i fortællingen om både Manchester United og det engelske landshold, to mandskaber han over mange år i den grad satte sit evige aftryk på.

Æret være hans minde!

Sir Bobby Charltons fodbold CV:
FA Youth Cup: 53/54, 54/55 og 55/56
Engelsk mester: 56/57, 64/65 og 66/67
FA Cup: 62/63
Charity Shield: 65 og 67
VM guld: 66
EM bronze: 68
Årets spiller i England: 65/66
Ballon dÒr: 66 (nr. 2 i 67 og 68)
Kåret til VM 66`s bedste spiller
Udtaget til VM ALLSTAR: VM 66 og VM 70
Adlet til Sir: 94

Spillede for Manchester United fra sæsonen 56/57 – 72/73
Kampe/mål i den bedste engelske række for Manchester United: 606/199
Kampe/mål totalt i hans tid i Manchester United: 758/249
Herudover var han spillende træner i Preston North End i sæsonen 74/75

I øvrigt om Sir Bobby Charlton:
– Var den længst levende person fra flystyrtet i München.
– Første engelske spiller der modtog Ballon dÒr.
– Første engelske anfører der kunne løfte Europa Cup for Mesterholds trofæet.
– Var Manchester Uniteds mest scorende spiller frem til 2017 (Wayne Rooney overhalede ham).
– Havde rekorden for flest spillede kampe for Manchester United frem til 2008 (Ryan Giggs overhalede ham).
– Er en af blot 9 spillere der har vundet både VM, Europa Cup for Mesterhold + Ballon dÒr trofæet.
– Skrev en amatør kontrakt med Manchester United d. 1 januar 1953 da han var 15 år.
– Spillede 14 VM kampe fordelt over slutrunderne i 62, 66 og 70, hvori han scorede 4 mål.
– Deltog også i VM 58 men kom ikke i aktion.
– På vej hjem i flyet fra Mexico oven på VM 70 slutrunden, meddelt han og hans bror Jack, at de begge stoppede på landsholdet.
– Fra 76 – 80 optrådte han i enkelte kampe 4 først et irsk og dernæst 3 australske klubber, mere som show end af sportslige årsager.
– Var i mange år uvenner med sin bror Jack, hvilket skyldtes en personlig tvist i familien.
– Repræsenterede Manchester United i knap 70 år, først som spiller, dernæst i forskellige funktioner som bl.a. bestyrelsesmedlem, æresmedlem og ambassadør frem til sin død.
– I 2006 blev “United Trinity” statuen opstillet udenfor Old Trafford. Den viser trioen George Best, Denis Law og Sir Bobby Charlton. Trioen var med til at sikre klubben det første trofæ i Europa Cuppen for Mesterhold i 1968.
– Hans sidste kamp for Manchester United var mod Chelsea i 1973.
– Han var 20 år da han var en del af det tragiske flystyrt i München, og han var den første af de overlevende, som forlod hospitalet, hvorefter han få dage efter spillede kamp for klubben i FA Cup turneringen.